Skoven efter midnat - Anubis

Sted: Skoven
Tid: Klokken 00.20
Omgivelser: Ingen synlige
Dag: Lørdag
Vejr: Stjerneklart, halvmåne og lunt.
Årstid: Forår
Påklædning: Den sædvanlige blå og hvid stribede t-shirt, et par slidte cowboybukser og converse i farven rød.

Mørke. Farver. Mørke. Farver. Mørke. Farver.
Dallas åbnede øjnene, og lukkede dem igen. Han åbnede øjnene, og lukkede dem igen. Han var fascineret over hvor hurtigt hans øjne opfangede skovens farver, selv om natten. Han havde stadig ikke vennet sig helt til den nyeste evne han havde opdaget. At fornemme væsener i skoven. Han lukkede endnu engang øjnene, mens han fokuserede på at sprede sin fokus ud i hele skoven. En mus lyste op i hans tanker. Den løb hen af skovbunden, ind under en bregne, hvor der var endnu en mus. Biller over alt, følte han. Myrer. En fugl, hvor han fornemmede længslen efter mad.
Dallas åbnede atter øjnene, og smilede for sig selv. Han satte sig op, for skovbunden han havde ligget på var begyndt at blive fugtig som resultat af den lette dug. I stedet søgte han op i et af træerne, let og adræt klatrede han op i de nederste grene, hvor han satte sig til rette. Halvmånen kom til syne på himlen, og nu stirrede Dallas endnu engang. Månen. Skønhed - Det eneste ord, der kunne beskrive den. Han smilede endnu engang for sig selv, og mærkede varmen fra skoven bølge ind i kroppen. Livet var godt.

Anubis lod blikket i den sorte bog, hans interesser for den var store, han nyd at læse i den old græske bog han havde fået af sin far, dog virkede den mere facinerende om den ur gamle magi som lå i den, måske var det sorte kunster som hans far havde lagt i til hans underholdning, han lod en sætning komme frem af hans mund og pejede på den lille mus i busken ''πεθαίνουν από το χέρι μου'' hvor efter musen piv og en skygge kom til syne med mørke øjne og skyggen lod sig nærme den lille mus, som stille tog dens sjæl, og lod musens ånd vie frem til anubis, han sad stille og gloede med store øjne *hvordan... dette er ikke skeet før..* han var næsten helt i chock over at skyggen kom frem på hans befaling, og ånven fra musen lå nu i skyggens hænder som lagde den frem så Anubis kunne se den, det var som om at den næsten var i fysisk form, men i en mere flydende og gennem sigtig form, hvor efter han kiggede på skyggen og liste kort i bogen og udtalte ordne ''το βάζουμε πίσω'' skyggens to røde øjne kiggede på ham undrene og lod sig føre over mod musen og lagde sjælen tilbage i musens krop og stod nu overfor anubis ventende på hans næste befaling, anubis læste desperat i hans bog for at finde en metode for at få denne skygge væk og råbte ''άπαγε!!'' hvor at skyggen forsvandt og han kiggede undrene rundt for at sikre sig at den var væk.

Noget stak til hans bevidsthed. Noget mørkt. Dallas rynkede øjenbrynene sammen til en tænksom grimasse, mens han, endnu engang, spredte fokus ud i skoven. Dyrene lyste op hver gang han 'faldt over en', og så stoppede han. Henne ved den mus han først havde opdaget, kunne han mærke mørke. En stor sort plet. Ikke noget væsen, men heller ikke ingenting. Desuden kunne han føle en halvgud. Dog var det den sorte plet, der generede ham mest. Han mærkede frygten trænge sig på. Hvad var det?
Dallas lod sig falde ned fra træet, og landede elegant bag ved stammen. Pludselig mærkede han et stik i hovedet, og verden blev svimmel. Lyset fra musen han havde sin fokus på, slukkede pludseligt, og han havde lyst til at skrige. Så fik han øje på halvguden. Og... Og .. Hvad var det? En skygge? Dallas åbnede munden i chok, men mærkede så musens sjæl lige så stille glide væk. Vreden steg op i ham, og han satte i løb hen imod fyren med bogen. I en løbende bevægelse sparkede han bogen ud af hånden på fyren, og bremsede så op foran ham. "Hvad. Har. Du. Gang. I!?" Hans stemme var snerrende og kold, og hans øjne viste kun en kølig had, der allerede var til denne dreng. Drengen, der på en eller anden måde havde dræbt musen. Og så pludselig mærkede han musen leve igen.
Et øjeblik stivnede Dallas, og han vendte sig så om for at se den lille mus levende. Endnu engang.

