Why so serious - Gabriel

Han sukkede opgivende "Opsøg en læge!" sagde han bestemt hvorpå han gav sig til at spise stykket hun havde efterladt færdigt inden han fjernede bakken som langt fra var tom og greb dog en flaske vand som han rakte hende "Det bliver man ikke fed af at drikke!" understregede alvorligt og så på hende med et sigende blik. Hun spiste ikke, drak hun nu heller ikke så flippede han først ud. Seriøst, havde alle pigerne i lejren anoreksi eller sådan noget?

Hun kiggede ned af sig selv og lukkede så øjne ja hun burde nok opsøge en læge som han sagde så tynd som hun nu var men hum ikke havde lagt mærke i da alle piger var sådan på lejren, hun så på ham ud af øjenkrogen hvordan spiste han lige alt det fik han ikke kvalme, hun løftede hovedet og kiggede på flasken han rakte til hende, hun smilede ikke af hans bemærkning den var ærligtalt slet ikke sjov eller særlig sød, hun rystede bare på hovedet "jeg er ikke tørstig" hun var heller ikke særlig tørstig det var sjældent hun var det, det var mest til træning hun blev tørstig ellers blev hun ikke, eller jo hun kunne drikke vand ja men ikke i store mængder det var som maden, og hun var ikke tørstig lige nu.

At hans ord ikke var søde ville slet ikke komme bag på ham, og hvis hun bemærkede det ville det ikke genere ham. Han havde vidst været rimelig meget sød overfor hende, og kvoten af sødme var ved at blive opbrugt for en dag. Ved hendes svar trak han på skuldrende og beholdt flasken hvor han tog en tår. At han spiste så meget som han gjorde skyldtes den intensive træning, den høje stofskifte og at han var større end hende for slet ikke at sige en mand og de forbrændte mere end kvinder dagligt. Han lagde flasken fra sig igen og så derefter på hende "Andet jeg skal gøre inden jeg smutter igen?" spurgte han og så afventende på hende.

Hun sukkede kort, var der ikke et eller andet han kunne gøre så han kunne blive her, hun ville ikke være alene, hun havde været alene nok hun var alene om hele hendes meningsløse liv, hun overvejede dag ud og dag ind virkelig at gå hen og irritere en eller anden halvgud som var stærk nok til at kunne ende det hele, hendes ensomhed, at være halvgud, at være væk fra ens familie som da bare tog sig lidt af en, det hele, hun rystede kort på hovedet, der var intet hun kunne komme i tanke om han kunne gøre for hende, hun kiggede op på ham "Nej" hendes øjne tiggede og bad ham om at blive sammen med hende og hendes stemme havde ingen klang i sig.

Blive og gøre hvad? Gabriel havde allerede opført sig langt ved siden af sit natur, dette var meget underligt, sært og forvirrende for den unge halvgud som ikke helt vidste hvordan han skulle håndtere hele situationen. Ved hendes svar bemærkede han hendes tiggende blik "Lynie, det er begrænset hvor længe jeg kan blive her... desuden.." han tav, hendes blik skar i ham, og det irriterede ham at hun havde den effekt på ham. Han sukkede, rystede svagt på hovedet "Jeg lægger lige bakken tilbage" mumlede han hvorpå han rejste sig op, samlede bakken op og lod dog vandflaskerne blive tilbage inden han gik ud med bakken.

Hun sænkede hovedet og kiggede ned i gulvet, åh.. Hun vidste godt det var begrænset hvor lang tid han kunne være her inde men kunne han ikke bare blive, hun havde endelig en at snakke med selvom han havde seriøse hunørsvingninger, hun kiggede op da hun hørte 'desuden' desuden hvad.. Hun sukkede da han tav hun gjorde det samme, vis han virkelig ville gå altså så måtte han gå selvom hun virkelig gerne ville have han blev, hun kiggede forvirret på ham da han sagde han ville ligge bakken på plads og rejste sig op, hun sukkede da han gik ud med bakken, *han kommer ikke tilbage det var bare en undskyldning for at gå* hun vidste kunne være sandt men håbede det ikke var sådan, hun sad og ventede på ham om han overhovedet kom tilbage, hun kiggede over på vandflasken som han havde tilbudt at hun skulle drikke af men hun havde takket nej men hun fik lige pludselig fået lysten til det, hun tog flasken og åbnede den og efter ikke mange sekunder var den tømt, hun smed den mod døren og lagde sig ned i sengen og mumle nogle utydelige ting men det var tydelig at det var om hendes liv.

