Burn, baby, burn ~Angus

Tid: Tæt ved midnat
Sted: Lidt fra lejrbålet
Omgivelser: Ingen halvblods

Ashley sad tættere ved lejrbålet end man burde, og hun rykkede stadig tættere på. Folk ville nok kalde hende skør eller råbe og bede hende om at trække sig væk igen da hun prøvende stak hånden ind i flammerne. Hun råbte ikke op eller rørte sig det mindste, istedet spredte der sig langsomt et smil over hendes læber. Hun mærkede ingen smerte og hendes hud begyndte ikke at smelte eller få brændmærker eller det mindste, i stedet mærkede hun flammernes bløde og blide berøringer, en blidt kildren. En forundret latter gled over hendes læber indtil hun begyndte at lugte noget brændt og så sig ned. "Shit!" skreg hun nærmest og sprang bagud og klappede sig vildt på blusen, som en af bålets gnister havde antændt. Da hun havde fået slukket flammen var der kommet en bar plet på hendes mave og hendes bluse var ødelagt. Alligevel kunne hun ikke lade være med at le da hun ikke var skadet af ilden, det var rart og gav hende en varm fornemmelse inden i og hun følte sig gladere end hun havde gjort længe på grund af hendes drenge problemer, og savn.

Langt de fleste halvguder, trænere og ledere burde være gået i seng ved dette tidspunkt, og der lå også en underlig ro over lejren og omgivelserne. Angus havde dog været væk i et godt stykke tid, på en mission som ingen andre vidste noget om. Derfor var det også vigtigt at ikke alt for mange så ham ankomme tilbage til lejren som han var. Så det var blevet besluttet at han ville vende tilbage omkring midnat. Men han kunne ikke bare ankomme ved halvblodsbakken og liste sig vej forbi alle der måske endnu ikke var gået i seng. Heldigvis var der andre, måske lidt mere spændende måder at rejse på. Så i det svage lys fra månen, kunne der anes en større skikkelse svæve fra skyerne og hurtigt ned til lejren. Det var Angus på en pegasus, og inden længe var han lydløst landet ved staldene. Lejren så ikke anderledes ud, men det virkede dog alligevel nyt, på en måde. Han havde været væk i rimelig lang tid, så det var selvfølgelig en smule mærkeligt at være tilbage igen. Men der var ikke andet for end at tage tilbage til hans hytte, og 'begynde forfra' i hans lejrliv.
Han gik roligt mod hytterne - forbi smedene og forbi arenaen. Arenaen vækkede lidt minder, så han stoppede kort op. Men han fortsatte dog videre. Ares Hytten var placeret i øverste venstre hjørne af området, så det var den første hytte han nåede til. Han var iklædt et par mørke jeans, med nogle vandresko på fødderne. Om overkroppen bar han en mørkerød hættetrøje, som knapt nok var synlig på grund af en sort læderjakke han havde udenpå. Læderjakken var lynet op, og i hans højre hånd bar han en rimelig stor, mørkegrøn taske. Hans hår var blevet lidt længere, og han kunne godt trænge til en barbering. Han skulle til at gå ind i hans hytte, men så hørte han en højmeldt stemme, og stoppede op. Han vendte sig imod lyden, og fik så øje på lejrbålet der altid brændte. Men han fik også øje på en person der for ham ikke var svær at genkende. Det var Ashley. Det var ikke ligefrem under de bedste omstændigheder at han forlod lejren - men han sagde ikke farvel fordi han ikke måtte sige hvor han skulle hen. Og han vidste ikke om han havde lyst til at sige farvel... faktisk. Så vidste han ikke om han havde lyst til at hilse på hende. Så i stedet stod han lidt med et neutralt udtryk i ansigtet, og betragtede Ashley ved bålet. HUn så glad ud...

