Why am I even here? - Gabriel ^^

Sted: Zeus hytten
Tid: 05:00 om morgen
Vejr: Koldt udenfor
Omgivelser: Bare hendes værelsesting
På: https://2img.net/r/ihimizer/img26/950/64866684.jpg

Felicia lå og sov i sin seng på sit værelse i Zeus hytten. Hun vågnede op med et sæt op satte sig op og kiggede panisk rundt. Hun havde haft et forfærdeligt mareridt om at der var et monster der fik fat i hende og brutalt skulle til at rive hende i småstykker. Hun havde skreget virkelig højt og da monstret rækkede ud efter hende og så vågnede hun. Det var en skrækkelig drøm. Hun rejste sig op og gik hen til sit klædeskab hvor hun tog en hvis trøje frem og en cowboy jakke og nogle stramme bukser. Hun tog det hele på og efter det tog hun sin ring og sin halskæde på. De begge havde et nedslående lyn som symbol. Ringen havde hendes mor sendt til hende i et af hendes breve på hendes tolv års fødselsdag og halskæden sendte hun i et andet brev til hendes 17 års fødselsdag. Hun havde syntes at de var flotte og hun gik med dem normalt men hun gjorde det kun for at gøre hende mor glad. Også selvom hun ikke kunne se det. Hun tog sokker og sko på og listede ud af værelset og ud af hytten og begyndte at gå ned mod arenaen. Hvorfor vidste hun ikke. Hun regnede blot med at de fleste halvguder og gudinder sov da det endnu var tidligt om morgen. Hun håbede da på det og på vej til arenaen kunne hun ingen se.

Gabriel var et nattevæsen, han elskede natten og mørket... men mest af alt fordi der var stille. Han havde sovet første del af natten, men var stået tidligt op og havde gået sig en tur, for derefter at starte på dagens træning hvilket resulterede i at han stod i arenaen i disse øjeblik og svang sværdet mod en af de opstillede dukker. Hans var fuldt påklædt, med rustning og panser, og endda ekstra vægt som havde til formål at gøre hans bevægelser tungere, og mere klodsede. Han havde dog trænede med denne ekstra vægt i nogle uger, og derfor bevægede han sig let, og elegant som havde han intet over sig. Moderen i ham var at sporer i det dødbringende blik hans øjne havde fået. Det gik ikke stille for sig mens han kæmpede mod dukken foran sig der tabte arme og ben, for ikke at sige hovedet. Han havde fået sved på panden, og vejrtrækningen var tung og hivende, afslørede tydelig anstrengelse. Fornemmelsen af en sjæl der nærmede sig fik ham til at blive mere opmærksom på sine omgivelser, dog vendte han sig ikke om for at se vedkommende, det behøvede han ikke, han genkendte hende... hendes sjæl lignede jo ikke andres.

Felicia var aldrig i arenaen. Hun kunne ikke lide at være der. Der var så mange Ares sønner og nogle Hefaistos sønner og hun brød sig ikke om dem. De var så store og robuste og det skræmte hende fra vid og sans. De kunne svinge med sværd og sikkert også skyde med bue og pil. De kunne skade hende så let hvis de ville og nogle af dem ville måske ikke engang tøve. Måske ville de bare overfalde hende så snart hun trådte ind i arenaen. Fælde hende og slå hende og skære i hende hvor de derefter ville sende hende op til hospitalsfløjden hvor hun ville blive plejet af nymferne og så snart hun havde det bedre ville de bare slå løs på hende igen. Derfor var hun aldrig i arenaen. Hun trænede selv derhjemme. Nogle små øvelser. Hun løb tit ture rundt i lejren klokken fire om morgen og de fleste sov og derfor ville ingen kunne se hende. Da hun endelig nåede arenaen så hun at der var en der allerede var godt igang med at kæmpe. Hun stirrede blot skræmt på halvguden og stod helt stille. Han havde ryggen til hende men han ville sikkert snart opdage hende. Hvis hun løb ville han også opdage hende. Hun var fanget.

