are you starring at my b***?! ~ Aydan

t:15:11
s: Volleyball banen
v: skønt, sol og ingen skyer, dejlige 26 grader
o: en masse halvguder

Lyden af de andres latter var utroligt ireterrende!
Dany holdte sig for ørerne mens hun prøvede at rode i sin taske for at finde hendes headset.
Folks tanker, hvor lede og selviske de end kunne være, var mindre larmende, end deres ord.
Dany's røde hår var samlet i en skjusket hestehale, og de dybbrune øjne var dækket af et par solbriller.
En bh, sort med grønne blonder, og et par shorts som stoppede på midten af hendes lår var alt hun havde på.
En ung fyr, en som hun ikke engang kendte, stod og gav hende elevatorblikket, mens hans tanker stod ud af ham, som hans livsvarme.
'Sikken en røv! Jeg vil vædde med at hun er en Afroditte!'
Inden hans tanke var tænkt til ende stod hun lige foran ham, med sine solbriller hvilende på spidsen af hendes næse. Hun var næsten 1,80 høj, så hun stirrede ham direkte i øjnene.
''Hør her, lille ven, jeg ved ikke hvem du er, eller hvem du er søn af, og jeg er også ragende ligeglad. Hold øjnene fra min røv!'' snerrede hun lavt, men han grinte blot af hende.
''syntes du også at det her er sjovt?'' hun hamrede sit knæ op i hans mave, og han faldt sammen, foroverbøjet.
''Lad være, med at grine, af mig.'' sagde hun advarende, inden hun tog sine ting, og begyndte at gå væk fra den uønskede opmærksomhed hun havde fået.

Aydan havde set hvad der var sket... han mente at drengen havde opført sig respektløst, men at det skulle føre til at få en knæ i maven var for meget... Noget gik i ham som normalt ikke skete, han valgte at beskytte drengen fra et enkelt slag, og ikke andet...

Den dreng der faldt forover var ikke drengen der havde set på hende, men istedet Aydan, som havde brugt sin evne til at dukke op lige foran hende, og modtog istedet knæet i maven... Og den anden dreng lagde på jorden bag ham...

Han sad på knæ og støttede sig til den ene hånd...

''Prøv at tage det lidt roligt...''

Hun bed bare sammen, mens hun tog sit headset i ørerne og satte sig, så man knap kunne se hende for de andre unge.
Hun skruede helt op for musikken, sammenbidt.
Hun lukkede øjnene, og pustede ud, mens andres tanker listede ind mellem sangens tekster.
'Hun er for meget'
'Hvorfor gjorde hun dog det?!'
'Hun er jo sindssyg'

Dany bed endnu mere sammen, og fokuserede på indersiden af sit øjenlåg.

Drengen der havde set på hende, kæmpede sig kravlende bort som en forskræmt lille kanin, som ikke havde nogen anelse overhovedet for hvad der lige var sket... Han havde set knæet men havde istedet mærket en hånd som havde væltet ham bagud...

aydan rejste sig lidt efter op igen, børstede sandet af knæene og hænderne, og greb fast i pigens arm... Han tog forsigtigt fast, og så hende dybt i øjnene... Selvom de var lukkede...

''Hvem end du er, tror jeg det er bedst du følge med...''

Hans stemme var venlig...

Hun åbnede øjnene og så direkte ind i hans.
''hvem end DU er, så tror jeg det er bedst at du bare skrider.'' mumlede hun og skruede mere op for sin musik.
Hun lukkede øjnene igen, og lagde sig på ryggen

Han kiggede på hende stadig, uden at flytte sit blik fra hende... Hun kunne være lige så kold og bitter som hun ville, det ville ikke hjælpe hende ret meget...

''Du kan følge med, eller vente på folk stimler sammen om dig...''

Han så alvorligt på hende... Han kendte folk i lejren, de stimelde altid sammen når nogen gjorde noget som helst i den stil...

Uden at se på ham, rejste hun sig og tog sin taske. Hun begyndte at gå, ind imellem alle de unge der havde samlet sig om dem.
'Hvor skal hun nu hen?'
'Sikke en galning'
'Hun er jo ikke rigtig klog!'

Til den sidste kommentar røg hendes langefinger op, i et 'fuck dig' til pigen der havde tænkt det.
Hun gik videre, tilbage mod hendes hytte

Han havde fulgt hende helt lydløst i skyggerne, og stod allerede foran døren til hytten da hun nåede hen til den... Han satte sig ned foran den i skrædderstilling, og så bare på hende... Han havde ikke nogen grund til at blive hos de andre...

Han så direkte på hende, ind i hendes øjne, jo tættere og tættere hun kom på hytten... Han sad der bare og gloede på hende, hvorefter en stille stemme dukkede op fra hans læber...

''Du må lære at styre dig... Ellers holder du ikke længe her...''

