Jeg er vendt hjem igen ~ Callidora

Tid: Henad aften.
Sted: Amfiteatret.
Omgivelser: Ingen.
Vejr: Koldt.
Dag: Søndag.
Årstid: Efterår.

Connor havde gået rundt oppe på scenen ved amfiteateret. Han havde været hjemme hos sin mor i et par måneder nu og det føltes rigtig godt, at være kommet tilbage til lejren igen. Han havde savnet rigtig mange, specielt én, men han havde slet ikke hørt fra hende i virkelig lang tid nu. Et suk forlod hans læber, inden han gik hen og satte sig ned på den lille stol foran det store klaver og satte sig til rette. Han strøg en hånd over tangenterne, før han lagde fingrene til rette sted og begyndte at spille en smuk melodi, som var ret ny for ham. Imens han havde været derhjemme, havde hans mor taget ham med på sit arbejde på en skole, to-tre gange om ugen, hvor der var et klaver i et af rummene, som han havde fået lov til at låne i nogle timer. Han havde arbejdet på en ny melodi, en melodi, som han havde fundet inde i sin mors soveværelse og som han havde spillet for hende nogle dage før han vendte tilbage til lejren. Han var glad for, at hun ikke var blevet sur over, at han havde lånt papiret med noderne, som hun havde skrevet ned.

Callidora gik rundt i sine egne tanker. Hun havde været på lejren i nogle dage og havde ikke rigtig haft snakket med nogen rundt omkring. Hun var jo en smule genert og kunne ikke få sig selv til at snakke med nogen. Tænk nu hvis de syntes hun var sær? Det var egentlig en mærkelig tanke, tænkte hun, siden at alle omkring hende egentlig var som hende. Men hun vidste nu ikke hvad det var hun skulle gøre alligevel. Hun tog et smut forbi Amfiteatret og kunne høre en smuk melodi. Hun kiggede straks op og begyndte på listetå at løbe derover imod. Hun var let som vinden og man kunne ikke rigtig høre hendes skridt, et lille plus var jo også at hun ikke havde nogen sko på. Hun stilte sig bare en stor søjle og begyndte at kigge på drengen der sad og spillede. Hun syntes ikke hun havde set ham på lejren før, måske var han også ny? Hun lænede sig op af søjlen og nød den smukke melodi. Hun lod sine hænder køre hen over hendes lange hvid kjole og prøvede at forstille sig hende spille på den, selvom hun ikke anede hvordan man spillede på et klaver.

Connor lukkede øjnene i og lod sig drive ind i musikken, som han så tit gjorde, når han selv spillede. Han kunne efterhånden spille på ret mange instrumenter, hvilket han nød. Det var noget helt andet at spille på et instrument selv, end at lytte til musik af andre. Han elskede at finde sange og så selv lave et cover over det. Nogle gange kunne det bare gå ret vidt for sig, eftersom han kunne synge folk i søvn. Selvfølgelig ikke alle, men stadigvæk. Men det var også kun hvis han prøvede og det var bestemt ikke meningen med denne melodi. Denne melodi var blot en melodi, der fremover ville få ham til at mindes hans mor, når han ikke var sammen med hende. Denne melodi fik ham til at smile.

Hun lagde mærke til hvordan det var han så ud imens at han spillede. Hun kunne ikke lade være med at smile lidt af det selv, da det var en god ting man kunne sidde og spille og smile på samme tid. Hun kendte det godt selv, han sad sikkert og tænkte på en eller anden person eller måske et minde. Hun nænnede ikke at afbryde ham, men tillod sig at rykke sig lidt tættere på og sætte sig ned på en stol, uden at larme overhovedet. Selve det at han sad og smilte var en kunst i sig selv syntes hun. Det var som om at hun sad til en koncert og var helt tryllebundet af det han spillede. Hun lænede sig frem og lod sine arme hvile på hendes skød og lænede sin ene hånd på kinden. Hun kunne ikke lade være med at smile lidt selv, da det mindede hende lidt om hendes hjem. Hun led en smule af hvemve og kunne ikke rigtig gøre andet end at tænke på hendes far.

