Paint the lines ~ Aydan

Staffeliet var slået op, og derpå stod et lærred, der var fyldt med præcise og gennemtænkte penselstrøg, der langsomt begyndte at ligne omgivelserne omkring hende. Søen var abstrakt i diverse blå farver og grønne toner, og hist og her var der at finde hendes egne præg på billedet. Et uforklarligt, sort tegn var malet i hjørnet, og da øjnene gang på gang ramte det, gled et let smil over læberne på hende. Hovedet blev lige så langsomt lagt på skrå. De grå, tågede øjne bar et drømmende blik, som levede hun i sin egen verden. Det virkede altid som om, at der foregik noget i Cadence, andre ikke ville kunne tyde. Hun stod og rokkede let på stedet i en yndefuld, stille dans. Musikken kunne ses over hele hendes krops bevægelser, men alt omkring hende sang af stilhed. Med en dyb indånding begyndte hun på en gulorange sol.
Lejren var et sted, Cadence fandt utrolig interessant, og det bar på så mange elementer, der var den direkte modsætning af hende. Hun fandt kamp og våben makabert, men det var spændende at iagttage. De præcise slag mod modstanderen, de yndefulde og elegante skridt der var strengt nødvendige for undvigelsen. Musklerne, der bar de tunge sværd, havde Cadence en hvis respekt for. Alligevel hadede hun hensigten med kampen. Hun dyppede penslen i malingen, lukkede øjnene og lod sine instinkter føre an. Tilfældige strøg blev lavet, mens billedet af søen stod klart på nethinden. Maleriet var nærmere et close-up af noget. Af nogen. Flygtigt gled blikket op og indtog nye vinkler. Drengen blev malet, og han begyndte virkelig at ligne...

Ude i søen svømmede Matic rundt uden at tro på at pigen der stod på kanten faktisk malede ham... Det han troede var bare at hun malede omgivelserne, og ikke ham. Han begyndete dog langsomt at få en følelse af at hun faktisk betragtede ham, eller ihvertfald følte han sig overvåget, og han svømmede derfor bare over til kanten der hvor hun stod, og han vinkede lidt op til hende...

''Hvad maler du?''

Han smilede venligt til hende, og vidste ikke hvad han ellers skulle sige eller gøre. Han blev bare nede i vandet. Han kiggede lidt op på hende engang imellem mens han ellers bare svømmede lidt rundt i cirkler...

Strøgene af farver, der strakte sig over det før kridhvide lærred, havde taget en umådeligt smuk form. Det var ikke svært at se, at drengen der svømmede rundt i søen, også var modellen, der var blevet portrætteret. Drengen på billedet lå på ryggen, og i de fineste detaljer havde Cadence tegnet denne drengs ryg. Et ar. Hun var selv dybt fascineret af det, især fordi ar var det, der formede et andet menneske. Det var et af de tegn, der kunne skabes tydeligt for omverdenen. Der var sket noget. Noget utroligt...
"Jeg maler verden, som den bør males" selvom Cadence var blevet afbrudt fra sine tanker, kom svaret prompte. Der lå en drømmende og fjern tone i hendes stemme, som var hun både og til stede. Hun lagde hovedet let på skrå, da hun endelig løsrev blikket fra sit lærred og til den dreng, hun havde malet. Et fascineret smil gled over hendes læber.
"Jeg maler tegn på fortiden" næsten hviskede hun til drengen, hun stadig ikke kendte navnet på. Han virkede venlig, og mere behøvede hun ikke i sine iagttagelser af ham. De tågede grå øjne var mindst ligeså drømmende som stemmen. De andre omkring Cadence havde altid sagt, at hun lod til at være den eneste, der nogensinde ville forstå hendes verden.

Han havde lyst til at se hvad det var hun malede da hun havde fortalt ham lidt om hvad det var hun malede, og han brugte derfor hans ene vne og han dukkede bare op bag hende. Han kiggede henover skulderen på hende og betragtede hendes maleri, og han kiggede meget på det menneske hun havde malet, og først efter lidt tid gik det op for ham at det var ham... hans ryg hun havde malet...

