So are we back at your place ~Angus

Tid: Sen eftermiddag
Sted: Hytterne, omkring Ares-hytte for at være mere præcis
Omgivelser: Forskellige halvguder og gudinder som går ud og ind ad deres hytter
Vejr: Solskin, skyfri himmel, kølig brise.
Påklædning: En sort lædderjakke på, som stod åben, og et par mørkeblå bukser og sine converse gummisko og hendes halskæde hang om halsen på hende.

Ashley havde valgt at følge efter Angus til hans hytte, hun havde ikke tænkt sig at lade ham ude af syne igen, faktisk, så ville hun helst holde øje med ham alle døgnets fireogtyve timer, hvis det var op til hende, men folk ville jo begynde at tale hvis de begyndte at sove sammen, ikke at det rigtig betød noget for hende, hun ville bare ikke have sådan et rygte igen. Men uanset hvad, havde hun ingen planer om at forlade ham igen, og hvis hun skulle, måtte det blive af tvang. Han hang virkelig på hende nu, for hun havde ingen planer om at skride sådan igen. Hun rystede på hovedet over ham. "Og havde du gjort det, gået efter mig, så havde du aldrig kommet fri igen, det ved du godt, ikke?" spurgte hun blidt og så på ham med et lille smil, lidt rørt over at han rent faktisk ville gøre det for hende.
Hun så på ham idet han satte sig op. Hun rystede endnu en gang smilende på hovedet over ham inden hun vendte sine blå øjne imod ham. "Du ved godt, at jeg tager med ikke?" spurgte hun med et blidt smil og så på ham idet hun rejste sig op og rystede sine stive ben og skulle til at rulle med skuldrene, men stoppede sig selv før det blev for sent og hun brød såret op igen. Hun sukkede lidt frustreret.

Ashley så på ham og smilede en anelse over hans ord. "Selvfølgelig, jeg skal jo sørge for, at du ikke overanstrenger dig alt for meget," sagde hun i en drilsk tone og smilede skævt til ham med varme i blikket. Og så fulgte hun med ham ud ad hospitalsfløjen og videre hen imod hytterne. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige på vejen, hun undrede sig stadig lidt over om han stadig var vred på hende, og over hvorfor han ikke havde råbt af hende endnu, havde ladet sin vrede løbe ud over hende, det ville hun egentlig bedre kunne forstå end hvis han bare lod det passere, hvilket han sikkert ikke havde gjort uanset hvad. Han var sikkert bare for udmattet til at gøre noget ved det endnu.

Da de nåede til Ares hytten med vildsvin hovedet der hang over døren, så hun op på det og gøs en anelse, så foretræk hun helt bestemt sin egen mørke hytte af underjordisk marmor og de to helvedes flammer der stod foran indgangen, uanset hvad gik hun med ham ind i Ares hytten efter ham og holdte ham lidt bag sig, da hun halvt om halvt ikke håbede at hun ville se nogen hun kendte, for hun havde jo i en kort periode haft noget med Matthew, en af Angus' halvbrødre, og hun ville egentlig helst ikke se ham lige nu, for nu var hun jo sammen med Angus og hun havde ikke set Matthew siden længe før hun var rejst.

Hvad der var et truende syn for andre, var et lækkert syn for Angus. Han elskede Ares Hytten. Imens hun havde været væk, døde hans mor, og dette var nu hans eneste egentlige hjem. Det elektriske hegn, og piktråden på taget var mere humoristisk end skræmmende for ham. Der gik rygter om at der var landminer i hyttens forhave, så der var absolut ingen der trådte andre steder end selve stien af fliser der ledte til fordøren. Og imens man nærmede sig hytten, ville vildsvinets øjne følge dig, holde øje med dig. På vej dertil havde nogle kigget lidt. Men de fleste var ved at vænne sig til at se Angus være skadet. Han var stort set skadet på den ene eller anden måde hele tiden, så dette var intet nyt. Han var begyndt at rode sig ud i problemer, og hans vrede fik ofte det bedste af ham. Træningen virkede åbenbart ikke så godt længere som den havde gjort indtil videre.
Men nogle gange virkede træningen dog, som den på sin vis også havde gjort denne dag. Det gjorde ham ofte for udmattet til at tage sig af noget som helst, og gjorde ham ligegyldigt stillet overfor andres problemer og andre i sig selv. Han var blevet lidt af en enspænder, ikke længere så oplagt på fest og ballade som før i tiden. Nu handlede det bare om hans opgaver, pligter og træning. Og denne sene eftermiddag måtte Ashley åbenbart nøjes med den mere ligegyldige Angus, der ikke rigtig lod noget gå ham på. Men øjeblikket skulle nok komme, hvor der ville blive trykket på den forkerte knap, og vreden ville indhente ham igen.

Han trådte roligt ind i hytten, med blikket mod gulvet. Man kunne aldrig vide hvad der blev smidt på gulvet i denne hytte. Det var ikke ligefrem den reneste hytte, og han måtte træde over en bunke spyd som nogen havde ladet liggende. Ligeledes måtte han også træde over en bjørnefælde der lå på gulvet - meget charmerende. "Pas på." Sagde han roligt til hende og pegede mod gulvet hvor bjørnefælden var. Han gad ikke engang fjerne den, for næste dag ville den ligge der igen. Han havde engang fået en ambolt over foden... nogle små 'hyggelige' pranks de kørte mod hinanden i hytten. Han havde ikke en stor forkærlighed for hans søskende, så han håbede der ikke var andre i hytten. Bestemt, og stadig uden at sige noget, gik han op ad trapperne som de to før var gået op af, og mod hans værelse længere nede af gangen. De var ikke stødt på andre, så vidt så godt. Han åbnede døren ind til værelset og trådte ind, stadig en smule haltende. Han kiggede sig over skuldren og smilte lidt halvhjertet. "Velkommen tilbage." Lød det roligt fra ham og han gik længere ind. Det lignede det samme gamle værelse, blot en smule mere rodet og med nogle flere ting. Der hang blandt andet et kort på væggen hvor der var tegnet krydser og streger hist og her.
Han tøvede ikke og gik med det samme hen til klædeskabet. Han skæved mod hende, flygtigt, inden han fjernede klædet og bæltet, for derefter at smide det på gulvet. Hun havde set langt mere af ham jo. Han havde erhvervet sig nogle flere og større ar siden sidst, og en tatovering ved hans navle. Med lidt besvær trak han en sort tank-top over hovedet, og trådte hurtigt i et par joggingbukser. Han vidste slet ikke hvad han skulle sige eller hvad de skulle snakke om. For han havde virkelig ikke lyst til at råbe af hende, og så alligevel. Men de havde jo været i en lignende situation, hvor han råbte af hende. Det var måske noget hun kunne håndtere og forstå bedre, men i disse øjeblikke troede han ikke på at det ville gøre nogen forskel. Han kiggede på sengen, derefter på hende, og ned i gulvet. Nah! Han gik ned på knæ og lagde sig ned på ryggen på gulvet, ovenpå et af de mange små gulvtæpper der lå derinde. Han foldede sine hænder på sit liv og tog en indånding. "Jeg er glad for du er tilbage, Ashley.." Lød det så fra ham. Nok lidt underligt, da mange sikkert ville forvente råben og skrigen fra ham, men det var sådan han følte.

Ashley mente nu ikke at Ares hytten var et truende syn, det var bare ... anderledes. Og så kunne hun ikke lide vildsvinhovedet af den grund, at hun kunne se dens hånd rende rundt omkring den, hvor bagenden løb lidt længere bagud end det forreste af vildsvinet. Det var et grufuldt syn. Hun fulgte dog nu bare efter ham, lige ved siden af ham, dog stadig lidt længere bagud, så hun strejfede ham ganske let en gang imellem uden selv at være helt bevist ved det. Og hun var egentlig lidt ligeglad med at han var ligegyldig omkring det hele, bare at han var der, og at han ikke bad hende om at gå, så var hun egentlig glad for sin tilværelse. Men hun vidste godt, at gik hun et forkert skridt frem, ville han blive rasende, og det ville hun helst undgå, selvom hun selv mente, at hun fortjente hans vrede og raseri mere end nogen anden.

Hun løftede blikket og så på ham da han snakkede, hvorefter hun lod blikket følge hans finger og så på bjørnefælden. Hun gav en lille misbilligende lyd fra sig og skulede ad fælden, der stank af død langt væk, og hun gøs lidt inden hun fulgte lige i hælen efter ham, og tog sig ikke rigtig af resten af rodet, hun havde jo været der før og havde set, hvordan der kunne se ud i hans hytte. Hun fulgte roligt og lydløst efter ham op ad trapperne og videre hen ad gangen. Hendes skridt var så lydløse, da skyggerne jo åd dem, og det kunne være svært at høre hende hvis man ikke vidste, at hun var der. Hun smilede over hans lille velkomst og fulgte efter ham ind på hans værelse, og lukkede døren efter dem, af ren vane, uden rigtig at tænke over det. Hun så let rundt i hans værelse og betragtede et kort øjeblik kortene der hang på hans vægge. Og hun vendte blikket imod ham igen med et lille sæt da hun hørte hans ting falde til gulvet og hun så på hans krop imens hendes kinder fik en let rosa farve. Hendes krop skælvede ganske kort, men hun så ikke væk, hun var for optaget af at betragte hans krop og de nye ar han havde påført sig. Hun hævede dog det ene øjenbryn let da hun så at han havde fået en tatovering ved sin navle. "Og hvad skal den betyde?" spurgte hun blidt og gik over imod ham imens hun hentydede til hans tatovering. Hun var nysgerrig, hvilket kunne ses i hendes blik.
Hun kunne ikke lade være med at le blidt da han bare lagde sig på gulvet, og uden en opfordring, gik hun de sidste skridt over til ham og lagde sig på maven ved siden af ham imens hun betragtede ham med blide øjne. "Jeg er også glad for at være tilbage," sagde hun blidt og så på ham med varme øjne, der tydeligere end ord sagde, at han var grunden til at hun var glad for det. Hun løftede langsomt sin hånd og lod sine fingre følge hans kindben og kæbe med forsigtige og fjerlette bevægelser. "Jeg har savnet dig, Angus," sagde hun blidt og så på ham, kunne ikke fjerne blikket fra ham.

//Smutter i seng xD Nat nat, du

Angus’ værelse. Det var et sandt inferno af halvdystre farver smidt i en næsten hyggelig situation. Bløde møbler kombineret med gulvtæpper og et bjørneskin der nu lå på enden af sengen. Der var malerier, illustrationer og kort på væggene, og op ad klædeskabet stod en lille håndfuld spyd. Op ad væggen stod der også en kiste, en kiste Ashley måske kunne genkende. Og ved denne kiste lå hans rustning, den rustning han havde brugt tidligere på dagen. Han havde ikke brugt så meget tid af gangen derinde på det sidste, så det var ikke et værelse han havde taget sig godt af. Men hvad der roede var nogle småting på et skrivebord og de forskellige rustningsdele og våben som lå hist og her. Der var souvenirs fra hans rejser i hendes fravær, både i form af en lok af gyldenbrunt pels bundet med et rødligt bånd, og hvad der lignede hjørnetænder fra et stort dyr.
Angus hævede spørgende sit øjenbryn, med et blik først mod hende, derefter mod tatoveringen, og tilbage på hende igen. Han smilte diskret og svageligt og kiggede tilbage ind i klædeskabet. Det ville nok ikke være så smart at fortælle hende hvad det betød, men nu hvor hun spurgte, havde han lyst til at fortælle hende. Han vidste dog bare ikke hvordan det ville lyde, så han var stadig i tvivl. ”Det er en sort rose.” Sagde han så bare en smule drilsk, og havde så lagt sig ned på gulvet. Gulvet var overraskende behageligt, selv med et brækket ribben. Derfor var han nu meget tilfreds, en tilfredshed som meget vel kunne misforstås for glæde og munterhed. Men han var ikke glad og munter. Han var blot ved at acceptere det faktum at Ashley virkelig havde ment hvad hun havde sagt, at hun virkelig havde det dårligt angående hendes valg om at tage af sted – uden at fortælle noget til ham, vel og mærke. Han tog en hurtigt indånding ind af sine næsebor, og bed sine tænder imod hinanden i det øjeblik hendes hånd begyndte at berøre hans kindben og kæbe.

