G'Morning Sunshine - Felicia

David rørte forsigtigt ved det grønne græs med sine fingerspidser. Han havde altid splittede følelser for Halvblodsbakken - der var så mange minder over det hele, at han ikke vidste hvordan han skulle forholde sig til det hele. Minder var i det hele taget en ting, som han helst ikke ville forholde sig til. Han huskede stadig hans første dag på lejren, hvor han blev spurgt ud om alt. Han havde følt at han var kommet til noget af det samme som han var flygtet fra, bortset fra at Hr. D og Chieron ikke havde tyet til voldsomme midler for at få ham til at tale.
David knyttede hænderne, og skubbede alle tankerne ud af hovedet. Automatisk rørte han lige over sit venstre bryst hvor en evig påmindelse om hvad han havde været igennem som 21-årig sad permanent fast i form af en tatovering. Han pustede ud for at jage de sidste tanker på flugt, og tog så sin habitjakke af, så han kun stod i skjorte og vest. Tøvende skævede han mod solen for at få kræfter. Lettere om hjertet satte han sig ned med ryggen mod Thalias træ og ansigtet vendt mod solen. Solen varmede ham, og han lukkede tilfredst øjnene. Jeg kan godt lukke øjnene lidt, tænkte han med et let smil, Felicia kommer først om et par minutter.

Pålædningen. Uden tasken

Endnu engang havde Felicia ikke sovet en hel nat. Hun var træt og følte sig mere svag og skrøbelig end normalt. En dårlig drøm havde lagt sig over hende og hun huskede den tydeligt og klart. Det mest skræmmende ved drømmen var at den føltes så virkelig. I drømmen havde hun sat sig ned i sin seng og var begyndt at spille kort med sig selv. En ting hun nød meget. Indtil en masse lyde begyndte at skræmme hende. Vinden begyndte at blæse kraftigt og døren blev smækket op. Hun vågnede op med et skrig og det var kun et held at hendes værelseskammerat sov tungt. Hun ville ikke falde i søvn efter og endte med at sidde sammenkrøllet i et hjørne på værelset. Man skulle nok tro at en stor pige på nitten ikke ville lade sig skræmme af en ond drøm men Felicia var ikke bare en stor pige på nitten. Hun var en stor pige på nitten med en masse problemer.
Felica havde diskret sneget sig ud af Zeus' hytte så hun ikke ville blive opdaget på vej hen for at møde sin yndlings lærer og hendes meget gode ven. Heldigt for hende var der ingen der lagde mærke til hende og hun nåede uskadt hen til Halvblodsbakken. Alle de minder hun havde fra denne bakke var både kedelige men også meget specielle og måske endda spændende. Et godt eksempel var det minde hun havde hvor hun faktisk for første gang mødte sin lærer. Et stort smil bredte sig på hendes læber da hun faktisk fik øje på ham henne ved Thalia træet. Hun så ned i jorden og ledte efter en lille sten der gemte sig imellem græstråene. Da hun endelig fandt en samlede hun den op og kastede den roligt hen til ham og utroligt nok var det en smule hårdt nu hvor hun var så træt og svag. Hun sigtede efter hans skulder men endte med at ramme hans fod.

David blundede let i formiddagssolen. Hans tanker fløj frem og tilbage i tid og sted, og han lod sig svæve tilbage til England. På det seneste var han begyndt at savne England meget mere end han ellers plejede. Han havde ikke noget at tage hjem til, det vidste han godt, men det var stadig det eneste sted han nogensinde havde betegnet som hjem, og han ville gerne tilbage for at se det med sine egne øjne. Noget forstyrrede hans tanker. Han rynkede let næsen og lyttede ekstra godt efter, men lagde ikke umiddelbart mærke til noget anderledes. Han havde knapt tænkt tanken da noget hårdt ramte ham på foden, og han gav et forskrækket spjæt fra sig.
David åbnede øjnene med et let smil. Han vidste hvem det var, før han fik øje på hende et stykke fra sig. Hendes hår så helt gyldent ud i solen. Med en let klukken hævede han hånden som hilsen, og endte med at skærme for solen med den så han bedre kunne se Felicia.
Det var faktisk et lille stykke tid siden han sidst havde set hende. Vinteren havde ligesom mindsket deres muligheder for at komme et sted hen hvor de ikke tiltrak sig så meget opmærksomhed - en ting David satte pris på, fordi han ikke brød sig om at alle skulle snage i hvad han fortog sig.
"Godformiddag Felicia!" kaldte han med et bredt smil, og rettede sig en smule op.

