Sorry that I broke in... I just wanted to give you this... ~Theodor

Tid: Omkring klokken 13
Sted: søen
Omgivelser: ingen andre halvguder eller andre væsner...
Vejr: solen skinner, en let brise.
Årstid: Forår
Påklædning:


Solen skinnede ned mod den blanke sø og fuglene fløjtede muntert. André lå i græsset ikke så langt fra søbreden. Han havde ansigtet vendt mod solen, som han lå der på ryggen med hænderne bag nakken. Han lå med et smil om sine læber, da han lå og tænkte på hvad han havde gjort nogle få timer forinden.
André havde som så mange gange før, skrevet et brev. Men denne gang havde det haft en større betydning for ham end de andre gange. Han havde skrevet brevet til Theodor. Efter at have skrevet et brev, hvor han bad Theodor møde ham ved søen klokken 13, havde han fundet hans hytte, tjekket at der ikke var andre, brudt ind og fundet Theodors seng. Duften var ikke til at tage fejl af.
Mindet af Theodors duft rev ham kort ud af hans tanker, og billeder af den smukke halvgud dukkede op for hans indre blik. Han rystede på hovedet og forsøgte at vende tilbage til minderne fra tidligere.. Med lidt besvær, lykkedes det.
Da André havde fundet hans seng, havde han lagt brevet han havde skrevet, og ovenpå brevet lå der en rød tulipan.
Normalt lagde André en rose, farven skiftede efter hvilken pige det var den var til, men tulipanen havde fanget André, selvom han ikke vidste hvad den stod for.

André rystede på hovedet og sukkede. Han orkede ikke at åbne sine øjne for at se om Theodor var kommet, han regnede nok med at han ville finde ham, men han lå også så dejligt der i græsset, og minderne om halvgudens duft, øjne og læber dukkede op for hans indre blik. Han længtes efter at se halvguden igen, det var gået så godt imellem dem sidst, og man kunne vel altid håbe..

//Kort og... ja... ingen krea ^^'

Påklædning: http://cdn4.lbstatic.nu/files/looks/medium/2012/04/02/2080392_Picnik-Collagecool.jpg?1333387721 - uden rygsækken og kasketten.

Theodor bevægede sig lystigt ned mod søen. Han var kommet ind på sit værelse efter der havde været frokost, og på sengen lå der noget meget uventet og ventede på ham. En smuk, rød tulipan, og et lille brev. I brevet var der - skrevet i hånden - beskrevet et mødested og et mødetidspunkt. Og så en underskrift. Theodors smil blev endnu større, da han så hvilket navn der var underskrevet i bunden af det lille stykke papir. Da han havde set brevet var klokken ved at være halv et. Han tjekkede lige sit hår i spejlet, inden han gik ud af døren, og ud for at møde den smukke halvgud, André.

Billeder af den aften de mødtes, begyndte at dukke op bag hans øjenlåg, hver gang han lukkede øjnene, for at skåne dem fra solens skarpe stråler. Selvom solen skinnede, så var det dog en kølig forårs brise, men det gjorde ikke noget. Han var sikker på, at hvis han begyndte at fryse, skulle André nok holde ham varm. Theodor kunne ikke lade være med at smile ved tanken om Andrés arme omkring ham.

Theodor var hende ved udkanten af den skov, der førte hen til søen. Han skimmede hurtigt området ved søen, og gik derefter hen imod halvguden der lå et stykke fra ham, og nød solen. Hvor var han dog lækker, sådan som han lå der. Han var altid lækker, men især lige nu. Et stort smil bredte sig på Theos læber, og han listede lydløst hen mod drengen der lå og solede sig. Han smed sig forsigtigt oven på drengen, og plantede et hurtigt kys på hans læber. Han kunne simpelthen ikke dy sig for at gøre det, men han gjorde også kun fordi der ikke var andre nede ved søen. Han ville ikke gøre André forlegen, ved at gøre en sådan ting i fuld offentlighed. "Hej med dig", sagde han glad til drengen under sig, og kiggede smilende ind i de smukke, nøddebrune øjne.

André havde ikke hørt at nogen kom imod ham, han havde travlt med at slappe af og lytte til naturen omkring sig. Han beholdte sine øjne lukket, da han var i en tilstand, der var umulig for ham at komme ud af, medmindre han fik hjælp altså. Der var noget med solen. Måske fordi han havde været i underverden i mere end seks år. I hvert fald nød han det gode vejr når nu han kunne. Og det hjalp ham med at holde ventetiden ud.
André ville først have sprunget op og kastet rundt med arme og ben, da han fik et chok, da nogen landede ovenpå ham, men så mærkede han nogle velkendte læber mod sine, og et større smil bredte sig over hans læber.

