A Tough Afternoon - Ashley

Tid: 15:15
Sted: Hospitalsfløjen
Omgivelser: Som altid, andre halvguder, medarbejdere og healere. Men en stille og rolig atmosfære.
Vejr: Solskin, skyfri himmel, kølig brise.
Påklædning: Et par sandaler på sine fødder og et par benvarmere om sine skinneben af tyndt skin. Han bærer en let rød 'chiton' om overkroppen. Det er en toga-lignende beklædning, der dog kun går til midt på låret, er uden ærmer, og blot er slynget om skuldren. Derved afsløres stadig en del af overkroppen. Om underlivet, under dette klæde, bærer han også et par badeshorts.

Det var for meget, alt for meget. Alt for meget at reagere på, og for mange måder at reagere på det. Det var som om hun blev ved med at fylde i et glas der allerede var fyldt. Han ville ikke fortælle hende det, men hun talte for meget. Og hvis Angus havde erhvervet sig et hul i hovedet eller en mindre hjernerystelse, så var dette ikke det bedste tidspunkt at fylde hans hoved med så meget information. Det irriterede ham faktisk en smule, men endnu en gang bed han det i sig. Han kunne mærke hvordan blodet langsomt var begyndt at størkne i hans øre og læbe. Så hun havde forladt lejren, forladt ham, fordi en eller anden knægt var forelsket i hende, en anden end ham? Og fordi folk snakkede og pegede lidt for meget? Han forstod det jo egentlig godt, men hvorfor så ikke sige det til ham? Hvorfor holde ham ude i mørket? Trods alle hans tanker og hvad han havde lyst til at sige hende, så var det nogle andre ord der kom ud af hans mund. "Gjorde han dig fortræd?" Spurgte han køligt stadig med sit blik mod hendes hænder. Det var åbenbart hans beskyttende instinkt der vandt ind. Han havde ikke forstået om det var hende der havde gjort ham fortræd eller om det var omvendt. Men hvis han, Aydan, havde gjort hende noget - så ville Angus personligt sørge for at han fortrød det. Dog ikke nu, af åbenlyse grunde. Nu skulle hun på hospitalsfløjen, så han kunne blive klar til den næste dags træning og strabadser. Måske havde han allerede noget der skulle laves denne aften? Han holdte sig jo beskæftiget 24-7.

Imens han gik tænkte han over hvad han mon skulle sige, og hvis han overhoved skulle sige noget. Men det kogte i ham, den uforståenhed overfor hendes valg. Han haltede stadig en smule, og måtte holde sine ben stive for ikke at få nogen overbalance eller falde om. Hovedpinen var smertende, og tankerne i hans hoved gjorde det ikke bedre. "Hvorfor fortalte du mig ikke noget? Var det fordi du troede jeg ikke ville kunne forstå?" Spurgte han så pludseligt og vendte sit blik halvt imod hende. Tonen voksede sig mere og mere aggressiv, hvilket gjorde hovedpinen værre. Han vaklede mod siden og tog sig til hovedet. Han var nødt til at støtte sig op ad et træ udenfor hospitalsfløjen for ikke at falde om. Han sukkede bare og kiggede ikke engang på hende. Han kunne ikke holde ud at være sådan overfor hende, det var næsten... pinligt. Og dog var der noget der tiltalte ham ved at være skadet, som om det var fysiske beviser for hans hårde træning, og en form for løn for hans strabadser. Han var ikke bange for at komme til skade, han bød det næsten velkommen. Atter fortsatte han sin lettere vaklende gang imod hospitalsfløjen, og tog fat i rælingen for ikke at vælte inden han kom derind. Selvom hans stemme netop havde været en smule aggressiv, var der intet over hans handlinger der fortalte hende at hun skulle gå væk. Han ville stadig have hende ved hans sige - til hvilket endeligt vidste han bare ikke endnu.

