Rules are made to be broken ~ Aydan

af **Cherrie** 2/9/2012, 19:38

Tid: 12.34
Sted: Søen
Omgivelser: Et par halvguder, ikke det helt store
Vejr: Overskyet, en kølig vind
Påklædning: Grå sweater, blå jeans og sorte sneakers

Mange ville nok synes at denne sø var... hvad skulle man kalde det? Almindelig, uden værdi.
Det var den sikkert også i andres ringeagtende øjne, men i Cherries øjne var det ikke bare en sø man så ud over, en sø der bare var der, en sø man bare brugte uden omtanke.
For Cherrie var denne sø ganske speciel, dens lige fandtes ikke i verden. Hendes sorte hår blæste i den stille vind, mens hendes brune øjne så ud over det stille mørke vand.
For hende var søen et af hendes eneste fristeder, for denne sø blev ikke befolket af de nysgerrige personer. Nej, den blev befolket af personer der havde det som hende selv, folk der ikke anede hvad de lavede her. Folk der ville hjem, folk der ikke forstod at dette rent faktisk var deres hjem.
Hun forstod dem der ikke vidste om de skulle elske deres nye hjem eller hade det, for hun havde det på samme måde. Og dog. På en måde elskede hun allerede dette sted. Det var blevet hendes redning fra den hverdag af facader, hun levede. Den hverdag, hvor hun bare smilte og smilte, til ingen verdens nytte. Hun var ikke god til sociale ting, så når folk begyndte at snakke til hende, sagde hun dumme ting, der fik folk til at vende hende ryggen.
Dog gjorde hun det alligevel, for hun vidste ikke hvad hun ellers skulle tænke på. For det var det hun gjorde. Tænkte på alt det hun elskede og havde kært, og på alt det hun frygtede og på alt det hun ikke ville mindes.
At tale med andre var ikke det hun gjorde mest i denne lejr, næh, hun gjorde andre dejlige ting, som for eksempel at være alene dag efter dag.

af **Ail** 2/9/2012, 19:55

Aydan elskede denne sø, hvilket der var mange grunde til, men for ham var det også et fristed. Et sted han kunne gå hen og flygte fra alle de andre folk som man ikke helt orkede at skulle begive sig til at være sammen med... Han kom derfor stille gående ned imod vnadet, da han kunne se en pige der gik lidt længere fremme...

''Hey...''

Han havde en tendens til altid bare at snakke med folk når han var ved søen, fordi den gjorde at han følte sig fri, og at han derfor kunne tillade sig at gøre det og at han ikke skulle tænke på alt... HAn vinkede stille til hende. Han havde løse lærredsbukser på og en trøj som sad meget løs og den manglede stort set hele ryggen, hvor hans ryg var næsten et stort ar.

''Nyder søen?''

af **Cherrie** 3/9/2012, 10:16

Sandet knasede under hendes fødder i takt med de små, urolige skridt hun tog. Som om hun hvert minut forventede monstre, der angreb hende. Præcis som hun havde gjort derhjemme, før satyren førte hende til Halvblodslejren. Lejren for personer, som hende selv. Lejren for halvguder.
Hun havde dog erfaret at de fleste af halvguderne, rent faktisk kunne finde ud af at fungere socialt med andre. I modsætning til hende. Hun kunne gøre enhver situation akavey ved bare at være til stede. Eller sådan føltes det mange gange. Hun var ihvertfald helt igennem forfærdelig til det med socialitet. Det var meget bedre for hende, hvis hun ikke kunne se personen. Og hvis hun havde en helt anden identitet.
Ved lyden af en stemme farede hun sammen. Hvor i alverden kom han fra?
Hun vendte sig om og fik øje på en sorthåret dreng, med noget lidt iturevet tøj. Hvad..? Hun rystede lidt på hovedet, og smilte til ham. Ikke et stort, men et svagt, venligt et.

"Hey,"sagde hun, og vinkede svagt igen.

Hun så ud på søen igen, og nikkede til hans spørgsmål. Dette sted var hendes fristed, hendes hemmelige skjulested. Her kunne hun være alene.

"Ja,"sagde hun stadig med blikket mod søen, før hun vendte hovedet mod ham."nyder du den?"