Han åbnede langsomt øjnene da halvguden begyndte at snakke og han kiggede ind i de dejlige øjne. Han kunne ikke lade være, så han løftede sin ene hånd op og lagde den mod halvgudens kind. Det føltes rigtigt at røre ved ham, men også surrealistisk. Nok mest fordi at han ikke kunne fatte at en skabning så fuldendt, som Theodor virkede til at være, ville så meget som se på ham. Eller også var det fordi, André ikke havde ladet sig selv være lykkelig på den måde før..

André smilede skævt og kærligt til halvguden over ham. Det var helt ufatteligt, ikke bare det at han var der, men det at han var kommet fordi André havde bedt ham om det.
"Hej Theodor.." svarede han muntert og løftede hovedet en smule op, så hans læber kunne nå halvgudens kind. Han berørte hans kind ganske let og lod så sine læber forsætte langs med halvgudens kæbe, ned til hans læber hvor han lod dem mødes, i hvad der først skulle have været et kort og blidt kys, men da André mærkede deres læber mødes for anden gang den dag, kunne han ikke holde sig helt tilbage.
Kysset blev en smule ivrigt og intenst, men André slap hurtigt halvgudens læber. Han ville ikke presse sig for meget på, men han kunne dog heller ikke modstå fristelsen til at have halvguden tæt på sig.

Theodor kunne ikke lade være med at grine over halvgudens reaktion. Det var jo normalt at folk blev forskrækket over at der lige pludselig var nogen der hoppede på dem, men det bedste var nu nok hvor rolig han blev efter Theodor havde kysset ham.
Han mærkede Andrés bløde hånd mod hans kind, og lod hans ansigt læne sig mod den, mens han kort lukkede øjnene, hvorefter han, endnu engang, kiggede på den smukke dreng under ham. Han kunne godt lide at mærke halvgudens krop mod sin egen. Både dét at André kærtegnede hans kind, men også at Theo lå oven på ham.

"Går det go...", Theodor skulle lige til at spørge om det gik godt, indtil han mærkede Andrés læber mod hans kind, og hans kæbelinje. Han kunne ikke koncentrere sig om det han skulle sige, men koncentrerede sig i stedet for om Andrés fyldige læber, som til sidst endte i et kys. Kysset blev hurtigt mere intenst og han mærkede hvor ivrig André var. Theodor selv var lige så ivrig, men han ville ikke mase for meget på, da André jo aldrig havde haft noget med en dreng før. "Mhm", lød det fra Theodor da halvguden slap hans læber. Han fugtede kort sine læber og smilede kærligt til ham. Han ville ikke have noget imod at blive ved med kysset, men han tænkte at det nok lige var lidt for overvældende for André.

Lige da Theodor alligevel lænede hovedet ned mod André, for at plante endnu et kys på de fyldige læber, hørte han nogen råbe. Det var ikke dem de råbte af, men det var tegn på at der var mennesker. Theodor rødmede svagt, og lod sig hurtigt trille ned ved siden af André, så han lå på ryggen, med øjnene rettet direkte mod himlen. Det var ikke fordi han var forlegen over hans seksualitet eller situationen, men han var bange for hvordan André ville reagere på det. Han var sikker på at folk ikke vidste noget om de to. Han havde i hvert fald ikke fortalt nogen om det, og det gættede han også på at André heller ikke havde.

Theodor havde følt sig meget speciel, da han havde læst brevet og set blomsten. Det var der ikke mange der gjorde for hinanden. Han havde i hvert fald kun set folk gøre sådan på film. Det eneste der var med det var at Theodor ikke rigtig kunne finde ud af hvad det var de havde gang i. Gad vide om det var det André havde bedt ham komme for at afklare?.. De kendte jo egentlig stadig ikke hinanden så godt. Jo, de havde sendt hinanden blikke under de forskellige måltider og sådan, men de var slet ikke på nogle aktivitetshold sammen. Måske var det heller ikke meningen de skulle vise til folk at de "havde noget" sammen. Hvad ville det egentlig sige at have noget med en? Theodor var egentlig vildt forvirret over alt det med André, men prøvede på ikke at vise det for ham. Hvad hvis André ikke havde det på samme måde? Theodor lå bare tavst og ventede på at de andre ville forsvinde.