Hun var den perfekte blanding, en blanding der passede Angus perfekt. Ifølge ham i hvert fald. Hun var blid og varm, men kunne også være selvstændig, hidsig, bestemt og beslutsom. Nogle gange kunne han godt føle sig meget 'ejendommelig' over hende, hvilket han vidst havde vist ved et andet tilfælde, hvor stemningen blev lidt for høj. Men der var nu intet galt med en pige med temperament. Han vendte sit hoved imod hendes og betragtede hende bare, med et lettere køligt blik, dog ikke helt, da der alligevel lå et sammenpresset smil over hans læber. "Ikke så meget som jeg har savnet dig." Sagde han bare lidt direkte og smilte halvhjertet til hende inden han satte sig op. Han sad med ryggen mod sengekanten og benene strakt ud. Han kiggede ned i sine hænder, og den ring han altid bar på hans ene finger. Han var næsten sørgeligt tilpas, med skuldrene sænket og en rynket pande. Han kiggede mod hende og tog så en indånding inden munden atter blev åbnet. "Hvad er der sket siden sidst? Noget jeg brude vide?" Spurgte han så lidt derefter, meget roligt, men alligevel rimelig insisterende, med blikket rettet mod hende. Han vidste ikke hvad han var interesseret i at vide, han forsøgte vel bare at gøre tingene mere simple igen? Som de var for alt dette.

Ashley havde intet imod at der lå rustningedele hist og pist eller imod hans små trofæer, eller spydene, det hele viste jo bare, at der var en der boede der, og alt i alt gjorde det hele det mere hjemmeligt, selvom det lød mærkeligt. Alt imens betragtede Ashley den fyr hun elskede og kunne ikke få nok ad synet af ham. Hun klukkede blidt over hans forklaring og himlede kort med øjnene inden hun så på ham med et blidt blik. "Nej, det havde jeg slet ikke set," sagde hun sarkastisk, dog med et smil om læben. "Men hvad betyder den?" Hun så blidt på ham og med et nysgerrigt smil om læben. Da hun så hvordan han bed tænderne sammen ved hendes berøring, trak hun hånden tilbage i en hurtig bevægelse, som om hun havde brændt sig. Hun var nervøs over hvor meget hun kunne gøre, for hun havde mest bare lyst til at putte sig ind til ham og lade sine læber kærtegne hans, men hun gjorde det ikke, af to grunde. Den første var selvfølgelig fordi at han var skadet og hun ville ikke risikere at forværre det for ham. Den anden var fordi at hun var bange for afslag.

Hun kunne godt forstå hvorfor han var så ejendommelig, for det var hun nu engang selv. Hun var desværre den jaloux type og kunne ikke gøre for det, hun blev bare så let jaloux og ville have ham helt for sig selv, men derfor var det jo kun utilgivligt med hvad hun havde gjort førhen. Hun så på ham og gengældte blidt hans blik. "Det ved du ikke," sagde hun med en smil om læben og bed sig let i underlæben. Hun betragtede ham stadig imens han satte sig op. Hun tøvede over hans spørgsmål og gav sig selv lidt tænketid da hun selv da hun rullede om på ryggen og satte sig op og lagde benene over kors. "Øhm ... jo, jeg tror, at Persephone hader mig," sagde hun med et lille grin og trak lidt på skuldrene. "Og Jason er kommet tilbage og han driver mig til vanvid,jeg har kysset Aydan. Hvad er der ellers ... jo! Jeg kan gøre det her." Hun smilede stort og viste sin håndflade frem og viste en ildkugle frem på størrelse med et æble og hun grinede kort inden hun lukkede ånden sammen og dræbte ilden. "Det kunne jeg ikke før, kun i min anden skiggelse." Hun så på ham og smilede skævt til ham. Hendes kinder var let rosa farvede og hun bed sig let i underlæben. "Hvad med hos dig? Skete der noget specielt på dine missioner?" spurgte hun blidt og så på ham med et nysgerrigt blik og smil.

Han nød hendes berøringer og elskede den måde hun kunne kærtegne ham. Måske havde han bidt sine tænder sammen fordi det gjorde en smule ondt, men det var ikke fordi hun skulle trække sin hånd til sig. Det varen overkommelig smerte, ligesom at få en splint revet ud af en tå, en smerte der gav ham en hvis lettelse. Men fysisk smerte var ikke en smerte han frygtede. Fysisk smerte i alle dets former kunne give ham en hvis lettelse, og når han troede at han på en underlig måde fortjente det, så gjorde det intet at være en smule blå hist og her. Men som sagt; med gudenektar og blodet i hans årer, så ville hans sår være healet næse morgen – og alt hvad der ville være tilbage var mærker eller ar. Og ar var intet ondt. De var påmindelser og store eller små bedrifter, en form for historie skrevet på kroppen. Hans historie var nu ikke en hyggelig en af slagsen, men 'underholdende' og med lektioner der kunne læres, uanset hvad.
Han sad stadig med ryggen lænet mod sengen og betragtede hende lettere nysgerrigt. Han ville gerne vide lidt om hvad hun havde lavet og hvad der var sket imens hun havde været væk, og imens de ikke havde set noget til hinanden. Selv havde han dog ikke særlig meget lyst til at fortælle hende hvad han havde lavet, hvor han havde været, og hvad han havde gjort. Men han havde jo hørt detaljer og anekdoter fra hendes fortid, og det var jo ikke lutter lagkage – så mon ikke hun ville kunne holde til at høre på det? Han fjernede ikke sit blik fra hende imens hun forklarede, og forholdte sig bare rolig – også selvom den del med kysset ikke ligefrem var noget han brød sig om. Faktisk nagede det ham lidt, og han kom til at tænke lidt. Havde det været et lidenskabeligt kys, eller tvunget? Eller et kys i et lidenskabeligt øjeblik? Var det hende der havde kysset, eller ham Aydan? Angus burde næsten finde ham Aydan og spørge ham selv? Det trykkede på Angus' forkerte knapper at han ikke syntes havde kunnet have hende fuldstændigt for sig selv, imens de havde kendt hinanden/været sammen. Havde hun kun været 'hans' i den tid, eller hvad? Han kunne jo slet ikke bebrejde hende for at kende andre fyre, eller at have haft et romantisk forhold til Jason i sin tid. Men der var bare en pessimistisk tanke der blev ved med at prikke til ham, sige ham at hun ikke tilhørte ham, fuldstændigt. Som om at hun gang på gang blev draget i en anden retning. Var det Angus der var noget galt m..

Han blev revet ud af hans tanker da hun skabte ildkuglen i hendes hånd. Hun virkede stolt, og han tænkte at det måtte være en del af frugten af hendes træning. Så derfor kunne han ikke lade være med at smile skævt og betragte hendes ansigtsudtryk og ildkuglen i hendes hånd. Han rynkede sine bryn og så sig omkring med det samme derefter, og tænkte at hvis hun skulle vise sig frem, så kunne han vel også blære sig lidt? Han kunne dog ikke skabe flammer, så han måtte have fat i sin lighter - hvor end den lå. Derfor rejste han sig lidt besværet op fra hans siddende position, og gik hen til sit skrivebord. Han fiskede en lighter op fra det lette rod, og viftede med den med et lettere smørret smil på hans læber. Da han tændte for den, kom der selvfølgelig en lille flamme derfra. Men inden længe blussede den op til en kugle på størrelse med den hun havde skabt, og formede sig pludselig til en velkendt figur. Flammen formede sig til en slange, en kobra, der snoede sig rundt om Angus' arm og over skuldren, for derefter at sno sig ned af den anden arm. Da den nåede hans anden fingerspids, blev flammen til hundredvis af gnister der bare svævede langsomt mod gulvet. "Du er ikke den eneste der har øvet sig lidt." Lød det så fra ham, og han blinkede let til hende, næsten drilsk - men havde ikke glemt hendes spørgsmål.
Derefter gik han tværs over gulvet og forbi hende, med hånden mod forbindingerne omkring hans krop, og hen til det kort som hang på væggen, over en af to stole der stod op ad væggen. Han placerede sit ene knæ i stolen for at hvile blot en smule og kiggede tilbage på hende inden han vendte opmærksomheden imod kortet. "Jeg har været lidt rundt omkring... Her i Australien blev jeg jagtet af en manticore, Raymond og jeg jagtede en kyklop på Sardinien. Og det var her i Spanien jeg fik lavet tatoveringen." Sagde han bare roligt, og kiggede flygtigt mod hende idet han rejste sig fra stolen igen. Han gik tilbage til sengen, og satte sig på sengekanten. Han havde lyst til at krumme ryggen og læne sig forover, men det gjorde nu en smule ondt, så han sad i stedet med rank ryg og hænderne i hans eget skød. "Ved Ebra-floden, udenfor Zaragosa mødte jeg en gammel halvgud, der fortalte mig en legende om en kvinde klædt i sort, der frygtløst råbte af tordenvejret og kastede sig fra klipper. De kaldte hende La Rosa Negra." Sagde han med et smil og betragtede hende efter at have kløet sig lidt i nakken. "Det... mindede mig lidt om, dig. Så, jeg fik lavet en tatovering. Jeg var måske lidt fuld da jeg fik den lavet, men.. ja." Forklarede han bare, og fik så endelig svaret på hendes spørgsmål om tatoveringens betydning. Han syntes det virkede lidt fjollet at han havde lavet en tatovering fordi en legende mindede ham om Ashley, men han kunne jo kun håbe på at hun tog det som et kompliment.

Ashley vidste godt, at hun ikke burde have kysset Aydan, men det var bare ... sket, og hun havde givet sin ven de forkerte signaler, det vidste hun godt, og hun fortrød det også, men Angus skulle vide det, hun ville ikke holde det skjult for ham, for det kunne bare ende med, at han hørte det fra andre og så ville det hele blive misforstået og så ville hun være på skideren, for at sige det mildt og kort. Hun kunne godt se, at han spekulerede over hvorfor hun havde kysset ham. "Jeg troede, at han var ved at dø, jeg troede, at jeg var ved at miste ham, så jeg tænkte, at jeg ville give ham en rar afsked ... noget han kunne tage med sig til dødsriget, for tro mig, der er der ikke rart for nogle sjæle," forklarede hun sig og holdte roligt sit blik imod hans øjne. Hendes øjne flakkede ikke, hun fortalte jo også sandheden. En lille ting kun de færreste lagde mærke til hende, var, at hendes øjne flakkede en lille smule når hun løg. "Jeg kunne se hans ånd var ved at forlade kroppen, jeg var desperat, jeg ville ikke miste ham, jeg kan ikke klare at miste andre, det er bare ... bare for meget for mig." Hun skælvede kort og hendes øjne blev et kort øjeblik blanke, men hun fik hurtigt styr på sig selv igen, og så på ham med et mere roligt blik.
Der var en ting ved Ashley, Angus måtte forstå, hun kunne aldrig helt blive nogens, hun ville altid være sin helst egen og godt nok kunne hun give sig selv til en anden, men en lille del af hende, den ville hun aldrig kunne give væk og det var den del der handlede af sig selv når hun var fri og uafhængig af en anden. Så svaret på hans tanker var egentlig enkelt. Det var frihed hun blev draget af, og hun kunne ikke helt gøre for det.