Skræmt, det var hun, det kunne han fornemme.. for ikke at sige at hendes vejrtrækning sagde et og andet om hvordan hun havde det. Han sendte et hårdt slag med sværdet som kløvede dukken midt over, noget der burde være umuligt for et menneske, men nu var han en halvgud, ydermere.. søn af Hades. Hans rettede sig op fra slaget, trak hjelmen af hovedet og vendte sig 180 grader om mod hende. "Felicia..." hilste han blot med det døde og kolde blik. Hovedet søgte en anelse på skrå, mens blikket ikke veg fra hendes forskræmte ansigt et eneste øjeblik. Det sitrede næsten i kroppen ved synet af hende sådan. Som en lille fugl, eller en mus.. der var fangede, og ved at udånde for en sidste gang. Hun kunne se ud til at dø af skræk, derfor behøvede han end ikke nærme sig, end ikke røre hende for at det skulle ske, hun var døden nær af frygt. Alligevel trådte han nærmere, slap taget om hjelmen som med kliklyde trillede hen over jorden, sværdet havde han ikke lagt tilbage i skeden endnu, derimod legede han let med den som han gik mod hende. Blikket kunne sige.. at han havde i sinde at dræbe hende.

Felicia Så blot til imens han kløvede dukken midt over og et lille gisp forlod hendes læber. Hun var ikke i tvivl om at hun skulle havde blevet i sin seng. Hendes dejlige lune seng der passede på hende når ingen andre ville. Ingen kom nogensinde ind på hendes værelse. Men sådan var det vel når hun meget få venner ejede. Hun kunne heller ikke lide at få besøg. Men hun ville ikke havde at de skulle komme hjem til hende. Hun ville ikke have at de skulle finde de breve som hendes mor havde sendt hende siden hun var helt lille. Hun havde gemt hver og en af dem og de sluttede allesammen med ordene "Jeg elsker dig Felicia. Hilsen mor". Felicia begyndte altid at græde når hun havde læst sine mors breve færdige. Hun ærgede sig over at der ikke stod mere. Men hun vidste godt at hendes mor ikke ville skrive fem sider til hende som svar på hendes egne korte breve. Hvem ville da også det? Da han vendte sig om og afslørede hans ansigt ændredes noget i hendes ansigtsudtryk. Hun blev ked af det. Af alle de halvguder hun kunne havde mødt så skulle det være ham. Hun sagde ikke noget før han kom hen mod hende imens han svingede rundt med sit sværd. Han ville skade hende. Hun var sikker på det. "Nej! Gå væk!" skreg hun og tog tre skridt tilbage og angst og panik kunne tydes i hendes ansigtsudtryk.

Angsten i hendes blik var mere end bare tydelig for ham, og han nød det! Han nød hendes panik, han nød hendes forskræmte ansigt og som hun råbte og skreg mens hun bakkede krydsede et skævt smil af ondskabsfuldhed hans læber. "Rolig nu kære..." tonen var absolut ikke beroligende, hensigten var slet ikke at berolige hende, og hvorfor han gjorde dette..? Ja han havde ingen anelse om det! Gabriel kunne let komme til at opføre sig som en psykopat, og dette var et af de øjeblikke. Dræbe.. eller ej.. der var ingen i nærheden, ingen der ville opdage noget.. end ikke en sjæl! Han endte dog med at stoppe, og med en hurtig bevægelse stak han sværdet i jorden, lige for hendes føder. Et fnys brød hans læber "Så ynkelig..."

Felicia tog yderligere to skridt tilbage da han stak sværdet i jorden. Han havde ændret sig igen. Hvorfor han heletiden skulle ændre sig forstod hun ikke. Han var legende og irriterende i skoven men da hun besøgten ham i Hades hytten havde han ikke været sådan. Han var betænksom og fik hende til at føle sig tilpas. Men lige nu fik han hende til at føle angst og rædsel. Hvor mange sider af ham skulle hun dog se før hun var sikker på at hun kendte ham rigtigt? Men nogen indeni hende sagde at han ikke var så slem alligevel. Men noget andet sagde at hun ikke kunne ændre ham. At det der skete i hytten bare var en tilfældighed. At det intet betød. Hvilken side hun troede mest på vidste hun ikke. Det var et mysterie. Hun sagde intet. Hun kiggede bare væk uden et eneste ord slap ud.

