Why so serious - Gabriel

T: 13:31
S: Arenaen
V: Det er koldt og lidt blæsende
O: Halvguder som træner
P: Sit træning tøj

Lynie sad på en bænk og kiggede på de andre træne, hun havde lige kommet fra en kamp hun havde vundet, dog var det tæt løb så hun var lidt udkørt, hun havde nogle knubs her og der og et blodig et på kinden som hun havde en klud klistret til, hun sad i sit trænings tøj som bestod af en sort trøje med en sort rustning udover, et par almindelige jeans med beskyttelse på, hun tog sin vand flaske og åbnede den og tog et tår af den, mens hun kiggede rundt på de forskellige hvor hendes øjne mødte fire blikke rettede mod hende, der var tre piger og en dreng som gik forrest, hun kiggede undrende på dem da de kom gående hen mod hende med selvsikre skridt, de stoppede op foran hende og kiggede hånligt på hende, "en hades datter" hun nikkede svagt, og de fire personer fnøs, "jeg udfordre dig til duel" hun rejste sig op og tog selvsikkert sit sværd i hånden "kom an" det grinte af hende "du er vist ikke klar over hvem du lige har sagt ja til, jeg er Zeus søn" hun rystede på hovedet selvfølgelig var det det, dumt, men der var ingen vej uden om nu, "skal vi" hun pegede mod et ledigt sted og gik stille og roligt hen til stedet med de andre i hælene.

Atter var det blevet tid til at bevise sit værd, og den træning han udøvede på egen hånd. En af lærerne var dukkede op to dage tilbage i Hades hytte og havde kaldt ham ind, de havde snakkede sammen og var kommet frem til at han skulle komme om to dage til den sædvanlige træning, han havde nikkede uden yderligere ord. Derfor var det grunden til at han nu dukkede op ved arenaen mens halvguderne trænede, selv iført træningstøj og rustning, med et sværd og en dolk ved venstre side klar til at blive taget i brug. Hans blik søgte rundt, faldt på en del af hans halvsøskende inden det fladt på en bestemt en af dem, Lynie. hans blik fulgte hende og den fyr han genkendte som søn af Zeus, sukkede svagt og rystede på hovedet. Han holdt sig dog på afstand, ude af synsvidde.

Lynie stilte sig klar på stedet og drengen stilte sig overfor hende klar til at slå hende ihjel! Det var virkelig dumt af hende at sige ja til en Zeus søn, men nu skulle hin bare klare den, pigerne stilte sig bag drengen og kiggede på dem, de var åbenbart gået i gang da hun så hans sværd svinge mod hende, hun nåede lige at dukke sig ellers kunne det havde gået groligt galt, hun svingede sit mod hans ansigt og ramte hans kind, han tog sig til kinden og Lynie fik dræber blikket inden han svinger sit sværd mod hendes arme, ben og hoved og ramte hver del han svingede sværdet mod, hun faldt på knæ og ømmede sig over hendes skrammer, hvor pinligt, hun var lige blevet besejret af Zeus søn, pigerne og drengen grinte af hende og svang sværdet mod hendes kind

Pludselig gik det hele løs, hans blik gled rundt efter en lærer men der var ingen lige i nærheden og de der var der var optaget af noget andet. For pokker da også! Han vendte brat blikket til side og derved tilbage mod hende da et slag sendte hende i gulvet, hans eget sværd blev trukket som Zeus' søn atter løftede sværdet. Habriel nåede lige at parrer slaget inden det ramte Lynie og blikket låste sig fast ved fyrens der så noget overrasket på Gabriel. 'hvad fanden blander du dig ind for!' hvislede han vredt, Gabriel fnyste hånligt og sendte et par slag imod fyren, let elegant, hårdt og smidigt. Sekundet efter bukkede fyren under og faldt sammen "Røre hende igen og du taber hovedet fjols!" hvislede han køligt, sikrede sig at fyren ikke ville angribe igen inden han vendte sig mod Lynie og stak sværdet på plads. Han satte sig på hug "Vi må få nogen til at se på dig" sagde han sammenbidt, ventede ikke på at høre hendes svar som han løftede hende op i sine arme.

