Skoven er da et hyggeligt sted, men nu vil jeg gerne hjem-Archaon

Tid: 14:30
sted: skoven
omgivelser: En hel masse træer
Påklædning: https://2img.net/h/oi58.tinypic.com/91l6k7.jpg og et par  Converse sko som ser sådan ud https://2img.net/h/oi60.tinypic.com/nzizh2.jpg

Cassandra havde bevæget sig ind i arenaen, alle dem som havde set hende kæmpe vidste hvor dårlig hun var til det. Cassandra var vist det man roligt kunne kalde for en pacifist hun var både dårlig til nærkamp og sværd kamp og alle andre former for kamp, derudover så hun ingen grund til at kæmpe der måtte være andre måder at klare ting på. Hvilket betød at når hun var færdig med sin undervisning var hun blå så mange steder at man ikke kunne tælle dem på en hånd. Hun bed sig svagt i læben da hun med det samme så en mindre gruppe af halvguder stå der inde og snakke. De havde ikke set hende endnu, men da hun skulle til at smutte blev tavsheden brudt ” hey er du ikke hende den dårlige?” spurgte han og man kunne tydeligt høre hvor hånligt det var ment. Det var nemt at gætte hvor han kom fra. Hun bed sig svagt i læben inden hun svarede ” jo det er mig” sagde hun med en tyk engelsk accent. Hun elskede sit hjemland og sporget, mange havde også drillet hende med den da de mente at hendes accent var  fornem endda for meget. Hun skulle lige til at vende sig om for at gå da drengen greb fat i hende ” kom og hils på mine søskende” sagde han grinede svagt. Cassandra betragtede dem og det slog hende nu at de måtte være børn af Ares hvilket betød at hun højstsansynligt ville få flere blåmærker end dem hun havde fra dagens undervisning. Hun betragtede hver og en af dem. Der var tre piger og fire drenge udover ham der havde fat i hendes arm med et jerngreb. Cassandra vidste at de alle sammen var ældre end hende. Hun fugtede svagt sine læber. Hun kunne klare dem.
Cassandra var dog ikke helt sikker og hun ville ønske at hun kunne kravle ned i det dybeste hul hun kunne finde. Drengen slap hendes arm efter lidt tid ” hvad er dit navn tøs” sagde han igen med en hånlig stemme ” Cass” svarede hun med sin engelske accent. Hun følte lidt at tiden var ved gå i stå omkring dem og hvor ville hun ønske at hun havde holdt sig fra arenaen og at der lige om snart ville komme nogen og redde hende.
Drengen og hans gruppe havde stillet sig i en ring omkring hende så de var sikker på at hun ikke slap væk, hun lod svagt en hånd glide nervøst igennem det lange brune hår og hendes gråbrune øjne ramte drengens ” lad os give dig lidt undervisning” sagde han og grinede imens han trådte ind i cirklen ” jeg tro ikke det er så god en i” mere nåede hun ikke at sige før hans næve ramte hendes kind og bagefter haglede slagene fra de andre ned over hende. Hun satte der efter sine hænder op for at beskytte sit hoved. Selvom hun havde boet her i et år kunne hun stadig ikke forsvare sig selv og på en måde fandt hun det en smule pinligt, men hun havde ikke lyst til at skade nogen. Hun var barn af kærlighedsgudinden og det kunne man vidst tydeligt se i hendes kampkunst som slet ikke fandtes at det var det hun var. Casandra ville gerne lærer at kæmpe, men lysten til at kæmpe imod nogen og potentiel kunne dræbe nogen eller noget var for hende skræmmende, dog havde hun fundet sit ynglings våben og det var en bue, men også det var hun dårlig til. Cassandra overvejede om hun skulle skippe disse timer og holde sig fra denne arena. Endelig stoppede slagende og de gik og lod Cassandra blive hvor hun var. Cassandra havde tænkt sig tegne dem imens de andre kæmpede, men hendes blok var ødelagt og det gjorde næsten mere ondt end hendes dunkende kind. Hun gik med hastige skridt, ingen skulle se hende græde. Hun løb så hurtigt hun kunne. Cassandra skulle aldrig være kommet. lige pludselig føltes det hele så ubærligt tårende pressede sig på, men hun ville ikke have nogen til se dem. Hun  ænsede ikke folk omkring hende de virkede som små utydelige prikker og tårende som var på vej slørede også hendes syn en smule.