Da Angus trådte derind, kiggede han rundt, og en af healerne fik med det samme øje på ham. Det var en blond kvinde i midten af tyverne, som smilte skævt. "Hvorfor overrasker det mig ikke at se dig herinde så hurtigt igen, Angus?" Sagde han overbærende og nikkede mod en seng lidt derfra. "Sæt dig ned, så kommer jeg om lidt." Tilføjede hun, og Angus vendte endnu et blik imod Ashley, og humpede hen til sengen. Han satte sig ned og åndede lettet op. Hans ansigtsudtryk kunne måske have været lidt svær at tyde. Mest af alt virkede han bare meget neutral. Denne gang sad han bare og betragtede Ashley med dette rolige blik, dog kunne han ikke lade være med at smile en smule, hvilket afslørede et par tænder med blod på. Han blinkede langsomt en enkelt gang og satte sig lidt til rette imens han rakte op til hans underlæbe der var flækket en smule. Han måtte minde sig selv om aldrig at blive ramt af en hammer igen. Han holdte også en hånd på ribbenene under hans ene bryst. Han var virkelig forvirret - det hele snurrede lidt rundt. Var han vred på hende, eller var han ikke? Men selv hvis han ikke var vred på hende, betød det så også at han tilgav hende? "Du ved, alt hvad jeg har er mit sværd... og dig. Og da du forlod lejren, var jeg efterladt med intet andet end mit sværd. Og hvad han man gøre med et sværd, udover at føre krig og kamp. Så det var hvad jeg gjorde." Lød det bare roligt fra ham med en rynket pande imens han kiggede direkte på hende. Dog blinkede han fra tid til anden, og overkroppen svajede blot en smule med skuldrende sænket og løsthængende arme. Det var måske bare 'fuldemandssnak' i form af hans svimmelhed. Et øjeblik efter han havde talt, kom healeren hen til ham, med en skål vand og en klud. Hun begyndte med det samme at rense de synlige sår, og lede efter skade. Angus strakte sin hals ud, og kneb sine øjne en smule sammen fra tid til anden, når det gjorde ondt. Det så ud som om healeren også havde fundet et lille hul i hans hovedbund, over øret. Angus' krop var slap, men samtidig anspændt, og hovedpinen gjorde at han bare sad og svævede en smule imellem bevidsthed og ubevidsthed, som om han var ved at falde i søvn. Dog var han stadig vågen, især når hun rensede sårene lidt for hårdt.

Påklædning: En sort lædderjakke på, som stod åben, og et par mørkeblå bukser og sine converse gummisko og hendes halskæde hang om halsen på hende.

Ashley vidste godt, at hun snakkede meget, men det skete, når hun var nervøs, hun kunne virkelig ikke gøre for det. Hun havde altid fået at vide, at hendes mor også havde gjort det da hun havde levet, noget der altid fik Ashley til at smile, for hun havde jo ikke kendt sin mor, så at få at vide, at hun mindede om sin mor på nogle punkter, gjorde hende glad. Hun stoppede sin talestrøm da hun så at hans ansigtudtryk ændrede sig, det var næsten umuligt at se, men hun fik alligevel øje på det. "Jeg snakker for meget, undskyld," sagde hun med et lille smil og så undskyldende på ham. Da han spurgte, om Aydan havde gjort hende fortræd, så hun overrasket ud og rystede let på hovedet, og kort øjeblik var hun målløs. "Nej, men jeg dræbte ham næsten med min evne," sagde hun i en monoton stemme, mest af alt for at holde sig på afstand af hvad der var sket, for hun kunne virkelig ikke holde tanken ud at hun næsten havde dræbt sin bedste ven. "Han prøvede at hjælpe mig, det var mig der skadede ham." Hun rystede kort og så væk fra ham imens de gik videre i et langsomt tempo.

Ashley rystede let på hovedet ved hans ord og aggressionen bag dem, og hun vendte endnu en gang blikket imod ham med et lille smil, helt upåvirket af hans stemmes tone. "Fordi, at jeg vidste, at hvis jeg så dig før jeg tog afsted, hvis jeg tog mig tid til at stoppe op og forklare dig det, så ville jeg ikke kunne bære at gøre det, jeg ville ikke kunne bære at gå fra dig," forklarede hun med en blid stemme og så på ham med et varmt blik. "Jeg vidste, at du ville forstå, men jeg kunne stadig ikke ... for hvis jeg så dig, du er ham jeg elsker, og jeg har aldrig sagt de her ord til andre end min moster." Hun grinede kort og så på ham med et skævt smil og et varmt glimt i hendes blå øjne. "Jeg ville aldrig have mod eller styrke nok til at forlade lejren," sluttede hun af med sin forklaring imens hun så på ham. Hun havde lige sagt, at hun elskede ham, hvilket egentlig ikke havde været meningen, selvom det dog var sandt. Da han vaklede til siden, trådte hun hurtigt til og greb ham om albuen og prøvede at hjælpe ham med at holde balancen. Hun kunne godt se, at han havde det skidt, men borede ikke i det, hun blev bare hos ham, hos hans side og trådte til hvis han havde brug for hjælp, om han ville have det eller ej.