''bland dig dog udenom'' snerrede hun bare, og så koldt på ham.
''jeg har ingen intentioner om at blive her, så bare bland dig udenom'' sagde hun koldt.

Hun skruede helt op for sit headset, så alle lyde var væk, undtagen tankerne.
Hun trak vejret dybt, og begyndte at gå ned mod skoven istedet

Igen fulgte han bare efter hende... Konstant inde i skyggerne, både lyd og tankeløst fulgte han efter hende... Han havde ikke nogen grund til at lade hende være, når hun halvvejs modsagde sig selv...

Hvis hun ikke ville blive, hvorfor var hun der så... Det var dumt...

Han hang pludselig ned fra en gren en meter foran hende helt stille...

''Hvis du ikke vil være her, så lad være med at komme her i første omgang...''

''Hør her, Aydan-'' hun spyttede næsten hans navn.
''-jeg er ikke i humøret til at skulle forklare mig for en fremmet'' snerrede hun.

Hun så nu dybt ind i hans øjnene, nu. Trodsigt.

''Har jeg bedt dig forklare dig? nej vel...''

Han så hende i øjnene, og var virkelig blevet sit stædige jeg igen...

''Så den eneste grund til du siger sådan er at du faktisk gerne vil forklare dig... Du har noget, nogle minder som du faktisk gerne vil ud med... Du mangler nogen at tale til om dem... Det er derfor du siger sådan...''

Han blev bare hængene, og hans stemme var ikke andet end alvorlig og en smule venlig...

Hun bed sammen, uden selv at ligge mærke til det.
''bland dig udenom.'' knurrede hun inden hun gik videre, hurtigt.

han havde ret, hun ville ud med alt. Alle sine minder og erindringer. Men ikke til ham.
Hun bed sammen igen, og gik bare. Hurtigere og hurtigere.

Han så på hende som hun gik... Han ville heller ikke bede hende om at fortælle ham det, men hun skulle helt klart finde en hun kunne fortælle det til... En hun faktisk turde stole på og som hun ikke tvivlede på ville være der...

Han dukkede op igen lidt længere fremme...

''Bare sørg for at finde en... Så du kan få det bedre...''

Han smilede og talte venligt til hende, før han dumpede ned på jorden...

hun stoppede op igen, og satte sig nu op af et træ, og lukkede øjnene.
Hun sukkede stille, satte noget klassisk musik på og trak vejret dybt

Han satte sig ned overfor hende... Han sad selv op af et træ, så hele stiens bredde var imellem dem... Han kom til lige så stille at sidde og tænke på den gang han havde mødt Noomi, og mange andre ting... Men som altid når han tænkte... Blev det træls for ham...

Tanker og minder om de folk der havde opført sig respektløst og uretfærdigt dukkede op i hans hoved, og han forsøgte at fjerne dem alle sammen... I hans stille sind begyndte han at messe...

*respekt og retfærdig... Kræves for at det fungerer...*

Han gentog det, indtil minderne stoppede...

hun sad der bare, lyttede til hans messen, mens hun prøvede at slappe af.

hun krøb lidt sammen, træt og så nu på ham igen.

Han åndede tungt ud da han var færdig med at messe, og kiggede op i himlen i første omgang og kiggede derefter over på hende... Han vidste ikke hvorfor men han plejede at have nemt ved at vinde folks tillid, eller ihvertfald siden han havde mødt Noomi...

''Hvordan har du det?''

''hvad rager det dig?'' mumlede hun bare, mens hun satte sig til rette.

hun lukkede øjnene igen. Opgivende

''Det ene faktum at jeg faktisk bekymrer mig om andre mennesker og halvguder omkring mig...''

Han så på hende, før han bare så ned i jorden igen... Han havde ikke mere at sige... Hun måtte tro ham eller lade være... Han vidste jo at det var sandheden...

''smut tilbage til din kæreste, og lad mig være i fred..'' mumlede hun bare, mens hun krøb sammen op af træet.
Hun gabte stille

''Er det virkelig så skrækkeligt at stole på andre? Så skrækkeligt at opdage der faktisk eksistere folk der er venlig og godesindede?''

Han så alvorligt på hende... Han havde stærkt på fornemmelsen hun havde oplevet nogle slemme ting igennem sit liv... Og derfor ikke turde stole på andre folk...

hun krøb bare rystende sammen, uden at se på ham.
''at stole på folk gør en svag, sårbar.'' knurrede hun stille

''Det er kun en svaghed hvis du ikke også stoler på dig selv... Stoler du heller ikke på dig selv?''

han vidste godt at det sikkert var farligt at prikke til hende, men han kunne også fornemme at der var en vrede der skulle ud fra hende, og det var fint hvis han skulle modtage den vrede...

''jeg behøver ikke forklare dig noget..'' mumlede hun stille, inden hun rejste sig.
Hun bed sammen, mens hun begyndte at gå igen.