Hun nød at vise sig lidt frem, da hun faktisk var ret stolt over resultatet af sin træning. Da hun havde slukket ildkuglen og han havde rejst sig op, så hun undrende efter ham, samtidig med at nysgerrigheden blev tændt i hendes blik. Men da han viste hende lighteren og smilede på den der smørrede måde, gættede hun sig hurtigt til, at det havde med hans egne evner at gøre. Og hun fik ret, og måbede over hans evner. Kobraen virkede levende, og den var smuk og virkelig detaljeret og hun var direkte forbløffet. Hun ville aldrig kunne forvandle sin evne til noget smukt, ikke efter sin egen mening, den var bestemt noget destruktivt og farligt, og kunne ikke blive andet. Og da kobraen forsvandt ud i gnister, tog det hende et øjeblik at genvinde mælet. "Det ... wauw," sagde hun og lo lidt over sin egen forbløffelse. "Det er en smuk evne, du har fået dig." Hun smilede varmt til ham og klukkede blidt over hans drilske blinken.
Idet han gik over imod kortet, rejste hun sig selv op og satte sig op i hans seng og lyttede opmærksomt med på hvert et ord. Hun nikkede langsomt imens han snakkede og hendes øje forlod ham ikke et øjeblik. Og hun bemærkede godt hvordan han holdte sig om de forbinder der lå omkring hans krop under hans t-shirt. Da han kom over til hende og satte sig på sengen ved siden af hende, kunne hun godt se hvordan han sad med ret ryg og hænderne i skødet, og hun smilede lidt over synet imens hun fortsat lyttede til hans ord. Hun hævede dog øjenbrynet en anelse da han sagde, at kvinden fra legenden mindede ham om hende, dog lå der et lille smil om hendes læber. "Jeg forstår ikke, hvordan den minder om mig?" sagde hun med et lille grin inden hun blidt strøg ham over hans raske kind uden helt at være opmærksom på det eller have planlagt det. Hun gjorde bare hvad der faldt naturligt for hende når hun var sammen med ham. De blå øjne der betragtede ham var varme og fulde af savn, selvom han sad lige foran hende. Hun kommenterede ikke det faktum at han havde sagt, at han havde været lidt fuld imens han havde fået den. Alt i alt, var hun underligt smigret over at han havde fået lavet en sort rose ved navlen fordi at legenden mindede ham om hende, det fik hende til at smile, noget hun næsten ikke kunne lade være med mens hun var sammen med ham.

Nogle gange forstod han hende bare ikke. Og havde derfor bare nøjedes at sukke lidt lydløst til hendes forklaring vedrørende denne Aydan. Det var da en smule rørende, og han håbede da så sandelig at hun også ville gøre hvad hun kunne for at forhindre at det samme skete for ham. Men hvad var der så skide specielt ved denne Aydan at han fortjente en sådan behandling fra hende? Det virkede så, nedværdigende og selvforherligende. Som om at hun jo kunne gå rundt i visheden om at der var en eller flere som ønskede hende, elskede hende og ville holde hånden over hende - og hun så på en måde, via hendes kys til denne Aydan, ubevidst havde smurt det ud i ansigtet på fyren. Et kys af ren sympati - som om han var den mest ensomme person på jordens overflade. Så ville Angus nok bare være taget til dødsriget uden det kys.
Hvordan kunne alt dette frustrere ham sådan!? Han burde være glad for at hun var tilbage igen, og holde hende tæt, og bare glemme alt om hvad fanden hun talte om med ham den skide Aydan og Jason eller whatever. Han burde kysse hende, bruge tid med hende, interessere sig i hendes valg og rode bod på den tid han havde mistet med hende. Han burde tilbyde sin hjælp med yderligere træning, hjælpe hende, beskytte hende. Men i stedet kunne han bare mærke en frustration der voksede i ham, en frustration der grænsede sig til at være generel vrede. Det var noget han ikke længere kunne skjule bag hans blandede facade af smil og blink. Så imens han sad på sengen, gned han sig i øjnene og kørte sine fingre over panden enten med øjnene lukkede eller vendt imod gulvet. Hun kunne aldrig have forudset det, med det specificerende spørgsmål vedrørende tatoveringen var bare for meget. Han rynkede sin pande og da hun strøg sine fingre over hans kind, skubbede han sig af sengen og rejste sig hurtigt op. Pulsen var på vej i vejret og han begyndte at tage nogle hurtige skridt frem og tilbage. Han blev ved med febrilsk at tænde og slukke for lighteren i hans hånd, og vendte derefter sin opmærksomhed imod hende. "Hvad fanden vil du have jeg skal sige!? Skal jeg sige at jeg elsker dig? Ja! Jeg elsker dig! Kan jeg forklare dig hvorfor og hvordan? Nej! Jeg ved sku da ikke en skid om hvad jeg føler og hvad jeg tænker! Ligesom at jeg ikke ved noget om hvordan den fucking legende mindede mig om dig.. Alt jeg ved, er at jeg. elsker. dig!" Sagde han med blikket vendt imod hende, i en aggressiv men måske mere frustreret tone, alt imens han stadig fortsatte med at gå frem og tilbage. Med så tunge skridt han kunne mærke det i hans brækkede ribben - men han var ligeglad. Han stoppede op med sin ene hånd på sin hofte, og kiggede på sin lighter i den anden hånd. Derefter kastede han lighteren til siden så den ramte væggen og faldt til gulvet. "Skal jeg smide en fløjte i kæften, sætte mig i månelyset med en tåre trillende ned af min kind og erklære min kærlighed i fucking digt og rim!? Som en eller anden skide tårevædet søn af Apollo eller Afrodite?" Han hostede og gik med det samme hen til stolen der stod op ad væggen, og satte sig ned. Denne gang lænede han sig forover, med albuerne i sine knæ, og kunne mærke ribbenet blive presset. Han kørte begge sine hænder over ansigtet og igennem sit hår inden han igen vendte blikket imod hende. "Jeg forstår det ikke. Du skrider uden at sige noget. Og når jeg endelig ser dig igen, begynder du med det samme at tørre de andre pikhoveder som Jason og Aydan af på mig, som om jeg er en klud der skal tørre de svin op fra gulvet af dit hjerte. Og du kysser en fyr fordi du har ondt af ham... er jeg ikke nok til dig? Eller har du brug for noget mere?" Fortsatte han så i et lidt lavere toneleje, der dog ikke havde mistet noget af aggressiviteten og frustrationen. Han havde lyst til at stå oprejst, tårne over hende og lade hans frustrationer regne ned over hende, så hun for helved kunne forstå at han ikke ville dele hende med nogen! Lade hende forstå at han ikke var ligesom de andre, at der var en masse han ikke kunne byde på. Men samtidig også at han havde givet hende alt, og aldrig kunne finde på at gøre noget de andre hoveder havde gjort hende! Han kunne mærke brystkassen hæve sig ved hvert åndedræt, og måtte sætte sig en smule oprejst igen. Det føltes som om dette var sket før...

Det specielle ved Aydan var, at han havde hjulpet hende med at give sin veninde fred, han havde hjulpet hende med at få fred i sig selv og han havde været der for hende så længe, længe før Jason og Angus selv, Aydan havde bare været der for hende, derfor havde han en speciel plads hos hende, derfor havde hun gjort det, men hun anede ikke hvordan hun kunne forklare det her overfor Angus, uden at det lød forkert eller som om hun var forelsket i sin ven, hvilket hun ikke var ... for ... for Aydan var ikke Angus.
Hun var bare nysgerrig omkring hans tatoveringen, for hun forstod ikke helt selv hvordan eller hvorfor legenden mindede om hende, der lå jo intet andet i det, hun var jo selvfølgelig smigret og rørt over det, men hun ville stadig have svar.
Imens hun betragtede ham, kunne hun se hvordan det hele var ved at tage en helt anden drejning, og hun ventede på hans vrede. Og da han rejste sig op, vidste hun at det var på vej, og at hun havde fortjent det, men han sagde ikke det, hun troede, at han ville sige. Hun måbede kort og da han var færdig for nu, åbnede hun munden og begyndte at sige; "Angus, jeg vi ..." Længere nåede hun ikke før han begyndte at snakke igen. Hun rejste sig op og begyndte at gå over imod ham imens han talte, men en forestilling af ham i månelyset igang med at fremsige et digt om hans kærlighed til hende fik hende kort til at le, da det var et absurd syn og slet ikke sådan noget hun ønskede sig. Hun rystede på hovedet og da han satte sig ned på stolen, satte hun sig på begge knæ foran ham og så på ham imens han snakkede færdigt. Hun var lavere end ham på den her måde, istedet for at hun stod op og det var hende der tårnede sig op over ham. "Angus, jeg elsker dig, jeg vil ikke have at du skal skrive et digt eller hvad fanden ellers, det du gør for mig i forvejen, alt det du er, bare den du er, jeg ville aldrig kunne finde en ... jeg ..." Hun prøvede virkelig at finde de rigtige ord, men det var svært, for hun havde aldrig helt været så god endda til at forklare sine følelser. Hun sukkede kort og rynkede på brynet. "Jeg vil ikke have at du ændre dig, og jeg vil ikke have andre end dig." Hun prøvede at smile til ham, men hun anede ikke hvordan resultatet ville ende med at se ud. "Men jeg gør ting når jeg er desperat, og jeg er ikke stolt af det, og jeg prøver at ændre det ved mig, for jeg ved, hvor meget jeg fortryder det efter, især når jeg sårer dig, for det er dig jeg elsker og dig jeg vil have." Hun fik en underlig dejavu følelse og kunne svagt huske en episode der mindede om det der skete lige i det øjeblik. "Jeg er slet ikke god til det med kærlighed, jeg kan slet ikke finde ud af det, og det ender med at gå ud over dig." Hendes hår løftede sig en gang imellem af små kaskader af gnister og hendes øjne var tændt af en svag blålig flamme dybt i hendes indre. "Men jeg elsker dig, Angus, det må du aldrig tvivle på," sluttede hun stille af og så ned i sine hænder, hun følte sig tom, nærmest fuldstændig sikker på, at han ville bede hende om at gå. Hendes næver knyttede sig imens hun borede neglene ind i håndfladen på sig selv og prøvede at styre sit virvar af forskellige følelser i sit indre.

Smerten var ligegyldig, og egentlig ikke så slem igen. Med gudenektaren i hans system var det vel ved at heale? Men han havde healet langt værre sår imens hun havde været væk, og det kunne meget vel være en smertefuld process. Han forstod hende stadig ikke helt, men trods det stolede han på at hvad hun sagde var sandheden, også selvom han havde på fornemmelsen det ikke altid var sandheden han fik fra hende. Men det var også lige meget. Hun behøvede ikke fortælle ham alt om alting. Faktisk ville det nok gøre det værre og drive ham til at gøre dumme og impulsive ting, hvis hun fortalte ham alting. Men hvad ledte han så efter? Måske var det fordi han ønskede at forstå hende bedre. De havde før brugt timer og atter timer på at snakke om alt og intet, på at lære hinanden at kende. Dage der blev reserveret netop for at bruge deres tid med hinanden i deres ellers travle hverdag. Han kendte hende, men det var alligevel som om der stadig var meget mere ved hende han ikke kunne forstå endnu. Angus kunne godt lide at tænke sig selv som en meget simpel og ligetil personlighed. Der var ikke mange ting i livet der bar stor betydning for ham. Der var hans pligter, hans træning, hans ambitioner og så hende. Han forstod hans pligter, hvad han måtte gøre for at blive hvad han så gerne ville være. Han forstod hvad han måtte gøre for at gøre sin fader stolt, og en dag ende med at blive den kriger han gerne ville være. Men hvad der syntes at forvirre ham, var hvad han skulle gøre for at blive den mand Ashley fortjente, og ikke en af de andre hun havde stødt på igennem hendes liv. For, der var ikke den ting han ikke ville gøre for hende...
Angus lagde mærke til gnisterne i hendes hår, og flammerne i hendes øjne. Det var nok desværre den eneste flamme han ikke kunne kontrollere, flammen i Ashley. Nu vidste han jo også hvad han skulle kigge efter. Han tog sig sammen, og tog en dyb indånding for at berolige sig selv en smule, inden han igen lænede sig lidt fremover, imod Ashley der sad på knæ foran stolen han sad i. Han placerede to fingre på hendes hage og hævede hendes ansigt og hendes blik imod hans. "Ashley, se på mig." Sagde han roligt og kiggede ind i hendes øjne. Han bed vreden i sig, for hendes skyld, og rynkede sine bryn på en lettere bekymret måde. hans brystkasse hævede sig stadig fra tid til anden af den stadig høje puls. Så derfor tog han en dyb indånding uden at lukke øjnene, men fæstnede dem trofast på hende. "Jeg ved du elsker mig, og jeg ved at du er som du er. Jeg ved også at der er nogle ting ved dig jeg heller ikke ville ændre selv hvis jeg kunne. Men... Hvad kan jeg gøre for at hjælpe os? Hvad kan jeg gøre for at hjælpe dig? Jeg forstår ikke hvad det er du ønsker af mig.." Lød det fra ham, stadig så roligt som han kunne, dog stadig med frustrationen der skinnede igennem. Hun var som hun var, og hun kunne til hver en tid bruge ham som hendes boksepude eller kradsebræt. Hun kunne eksplodere og lade hendes vrede gå ud over ham, ligesom at han havde ladet den gå ud over hende fra tid til anden. Og han ville være mere end tilfreds hvis disse blot var hans eneste funktioner. Men han ønskede at hjælpe hende, at hjælpe dem med at gøre det bedre. For han følte sig som en tilskuer til sit eget liv, en tilskuer der blot betragtede hende uden at være i stand til at gribe ind. Og han var træt af det! Det var på tide at han gjorde noget mere. Uanset hvad, så ville han gøre det.