Hun så på sygplejskeen og så på Angus uden at sige et ord, men fulgte bare ham som en lille skygge og satte sig på en stol ved den seng han satte sig på. Da han så på hende med det rolige blik og det utrolig neutrale ansigt, gengældte hun blidt og roligt hans blik og sagde intet, men kunne dog heller ikke lade være med at gengælde hans blodige smil og hendes blik blev mere varmt. Selvom han var blodig, såret, kvæstet, så var han det smukkeste syn hun nogensinde havde set. Hun havde set hans ansigt hver gang hun havde lukket sine øjne og han havde været en af hendes eneste lyspunkter hos sin far og hans endeløse træning. Det havde været hårdt, men det havde i enden hjulpet meget. Hun sagde intet imens han rørte ved sin læbe eller holdte sig på ribbene, det eneste hun gjorde var at rynke lidt på brynet og se bekymret på ham, hun rørte ham ikke, selvom hun gerne ville. Hun nikkede lidt og se ned i sine hænder. "Det havde aldrig været min mening at forlade dig på den måde, det her var bare noget ... noget jeg var ..." sagde hun lavmælt , men stoppede sig selv da sygplejskeen kom over til dem igen. Hun knyttede kort sine hænder hårdt sammen og så på ham med et blik der kort var forpint. Hun sukkede over sig selv og betragtede ham blidt imens hans sår blev renset og hun så skiftevis ned i sine hænder og på ham.

Det var beroligende for ham at høre at det i stedet var hende der næsten havde dræbt ham. Han nærede ingen kærlighed for fyren, på trods af at Ashley havde beskrevet ham som hendes måske tidligere, bedste ven. Han var bare selv glad for at hun ikke kunne skade ham med hendes flammende hår og ildkugler. En frynsegode, kunne man vel kalde det, ved at være pyrokinetisk. Han var vel en smule kynisk vedrørende andre han ikke kendte, men han sparede på kærligheden og omsorgen til andre, og brugte dem i stedet på dem ham holdte af. Han kunne faktisk være meget ond imod de han ikke kendte, og ikke kunne lide. En side af ham der var vokset med tiden, især imens hun havde været væk. Hvis det ikke havde været for hans sørgelige tilstand, og omstændighederne under hvilken hun havde mødt ham, så ville hun nok godt kunne spotte ikke blot de fysiske ændringer. Og hvis hun havde været særligt opmærksom, eller hvis hun kendte til hvad han havde lavet imens hun var væk, så ville hun også have kunnet se det denne dag. Han var vokset sig mere voldsom i hans omgang på lejren. Og den viden om at han en dag skulle forlade lejren, havde tvunget ham til at 'modnes' på en måde. han var en søn af Ares, født til at blive en kriger. Og det var en kriger han havde tænkt sig at blive til.
Han havde næsten ikke reageret på hendes ord lige udenfor hospitalsfløjen, kun med et nysgerrigt blik og et overbærende smil. Hendes ord fik ham til at fortryde hans aggressivitet, men ændrede alligevel ikke hans standpunkt. Uanset hvordan hun smurte det ind, så var Angus overbevist om at hun, på en måde, havde forladt ham - idet hun havde valgt ikke at fortælle ham noget om hendes tur. Bare så længe hun ikke havde fortalt hendes kære fader for meget om ham og hvad de havde lavet... for såvidt han var indforstået, så var Ares og Hades ikke ligefrem på talefod. Og hvad der var af stridigheder imellem guderne, gik som bekendt også ud over deres børn. Der var også en anden ting han var overbevist om... det var ikke et væsen eller en horde af slagsen der havde givet hende det ar. Men det var noget som måtte vente, hvis det overhoved var noget han ville rode rundt i.