anubis smilede lettende, og kiggede på ham, ''at overføre sjæle selvfølgelig, og hvor vover du at sparke en så magt fuld ting ud af mine hænder!, jeg lavede en test på at se om jeg kan overføre ens svage sjæl over til en ny krop, dvs. dem selv hvis du er døende kan jeg rede dit liv ved at flytte din sjæl over til et dyr, og dermed rede dit ynkelige liv, dit store fjols. du ydelægger min koncentration!'' han rejste sig op og tog bogen op, hvor efter han kiggede iriterrende på ham ''og for øvrig hvad laver du her ude på denne tid? burde du ikke sove?!'' dog kunne han ikke lade vær med at undre sig over at skyggen adlyde anubis og hvilken kraft den dog besad.

I alt den tid, drengen stod og snakkede - med en iver man skulle lede længe efter - stod Dallas blot og stirrede på musen. Den levede? Hvordan.. Hv..Han rystede stille på hovedet, da han opfangede et par ord fra fyren ved siden af ham. Hvis du er døende kan jeg rede dit liv ved at flytte din sjæl over til et dyr, og dermed rede dit ynkelige liv, dit store fjols. Han rynkede øjenbrynene sammen til en spørgende grimasse. Ynkelige liv? Dallas snerrede for sig selv, før han hørte ordene; Du ydelægger min koncentration!
Dallas hævede et øjenbryn, en smule udfordrende, og satte hænderne i siderne. "Kalder du mig for en idiot?" Han mærkede endnu engang vreden stige op i kroppen. "Jeg går ikke og dræber uskyldige dyr, bare for at live dem op igen? Er du klar over hvor bange jeg blev?! Den mus havde ikke gjort andet end at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt." Han hvæsede irriteret, og himlede så med øjnene.
"Sove?" Han lo køligt. "Jo vidst, men det burde du vel også. Og så vil jeg mene at som søn af Artemis har jeg lov til at være i skoven når jeg vil"

''du mener søn af en kvinde som elsker naturen mere end livet selv?, og hvis jeg nu skal akende rettigheder når vi snakker om halvguder, så har jeg vel ret på alt liv, eftersom jeg er søn af hades, og det er også vel som dyr og mennesker hvor deres sjæle kommer aligevel ned til min far, men det gælder måske ikke? og ja jeg kalde dig en idiot, eftersom at du lige har sparket til hades bog dit fjols, hvis du ikke er forsigtig kan de væsen som lige har taget musens sjæl og lagt den ned igen komme ud og være en større trudsel for både dig og mig!'' Anubis så vred på knægten, og det iriterrede ham at han ikke forstod alvoren ved anubis arbejde.

"Jeg mene hvad jeg siger" Hvæsede Dallas, "Søn af Athene. Og om hun så elsker naturen mere end sig selv, er bare noget du burde have respekt for. Ligesom du burde have respekt for musen, i stedet for at dræbe den." Det hele blev sagt lige ud, med en kølig undertone, og han begyndte mindre og mindre at kunne lide fyren overfor ham. Søn af Hades, tænkte han for sig selv, og hævede udfordrende et øjenbryn, og lagde armene over kors. Dallas kiggede måbende på fyren. "Ret til alt liv?" Han klukkede koldt "På ingen måde. Du har ret til alle døde. Der er en kæmpestor forskel, hvis du skulle være i tvivl. Liv og død - Folk kalder der jo ikke modsætninger for ingenting, vel?"
Da fyren snakkede om bogen, blev Dallas bare endnu mere irriteret. "Det er bare en bog!" Udbrød han og slog ud med armene. "Det er bare en bog, og hvis den kommer fra hades, er det dit problem, ikke mit!"