Ashley vidste godt, at de skulle kæmpe for st få deres forhold tilbage til det gamle, der hvor de bare havde brugt time efter time efter time, på alt og ingenting, og så på at snakke. Og hun havde altid nydt deres samtaler, hun havde egentlig bare nydt tiden sammen med ham, uanset hvad de havde lavet, og hun forstod godt, at han ville forstå hendes bedre, men skulle han det, så skulle han kende hendes fortid, og så skulle det være hele hendes fortid, og det var en lang historie med flere hårde perioder end gode. Hun skulle fortælle om sin tid på sindssygeanstslten, da hun flygtede og tog et liv med sig, hun skulle fortælle om sin moster og den evige frygt for at hun pludselig faldt om på grund af hendes hjertefejl, om deres kamp for overlevelse, alt omkring Melanie, alle de væddemål der blev lavet om at kysse hende, gå i seng med hende osv., og så Alex, den eneste anden fyr end hendes far som hun havde stolet på og som havde hjulpet hende og altid været den som hun var gået over til hvis hun havde problemer, eller ham hun var flygtet over til når hun en gang imellem blev forfulgt. Der var så meget Angus stadig ikke vidste, og måtte vide, for at kunne forstå hende helt og fuldendt. "Angus, du ved godt, at du bare skal spørge, og så fortæller jeg om alt du ikke ved om fra før jeg mødte dig," sagde hun og så forsigtigt på ham og bed sig i underlæben. "For kender du min fortid, forstår du mig og mine grundlag bedre." Hun smilede kort tid ham og mærkede sit hjerte banke lidt hurtigere end normalt, hvilket fik varmen til at stige op i hendes kinder.
Hun hørte godt da han tog en dyb indånding, og hun vidste ikke rigtig hvad der ville ske nu, men da hun mærkede hans to fingre under hans hage og at han løftede hendes ansigt op imod sig sammen med hendes blik. Hun så allerede ind i hans øjne ds han havde løftet hendes ansigt op, og hun smilede svagt over hans ord. Det behøvede han bestemt ikke at sige to gange. Hun lyttede hans ord og nikkede let imens hans snakkede, og et lille smil bredte sig over hendes læber. "Jeg ved ikke hvad du kan gøre, men jeg ved hvad vi kan gøre," sagde hun med det lille smil om læben. "Vi kan være mere sammen igen, bare gå ture, træne, snakke, øve vores evner sammen." Hun løftede langsomt sin hånd og kærtegnede med en let skælvende hånd hans kind. "Vil du vide hvad jeg ønsker mig?" spurgte hun blidt og smilede lidt bredere til ham. "Det er meget, jeg vil bare ..." Hun tøvede, bange for et afslag, at han skubbede hende væk, selvom det i sig selv bare var en dum tanke. "Joder esta mierdo," sagde hun blidt på spansk inden hun lagde hånden i nakken på ham, lænede sig lidt længere frem så hun kunne nå hans læber og pressede sine imod hans, og begyndte at skille hans læber let med sine egne idet hun hurtigt begyndte at forvandle kysset til et dybt og inderligt kys, selvom hendes berøringer var blide og forsigtige.
Hun havde ikke tænkt sig at lade nogen vrede løbe ud over ham, for hun var ikke vred på ham, og hun ville heller ikke være sen der skadede ham, for hun elskede ham, og ville aldrig kunne finde på at skade ham, medmindre det var i en træningskamp, og da hun var et konkurence menneske, ville hun gøre alt for at vinde.

Han kunne ærlig talt ikke se hvordan viden om hendes fortid kunne hjælpe ham med at forstå. Var der da noget i hendes fortid der forklarede hvorfor hun kyssede andre end den mand hun påstod at elske? Var der noget der retfærdiggjorde at forsvinde uden at sige noget? Men det var heller ikke hendes fortid han var interesseret i, ligesom at han heller ikke var interesseret i hans egen. Det handlede ikke så meget om hvad der var blevet gjort og sagt, men hvad der stadig kunne ske. Og hvis hun lå inde med tendenser til hvad Angus meget klart og tydeligt ville kalde utroskab, hvordan kunne han så stole på hende, tilgive hende? Nu var Angus jo også meget ejendommelig og jaloux af person, så noget så lidt som at holde i hånd med en anden fyr, var utroskab i hans øjne. Lidt for ekstremt? Måske...
Desuden, så skulle hun heller ikke tro at han havde lyst til at høre om nogle af de andre fyre i hendes liv. Det havde han vidst gjort meget klart tidligere. Men hvad han gerne ville høre noget om, var hende. Hvad hun tænkte og følte, hvad der irriterede hende eller gav hende klarsyn. Men han nikkede dog alligevel til hendes tilbud, og skulle nok spørge hende hvis han en dag alligevel ville høre mere om hendes fortid end han allerede havde hørt. Men så hellere forstå og kende hende i nuet, i stedet for at kende til hendes fortid. Men med de tanker til side, så lagde han også mærke til at gnisterne ikke var til at spotte længere. Det virkede som om at hun havde lært at kontrollere det bedre. Det var da også rart nok at hun ikke pludselig brød ud i brand i hans værelse. Bare oprydningen ville være nok til at udmatte ham. Apropos udmattelse, så var Angus ved at være en smule træt. Ikke så det var tydeligt at se, men nok til at han kunne mærke at han havde råbt og ignoreret hans skader.
Det var nok også en af de mange grunde til at hendes forslag til hvad de kunne gøre, lød rimelig fristende, og det bragte nu også et skævt smil frem på hans læber. "Lyder som en god ide." Sagde han så bare roligt og blev siddende i stolen. Det var præcist hvad han havde lyst til at bruge sin tid på med hende - og hvis han kunne træne samtidig med at han brugte tid med hende, så var det jo to fluer med et smæk! Men der gik ikke lang tid efter han havde svaret, til at hun stillede endnu et spørgsmål. Angus smilte svagt og rynkede skeptisk brynene mod hende, på en lettere drilsk måde. Han havde skam på fornemmelsen hvor dette var på vej hen, og havde så absolut intet at sige imod det. Spansk var fremmed for Angus, men hendes blide stemme og mådes hun sagde det på, gjorde at han smilte og lo lavmeldt lige inden deres læber mødtes. Det var tiltrængt, så han gjorde som hende, og tillod kysset at blive mere inderlidt og en smule mere intenst. Han var ligeglad med blide og forsigtige berøringer, smerten betød ingenting i disse øjeblikke. Så han førte begge sine hænder om bag hendes nakke, og begravede de fleste af sine fingre i hendes hår imens tommelfingrene var placeret på halsen, med spidserne mod hendes kæber. At han var en smule træt, betød ingenting nu, især når det bankende hjerte fik pulsen i vejret. Faktisk var der ikke meget der betød noget længere, ikke med omfavnelsen af hendes fyldige læber der syntes at begrave hans egne. Dog kunne han ikke lade være med at lade de mange forskellige tanker svæve i baghovedet - noget der tilføjede til intensiteten. Han fjernede sine hænder fra hendes nakke, og tog en smule hårdt fat om hendes krop, inden han langsomt men sikkert løftede hende op fra gulvet og på hans skøn som han sad i stolen. Det gjorde lidt ondt at gøre det, men i et øjeblik var deres læber adskilt, og med halvt lukkede øjne, rettet mod hendes læber, åbnede han sin egen mund. "Du går ingen steder.." Sagde han bare lavmeldt men dog en smule kækt og frækt inden han igen lod deres læber mødes. Denne gang måtte han strække sin hals imod hende, da hun sad på hans skød og var en smule højere, men igen - det var ligegyldigt.

Ashleys fortid kunne sagtens forklare hvorfor hun bare havde flygtet fra sine problemer i lejren, da det var det hun altid gjorde, for eksempel en gang hvor hun var blevet jagtet igennem Tarifas mere skumle kvarter, af to store fyre, og var prøvet at flygte fra dem ved at se om hun kunne nå over til Alex ... det var så mislykkes, hun havde ikke været hurtig nok og de havde fået fat på hende og slået hende bevidstløs, og hun ville ikke vide hvad de havde lavet med hende imens hun ikke havde været ved bevidstheden. Dog vidste hun, at hun havde fået flere sår, kradsemærker og at hun var øm visse steder ... hun stoppede sine tanker. Det var egentlig et under at hun stadig kunne have sex uden at tænke på de ting hun havde været udsat for da hun havde været yngre end de tolv år. Hun skælvede kort inden hun så op på ham med et nærmest udsat blik, hun kunne ikke klare at tænke på sin fortid, så det hun tilbød var faktisk mere end det lød som. For Ashley havde altid været en pige med hemmeligheder, dystre hemmeligheder og hårde sandheder der havde gjort hende til den hun var den dag idag.
Hun havde skam fået meget mere styr på sin evne, så længe hun altså ikke blev pisset for meget af, for så kom hendes store tamperameng til syne og det havde hun altid helt kunne styre, det var derfor at hun prøvede at lære sig selv at slå koldt vand i blodet, selvom det var meget svært til tider.
Da hun så hans smil, kunne hun ikke lade være med at gengælde det og nikkede sammengivende til ham og så på ham med et varmt blik. Hun vidste jo godt hvor meget hans træning betød for ham, så derfor var hun altid villig til at træne med ham, men først efter at hendes bidsår på halsen var healet fuldstændig, hun havde forbud på at træne indtil da. Hun smilede over hans ansigtsudtryk, og hun kunne se, at han vidste hvad hun skulle til at gøre. At hun hørte hans latter lige inden hendes læber mødte hans, gav hende en dejlig, varm fornemmelse i maven og hun kunne ikke lade være med at smile imod hans læber. Og allerede få sekunder efter at kysset var begyndt, begyndte man at kunne høre små suk fra hendes læber og han ville tydeligt kunne mærke hvordan hendes hænder begyndte at miste den forsigtighed hun havde rørt ham med i starten. Hendes læber bevægede sig fortsat imod hans med inderlige og ivrige bevægelser, hun havde virkelig trængt til det, årh, der var intet der kunne måle sig med hans kys! De voldsomme følelser der blussede op i hende, fik hende til at glemme alt andet om sig, selv hvordan såret på hendes hals let brød op i siderne.
Hendes puls var allerede godt i vejret og hendes åndedræt kom som blide suk imod hans læber, og da hun pludselig blev løftet op i hans skød, lo hun blidt og lavmælt imod hans læber og tog sig ikke af hans hårde greb, hun bemærkede det dårligt nok. Hun smilede drilsk over hans ord og lod kort og hurtigt sin lædderjakke glide af sig og lande på gulvet lige ved stolen. Hun havde en sort tanktop indenunder og man kunne se små skrammer og sår og rifter op og ned ad hendes arme, og så såret på hendes hals. Det lignede, at der var én der havde prøvet at bide en stor luns af hendes hals og skulder af og det dækkede stort set hele den venstre side af hendes hals, lige fra lidt under kindbenet til midt på skulderen. Man kunne se, at såret havde været dybere ude i kanten efter de tænder der havde boret sig ned i hendes kød, og lige nu var kanten af såret let rødlig af frisk blod da hun helt glemte at tage hensyn til såret.
"Det har jeg bestemt heller ikke planer om," lød det som hendes svar, som en lav spinden var hendes bryst imens hendes læber strejfede hans imens hun snakkede. Hun bukkede sig lidt ned for at han ikke skulle strække sig så meget, og hendes hænder fandt hurtigt op i hans nakke hvor den ene gled op i hans hår og holdte hans læber tæt imod sine, imens den anden gled kælent ned over hans skulder.

