Fight with me idiot! - Theron

Sted :: Arenaen
Tid :: Lidt over formiddag
Omgivelser :: Andre kæmpere
Vejr :: Slud og vind
Påkldæning :: Sender det via skype.

Det lange rødeorange hår var løst og blæste i vinden, med det svage slud der kom nedfaldende. Hun stod med sit tohårdssværd i hænderne og varmede sig op. Hun havde været i lejren i tretten år af sit liv, og hun brugte meget af tiden på at træne sig selv. Efter hendes femte år på lejren havde hun ikke tabt en eneste kamp. Hun var nitten og kom til lejren i en alder af 5 år, som 10 åriget var hun god tohåndskæmper, og roligt efter hånden var hun mere end snedig med det sværd og ligeså med spydkast. Joyce, som var hendes navn, hun så meget koncenteret ud, og det var hun også. Det var hun altid når hun trænede eller kæmpede. Hun hadet ikke rigtig snakket med alle de nye halvguder der var kommet, hun holdte sig oftes for sig selv. Gerne i naturen. Selvom hun var hundatter af poseidon, elskede hun at være i naturen, og føle dens liv. Man kunne ofte finde hunde der ude, hun havde mange natur ting i sit liv. Men dog var hendes kæledyr en fisk. En fisk hun ment der viste hvem hun i virkeligheden var. En der var anderleds i andres øjne, men hurtig i vand, og sommetider en god morder. Joyces evner i vand var forutrolige! Hun var som en snimorder i vand, men hun havde ikke dræbt nogen endnu under vand, kun dyr. Det va vel også for farligt at dræbe en i vandet? Bloder ville jo vise dø.

Theron stod og kiggede på nogle våben, som han havde taget med sig ud. Der var en dolk, en bue og pil, sværd og lidt andre forskellige ting. Han havde fået besked på at han skulle have en ny træningsmakker i dag. Mens han stod og gjorde sig klar, tænkte han over hvem det kunne være. Han spændte en på sin overkrop og satte et bælte i sine bukser hvor der kunne være en dolk. Dolken var lavet ud af træ, da den kunne skade yderligere, pileholderen tog han over skuldren og buen i en lille krog som var på bæltet. Han tog et sværd og lod det stå med spidsen ned i jorden. Den gik lidt over hans navle og vejede godt. Altså et godt tohånds sværd. Han tog så i skaftet og kiggede sig rundt. Alle havde en makker bortset fra en. En rødhåret p..
Nej! Det måtte ikke være hende! Var det hende? The joyfull Joyce? Han smilede lidt bekymret for sig selv og gik hen mod hende.
Han havde været der i lang tid, alt for lang tid, seksten lange år. Det gjorde dog kun hans kampstil og strategi var meget bedre. Han kunne roligt være hendes makker. Få hende op i det røde felt og få det lidt sjovt. Hun stod over for en træningsdukke. Hendes slag var flotte – der var klart sket en forskel fra sidst de så hinanden.
Han nærmede sig hende langsomt. Han var sikker på hun ikke lagde mærke til ham, da han tydeligt kunne se hun var koncentreret.
”Jooolly~” sagde han langt og drillende. Hun ville vide det var ham! Om hun ville angribe med det samme, eller om hun bare ville være provokeret fra starten var ikke til at vide.

Mange, stor set alle der trænte havde beskyttelse på, men det havde denne kriger ikke, hun var. Træntet til ikke at begår fejl efter hånden. Første gang hun begyndte at tage træning alvorlig den dag hun ikke havde en kæreste mere. Det faktisk takket været ham hun er blevet så kold blodet og nødesløs. Joyce ventede på sin nye trænings makker. Ikke mange gad at træne med hende, hun gjorde gerne alt for at få dem ned og ligge. Skade dem så meget at de ikke kunne bevæge sig, dog var hun bange for blod. Hendes forbi var blod! Hun havde derfor aldrig set sig selv bløde, og når det skete, følte hun sig dødende!
Hun opfangede en nærme sig, måske det nye offer. Han eller hun skulle nok få tæsk. Men da hun hørte en stemme. En stemme hun kendte for godt! Hun var midt i et slag, og slog så hårdt af dukkens hovede og ene arm blev skæret af. Hun vendte sig om med sværdet og gik hen mod sit spyd der stod lidt fra hende. Hun gik faktisk væk fra drengen. Hun stoppede op og tog sit spyd. "Jeg afskyer dig, de klamme kryb.." sagde hun og kastede spydet. Det fløj hurtigt og præcist. Det landede foran fødderne på ham. Hun agtede ikke at dræbe ham. Ikke med sit spyd alle andres ja, men ikke hendes egne våbne skulle bruges på ham. Dog gik Joyce hen mod ham, med et koldt og hadet blik."Skal du have tæsk?" spurgte hun så og stoppede op nogle meter fra ham.
"Jeg ved du næsten aldrig har tabt en kamp. Men du ved lige så godt, siden jeg var 10, har jeg ikke tabt en eneste kamp...." sagde hun og overvindende på ham. Sød og høflig var hun skam ikke over for ham. Hun havde aldrig tilgivet ham. Men hun kunne ikke huske hvad han faktisk havde gjort.