André nød følelsen af at være sammen med Theodor og at have ham tæt på sig. Han havde aldrig oplevet noget ligende, men en gang skulle vel også være den første, ikke? Theodor bragte en ny følelse til André, en meget stærk følelse. Men han var dog ikke helt sikker på om det var forelskelse endnu.
Da Theodor stoppede med at snakke, formentlig på grund af Andrés kys, kunne han ikke lade være med at smile. At han havde den virkning på halvguden over ham, gjorde ham nærmest høj. Høj på lykke.
Lyden halvguden kom med efter det korte men ivrige kys, fik de små hår på Andrés arme til at rejse sig. Han lukkede øjnene igen og sukkede lavt. 
Hans øjne var halvt lukkede da han så Theodors ansigt komme nærmere, og han gjorde sig klar til endnu et kys. Men så hørte han det. Da råbte nåede Andrés øre, drejede han hovedet mod lyden og kiggede længe mod stedet. Så mærkede han at Theodor lagde sig ved siden af ham, og han vendte hovedet til den anden side og så på halvguden.
Han havde ikke snakket med nogen om denne fyr. Han ville gerne have Theodor for sig selv, og ikke bare gå og, måske, gøre halvguden utilpas ved at snakke om dem.
Selvom André nu vidste at der var andre end dem til stede, kunne han ikke lade være. Han vendte sig om på siden, lagde hånden under sin kæbe og lænede sig på albuen. Han kiggede på halvguden med et nærmest kærligt blik og han løftede sin frie hånd. Han strøg noget hår væk fra halvgudens ansigt og kærtegnede bagefter hans kind. Bare for at understrege at det ikke gjorde ham noget at der var andre. Hvilket også var det han ville snakke med Theodor om.
"Theodor..? Jeg tænkte på noget... Jeg ville mødes med dig af to grunde. Et, jeg måtte bare se dig igen.. To, hvad gør vi ved... os?" han sagde det i et kærligt men også spørgende tonefald, og han lagde med vilje tryk på ordet os, da han mente, at imellem dem var der helt klart et dig og mig. Men om Theodor mente det samme, ville han jo snart finde ud af.

Theodors blik var stift rettet mod himlen. Han var faktisk meget urolig for hvordan André ville reagere på de andre halvguder ved søen. Men han kunne pludselig se ud af øjenkrogen at André støttede sit ansigt i sin hånd, og lænede sig på albuen. Han kunne se at André kiggede på ham, og mærkede hans hånd i hans ansigt. Han havde åbenbart fjernet noget hår fra Theos ansigt. Han nød halvgudens kærtegn, og til hans store glæde, lod han hånden blive på hans kind. Theodor skævede kort over mod de to personer der også var nede ved søen. Den ene af dem kiggede over mod dem, men Theodor fjernede hurtigt blikket fra dem, og blev endnu engang mødt af de smukkeste, nøddebrune øjne. Han var glad for at André ikke var forlegen over ham. Faktisk meget glad. Han kunne dog alligevel ikke lade være med at tænke på de andre tilstedeværende. Det var utrolig mærkeligt, for det var ham der var vant til at være halv bøsse, men det var André der tog det mest roligt.

Hans hjerte hamrede, og det blev kun vildere da André begyndte at snakke igen. Den måde André sagde hans navn, var helt.. ubeskrivelig. Det var som om han sagde det i et helt andet tonefald, end alle de andre ord. Eller også var det bare fordi Theodor elskede at høre denne smukke halvgud, sige hans navn, på sådan en kærlig måde. Smilet bredte sig i stor forstand på hans læber, da André sagde at han blev nødt til at se ham. Han kunne næsten ikke smile et større smil, da han hørte André omtale dem som ét os. Altså, at der var en enhed der bestod af ham og André. Han kunne næsten ikke snakke pga. smilet og hjertebanken, men han forsøgte alligevel, "Jeg har virkelig også haft brug for at se dig..", han åndede lettet ud, "og.. jeg ved ikke hvad vi gør med.. os", Theodor lagde også tryk på os, bare fordi han syntes det lød godt. De to. Sammen. "Altså.. jeg har jo prøvet det her før.. men", hun rynkede panden, men kiggede stadig André i øjnene. ".. du skal nok lige vende dig til tanken?" konstaterede han spørgende. I Grækenland, hvor han kom fra, var det nogenlunde accepteret at være homoseksuel. Dog var det hyppigere i antikkens Grækenland, især var det normalt at filosofferne havde en mandlig elsker. Men i Amerika var det knap velset. Jo, alt efter hvilken stat, men han vidste slet ikke noget om hvordan det var set på her i lejren?

