As the day goes by - Gabriel

Tid: Ca. kl. 17
Sted: Skoven
Omgivelser: Stille. Dagens dyr er ved at gå i seng og nattens dyr er ved at stå op.
Vejr: Skyfrit, køligt, forholdsvis vindstille. Solen har ramt trætoppene, og det er ved at blive mørkt.
Dag: Søndag
Årstid: Efterår, mild
Påklædning: Et gode par læderstøvler, et par stramme, mørkeblå cowboybukser og en varm, strikket, armygrøn sweater.

Solen var netop gået ned bag de efterårs-orange trætoppe og havde et kort øjeblik fået verden lyst op i sit helt særlige flammehav, som man kun kunne opleve en efterårsdag som denne, og tusmørket havde lagt sig over skoven. En natugle havde ladet sin første spæde tuden lyde ud i den begyndende nat. Det første ud af mange flere. En løvfrø havde givet sit kvækkende besyv med, efterfulgt af rævens vrælen. En blid brise rev flere blade løs fra trækronerne og disse dalede i en liflig dans mod den skovbunden, der lugtede særegent af våd jord og dødt løv.

Dette var et helt særligt tidspunkt på døgnet for Silja. Dét at kunne opleve månen og nattens opvågning i ro og mag, var noget hun holdt særligt af. På dette tidspunkt af året blev dagene kortere og natten længere. Det var i natten hun følte sig mest rolig. I natten hun følte sig mest tryg.
Siddende med armene foldet om knæene, der var trukket op under hende, på "sin" sten et stykke inde i skoven, var noget hun gjorde sig brug af, når hun skulle have fred til hovedet.
Og dette havde hun brug for særligt i dag. Hun var netop kommet tilbage til lejren efter et besøg hos hendes far. Marshall som stadig ikke kunne komme tilbage i sit liv i militæret på grund af hende. Det var på grund af hende, at han havde måttet skifte både hendes og sin egen identitet og nu sad fast i en så kedsommelig stilling som sikkerhedsvagt. Det nagede hende, at se ham her. I en mistrivsel over ikke at kunne komme tilbage - men for stædig til at sige noget højt om det. Nogle gange var hun led og ked over fortiden, og dét der skete, da hendes adoptivmor valgte at få hende kidnappet til eksperimenter. Det var selvfølgelig ikke som sådan hendes skyld, men hun følte sig stadig plaget af samvittighedskvaler.
Lyden af en knækket gren fik hendes blågrønne øjne til at vende sig fra månen og mod træerne bag sig, hvor lyden var kommet fra..

Mørke! Det var netop nattens kommen der havde tvungede Gabriel ud af sit værelse i Hades hytte, og udenfor. Stilheden han vidste han kunne finde i skoven hvor hun den svage lyd af dyrenes puslen og trækronernes raslen ved de milde briser havde været så tillokkende som altid. Vejret var endnu ikke blevet isende kold endnu, og selv hvis det skulle blive det ville det blot afspejlede Gabriels personlighed som var koldere end vejret i Nord- og Sydpolen. Hans beklædning sørgede altid for at holde den værste kulde væk, men som søn af Hades, og født med en indre flamme af helvedesilden var det svært at fryse uanset vejret, så beklædningen kunne lige så kort et par shorts uden at havde den største effekt på hans høje muskuløse krop.

Lyden af et knæk et sted tilvenstre for ham fik ham brat til at standse op, at udøve den slags larm var ikke noget han var i stand til, hans skridt var så uhyggelige lydløse at man af og til tvivlede på om han overhoved betrådte jorden eller blot svævede hen over den. De intense blå øjne gled direkte mod det punkt i mørket hvor lyden var kommet fra, og med det samme satte han kursen i den retning. Endnu et knæk lød, og dog denne gang så tydelig at det blot var et egeren der var ved at vende hjem til sin hule. Som han standsede ved den gren egernet havde betrådt fangede han fornemmelsen af en halvgud. Mange ville nok finde dette underligt, men for en der tog liv var det ikke så sært at opfange fornemmelsen af en anden. Han opfangede jo ikke andet end fornemmelsen af sjælens puslen i kroppen og som fristende kaldte ham tættere på og bad om at blive rørt og taget ud af den sølle krop.. med vold!
Kursen ændrede sig igen hvor han satte sig i bevægelse mod skikkelsen der måtte befinde sig i skoven, de fleste elever og halvguder befandt sig i deres hytter eller i færd med at forberede sig til den efterfølgende dags gøremål. Der gik dog ikke mange sekunder inden blikket faldt på den kvindelige skikkelse han genkendte med det samme, Silja...