''jamen hvis bogen er mit problem hvorfor skulle jeg så bekymre mig om hvad der sker for om dette væsen som har taget musens sjæl og lagt tilbage igen, og ikke mig!, men jo jeg kan da godt hente den igen, hvis du gerne vil komme op og slås med en skygge'' et hånende blik kom på knægten han stod overfor ''at forstyre en som er igang med at finde nye veje til evigt liv, og rede flere lyder bedre og teste det på dyr med mindre du gerne vil ofre dig selv for dette væsen, og angående respekt kan jeg ikke se det som du har udvist for mig, at give og tag er forskellen, med det samme som athene og artemis, og hvis du er søn af athene kan jeg ikke se din pointe med at være bekymret for musen, for hvis du påstår at du er søn af athene tror jeg næppe et fjols og en mindre begavet individ som dig over hovedet havde nogle former for fantasie eller tanke om hvilke krafter der er i denne bog, men jo jeg kan da godt give dig en kort demonstration af bogens krafter hvis det er den du betvivler!'' hans blik slog op på en side med et underligt billede af et mørkt væsen og han kiggede på ham, ''og hvis du vil havde mig undskyld har jeg en forskning jeg skal fortsætte med, og du står i vejen!, så jeg ber dig PÆNT træd til side!'' hans blik var så kolde som isen selv, han var ligeglad med reglerne i lejeren, hvis han stod i vejen for hans forskning kunne han ikke lære mere og mere om hvordan han skulle forhindre sin far i at hente sjæle, og dette ville ødelægge hans livs mål

Dallas mærkede blodet stige ham til kinderne. Fyren talte på en ufatteligt nedladende måde, som han bare slet ikke kunne håndtere. "Du..." Han knyttede hænderne "Jeg forstår mig ikke på sortekunster!!" Råbte han, og spærrede øjnene op. "Se det dog lidt fra min side, mand? Jeg ser bare at du dræber en mus! Jeg har ikke forstand på drab og sjæle og sorte skygger og bøger fra hades - Det jeg så, var, at du dræbte en mus! Færdig basta. Desuden kan du på INGEN måde kalde mig mindre begavet uden at kende mig! Jeg tænker bare relativt, hvilket alle normale mennesker gør, okay? Jeg så dig dræbe en mus, og tøvede selvfølgelig ikke med at blive sur." Han slog irriteret ud med hænderne. Okay, måske havde han overreageret ved at sparke til bogen, men hvad så? Han troede at drengen havde siddet og leget med at tage musens liv, og det var jo ikke acceptabelt!
"Så.." Sagde han, og tøvede så. Han sukkede, før han modvilligt fortsatte. "Jeg går ud fra at en undskyldning er på plads" Dallas hævede opgivende et øjenbryn, og sparkede til jorden. "Så jeg vil undskylde for at sparke til din åh så dyrebare bog, og ødelægge noget meget vigtigt for dig. Men jeg har på ingen måde tænkt mig at flytte mig. Jeg har lige så meget ret til at være i skoven som du, og så må du gå til Tartaros med din åndsvage bog!"

anubis løftede det ene øjen bryn da han lod sig forklare om at han skulle gå til tataros med sin bog og han faldt om og begyndte at grine, latteren fortsatte mens han holdte sig desperat på maven, knægten havde humor det måtte han indrømme, hans reaktion var ikke noget han havde set mere sjovere end en dåsse sadiner som eksplorede fordi han havde puttet krudt og tændt den for at se om dette kunne være en metode for at få opvarmet sadiner i hans unge alder af 200 år, dog kiggede han blikket på ham efter at havde stoppet sin latter, ''hahaha, undskyld, jeg har ikke moret mig så meget siden, tja lad os sige flere århundrede år, jeg er ikke som de andre tøzer og unge børn her i lejren, og jeg forstår godt din uvidenhed, da jeg har flere års regnskab, viden og kunstskabninger til din mindre begavet kapasitet af en hjerte kan klare, og jeg kender godt artemis sønner og døtre's vrede, det ligger jo i jeres natur at følge jeres fælles moder, og hvilket det samme ligger i hades, dog er jeg lidt glad for at være søn af hades da han har bådet skænket mig en velsignelse og en forbandelse ved evig ungdom'' mens anubis snakkede rejste han sig roligt op og kiggede på ham da han fik snakket færdig ''men mit navn som sagt er Sakhem Em Pet,også kaldt Anubis i jeres sprog, og nej jeg er ikke herfra, og heller ej fra eroupa, jeg er fra det old gamle egypten, ca. 2.000 år siden'' han smilede roligt og lagde bogen ned i sin taske, ''jeg beklager for at skulle fornærme dem ved at kalde dem uviden, dog pointere jeg at mangle noget viden og lade sig uvist opleve nye ting er bedre end at vide dem på forhånd tro mig'' han lod blikket tilbage igen ''for efter den oplevese jeg har fået savner jeg dødens greb, men jeg vil ikke på nogle metoder vende tilbage til min far's rige, det er for røv sygt, hvis man skulle sige det sådan'' et let smil forblev stadig på anubis læber mens han snakkede. . .