Lynie kiggede overrasket op da pludselig en hun kendte stilte foran hende og forhindrede sværdet i at ramme hende, det var Gabriel, selvom hun selvfølgelig var taknemlig for han rede hende, var der intet smil at spore selvom hun nok burde smile eller noget, men ikke nok han forhindrede sværdet i at ramme hende fik han også fyren til at bukke under, hun smilede over hans ord til drengen, hun kiggede på Gabriel da han satte sig på hug foran hende, hun nikkede, hun nåede ikke at protestere eller noget før han havde løftet hende op i hans arme, hun kiggede op på ham og smilte svagt "Tak" det var da det mindste hun kunne sige, hun havde ikke lige regnet med at han kom og rede hende han virkede som om han syntes hun var irriterende men alligevel rede han hende, hun forstod det ikke men hun var taknemlig.

Hun var hans søster.. eller... det havde aldrig været grund nok for en redning men han anede ikke hvorfor han gjorde det her. Som hun takkede sagde han intet, gik blot roligt med hende til hospitalsfløjen uden et ord. Da de kom derind blev de straks omgivet af sygeplejersker og han satte hende fra sig på en briks som han fik besked på. Der blev spurgt om hvad der var sket og han forklarede sig kort inden han blev skubbet til side for at de kunne gøre deres arbejde.

Hun kiggede på ham tavst i mens han gik med hende, hun fik sig lidt af en overraskelse da de pludselig var omgivet af sygeplejesker, hun kiggede forvirret op på ham da han lagede hende ned på en brisk, hun vidste godt hun skulle kigges på men af sygeplejesker var det så alvorligt, hun kiggede ned på sit ben som havde hen lang dyb flænge, okay lide alvorligt var det, hun kiggede op på sygeplejeskerne da hun ikke længere kunne få øje på ham da de var samlet om hende, det rensede sårende og pillede og syede, hun peb ind imellem, ynkeligt, men det gjorde ondt, det sveg.
Da sygeplejeskerne var færdige gik de væk efter af havde tjekket op på hende, hun satte sig op efter de var gået og kiggede på sit ben som nu var syet, det havde taget bukserne af hende så hun nu faktisk kun sad i trøje og rustning.

Gabriel havde ståede på afstand og brugt sin hørelse, det lød som om hun havde smertede og det huede ham absolut ikke at vide. han sagde dog intet, hvad skulle han også sige? Sygeplejerskerne gjorde bare deres arbejde og så måtte han holde mund. Efter noget tid smuttede de og han trådte frem, kastede et blik over hendes sår der nu var syede og forbundet fr at opdage at hun lå næsten uden noget på. "Flotte ben søs" bemærkede han flabede inden han trak et tæppe over hende "Lad mig hjælpe dig af med rustningen" sagde han så for derefter at trække metallet af hende, næppe rart at ligge i alligevel.

Hun så på Gabriel da han trådte frem havde han stået og lyttet til hun peb, hvor pinligt, hun tog endnu et kig ned af sig da han kommenterede hendes ben, hun smilede flovt og foldede benene godt ind i tæppet, hun smilede da han trak rustningen af hende, det var ikke så rart at have på vis man ikke lige trænede, hun tog så tæppet helt over sig og pakkede sig ind i det, og satte sig op med benene over briks kanten og kiggede venligt og smilende på ham

Han kunne se hun blev pinlig berørt over bemærkningen som jo et sted var et komplement. Da hun satte sig op med tæppet trukket godt om sig smilede han blot svagt og fulgte hende med blikket. "Beklager jeg ikke kom dig til hjælp noget før, men det gik pludselig hurtigt..." sagde han. Tænk at han undskyldte, især for noget han ikke selv havde været herre over, situationen var jo løbet løbsk, desuden var han jo slet ikke forpligtet til at hjælpe hende.

