Welcoming Committee - Miles

Sted: Foran hovedbygningen
Tid: Ikke længe efter frokost
Omgivelser: Andre halvguder
Vejr: Varmt, men ikke uudholdeligt
Påklædning: Tryk for at se den

Annabeth havde efterhånden boet i lejren relativt længe. Hun var igang med at runde sit tredje år, og hun kendte lejren så godt som man nu engang kunne. Hun havde jo sådan set også haft en del tid til at udforske den - også de dele af den, der ikke var så besøgte. Derfor var det heller ikke nogen overraskelse, at Chiron havde bedt hende om at vise en nyankommen halvgud rundt. Det var ikke første gang hun havde vist nogen rundt, så hun kendte efterhånden også proceduren nogenlunde. Men alle gjorde vel tingene på hver sin måde, og så længe de mest essentielle dele af lejren blev vist rundt, behøvede man jo heller ikke at gøre det anderledes. Denne dag var Annabeth iført et ret så simpelt sæt tøj, bestående af en sort, blomstret nederdel, en grå, langærmet crop top, et par ankelstøvler i gråt læder og så nogle forskellige smykker. Hun bevægede sig i dette nu hen imod hovedbygningen, hvor hun skulle møde op og så vise den nye lejrdeltager rundt. Hun havde ikke fået meget at vide, udover at hans navn var Miles Atlas, og at han var en søn af Poseidon. Heldigt, at hun ikke var ligesom så mange andre af sine søskende, der ikke brød sig om Poseidon’s børn. Eller måske endda hadede dem. Alt dette var på grund af en simpel fejde der foregik imellem Poseidon og Athene, som jo var Annabeth’s mor. Hun syntes bare personligt ikke, at det var i orden at dømme andre halvguder, alene på baggrund af deres guddommelige forældre. Hvis man skulle nære en modvilje mod nogen, skulle det da være baseret på dem selv, som personer, og ikke på grund af hvem deres forældre var. Hun stod foran hovedbygningen, og ventede lidt. Hun var ikke sikker på hvem denne Miles var, men hun måtte jo bare holde udkig efter en halvgud hun ikke genkendte, eftersom han var ny i lejren.

Miles havde i godt 10 minutter gået i en form for dis, følte han. Menneskerne rundt om ham, virkede ikke som om de var mennesker, men i stedet følte han, at han gik i en mærkelig drømmeverden, som var blandet med det gamle grækenland og en smule Harry Potter-land. Dertil havde han i lang tid stirret på noget, der i hans hoved burde være totalt og fuldstændigt umuligt. Et menneske med horn og ... gedeben? Var det gedeben? Han trykkede hårdt ind på sine tindinger, og rystede langsomt på hovedet. I det hele taget havde de sidste to døgn været umulige. Umulige men alligevel de to mest spændende dage i hele hans liv, tænkte han tørt. Hvis det var en drøm, ville han ikke vågne. Og så alligevel. Hans følelsesløse højre ham fik ham på andre tanker, og han sendte den et let bekymret blik. Han havde fået at vide at den bare havde fået et stort slag, men der var ikke taget røntgen af den, så han var ikke 100% sikker på at den unge pige havde haft ret. "Hun er barn af Apollon, selvfølgelig er hun sikker," havde en fyr ved siden af ham sagt, så Miles havde bare holdt sine tanker for sig selv. Han rettede søvnigt på sin ternede skjorte, og rejste sig op fra trappetrinnet han havde siddet på, for at kigge sig lidt omkring. Det forvirrede blik i hans øjne måtte være meget tydeligt, for han kiggede en ekstra gang på alt han gik forbi og alt der gik forbi ham. Han havde fået at vide at én eller anden ville komme og tage imod ham, men han anede ikke hvem. To meget smukke piger - døtre af Afrodite (så langt havde han forstået) - gik forbi ham, og han smilede fåret til dem, før han endnu engang kiggede sig omkring på den lille plads der lå foran, hvad han gik ud fra var en form for hovedbygning. Her havde manden med hestekrop i hvertfald sagt han skulle vente.

Annabeth havde ikke nogen erfaring med, at være ny i lejren og ikke være i stand til at forstå noget af hvad der foregik. Jo, den del med at være ny i lejren, havde hun prøvet før. Men det med ikke at være i stand til at forstå noget af hvad der foregik, havde hun ikke erfaret da hun ankom til lejren. Hun havde nemlig allerede kendt til den mytiske verden. Hendes far havde sørget for at opdrage hende så hun var så informeret hun kunne være, uden at give hende mareridt om natten. Han havde desuden insisteret på, at hun skulle lære brugen af adskillige forskellige våben, hvilket jo sådan set også kun kom hende til nytte nu. Hun savnede sin far. Men han var ikke længere sig selv, alligevel, efter hans ulykke. Han var faktisk ikke mere end en skygge af sig selv, højest. Han kunne ikke trække vejret ordentligt uden hjælp fra maskiner, og han snakkede stort set aldrig, fordi det krævede alle hans kræfter. Det var ikke et kønt syn, og derfor heller ikke noget Annabeth brød sig synderligt om at tænke på. Hun valgte at huske sin far som den livsbekræftende person han havde været, før ulykken. Men det var nu altså hvorfor hun havde valgt endelig at tage til lejren, for omkring tre år siden.
Hun spejdede rundt efter en sandsynligvis meget forvirret søn af Poseidon. Og hun behøvede såmænd heller ikke at lede længe, for hun var ret så sikker på, at det var den fyr der stod lidt fra hende og kiggede forvirrende rundt. Han lignede en fortabt hundehvalp, og det sagde hende alt hun havde brug for at vide. Hun gik målrettet hen til ham, og prikkede ham på skulderen. "Miles Atlas?" Hun så spørgende på ham, og smilede høfligt imens.