You had questions? (Anubis)

Tid: 16:42
Sted: Skoven... En lysning...
Omgivelser: Træer... du ved skov...
Vejr: Stille fint...
Påklædning: Hvide løse bukser... Sort langærmet trøje...

Han kom gående ind i den lille lysning, ikke meget grund til det faktisk men et eller andet skulle han da lave... Skulle han ikke? Han havde haft nogle kedelige dage, og vidste slet ikke hvad han mere skulle gøre end bare at tåge rundt... Han havde en fornemmelse af at han ville møde nogen i skoven... Nogen han både gerne ville møde og så helst ikke...

Han satte sig op af et træ, og kiggede bare rundt afventene...

anubis kom gående roligt, med bogen i hånden mens han læste, han nyd at sidde i skoven mens han læste bogen, det var en af de steder hvor han kunne få ro, spicielt fra alle de andre halv guder som evig altid brokkede sig eller larmede, hvor han kunne få fred i skoven og lade sine tanker i ro der, han satte under træet hvor aydan sad i, uden helt at ligge mærke til ham, og startede med at læse sin bog, et let smil var på hans læber hvor efter han kiggede rundt for at se om nogle var i nærheden, men det så ikke ud for ham at der var nogle. . . i hvert fald ikke på den bare jord. . .

Han sad bare og lagde mærke til at han satte sig neden under ham... Han vidste ikke om han kunne tillade sig at vise sig for ham... Men så alligevel hvorfor skulle han ikke gøre det? Han kom jo nok ikke til skade af det...

Han Kravlede ud på en gren og lod sig sænke ned hvor han kun holdt sig med benene og kiggede på Anubis's ansigt.... Han hang bare med sit hoved en meter fra hans og kiggede direkte på ham...

''Hej...''

anubis kiggede op fra sin bog og rykkede af ren refleks sit hovede lidt bagud for at sikre afstanden, han kiggede kort på hans ansigt og der efter op hvor han kom fra og kunne se hans benlås, hvor efter han kiggede på hans ansigt igen ''ehm. . hej, du er aydan, noomi's ven?'' han lyd lidt forvirret på hans tone da han skulle sige ven om de bare var venner eller der lå mere imellem ''viste ikke du var her ude. . .'' anubis kiggede op og der efter ned på ham igen. hans påklædning var en sort skjorte, hvor kraven var åben, med sorte shorts og admindlige mørke sko, så tøjet matched let, ved hans hals kunne man se en egyptisk talisman(kan ses i profil tekst) og ellers et ar ved hans kæbe.

Han lod sig elegant og nemt falde ned og landede på hænderne før han lod sig dumbe ned og sad på hug... Alt sammen gjort meget elegant... Han så på ham... Spørgsmålet var lidt mærkeligt fordi han vidste heller ikke helt hvad han skulle svare på det selv... Hvad var de?

''Ja det kan man vel godt sige...''

Han smilede til ham over hans anden kommentar... Næh... Det var ikke så mærkeligt at han sagde det?

''Nææh... Men det er jeg altså. ''

han smilede let ''aydan kan jeg få dig til at love mig en ting, og det er omkring noomi.'' hans smil forsvandt og et lidt mere seriøst blik blev dannet, og han kiggede rundt for at sikre sig andre ikke var tilstede ''hvis den dårlige del kommer frem, og noomi er i fare vil jeg bede dig om at hjælpe hende, uanset om hun acceptere det eller ej, for den skygge som er i mig vil nok ikke stoppe før noomi er dødelig såret, så derfor vil jeg havde dig til at se mig når jeg har disse, sort øjne tror jeg det den farve, men at se mig som en fjende som kun vil såre og gøre noomi ondt, og dermed pacificere mig, så smertefuldt som muligt, dvs. at jo mere smerte han får, jo større mulighed for at han bliver svag og jeg inden i bliver stærk nok til at fjerne ham helt, og jeg ønsker personligt ikke at noomi kommer tilskade, grundet de ting skyggen har gjort.'' han sukkede kort og kiggede i bogen ''og hvis situation skulle være ude, så fjern mig fra verden(dødelig såre anubis) jeg har jo levet længe nok, og efter 12.000 år lære man af sine fejl, og denne fejl vil jeg ikke fortsætte med, for det er først nu den har begyndt. . . og dens mål er muligvis noomi. .''

Han nikkede stille til ham... han havde ikke noget imod at skade ham... han lavede alligevel ikke meget andet end at være 4 nærheden af Noomi...

"bare rolig laver ikke meget andet end at holde øje med hende... hun er alt jeg har"

*Dræber dig med glæde *

''det jeg glad for, og eftesom du er søn af nemisis stoler jeg på dit ord'' han lod blikket op og sukkede kort ''af ren nysgerighed hvordan møder en søn af nemisis datteren af artemis?'' han kiggede roligt på ham med et venligt smil, han ønskede inderst inde at være det samme overfor en person, men med uriel inden i ham var det lidt svært . . .

''Det er nu ikke derfor du bør stole på mit ord...''

Han så på ham... Ja hvad var faktisk grunden til at de var mødtes... Hun havde sagt at hendes mor havde fortalt at hun ville få besøg af ham på den ene eller anden måde... Han vidste faktisk ikke helt hvordan det var sket...