Angus blev slet ud af hans lettere omtåget tilværelse på hospitalssengen, da healeren lagde sin hånd på hans brystkasse. "Ned." Sagde hun bare, og skubbede Angus ned og ligge på sengen. Han betragtede hendes hænder som healeren bandt klædet op ved hans skuldre, og fjernede det fra hans overkrop, så den blev helt bar. Ved ribbenene var huden mørkeblå, og det var tydeligt at et af hans ribben var brækket under kampen. Da hun lagde sine hænder derpå for at mærke efter, skar Angus sine tænder og kiggede kort mod Ashley inden han igen vendte blikket i vejret. Der var mange ting som skulle ordnes ved ham. Flækkerne i hans øre og underlæbe skulle limes, og det brækkede ribben skulle ordnes. Han var desuden også ved at få en lille sæbeøje der hvor hammeren havde ramt ham to gange. Men det var ikke noget alvorligt. Den kvindelige healer fik fat i en anden, og de to begyndte at smide forbindinger om hans ribben, og begyndte at lime hans sår. Det tog noget tid, og alt imens det skete, var Angus stille som graven, og lavede kun små lyde når noget gjorde ondt. Af og til ville han kigge mod Ashley, og hver gang ville han blive mindet om hvor meget han holdte af hende, og ikke mindst hvordan han ikke kunne få sig selv til at sige det. Og han blev mindet om hvor skuffet han var over hende, for hvordan kunne han være vred på hende, én han holdte så meget af? Så følelsen han havde, måtte være skuffelse.

Efter et godt stykke tid, lå Angus i sengen, ikke faldet i søvn med med øjnene halvt lukket. Han havde drukket blot en smule gudenektar, og havde fået at vide at ribbenet burde heale i løbet af natten, hvis han forholdte sig rolig. Alt hvad der var tilbage af hans flækker i øret og underlæben var næsten utydelige streger af arvæv, som nok ville falme endnu mere med tiden. Hans øjne var lukket og han fugtede sine læber inden han åbnede sin mund. "Chiron forbød mig at følge efter dig, at finde dig. Var det på grund af din far.. eller på grund af dig?" Lød det så fra ham, roligt, imens han stadig havde sine øjne lukket. Måske var hun ikke engang til stede længere?

Ashley havde ikke helt lagt mærke til andet end den fysiske forandring hos ham, endnu, men det skulle nok komme. Trods alt, da hun havde set ham på arenaen, havde hun mest kun tænkt på, at han sikkert ville komme hårdt til skade eftersom de to drenge havde kæmpet så voldsomt, hun havde ikke lagt mere i det end så.
Hun var næsten den helt samme som da hun havde forladt lejren, godt nok havde hun mere fred i sig selv efter opholdet i Hades og var blevet mere ... hvordan kunne man kalde det, hårdhudet, hun havde lært at forstå hvad hun kunne, som Hades datter og i hvilken omfang hendes evner rakte, lært hvordan hun kunne tilkalde de døde som hun ville og hvordan hun kunne kontrollere dem, samt med det, havde hun trænet sin nye evne med sin far, hun havde lært at skabe ildkugler, ikke så store som når hun havde skiftet form, men stadig store nok til at kunne gøre skade, og hun havde lært at forvandle sig med vilje og hun havde næsten styr på at stoppe en ufrivillig forvandling, noget hun havde været nødt til at lære da Persephone, hendes fars kone, hadede hende og gjorde alt for at pisse hende af, hvilket nok havde sket et par gange om dagen. Og hun havde været dernede i fire måneder, det var altså 123 dage, gange det med to, så havde hun haft over 246 ufrivillige forvandlinger, og hun havde stadig ikke helt styr på det.
Angus havde ret i sine tanker, hun havde forladt ham på den måde, og det vidste hun godt, selvom hun prøvede at forklare sig om hvorfor hun havde gjort det sådan og ikke bare sagt, at hun tog ned til sin far i ubestemt tid. Men ja, sket var sket, og hun kunne ikke ændre det. Hades anede intet om hendes forhold til Angus, hun havde ikke nævnt det, dog havde hun jo haft sin lille bog med derned ... måske havde han ... nej, det kunne hendes far da ikke finde på, vel?

Ashley sagde ikke en lyd imens sygplejskerne ordnede ham og satte ham sammen igen, men hun blev ved med at betragte ham med et blidt blik i sine klare, blå øjne. Hver gang han så på hende, sendte hun ham et lille, opmuntrende smil og hun mærkede sit hjerte banke en ekstra gang hver gang deres øjne mødtes. Hun ville ønske, at hun kunne gøre et eller andet for at lette hans smerte.