Han var nær trådt over flasken der han kom tilbage og hævede brynet over synet af den tom. Hendes mumlen nåede hans hørelse og han himlede let med øjnene hvor han lydløst samlede flasken og gik ind, lod døren glide i bag sig og gik hen til hende hvorefter han lagde flasken på den nærmeste bord. "Hold op med at brokke dig kære, du er ikke den eneste med problemer i livet" bemærkede han som han satte sig på sengen og lod en hånd lægges over hendes arm ganske forsigtigt. "Lynie, du ... må give mig lidt tid, jeg skal vende mig til at snakke ordentligt med nogen" forsøgte han at forklar, hadede måden ordene kom ud på og rynkede brynene over hvor dumt det kom til at lyde.

Lynie fik et chok da hun hørte Gabriels stemme og mærkede hans hånd med hendes arm, hun havde slet ikke troet han ville komme tilbage slet ikke, hun vidste da godt at hun ikke var den eneste med problemer "jeg ved da godt det ikke kun er mig der har problemer men betyder det virkelig at man ikke skal brokke sig, er der virkelig det værre at blive hadet af alle" hun pressede hendes hove ned mod sengen som en pige der skulle til at skrige, dog skreg hun ikke, hun sukkede dybt og løftede hovedet og satte sig op, hun gned sine øjne for at sikre sig at hun ikke havde fældet en lille tåre, dammit det havde hun der var en tåre liggende på hendes kind, hun tørrede den hurtigt væk og kiggede op på ham, skulle hun give ham tid til at tale ordentligt til hende, hun rejste sig op selvom hun ikke burde og stillede sig op foran ikke truende bare helt almindeligt, hun overvejede at læne sig ind mod ham men det med han sagde han skulle tale ordentligt fik hende til at tænke på om han overhovedet havde lyst til en der lænede sig ind mod ham, men da hun strøg hans kind tidligere havde der ikke sket noget selvom hun troede det, hun tog chancen og lænede sig langsomt ind mod ham i et kram, lidt akavet men det var dog et kram. Hun skulle nok give ham tid til at lære at tale ordentligt til folk.

Han skulle vist ikke sådan snige sig ind på folk, men det var slet ikke bevidst. Han skar derfor en let grimasse som hun for sammen og så en anelse undskyldende på hende. "Ja kære, det er der... at blive hadet af din egen familie..." svarede han ganske roligt og dog alvorligt. "Vi er ikke din familie her, uanset hvad de siger.. måske bliver vi det med tiden, men aldrig det samme som en rigtig familie..." forklarede han næsten blidt og forsigtigt. Hans blik fulgte hende som hun satte sig op og han betragtede hende roligt som hun så ud til at tænke sig om. Han hæftede sig ved tåren som hun hidsigt strøg bort og slog kort blikket ned inden han atter så på hende. Pludselig rejste hun sig og hans blik fulgte hende mens hun usikkert så på ham "Du burde ikke.." mere nåede han ikke at sige som hun slog armene om ham og han så overrasket på hende, de første sekunder lammet og ude af stand til at røre sig overhoved. Han blinkede fortvivlede som han endelig kom sig over overraskelsen og slog armene forsigtigt og tøvende om hende. "... stå på benet" sluttede han forsigtigt. Hvad gik det der ude på?

Nej lejren blev aldrig hendes familie, aldrig hendes hjem selvom de fleste nok ville betragte det sådan da de kunne lide at være her men hun havde det hun ville hellere havde boet på en gade eller havde blevet mobbet af sine venner med hun var en halvgud eller hun ville nok hellere være frygtet af dem, hun kiggede lidt rundt og fandt umild af hvad hun egentlig havde gang i, hvorfor pokker krammende hun ham det var der da ingen grund til at gøre, hun sukkede ja han havde vel ret hun burde ikke stå op på benene det var dumt vis hun skulle være rask så hurtigst som muligt, hun løsnede grebet om ham og satte sig ned i sengen med hovedet mod gulvet fortvivlet over hvad der lige var sket, "undskyld jeg.. Jeg ved ikke hvad der lige skete for mig" var der noget bagved eller ville hun bare have et kram fordi hun havde brug for det, det var ikke rigtig til at vide hun kunne ikke rigtig vurdere det endnu

Han lod hende roligt slippe sig og betragtede hende som hun satte sig. Blikket var vendt mod hende og han rynkede brynene som hun undskyldte "Du.." han tav brat.. hvad ville han sige, lidt fortvivlede stod han bare og så på hende inden han satte sig på hug og lagde hånden over hendes, lod den glide op til hendes kind og under hendes hage hvorpå han vippede hendes hoved op ganske blidt så deres blikke mødtes "Du skal ikke undskylde, det var faktisk.. rart" sagde han ærligt og smilede svagt til hende, beroligende og trøstende. Ingen krammede ham frivilligt, og han holdt normalt folk på afstand så de end ikke gad den slags omfavnelser, derfor... var det underligt hun havde gjort det af egen fri vilje.