Felicia var nød til at slå begge sine hænder op for munden for at dæmpe hendes latter da han spjættede en smule. Hun ville ikke riskere at hele lejren hørte hende le så højt og det så endte med at alle stirrede imod dem. Hun nød at være alene sammen med David da han forstod hvordan hun havde det med andre lejrdeltagere. Han kendte til hendes problemer og vigtigst af alt kendte han til Licha. Nogle af de få venner hun havde anbefalede altid en eller anden halvgud eller halvgudinde som hun sikkert ville synes om men de forstod ikke Felicias situation. De kunne ikke sætte sig i hendes sted lige så godt som David kunne. Det betød ikke at han selv var skizofren og var bange for at socialisere sig men han var bare mere forståelig omkring det hele. Et eller andet sted troede hun nok at det var hans alder der gjorde det men det var på ingen måde noget hun beklagede sig over. Tværtimod.
Felicia fjernede sin hænder fra munden og vinkede til ham med et svagt smil på læberne. "Hej" svarede hun og gik med rolige og korte skridt hen mod ham. Da hun endelig nåede hen til ham satte hun sig ned foran ham og så ned på det sted hvor stenen var landet. Hun så på den med et smil inden hun samlede den op og begyndte at lege med den ved at smide den fra hånd til hånd. Hun så op på ham med et smil om læberne og så så ned igen hvor hun fulgte stenen med øjnene.

David kunne ikke lade være med at smile. Der var en hvis uskyldighed over Felicia, der mindede ham om en af hans yngre kusiner som han altid havde været rigtig glad for. Han løsnede sit slips en smule, og satte sig så i skrædderstilling, da hun havde sat sig foran ham. Han rynkede svagt øjenbrynene sammen så de dannede en lille fue i hans pande, da han lagde mærke til hendes meget tydelige mørke rander under øjnene. Han ville ikke starte ud med at spørge ind til noget hårdt, men var ikke glad for at Felicia måske var begyndt at få værre mareridt eller at noget holdt hende fra at sove. Søvn - vidste han - var en meget vigtig ting hvis man gerne ville blive rask. Så var det irrelevant om sygdommen var fysisk eller psykisk. Davids ansigt slappede endelig af i ansigtet, og han sendte i stedet sin elev et varmt smil - en anelse forsigtigt.
"Haft en hård nat?" Spurgte han let. Der var ikke noget afhørende i hans stemme. Bare ren og skær nysgerrighed. Han havde selv svært ved at sove - selv 7 år efter - og kendte alt til følelsen om at vågne gispende op i en seng, der var gennemblødt af sved. Man turde ikke lægge sig til at sove igen. Der var ikke noget værre end mareridt, tænkte han, for et mareridt var en del af søvn, og søvn var noget man ikke kunne leve uden. En ond ting sådan at være bange for noget man tydeligvist har brug for.
David fulgte let den lille sten med øjnene. Med et lusket smil greb han den i luften og gemte den bag sin ryg. Han lagde hovedet på skrå med et drillende smil.

Felicia tabte kort stenen da han spurgte hende om noget men samlede den dog hurtigt op igen og fortsatte sin leg. Dog lidt mindre begejstret. Hun havde håbet på at det ikke var så tydeligt men hvad havde hun da også regnet med? Da hun så sig i spejlet den morgen var det heller ikke noget kønt syn der ramte hende. Hun nikkede dog som svar og prøvede uden held at gøre sig mindre ved at krumme sig sammen en smule. Da hun tænkte på drømmen kunne hun ikke lade vær med også at tænke på lydene i drømmen. Hun kunne tydeligt huske lyden af raslende blade udenfor og træernes grene der dansede til vindens kraftige slag. Felicia var faktisk kun bange for vinden fordi den fik alle lejrdeltagerne til at søge ly indenfor så de ikke ville blive blæst omkuld. Men det gjorde sådan så Felicia skulle ende med at blive omringet af en masse halvguder og halvgudinder og det var noget hun ikke kunne klare. Så hver gang det blæste tog hun sin jakke på og gik ud i skoven og det var endnu en ting hun undrede sig over. Hvorfor havde hun ikke taget sin jakke og gået ud af hytten i sin drøm?
Felicia så efter Davids hånd da han tog stenen fra hende og da han gemte den bag sin ryg så hun op på ham med et forvirret blik da hun ikke lige havde regnet med at han ville tage stenen fra hende. Dog kom der et smil på hendes læber og hun løftede den ene hånd lidt hvorefter hun rækkede den hen mod ham som tegn på at han gerne måtte aflevere den. "David. Det var altså min sten" hendes stemme var barnlig og kunne sagtens være blevet forvekslet med en lille piges stemme. Dette var endnu en ting hun skammede sig over.