Sagde han undskyld... Hun kiggede op på ham smilede blot til ham, det var jo ikke på nogen måde hans skyld han ikke kunne stoppe det noget før "det skal du ikke beklage over... Jeg var bare så dum at sige ja" hun slog på briksen som at han skulle sætte sig ved siden af hende, kun vis han ville... Hun afventede blot om han ville sætte sig selvom hun ikke forventede det men man vidste jo aldrig

Han burde slet ikke undskylde, det lå slet ikke til ham og han fortrød det faktisk også om end han intet gjorde for at ændre på det, ikke at han rigtigt kunne. Han så en anelse utilfreds ud, og sukkede svagt ved hendes svar inden han faktisk satte sig ved siden af hende. "Den fyr har været efter Hades børn siden han ankom... han er nok en af de få i lejren der forguder sin gudeforælder.. og fordi historierne er som de er mellem vores fædre hader han os og udnytter enhver chance for at vise sig overlegen.. han prøvede også kræfter med mig engang... arret på hans skulder minder ham stadig om vores møde" forklarede han. Han tvivlede på hun vidste hvem hun havde stået overfor, og endelig havde hun klarede sig langt bedre end mange andre havde gjort det før hende mod netop denne fyr.

Hun kiggede på ham da han satte sig ned, det havde hun ikke lige regnet med hun havde bare regnet med at han bare ville gå og så ville deres møde endnu engang være slut men han satte sig faktisk ned ved siden af hende... og talte, hun vidste ikke hvem denne Zeus søn var før Gabriel fortalte om ham, hun ville aldrig ligge sig ud med ham igen, "jeg tror ikke jeg skal ligge mig ud med ham mere" hun gav ham et svagt smil, "men hvorfor rede du mig, det er virker som om jeg.. irritere dig men du gjorde det alligevel" hun forstod det ikke helt, han virkede ikke særlig interesseret i hende, så hvorfor rede hende når han alligevel ikke gad hende

Han vidste virkelig ikke hvorfor han gjorde noget af det han gjorde i det hele taget. Ved hendes svar smilede han svagt, dog kun svagt, nærmest en trækning ved mundvigen, ikke mere end det. Det var dog rigeligt til at ændre hans ansigt fra hårdt og køligt til en anelse blidere og med mere liv "Det lyder fornuftigt, i hvert fald ikke før du har fået mere træning.." svarede han og understregede det sidste. Fyren var ikke en man bare lagde sig ud med uden at være sikker på ens evner. Hendes efterfølgende ord fik et træk på skuldrende som svar og en pause, det svage smil var forsvundet. Han vendte blikket mod sine hænder "Du er trods alt min søster.." svarede han lavmælt usikker på om det virkelig var det, han vidste det virkelig ikke.

Hun smilte af hans svar, nej det skulle hun nok ikke, det var hvert fald ikke noget hun havde planlagt hun ville gøre igen, og slet ikke uden træning, "Slet ikke uden træning"
hun havde været glad for hans art af et smil indtil det forsvandt da hun spurgte ham, dammit, skulle hun også lige havde spurgt, dum, hun kiggede ned i gulvet da han også kiggede ned, hun smilede da han svarede, hun bemærkede hans usikkere svar og kiggede op på ham, ja de var søskende men det forhindrede ham jo ikke i at true hende, hun sukkede, hun ville ikke spørge mere ind til det ikke endnu, "men tak i hvert fald" hun smilede skævt til ham

Han nikkede blot som hun takkede, en ide faldt ham pludselig ind og før han havde tænkt sig om brød ordene hans læber "Du husker sidst da du spurgte om hvorfor jeg ikke var til træning og jeg svarede at jeg træner på egen hånd? Jeg kunne måske hjælpe dig med træningen..? Du skal slet ikke føle dig presset, hvis du ikke vil forstår jeg godt" atter fortrød han ordene, og atter følte han sig forvirret over hvad der foregik, hvorfor snakkede han sådan? Hvorfor var han så åben? Han burde seriøst tag og smutte igen inden han fik gjort skade på hende!

Hun smilede af hans tilbud, ville han virkelig hjælpe hende, det virkede ikke sådan på ham, men han kunne ikke slippe ud af det nu, han havde spurgte og.. hun synes det lød som en god ide faktisk, "det må du godt, men.. er du nu sikker" hun gav ham alligevel en chance til lige at tænke over om det virkelig var det han ville, for hun var ikke hel sikker på han mente det, men det kunne sagtens være, hun ville i hvert fald godt træne med ham.