Han fnyste og rystede på hovedet "Få dig en rygrad kvinde, eller i det mindste en .. beskytter af en art..." det gik ikke at hun lallede rundt og så sårbar ud hele tiden, hun måtte gøre noget ved det. Verden var barsk, og hun måtte, nej hun skulle være stærk for at overleve. Hvis hun ikke selv kunne klar den tjans, ja så måtte hun finde sig en der gider beskytte hende, en livvagt af en art... det gik virkelig ikke. Han hævede blot brynet mens hun stod der og så fuldkommen fortabt og bange ud, samt forskræmt.

Felicia så op på ham med et opgivende blik. Hun kunne ikke mere. Hun ville ikke mere. Det irriterede hende men hun kunne ikke være sur på ham igen efter hvad han havde gjort for hende i Hades hytten. Men hun ville heller ikke være vred på ham. Hun rettede sig blot op og så på ham med et bestemt blik. "Jeg kan klare mig selv. Ellers tak for dit forslog" sagde hun og strøg forbi ham. Hun gad ikke vise ham at hun var svag selvom hun godt vidste at han allerede syntes det.

Syntes det? For pokker hun var svag! psykisk såvel som fysisk! Han havde været i lejren i flere år nu, og hun var vidst født eller opvokset her... stedet var mere hendes hjem end andres, alligevel deltog hun ikke i nogen af aktiviteterne, snakkede med sig selv, var altid alene, forskræmt, og snakkede med sig selv. Hun var ikke psykisk stabil. Hendes reaktion ved hans ord bragte et fnys over hans læber som han himlede med øjnene. Han samlede hjelmen op, og trak sværdet op og stak det i skeden igen inden han vendte blikket mod hende "Find dig en der kan passe på dig" gentog han seriøst. Han mente det skam.

Felicia stoppede op og vendte sig om mod ham igen. Hurtigt havde hun åbenbart ikke gået for hun stod højst syv meter fra ham. Hun lagde stædigt armene over kors. "Ved du hvad? Siden det der skete i din hytte så troede jeg at du ville være min beskytter. Men jeg tog fejl. Du er faktisk som alle andre. Du er ligesom hende. Præcis ligesom hende" svarede hun ham og stod helt stille. Hun flyttede sig ikke fordi hun ville vise ham at hun sagtens kunne stå fast og være stærk hvis hun ville men efter hvordan han havde taget sig af hende i Hades hytten ville hun ikke skændes med ham. Men hun følte han lagde op til skænderier med hende heletiden. Som om han ligefrem søgte efter slagsmål.

Hun vendte sig om, med en afstand på godt syv meter, en halvmeter mere eller mindre ikke mere end det. Hans bryn skød i vejret ved hendes svar, nåh da! Han fnøs som hun tav og tog hjelmen på, armene gled overkors ved den faste bryst og han så køligt på hende "Jeg er ingens beskytter, og slet ikke din!" svarede han spidst "Og uanset hvem hun er, så har du nok ret, jeg er som hende nej vent... jeg er værre!" svarede han hårdt, nådesløsts og køligt. Ganske rigtigt lagde han op til skænderier, slagsmål, slåskampe, og alt der havde med den slags at gøre, ganske enkelt og simpelthen fordi han ikke bare kunne gå hen og blive blød, først Lynie, så denne her skabning.. hvad ville det næste blive?!

Felicia stof fuldkommen stille og sagde intet. Hun var mundlam. Det var egoistisk og dumt af hende at tro at han ville beskytte hende. Hun var godtroende. Bare det at hun overhoved kunne tænke den tanke var helt utilgiveligt. "Fint!" skreg hun stædigt af ham. "Jeg har heller ikke brug for dig!" tilføjede hun og lagde også sine arme over kors for at vise ham at hun mente det. Hun nægtede at kommentere det næste der kom ud af hans mund. Hun ville ikke. Hun ville heller ikke skændes med ham men om hun havde noget valg vidste hun ikke. Der var noget over ham. Hun ville ikke tro på at den hårde facade han havde sat op var ægte. Det kunne den da ikke være. Han gik fra at være sød og betænksom til kold og ondskabsfuld. Felicia brød sig ikke om de her humørskiftninger. De gjorde ondt.

