En ny start - Yoona

Tid: 19:45
Sted: Hytterne
Omgivelser: Halvguder
Vejr: Blæser og regner en smule
Påklædning: Sort jakke, jeans.

Endnu et nyt sted man skulle lære, at kende. Endnu et nyt sted, hvor man ingen kendte og hvor man var Den Nye. Natan hadede de to ord. Den nye. Trods han havde prøvet det mange gange før, var følelsen stadig præcis det samme. Ensom og uvidende. Denne gang var dog alligevel anderledes end de foregående gange. Eller dette sted var anderledes. Natans tanker var fuld af minder fra hans fortid. Den følelse han altid havde, lige meget hvor han befandt sig. Som om han ikke hørte til. Som om der manglede en stor del af ham. Dog var denne del blevet mindre de seneste måneder. Mange spørgsmål var blevet besvaret og han var nu klar til at starte på ny.

Det var ikke mere end få timer siden Natan var ankommet til lejren. Han havde endnu ikke set hele lejren og havde allerede været faret vild et par gange. Natan bed sig i underlæben, mens han kiggede sig omkring. Trods svar på mange af Natans spørgsmål, var der nu kommet flere nye til. Nogle spørgsmål som han forhåbentlig vil få besvaret.

Påklædning: http://2.bp.blogspot.com/-v4Lhh-AYsGk/TdJQE5SEJrI/AAAAAAAAA3o/EkekFl0WC5M/s1600/korea-snsd-yuri.jpg
Kameraet: http://img3.etsystatic.com/000/0/5414589/il_fullxfull.280525175.jpg

Yoona sad på en bænk udenfor Athene-hyttens terrasse. Der var halvtag så man ikke kunne blive våd, hvis man bare ville være udenfor og trække lidt luft. Yoona sad og med sin polaroid kamera. "Click click." sagde kameraet. De små billeder blev printet ud hurtigt. Yoona tog billederne og viftet dem en smule. Hun lagde billederne i en skoæske der lå på bænken ved siden af hende. Yoona elsker det kamera. Det var så nemt at bruge den. "Click Click." Yoona tog billeder til en scrapbog, som hun tog med til lejren. Hun havde gemt den et sted, hvor ingen af halvsøskende kunne finde den. Scrapbogen var en af den mest værdigfulde genstand Yoona kendte. Den var fyldt med gode minder og Yoonas yndlings-steder.
Træerne svajede en smule fra side til side. Vinden var blid. Regndråberne ramte jorden. En efter en.

Natans hår blev mere og mere vådt grundet regnen, der langsomt tog en smule til. Dette var han dog ligeglad med og ignorerede. Så længe regnen ikke tog mere til og det begyndte, at styrte ned. Han kiggede tilbage på hytten, hvor han skulle bo sammen med sine såkaldte halvsøskende. Og af disse havde han mange. En af de ting, han skulle vænne sig mest til. Og så selvfølgelig tanken med, at han var søn af en gudinde.

Natan trippede lidt på stedet. Han havde været rastløs hele dagen og nu var ikke en undtagelse. Trods han flere gange havde prøvet, at falde til ro, havde det ikke hjulpet. En smule opgivende gik han hen mod Athenes hytte, mens han kiggede ned i jorden. Natan havde endnu ikke snakket med nogen i lejren, hvilket mest var hans egen skyld. Lige siden han havde fundet brevet, havde han holdt alle mennesker på afstand. Det brev der havde fortalt og afsløret noget af historien omkring hans forældre: Historien omkring hans moder, Athene, som måtte forlade Natan og hans fader hurtigt efter Natans fødsel. Historien omkring hans faders risikable arbejde og senere grunden til hans død. Det var ved, at være en måned siden han havde fundet brevet i en børnebog, som han havde haft siden han var spæd. Den seneste måned var været den mærkeligste måned i Natans stadig korte liv. Han havde brugt den på, at besøge sin ukendte onkel og sin faders grav. Nu var han så landet her. Et sted, som forhåbentlig var bedre end et børnehjem.

Natan var kommet i ly under halvtaget ved Athenes hytte. Hans blik faldt på en pige, som sad på en bænk og tog billeder. Det måtte være en af hans halvsøskende? Uden selv at lægge mærke til det, stod Natan og nærmest stirrede på pigen, som om hun var et uhyre. Noget hun bestemt ikke var. I stedet måtte hun være hans halvsøster, som Natan ikke kunne tro ved første øjekast.

Yoona kigget sig til den ene side. En høj fyr så på hende, som om hun var et monster eller noget. "Du må være... Nathan? Naten? Nå Nej... Du hedder..."
Yoona så på fyren. Hun så ham dybt i øjnene. Hans navn kunne nu aflæses. Drengen hed Natan. "Du hedder Natan, ikke? Du ser ret skræmt ud"
Yoona smilte til Natan, som han nu hed. Han lignet en ny. Der var ret mange nye i lejren. Yoona så ned på sit kamera. Hun lagde den ned i æsken og lagde låget på, og tog æsken og satte den på skødet. Regnen blev ved og ved. Det var en smule koldt. Vinden fik træerne til at svaje lidt. Yoona rykket sig en smule, så der var lidt mere plads på bænken. Yoona satte albuerne på kassen og lænet sig en smule forover.
Tanken af at hun næsten var alene var sørgelig, men hendes bedsteveninde, som også var hendes barndomsveninde lovet hendes at tag til Seoul. Sydkorea. Hendes bror var forsvundet. Men hun måtte jo ikke tabe modet. Dorothy var jo i lejren, men det tom rum som hende bror havde forladt i hende vil aldrig fyldes helt ud.
Yoona skiftet udtryk. Hun så ned på kassen. Den lyserøde kasse med storte bogstaver på, hvor der stod: Mine minder. Yoona så op igen, og hendes udtryk skiftet. Hun smilte en smule igen.