Uden at vide det havde hun sat kursen imod skoven, hun vidste godt at man helst skulle følges med nogen, men hun måtte bare væk. Ingen skulle se hvor sårbar hun følte sig i denne verden. Alle de andre halvguder var så gode til at kæmpe og hun var bare en fiasko. Hun vidste ikke hvor langt hun var kommet ind, men hun sikker på at hun var alene og lod tårende trille. Måske hun skulle tage hjem til sin far og stedmor, hun egnede sig ikke til at være halvgud, hun var heller ikke sikker på at hun var en, men så brød den beroligende stemme igennem i hendes hoved. Den forsikrede hende at alt nok skulle gå og at hun var lige så god som de andre, Cassandra havde dog svært ved at tro på stemmen, stemmen forsatte imens Cassandra satte sig op af et træ med en tyk stamme. Intet var godt i dette fængsel af en lejr. Hun hadede at være hende den dårlige. Efter et stykke tid hvor hun havde siddet op af en tyk stamme rejste hun sig. Hun måtte hjem gøre noget ved sig selv. Hendes mascara var løbet fordi hun havde grædt hendes tøj var beskidt fordi hun havde siddet op af stammen. Hun kiggede rundt og blev nervøs, hun kunne ikke huske hvilken vej hun kom fra. Hun var ikke sikker, men begyndte at gå af en sti eller det hun troede var en sti den var noget tilgroet og jo længere hun gik jo mere sikker blev hun på at det ikke var en sti. Hun bed sig svagt  i læben, hvad nu vis hun ikke kunne finde hjem. Hun kiggede ganske kort ned på sine arme, som par præg af at de nok snart ville blive blå.

Påklædning
Click

Forbi træernes kroner, og imellem deres grene. Selv imellem de skiftende mellemrum imellem bladene. Forbi halvguder, og igennem støvet af sandet i Arenaen. Selv skærende igennem røgen fra smedjen, og hele vejen fra skoven, til Talia's Træ. Archaons blik nåede langt, og han så meget. Hans største beskæftigelse, og største brug af de vågne timer; var blot at betragte. Se, og evaluere alt hvad han så. Alle de forskellige halvguder og deres hverdag. Deres interaktioner og valg de foretog sig. Alt, lige fra datteren af Afrodite der kravlede ud af vinduet fra Ares-Hytten. Til datteren af Athene der gik fra at håndtere et sværd i arenaen, til at håndtere en pensel mod et lærred. Det ville være sikkert at sige, at Archaon vidste meget om mange halvguder i denne lejr. Og han kendte oftest mere til dem, end de gjorde til ham. Og således var ofte hans rolle... en søvnløs betragter. Alt imens han oftest passede sig selv i sine evigt vågne timer.

Archaon havde siddet for sig selv, i skoven. På en sten ved floden der løb igennem. Hænderne omkring kraven på hans lædervest, og blot set sig lidt omkring. Iblandt de mange ting han så, så han en pige løbe fra arenaen, og ind i skoven. Han tænkte ikke videre over det, og det var skam heller ikke første gang han havde set den slags ske. Så i lidt tid blev han blot siddende hvor han var, og vendte blikket rundt.. Men lidt efter lidt, rynkede han sine øjenbryn... Det var jo ikke særligt sikkert i skoven alene. Så... nysgerrighed drog ham til at vende sine dybe øjne igen, og med sit blik forsøge at finde den pige der var løbet derind. Påklædningen hun bar, gjorde det ikke ligefrem svært for ham at lokalisere hende. Det var sjældent han var den eneste i skoven. Især midt på dagen. Og ofte kunne han finde det blot en smule underholdende, at betragte dem lidt. Følge deres gang.