Ashley bemærkede først ikke blikket der var begyndt at bore sig ind i hendes ryg, og der gik måske endda omkring et halv minut før hun blev opmærksom på det, hun var bare så optaget af flammernes skønhed at hun var helt væk. Først da vendte hun sig om og så imod det sted hvor hun mente at blikket skulle komme fra. Der var det at hun gispede en anelse da hun genkendte skiggelsen. "Angus..?" spurgte hun lavt, men vidste at han ville kunne høre hende i nattens stilhed. Hun rejste sig langsomt og havde svært ved at se ud i mørket efter at have stirret ind i flammerne så længe. Hun gik langsomt over mod ham da hun var bange for at hun bare drømte. Men da hun var kommet tættere på kunne hun se forandringen ved ham. Både hans hårs længde og hans skæg. Savnet knugede om hendes hjerte i hendes bryst. Hendes øjne havde hurtigt vænnet sig til nattens mørke og hun smilede til ham da hun stod foran ham, og hendes blik var fyldt af den varme forelskelse som var det bare igår de sidst havde set hinanden. Hun kunne ikke holde sig tilbage mere, så hun faldt sig om halsen og ignorerede det at hun lugtede lidt brændt og at hun ikke ligefrem havde været tro imens han havde væk på grund af alle mulige problemer hun havde haft imens. Lige nu glemte hun det hele da hans duft lagde sig om hende og hun mærkede hans varme imod sin naturlige kolde hud. "Hvor har du været?" mumlede hun imod hans bryst, og hendes stemme afslørede tydeligt hendes savn og hvor glad hun var for at se ham.
//Skal lige æde xD

Det gav næsten et sæt i ham da hun rejste sig op, og vendte sig imod ham. Hvad skulle han sige, hvad skulle han gøre? Skulle han løbe imod hende og omfavne hende som om at intet var sket, og alt var ved det normale igen? Skulle han skynde sig ind i hytten, og ignorere hende så længe han nu kunne? Det vækkede flere ting og følelser i ham endelig at se hende igen. Små flashbacks fra deres første dag sammen blinkede for hans øjne, men hvad han følte da var erstattet af noget helt andet. Så han blev stående, næsten forstenet af øjeblikkets spontanitet - som om han var blevet fanget i en fælde... eller måske endda havde taget hende på frisk gerning i en ubeskrivelig forbrydelse. Hun kom nærmere, og han kunne mærke hjertet banke hurtigere og hurtigere, som om han forventede noget helt andet. Angus gengældte ikke smilet, men kiggede nærmest undersøgende på hende, som om han havde set et spøgelse der ikke forskrækkede ham. Allerede der vidste han, følte han, fornemmede han, at intet ville kunne forvandles til hvad det var en gang. Han holdte vejret da hun omfavnede ham, og lod samtidig tasken falde til jorden. I et kort øjeblik knyttede han sine næver, og vidste ikke om han burde smide sine arme om hende, eller skubbe hende væk. Men hendes krop imod hans, fik ham til at indse at han rent faktisk havde savnet hende - på trods af hvad han havde set og hørt selv før han tog af sted. Derfor slappede hans hænder af, og langsomt, ja næsten tøvende, placerede han sine håndflader på hendes ryg. Da han hørte hendes spørgsmål, åndede han endelig ud, og blinkede en enkelt gang inden han kiggede ned imod synet af hendes hoved imod hans bryst. "Du ved... rundt omkring." Svarede han bare, rimelig afvigende da han jo for det første ikke måtte fortælle hende noget i detaljer... og fordi han ikke vidste hvordan han skulle reagere. Nok var det ham der var forsvundet ud af ingenting. Men hun opførte sig jo som om der ikke var sket noget, og at alt var normalt. Hun af alle burde allerede have opfanget at hun nu stod med en forandret Angus... Eller var han?

Ashley kunne mærke forandringerne hos ham mere og mere, og det knugede om hendes hjerte, at hun kunne mærke, at han allerede vidste alt om hvad der var sket imens han havde været væk. Hun sank en klump og trak sig væk fra ham da hun ikke kunne klare skammen. Hun nikkede bare en anelse til hans svar og turde ikke at se ham i øjnene. Hun havde efterhånden, som tiden var gået, gættet sig til hvad han havde lavet imens han havde været væk. En mission.