Angus havde set lidt af hendes sår, fra da hun stadig havde jakken på, men vidste dog intet om hvor stor såret var. Selv havde han et stort sår på ryggen. En Nemean Løve, et mytologisk væsen sendt af Apollo, havde stukket sine kløer i ham for næsten en måned siden. Derfor var der tre meget tydelige streger af arvæv der gik fra hans højre skulderblad og ned til hans lænd - som en forstørret løvepote der havde trukket sine kløer ned ad hans ryg. Det havde gjort ondt den gang, men ikke længere. Meget værre end et enkelt brækket ribben. Og han havde fået fjernet sin ene nyre da den havde taget for meget skade af de bank han havde fået de seneste uger/måneder. Men alt dette var fortid, og betød absolut intet nu hvor hun var hos ham. Så optaget var han af hende og deres kys, at han intet lagde mærke til med hendes sår. Han havde ikke engang kigget på det da hun havde ladet sin jakke glide på gulvet. Ej heller var han opmærksom på sine egne skader, og ignorerede stædigt den tilbagevendende smerte der af og til dukkede op i hans brystkasse. Han førte begge sine hænder og arme under hendes arme, og fortsatte med at lade sine læber bølge imod hendes. Han placerede sin ene håndflade på det nederste af hendes ryg, og trak hende derved lidt ind til sig, imens den anden gled op af hendes ryg og blev placeret i hendes nakke og imellem hendes skulderblade. Han havde et temperament, som hun jo allerede vidste. Og dette temperament blev brugt flittigt i form af hans omfavnelse af hende, og kysset der fortsat steg i intensitet. Han ville nok ligefrem være villig til at droppe en træningsdag hvis han kunne gøre dette ved Ashley i stedet. Måske skulle han bare komme af med sine aggressioner ved at smide hende rundt i værelset? Men nu sad han lige så godt, i hvad der syntes at være en tidslomme, hvor tid blev målt i berøringer, støn, gisp og kys.
I stedet for at sidde med ryggen mod stolens ryglæn, rettede han sin ryg op mod hende, så højdeforskellen ikke var så stor. Flækken i hans læbe som stort set havde healet efter indtagelsen af nektaren, spændte en smule, men der kom ikke blod ud, og uanset hvilken lille smerte det gav, så anerkendte han det ikke. Som om smerten blev spærret inde af hendes nærvær. Af og til ville hans tænder berøre hendes læber, og han kunne finde på at nappe lidt til hendes læbe midt i kysset. Hendes aura var kold, men hendes hud syntes at være varm. Men hun kunne være iskold, og han kunne fryse ihjel ved hendes berøring, og han ville stadig omfavne hende. End ikke guderne havde følt sådan nydelse som han gjorde i disse øjeblikke, og han ville have at denne tidslomme stoppede tiden, og lod ham blive ved i al evighed.

Angus adskilte deres læber, blot for at fortsætte med at kysse hendes underlæbe, hage og ned til halsen. Imens han stadig trak hende ind til sig lod han sine læber, og af og til tænder, berøre hendes hud, uanset om det var ar eller ej. I et splitsekund åbnede han sine øjne og så blod på hendes skulder. Det var første gang han så så meget af hendes sår, og han trak hovedet til sig med et nysgerrigt blik på såret. Han løsnede sit greb om hende, og lod begge sine hænder glide ned til hendes talje. Han tog om hendes talje og masserede blot hendes hud og hvad han kunne få fat i af hendes hofter. Efter at have kigget på såret i et par hurtige sekunder, strakte han sit hoved op til hendes, indtil deres næser rørte hinanden. "Jeg må hellere passe på, jeg er åbenbart ikke den eneste der er skadet." Sagde han i en lavmeldt og lettere drilsk tone, selvfølgelig vedrørende hendes sår. Det var ikke verdens undergang at såret begyndte at gå op, der var ingen organer, og det var rimelig tydeligt at ingen knogler var brækket. Han pressede sine læber imod hendes i et hurtigt kys inden hun fik lov til at svare, og adskilte dem derefter igen. Blidt og lidt drilsk gned han sin næse imod hendes og kiggede først på hendes øjne, og derefter ned på hendes fyldige læber. "Hvis jeg bliver ved, kan det jo være du besvimer af blodtab." Lød det bare kækt fra ham, i et lavt toneleje der passede til den lille afstand imellem dem. Han smilte bredt og begyndte så derefter at kysse hendes næse og rundt til hendes kindben og derefter ned til hendes hals igen. Hænderne havde stadig et fast greb om hendes talje og hofter, som om at han ikke ville give slip på hende. Af og til kørte de op og ned af hendes side, og ville liste sig et par centimeter under hendes tank-top, for derefter at blive trukket tilbage igen.

Der var stadig meget Ashley og Angus manglede at indhente, begge deres kroppe havde ændret sig imens de havde været adskilt, de havde begge fået nye sår og skader, nye ar, som skulle udforsket. Hun havde i hvert fald selv tænkt sig at udforske hele hans krop, som var det første gang igen, for hun ville kende hans krop igen. Der skulle ikke være bare et sted hendes fingre ikke havde været.
Hun kunne godt mærke den dunkende svien i hendes skulder og hals, men når hun prøvede at tænke over hvad det var der kunne gøre ondt, smuttede tanken hele tiden fra hende og hun glemte hvad hun havde siddet og tænkt på og der var igen kun hende selv og Angus. Hun smilede let imod hans læber da hun blev trukket tættere på og hun pressede selv sin krop tættere ind imod hans og hun skælvede ganske let imens gnisterne svagt kom tilbage i hendes hår uden at hun kunne gøre noget ved det, han ophidsede hende bare så meget at hun ikke helt kunne styre sin indre flamme, dog beholdte hun stadig næsten sin normale kropstemperatur, det var kun hendes hår der slog gnister. Hendes negle kørte ophidset ned over hans skuldre og arme og hun hjalp selv til at sætte intensiteten op imellem dem og støn og suk forlod hendes læber, og hver gang hun mærkede hans tænder pirre hendes underlæbe, gispede hun ganske let og en skælven gik igennem hende, og det var hver gang han gjorde det. Hun ville aldrig væk fra ham, det var som om at hans værelse var hele verdenen og at der var ingen andre i verdenen, kun dem, og deres kærlighed til hinanden. Og hun ønskede, at det aldrig ville ændre sig.

Da han slap hendes læber, blev hun en anelse trist til mode, men kun kort, for lidt efter mærkede hun hans læber imod sin hage og ned ad halsen. Hun lagde hovedet til side så han kunne komme til og tænkte ikke over, at hun vendte den dårlige side til ham, hun tænkte egentlig slet ikke i øjeblikket, hun handlede bare da hendes sanser var overrumlet af alt det han gjorde. Hun krympede sig kort sammen over den lette smerte og hun åbnede omtumlet sine øjne da hun mærkede at han stoppede, og så hvordan han nysgerrigt betragtede hendes sår. Hun smilede let over ham og nød da han begyndte at massere hendes talje, og hun så på ham og smilede da hun mærkede hans næse røre sin. Hun nussede sin egen let imod hans næse. Hun skulle lige til at skille sine læber for at svare ham, men blev overrasket af hans kys og kunne ikke lade være med at smile og le blidt over ham. Hendes hænder lå imod hans skuldre og nussede ham blidt i nogle langsomme bevægelser. Hun blev bare ved med at smile over ham og nød bare hans nærvær og smilede kun bredere da hun så at hans blik lå mod hendes læber. Endnu en gang nåede hun ikke at svare ham før han kyssede hendes næse og hun fnøs over det, trak sig lidt tilbage og trak sine hænder med sig hvorefter hun kørte håndryggen over sin næse på skift, og havde en utrolig stor lighed med lille killing, men hun kunne ikke gøre for det, hun gjorde det hver gang at nogen rørte hendes næse, eller i det her tilfælde, kyssede den. Hendes kinder blussede da hun lagde sine hænder tilbage på hans skuldre og hun smilede skævt til ham. Hun nød da hun mærkede hans læber imod sine kindben. "Det vil næppe blive blodtab jeg ville besvime af," kom det drilsk og kælent fra hende og håbede virkelig at han ville lade hendes lille killinge-ting passere, da hun fandt det virkelig pinligt at hun gjorde sådan.
Hver gang hun mærkede at hans fingre sneg sig op under hendes tanktop, rettede hun ryggen en anelse og forventede nærmest mere, selvom det ikke skete nogen af gangene, og hun skulede let af ham, dog uden at mene noget ondt i det. Hun fangede hurtigt og kort hans læber, og smilede. "Jeg elsker dig," hviskede hun blidt, havde bare brug for at sige det til ham, inden hun kyssede ham igen, uden at give ham tid til at svare, og imens hendes læber smilede imod hans.

At hun tørrede sin næse på en facon der kunne minde om en killing, var faktisk ret sødt. Så sødt som det nu kunne blive. Derfor havde han bare smilet en smule over det, og ellers ikke bemærket det. Det kunne jo været at han havde fundet sig sin egen lille killing? Nej hvad der fangede hans opmærksomhed var hendes følgende bemærkning vedrørende blodtabet. Han tog det vel som et kompliment, og smilede med sine læber mod hendes hud. Han nød at tirre hende på forskellige måder, nogle gange ved at gøre så hun præcis ikke kunne nå hans læber, eller snige fingrene under hendes tank-top for derefter at fjerne dem igen. Men problemet var bare at det også tirrede ham en smule, så han gjorde det nu ikke særlig længe af gangen, selvom det var meget tilfredsstillende at han kunne påvirke hende således. Han havde lyst, nej en trang, til at have hende hos sig resten af dagen, aftenen og natten. Hun skulle i hvert fald finde på en rigtig god undskyldning før hun fik lov til at gå. Og at hun ikke måtte tilbringe natten i hans hytte, var ikke undskyldning nok. Det var som han ville have det - han havde det som om hun var hans i disse øjeblikke. Nu skulle han så absolut ikke dele hende med andre, ligesom hun ikke skulle dele ham med andre. I disse øjeblikke var der ingen forpligtigelser, ingen mission, ingen opgave - bortset fra hende.
I den tid hun havde været væk, havde tanker om hende været lige så hyppige og essentielle for hans overlevelse, som mad og drikke. Bare tanken om hende havde gjort underværker. Og nu havde han hende igen for sig selv! Endnu en gang hvor han kunne lade sine hænder og sit blik udforske hendes krop. Hun var ikke blot sexet og attraktiv uden lige, men.. sød og blid. Det var måske ikke egenskaber han havde så forfærdelig mange af, men uanset hvad hun var, hvordan hun så ud; med ar og så videre... så elskede han hende. Han ville gerne have gengældt hendes ord og lade hende vide det samme, men han nåede det selvfølgelig ikke inden hun kyssede ham endnu en gang. Så i stedet var det et lavmeldt "Mhm.." der lød fra hans stemmebånd midt i kysset hun havde skænket ham. Både som en måde for ham at sige at han også elskede hende, og som lettere sædvanlige lyd når man nød noget. Og hendes kys var noget han nød, uden tvivl! Hendes fyldige læber mod hans.. han kunne knapt forestille sig noget bedre. Og hvis der fandtes noget bedre, omhandlede det i hvert fald stadig hende og hendes krop.