Det gjorde han jo nok, ellers ville han nok ikke være her. Det var da klart.
Men man kunne alligevel aldrig vide, hvorfor folk var her. Man kunne jo sagtens være et sted, for at være alene, uden at bryde sig om det. For eksempel i en mørk gyde, hvor hun tit sad og stirrede ud i luften, derhjemme i New Orleans.

af **Ail** 3/9/2012, 10:54

''Nej da... Jeg har bare valgt at gå her ud for at pine mig selv... Er det ikke det som alle gør normalt?''

Han grinede svagt da det kun var sagt i sjov og for at drille hende en smule, men han svarede dog ret hurtigt helt ærligt på hendes spørgsmål, så hun ikke misforstod ham.

''Men ja... Det er her jeg kan føle mig fri, og her er det eneste sted jeg rigtigt kan tale med andre...''

Han smilede stille og rykkede lidt på sine fødder så han stod en smule bedre end han havde gjort før.

af **Cherrie** 3/9/2012, 13:57

Hun spærrede kort øjnene op, før hun lagde mærke til den drillende undertone. Hun smilte lidt større, dog ikke meget, men lidt.
Hun så op på himlen, der var fyldt med tunge, grå skyer. Og det så ud til snart at begynde at regne, hvilket virkelig ville være trælst. Regnvejr var okay når man var indenfor, men ikke udenfor. Når man var udenfor skulle det være solskin. Og varmt. Som om sommeren.
Da han svarede rigtigt på hendes spørgsmål, rettede hun straks sin opmærksomhed mod ham, istedet for skyerne.

"Sådan har jeg det også,"sagde hun smilende."dette er mit fristed fra alle sværdkampene, og alle halvguder, når det bliver for meget."

Hun så lidt på ham, og rakte så hånden frem.

"Forresten, mit navn er Cherrie,"hun lagde hovedet lidt på skrå og tilføjede:"Hvad hedder du?"

'Hvad hedder du?', det lød virkelig dumt i hendes ører. Men det gjorde næsten alt hun sagde, så der var vel ingen forskel. Sådan rigtigt.

af **Ail** 3/9/2012, 14:01

''Ja det kan være trættende at folk konstant skal udfordre hinanden... Hvorfor er det at folk ikke bare kan være tilfreds med at de ser sig selv som gode til noget? Hvorfor skal man forsøge at stille sig højere end andre?''

Han smilede stille, og han havde sådan set ikke nogen grund til at han skulle sige det han gjorde, men som sagt blev han bare mere fri når det var han var ved søen. Han var også meget overbærende end ellers...

''Hyggeligt at møde dig Cherrie... Jeg hedder Aydan.''

Han smilede bare... For ham var det normalt at spørge sådan, selvom han også havde sagt sit navn uden hun havde direkte spurgt om det...

af **Cherrie** 3/9/2012, 14:37

Det han sagde, havde hun aldrig forestillet sig at høre fra en dreng. Og da slet ikke en dreng i teenager-årene. Ikke fordi drenge var dumme. De plejede bare ikke at være så filosofiske, så veltalende. De var for det meste bare de seje, frembrusende personer, der havde deres egen mening om tingene. De plejede ikke, ja, de plejede ikke at være så eftertænksomme i deres sætninger.
Hun nikkede smilende til det han sagde. Han havde jo ret. Det var de indre værdier der talte, og man var alle lige.

"Det har du helt ret i,"erklærede hun sig enig,"vi er alle lige."

Hun trak sin hånd tilbage, og så lidt på ham, før hun smilte igen.
Sikke mange smil hun fik givet ud. Mange flere end hun normalt ville smile. Og det gik da egentlig også godt, med at tale med denne dreng. Denne Aydan.

"Også hyggeligt at møde dig, Aydan."

Han var flink, det var han helt bestemt. Men hans tøjs tilstand, passede ikke rigtig sammen med at han syntes det var trættende at der hele tiden var sværdkampe. Det var jo nok ikke blevet revet itu af ingenting. Det ville ihvertfald være underligt, og nok også umuligt.
Men selvfølgelig, kunne han jo også synes at det var sjovt at kæmpe nogle gange, og andre gange blev det bare for meget. Måske.

af **Ail** 3/9/2012, 15:24

''LIge er ihvertfald en ting vi alle er... Det kan også være trættende at se folk der villigt gør sig værende under andre... Det får mig til at føle at de er respektløse overfor sig selv og deres familie, såmen også deres venner og alle dem der holder af dem...''

Han smilede bare stille, og rodede lidt ved hans tøj som ikke var gået istykker af ingenting men det var nu heller ikke af nogen kamp... Det var en lidt længere historie der var bag det.