Hun lukkede sine øjne inden hun spurgte: "Er det stadig det samme?" Hun lagde langsomt, og stadig med lukkede øjne, hånden mod hans hjerte. Hun bed sig hårdt i underlæben imens hendes eget hjerte bankede af sted, og da tog hun endelig mod til sig, og åbnede sine øjne og så op på ham og mødte hans blik. Hun kunne ikke skjule skammen i sit blik, ej heller frygten for at have mistet hans kærlighed. "Jeg ved godt, at jeg ikke længere fortjener den eller dig, men jeg vil bare gerne vide det." Hun holdte vejret imens hun ventede på svar. Hun var bange, for at sige det mildt, men hun tvang sig selv til at holde øjenkontakten. Guderne kun vidste hvor meget hun havde savnet ham og hvor meget hun skammede sig over de ting hun havde gjort. For hun havde ikke haft hjertet i nogen af tingene, og hun havde opført sig som de skiderikker som engang havde bedraget hende, og hun hadede sig selv for det. Hun så egentlig ældre ud end sidst, selvom hun havde siddet og leet da han fandt hende, så havde hun været igennem meget siden han havde taget ud på sin mission. Fx at hendes bedste, og eneste, ven nær havde lidt døden, og at han var blevet forelsket i hende, og ville begå selvmord fordi hun ikke følte det samme for ham, og gerne ville være sammen med Angus.

Det var både en forbandelse og en lettelse at hun løsrev sig fra ham, og valgte at træde tilbage fra omfavnelsen. Hans krop fortalte ham at det var godt, men hans sind advarede ham. Som om hun var en tikkende bombe der blot ventede på at eksplodere, og at han var den brændende bygning. Der var stadig ingen bemærkelsesværdig forandring i hans ansigt - for der lå stadig det undersøgende og neutrale udtryk over det, samt et blik der fæstnede sig på hende, næsten tomt og koldt. Men da han endelig hørte hendes stemme igen, blev hans blik sænket ned på jorden imellem hendes fødder, og han tøvede med at svare. Han nåede dog heller ikke at svare før han mærkede hendes hånd mod hans brystkasse, som om hun prøvede at få en respons fra hans hjerte. Men hvis han skulle tale fra hjertet, ville svaret blive tvetydigt... som en knækket vinylplade, der spillede to sange på samme tid med en knasende lyd i baggrunden. Så i stedet måtte han tænke sig frem til hvad han skulle sige. For selvom han følte sig svigtet, så ville han ikke gøre det samme imod hende. Han havde ikke lyst til at retfærdiggøre ondskab og svigt som en form for hævn for hvad hun havde gjort ham. "Intet forbliver det samme. Det kan kun blive bedre... eller værre." Svarede han efter endnu mere tøven, og med et lysløst suk gemt bag ordene. Han havde lyst til at tilgive hende, det havde han! Men hvordan kunne han det? Hvad ville hun kunne sige eller gøre som kunne gøre det hele godt igen?
Han var ved at 'vågne op'. Han var ved at genfinde ord, og kunne nu huske alle de ting han havde haft lyst til at sige til hende - som om der blev tændt for en knap på en pladespiller. Han fjernede sit blik fra jorden og vendte den først imod hende, og derefter imod deres omgivelser - som om han spejdede efter andre halvguder. Men de syntes at være alene. Han sukkede igen lydløst og gik ned i knæ for derefter at samle hans taske op igen. Han kiggede ikke en gang på hende før han gik forbi hende og ud foran Ares Hytten. Men han stoppede hurtigt op igen og vendte sig imod hende. Hans læber bevægede sig først, men der kom ingen lyde. Han betragtede hende, og ønskede næsten en eller anden reaktion. Som om han ledte efter en gnist af den passion der havde været imellem dem, en gnist han syntes at have mistet med tiden - som havde gnavet sig vej igennem ham i al den tid han havde haft til sine tanker. "Jeg ved ikke hvad jeg skal sige... eller hvad jeg skal gøre." Lød det fra ham i en opgivende tone, denne gang med et mere følelsesladet udtryk i hans ansigt. Ikke som om han ville græde, men som om han var ved at genfinde hvad hun havde taget fra ham via hendes handlinger.