Natan blinkede et par gange og bøjede hurtigt hovedet, så han kiggede ned i jorden. Hvad skete der lige? Det var som om pigen, nærmest læste ham som en åben bog. ”Hvordan..” Natan kiggede på pigen igen, denne gang med et mere undrende ansigtsudtryk. ”Hvorfra kender du mit navn?” Natan havde en fornemmelse på, at han allerede kendte svaret på dette spørgsmål. Som halvgud havde man evner og disse var forskellige fra person til person. Selv halvsøskende behøvede ikke have de samme evner. Dette kunne vel være en af hendes evner? Ret nyttigt, måtte Natan nu indrømme. Et smil dannede sig om Natans læber da den mest realistiske grund til, at hun kendte til hans navn optrådte i hans tanker: Fordi de havde fået af vide, at der ville komme en ny ved navn Natan. Simpelt, enkelt og ikke særlig urealistisk efter Natans mening. Men allerede nu, havde det Natan i sin barndom havde troet på var virkeligt og som alle sagde, var uvirkelig, pludselig virkeligt. Nu var intet længere urealistisk. ”Det hele her er bare ret nyt for mig.” forklarede Natan sig og smilede til pigen. ”Natan Collins” Natan undlod hans to mellemnavne. Dette gjorde han tit, når han ikke blev tvunget til, at sige hans fulde navn. Selv syntes han også, at det var ligegyldigt om folk kendte til hans fulde navn. Natan gik tættere på pigen, rakte hånden ud og ventede.

Yoona så på Natan. Hun smilte bare. "Yoona Park."
Yoona greb Natan hånd, og gav den et blidt klæm. Efter en brøkdel af et minut slap grebet af hans hånd. Hun kigget ud i luften. Regnen blev blider. Skyerne fjernet sig en smule og solen smed en lille stråle ned på den våde jord. Iris-børnene dannet nogle farver til en regnbue, som kom til syne i det fjerne. Regnsbuen var smuk. Nogle mindre lejrdeltager løb udenfor og peget på regnbuen. Nogle af dem råbte også på andre lejrdeltager som så en smule overrasket på den farvige bue. Det flotte gyldne dråber af vand faldt ned på jorden. Yoona sagde ikke noget i lang tid. Der var ikke nogen ord blev indført i ret lang tid. Der var selvfølgelig stemmer lidt længere væk, men det var ikke et problem.
Yoona så på jorden. Hvad var hun så trist over? Alt var jo næsten okay, men hvorfor nu? Yoona tænkte konstant på sin bror. Hun var blevet besat af angst og ensomhed. Hun så Dorothy vær dag. Hun snakket nogle få halvguder. Men tankerne fløj altid tilbage til hendes bror. Kai. Hun måtte sætte det bag sig. Hun måtte indse han var... væk. Hun måtte ikke lad det gå udover andre eller sig selv. Hun savnet ham virkelig. Men det skulle ikke stoppe hende glade humør.
Yoona smilte en smule igen. Det var svært at smile glædeligt, når man tænkte trist.

Natan nikkede efter pigen havde fortalt ham hendes navn. Yoona. Han fulgte Yoonas blik og hans blik mødte en klar, farverig og smuk regnbue. Regnen var stoppet og solen tittede frem denne sommeraften. De mørke skyer søgte længere mod vest og væk fra dette område. Natan vendte sig om og kiggede på de halvguder, som var begejstret over solens stråler og ikke mindst regnbuen. Denne regnbue var ikke lavet ren naturligt. Det var klart nogle halvguder, der stod bag.

Han vendte sig endnu engang om mod Yoona. ”Har du okay?” spurgte han undrende og så på hende. Hun kiggede ned i jorden og det var som om hun tænkte på noget. Noget der gjorde hende trist? Ellers var det bare noget Natan bildte sig ind: At hun var trist. ”Må jeg sætte mig” Natan ville ikke vente med, at lære folk at kende. Han kunne lige så godt komme i gang med det samme. Det gjorde det ikke ligefrem lettere i en lejr som denne, at gå alene uden at kende en sjæl.

Yoona prøvet på at smile, men det gik ikke så godt. "Det er ikke noget... Jeg vil helst ikke snakke om det," sagde Yoona. Hun ville ikke tænke på hendes bror. Hun ikke ville ikke hører mere om ham. Hun ville bare ikke bærer rundt på mere sorg. Hun så på Natan, som spurgte om han måtte sætte sig. Yoona nikket bare uden at sige noget. Hun så på jorden igen. Yoona måtte acceptere at hendes bror var væk, måske ville han vende tilbage...
Hendes bror Kai forlod Yoona i lejren. Hun har ikke set ham i ret lang tid. Måske et halvt år? Det kunne være ligegyldigt. Han var væk. End of story. Men den dårligste del af historien var, at historien stadig fortsatte. Yoona var personen der gennemlevet hele historien. Hendes bror, som forsvandt da hun sov. Hendes lange venten. Dage der blev uger, og uger til måneder. Hun var fanget i lejren. Dag ud og dag ind. Hun ventede på en person der måske aldrig ville vende tilbage.
Yoona så op på himlen. *Athene... Bring min broder tilbage,* tænkte Yoona højt, *vil du ikke nok.*
"Så du er ny? Hårdt at være ny, ikk?" Yoona smilte en lille smule.