''Hvad havde du så som planer at skulle her ved søen?''

Han smilede bare venligt til hende

af **Cherrie** 3/9/2012, 15:50

Det sidste var hun ikke helt enig ham med. Hun havde altid følt sig lavere stillet end andre. De havde venner, de havde kærester og de kunne finde ud af at omgås sig med andre. Noget hun altid havde misundt dem.
Det havde aldrig været fordi at hun ikke ville have venner, hun ville så hjertensgerne have venner. Hun kunne bare ikke finde ud af at have dem. Lød underligt for udenforstående, dem der ikke havde det som hende, men sådan var det.
Hun havde ikke lyst til at skændes med ham, selvom at han nok ikke ville se det som en anledning til et skænderi, hvis hun ikke gav ham ret, så hun trak bare på skuldrene. Nikke kunne hun jo ikke, hvis hun ikke var enig.

"Man skal ihvertfald ikke begynde at kalde sig selv grim og nedgøre sig selv, eller begynde at cutte,"hun havde aldrig følt sig nødsaget til at læsse alle sine problemer over på sin krop ved at skære i den, for hvad fanden hjalp det egentlig? Det kom bare til at gøre endnu mere ondt. Og hvis det var det hun sagde, var det han mente, så havde han helt ret.

Hun sturderede sin håndflader lidt, før han spurgte hende om noget igen. Det var rart at han spurgte hende om ting, da hun aldrig selv havde nogle gode spørgsmål liggende i baghånden. Desværre. Karma ramte hende altid hårdt pågrund af det.

"Ikke så meget,"hun kiggede ud på søen igen."Faktisk intet. Bare gå langs søen og tænke, men det er rart at have nogen at snakke med."

Hun nikkede over mod ham, hentydning til at det var ham, hun snakkede om. Selvom det nok ikke havde været nødvendigt. Der var jo ligesom ikke andre at tale med, som var lige i nærheden. Eller andre hun talte med.

"Hvad med dig?"hun lagde igen hovedet lidt på skrå, det var blevet en vane for hende igennem årene.

af **Ail** 15/9/2012, 23:31

''Jeg ville aldrig svine folk til hvis de gjorde det, da det sandsynligvis ikke ville hjælpe dem ret meget, men nej det er dumt at gøre, og det er noget man bare skulle holde sig fra...''

Han havde selv været selvskadende, og han hadede sig selv for at han havde været det, men det var jo sådan det nu engang var. Han smilede venligt til hende, som de stod der ved søen og betragtede lidt hinanden... Han kunne ikke forstå at hun kunne finde ham rar at snakke med...

''Enten er du skæv, fuld eller tosset... Eller også laver du sjov med mig, når du siger det som om at jeg er rar at snakke med...''

Han grinede lidt, og trak bare på skuldrende som svar på hendes spørgsmål...

af **Cherrie** 11/12/2012, 12:18

Hun nikkede sammentykkende og kiggede lidt på ham. Havde han gjort det? Skadet sig selv? Hun var ligeglad. Ligeglad, som hun for det meste var. Hun havde overvejet at blive det selv en gang eller to, men hendes bror havde altid hjulpet hende før, hun havde nået at gøre det. Han havde givet hende en pille og snart efter svævede hun på sin egen lille sky, i sin egen lille verden. Hun behøvede ikke gøre skade på sin krop, for at slippe for verden og dens problemer.

Hun lo kort og svarede så, med et skævt smil, "det første er nok rigtigt."

Hun vidste ikke om, han ville dømme hende. Men han så ikke ud som én, der tog sig af sådan noget. Han så ud til at være meget nede på jorden. Meget lige som sig selv.

af Sponsoreret inhold

Rules are made to be broken ~ Aydan

Rules are made to be broken ~ Aydan

Sv: Rules are made to be broken ~ Aydan

Sv: Rules are made to be broken ~ Aydan

Sv: Rules are made to be broken ~ Aydan

Sv: Rules are made to be broken ~ Aydan

Sv: Rules are made to be broken ~ Aydan

Sv: Rules are made to be broken ~ Aydan

Sv: Rules are made to be broken ~ Aydan

Sv: Rules are made to be broken ~ Aydan

Sv: Rules are made to be broken ~ Aydan

Sv: Rules are made to be broken ~ Aydan

Sv: Rules are made to be broken ~ Aydan