Ashley savnede hans smil, hans varme stemme, hans berøringer, og det var ikke de intime han mente. Hun hadede det her neutrale udtryk han havde, og hun ville ønske hun kunne få et smil frem hos ham, bare et lille et ville gøre hende gladere. Hun sukkede tungt over hans svar, og var glad for at han ikke havde afvist hende, det ville have knust hende fuldstændig, selvom det ville være med god grund. Nu var det hendes tur til at tøve. Hun sukkede. "Jeg er ligeglad med hvor lang tid det tager, eller hvilke metoder jeg må tage i brug," sagde hun blidt og ærligt idet hun vendte blikket op mod ham igen og ledte efter noget hun kunne genkende i hans ansigt. En lille trækken i mundvigen eller et varmt glimt i hans øjne. Hun fandt intet. "Jeg har tænkt mig at fortjene mig din tilgivelse og få din tillid." Hun prøvede at smile til ham, men det lykkedes hende ikke særlig godt.
Hun gik et enkelt lille skridt tilbage da han gik ned i knæ og samlede sin taske op, og da han gik direkte forbi hende gik et hårdt jag igennem hendes bryst, men hun vendte sig dog om imod ham og nåede kun lige at åbne munden for at sige hans navn da hun så, at han skulle til at sige noget. Hun lukkede munden igen og ventede mere eller mindre tålmodigt på at ordene skulle strømme ud fra ham, men der kom ingen lyd fra ham da han bevægede sine læber. Da ordene endelig kom, spredte der sig et svagt smil over hendes læber, og med nogle få hurtige skridt var hun ovre ved ham. Hun rakte prøvende ud, bed sig leg i underlæben idet hun tøvede på halvvejen, men fortsatte så og lagde forsigtigt sin hånd på hans ubarberede kind. Hun tog sig ikke af det, hun virkede ligefrem ligeglad med at han ikke var barberet, hvilket hun egentlig også var. Nogle små gnister viste sig i hendes brune lokker, og før hun selv kunne nå at stoppe sig selv, havde hun stillet sig på tær og presset sine læber ind imod hans. Hun vidste at det var utrolig dumt og at hun udfordrede skæbnen på det groveste, men hun var nødt til at gøre det.

Til Angus, virkede Ashley overraskende positiv. Selv var han ikke så sikker på at tingene ville blive som de en gang havde været, eller bare så meget som tæt på. Men måske var det også ham der havde handlet forkert? Han havde benyttet sig af venlige smil og skarpe kommentarer, for at skjule hans utilfredshed og hans vrede. Da hun, før han tog af sted, begyndte at bruge mere tid med andre, så han hende glide væk fra ham og ind i armene på andre fyre. Men han havde ikke sagt noget, og havde i stedet blot gemt sig i hans egen inkompetence. Måske skulle han havde råbt op, hamret sine hænder igennem en mur for at vise hende hvor meget han holdte af hende? Men det var sent nu, for nu havde hun jo ligefrem været i en anden fyrs arme, måske endda i armene på flere fyre? Han kunne ikke ændre på hvad hun havde gjort, og det kunne hun heller ikke. De stod ved startlinjen, og herfra handlede det om at starte forfra, og påbegynde endnu en cyklus af vildledende følelser. Hendes ord og løfter fremprovokerede intet andet end undren fra ham, som var den eneste reaktion han gav hende før han havde samlet sin taske op og gået imod hytten.