Hun stirrede ned på et tilfældigt sted i gulvet hun tænkte, tænkte på mange ting som ikke var til at beskrive, men hun rev sig ud af tankerne *no more thinking* hun rev sig løs fordi hun havde mærket hans hånd over hendes hvor hans hånd så havde bevæget sig til hendes kind og hendes hage hvor han havde vippet hendes hoved op så de kiggede på hinanden, et smil bredte sig da han sagde hendes kram havde været.. rart, hun lagde sin hånd mod hans kind og smilede til ham, hun strøg hans kind og tog så hånden til sig men denne gang ikke hurtigt, det var en langsom og blid bevægelse der strejfede hans kind inden hun fjernede hendes hånd.

Hun smilede svagt, og det var bedre end ingenting hvor han smilede svagt tilbage. Som hun strejfede hans kind, gøs hans svagt, forsøgte at skjule det men det var sket og hun havde nok bemærket det alligevel. Som hendes hånd forlod hans kind, fjernede han sin fra hendes hage. Sukkede svagt, og lydløst inden han gled ned at sidde på rumpen lige foran hende og på gulvet. "Nåh.. hvad så..?" spurgte han og så afventende på hende.

Hun smilede skævt, hun mærkede godt han gøs da hun strejfede hans kind, hun lagde sine hænder på sine ben og kiggede på ham da han satte sig ned på gulvet foran hende, hun trak på skulderne "vi kunne g.. nej glem det, det kan vi ikke" hun skulle til at sige de kunne gå en tur men det ville nok ikke være så godt, vis hendes ben skulle være rask snart skulle det holdes i ro, hun satte sig ned ved ham på gulvet og støttede ryggen mod sengen og havde benene strakt, hun kiggede på ham, hun var ikke helt sikker på hvad de skulle lave, hun havde bare lyst til at han var her så kunne det være ligegyldigt hvad de lavede om det talte eller bare var helt tavse.

Som hun ligeledes satte sig og var ved at foreslå noget fangede han g'et og kunne regne ud at hun havde i sinde at nævne en gå tur, derfor stemte han i i at det var en dårlig ide. Han betragtede hende roligt og overvejede andre muligheder men uden held. "Måske.. skal vi bare sove lidt tidligt i aften?" spurgte han, det var den bedste løsning, desuden havde de begge været til træning, han på egen hånd, hun med de andre, og de havde begge anstrengt sig, så måske skulle de bare sove.

Lynie nikkede måske havde han ret måske skulle de sove selvom hun ikke havde lyst hun havde virkelig lyst til at gå en tur med ham eller lejrbålet, men han vidste nok hvad der var bedst og.. Hun var måske også lidt træt, "du...du har nok ret" hun kiggede ned på sine ben, hun ville nok ikke kunne sove med det samme hun ville sikkert snige sig ud bagefter han var gået, *god ide* hun ville ikke kunne sove allerede nu det var for tidligt, hun kiggede op på ham med et svagt smil, hun ville sikkert have rigtig ondt i benet imorgen men hun kunne ikke holde sig i ro

Pludselig kom han i tanke om de piller hun havde haft brug for "Nåh ja.." han stak hænderne i lommen og fandt to piller i en lille æske "For smerterne..." bemærkede han nok unødvendigt. Hans blik forlod hende kort, og ved hendes svar til at sove så han undrende på hende "Det betyder vi skal sove hver i sit værelse... men du banker bare på væggen hvis der er noget ikke?" sagde han og rejste sig og som han bukkede sig for at give hende en hånd med at komme op.

Hun kiggede på ham som han rodede i sin lomme, hvad var det han lavede, hun så undrende på ham, for smerterne, jamen så kunne hun da godt komme ud kunne hun ikke, vis det tog smerterne i benene, hun smilede for sig selv, mon hun skulle tage et smut forbi Zeus hytte på vej til lejrebålet, hun grinte inden i sig selv, det ville være dumt, men det lød sjovt og det fristede hende, hun kiggede undrende op på ham, ja selvfølgelig skulle de sove i hver deres værelse hun havde ikke lige regnet med han ville sove sammen med hende selvom det kunne være ret hyggeligt... væk med den tanke, hun på ham og nikkede, "det skal jeg nok" hun kom nok ikke til det da hun var et andet sted men hun skulle nok vis der var noget galt når hun kom hjem, hun kiggede op på ham da han rejste sig op og rakte hånden ud så hun kunne komme op, hun tog hans hånd og hev sig op selvom det var lidt svært at stå var det fint nok, hun holde stadig fast i hans hånd for ikke at falde, og kunne holde balancen.

