By the campfire - Theo

Tid: Lidt over otte om aftenen
Sted: Ved lejrbålet
Vejr: Sommervarmt og dejligt
Omgivelser: Lejrdeltagere der synger og griller skumfiduser

Bare et enkelt kig på Halvblodslejrens humørflammer var nok til at kunne se stemningen ved lejren den aften: høj og klar. Flammerne var syv meter høje, højgule og varme nok til at grille skumfiduserne på et enkelt sekund, hvis man sad på første række. Fra sin velvalgte plads på en af de mere tomme bagerste rækker, kunne Jules se Apollons musikalske børn springe rundt om bålet og synge fjollede lejrbålssange akkompagneret af guitarer og lyrer. Der var faktisk få ting, hun ikke kunne se fra den plads: hun kunne se to unger fra Afrodite-hytten sidde og hviske-tiske på den anden side, et par af Ares' sønner rense deres våben og endda mindre hold af blandede lejrdeltagerebevæge sig væk fra bålet med luskede smil på læberne. Jules fik øje på flaskerne i hænderne på nogle af dem og smilede smørret. Der var naturligvis ingen der ville sladre, fordi det også ville få ham eller hende selv, der gjorde det i fedtefadet, men Jules var semifast spiritusleverandør hos flere af dem.
Hun rykkede sit blik væk fra dem og ned til folkene på rækkerne lige foran hende. De fleste var i færd med at grille deres skumfiduserne, mens de sang med på 'Jeg er min egen tip-tip-tipoldemor', men to af dem, der sad lidt skråt nede foran hende så ud til at være ret uopmærksomme på, hvad der foregik omkring dem. De så ud til at være uenige om noget, for de gestikulerede begge to temmelig ophidset med armene. Ved siden af dem lå der en bunke skumfiduser og to sodavandsdåser, der umidbart lignede colaer.
Hmm... Ubevogtede, sukkerholdinge genstande? Åh, de tiggede jo ligefrem om, at Jules skulle få sine behændige fingre i gang.
Hun lod sig glide ned fra sit sæde, rykkede sig lydløst ned mod de to lejrdeltagere og da hun var tæt nok på, strakte hun sine lange, tynde fingre ud og greb fat i den ene dåse. Og så den anden. Og så en håndfuld skumfiduser. Og vupti, så var hun væk igen.
I samme øjeblik, hun satte sig på sin plads igen, hørte hun udbrudet. Hun kunne høre de to lejrdeltagere hæve stemmerne til noget nær en råben, indtil Chrion kom og hev dem væk fra bålet. Jules udstødte et kort latterfnys og proppede en skumfidus i munden. Hun lignede formodentlig et egern med kinden pustet op af skumfidus, og den tanke fik hende vare til at fnise endnu mere, indtil nogle af de andre begyndte at glo på hende. Gid hun ikke syntes at det var så sjovt - det virkede hjerteløst - men det gjorde hun ikke desto mindre.

--> klik her

Den svage flamme oplyste aften, selvom solen ikke var fået ned endnu, var der alligevel kastet sig en smule mørke over lejren. Mange havde samlet sig ved bålet, både grinede og sang sammen, alt ved dem var fred og ro. I nærheden lænet op af et træ stod Theo. En ung mand som mere eller mindre havde en attitude problem der bare sagde spar to. Han var en af de typer, som holde sig i baggrunden og ikke ligefrem sad mellem de smilende folk. Hans ansigt blev kun oplyst af flammende fra den smøg mellem hans læber, på trods af han gang på gang havde fået af vide af folk omkring ham at han burde smide sælgerne og få sig et lov, så holde han dem nu alligevel tæt på sig.
De isblå øjne skimmede over de unge sjæle der havde valgt at tilbringe aften ved et bål. Han fnøs og rullede med ønske, tømte lungerne for røg som han.lod det passere mellem læberne og ud i naturen. Selvom han stod noget væk fra bålet, ville han aldrig være en del af deres lille hyggeklub, ikke fordi han på nogle punkter ønskede. Tænk at sidde rundt om et bål og synge fælles sange...hvor latterligt. Han trak jakken op om ørerne, smed den færdige cigaret på jorden, hvorefter den blev udtværet med solen fra hans støvler.
Han havde tidligere fået mange advarsler om at han skulle tage sig sammen og være en del af fællesskabet og det var da heller ikke fordi han ikke havde noget md dem...han var bare ikke den helt store festglade person. Modsat de få der nægtede optræning, grundet deres ringe erfaring, så havde han i de 15 år han boede i den normale verden, modtaget forskellige former for kamp træning. Et underligt grin, fik ham smidt ud af sine tanker og han rettede et par kolde øjne mod en ung pige. Det rødehår gjorde hende let at spottet samtidig med at hun lignede halvt om lignede et egern. På trods af dette, så var hun faktisk ganske smuk, den måde hun smilede, man kunne se det nåede hendes øjne...han rullede med øjnene og rystede på hovedet af sig selv. Han kunne sagtens finde nogen pæn eller smuk, men aldrig ville han gøre tegn på dette...ikke fordi han ikke trods på sig selv, mere fordi folk irriterede ham.
Han fjerner dog fra sit gemmesteder og bevægede sig hen mod bålet, hvor han på vejen hen mod en siddeplads tog en flaske alkohol fra en af dem der sad der. Vedkommende skød op fra sin plads og gjorde sig til. Han klukkede tomt og koldt. Nærmest den slags grin der fik det til at løbe koldt ned af ryggen. Han rystede på hoved og gik væk, uden rigtig at give knægten mere af sin opmærksomhed.