Han søgte måske at holde øje med pigen, men han holdte dog afstand til hende, så hun ikke ville føle sig invaderet af hans tilstedeværelse. Så han blev blot siddende hvor han var. Han var en ganske stor ung mand, og det var nok ikke alle piger der gerne ville støde ind i ham i en skov. Desuden, havde hun slået ham som en pige der gerne ville være alene, og han ville da ikke invadere hvilket privatliv hun nu ellers følte hun havde. Selvom idéen om privatliv altid havde været lidt relativ i hans øjne. Men kedsomheden der ofte greb fat i ham, drev ham dog alligevel til at holde godt øje med hende. Betragte hende. Og han lagde mærke til de skrammer hun havde fået sig, og måden hun syntes målløs i sin næsten tilfældige vandring. Hun kunne måske ikke se ham endnu, men han kunne se hende fra det øjeblik hun var løbet ind i skoven. Fulgte hende, med et køligt og næsten tomt blik. Et blik der skar igennem alt, og nu kun holdte øje med en pige, klædt i de lysende farver. Alt imens vandet fra den lille flod, flød roligt forbi. Han sad ofte på denne sten, hvor han følte han kunne være alene, og hvor han kunne passe sig selv.

Skoven virkede meget stille måske for stille, men hun vidste at omkring hver hjørne kunne faren lure, desuden vis den gjorde var hun jo det nemeste bytte at have med at gøre, hun kunne ikke slås, men det gjorde hende vel ikke noget for som hendes liv havde ændret sig på det senste år havde hun det bedst med blive spist. Hun bed sig svagt i læben ” er her nogen?” spurgte lettere forsigtigt kiggede sig over skulderen og idet hun gjorde kom en af skovens mere almindelige fare. Hun fik sin fod en under en rod fra et træ og væltede lige så lang som var. Hun mærkede hvordan hendes fod dunkede, men alligevel rejste hun sig op igen fordi hun måtte videre. Dog fortrød hun da hun lagde vægten på foden. Ikke nok med at hun havde fået bank og  var faret vild, nu skulle hun også døje med en fod ikke bare en fod det var hendes ankel hun havde slået. Hun begyndte at hadede sin dag mere og mere. Vis hun nogen sinde kom ud af denne skov ville hun gemme sig i Afrodites hytte end til den dag hun ikke levede mere. Hun stod og hvilede hånden op af en mos begroet stamme imens hun stod på den raske fod og havde den anden op i luften. Hun kunne høre den rislende lyd af vand fra en flod og hun kunne svagt skimte den og en skikkelse. Hun trak vejret tungt og skulle tage sig mod til at gå.
Turen var ikke lang, men for hende tog det tid fordi hun måtte holde pauser før hun haltede videre, hun bed sig i svagt læben og med et beslutsomt blik nåede hun hen til floden. Hun fik øje på drengen som sad på en sten ude i vandet ” kan du hjælpe mig tilbage?” spurgte hun  med en engelsk accent den var mindre tyk end den hun havde brugt da de andre begyndte at slå hende og hun vidste ikke hvad hun skulle forvente, men han lignede ikke en hun havde set før, så det ville sige at han måske ikke havde mødt hende den dårlige Cassandra som heller ville være Kærlig end at slås. Hun satte sig og tog sin sko af, det var svært, men hun måtte tjekke den. Hun skar svagt en grimasse , men skoen røg af til sidst. Hun var sikker på at den ikke var brækket, men den var blå og en smule skæv derudover var den en del hævet efter hendes går tur ned imod den fremmede. Hun bed sig svagt i læben ” mit navn er Cassandra, men kald mig bare Cass” sagde hun for at prøve at starte en samtale, men hun kunne alligevel ikke lade være med at være en smule bange for at han var som de andre og ville begynde at slå på hende fordi de og måske drengen så et nemt offer. Hun var vant til at blive mobbet hendes papsøøskende gjorde det også og det var vel deres skyld at hun var blevet så god til tegne for havde det ikke været for dem havde hun nok ikke trukket sig ind i sig og havde fundet ud af at hun kunne tagene. Dog bare fordi man var en halvgud var det vel ikke nødvendigt at slås der måtte vel være andre måder at gør det på, nogen som ikke indebar at skulle slå eller dræbe nogen.