Men nu gad han ikke sidde i stolen længere! Der kunne han ikke betragte hende som han ønskede, eller udforske hende som han lystede. Derfor gled hans hænder langsomt fra hendes talje og ned under hendes baller, til den øverste del af hendes lår. Han plantede sine fødder solidt i jorden, og med et støn rejste han sig op fra stolen, bærende på hende. Det var en frynsegode ved at være så stærk som ham, både for ham og hende. Han kunne med lethed håndtere hende, og hun behøvede ikke selv at gå. Stadig kyssede han hende hvor han kunne nå. Når han kunne nå hendes læber, bølgede han sine egne imod hendes. Og når det var hendes hals eller hendes kraveben der kunne nås, lod han sine læber berøre dem i små kys. Alt dette imens han gik imod sengen. Da han havde nået sengen, smed han hende på den bløde madras. Med det samme skubbede han bjørneskinnet ned fra sengen, og trak dynen væk under hende for at lægge den ved fodenden. Han var fuldstændig ligeglad med smerten nu - men med tænderne skærende mod hinanden, hævede han sine arme over hovedet, og trak sin tank-top af overkroppen, for derefter at smide den på gulvet. Han brugte et splitsekund på at betragte hende med et kækt og udfordrende smil på læberne, men hurtigt derefter kravlede han ombord på sengen og hen til hende igen. Han lagde sig på hans raske side, og trak hende hen til sig inden han igen lod deres læber mødes. Med sin ene arm under sin egene krop, brugte han blot den anden til at kærtegne hendes nakke og hendes kind. Var døren låst? Skide værre med det! Hvis en af hans søskende kiggede ind, ville de komme lige så hurtigt ud igen.

Ashley kunne næsten ikke holde ud at han pirrede hende sådan, det var på samme tid dejligt og ulideligt, og hver gang han begyndte at pirre hende, løb der en skælven igennem hende og hun sukkede og stønnede ganske let, men hun kunne samtidig godt mærke hvordan han blev tirret af det, en tanke som fik hende til at smile og hun nød det. Hun havde egentlig ingen planer for at tage hjem den dag, han hang på hende for hun havde ikke tænkt sig at gå, han ville være nødt til fysisk at smide ham ud ad Ares hytten. Og gjorde han det, ville det ende med kamp, for Ashley gav ikke op så let, og hun havde sin evne til sin fordel, dog kunne han jo vende den imod hende hvis hun prøvede at skade ham med ildkugler, for han kunne jo bare styre dem tilbage til hende.
Nede hos sin far og imens hun havde været igennem hans lange og ubønhørlig træning, havde tanken om Angus været det der holdte hende oppe, gav hende mod til at fortsætte med at kæmpe, ellers havde hun givet op for længst, både med træningen og imens hendes far lærte hende at snakke flydende latin og oldgræsk, det var derfor at der var en mærkelig underaccent under hendes normale spanske accent, noget nogle ville mene ødelagde hendes smukke, syngende accent.
Hun smilede imod hans læber ved den lyd han lavede og lo lavmælt imod dem inden hun fortsat kyssede ham inderligt videre. Hun vidste godt hvad han mente med sin lille lyd og kunne ikke lade være med kort at nappe pirrende til hans underlæbe med tænderne, bare ganske kort. Imens sukkede hun blidt imod hans læber og nød hans kys mere end det burde have været muligt.

Da hun mærkede hvordan han hænder gled ned ad hendes talje og røv, kunne hun godt se hvad der kom bagefter, så hun lagde benene tættere om livet på ham og armene om hans hals og holdte ham tæt idet han rejste sig op, bærende på hende. "Er jeg så tung?" spurgte hun drillende og kyssede ham intenst. Hans kys før havde været som små stykker af himlen, uanset hvor det var hans læber berørte hendes krop, så gik der en lille skælven igennem hende og et lille suk forlod hendes læber. Hun elskede virkelig når han bare tog fat i hende og bar rundt på hende, eller i næste tilfælde, smed hende på sengen. Hun lo blidt og så hvordan han smed bjørneskindet på gulvet og mærkede hvordan han rev dynen væk under hende. Hun betragtede ham imens han trak tanktoppen over hovedet og så godt hvordan han bed tænderne sammen på grund af smerten, men hun kunne stadig ikke holde et lystent smil væk fra sine læber. Det kriblede i hendes fingre efter at røre ved ham igen, for at udforske hans krop. Og da han kom op i sengen til hende, lagde hun sig helt tæt ind til ham, flettede sine ben ind imellem hans og lagde sine hænder imod hans bryst, hvor hun langsomt og kælent begyndte at kærtegne og udforske hans brystkasse på ny. Hun så op på ham, ind i hans smukke, brune øjne med et varmt og kærligt blik og et lille smil på læben. Hun kunne ikke forestille sig at være lykkeligere end hun var i det øjeblik, i hans favn.

Hun var ikke tung. I forhold til ham var hun en fjervægt, og vejede ikke særlig meget med hans styrke. Det var selvfølgelig bare hans ribben, der sikkert ligesom hendes sår, gjorde mere og mere ondt jo mere han bevægede sig. Han kunne faktisk ikke bevæge sine arme eller overkrop særligt meget uden at det gjorde bare en smule ondt. Men så længe hans læber var mod hendes, og hendes hænder var mod hans krop, så skulle han skam nok overleve. Det var jo trods alt 'blot' et ribben, og han var sikker på at han godt kunne nyde hende uden at skulle bevæge sig alt for meget. Og når man blev på samme emne, skulle man jo ikke glemme hendes sår, eller det var lidt op til hende. Selv kunne han ikke beslutte sig for om han bare ville putte med hende i sengen, holde hende tæt, hvile og få det bedste ud af dagen der kom. Eller om han skulle give efter og få det bedste ud af hende som han havde hende i disse øjeblikke. En svær beslutning, da begge lød ufatteligt fristende. Det første var måske det mest hensigtsmæssige, da de begge jo var skadede, og nok ville få mest ud af et hvil, et hvil der ville blive meget bedre med hende i hans arme.
Men nu hvor han befandt sig i sengen med hende, så tæt at han kunne føle, se, lugte og smage hendes læber og hud - så blev der taget en, i hvert fald, midlertidig beslutning. Det var på tide han gik på udforskning! Så efter at have nydt hendes læber tilstrækkeligt i det intense og hede kys, adskilte han deres læber og sendte hende et skævt og frækt smil inden han bevægede på sig. Han strakte sig halvt over hende, ned mod fodenden, og tog fat i dynen. Han trak hurtigt dynen over dem begge, over deres kroppe og op, så kun deres hoveder var over dynen. Der skulle udforskes i mørket, for nu. Han smilte for sig selv, og sparkede hurtigt sine egne sko af, og inden længe landede de begge to på gulvet ved siden af sengen sammen med hans sokker. Under dynen krummede han sin ryg, så han egentlig var nede ved hendes ben. Han var ikke bange for at røre, og lod sine hænder glide ned af hendes lår og læg inden de nåede til hendes gummisko. "Ingen sko i min seng.." sagde han så kækt, og hev dem af hendes fødder for derefter at kaste dem af sengen fra under dynen, sammen med hendes strømper. Der var jo mørkt under dynen, så han havde ikke brug for at se. Derfor var hans øjne roligt lukket i, imens han lod sine fingre guide ham vej til hans næste destination. Han lod begge sine håndflader hvile på hendes mave, under hendes navle. Hans overkrop krøb sig vej op til hendes hoved, og efter at have kysset hendes hals en enkelt langsom gang, fandt hans læber også vej til hendes. Det var som at være under vand, og et kys af hendes læber var den ilt han skulle bruge. Men det var ikke en langvarigt kys, og han vovede at adskille deres læber endnu engang idet han betragtede hendes læber og øjne med et kækt smil. "Ingen bukser, i min seng." Sagde han så og var allerede begyndt at åbne op for hendes bukser. Han gav hende endnu et hurtigt kys og krøb under dynen igen. Hun behøvede ikke at gøre noget, og på trods af smerten fra hans ribben, var dette hvad han ville, skulle gøre. Han tog sig god tid med at trække bukserne af hendes lange ben. De kom dog af, og inden længe lå også de på gulvet ved siden af sengen. Dette var næsten sjovt, en måde hvorpå han aldrig havde udforsket hende før. Derefter spredte han hendes ben en smule, og placerede sig selv imellem dem. Med begge hænder trak han op i hendes tank-top, så hele hendes mave var bar. Fingerspidserne gled derefter ned ad hendes mave, rundt om hendes hofter, og ned til hendes lår og ben. Han masserede hendes hud og hvad han kunne gribe fat i af hendes ben, hårdt, men ikke alt for hårdt. Han hævede hendes ene ben, og lod hans læber udforske hendes lår. Han kunne mærke hendes hud mod hans læber og hans næse, og han trak vejret igennem næseborene. Han kunne lugte hende, føle hende og smage hende... fantastisk! Hades' helt egen lille gave til ham, kommet tilbage til ham fra underverden!
Stadig imens han var imellem hendes ben, strakte han endelig sin krop langs hendes, op imod hendes ansigt. Hurtigt dukkede hans hoved frem, og han tøvede ikke et sekund med at lade sine læber presse imod hendes igen. Hans hænder fandt også deres vej fra hendes ben og op ad hendes mave. Igen forsøgte han at pirre hende ved kun at lade fingerspidserne røre hendes hud. For han vidste hvordan det føltes når hun rørte hans, det kunne kun være det samme med hende. Hans hænder kom helt op til hendes underarme, og han hævede hendes arme over hendes eget hoved. Hurtigt derefter smilte han midt i kysset og tog igen fat i kanten af hendes tank-top. "Og, ingen.. Tank-tops.. i.. min seng" Lød det fra ham imellem de mange små kys han skænkede hendes læber, og hurtigt derefter trak han hendes tank-top over hendes hoved og kastede den væk fra sengen. Han lod atter sine ben flette med hendes. Hans ene arm omfavnede hende og holdte hende ind til sig, imens den anden havde sneget sig under en pude, og var begyndt at nusse hende i nakken. Han havde næsten lyst til at bide sig selv i tungen, så stor var smerten af den bevægelse.. Men det var det hele værd! Hvis han kunne vælge sin sidste dag på jorden, ville det være i en sådan facon han spenderede sin sidste dag.

Ashley vidste godt, at hun ikke var særlig tung, hun vejede jo dårligt noget i forhold til ham, og med hans styrke, måtte hun bokstavelig talt veje mindre end en fjer i hans arme, selvom hun godt kunne se og mærke på ham, at det gjorde ondt på ham at bære hende sådan, men hun glemte hurtig tanken da hun endnu en gang mærkede hans læber imod sine, og hun sukkede og skælvede i hans favntag og holdte sig tættere ind til ham og begravede sine fingre i hans hår, og savnede kort hans lange hår, hun havde nydt følelsen af at køre sine fingre igennem hans hår som før i tiden. Hun ville selv gerne bare putte med ham, bare ligge tæt sammen med ham og lytte til hans hjerteslag og mærke hans krop imod sig, dog uden at de behøvede at lave noget specifikt. Hun ville bare ligge og snakke med ham og nyde at høre hans vidunderlige stemme. Plus, et hvil ville være meget godt for dem begge, både med hans brækkede ribben og hendes bidsår på halsen, bare generelt faktisk, og så ville de jo også få snakket og bare få styr på den del igen.
Da han slap hendes læber, lænede hun sig let ind imod ham for at forlænge kysset lidt mere, og da hendes læber slap hans, efterlod det hende åndeløs og let gispende efter vejret. Hun så på ham, med et lidt spørgende og nysgerrigt blik, da hun halvt om halvt ventede på hvad han nu ville finde på. Så da han trak dynen op over dem, smilede hun over ham og troede kort at han bare ville putte, og hun hørte hans sko ramme gulvet. Hun blev ved med at tro, at han bare ville putte, indtil han forsvandt ind under dynen, og hun lo blidt over ham og lagde sig ned på ryggen, og lå bare og smilede. En skælven gik igennem hende da hun mærkede hans hænder der gled ned ad hendes lår og lægge, indtil han nåede hendes gummisko og tog dem af hende, sammen med hendes sokker. Hun lo over hans ord og smilede over ham, men en kort skælven gik igennem hende da hun mærkede hans hænder imod hendes halvbare mave. Et suk forlod hendes læber da han kyssede hende på halsen og hun smilede da hans læber kom nærmere og hun gengældte lidenskabeligt og intenst kysset og lagde sine arme om ham for at holde ham tæt og lade kysset vare lidt længere, og hun kom med en lille misfornøjet lyd da han slap hendes læber for hurtigt, men dog smilede hun over hans ord og klukkede blidt over ham og gjorde intet for at stoppe ham imens hun kunne mærke spændingen summe i sit indre og hun skælvede ganske let imens han langtrukkent hev hendes bukser af hende. Og hun smilede da lyden af hendes bukser der ramte jorden kom som en dæmpet lyd. Hun lod ham gøre præcis det han ville, for hun nød den nye måde hvorpå han udforskede hende på den nye måde. Det var langsomt og pirrende, og gav hende lyst til at vælte ham om på sengen og rive og flå tøjet ad ham. Hun smilede over hans korte kys, men det gav hende kun lyst til mere og hun sukkede lettere frustreret da hun jo kun fik mere og mere lyst til ham. Hun skælvede imens hans hænder rørte hendes bare hud og hun smilede endnu en gang mere lystent. Hun gispede ganske let da han greb hårdt fat i hendes ben og hun sukkede skælvende da hun mærkede hvordan hans læber begyndte at udforske hendes sarte hud på inderlårene. Hun skød let ryg og lagde hovedet tilbage imens hendes åndedræt blev tungere, hun havde aldrig prøvet at blive rørt sådan før, og det påvirkede hende på en hel anden måde end hun ført havde prøvet, hans små kys imod hendes lår fik hende til at ligge helt stille og skælve en anelse. Da han stoppede, kunne hun godt mærke hvordan han langsomt kom op til hende igen, og hun smilede varmt og lystent da hun så hans hoved komme frem for dynen, og hun lagde hænderne i hans nakke, holdte ham blidt fast samtidig med at hun trak ham ned til sig og derved kyssede hun ham inderligt og viste hvor meget hans berøringer havde påvirket ham, hun virkede nærmest sulten efter ham. Hele hendes krop skælvede imens han rørte hendes bare maveskind og hun sukkede tungere imod hans læber imens hun pressede sin krop op imod ham. Hun smilede imod hans læber og lo lavmælt imod dem imens hun hørte hans ord og hjalp ham kort med at få hendes tanktop af hende og tog hende ind i sin favn. Hun smilede varmt op til ham og kyssede ham kort og blidt, men kunne så se at han fik smerter af det han gjorde. "Skal vi vende os om? Det kunne være, at det gjorde smerten mindre," sagde hun blidt og bekymrende og kærtegnede blidt hans kind og så op på ham med et varmt blik. Hun nød dog selv den måde de lå på og ville bestemt ikke væk fra ham, for sådan som hun lå, følte hun sig beskyttet og elsket, og hun kunne hvornår som helst strække sig op og stjæle et kys fra ham eller bare ligge og lytte til hans hjerte eller hvordan hans stemme fik hans bryst til at brumme ganske let.