Han skød det ene bryn i vejret. Selvfølgelig havde hun ikke det, hvem havde dog brug for ham? Hendes ord var tydeligvis ikke ment, men han var ligeglad, han gad ikke tænke over hvad der lå bag ordene, det havde ingen betydning for ham, det eneste der betød noget for ham, var hvad han hørte på overfladen, alle fortolkninger kunne hun holde for sig selv. Med et fnys vendte han om på hælen uden at sige noget til hende, strakte sig svagt og satte kursen væk fra arenaen. Forstyrret kvindemenneske! Hun havde alvorlig problemer hun skulle løse. Ham som beskytter? Årets joke!

Felicia fulgte ham med blikket som han vendte sig om og gik væk fra hende. Hun løftede det ene ben og begyndte at gå efter ham. Hun ville ikke lade ham gå fra hende igen. Godt nok var det hende der havde gået fra ham sidst de mødtes men han gik fra hende da de mødtes ude i skoven. Men denne gang ville hun ikke gå og hun ville ikke lade ham gå. Hun ville finde ud af hvorfor han var sådan. Der burde være noget bag det. Der burde være en grund til hvorfor han var sådan. Hun var fast besluttet på at finde ud af det og hun var ikke bange. Han kunne skade hende hvis han ville men et eller andet sted indeni hende vidste hun at han ikke ville gøre det.

Pludselig gav hun sig til at følge efter ham, og han kunne høre hendes skridt så tydeligt. Hvad ville hun dog?! Fattede hun ikke hans ord der end ikke var en hentydning men en direkte ordre til at holde sig væk? Hvor dum kunne man da være?! Han bed tænderne hårdt sammen og fortsatte i et stykke tid velvidende hun fulgte efter, og efter yderligere nogle skridt stoppede han og vendte sig om "Du tager ikke mine ord seriøst! For helvede kvinde, vil du gerne dø?!" hvislede han sammenbidt. Han jokede ikke, skred hun ikke ville han ende med at tage hendes liv, endda uden samvittighedskvaler. Hvorfor troede hun ikke på at han kunne finde på at gøre det?

Felicia stoppede op da han gjorde og så blot på ham med et bestemt blik da han vendte sig om mod hende. Endnu en trussel forlod han læber. "Hvad for du ud af at dræbe mig? Intet. Kun et dødt lig" svarede hun ham stædigt og stod stille med armene over kors. Hun mente det. Hvad ville han få ud af det? Og hvad ville han gøre med hendes lig? Smide det i søen? Aflevere det til hr. D? Han ville blive bortvist fra lejren. Eller noget andet. Selv vidste hun det ikke. Hun havde jo aldrig selv prøvet at tage et liv. Hverken fra et dyr eller et menneske. Aldrig. Og selv tanken om det gav hende kuldegysninger. Det gjorde hende bange. Meget bange.

Han fnyste håndligt "Du fatter det ikke! Dumme tøs.. jeg nyder det.. det er som stoffer for mig, giver mig et kick, et adrenalinsus.. jeg elsker desperationen i folks blikke når jeg tager deres liv, jeg elsker synet af deres frygt, synet af deres tiggende blikke, synet af deres smerte" han var begyndt at gå mod hende igen, truende og alt andet end venligt eller blidt. Hvad regnet hun med at få ud af det her? Et venskab? En beskytter? Eller noget helt tredje! Hun var naiv, og for godtroende hvis hun troede han ændrede sig. Frygten i hendes blik var ham tydelig, og han rystede opgivende på hovedet af hende.

Felicia slog blikket ned og sukkede opgivende. Hun var træt af at blive ved med at spilde sin tid på ham. Hun så op på ham igen men denne gang var hun hverken bange eller vred. "Så tag det. Tag mit liv. Hvad har jeg også at leve for? Jeg bestiller jo ikke andet end at gemme mig fra folk som dig. Hvorfor ikke bare afslutte det nu?"
Hendes stemme var måske lav og skrøbelig men også stærk. Hun mente det skam. Hun var træt af det hele. Det eneste hun fortog sig var at skændes med ham og gemme sig i sin hytte. Hvis han ville tage hendes liv så hvorfor ikke lade ham?