David rynkede kort øjenbrynene, men smilede hurtigt blidt igen, da der kom et smil på hendes læber. Hunn løftede hånden, og han skævede til den med et drillende smil. Han havde hendes fulde opmærksomhed, og havde han været en hvilken somhelst anden person, havde han nok udnyttet det til at spørge hende ud, men det ville han aldrig kunne finde på. Med et bredere smil, lagde han sin egen hånd oven på hendes fremstragte hånd og gav den et blidt klem.
"Det er godt at se dig igen" sagde han, og fjernede så hånden. I hendes hånd lå den lille sten nu, og David smilede tilfredst. Det var faktisk overraskende ensomt at være lærer på lejren, og han kunne ikke finde ud af om det var fordi han var for ung. Han brød sig ikke om mange af de andre lærere og deres måder at lære fra sig på i kamp ved 'tilfældigvist' at ramme eleverne over fingrene, og så sige at de havde en dårlig parade. Måske var David også bare dårlig til at socialisere sig, han vidste det ikke, men når de gamle lærere begyndte at snakke om at børn havde godt af lidt smerte, så var han kun milisekunder fra at kaste sin mad i hovedet på dem. Selvfølgelig var der folk han bedre kunne lide end andre. Chieron for eksempel - men han var også den eneste i lejren der kendte til hele Davids fortid.
David lagde mærke til at han havde haft knyttede hænder, og med en dyb indånding slappede han igen af i kroppen.

En svag rosa farve pyntede stille hendes kinder da stenen igen lå i hendes hånd. Hun smilede venligt til ham og så ned da hun kunne mærke hendes kinder blive en smule varme. Hun kunne gætte sig frem til at hendes kinder sikkert havde fået sig en tomatrød farve. Hun lod hendes lange glatte hår dække hendes ansigt en smule da hun regnede med at det ville skjule farven en smule. Hun knyttede sin hånd hvor stenen roligt og trykt lå. Hun sagde ikke noget og havde heller ikke nogen anelse om hvad hun mon skulle sige. Hun følte det ikke akavet at sidde alene sammen med David uden at sige noget. Havde det dog været en anden ville hun med det samme tro at personen var træt af hende og kun ville have at hun skulle gå sin vej. Men sådan var det ikke med David. Han virkede glad når han var sammen med Felicia og det gjorde også hende glad. Han smilede heletiden og det var endnu en ting hun godt kunne lide ved ham. Hun så på hans knyttede hånd og så kort skræmt ud. Hun havde med det samme fået bange anelser om at han måske var blevet irriteret over hende eller ligefrem vred på hende. Hun så forsigtigt op på ham og krummede sig mere sammen. "Hvad tænker du på?" hendes stemme var lav og skrøbelig og hun kunne ikke lade vær med at læne sig lidt væk fra ham.

David betragtede lettere interesseret farven på Felicias kinder. Det var lang tid siden han sidst havde haft den effekt på en anden person, tænkte han tøvende. Denne gang gjorde det ham dog en smule utilpas. Før i tiden havde han vidst akkurat hvordan han kunne frembringe en sådan reaktion fra enhver pige han mødte. Han kunne trykke på alle de rigtige knapper, sige alle de rigtige ting og kigge på dem på en måde, der fik dem til at smelte. Det pinte ham at sige, at han helt klart havde udnyttet det til sin egen fordel, men det havde han gjort utallige gange.
David blinkede kort med øjnene, da han lagde mærke til Felicias utilpasse røren på sig ud af hans øjenkrog. Det gik op for ham at han måtte have set rimelig irriteret ud, og han blinkede igen med øjnene et par gange, for at stille tilbage til virkeligheden. Han sank en enkel gang, og vendte så blikket mod Felicia, da hun spurgte ham om noget. Han rynkede øjenbrynene sammen, da han lagde mærke til hendes pludselige utilpashed og undrede sig over skrøbeligheden i hendes stemme. Var hun bange for noget? Havde han gjort noget forkert?
Spørgsmålet kom lidt bag på ham, men han måtte indrømme at han havde været dårlig til at skjule sine følelser, og han sendte hende et blidt smil.
"Jeg..." David tøvede, da det gik op for ham at han helt naturligt skulle til at fortælle en løgn, og kiggede kort spørgende på Felicia som om hun kunne fortælle ham hvorfor han fandt det så naturligt at lyve om alt. "Jeg kom til at tænke på nogle af... De andre lærere" Indrømmede han, og kløede sig forlegent i håret. Det var slet ikke noget han burde sige til en elev!