Som han stod foran hytten, tænkte han på om der mon var noget han kunne gøre, noget der kunne ændre det hele? Hun smilte svagt og han rynkede sine bryn en smule. Var det sjovt at han ikke vidste hvad han skulle gøre? Var det sjovt at han følte sig som en fortabt sjæl på bredden af floden Styx, der vandrede hovedløst rundt? Da hun kom nærmere, blev han stående, selvom han havde en svag lyst til at træde tilbage. Han så den lidt komme. Han stod høj som han var, og rørte ikke en muskel idet hun lagde sin hånd på hans kind, og trådte op på tæer. Da deres læber mødtes blev hans skuldre sænket, og han havde det i et øjeblik som om han var i frit fald, med hjertet bankende en smule hurtigere. Men den hyppige hjertebanken ledte til noget andet end gengældelse i kysset. Han gengældte dog kysset, men ikke særlig længe. For efter et øjeblik trak han sit hoved til sig, og trådte et skridt tilbage. Han smed sin taske fra sig og brugte hans ærme til at tørre sine læber. Han kiggede febrilsk rundt, på den lille græseng der lå imellem Ares-Hytten og den store skov. Det var tydeligt at se at han ikke var tilfreds med situationen... og selvom han bare havde lyst til at koge over, og eksplodere af vrede, tænkte han sig alligevel også om. Der var ingen grund til at skabe en sådan scene lige foran hytten, og drage for megen opmærksomhed fra andre - som ikke havde en skid med det at gøre.
Derfor tog han fat i hendes hånd og håndled, måske en smule hårdere end han normalt ville have gjort. Men det var blot for at fortælle hende at det nu foregik på hans præmisser, og hun ikke havde noget at sige på den front. Han gik med hurtige skridt imod skoven, med hende på slæb efter sig. Hvis hun ikke havde tænkt sig at følge efter, ville han bare smide hende over skuldren og løbe. Han sagde ikke noget, og inden længe havde han slæbt hende ned til skoven, og ind forbi de første rækker af træer. Han var ligeglad med hvad folk sagde om skoven om natten - om hvilke væsner der gemte sig derinde. Han stoppede pludselig op og slap hende. Hurtigt derefter kørte han en hånd igennem sit hår og tog nogle skridt væk fra hende, for derefter at vende sig imod hende. "Tror du at et enkelt kys vil gøre det hele godt igen? Vil du have at jeg skal hviske tavlen rent, og tilgive dig uden videre? Smile og være glad som om intet var sket?" Sagde han så, denne gang meget mere direkte - og ikke mindst med en stemme der udtrykte stor fortvivlelse. Hans stemme var ikke hævet endnu, men mere hæs og tvunget, som om at han varmede op og skulle i kontakt med en sige af ham selv han havde lagt bag sig.

Ashley kendte godt sine fejltagelser, og hun hadede og skammede sig over dem, mere end hun havde turdet vise nogen, men der var én ting hun ikke havde gjort, og aldrig ville kunne finde på at gøre imod ham, og det var at have sex med andre, de havde måske kysset og den anden havde villet det, men der havde hun sagt stop, for hun kunne ikke få sig selv til det. Og hun var ikke positiv, hun prøvede bare at skjule sin usikkerhed og skam, og alle de andre ting hun ikke turde at vise særlig mange. Hun vidste skam godt at det mindste hun måske gjorde eller sagde, ville kunne få ham til at koge over, og hun havde før erfaret hvor stærk han var, hun vidste hvor let han kunne brække hver en knogle i hendes krop eller løfte hende op, som vejede hun ikke mere end en fjer, og kaste hende over alle hytterne, og måske endda længere. Men på trods af alt det her, blev hun stadig stående, hun havde aldrig været bange for ham.