André smilede kærligt til halvguden og var ret ligeglad med de andre. De kunne for Andrés skyld bare stå og glo på dem, såvel som filme, eller bare lade dem være. Dog skævede André kort ned mod dem, men lo så lavt og rystede på hovedet. Det ragede ham en gul badeand hvad de mente om halvguden og ham, så længe han kunne lide det, var resten lige meget.
André kiggede halvguden ind i øjnene, og hans smil var skævt men kærligt. Han havde stadig sin hånd mod hans kind og han kunne ikke lade være, så han begyndte forsigtigt, som om halvguden ville gå i stykker hvornår det skulle være hvis han gjorde noget forkert, at nusse halvguden på kinden. Det var en dejlig følelse for ham, at mærke halvgudens hud under sine fingre. Ren fryd.

Da Theodor begyndte at snakke, lyttede han til hvert et ord, der kom ud af hans mund. Hvert tonefald, hver måde han udtalte hvert enkelt ord. Hans stemme fik Andrés hjerte til at banke af fryd og glæde, især da det gik op for ham hvad det var halvguden sagde. Han havde også haft lyst til at se André igen. Det var ligemeget at Theodor ikke vidste hvad de skulle gøre, for André havde på fornemmelse, at det ville ske helt naturligt.
Vænne sig til tanken? Det havde André slet ikke tænkt over. Han havde ikke ligefrem sat sig ned og lavet en liste over hvad Theodor havde tilfælles med de piger han normalt var sammen med, bare for at få en idé om hvorfor han følte som han gjorde. Han havde bare taget det mere som... Ja.. Det var svært at forklare.

André rystede kort på hovedet, men smilede stadig. Han skævede kort ned mod halvguderne nede ved søen, som prøvede at se diskret hen imod de to drenge der lå i græsset side om side. Han fik en idé og han kiggede på halvguden ved hans side igen.
"Hvis de så gerne vil se noget, så lad os give dem noget de kan se, ikke, Theodor?" André lagde med vilje tryk på hans navn, og han nærmest spandt det kærligt.
Han lænede sig ind over ham og plantede et blidt kys på hans læber.

Andrés hånd kærtegnede blidt Theodors kind. Hans hjerte bankede sindsygt hurtigt, og han prøvede at slappe af ved kort at lukke øjnene og tage dybe indåndinger. Men så kom han i tanke om noget. Han løftede forsigtigt sin ene arm, og lagde den mod Andrés bryst, som gemte på noget så helligt som hans hjerte. Han kunne til sin store lettelse mærke at Andrés hjerte også galopperede af sted. Hvis André havde været en pige, havde han nok syntes at det var en dårlig undskyldning for at rage på hende. Men det var det ikke. Theodor havde bare brug for at mærke at Andrés krop reagerede på samme måde som sin egen. Og det gjorde han. Han havde sådan lyst til bare at ligge sit øre mod hans bryst, og lytte til hjertets banken, og fryde sig over at han er her med en fantastisk halvgud. Fryde sig over at være i live.

Theodor kiggede på André og ventede på at han ville svare på det han sagde, men han kunne se at André skævede over mod de andre halvguder ved søen, hvilket også fik Theodor til at kigge. Men selvom Theo ventede, så svarede André ikke, indtil han pludselig kiggede lumsk på Theodor. Hvis de så gerne vil se noget, så lad os give dem noget de kan se, ikke, Theodor? havde han sagt. Theodor rynkede panden, og skulle lige til at spørge, men mærkede så de fængslende læber mod hans egne. Selvom det virkede som om André bare ville give ham et blidt kys, ville Theodor ikke stoppe. Han lod sin hånd finde vej op til halvgudens, brune lokker, og plantede den solidt der. Det var ikke kun hans hånd der var vidt omkring. Han lod også sin tunge, mase sig blidt ind i Andrés mund, og lod den lege med Andrés tunge. Han havde fuldstændig glemt alt om de andre tilstedeværende halvguder, der var nede ved søen. Lige nu, var det eneste han kunne koncentrere sig om - og gad koncentrere sig om - André. Det var så underligt at ligge der i solen, med denne skøn dreng - eller mand om man må sige - og vide at de havde det på helt samme måde med hinanden. Det var længe siden Theodor havde været så lykkelig.