Felicia nikkede da han svarede hende og sænkede igen blikket. Hvad han tænkte om lærene vidste hun ikke og selvom hendes nysgerrighed tiggede hende om at spørge ham tav hun. Én ting kunne hun dog gætte sig frem til. Det måtte ikke havde været gode tanker siden han blev nød til at knytte sin hånd. Hun ville ikke vide hvordan han mon ville reagere hvis hun nu spurgte ind til emnet.
Felicia var heller ikke synderligt begejstret for de andre lærer. Der var en god grund til at hun ikke mødte op til nogen af timerne. Ikke blot fordi der altid var en masse andre elever men også fordi de skræmte hende. De kvindelige lærer var ikke så slemme men det var nu heller ikke dem hun tænkte på. Det var de mandelige. De så allesammen så farlige ud og hun havde mange gange betragtet den måde de trænede eleverne på. Felicia havde ikke meget tilovers for vold og når selv lærerne brugte den mod eleverne så havde hun ikke lyst til at deltage i timerne. Dog havde hun intet imod David. Det eneste problem med hans timer var bare alle de andre elever som også deltog. Hun havde prøvet at sidde til time med de andre men kunne ikke klare det. Dog holdt hun meget af de enetimer hun nu fik. Det var noget hun var virkelig taknemlig for.

David pustede ud. Han brød sig ikke om tanken om at han havde givet Felicia forkerte signaler og at hun troede noget forkert om ham. Han betragtede hende med et skævt smil, og fulgte hendes blik ned i jorden. Hun var på ingen måde som andre han nogensinde havde mødt. Stille og tænksom på grænsen til noget voldsomt, og så alligevel så bekymret hele tiden. Social angst på en måde, der gjorde hende ude af stand til at have produktive timer med de andre elever, og David vidste også at der var timer, som hun slet ikke havde. Han var glad for at hun havde valgt at blive ved med at få undervisning i medicinkundskab, for i Davids øjne var det et af de vigtigste fag. Selvfølgelig skulle man kunne forsvare sig overfor monstre – selvfølgelig skulle man kunne være fysisk stærk og være god til sammenhold, men det kunne alt sammen være ligegyldigt hvis man ikke vidste hvordan man skulle heale sig selv igen, eller i værste tilfælde hvordan man skulle redde en ven, der var såret i kamp. David kiggede op mod solen, og lod den svage varme gennemstrømme sin krop.
”Har du øvet dig siden sidst?” Spurgte han uden at tage blikket fra den smukke himmel.

Felicia stivnede da spørgsmålet var blevet stillet og kunne mærke en ubehagelig følelse begynde at sprede sig. Sandheden var at hun havde haft en masse problemer med sine evner. Hun var immun overfor alle andres stød men hun havde op til flere gange givet sig selv stød. Tit var det små stød men andre gange havde det givet hende små brændmærker. Hun bed sig selv i underlæben da hun kom i tanke om et har hendes mange besøg hos hospitalsfløjden. Meningen med hendes heale evner var at skabe små gnister der kunne stoppe blødninger og på en måde 'smelte' huden sammen igen. Hun havde prøvet på sig selv efter et af Licha's rivemærker og det havde lykkedes hende uden at påføre sig selv smerte og der var ikke efterladt noget ar. Men da hun prøvede på en patient i hospitalsfløjden var hun ved et uheld kommet til at give vedkommende en masse stød og påført patienten store smerter. Hun løftede blikket og så ind i Davids øjne hvorefter hun forsigtigt rystede på hoved. Nu ventede hun blot på at David ville skælde hende ud. Han havde aldrig gjort det før men hun havde jo også altid øvet sig og havde eksperimenteret og gjort fremskridt men denne gang havde hun ikke engang forsøget.