Da de var blevet færdige, blev hun siddende i sin stol og sad bare og så op i loftet uden rigtig at tænke på noget, hun sad egentlig bare og stenede, men hun vågnede lidt op igen ved lyden af hans stemme og hun satte sig mere op i stolen da hun var gledet lidt ned i løbet af tiden hun havde siddet der, og skramlede lidt med stolen idet hun gjorde det. Hun tøvede med sit svar. "Både og," sagde hun efter et kort øjeblik. "Jeg bad Chiron om at sige til dig, at du ikke måtte følge efter mig." Hun så på ham med et blidt blik. "For jeg ved, at min far ikke ville have ladet dig gå hvis du først var kommet ind i hans rige, selv jeg skal have lov til at komme og gå, og jeg er hans egen datter." Hun smilede svagt til ham, selvom hans øjne stadig var lukkede. "Derfor bad jeg Chiron om at sige det til dig, for jeg ville ikke kunne bære hvis du blev fanget i underverdenen."

Stadig med øjnene lukkede, nikkede Angus roligt og smilte diskret. "Smart træk." Lød det bare fra ham i en mystisk tone. Tonen var næsten overbærende og forstående, som om at det gav mening at han var blevet forbudt at følge efter hende. Intet under at Chiron holdte ham beskæftiget imens hun var væk. Han havde knapt været i lejren mere end en halv uge af gangen inden han var taget af sted igen. For hvad skulle han lave der, siden den person der havde fyldt hans hverdage, var forsvundet? Og nu så det ud som om at hun ville fylde hans hverdage endnu en gang. Men hvad ville der så ske når hun smuttede igen? Han kunne ikke blive liggende der, han ville tilbage til sin hytte. Så han tog en dyb indånding og fjernede det lagen der havde dækket hans krop, for derefter at sætte sig på kanten af sengen med ryggen mod hende. Han bar ikke andet end sine badeshorts, og selvfølgelig forbindingen omkring hans overkrop. Imens han stak sine fødder i hans sandaler, kiggede han sig let over sin ene skulder. "Jeg ville være taget til underverden og tilbage igen, for din skyld." Sagde han bare roligt og vendte derefter sit blik imod sine sandaler igen. Han smilte lidt af sig selv, som om hvad han havde sagt var morsomt, en dumdristighed han var villig til at gøre for hende som han holdte af. Hende han elskede.
Med en smule besvær rejste han sig fra sengen og strakte sig en smule ud med skuldrene op til hans ører. Han var ikke længere svimmel, og det var blot en lille hovedpine der stadig hang ved. Noget der uden tvivl ville gå over igen. Derefter tog han fat i sit klæde og hans bælte. Han smed klædet om livet som han normalt ville, men bandt det ikke om skulderen, da han havde en smule besvær med at hæve sine arme over skuldrene. Bæltet kom derefter rundt om hans liv, og sværdet blev puttet i bæltet igen. "Jeg tager hjem.." Sagde han bare roligt og vendte et flygtigt blik imod hende. Han var blevet fortalt at han skulle blive på hospitalsfløjen i et par timer endnu, men det gad han ikke. Han havde besluttet sig for at tage tilbage til sin hytte og sit værelse, og det var hvad han havde tænkt sig at gøre.

Han haltede stadig en smule, men det var slet ikke slemt, og han gik egentlig fint. Han ville sikkert være så god som ny næste morgen. Han vendte sig endeligt imod hende, og placerede sin ene hånd på hans hofte med hovedet lidt på skrå. Han nikkede roligt imod døren. "Vil du med? Eller har du noget vigtigt på skemaet du hellere vil, i stedet for at tage dig af den her krøbling?" Spurgte han så, denne gang med en lidt mere munter stemme. Det var vel hans måde at fortælle hende at tingene meget vel kunne blive som de var før imellem dem, og samtidig også for at skubbe alt andet lidt væk. Han havde stadig ikke energi til at råbe af hende, selvom han egentlig havde lyst. Men selvom han havde lyst, havde hun så fortjent hans vrede? Nu hvor tankerne faldt på hvordan det engang havde været imellem dem - så tænkte han på hvordan det mon var gået med hendes træning, og om det havde båret frugt. Bare så længe hun ikke brændte Ares hytten af, var han glad.
Han begyndte at gå imod udgangen, og gik lige forbi sygeplejersken der havde hjulpet ham før. Hun protesterede med et højlydt suk og en hævet finger i hans retning, men hun vidste også at hun ikke kunne holde ham der så længe han ikke gad at være der.