André fulgte halvgudens hånd med øjnene da han løftede den op og lagde den mod hans bryst. Han sank og mærkede hvordan hans hjerte satte farten endnu mere op ved berøringen. Han kiggede ind i Theodors øjne og hans smil blev bare større, selvom det snart ikke kunne blive større end det allerede var.
André havde lyst til bare at lægge armene om halvguden og trække ham helt ind til sig, bare for at holde om ham og mærke hans nærvær. Men han havde jo andre planer.
Da André kyssede Theodor, havde han bare regnet med et blidt og enkelt kys, men det var vist ikke lige det halvguden havde tænkt sig. Han mærkede Theodors hånd i hans hår og nåede ikke at tænke før han mærkede tungen mod sin egen.
André glemte alt omkring dem i det øjeblik, og han lagde den ene arm om halvguden ved hans side, og trak ham helt ind til sig. Hans hånd lå presset mod halvgudens ryg, imens den anden fandt vej til hans nakke.
Andrés tunge fulgte legende halvgudens, og hans vejrtrækning ændrede sig, imens alt dette skete på meget kort tid. André blev overvældet af lykke og følelser, og.. lyst. Han havde lyst til at have halvguden tæt på ham. Han havde lyst til at tilbringe tid med ham. Lyst.

Ligemeget hvor meget André havde lyst til at forsætte, kom han i tanke om at der var andre. Og at det muligvis gjorde de andre utilpas, at de lå der og snavede kæberne af led. André stoppede blidt og modvilligt og lagde sit hoved mod Theodors skulder. Han ville gerne vise halvguden at han holdt af ham, og at han ikke havde lyst til at slippe ham igen, hvilket også var grunden til at han stadig havde sin ene hånd på halvgudens ryg og den anden mod hans nakke.
Et lavt suk flød over hans læber og han bevægede sit hoved en smule, så han kunne nå halvgudens hals, med sine læber. Han plantede et blidt kys på hans hals, og ventede lidt. Han ville gerne sige noget, men han vidste ikke helt hvad.
"Tak.." endte det med at han hviskede lavt. Hvorfor han takkede, vidste han ikke. Han havde vel bare brug for at vise halvguden hvor taknemmelig han var over at han gengældte Andrés følelser.

Theodor mærkede de ivrige hænder mod sin krop. Han mærkede hvordan de på en eller anden måde blev ved med at komme tættere og tættere på hinanden, selvom det næsten ikke kunne blive tættere. Theodor kunne også godt mærke da André stoppede kysset, og fjernede sine læber fra hans. Han havde ikke lyst til at det skulle ende.. Men på den anden side, så vidste han også at det ikke var det sidste kys de to udvekslede. Som sagt Havde Theodor glemt alt om de andre halvguder nede ved søen, så han skænkede dem hverken en tanke, eller et blik. Derfor havde han heller ikke tænkt over at det var derfor André havde stoppet kysset.

André havde lagt sit hoved mod Theodors skulder, og Theo lod stadig sin hånd nusse Andrés hår. Efter et par sekunders stilhed kunne han mærke et blidt, forsigtigt kys mod hans hals, og hans hoved veg lidt væk, så der var større tilgang til hans hals, for André. Han kunne høre et lille ord, med stor betydning komme viskende fra Andrés mund. Hav havde takket ham. Theodor vidste ikke hvad han selv skulle sige. Men han kunne ikke lade være med at smile, dog kunne André ikke se hans smil.

"André.." startede han, og skubbede blidt André væk fra sin skulder, så han kunne se ham i øjnene. "jeg føler at vi kender hinanden på en måde, ingen andre gør.." han smilede, men der var alligevel en alvorlig undertone i det han sagde. "men.." han kiggede André i øjnene, "jeg har brug for at vide noget om dig.. Jeg vil gerne lære dig at kende, ligesom alle andre kender dig". Han håbede at André forstod hvad han mente. For selvom Theodor nød den måde de var sammen på nu, så ville han gerne kende André. Han vidste jo ingen gang hvor gammel han var, eller hvilken gudeforældre han havde. Det eneste han vidste var at André var en fremragende kysser. Men det var han til gengæld også glad for at vide.