Han havde lyst, en så enorm lyst til at flå resten af hendes og hans tøj af, og holde hende vågen indtil solen stod op næste dag. Men han vidste også godt at dette nok ikke skulle ske denne gang. Han havde savnet hende, havde haft lyst til hende i alle disse uger og måneder de ikke havde set hinanden, men denne gang havde han blot lyst til at nyde varmen fra hendes hud og tilfredsstillelsen ved hendes nærvær. For hun havde været så fjern den seneste tid, og de blandede følelser der blev vakt i ham da han så hende igen, kulminerede i dette øjeblik, og det havde måske ledet ham til at indse noget. At uanset hvor vred han måtte være over hendes beslutninger, og uanset hvor meget han kunne bebrejde hende - så elskede han hende som han aldrig havde elsket en anden før. Han var stadig den sportselskende eliteatlet han havde været igennem hans high school og college år, der havde mobbet nørdede elever, og arbejdet med maskiner og motorer i et hjem med alkohol og vold. Men dette nye liv, hvor han havde opdaget hans egentlige arv, og ikke mindst opdaget kærlighed som aldrig før - havde modnet ham, og givet ham mod på livet. Han kunne takke hende for fantastiske stunder, for at hun havde givet sig selv til ham, og ikke mindst for at have åbnet hans øjne for noget sødere i livet.
Og i disse øjeblikke var det hende, hendes duft, hendes bløde hud og hendes læber der var det søde. Hvad skulle han også med gudenektar når han havde hende!? Det virkede som en udmærket idé at ændre lidt på positionen. For han lå på hans side, og det krummede hans krop så ribbenet kunne mærkes. Så han smilte let til hendes forslag, og rullede halvt rundt, så han lå på ryggen. Han skød ryggen for at ligge sig bedre, og skubbede også dynen lidt ned, så den kun dækkede til omkring hans navle. Brystkassen hævede sig i en dyb indånding, og han lod derefter luften langsomt ud i et tilfreds suk. Han smilte skævt for sig selv. "Det var bedre.." Sagde han bare lavmeldt og vendte så blikket imod hende. Hans ene arm lå stadig under hendes skuldre og hals, og den krummede sig hurtigt om hende for at trække hende nærmere. Den anden hånd hvilede blot på hans mave der ofte hævede sig lidt med brystkassen ved vejrtrækningerne. Med halvåbne øjne kiggede han bare mod loftet og nød det virkeligt, nød virkeligt at ligge med hende i sengen, og så frem til at putte meget mere med hende. For som sagt; så fik hun ikke lov til at gå nogen steder. Han vendte hovedet imod hendes, og lavede en lille kys-mund med et kælent blik inden han så kyssede hende blidt. Hun havde fugtet hans læber, og smagen af hendes lå derpå. Ligeså vel som duften af hende der lå i luften, som han frit kunne indtage i hans afslappede åndedrag. Det var som da han først duftede til hendes hår, og smagte hendes læber - bare, fornyet på en måde. Som om tiden de havde tilbragt hver til sit, og hvad han havde oplevet i hendes fravær havde øget hans trang til hende, og skærpet hans sanser. Med armen om hende, skulle intet komme hende nær, og intet komme imellem dem. Hånden der ramte om hende, hvilede ved hendes side, ved hendes ribben, og fingerspidserne kærtegnede roligt og blidt hendes hud i cirklende bevægelser. Han mindedes kort første gang de kyssede i hendes værelse, og kunne næsten huske hvert et sekund af det, som var brændt ind på nethinden. Var dette bedre? Han kunne ikke beslutte sig. Men uanset hvad, var tilhørte hun ham. Han burde indføre en regel; at så længe hun var på hans værelse, så kunne han gøre med hende som han ville - en fristende idé. Det måtte han lufte med hende på et tidspunkt. Han vendte sit hoved opad mod loftet igen. "Hvor har du været hele mit liv?" Spurgte han så, lavmeldt og med et smil på sine læber. Han kunne ikke forestille sig en anden ung mand i hele verdenen der havde det som han havde det nu. Selvfølgelig kunne han godt have været foruden skaderne, og hvis han kunne ville han heale hendes ar og sår. Men denne næsten nye situation og deres nye ar, var blot beviser på at de havde ændret sig. Ligesom at deres forhold sikkert ville ændre sig, til det bedre, håbede han nu alligevel. For uden hende kunne han ikke forestille sig en grund til at blive her på lejren.

Ashley ville ikke have noget imod at han rev tøjet af hende, bestemt ikke, det eneste der afholdte hende for at rive tøjet af ham, var deres begges tilstand og dét, at hun faktisk ikke orkede at bevæge sig ud ad hans favntag, hun lå så godt hos ham, hun lå virkelig bare og indåndede hans maskuline duft, blandet med sved, og ikke særligt underligt, også en let duft af blod, ikke at det gjorde hende noget, bestemt ikke. Hun var ligeglad med om han havde svedet hele dagen lang, hun ville stadig ikke kunne holde sig selv fra at putte sig tæt ind til ham, så tæt at der ikke var noget mellemrum imellem dem. Hun ville bare være tæt på ham i øjeblikket, og hun havde virkelig ingen planer om at gå nogen steder.
Der havde været meget ulykke og had i hendes liv før lejren, og selv efter ... selvom hun havde nydt at komme ind på et sikkert sted, så blev hun stadig mødt at skæve blikke da hun jo var dødsgudens datter og at de fleste var bange for det de ikke kendte noget til. Ashley derimod, ja, hun kendte meget til døden og efterlivet, og vidste, at det ikke altid var lige godt med hvad der skete efter at ens sjæl havde forladt sit jordlige legeme. Men nu havde hun mødt ham, og på trods af de problemer der havde været imellem dem, så var hun lykkelig for at have mødt ham, og hun kunne ikke forestille sig et liv uden ham ved sin side. Hun havde ganske enkelt ikke tænkt sig at lade nogen andre røre ham, nogensinde. Han var hendes, og kun hendes.
Hun smilede over ham da han tog imod hendes forslag og rullede om på ryggen. Selv lagde hun sig med sin ene arm over hans bryst og hovedet liggende over hans højre bryst imens hun puttede sig tæt ind til ham. Hun lo lavmælt. "Ja, ikke?" sagde hun med et tilfreds smil og så op på ham med et varmt blik. "Du, Angus?" mumlede hun blidt og så på ham med et drilsk blik. "Var der ikke en regel med, ingen bukser i sengen?" Hun smilede lumsk til ham og åbnede roligt hans bukser og trak dem af ham og de landte på gulvet få sekunder efter. "Sådan, nu følger vi begge to reglerne." Hun smilede varmt og drilsk til ham og lagde sig godt til rette igen bag efter og lagde sit ene ben ind over hans, så hun egentlig nu dækkede stort set hele hans højre side med sin krop. Hun havde ikke taget bukserne af ham fordi at hun ville have sex med ham, nej, hun havde gjort det fordi at hun gerne ville mærke mere af hans varme krop imod sin kolde, bare mærke hvordan han tøede hende op og fik hende til at slappe helt af i alle muskler. Hun så op på ham og smilede over hans lille kyssemund og gengældte så blidt og kærligt hans kys og gjorde det langsomt dybere, men stadig sådan at de kyssede langsomt, så hun gav sig tid til at nyde det. Hun nød hvordan hans hånd kærtegnede hende, for selvom det kildede en anelse, så fik det hende til at slappe af og sendte små gisninger rundt i hendes krop. Hun smilede over hans ord. "Det ved jeg ikke, hvor har du været hele mit?" spurgte hun blidt og tegnede blidt små mønstre på hans bryst. Hun var glad for at være tilbage hos ham, og han var nok en af de største grunde til at hun var vendt tilbage igen, for hun ville ikke kunne bære et liv uden ham hvor at deres tid sammen langsomt ville blive til minder og falme, indtil de til sidst var en ringe udgave af hvad deres tid sammen nu engang var. Hun nussede kort sit hoved imod hans bryst og sukkede afslappet og tilfreds og kunne ikke lade være med at døse lidt. Hun havde ikke sovet særlig godt på det sidste og han var så dejlig og behagelig at ligge på ...