''Slet det! Gør noget ved det! Få det der væk fra billedet!''

Han bakkede væk fra både hende og billedet som om han var bange for det hun havde malet på billedet, men det var bare det problem at han virkelig hadede hans eget ar... Det var så stort og derfor kunne han desværre ikke flygte fra det heller ikke... Selvom han virkelig gerne ville flygte fra det...

Cadence fulgte drengen halvt med øjnene, da han bevægede sig lidt nede i vandet. Hun lagde interesseret hovedet på skrå, da hun syntes at spotte en nysgerrighed. Det var denne, hun elskede! Cadence var et nysgerrigt menneske, og elskede derfor de nysgerrige reaktioner, andre kunne komme med. Nysgerrigheden førte en videre på den lange vej, satte en af på nye sidegader, der havde nyt at undersøge. Det gibbede i Cadence, og hun hoppede praktisk talt lige op i luften, da han pludselig dukkede op bag hende. Blikket kastede hun over sin egen skulder, så hun kunne følge hans reaktion. En reaktion, hun ikke havde regnet med.
"Man kan ikke ændre på fortiden, hr." funderede Cadence lidt for høfligt, hvis blik ikke veg fra drengen. Med antydningen af dans i sine bevægelser vendte hun sig om imod ham, så hun havde fronten mod ham. Hendes øjne og stemme virkede fjern, som hvis man talte gennem vand. Det drømmende ydre fik hende til at fremgå mere rolig og fjern, end hvad hun oftest var.
"Jeg synes det er et pænt ar." udbrød hun pludseligt, som stod de bare og snakkede om søens blanke overflade.

''Jeg ved godt man ikke kan ændre ved fortiden... Men dit maleri er ikke fortid endnu, så det kan der sagtens ændres ved endnu!''

Han så på hende bedende... HAn ville virkeligt gerne havde det ar væk fra billedet, egetnligt ville han selv gerne være væk fra billedet men det ville han dog tillade hende, og han blev meget chokeret og det næsten hun sagde... Hun gav jo ingen mening overhovedet...

''Du er ikke rigtig klog... Det er intet kønt ved det ar!!! Det er grimt det er stort, og det er farligt!''

Han blødte ofte fra det fordi det blev revet op...

"Jeg ser det som et bevis på fortiden" sagde hun langsomt, mens hun lod kroppen svaje let fra side til side. Hendes blik var intenst, da hun så på ham. Drengen, hvis navn hun endnu ikke kendte til. Et let smil gled over hendes læber.
"Kan du ikke lide billedet?" Spurgte hun nu med en mere fjern stemme, mens hun langsomt vendte sig om mod maleriet. Drengen i søen på maleriet var godt gengivet af Aydan, men bedst af alt sprang arret frem. Hun kneb øjnene sammen, som hun engang havde set en kendt kunstner gøre.
"Jeg ville elske at kende historien bag. Historie og liv er fascinerende.." ordene virkede som henvendt til maleriet, men det hele var til Aydan. Hun kastede blikket over skulderen, hvor hun betragtede ham drømmende. - "Du kan måske ikke lide den historie bag? Den kan umuligt være så farligt" Fortsatte Cadence, og tonen syntes altid at være den samme og helt anderledes. Det sidste blev en knap hørlig hvisken, og hun kastede sin opmærksomhed mod maleriet igen.

''Det er vel heller ikke forkert at sige det er et bevis på fortiden... Desværre er alle dele af fortiden lige gode...''

Han lyttede til hende... Han havde det ikke sådan at han ikke kunne lide billedet. Det var flot lavet. HAn kunne bare ikke lide at hans ar var på billedet... Fordi hvis andre så så billedet så ville hans ar blive set af mange flere folk...

''Det er ikke fordi jeg ikke kan lide billedet som daån... Det er smukt lavet, men jeg kan ikke lide at mit ar er med på det...''

Han nikkede bare lidt til hendes sidste spørgsmål, og han havde ikke sagt noget til det da hun snakkede om at hun gerne ville høre historien Han havde nemlig ikke tænkt sig at fortælle det til en næsten fremmede person...