Jules' blik fæstede sig på en fyr, der stod lænet op ad et træ lidt væk fra bålet. En loner, uden tvivl, eller en der ikke brød sig om sang eller måske begge dele. Hun fangede hans blik et kort øjeblik og selv på den afstand, der var mellem dem og selvom hans ansigt kun blev oplyst af en cigaret, kunne Jules se hans kolde, blå øjne. Han måtte virkelig fryse, for han havde tøj på der ville smelte enhver der kom i nærheden af lejrbålet.
Mens Jules så til, begyndte fyren at rykke rundt. Hans lod sin cigaret falde til jorden og kvaste den under sin fod - altså, hvornår lærte de det? - og pludselig så han også på Jules. Hun kom til at udstøde endnu en bizar fniselyd, selvom han ikke ligefrem havde gjort noget morsomt. Og så begyndte han at bevæge sig hen mod bålet. Jules rynkede panden let og begyndte at følge hans bevægelser nærmere. Han passerer forbi en fyr fra Dionysos - Jules kunne genkende ham, for ham havde afgivet en større bestilling hos hende dagen før. Den mystiske fyr snuppede en flaske fra Dionysos-drengen, men da han forsøgte at sætte sig til modværge, gjorde den mystiske fyr noget, der fik drengen til at sætte sig ned igen på et sekund. Jules kunne ikke høre dem med al den musik og latter, der var omkring hende, men fyrens bevægelser lignede umildbart, at han lo eller i hvert fald kluklo.
Jules' nysgerrighed tog over. Hun pakkede hastigt skumfiduserne ind i en Kleenex-serviet fra en pakke, hun havde i lommen, smed skumfiduspakken og colaerne ned i sin taske, smed tasken over skulderen og hoppede let og elegant ned over stolerækkerne. Det krævede lidt adræthed at undgå at ramle ind i en Apollon-pige, der kom svingende med sin lyre, men det lykkedes dem at undgå et sammenstød. Jules gik lidt væk fra bålet og bevægede sig ad omveje hen til det sted, hvor den mystiske fyr havde sat sig. Hun indtog pladsen ved siden af ham og smed sin taske ved sine fødder.
"Sig mig lige:" sagde hun til fyren. Hun forsøgte at være seriøs, men det drilske glimt i hendes øjne og det begyndende smil på hendes læber afslørede hende formodentlig. Det gjorde det altid "Hvad ligner det at stjæle sagesløse menneskers alkohol på den måde? Tror du, at det er for sjov, jeg tager hele vejen til New York for at opstøve det og smugle det ind i lejren?"