Han trak på de brede skuldre "Altså.. hvis lærerne giver dig lov så.." han burde sige nej, men han havde lige forslået det selv. Det betød ikke de blev perlevenner eller noget, bare at han gjorde hende en tjeneste ved at hjælpe hende med træningen. Han rejste sig atter op og vendte sig mod hende med den ene hånd hvilende solidt over sværdet der hang ved hans side "Men.. dit ben må lige heale først.." understregede han.

Hun nikkede, okay han var sikker ellers ville han havde trukket tilbudet tilbage når hun spurgte om han var sikker, "okay" hun kiggede på ham som han rejste sig op, hvad nu skulle han til at gå igen, eller ville han bare stå op, hun gættede nærmest på han gik igen, hun trak tæppet væk fra det syede sår og kiggede så på det og nikkede, ja det gik ikke hun trænede med det, "Ja du har nok ret" hun kiggede op på ham med et svagt smil.

Han fulgte kort hendes blik ned til benet og betragtede forbindingen over sårede. "Har du smerter?" det var trods alt blevet syede så at det ville gøre ondt var ikke så sært. Han vendte blikket mod hende igen og så afventende på et svar. Hovedet var lagt en anelse på skrå og blikket gled hen over hendes ansigt hvor han, rystede en underlig og fremmed - for ikke at sige forkert - tanke ud af hovedet.

Hun hørte hånden over såret men det gjorde ikke så ondt lige nu det kom nok senere eller når hun kom op og stå.. det ville så også sige senere, "nej det kommer nok senere" hun trak på skulderne og kiggede lidt rundt, hun ville gerne have bukser på det var lidt akavet dette, hun fik øje på sine bukser og prøvede at rejse sig, hun kom dog på benene men en smerte druknede hendes tanker om at få bukser på, hun satte sig hurtigt ned igen og ømmede sig lidt og kiggede op på ham "er du sød lige at rakke mig mine bukser" sød... øhm.. ja deet var vel fint at sige, var det ikke eller ville det fornærme ham at være sød, lige meget...

Han nikkede blot til det første, rynkede brynene som hun begyndte at rykke på sig og trådte frem for at gribe hende da hun syntes at miste balancen eller lignende, hun fik dog styr på det og han trådte væk igen. "Ja.. jo" svarede han blot uden at tænke videre over hendes ordvalg som han trådte de få skridt hen til stolen hvor hendes bukser var og trak dem med over til hende, roligt rakte han dem mod hende. "Jeg kan bærer dig tilbage til dit værelse hvis du vil..?" så undgik hun at bruge benet.

Hun smilede da han gik over hentede hendes bukser og tog imod dem med et "tak" hun tog dem langsomt på og måtte lige rejse sig for at få dem helt på hvor hun lige hurtigt trak dem på inden hun dumpede ned på briksen igen, hun kiggede på ham og nikkede "hvis det ikke er til for meget besvær" hun skævt til ham og havde taget tæppet af og lagt det på briksen lidt rodet men det ordnede sygeplejerskerne nok.

Han så ikke direkte på hende mens hun trak bukserne på, kunne se det ikke behagede hende at hun var så lidt påklædt med ham i nærheden. Da hun var færdig og snakkede vendte han blikket mod hende igen "Der er ikke så langt, tager du rustningen i favnen?" spurgte han før han forsigtigt lod en arm læggers ved hendes knæ, den anden bag hendes ryg og løftede hende op som vejede hun ingenting. "Sig mig hvad spiser i tøser..?" sagde han forundret over hendes lette vægt. Spiste de overhoved noget?

Det var venligt af ham ikke at kigge på hende mens hun havde taget bukser på, det var nu ikke så rart at være let påklædt når andre var til stede, hun nikkede og tog sin rustning og holde den da han løftede hende let op, enten var det hende som vejede ingenting eller så var det bare ham som var ret stærk, hun grinte kort og svagt "det samme som dig vel bare mindre postioner tror jeg" hun smilede til ham "hvorfor?"