Da André hørte sit navn og mærkede at Theodor skubbere hans hoved væk, klemte an øjnene sammen og forberedte sig på det værste. Måske ville halvguden sige han ikke ville mere? Eller noget i den dur?
André mærkede hvordan han blev fyldt med tvivl og frygt. Hans hjerte hamrede af sted, men af anden grund end før. Han åbnede sine øjne og kiggede på halvguden. Hvad ville han sige til ham? Hvad kunne André forvente? De var fyrer. Det var.. Ikke normalt. Men det var ligemeget. André ville ikke give op, også selvom Theodor muligvis ville stoppe det.
Til Andrés store overraskelse, sagde halvguden at han følte de kendte hinanden. André lod et lille smil blomstre over hans læber, men så kom ordet. Men, der var altid et men. André lyttede til hvad halvguden sagde, han ville gerne kende ham som de andre. Det var vel også kun fair. Desuden, hvad vidste de om hinanden når det kom til stykket?
André tænkte ikke før han begyndte at snakke, han ville gerne fortælle halvguden hvem han var.
"Okay... Hvor skal jeg starte...? Mit fulde navn er André Jullian Skellington, jeg er 19 år, jeg har nemt ved at forføre piger, jeg har aldrig haft en rigtig kæreste, jeg har aldrig kendt min mor, jeg hader min far, jeg kan se og tale med de døde, jeg har boet hos min far i den tid jeg ikke har været her i lejren. Jeg er bange for edderkopper og for at være alene, så er jeg bange for at folk vil dømme mig ud fra hvem min far er, jeg har en svaghed for smukke piger og jeg tror ikke jeg har været rigtig forelsket, før nu.. Er der mere du vil vide..?" André smilede svagt og ventede på Theodors reaktion. Han havde med vilje ikke sagt sin fars navn, men han havde jo sagt en af sine evner, hvilket nok kunne få Theodor til at gætte det. Det han frygtede mest, var nu at han ville skubbe ham væk på grund af hans far...

Theodor lyttede meget interesseret i det André fortalte om sig selv. En masse tanker og spørgsmål hobede sig op inde i hovedet på ham. *19 år. Okay, i det mindste er vi på samme alder. Det var vel meget godt. Et held at drengen er myndig. Nemt ved at forføre piger? Kan jeg egentlig godt forstå.. han er jo lækker. Men hvad? Aldrig haft en kæreste?!* Theodor kiggede forvirret på André. "Har du.." men stoppede sig selv, da André fortalte videre. Nu var det ikke fordi at Theodor selv havde haft et hav af kærester. Han havde jo kun haft én rigtig kæreste. Men alligevel, André var jo fantastisk, og han havde selv siddet og sagt at han var god til at forføre piger - og nu også mænd. Theodor blev lidt trist da André fortalte at han aldrig havde kendt sin mor, og at han hadede sin far. Drengen havde tilsyneladende haft det hårdt. Theodor lod kort sin hånd strejfe Andrés kind, mens han fortalte videre. Men hans hånd og resten af hans krop stivnede da han hørte at André kunne se og tale med de døde. Først og fremmest fordi det var en meget uhyggelig evne, men også fordi det var meget få guder der kunne det, og dem der kunne var enten søn eller datter af guden fra helvede; Hades. Theodor afskyede Hades. Og indtil videre havde han altid troet at han også hadede alle efterkommere af Hades. Men ikke denne her gang. Han ville ikke lade sin had til Hades ødelægge det han havde med André. Godt nok skulle han lige vende sig til tanken om at han lå og kyssede med Hades' afkom. Men André hadede jo selv sin far, så var der da endnu en ting de havde tilfælles.

Theodor var kommet lidt på afspor med at høre efter, da han ikke kunne lade være med at tænke på hvem Andrés far var. Selvom det var Hades' pligt at tage imod de døde, så havde Theodor jo forsøgt at få sin lillesøster tilbage, men Hades havde sagt at Theodor ikke havde noget der var værd at bytte med. Derfor ville han ikke have noget med ham at gøre...