//Glemte påklædning: Det sidste link failede lidt, men den tredje i øverste række på dette billede er det rigtige

Jules' blik flakkede et kort øjeblik ned mod tatoveringerne på fyrens nu blottede arm. Hun hadede sig selv for det, men siden hun var 14 havde hun fundet tatoveringer en smule attraktive på sådan en bad boy-agtig måde. Irriterende attraktive.
Hun skyndte sig at kigge væk inden hun begyndte at rødme, og rettede i stedet sin opmærksomhed mod flasken i hans hånd. Den flaske han havde snuppet fra Jules' kunde. Jules ville selvfølgelig have foretrukket, at han havde købt sin egen flaske af hende, men som et barn af Hermes var hun ikke den rette til at prædike om det forkerte i tyveri - hun var trods alt blevet smidt ud af sine sidste tre skoler fordi hun havde stjålet.
Hun snuppede flasken ud af hans hånd og tog en tår af den. Derpå skar hun ansigt og stillede flasken fra sig igen på bænken mellem dem. De Dionysos-børn og deres besynderlige smag i alkohol...
"Hvis du siger det, makker." sagde hun til fyren og trak på skuldrene. "Men hvis jeg var dig, ville jeg nok ikke ligefrem sidde og flagre med den. Medmindre du selvfølgelig godt kan lide at hr. D truer dig med at forvandle dig til en delfin?"

Jules kunne ikke holde et smil tilbage, da fyren nævnte at hun 'skulle vænne sig til smagen'. Hun havde skam indtaget sin del af den alkohol, der cirkulerede i lejren - hun var bare ikke altid lige glad for sine kunders valg. Hun kunne ikke lade være med at glo på fyren, da han kom med sit underlige delfin-fact.
"Jeg aner ikke hvad jeg skal med den information, nu hvor jeg har den." mumlede hun. Hun havde tit fået at vide, at man aldrig kunne vide for meget, men hun var ikke glad for at have informationer, hun ikke kunne bruge til noget. De fyldte for meget og kunne komme i vejen, når hun ledte efter en information, hun faktisk skulle bruge til noget.
Hun smilede og rettede blikket mod sine knæ, da han begyndte at spørge til, hvorfor hun ikke var sammen med sine søskende. De færreste lejrdeltagere ville tro hende, hvis hun fortalte dem det, men hun kunne faktisk godt blive træt af dem nogle gange. De andre fra hendes hytte var som regel lige så energiske som hende, men problemet i det var, at de godt kunne køre hende yderligere op. Der var en slags tung aura over denne fyr, der på en måde virkede beroligende på hende. Desuden: sidste gang, hendes søskende havde lokket hende ud i noget, var hun endt i hovedbygningen i cowboytøj og med en taske fyldt med sprut og bolcher.
"Måske er jeg ikke som mine søskende?" sagde hun og rettede uvilkårligt blikket mod hans tatovering igen - bare i et øjeblik. "Måske har jeg en svaghed for Hades' børn? Eller måske er du bare fascinerende?"

"Ja, har du måske et problem med det?" spurgte Jules som et svar til hans kommentar til hende. Hun begyndte at rode sin taske igennem og fiskede sine ting op en efter en; et tæppe, en cowboyjakke, pakken med skumfiduserne, et par øreringe, to ekstra tanktoppe, en bronzekniv og... Halløjsa! Hendes gamle iPod. Det var interessant.
Hun lagde resten af tingene lidt til siden og begyndte at scrolle sine gamle sange igennem. Hun rullede forbi omkring fem lister, før hun stoppede ved en liste ved navn 'M-Jay' - hendes gamle kaldenavn for Michael Jackson. Hendes fingre dansede let og elegant hen over skiven der styrede musikken, og hun startede den første sang - 'Smooth Criminal'. Hun stak den ene øreprop i sit øre og skruede så langt ned for musikken, at hun kun lige akkurat kunne høre den.
Smooth criminal... Det var hun godt nok blevet kaldt mange gange. Indtil hun var omkring otte, havde hun forsøgt at passe ind i den normale verden og være en sød pige, men på et tidspunkt var det gået op for hende, at hun ikke passede ind. Folk havde så ofte fortalt hende, at hun var en ballademager, en rebel eller endda en tyv så mange gange, at hun til sidst havde opgivet. Til helvede med hvad folk mente! Hvis hun havde lyst til at sprede sine værelseskammeraters tøj ud over loftsbjælkerne, gjorde hun det. Hvis hun fik trang til at pakke skoleinspektørens kontor ind i bobleplast, ville kontoret være pakket ind i slutningen af dagen. Og hvis hun havde lyst til at hænge ud med et af Hades' børn, var hun ligeglad med hvad nogen måtte mene - inklusive ham.
Hun rettede sit blik mod fyrens ansigt igen og betragtede hans blå øjne. Hendes læber krusede sig i et lusket smil.
"Er du med på et lille væddemål?"