''Hun havde fået det at vide... Og jeg mente hun havde brug for at komme herhen, så jeg pressede på... Og så går det ellers meget op og ned indtil...''

Han sagde ikke mere da han hadede den del... Den frygt han så da det var ved at ske... Da bilen kom drønende...

anubis kunne mærke at det var noget som træk ham ned, han smilede dog stadig ''alle har gode og dårlige dage, når man oplever sine tip tip olde børn blive gamle og dø, mens man stadig er i live er en sorg, men stadig er det ikke noget vi kan gøre for, alle har deres gode og dårlige dage'' han kiggede venligt på ham, som om at i hans verden var næsten kun glæde, men stadig en hvis sorg kunne man fornæmme i hans øjne.
han kiggede på aydan og kunne ikke forstå ham helt, han virkede venlig nok, men han var ikke spicielt selskabelig, men meget mystisk, hvilket hans synes var spændene.

''Ja du har også flere år end os andre til at komme over der....''

Han så bare på ham... Han var ikke meget snaksagelig det havde han aldrig været... Noomi var den eneste han gad kæmpe for at holde en samtale kørende med... Hun var den eneste der tiltrak hans opmærksomhed nok til at han orkede det...

''Der er altid noget vi kan gøre... Det kommer helt an på hvilke evner og gaver man har...''

Det var noget af det han troede meget stærkt på sepcielt grundet hvilken mor han havde...

hans første kommentar kunne anubis ikke modsige,han havde jo ret... ''det sandt'' anubis havde ikke et modgående svar til det. . . han havde levet langt tid, men om dette var en af de ting var en gave, eller en forbandelse kunne anubis ikke helt svare på, han nyd selvfølgelig at ændre sin alder som han ville, men hans indre længtes efter at komme tættere på mennesker, og at kunne se dem vokse op, og kende til dem, men eftersom at hans tidligere familie døde for mange århundrede har dette forhindret ham i at møde ny mennesker og danne nye bånd. . . selv om han lader ilusionen om at han har det fint køre frem ''sine færdigheder og gave som man har modtaget af sin gud og eller gudinde hvis forældre man har kan ikke altid være en gave, nogle kan være en forbandelse man selv mener at lide af. . .''

''gaver og evner...''

Han trak vejret lidt tungt og sukkede ret så dybt, som om han var irriteret eller på anden måde træt af noget...

''... er noget alle har... Ikke kun os halvguder, vores er bare mer ekstreme...''

Han gjorde ikke meget mere... Men ligesom han havde tænkt flere gange fik han lyst til at skride med det samme men det var jo også bare en lyst han altid havde... Så det var der nok ikke så meget mærkeligt i...

azariel satte sig roligt ned ''hvorfor virker du så fjern?, som om at selskab er ikke ligefrem deres beste ven'' han kiggede roligt på ham og undret sig lidt over hvorfor drengen for an ham ikke havde den største interesse i selskab. . .
men hans selskab var aligevel bedre end ingen ting, og det var stadig ret behageligt på en eller anden metode. . .
Anubis lod blikket rundt i skoven med et let og roligt smil på læben ''selv om alle har deres evner og gaver, har de ikke de gudommelig gaver som guderne skulle havde skænket dem for så havde der jo ikke forgået så meget krig eller had blandt befolkningen.'' anubis sukkede kort og lod blikket på Aydan

Han sukkede igen...

''Fordi jeg ikke er typen der nyder andre folks selskab... De fleste folk går mig på nerverne meget nemt og så skrider jeg bare...''

Han trak vejret dybt før han overvejede hvad han skulle svare til det han sagde til ham... Det var underligt det han sagde, fordi hvis guderne havde skænket mennesker de gaver der skulle til for at undgå krig, skulle de skænke dem en bestemt måde at tænke på og hvad ville pointen så være? At de bare ville gøre som guderne ville have dem til...

''Det ville jo kræve en eller anden form for adfærdsstyrelse... Og det er fandme noget bavl at gøre!''

anubis smilede let, ''det sandt, men mennesket har jo også lavet sig få gange om til halv guder, uden de i virkeligheden var det, men hvis menneskets race i hele taget skulle tag betragtning også ses ved en guds syns punkt ville det blot være en livs kraft for at holde guderne kørende og så de ikke skulle dø, selv om de fleste guder bare er til grin i mine øjne, og dette skal ikke tags som en fornærmelse, men ser kun guderne som et problem og dette inkludere også min egen far'' anubis sukkede kort ''spicielt ham''

''Ja fordi de har magten til at kunne gøre det... Hvorfor skulle man ikke udnytte alt hvad man kan? I nogle tilfælde er det nødvendigt med noget skidt for at man kan se det gode!''

Han gad ikke rigtigt diskutere det så meget men han gad ikke høre på at menneskene var dårlige alle sammen... Han mente de var vigtige og han mente ikke guderne var dumme... JO nogle af dem hvis de satte regler men aldrig hjalp med noget...

''Men det kan vel være lige meget alt sammen... Hverken os eller guderne kan gøre noget ved de normale mennesker... De ser sig selv som guder... Og guderne har kun magt over dem der vil lade sig styre!''