OUTFIT: 24.media.tumblr.com/tumblr_m8vaa1lpqq1rdl1cco3_400.jpg

Indenfor få sekunder efter lyden af den knækkede gren var hørt og hovedet vendt, var hele Siljas krop vendt, så hun havde front mod den retning lyden var kommet fra. Hun havde adræt løftet sig op, så hun stod parat på tåspidserne og samtidig den ene hånds fingerspidser placeret på stenen, foroverbøjet. Øjnene så ud i mørket, som var det dagens klareste lys, men intet sås i den retning. Den anden hånd gled hurtigt ned til anklen og knivens solide håndtag.
Et stykke mod højre sås bevægelsen af en skikkelse. Hovedet blev drejet en smule, så blikket rettedes mod skikkelse - som hurtigt blev genkendt som Gabriel. Hurtigt slappede hun af og grebet om kniven blev løsnet. Hun havde reageret af ren refleks, som hendes far havde lært hende det. Et suk gled over hendes læber.

"Ohh.. It's just you.. What are you doing out here, Gabriel?"

Stemmen lød småirriteret, som var hun netop blevet afbrudt i noget vigtigt. Hun havde ikke regnet med at blive forstyrret herude, og så af Gabriel. Dette var hendes sted, hvor hun kunne være sig selv.
Hun satte sig opgivende ned på stenen igen, dog stadig med front mod Gabriel. Det ene ben blev igen trukket op på stenen, og albuen hvilede på knæet, så hånden hang afslappet ud til siden.

"Why don't you just go back to camp, huh?"

Et afventende blik blev rettet mod ham. Hvad lavede han egentligt herude? Det undrede hende ikke, at han ikke lå i sin seng. Sådan var han ikke, men hvad havde han at fortage sig i skoven, nu?

Hans øjne fejlede absolut intet, derimod så han bedre i mørke end så mange andre gjorde, en af hans fortrinlig evner og som kun var ham en styrke i sådan situationer. Derfor var det heller ikke svært at se hendes reaktion på lyden, men hun var indenfor lejrens område og derfor i sikkerhed, hvorfor hun reagerede så voldsomt anede han ikke, halvguderne gik trodsalt ikke rundt og slog hinanden ihjel… desværre. Som han trådte nærmere og derved lod sig genkende slappede hun tydeligvis mere af, brynet skød i vejret ved dette som han trådte lidt længere frem med hænderne dybt begravede i lommerne på sine jeans. Ved hendes spørgsmål fnyste han let.

”Could ask you the same question darling..”

Svarede han uden spor meget liv i stemmen hvilket fik det sidste ord til at lyde ironisk. Det var ikke just fordi han var stødt på hende herude før, og som det irriterede hende, irriterede det også ham nærmest at trænge ind på hans territorium. Hans blik fulgte hende som hun satte sig ned og han trådt nu nærmere. De røvdyragtige øjne hvilede intenst på hende som så han sit bytte an mens han kredsede omkring hende.

”Why you don’t do the same..?”

Svarede han flabede og hårdt. Hun skulle ikke tro hun kunne komme her og bestemme over ham, skoven var trods alt et offentligt sted, ikke et sted hun ejede selvom hun gerne ville være alene. Endelig kunne han jo godt skride, men hvad sjovt ville der være der ved det. Det var søndag, og han havde kedet sig for meget den dag.

At hun reagerede på denne måde var intet nyt for Silja selv. Med hendes fortid var hurtig reaktion på eventuelle farer en vigtig del af overlevelsen - det lå efterhånden på rygraden. Det kunne godt være, at de var på et sikkert område, men herude, når hun var sig selv, havde hun svært ved ikke at falde tilbage i de gamle mønstre. Hun havde nemmere ved at holde vanerne under låg, inde i selve lejren.
Fjollet var det nok, men denne lysning føltes som "hendes", hun havde efterhånden tilbragt mange stunder her i løbet af de sidste fire år. Det var fjollet, ja, men sådan føltes det. Og at blive forstyrret her, irriterede hende. At han gik rundt om hende som et rovdyr, der så sit bytte an, var egentligt ikke overraskende, sådan var han egentligt bare. Så hun blev blot siddende, uden at flytte hoved, og så blot på ham, når han kom inden for synsvidde igen. Men hun behøvede heller ikke at følge ham med blikket, her i natten kunne hun føle, hvor han befandt sig.
Et skævt smil gled over hendes læber.

"Can't you come up with anything to say for yourself, instead of parroting me?"