Theodors øjne lyste op, da André havde sagt den anden sidste sætning. Han havde sagt at han aldrig havde været rigtig forelsket.. før nu... Før nu. Han vidste ikke om det var en hentydning til ham, men han smilede i hvert fald kærligt til drengen over sig og begyndte igen at nusse hans kind. "Tjo.. Hvor store er de edderkopper du er bange for? For hvem skal ellers fjerne edderkopper fra mit værelse?", sagde han useriøst, og smilede fjoget til André. "Ej.. Jeg vil gerne.. altså.. Er du søn af Hades?" Selvom han havde gættet det, ville han helst ikke antage noget.. Han ville hellere selv høre det fra Andrés mund. Han havde mange flere ting han gerne ville høre nærmere om, for André havde sagt det hele så hurtigt, at Theodor ikke havde noget at tygge OG sluge på tingene. Han var stadig igang med at tygge. Men han var glad for at André havde åbnet lidt op..

André smilede da han mærkede Theodors hånd strejfe hans kind, men han forsatte med at snakke. Han sagde alt hvad han lige kunne komme i tanke om, men han vidste godt at der var mere. Han så godt at halvguden stivnede da han sagde sin ene evne, og han vidste at han sikkert havde regnet det ud. Han prøvede at lade være med at vise hvor meget det enlig påvirkede ham, at Theodor reagerede sådan, så han forsatte hurtigt med at snakke, i håb om at de kunne snakke om det på et andet tidspunkt. For som sagt, hadede han sin far af personlige årsager.

André kunne godt lide at se Theodors øjne tænde som små julelys da han sagde det med forelskelsen. Han prøvede at skjule sit smil, men det gik ikke så godt for ham. Han havde svært ved at skjule hvor meget denne halvgud betød for ham, selv efter så kort tid.
André lyttede til hvad det var Theodor sagde, og han kunne ikke lade være med at le. Han rystede leende på hovedet over ham og smilede så stort til ham. "Jeg skal nok fjerne dem for dig" sagde han en smule drillende og blinkede til ham.
Hans smil og gode humør forsvandt trinvist men hurtigt, da Theodor sagde hans fars navn. Han kiggede væk og lagde sig ned på ryggen ved siden af halvguden. Hans ansigt var vendt mod himmelen, men han havde lukkede øjne. De var lukkede, for han ville ikke risikere, at halvguden så de små forræderiske tårer der samlede sig i hans øjne. Han skælvede svagt og åbnede sin mund for at svare ham, men han kunne ikke sige det. Han lukkede munden igen og nikkede så bare.
Så begyndte det hele at presse sig på. Han var nødt til at sige det til Theodor. De forfærdelige ting der fulgte med til at være søn af Hades. De ting han var blevet udsat for.
"Theodor.... " Hans stemme afslørede tydeligt at han var på grådens rand. Men han var nødt til at fortælle det til ham. Han ville ikke holde det skjult.
"Jeg... Jeg har dræbt en... Da jeg var 16... Min far tvang mig til at bruge den anden evne jeg har..." Hans stemme var lav og rystede. Han håbede bare at Theodor ikke ville forlade ham efter det han havde sagt. Han var trods alt den eneste han havde sagt det til.

Theodor smilede stort, "Tak" sagde han og kiggede glad på André. Men Theodors smil forsvandt i takt med at Andrés smil blev svagere og svagere, og tilsidst forsvandt. Han kiggede bekymret på halvguden foran sig, og lagde en hånd på Andrés skulder, som tegn for at han var der for ham, lige meget hvad det var der gik André på. Han fjernede forsigtigt hånden igen, og kiggede på halvguden, som lagde sig ned på ryggen ved siden af Theodor. Theodor satte sig lidt forvirret op, og lænede sig ind over drengen. André havde lukkede øjne, men Theodor kunne sagtens se tårene, der trillede ned af drengens kind. André lå og græd. Han kunne mærke at han stille begyndte at skælve, og han holdte blidt fast om halvgudens håndled. Han forstod ikke hvorfor drengen græd. Kunne det være noget han havde sagt? Nej.. for det var vel ikke på grund af edderkopperne han græd. Men hvorfor så? Lige meget hvorfor han græd, brød han sig ikke om at se André græde. Han lænede sig derfor ned over André og holdte om ham. Det var en lidt akavet stilling, men han ville bare gerne have at han skulle stoppe med at græde.