Hvilke planer hun gik med anede han virkelig ikke, og derfor kunne han heller ikke formane hende om at blive i hytten. I stedet vendte han blikket roligt mod hende mens hun tog imod pillerne og lod sig hjælpe på benene. Han slap ikke hendes hånd før hun havde fået balancen. "Brug for noget..?" spurgte han en sidste gang, hvis ikke, kunne han roligt smutte og lade hende sove.

Gå turen var fristende og hun var fristet til at spørger om han ikke ville med, at sove nu bar ingen mulighed for hende i hvert fald ikke nu så tidligt, kunne han sove så tidligt, hun så sig omkring var der noget hun havde brug for.. Hmm, "vil du ikke gå en tur, jeg kan ikke sove så tidligt" bedende øjne kiggede på ham og så afventende på ham, eller en tur til lejrbålet hun var sådan set ligeglad hun ville bare gerne ud herfra og bevæge sig noget inden hun skulle sove, ellers ville han have hende bakkende på hans væg hele tiden da hun ikke ville kunne sove

Pludselig faldt et forslag han hævede det ene bryn "Du skal på ingen måde gå kvinde, du er lige blevet syet sammen! Du burde ligge ned og slet ikke bruge det ben, ellers healer det ikke.." understregede han. Han så alvorligt på hende "Jeg har ingen planer om at bruge de næste par uger på at babysitte dig, du må tage det med ro så du hurtigt kan komme dig.." det var blot sandheden, han kunne ikke blive ved med at hente mad, og hjælpe hende frem og tilbage, så hun måtte tage det med ro hvor kedeligt det end var.

Hun kiggede surt på ham som en teenager ville havde kigget på sin far efter ikke havde fået lov til at gå ud, hun rullede med øjne provokerende og mumlede hvor uretfærdigt det var, "det kan du blive nød til at være for jeg gider ikke ligge herinde på min flade og glo, jeg vil ud!" hun slap hans hånd med et vris og gik ud af værelses døren og satte mod døren til udenfor, hun åbnede den hurtigt og gik ud, hun ville ikke sove, hun ville ikke holde sig i ro, hun var ikke sådan en pige som bare lå og dovnede i sengen hele dagen.

Han sukkede opgivende som hun gik ud, himlede let med øjnene over hendes tankeløshed. Burde han lade hende gå alene? Nej... burde han følge efter hende? Ja... men han gad ikke! Hun var 17, ikke voksen endnu, men langt fra en baby så hun ville tidsnok opdage hvor dumt det var. Hendes sår ville gå op på et tidspunkt, eller ikke heale ordentligt hvilket vil give hende en varig skade, ar eller gøre healingsprocessen længere. Med et suk, og træk på skulderen forlod han hendes værelse og lukkede døren efter sig. "Du vil fortryde det" råbte han efter hende, som han gik ind på sig værelse og skubbede døren i bag sig. Med et suk smed han tøj og sko, og lagde sig til at sove.

///Out, medmindre hun tropper op på hans værelse...

Hun kiggede efter ham da hun hørte ham råbe at hun ville fortryde det, hun sukkede hun kunne mærke hendes sår begyndte at gøre lidt ondt og kiggede surt ned på det, hvor var det irriterende han skulle havde ret, hun burde nok ikke gøre det, hun lukkede døren som hun havde åbnet lidt og gik så væk fra den hen til hans dør som hun stilte sig foran og overvejede at banke på, men... Hvad skulle hun sige, hun ville ikke ind på sit værelse, hun ville ikke være alene og slet ikke kunne røre sig, men skulle hun så sige at hun ikke ville være alene og spørger om hun måtte sove hos ham, nej det villle han aldrig give hende lov til og det ville også være meget påtrængende ville det ikke, men uden at tænke over det bankede hun på hans dør og det var forsend at træde væk fra.

//hun tropper op på hans værelse ^^

Med et suk og sammenbidt udtryk kom han op ad sengen og hen til døren da der blev bankede på, han åbnede den - velvidende at han burde have trukket noget på - og så ned på hende. "Jeg vil nødigt sige.. hvad sagde jeg, men... hvad sagde jeg?!" sagde han rapt som han lænede sig op ad dørkarmen kun iført boksershort og med armene overkors hvilende på den faste bryst, hans tatovering fuldt synlig, som resten af hans krop var det.