Blikket fulgte ham, da han igen kom inden for synsvidde, afventende på, hvad han havde at svare.
Det var underligt, som der altid syntes at foregå et eller andet spil imellem dem. Som om det var en nødvendighed. Hun morede sig nu nok med det, det undrede hende bare til tider, at han skulle være sådan. Men så igen.. Var hun egentligt ikke på samme måde? Nok var hun en direkte person, men der blev også ved med at ligge en snært af mistillid til alle mennesker – udover hendes far var der ikke rigtigt nogen, der havde modbevist muligheden.

”You never come out to the forest at night. At least not here. How come you’re here now? Been following me, since you couldn’t find someone else to disturb? Or you just couldn’t go on without me, eh?”

Det sidste var blot smådrillerier – tilfældige kommentarer.
Solen var nu gået helt ned bag træerne, og tusmørket lagde sig tættere om dem. Det var tydeligt at høre, at nu var flere af nattens dyr stået op. Det velkendte lyd at puslen i skovbunden og kravlen i træer steg en smule. Dyr det normale øje ikke ville ligge mærke til, men som Silja så tydeligt, var stået op med månen for at gå på rov.

Føltes som hendes var ikke ensbetydende med at det var hendes. hun måtte leve med at folk forstyrrede hende engang imellem, og heldigt for hende havde Gabriel ingen planer om at gøre det til en vane. Han hadede virkelig at være omgivet af folk, når han en sjælden gang selv gjorde det var det kun for en kort stund. Han var og vil altid være en tro kopi af sin fader, hvor lidt han end brød sig om det. Til forskel for andre af Hades børn havde Gabriel en vigtig ting tilfælles med faderen, en ting som ingen andre af hans halvsøskende ejede, han nød at slå ihjel og det krævede enorm kontrol ikke at tage livet af noget eller nogen. Det var som om han fik energi ud af det, følte en vis rus som havde det været stoffer, og selvom det var noget så skræmmende, så havde han endnu styr på det… dog til en vis grænse. Lærerne vidste skam hans problem, eleverne fandt ham skræmmende og det var ikke på samme måde som de fandt hans søskende, meget værre, men ingen vidste endnu hvad hans problem var, og skulle de finde ud af det, var det næppe en information han vil lade dem gå ud og sprede.

Silja var anderledes end andre han havde mødt, han havde ladet hende komme en anelse tæt på sig, og det var nok til at han nu ønskede hende langt væk og ville gøre hvad der stod i hans magt for at vække hendes afsky og vrede mod ham, om det så betød at hun ville hade ham for det ville han bare tage med, andet valg havde han ikke. Og det var såmænd derfor han blev stående selvom hun tydeligvis havde bedt ham gå.

”Åh kære, du vil slet ikke vide hvad jeg kan og ikke kan..”

Han svarede langt fra det hun havde spurgt om, men det var tydeligt at han havde drejede samtalen ind på noget andet. ordet ’kære’ havde nærmest lydt kærligt og flirtende, men kun nærmest. Om hun ville tolke det som sådan var op til hende. Han endte med at standse op foran hende, med blikket hvilende på hende som hun selv ligeledes så på ham.

”Du tager fejl Silja, jeg kommer her tit, ved at dette er din yndlingssted, og sørger for at holde mig på afstand af dig.. jeg ved hvor du kommer og går, hvem du snakker med, hvad du spiser, hvad du kan lide… hvem du stoler på… for resten.. har din fader det godt?”

Hvor hendes ord havde lydt drillende, var hans provokerende som han trådte nærmere og bragte sig derved knap en halv meter fra hende.

//OOC: Mit internet virker ikke ordenligt, men jeg prøver at få ordnet det i morgen. Så burde du gerne få et svar der. Beklager ventetiden. //

Hovedet med de livlige brune krøller blev lagt tænkende på skrå, en rynke let fremtrædende mellem øjenbrynene i undren. Der var noget.. Anderledes? Ved Gabriel. Som om han ikke kunne finde ud af, hvordan han skulle agere overfor hende. Det ene øjeblik var han kold, så ironisk og nogle gange nærmest venlig at høre på. Hvad var der i ham, som han ikke kunne finde ud af at håndtere? Der var i hvert fald ét eller andet.

"I might not know what you're capable, but it sure would be interesting to learn.. Dear.."

Det var nærmest som om, hun smagte på det sidste ord. Som om det lå en smule mærkeligt i hendes mund.
Hvordan skulle hun egenligt agere overfor ham, når hun ikke vidste, hvor hun havde ham. Lige nu var det mest af alt bare et interessant spil. Nogle gange var det sjovt, andre gange frustrerede det hende. Det var i hvert fald anderledes, end hvad hun normalt var vant til. De fleste løj som dagen var lang, men ham her, han var direkte. På sin egen særlige måde.