Theodor havde siddet tavst og holdt om drengen der lå og græd, så han fik derfor et lille chok, da André pludselig sagde hans navn. Andrés stemme knækkede svagt, og han havde åbenbart holdt flere tårer inde, end Theodor havde lagt mærke til. Hans hjerte bankede hurtigt. Han havde ingen anelse om hvad det var André skulle til at sige, men han vidste at det var noget meget slemt, ellers ville en dreng som André ikke græde. André snakkede meget lavt og rystende, men man kunne ikke tage fejl af hvad han havde sagt. Jeg har dræbt en Theodor stivnede endnu engang. Han kunne ikke tro sine egne øre. Han lå her, og omfavnede en person, som han både holdte meget af, men som samtidig også havde slået nogen ihjel. Bagefter sagde André dog at det var hans far der havde tvunget ham. Endnu engang havde Hades gjort noget mod en Theodor holdt af. Han bed tænderne hårdt sammen. Så hårdt at André sandsynligvis kunne høre det. Han var fuldstændig i chok, og han var rasende. Både fordi at Hades havde fået André til dette, men også dét at André havde gjort det.

Theodor fik det dårligt med sig selv. Han havde jo ikke selv været i situationen, så han kunne ikke bare antage noget omkring hvad det var sket. Han var sikker på at det aldrig på nogen måde havde været Andrés hensigt at gøre noget så utilgiveligt. Men på den anden side, så kendte Theodor jo slet ikke André så godt som han troede. Selvom han - for bare få minutter siden - havde fortalt en masse ting om sig selv, så havde han jo aldrig oplevet hvordan André reagerede på diverse ting.

Men på den anden side.. Så havde André jo betroet sig til Theodor med det her. Det betød jo at André gerne ville have at Theodor skulle holde af ham, trods de ting han har gjort i fortiden. Da Theodor havde tænkt lidt over den anden side af sagen, så blev han faktisk taknemmelig over at André havde fortalt ham det nu. For hvis han havde ventet, så var Theodor nok være blevet mere ked af det, fordi André havde holdt noget så stort hemmeligt for ham. Og endnu værre ville det være hvis han fik det at vide fra Hades' side. Hades var grufuld, og kunne sikkert godt finde på at ødelægge sine børns liv. Han sukkede tungt, "Jeg.. Det.." han anede ikke hvad han skulle sige. Han var stadig chokeret over det, og havde brug for lidt tid til at overkomme det. Men hvor lang tid?

André lagde ikke mærke til særlig meget omkring efter han havde lagt sig ned, hans øjne var jo lukket, så han så ikke noget. Han havde ikke regnet med at Theodor holdte så meget af ham, at han gjorde det han gjorde. Men da han mærkede Theodor nærmest holde om ham, blev han overrasket over sig selv. Tårerne blev til endnu flere og et lavt hulk lød fra hans mund.
Han vidste ikke hvad han skulle gøre, så han lå bare og græd lydløst. Han ville gerne holde om halvguden, men han turde ikke.

Da André havde sagt sin "lille hemmelighed", havde en lille del regnet med, at Theodor straks var gået langt væk fra ham og aldrig havde set på ham igen. Men Theodor gjorde det ikke. Selvom det ville være meget nemmere for dem begge hvis de aldrig så hinanden igen, for hvem ville ses sammen med en der har taget en andens liv fordi hans far havde tvunget ham? Nok omkring ingen.
Men André havde været nødt til at fortælle det hele til halvguden. Han betød så meget for ham og André stolede på ham, mere end nogen anden.

Da halvguden sagde noget, forventede André at det var noget andet end det der blev sagt. Halvguden var sikkert i chok og vidste nok ikke hvad han skulle sige. André forstod det. Han havde haft mareridt om det senere hvor han havde haft nærkontakt med ofret, og ikke bare stået på afstand. I de onde drømme, kan han se blodet på sine hænder og han vågner op med et sæt hver gang, og hører lyden af sin fars stemme.
André klemte sine øjne hårdt sammen og tog en dyb indånding, og åndede så tungt ud. Han åbnede så langsomt sine øjne og kiggede op på halvguden. Han satte sig langsomt op, så de endte med at sidde og kigge hinanden i øjnene.
Nogle sekunder gik, inden André slog blikket ned.
"Du behøver ikke blive... Jeg forstår godt hvis du ikke vil se mig mere.." hans stemme var svag og han kunne ikke rigtig få ordene ud, for han ønskede virkelig at Theodor blev hos ham. Han rystede svagt og han turde ikke se på halvguden, i frygt for at se afsky i hans øjne.
Han ønskede jo bare at være sammen med Theodor, uden nogen hemmeligheder. At være lykkelig var nok det han ønskede mest, og med Theodor, han vidste der ikke var langt igen når han var sammen med lige præcis den halvgud..

//min krea er elendig, men jeg fik da skrevet noget ala det jeg havde i tankerne...