Connor stoppede med at spille efter lidt tid, men det var også kun fordi, at melodien startede forfra. Han sank lidt sammen, inden han rettede sig op og lod fingrene hvile på tangenterne. Han trak sine hænder til sig og sank sammen igen. Hvad skulle han nu spille? Han kiggede udover scenen, da han pludselig fik øje på en hvidhåret pige, der sad på en af stolene. Han kneb øjnene i og rettede sig lidt op. Det var ikke en pige, som han havde set før. Gad vide, hvad hun lavede herinde? Var hun her for at bruge klaveret? Ventede hun på én eller flere? Havde hun hørt ham spille?

Hun kunne ikke lade være med at se en smule sørgmodig ud da det var han stoppede med at spille. Det så ud som om han var helt fortabt i hvad det var han skulle spille. Hun kunne ikke lade være med at skæve lidt med hovedet, lige indtil at han besluttede for at kigge op. Hun kom med et lille gisp, rødmede og gemte sig bare nogle andre stole. Da hun sad dernede blandt stolene kunne hun ikke lade være med at ryste på hovedet af sig selv. Hvorfor gemte hun sig for ham? Det gav ikke rigtig nogen mening for hende, men nu var hun blandt stolene og kunne ikke få sig selv til at sætte sig op igen. Hvad skulle hun gøre!?

Connor sad bare og kiggede ned på hende med rynket pande. Hvem var hun? Han rejste sig langsomt op fra den lille bænk og rakte op og rettede på de røde lokker, inden han næsten listede hen til trappen, der førte ned fra scenen. Han løb nærmest hen til stolerækken foran pigens, som han satte sig på, med knæene imod ryglænet på stolen foran hende. Han hvilede hænderne på ryglænet og kiggede ned på hende. "Hvad laver du?" spurgte han nysgerrig og kunne ikke lade være med at beundre det ret så hvide hår, som hun havde. Det var ligesom sne.

Hun troede lige for en kort stund at hun var sluppet godt med bare at virke mærkelig. Hun troede lidt at han var gået da han lige pludselig var foran hende. Det gav et nip i hende da det var at han begyndte at snakke til hende. Hun kiggede op med hendes smaragdgrønne øjne. Hun rødmede stadig en smule. Hun hostede let og satte sig op på stolen og kiggede på ham. ”Jeg.. jeg sad bare lige og lyttede til dig spille. Jeg syntes det lød så smukt at jeg var nødt til at blive og lytte” hun kiggede ned på sine fingre, som pillede ved hinanden. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige. ”Undskyld?” hun kiggede op på ham igen.

Connor sad bare på sine knæ og hvilede hænderne på ryglænet, så han ikke ville risikere at falde forover. Han betragtede den hvidhåret pige med et smil over sine læber. Hvor var hun egentlig kær. Gad vide, hvor gammel hun var? Ikke så meget over ham, ville han gætte på. Han smilede bredt til hende. "Synes du? Tak." lo han og satte sig lidt bedre til rette på stolen, så han mere sad ned og kom i bedre øjenhøjde, i stedet for han stod og kiggede ned på hende. "Du behøver ikke undskylde. Jeg ejer ikke stedet." smilede han.

Hun smilte da hun indså at han ikke var blevet sur på hende. Men når hun tænkte sig om vidste hun heller ikke hvorfor han egentlig skulle blive sur, det var bare en hurtig indskydelse hun havde haft. Hun lod sit ene ben krydse over det andet, hun rettede lidt på sin kjole og kiggede derefter op på ham igen. Hun trak lidt på skuldrene da han sagde at hun ikke behøvede at undskylde overfor ham. ”Det var nu ikke så meget på grund af det, det kunne jo være at du ikke brød dig om at andre lyttede til dig spille” hun kiggede over imod klaveret. ”Hvor har du lært at spille så smukt?” spurgte hun nysgerrigt.

//Sorry ventetiden. Har haft det lidt svært med skolen ;-)