Et øjenbryn blev hævet ved hans næste ord, mens hun stadig kiggede ham i øjnene med sine egne livsfulde grønblå øjne. Igen havde han skiftet. Hvad var det han forsøgte? At skræmme hende væk? De var komme et smule nærere hinanden, men bu virkede det som om han endnu engang forsøgte at skubbe hende væk. Som om han ikke rigtig kendte til venlighed.
Ahh..
Et skævt smil trådte ind over hendes lyse ansigt. Var det måske dét?

"It's like.. You don't want to know kindness. Like you regret opening up to another person. Is it really that dangerous to let a person see you for you?"

Et afventende blik hvilede på ham, lod blikket glide over ham for at forsøge at aflæse hans kropssprog, hans reaktion. Havde hun mon ramt rigtigt?

At hun fandt hans opførsel en anelse sær og ikke af hvad hun var van til ville han bare hæve brynet af, men jo, hun havde desværre ret med hensyn til den sidste tanke, at komme for tæt på ham får ham straks til at reagere og hun var kommet for tæt på ham derfor forsøgte han nu at skubbe hende væk. ikke at han følte sig tiltrukket af hende, eller havde fortalt hende noget hun ikke burde vide, men de havde det generelt for godt sammen i sammenligning med hans forhold til andre og det kunne han virkelig ikke klare. At føle trang til at åbne sig for en anden, eller beskytte vedkommende var ham en for stor svaghed, der lignede han sin fader utrolig meget. Ved hendes svar og sidste ord fnøs han håndende

”I am sure it will…”

Svarede han lettere ironisk og understregede bare hånen i den tone ordene blev sagt med. Spillede var nok interessant for hende, men for ham var den ved at være alt for farlig og han overvejede at tag opfordring op om at smutte, men ikke før han havde sørgede for at grave en kæmpe kløft mellem dem så han skræmte hende væk og de derved fik standset og brudt det de havde sammen af et begyndende ... ja begyndende hvad? Venskab? Næppe, nærmere bekendtskab, han havde ingen venner og han ønskede ingen, den slags ville kun spænde ben for ham. Det skæve smil der trådte frem over hendes læber fik ham til at hæve brynet, hendes ord endnu mere hvor han standsede sig selv inden han begyndte at skule af hende. Hun troede hun vidste alt hva?! Et skævt køligt smil viste sig over hans læber hvor hans blik fangede hendes

”Venlighed? Please! Siden hvornår har vi været venlige overfor hinanden.. det eneste du gøre er at fjolle rundt og ærlig talt har jeg bedre ting at tage mig til! Desuden ved du ikke hvad du selv taler om! Du tror jeg som alle jer andre fjolser her?! Jeg er for farlig til at nogen kan nærme sig, en tikkende bombe.. du gøre bedst i at holde dig fra mig for fremtiden Silja.. og jeg mener det”

Han vendte om på hælen og satte kursen tilbage mod lejren. Dette var bestemt ikke hvad han havde regnet med at sige, men nu var det kommet ud, hvordan og hvorledes betød ikke en skid, ikke når han ikke kunne tage det tilbage. Vreden boblede allerede i ham, og det blev kun værre som han gik.

En fortand bed let i underlæben, da hun så hans reaktion. Hvordan ville han tage hendes ord, hvis de da overhoved ramte?
Det første var måske forventet, det var som om han blot forsøgte at være mystisk. Hvad var formålet? Ønskede han, eller lignede han rent faktisk sin far?
Hendes kropssprog var blevet mere afslappet. Hovedet blev endnu engang lagt på skrå, havde hun rent faktisk ramt et punkt? Kom der rent faktisk en hvis stivhed i hans kropsholdning?
Hun rejste sig op fra stenen, så hun stod helt tæt på ham, men alligevel lige nøjagtigt langt nok væk til ikke at høre ham.

"You are uncomfortable with this. I have been more kind to you than any other in this place, I believe. And you might not be as any other in this place, but I believe there's something in there,"

En let finger berørte det punkt, hvor hans hjerte sad, næsten så let, at man kunne blive i tvivl om man havde mærket det,

"That is worth getting to know."

Måske var hun naiv, selvom hun nu ikke rigtigt selv troede det. Men hun havde oplevet venligheden og havde lært den fra sin far, som altid havde været der for hende. Hun troede stærkt på, og levede også efter, at andre skulle opleve den ærlighed og venlighed, hun selv var vokset op med hos hendes far.