Hun var glad for at han var ude i skoven og hun fundet ham, ja hun gået ind skoven dum som hun var fordi ingen skulle se hende græde, men nu ville hun gerne tilbage, hun fandt skoven skræmmende alt det man havde hørt om den og de monstre som skulle gemme sig herinde, men når man lige så bort for disse fare som kunne være i skoven så var den vel okay, men hun syntes alligevel at hendes eventyr her i skoven skulle have en ende for i dag. Hun havde altid et kærligt smil på sine læber og nu var ikke anderledes selvom hun hadede sin situation var hun altid en som lignede en der var glad også når hun ikke var det. Især vis hun var sammen med andre halvguder. De så hende allerede som svag og vis de så hende græde ville de bare synes hun var endnu mere svag end de så hende nu. Hun bed sig svagt i læben og vidste ikke rigtige hvad hun skulle sige og håbede på at hun ikke havde forstyrret ham i sine gøremål ” ser du jeg er faret vild og kan ikke finde min vej tilbage” sagde hun, hendes stemmen var venlig og stadig kunne man høre den engelske accent. Det var ikke fordi hun ikke kunne snakke den amerikanske form for engelsk, men hun fandt sit modersmål betryggende og derfor snakkede hun altid med sin accent.

// undskyld ventetiden, men krea har ikke været til at råbe hurra for håber dette her er godt nok.//

Han kunne lide dette sted. Et godt stykke væk fra lejren, og alligevel et godt stykke fra standen. Næsten i hjertet af skoven. Der var sikkert mange som ville finde det underligt, at en ung mand som ham selv, sad på en sten ved vandet. Men ikke mange i denne lejr kendte som sådan til ham. Jo, han var da ofte sammen med andre, og trænede tit, men det var ikke ligefrem fordi han altid søgte at starte en samtale med en tilfældig person. Men han brugte dog altid sine øjne. Han vidste meget om mange personer. Og vidste sikkert altid noget de ikke altid ville have regnet med. Men nu var det jo heller ikke altid fordi en søn af Hades var omringet af venner eller bekendte. Hvilket i sig selv, vel var en ganske god ting. Hvis han gerne ville være alene, kunne han være netop det. Der var sjældent nogen der fulgte efter ham ind i skoven.

Ikke at hun havde fulgt efter ham, men hun var dog endt i skoven. Og lidt efter lidt, nærmede hun sig floden hvorved han sad. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre, og i et kort øjeblik overvejede han at rejse sig og gå væk. Men i stedet blev han dog alligevel siddende, og fastholdte sit blik mod den haltende pige der kom ned til floden. Hun stillede ham et spørgsmål. Han kunne sagtens finde tilbage, men han endte med ikke rigtig at sige noget. I stedet rynkede han sine bryn en anelse, og betragtede hende som hun satte sig ned og tog sin sko af. Først da hun præsenterede sig selv, reagerede han ved at rette lidt på sin stilling ovenpå stenen. "Jeg ved hvem du er Cassandra." Svarede han så, og holdte blikket på hende. Han var født i Rusland, og havde boet i Amerika i en del år. Han havde en svag accent, men kunne dog godt skule den, hvis han ville. "Du er datter af Afrodite, og du er rimelig god med en bue." ... "Og så kan du godt lide at svømme nøgen i søen." Han remsede de ting op han vidste om hende, og lagde ikke skjul på noget. Han gjorde det ofte sådan. Han lod hende derved vide at han allerede vidste noget om hende.

