The awkward moment when... ~ Gabriel

OUTFIT


Skoven vrimlede af liv denne sene eftermiddag, Gabriel hadede det! helt seriøst, hvorfor kunne ungerne bare ikke skride indenfor igen og overlade ham skoven når de nu havde brugt stedet som hygge i mere end 8 timer? Han fattede det simpelthen ikke! i sidste ende havde han opgivet at vente, og sat kursen mod søen i stedet for, her ville der være mere fredeligt, hyggeligere.. og desuden… var der også liv. Bare en anden form for liv. En blid brise legede med håret, og kildede ham på kinden og halsen, en hånd gled en enkelt gang gennem håret som han nærmede sig søen, og standsede brat op. En sjæl! Han fornemmede den så tydeligt. en sjæl, tilhørte n kvinde, ung.. omkring… han fokuseret, lukkede øjnene og snusede ind mens han forsøgte at sætte alder og gudeforælder på den sjæl han havde opfangede. Efter nogle lange sekunder smilede han svagt, ikke venligt, men nærmere køligt, 19 år, en datter af Harmonia.. for ironisk. Hans skridt fortsatte, lydløse som en dødsengel nu engang var når han sneg sig ind på sine ofre og frarøvede dem deres sjæl. Hænderne hvilede i lommerne, indtil han trak dem op og afslørede de sorte læderhandsker som han altid havde fåede. Hun var alene, hvorfor hun var det anede han ikke, de fleste halvguder der ikke var børn af Hades var omgivet af venner, hvorfor var denne alene anede han ikke, ikke at han havde noget imod det. Han havde kedet sig hele dagen, måske var der noget underholdning her, han håbede det naturligvis, men kunne aldrig være sikker, kun håbe.
Han kom nærmere, blikket faldt nu på den blonde kvinde der var kun et enkelt år yngre end ham. Blikket fulgte hende sov et rovdyr der fulgte sit bytte, interessant skabning.

Brisen legede med træerne, og de træer der endnu havde blade på sig raslede let. Hans blik gled til side hvor lyden var kommet fra, han lyttede. Tavsheden varede i et godt stykke tid, men intet lyd kom, ingen fornemmelse af en sjæl. En ting var sikkert, var der noget eller nogen der lavede lyde, kom de i hvert fald ikke fra ham, han var lydløs, ganske som døden var det. Gabriel var en tro kopi af sin far, måske ikke udseende, men funktion og personlighed. Han hadede manden, men derfor lignede han ham ikke mindre af det.
Atter satte han sig i bevægelse, denne gang i så høj fart, at det ville være overraskende selv for en der vidste han var der. Pludselig stod han bag hende ”Godaften” hviskede han med en rolig stemme. Hans stemme havde to funktioner, den ene… skrækkelig, den anden beroligende, næsten harmonisk. Afstanden mellem de var ikke eksisterende, når han trak vejret kunne hun nok fornemme hans bryst berøre hendes ryg, og hans ansigt og derved hoved var lige ude for hendes højre øre.
At hun kendte ham, og kendte til stridighederne mellem ham og den halve lejre anede han ikke, men det betød intet for ham, intet i lejren, som ingen i lejren, betød noget for ham. Han var her midlertidigt, og når han havde opnåede hvad han ønskede, ville han tage hjem til sin lillepige igen. Hans lille guldklump, og den eneste i verden der ville betyde så meget.

At se frygt i folks øjne var hvad han ønskede, og yndede at gøre. han kæmpede for det meste ikke for at skræmme dem, de blev skræmt blot ved synet af hans blik, ikke det hun så nu, for det var langt fra så skræmmende som det morderiske glimt han kunne få, og så løb folk først skrigende væk. Han var anderledes, unik kaldte han sig selv, for ja han var anderledes selv blandt sine søskende. De fleste af Hades børn kunne tage liv, dertil var han ingen undtagelse, forskellen var bare, hans søskende ikke ønskede at tage liv, mens han… nød det!
En leg, det var hvad det var for ham, folks liv, sjæle… det var en leg. Mens hun mente at hans let ikke var harmonisk, mente han selv at det var ham der opretholdt balancen på jorden. balancen mellem liv og død, han havde den balance, og valget mellem disse to ting.. i sin hule hånd. Bevidst om at det han elskede allermest, en dag ville vende sig mod ham, og tage hans liv, men han var ligeglad.
Hun vendte sig mod ham, så ham an, og han stod blot tavs og lod hende tage ham i øjesyn. Hvad hun tænkte på kunne han umuligt vide, morder, ikke en tankelæser. Snart blev hendes blik dog vendt mod hans, og hun brød sig tydeligvis ikke om hvad hun så, det skjulte hendes smil ikke for ham trods forsøget. Hun hilste tilbage, og han skød det ene bryn i vejret som han nu engang havde for vane ”Helt klart.. åh.. hvor er mine maner..” uden videre rakte han ud efter hendes hånd og greb den, hendes venstre hånd, og løftede den op til læberne hvor de svagt berørte håndryggen ”Gabriel, søn af Hades” præsenterede han sig. Ironisk, hans navn var fuld af ironi. Opkaldt efter ærkeenglen i den kristne, muslimske og jødiske tro. Hans greb om hendes hånd var let, hun kunne derfor let tage den til sig.

Dejligt ligefrem? Det lød så absurd at høre det ord i det hele taget, og så i en sætning med hans navn i..? Verden måtte være ved at gå under siden det overhoved kan lade sig gør. Hans eneste reaktion på disse ord var at skyde det ene bryn let og i panden, og lægge armene overkors "En datter af Harmonia, der er vist ikke så mange af jer i lejren.." kommenteret han roligt som hans blik gled hen over hende og han tog hende i nærmere øjesyn. Køn lille blondine, sød yder, så pæn.. moar måtte være stolt over den lille piger der, så perfekt som hun sikkert var. Han fandt hende for.. sød. Al den sødme kunne næsten give kvalme, han lod dog som ingenting som han betragtede hende med hovedet let på skrå "Så... hvad bringer der hid?" spurgte han som ejede han stedet og derfor kritisk spurgte om hvorfor hun befandt sig her. Han ejede det ikke, men.. han ville stadig gerne vide hvorfor hun kom her, og endda alene når mørket snart faldt på. Himlen var allerede rød, og solens sidste skær var ved at forlade himlen for at lade natten overtage. Natten.. ja alene tanken var ham velkommen.

Det undrede ham nu ikke at der ikke var andre end hende af Harmonias døtre eller sønner, kvinden var vist ikke spor seksuel aktiv, eller også var hendes unger bare ikke til at finde eller var faldet for monstrenes klør. Så meget for den harmoni. Havde der været flere af Harmonias børn, havde lejren nok måske været mere harmonisk, disse unger var ikke så forskellige fra de andre halvguder, de havde alle svært ved at kontroller deres evner, især i starten. "Det var hvad jeg tænkte.. se det fra den lyse side, ingen uduelig søskende der render rundt" svarede han nærmest trøstende dog uden at mene et eneste ord af hvad han sagde, hvilket måske ikke var så svært at se igen.
Hendes efterfølgende ord var ikke så nye, det var det samme som han havde hørt før, dertil nikkede han lettere ligegyldigt, og ikke spor interesseret. At der måske lå en hentydning i skænkede han ikke en tanke overhoved. Spørgsmålet han havde stillede blev slyngede tilbage mod ham "En af nattens børn.. det siger vel sig selv" svarede han som var det logik for burhøns hvad det i hans hoved var.