Da han pludselig drejede om på hælen, trådte et overrasket blik over hendes ansigt. Nok havde hun måske provokeret ham en smule, men hun havde ikke regnet med, at han havde reageret på den måde. Hun trak vejret stille gennem næsen og nikkede beslutsomt for sig selv, inden hun med komplet lysløshed skyndte sig op bag ham, inden han var nået langt. En blid hånd rørte hans skulder i et forsøg på at stoppe ham.

"Why not try something new? Actually try to let a person in.. You haven't got anything to loose, have you?"

Det var et rent forsøg det her. Men ja.. Hun havde næsten ondt af, at han skulle være så kontakt forskrækket.

*Just give it a chance.. He would be better of with it..* var hendes tanker om det. Det var faktisk det hun havde troet på. Det var faktisk dét, at hun selv havde oplevet det, at hun havde overlevet psykisk.

Han ønskede ikke at ligne sin far, han hadede den mand, gud eller hvad fanden han nu var. Han afskyede ham, og det værste han vidste var at blive sammenlignet med ham, ikke desto mindre var det end sandhed han desværre ikke kunne løbe fra, han lignede sin far, og det ganske enkelt fordi han som yngre havde fulgt sine instinkter.. eller det han havde troede var sine instinkter men i virkeligheden havde været faderen stemme. Opfordringerne, og den måde han var voksede op havde gjort ham et til våben for faren, et farligt individ der ikke kun var til fare for sig selv, men for alle omkring sig, eller i hvert fald dem der kom ham nær. Han kunne simpelt hen ikke elske, og den eneste han havde elsket var død, hans kærlighed til datteren var det eneste form for kærlighed han nu følte, og selv den kunne der sås tvivl omkring engang imellem, for ikke at sige at det var noget ingen udover barnet vidste til.

Han havde fået et hårdt drag om munden, blikket blevet mere køligt, og kroppen mere spændt. Det var nok hvad hun ville bemærke hvis hun så efter, om end han forsøgte at skjule det dog uden held. Hun rejste sig op og han ville have bakket men hun stillede sig helt tæt på ham hvor det sigende kolde blik faldt i hendes alt andet end blidt og venligt, den slags udtryk havde hun vidst heller aldrig set fra ham, at smile et ærligt smil, eller lade varme og blidhed forme sig i hans blik var ikke sket siden… siden han havde set Ariel sidste gang.

Hans vejrtrækning var blevet mere overfladisk og næverne blev knyttet som hun svarede hvor han måtte kontroller sig for ikke at lade vreden overtage og blænde ham. Han endte med at træde et skridt tilbage ved hendes sidste ord og hånden hun rakte op mod hans bryst lige over hans hjerte, lidt usikker på om hun havde rørt ham eller blot pegede

”Du tager fejl, der er intet tilbage derinde… måske.. måske var der noget engang… men det er for længst væk. Høre her, bare fordi du er en freak og ensom betyder det ikke du skal ændre på folk omkring dig, jeg er tilfreds med mit liv som den er!”

Om han sårede hende eller ej betød intet for ham, hvis det var den eneste måde hvorpå han kunne holde hende væk fra sig gjorde han det gerne og endda uden tøven. Hun var mere end bare naiv hvis man spurgte ham, hun spildte sin tid, og hvad havde hun så i sidste ende i sinde at opnå? Venlighed? Åbenhed? Et venskab? Der var mange andre i lejren hun kunne få det fra, nogen der var mere villig til at give hende netop disse ting, så hun kunne bare smutte til dem frem for at chikanere ham.

Som han gik bort fra hende og vreden blot voksede måtte han virkelig af med den vrede, han var begyndt at tage handsken af som hendes hånd blev lagt over hans skulder og han stivnede, tabte handsken og greb fat i hendes hånd med sin behandskede som han vendte sig om mod hende med den ikke behandsket hånd millimeter fra hendes ansigt, et vildt udtryk var at finde i hans blik hvor han tøjlede sig gevaldigt for ikke at lade vreden løbe af med det sidste strejf af fornuft. Hendes ord trængte ind til ham og gjorde ikke vreden mindre. Hun troede virkelig hun kendte ham hva!

”Jeg har mere at miste end alle jer andre! Hvad pokker vil du mig kvinde, jeg advare dig en sidste gang… hold dig fra mig eller jeg sender dig hjem til din far som et lig!”

Blikket var alvorligt, koldt, morderisk og dog var der noget at sporer i hans blik som man normalt aldrig så, hjælpeløshed.