Isn't it just a wonderful morning? ~Annabeth

Tid: Daggry
Sted: Søen
Omgivelser: En svag fugle sang og puslen af nattens dyr der er ved at gå til ro, men ellers ingen levende væsner.
Vejr: Lunt og stillestående

Ashley sad på en af de større sten ved søens bred. Hendes hår var frit og hun havde et par shorts på og en tanktop, men ingen sko, hun lignede sig selv som hun altid gjorde. Et lille smil spillede om hendes læber og hun så ud over søen. Hun var altid tidligt oppe, da hun kun skulle sove lidt. Der var en aura af død og glæde om hende, en sjov blanding egentlig. Fornemmelsen af død om hende, var jo på grund af hendes arv fra sin far. Så det kunne alle med forstand på dette mærke. Og glæden var fordi hun endelig havde fundet lykken.

Ashley vendte hovedet mod stemmen og blev en smule overrasket over at nogen havde sneget sig ind på hende. Hun smilede dog blidt og venligt og rykkede sig så der var plads til hende. "Selvfølgelig," sagde hun venligt og med sin let syngende, spanske accent. Hun rakte hende hånden. "Ashley Morte," præsenterede hun sig selv. "Og dig?" Hun så på pigen med et venligt blik. Hun synes dog pigen havde lidt for meget ... [i]pink[/] på, men hun dømmede ikke.

Ashley klukkede blidt og stille. "Så lidt da," sagde hun med et sødt og venligt smil. Hun klemte pigens hånd igen da pigen tog hendes hånd. "Hyggeligt at møde Dem, Annabeth," sagde hun venligt. Hun vidste, at Annabeth kunne mærke hvor kold hendes hånd var da hendes krop var flere grader koldere end andres.
Ashley dømte som sagt ikke ud fra udseende, men hun havde bare noget imod farven pink, hun vidste ikke hvorfor, sikkert fordi hendes moster havde tvunget hende i pink tøj, altså pigetøj, som lille for at få de andre piger til at kunne lide den lille mørke og dystre pige, Ashley var den gang.

Ashley smilede over Annabeth og klukkede blidt over hendes latter. Hun var selv ikke blevet opdraget af en fin familie, hun havde faktisk boet de første tretten år i sit liv i noget der kun var lidt større end et faldefærdigt skur. Hun var dog blevet opdraget til at behandle alle høfligt og venligt, selv dem der ikke var særlig høflige overfor hende selv, hvilket de fleste ikke var, der hvor hun kom fra.
Ashley smilede en smule stort over pigens imødekommendehed(Det er et ord nu! xD) og betragtede hende med et venligt og nysgerrigt blik. "Hvad bringer dig til søen?" spurgte hun så nysgerrigt og venligt. Hun smilede varmt og venligt til Annabeth. Hun vidste godt, at de fleste ikke ville gætte, at hun var datter af Hades, da hun var så blid og venlig, men de fleste kunne mærke den aura af død der var omkring hende, hun kunne ikke selv gøre for det, det var en del af hende.

Ashley klukkede blidt over hende. "Lidt det samme, andet end at jeg bare skulle væk fra mine brødre og søskende," sagde hun blidt og roligt. Hun havde altid været en af de blideste af dem, de fleste andre halvguder var normalt overrasket over at hun kunne være så blid, eftersom hun var datter af Hades.
"Det er jeg tilfældigvis," sagde hun med et smil der hurtigt falmede da hun så det dystre blik Annabeth gav hende. Hun sukkede opgivende og tænkte, at Annabeth sikker havde et eller andet imod Hades og hans børn. "Okay, lad mig gætte, det er indlysende, du kan ikke fordrage min far?" sagde hun og så på Annabeth med et såret blik. Hun spillede ikke eller noget andet, hun var en elendig skuespiller. Hun blev virkelig altid såret når folk havde noget imod hende og sin far.

Ashley skar dramatisk ansigt. "Ikke rigtig," sagde hun med et lille smil.
Hun så stadig på hende med et sårede blik og bed tænderne let sammen. "Min far kan sgu da være lige så rar og kærlig som alle andre," sagde hun en smule sammenbidt. "Bare fordi han er Hades og hersker i underverden betyder det ikke at han er så ond endda." Hun lød ret stædig nu, hun hadede når andre sagde noget ondt om hendes far, selvom hun godt vidste, at nogle af tingene var sande, men hun følte stadig en sær trang til at forsvare sin far.
Ashley gengældte ikke smilet, men så bare på Annabeth.

Ashley så roligt på Annabeth. "Jeg har set ham sådan," sagde hun roligt. Hun lagde derefter sit hoved let på skrå og betragtede pigen ved siden af hende. "Hvad har han da gjort ved dig?" Hun så roligt på hende, men vidste, at hun havde fået et nysgerrigt blik. Hun kunne ikke gøre for det, hun var en meget nysgerrig person.

Ashley skulede en smule af Annabeth, hun virkede ret fast i sin opfattelse af Hades, så Ashley gad ikke at snakke for døve ører. Hun smilede over pigens skælven. "Så det var så slemt?" spurgte hun bare roligt og så på hende.

Ashley smilede stille, hun klukkede stille. "Jah, okay så, han kan godt være lidt led nogle gange," sagde hun blidt og lagde forsigtigt en hånd mod Annabeths skulder. Hun klemte den blidt inden hun tog hånden til sig. "Men han kan osse være sød og rar." Hun lød en anelse stædig igen.

Ashley smilede svagt og en smule undskyldende igen. "Bare kom med det, hvis du vil," sagde hun blidt og venligt. Hun havde selv ingen fjender endnu, men heller ikke særlig mange venner, kun to styk og så hendes dejlige kæreste, og de var jo alle sammen drenge, hun havde ingen veninder.

Ashley nikkede en smule. "Det er godt," sagde hun med et lille, venligt smil. Hun kendte godt det, at man ikke kunne få sig selv til at fortælle visse ting der er sket i ens fortid. Ashley selv havde flere forskellige hemmeligheder kun få personer kendte til. Jason og hendes ven Aydan var nogle af dem, men ellers var der ingen ...

//Undskyld tiden og det korte svar