Hun havde jo egentlig ret! Der var jo en regel om ingen bukser i hans seng. Så var det jo godt han havde hende til at opretholde hans egne regler og love. Så ved synet af hendes lumske smil betragtede han hende med hævede øjenbryn, og lo lidt lavmeldt. Det var nu en god ide, for så kunne han mærke mere af hendes kølige hud. En kølighed der måske kunne hjælpe til med at køle ham en smule ned. Da hendes ben lagde sin over hans, fik han faktisk lidt kuldegysninger, den gode af slagsen. Den hvor en lille strøm gled op ad hans rygrad og han skød ryggen en smule op for at ligge sig bedre tilpas med puden under hans hoved. Hendes vægt imod hans højre side var mere end velkommen, og han ville bære hendes vægt på sine skuldre til evig tid hvis det var hvad der blevet krævet af ham. Hun fik ham til at føle sig, bedre. Som om at han havde en funktion, ud over at være den han nu ellers var, eller havde været den seneste tid. For selvom han var en søn af Ares, var det aldrig en køn ting at slå ihjel, at måtte gøre forfærdelige ting for at overleve og fuldføre hvad man nu satte ud for at fuldføre. Og til en hvis grænse, havde han vel tabt håbet i sig selv, og bare ladet sig selv komme til skade. Som om at han konstant måtte påmindes at han ikke var lavet af glas. Hun fik ham til at føle sig som en kraftig søjle.. En søjle hun til hver en tid kunne læne sig op ad, og søge ly bag. Var det sådan det føltes at være til nytte for nogen? At kunne udrette noget og være af betydning blot ved at trække vejret?
Årh, hvordan skulle han dog få sig selv til at forlade sengen igen? Deres kys var tidsløse, som om at hvert sekund varede længere end dagens gang, og ethvert af hendes smil skød forbi hans øjne. Han førte sin frie hånd lidt over hans egen krop, og lod den roligt hvile på hendes hofte, og kan stjal et hurtigt og blidt kys inden han igen vendte blikket mod loftet. De var som modpoler, der blev lokket mod hinanden, og til sidst sad klynget sammen. Hun var hvad han ikke var, og måske omvendt, og sammen var det som om de dannede et fuldendt væsen, der åndede og blinkede samtidigt. Han tillod sig at lukke sine øjne i, og smilte tilfreds over hendes svar. "Du ved, rundt omkring." Svarede han bare stille, i en let men tydelig mumlen. Han strakte sin hals en smule og det var som om han endelig lod sin egen vægt falde mod sengen, og han slappede af. Han var ellers altid anspændt, klar på hvad der ellers skulle til at ske. Som om han forventede det værste rundt om hjørnet, og altid var parat på noget mere. Vejrtrækningen hævede hans brystkasse og mave en smule, og han kunne mærke hvorledes hendes hoved hævede med det. Han håbede ikke det irriterede hende. Der var ingen smerte, kun nydelsen af at have hende så tæt, og visheden om at hun også ville være der når han åbnede øjnene igen.
Langsomt kunne han mærke hvorledes han selv begyndte at døse lidt hen, men på en måde der plantede et tilfreds smil på hans læber. Han fugtede langsomt sine læber og lagde sit hoved mod den ene side. ".. Har jeg nogensinde nævnt, at jeg elsker dig?.." Mumlede han en smule træt, næsten hviskende og holdte stadig sine øjne lukkede. Klar til at glide hen i sine drømme, som han håbede ville handle om hende - som de havde gjort det så mange gange før.

Ashley nød at mærke hans ben imod sine, og mere af hans varme hud imod sig, så hun følte sig varm i kroppen, men ikke på grund af sin evne, men på grund af ham. Hun havde en varm følelse i maven og et smil lå konstant på hendes læber, bare et lille ét, en lille trækken i mundvigen. Hun sukkede saligt og tilfreds og nød bare varmen fra hans hud, hans nærvær, hans duft, hans hjerte der bankede under hendes hånd og følelsen af ham der trak vejret under sig. Det generede hende bestemt ikke, det gjorde hende mere rolig og afslappet. Han var varm, kærlig, lidenskabelig, stik modsat alt det hun havde vænnet sig til i Hades, hvor alt var mørkt og dystert, og selv hendes far havde vist hende kærlighed, på sin egen måde, så havde det været trist for hende og hun havde drevet sin fritid af med at lege med Cerberus, som var den trehovedet hund der vogtede Hades' port, og Dulcamara, en Helvedeshund som hun selv havde opfostret ham. Men med Angus havde hun en sikker havn, hun kunne altid komme til ham for at finde tryghed, varme og kærlighed, det var hun sikker på.
Hun slap selv langsomt hans læber, utrolig modvilligt, men hun skulle have noget mere af, for hvis hun faldte i søvn, hvilket hun var ret sikker på at hun ville, så ville hun bare ende med at ligge dårligt med bh på, så hun satte sig halvt om halvt op, rakte om på ryggen og åbnede den, tog den af og smed den fra sig på gulvet til resten af deres tøj, inden hun lagde sig ned hos ham igen og sukkede tilfreds. Hun hadede at skulle gå rundt med den dagen lang, det var så irriterende, så ved hver lejlighed hun havde, tog hun den af og nød friheden. Hun så op på ham, klukkede blidt over hans svar og kyssede ham blidt på brystet. Hun puttede sig tæt ind til ham og nød at mærke hans hud imod sin, nu hvor det kun var deres underbukser der skilte dem fra at blive helt tæt, blive til én, selvom hun ikke havde nogen planer om det, så vidste hun, at hvis de smed det sidste, så ville hun ikke kunne holde sig tilbage fra at holde ham vågen resten af aftnen og natten. Hun smilede over hans ord og kom med en lille tilfreds lyd, halvvejs inde i søvnen. "Jaaah," sukkede hun tungt og smilede glad og søvnigt. "Og jeg bliver aldrig træt af at høre det." Hun sukkede stille og slappede helt af indtil søvnen tog fat i hende og hev hende ned i det sorte mørke, og for en gangs skyld drømmede hun ikke om død og spøgelser, nej, hun drømte om hans smil, latter, hans kys. Og om hvor perfekt hun følte sig sammen med ham og hendes glæde over at være sammen med ham igen.

//Vågner de bare op dagen efter, i løbet af natten eller laver vi et nyt emne?

Der kunne umuligt være en fyr mere tilfreds i verden, end hvor tilfreds Angus var med situationen. Dette var afslappende, lækkert og utrolig behagende. Så man kunne ikke bebrejde ham for at ville blive i sengen resten af dagen, og blot falde i søvn, let og simpelt. Det svage smil var stadig plantet på hans læber, og øjnene lukket godt i. "Mhm.." Lød det bare svagt fra ham ved hendes ord. Hun kunne regne med at høre det i hvert fald nogle gange mere. Men nu havde han ikke kræfter til at sige det. Han orkede ikke engang at trække dynen længere op. Heldigvis var lamperne allerede slukket, og det eneste lys i værelset kom udefra, igennem vinduets tynde gardiner. Langsomt stoppede hans fingre med at kærtegne hendes hud, og også hans arme lod vægten falde til jorden. Hovedet var begravet i den bløde pude, og det sidste der skete var duften af Ashley der sivede ind i hans næsebor. Og før han vidste bedre, var han faldet i søvn...

//Blackout//

Solen gik sin gang på himlen, og timerne susede forbi. En nat i lejren var altid lækker. For selvom der var hytter og masser af halvguder, så var det stadig et naturrigt område med skov og floder. Så selv med vinduet lukket trængte nogle næsten behagelige lyde ind i værelset. Der kom dog også lidt lyde inde fra værelset, for når Angus sov, var hans åndedræt altid tungt. Det lød som om han var på grænsen til at snorke, men alligevel ikke gjorde det. Heldigt for Ashley. Hvad der nok også var lidt heldigt, var at han ikke havde bevæget sig i sin søvne. Han havde sovet trygt og tungt, og armene var blot faldet ned på sengens bløde madras.
Det var stadig tidligt da han vågnede, og solen var endnu ikke over horisonten, men det var en smule lyst fra solens stråler mod skyerne og lyden af fuglene udenfor. Angus' øjne gik langsomt op, og han tog en dyb indånding da det gik op for ham han var vågnet. På et splitsekund gik det op for ham hvad der var sket dagen forinden, og han kiggede roligt ned. Rigtig nok lå Ashley stadig i sengen. Han smilte tilfreds og vendte så hovedet rundt i værelset. Inden længe besluttede han sig for at ville ud af sengen, men han ville stadig ikke vække hende før tid. Hvis hun altså stadig sov. Derfor holdte han vejret og lod sig glide væk under hende, for derefter at sætte sig på kanten af sengen. Søvnen blev gnedet ud af hans øjne og han kørte en hånd igennem håret. Han var en 'early bird', så og sige, og vågnede altid op helt frisk og klar på dagen. Han rejste sig op og kiggede ned på bandagerne om hans overkrop. Langsomt og uden at lave en lyd stillede han sig foran et spejl der hang på væggen. Han begyndte at tage bandagen af sig, og smed det i en skraldespand ved siden af skrivebordet. Huden var stadig en smule rød og mærket, men han kunne næsten ikke mærke det længere. Så for at teste det begyndte han at vride sin krop fra side til side, rundt om sig selv med armene. Hans liv var præget af rutine, dagen startede altid med træning og sluttede altid af med træning. Den tid han havde været i lejren, havde træning og Ashley fyldt hans dage, intet andet og ingen andre.
Så Angus forlod værelset og gik nedenunder. Da han kom tilbage op ad trappen, bar han et stort glas vand i sin hånd, og hurtigt blev hans bryn rynket. Døren til hans værelse var lukket, og ved døren stod en af hans yngre stedbrødre, en ung fyr ved navn Henry. Henry stod bøjet forover og forsøgte at se igennem nøglehullet ind til værelset, sikker nysgerrigt efter hvad der mon gemte sig bag døren. Angus havde tilladt Henry at træne lidt med ham, men nu var det næsten som om Henry gik i Angus' skosåler. Angus gik hen til ham, og først da han var helt henne ved Henry, kiggede den yngre fyr, på omkring 14 år, op på Angus med et nervøst blik. Angus hævede begge sine øjenbryn og hev Henry op og stå oprejst, og hurtigt derefter fik Henry et lettere hårdt klap på siden af hovedet, for derefter at blive skubbet ned af gangen med et enkelt skub fra Angus. Der var ikke behov for at sige noget, den lille creep skulle holde næsen ud af andres sager. Angus kiggede lidt mistænkeligt efter fyren inden han åbnede døren og gik ind på værelset igen. Han lukkede døren efter sig, stadig kun iført sine underbukser, og betragtede hende med et skævt smil. Langsomt gik han mod sengen, og stillede glasset på natbordet. Hun var utrolig smuk, og han kunne ikke lade være med at smile ved synet af hende. Men han ville stadig give hende lidt tid til at hvile. Så han satte sig langsomt ned på gulvet ved siden af sengen, førte sine hænder om bag hovedet, og begyndte med det samme at tage en lang række mavebøjninger, som han altid gjorde hver morgen. Han gjorde hvad han kunne for ikke at lave lyde, så han trak langsomt vejret igennem sine næsebor, og nød bare følelsen af at være vågnet op ved siden af en smuk pige som Ashley - og at hun stadig lå i hans seng.

Ashley sov stadig dybt og tungt og havde slet ikke bevæget sig imens hun sov, hun lå stadig i samme stilling, med den ene arm under puden hun hvilede hovedet på og den anden over ham. Hun var dog selv en blanding af et A og B menneske, hun kunne kun sove længe hvis hun virkelig var udmattet, og selv hvis hun var det, vågnede hun ofte ret tidligt, men da hun nu ikke havde sovet særlig godt de sidste mange uger og måneder, så sov hun så tungt som hun overhoved kunne. Så da han vågnede og kort efter bestemte sig for at stå op, sov hun stadig tungt, men kom med massere af utilfredse lyde da han langsomt lod sig glide væk fra hende og hendes hoved gled ned på madrassen. Og i søvne, tog hun let fat i hans boxers for at få ham til at blive, men opgav hurtigt igen og vendte sig nærmest fornærmet op, greb om en pude og begyndte at holde den ind til sig imens hun rullede sig sammen i fosterstilling, så hun næsten ikke var dækket af dynen. Dog sov hun stadig tungt og ville bare have noget i erstatning for ham, så hun havde selvfølgelig taget en af hans puder, som jo duftede af ham, og kort efter kunne der høres et lille suk fra hende. Hun var meget mærkelig når hun sov, noget han nok skulle finde ud af med tiden, for det her var kun en smagsprøve på det.
Ashley lagde ikke mærke til at skid imens hun sov, ikke engang at hun blev luret på. Dog, da Angus kom tilbage ind på værelset, havde hun fået dynen over sig, imens hun stadig lå i helt samme stilling som hun havde gjort da han var gået. Som sagt, hun var virkelig sær når hun sov. Hun var helt dækket så kun hendes hoved var frit. Og hun vågnede heller ikke af de lave lyde han lavede imens han lavede armbøjninger, hun sov for tungt.
Nok en time eller to efter, begyndte hun langsomt at rykke på sig igen og vendte sig langsomt op på ryggen og falmede efter Angus med stadig lukkede øjne, stadig halvsovende, inden hun strakte sig, tog dynen halvt af sig, så den lå nede under hendes bryst, skød ryg og gabte som en lille løve, og kom med små dinusaurer lyde imens. Hun åbnede øjnene lidt, gned søvnen ud ad dem og følte sig friskere end hun havde gjort længe. Da hun så slog øjnene helt op og så sig omkring, smilede hun lidt og så sig så rundt omkring efter Angus.