Dallas stivnede. Fyren grinede af ham? Et kort øjeblik stod han bare og kiggede måbende på hades-fyren, der nærmest krampeagtigt tog sig til maven, og grinede i lang tid. Han sukkede overbærende, og lænede sig afslappet op af stammen på et træ, imens han ventede på at drengen skulle blive færdig. Den såkaldte Anubis. Han smilede syrligt, da han blev omtalt som uvidende "Alt er relativt" Svarede han, og lagde hovedet på skrå. "Måske er du mere vidende end mig i nogle ting, men jeg er helt klart mere vidende end dig i andre ting. Under alle omstendigheder har du ikke ret til at kalde mig uvidende. Du ved ikke hvad jeg ved." Han smilede skævt, og lukkede kort øjnene i irritation, da han nævnte Dallas' mor, Artemis. "Undskyld mig" Sagde han langsomt, og mærkede stille vreden komme tilbage. Han holdt den dog nede, og man kunne kun se det i hans øjne. "Artemis' sønner og døtres vrede? I vores natur?" Han åbnede munden, men lukkede den så igen. Han vidste ikke engang hvad han skulle sige til det. Det var jo helt langt ude. "Du har ingen ret til at generalisere på den måde?" Udbrød han og slog ud med hænderne. "Jeg kender da op til flere uden vrede. Og hvis du tænker på Jægerne, så vil jeg bare sige dig - og jeg har mødt dem om til flere gange, så jeg ved hvad jeg taler om - at de er helt vildt rolige - IRRITERENDE rolige hele tiden" Han klukkede let, "Og jeg hedder Dallas. Dallas Alpha."

anubis smilede roligt ''Sakhem Em Pet'' han smilede roligt og kiggede lidt på ham ''men hvis jeg ikke må generalisere andre, hvorfor gør de fleste ved lejren så ved søn og døtre af hades?'' han smilede roligt og rejste sig op ''foresten, hvad laver du helt her ude?'' han kiggede lidt rundt, mens han stadig var lidt nysgerrig efter mere information om hvad bogen indholdte. . . . både hemmeligheder, og forbandelser, samt muligheden for mere viden. . .

Dallas gik langsomt forbi ham, hen til træet bogen lå ved. "Det ved jeg ikke. Det skal de også stoppe med" Han smilede svagt, og tog bogen op. "Jeg kender op til flere døtre af hades, som slet ikke er som alle andre tror" Han rakte bogen over til Anubis, og nikkede. "Undskyld for at sparke til din bog" Sagde han med et svagt smil, og mærkede at han med ét respekterede fyren, for ikke bare at starte en krig med ham.
Han kløede sig let i håret og grinede dæmpet. "Ser du.. Når der sker for meget i mit liv, søger jeg mod skoven. Det er et sted jeg kan tænke og være mig selv" Han trak på skuldrene.

anubis smilede svagt og tog imod bogen ''beklager for at kalde dig mindre begavet'' han lod blikket vidre på bogen for at tjekke om noget skulle havde undsluppet fra den, ''alt ser ud til at være i orden, og intet er sluppet '' han lod blikket på dallas igen, ''tja, så har vi vist fælles interesse, skoven er jo et sted hvor man kan få fred, og uforstyret af andre, eller det troede jeg i hvert fald, men det ser ud til at man også kan møde andre'' han rejste sig op med bogen i hånden, og kiggede rundt mens blikket nu blev tilbage på dallas

Dallas nikkede for sig selv. "Det er glemt" Svarede han med et svagt smil, og greb fat i grenen over sig, og svang sig op på den. Hans humør steg voldsomt, og da han landede på jorden igen, smilede han tilfredst. "Ja" Tilføjede han med et drømmende smil. "Skoven er det mest fantastiske sted i verden. På sin tid vild, men også fredelig. Åben men også lukket. Stor og dog så lille. Og smuk, men også farlig" Han satte sig ned på jorden, med ryggen lænet mod en træstamme. "Og ja, det er vel noget af det mest fantastiske ved skoven" Han smilede for sig selv, og lagde smådrømmende hovedet på skrå. "Alle minderne"