Da han gengældte hendes kys, følte hun en smule håb vokse i hendes bryst, og selvom hun prøvede at stoppe det, hjalp det sgu ikke særlig meget. Hum vidste godt at et enkelt lille kys ikke ville gøre en skid, hun vidste godt at hun skulle kæmpe for hans tilgivelse, og kæmpe var det hun ville! Da han ligefrem tørrede sig om munden efter at have trukket sig væk, gik der et jag igennem hendes bryst og en del af det håb der lige var spirret, blev knust, dog udsendte hendes hår stadig gnistre, de her var dog bare mere utæmmede og sårede.
"Undskyld, jeg skulle ikke ha ..." Længere nåede hun ikke da han tog fat i hendes håndled, hårdere end han burde, og hun gispede og strittede imod imens hendes hud begyndte at koge overalt på hendes krop, og hun kunne mærke at noget skulle til at bryde igennem hos hende, så hun skyndte dig at begynde med nogle åndedræts øvelser der skulle kunne hjælpe hende, og hun fulgte mere eller mindre frivillig med. Hendes hår gnistrede vildt af irritation og had mod følelsen af at føle sig afmagtet. Hun fulgte md hurtige skridt efter, da han var højere end hende og derfor tog længere skridt end hende, men hun havde sit utrolige gode nattesyn til gode, og det havde han ikke. Da han førte hende ind i skoven, var hun selv pisse ravende ligeglad med hvad folk sagde om skoven og uhyrerne, de havde aldrig generet hende om natten.
Da han stoppede op, gjorde hun det jo selv og så bare på ham et øjeblik, så hvordan han kørte sine hænder igennem sit hår og hvordan han trådte længere væk fra hende. Da han vendte sig om og begyndte at tale var gnisterne forsvundet fra hendes hår og øjne og hun havde det virkelig som om hun stod foran den alt afgørende dom nu, og alt hvad hun skulle til at sige, ville han bruge imod hende. Tanken gjorde hende en anelse bange.
Dog rystede hun bare på hovedet allerede da han havde stilt sit første spørgsmål. "Nej, det var ikke planen, og jeg har ingen håb om at det sker bare sådan," sagde hun og turde faktisk ikke at se ham i øjnene. Hans stemme skar hende i hjertet og hun ville ønske at hun kunne fjerne den fortvivlelse med det samme, men det kunne hun jo ikke bare sådan. Hun ledte efter ordene og kunne ikke finde bare én af de mange undskyldninger hun havde tænkt, hun havde faktisk en smule troet at hun ville få hans vrede ned over sig med det samme, men det var vist ikke tilfældet.
Ashley gjorde noget hun ikke havde gjort længe, hun lukkede sine øjne og søgte i sit hjerte inden hun talte. Hun var dog ikke sikker på hvordan han ville reagere på hendes ord. "Jeg ved godt, at jeg ikke bare kan få din tilgivelse uden at skulle kæmpe for den, eller at det hele bliver som det var engang, som bare ved eg trylleslag. Det er jo umuligt." Hun kom med en lille frustreret latter og lænede sig op af et træ fordi at hele hendes krop rystede en anelse. Hun kørte sine hænder over sit ansigt i frustrering. "Og jeg ville ønske at jeg kunne ændre alt hvad jeg har gjort imens du har været væk ... fuck, nu lyder det jo som om jeg har knaldet med alle mulige ..." Hun så hen på ham. "Det har jeg ikke, ligemeget hvad du hører rygterne sige, jeg har ikke været i seng med andre end dig." Hun bad til at han troede på hende, men hun tvivlede lidt på det. "Det kræver at jeg elsker dem, på den rigtige måde, og det har jeg ikke gjort, for selvom alt det pis og lort jeg har gjort, har der stadig kun været én som havde retten over mit hjerte," sagde hun langsomt og så forsigtigt på ham, for at se hvordan han ville reagere på det. Hun vidste, at han ville kunne høre skammen lige så meget som sandheden i hendes ord. "Så tro mig eller lad være, Angus, for det er sandheden, og jeg skal tids nok bevise overfor dig at den er sand." Hun smilede halvhjertet til ham og sænkede blikket sammen med hendes skuldre.