Han burde næsten bare vise hende vejen tilbage til lejren, og gengælde hendes venlighed og ydmyghed. Men han endte med i stedet at være mere nysgerrig omkring hende. Selvom han stadig blev siddende, holdte han dog øje med hende, og betragtede hendes blå mærker, og den let hævede fod. Med et lille nik hintede han mod hendes skrammer. "Hvad er der sket?" Spurgte han så, ganske nysgerrig. Han var ikke særligt tilbageholden når det kom til den slags. Han stillede sine spørgsmål, og så måtte folk jo enten svare ham, eller nægte at give ham et svar. Det var næsten ligegyldigt for Archaon.. Han havde endnu ikke engang tænkt på at introducere sig selv. Den slags glemte han af og til. Og egentlig blev han bare på sin sten, fordi han ikke rigtig var klar over hvad der skulle ske, andet end dét.

Da den fremmede i langt tid ikke sagde noget heller virkede intereseret i hende skulle hun lige til at rejse sig, med ordene at hun selv fandt hjem og at han måtte undskylde at hun forstyrrede hans fred. Han havde jo bare siddet på en sten og kigget på vandet i hvert fald så det sådan ud for hende, men så begyndte han vende sig om imod hende og fortalte hende alle de ting som kun få vidste ” øhm ja ” sagde hun lettere forlegen over at han vidste hvem hun var. Da han sagde at hun var god til bue spærrede hun øjne en smule op, hun var ikke den bedste til at skyde, men når tænkte over det var hun måske ikke så håbløs. Hun havde brugt mange dage når alle andre var gået med at øve sig, men det var stadig ikke lige så godt som mange af de andre halvguder. Nu hvor drengen var  ved at lukkede ting og sager ud omkring hende blev hun en smule flov, hun vidste ikke hvorfor og det var egentlig ikke menningen for hun kunne lide at nøgenbade hvem ville ikke det og hun skamte sig ikke over sin krop eller det ville sige lige nu gjorde hun og han nævnte hendes blåmærker og foden ” foden var en næsvis rod og de blå mærker var Ares børn” sagde hun stille og slog med det sammen sit blik ned i jorden ” de ser mig som svag tror jeg for jeg er ikke god til noget der har med nærkamp, sværd og spydkast eller bueskydning” sagde hun og bed sig svagt læben, men når hun kom til tænke over det, var det vidst Ares børn og Athene børn som drillede hende ” faktisk kan jeg ikke lide at slås eller træne noget der kan risikere at jeg dræber noget” sagde hun og grinede en smule akavet hun var bare den dårligeste halvgud man kunne finde. Hun betragtede ham kort og hans nysgerrig blik ramte med det samme hendes ” kan du ikke fortælle mig dit navn når du ved så meget om mig” sagde hun og vidste dog stadig ikke helt hvor hun skulle gøre af sit blik. Det endte nede i jorden hun vidste ikke hvilken katagori hun skulle sætte ham i, men han havde i det mindste ikke slået hende endnu og det var plus i bogen.
Cassandra ville gerne hjem, men hun sagde ikke noget da drengen var begyndt at tale med hende så glemte hun lidt det at komme hjem. Hun kom drog tanke om sminken som løbet og med en håndryg prøve hun at fjerne det. Hun havde intet spejl og så nok herrens ud, men det var der ikke noget at gøre ved. Drengen skræmte hende ikke og det var sikkert en sej evne han havde, men så blev hun en smule nedtrykt og kom tanke om evnerne  mange af de andre havde også fundet deres evner og det havde hun heller ikke. Måske hun skulle dyppe foden i vandet, det ville sikkert hjælpe på hævelsen. Hun vidste ikke rigtigt om hun skulle, men numsede sig alligevel hen og lagde sin dårlige fod vandet. Det gjorde hende ikke noget at hendes tøj blev vådt, det var allerede beskidt og skulle alligevel vaskes når hun kom tilbage og Cassandra ville sikkert tage et af hendes mange bade.
Cassandra var forfænglig og kunne godt bade og skifte tøj flere gange på en dag, og bare fordi hun ikke syntes tøjet var godt nok. Hun havde en masse tøj faktisk når tænkte over det.