Moving Mountains. - Nuka

Tid: 13:45
Sted: Arenaen
Omgivelser: Midt i undervisningen. Chiron som træner, og en masse halvguder spredt ud over den store Arena.
Vejr: En smule koldt, med skyer på himlen, dog kiggede solen af og til frem.
Dag: Mandag.
Årstid: Vinter/Forår
Påklædning: Halfdan var iklædt hans udstyr, som han slev havde lavet. Det bestod af et par bomuldsbukser med hårde plader af læder syet til, et par sandaler og et sort trøje der holde ham varm. ud over trøjen bar han en brystplade af læder, hvori der dog var 'indbygget' en tyk plade metal. Denne brystplade dækkede kun hans brystkasse, og ikke hans mave. Hvilket tillod ham at bevæge sig hurtigt og udnytte hans styrke, uden at være hæmmet af så store plader. hans ene arm var også dækket af plader af læder, i bedste gladiator-stil. Ellers bar han et par handsker.

Nogle gange, behøvede man blot at tro på sig selv for at sejre. Det var i hvert fald hvad Chiron blev ved med at råbe ud over Arenaen, som hans elever var parvist delt. Som næsten hver dag, øvede de sig i kampteknikker og fægtning. Mange halvguder havde gode instinkter for dette, imens andre slet ikke brød sig om det. Og mange halvguder viste stort talent, imens andre næsten intet kunne. Selvom man blot skulle 'tro på sig selv', var eleverne dog delt op efter evne. Halfdan stod midt i den store Arena, overfor en søn af Ares. Den fødte kriger overfor den fødte smed. Med tankerne på deres fortider og deres forældre, blev mange dog inspirerede at Chirons ord, og små piger flyttede rundt på store drenge. Udseende var som oftest af ingen betydning i denne lejr. Lidt fra dem, sloges en vild Datter af Artemis imod en datter af Zeus, en underholdende kamp... Men Halfdan var ikke distraheret af hvad der skete omkring ham. Istedet var et hadefuldt blik rettet imod den iltre sjæl foran ham. En søn af Ares var meget svær at få ned med nakken, især med deres evner indenfor kamp. uanset hvad han gjorde, ville Ares' søn stadig komme imod ham. Halfdan var stor og bred, en størrelse der overgik hans modstanders. Men hans modstander var muskuløs og kompakt, født og bygget til netop dette. Halfdan slæbte et meget stort, bredt og langt tohåndssværd, der burde være for tungt til de fleste andre. Når han sloges med det, virkede det som om han blot svingede det hvileløst omkring sig, men med hans styrke og hans kontrol over metal, var der intet ukontrolleret over hans kampstil. Halfdan skar sine tænder imod hinanden, inden de to modstander stormede imod hinanden atter engang. Hans modstander løftede sit skjold, og Halfdan hamrede sit sværd ind i det, med en sådan styrke, det fik hans modstander til at glide lidt til siden inden han fortsatte videre...

Outfit (klik), armbeskyttere af læder, og en brynje af læder. Benene er beklædt med varme, grå stræmpebusker.

Træning. Træning i kamp. Med sværd. Alle havde en forskellig indstilling til det. Nogle elskede det, kunne ikke få nok. Andre derimod, hadede det som pesten. Niveauerne var også forskellige, trods den benhårde træning. Der blev jo trænet hverdag! Gudeforældrene spillede ganske vist en stor rolle i hvor god man var, men.. man kunne sagtens være søn af Ares og være dårlig, ikke?
Nuka småløb ind i den store Arena. Sværdet i hendes hånd, blev holdt en smule ud fra hende selv. Hendes evner indenfor sportsgrenen var.. elendige, hvis man spurgte hende. Hvis hun kunne, skippede hun da også træningen. Men efter flere henvendelser fra Chiron og et par skideballer, var hun nødt til at møde op. Uanset om hun brød sig om det eller ej.
For at vise sin modvilje over for læreren, som hun ellers respekterede, havde hun valgt at komme for sent. Han kunne jo ikke sige noget til det - trods alt mødte hun jo op, ikke? I sit oprørske humør stillede hun sig henne i et af hjørnerne, og observerede de kæmpende halvguder. Det var sjovt at se på, mindre sjovt at deltage i. Ude på sidelinjen følte hun sig bedre tilpas. Der kunne hun holde øje med det hele. Hvad der gjorde, at man vandt eller tabte. Noget hun fandt utrolig let, også uden hendes evne inden for spådom.
Specielt en kamp faldt i hendes interessere. En kamp mellem en søn af Ares og en søn af Hefaistos. Ares' søn var bygget til kamp, ingen tvivl om det. Og han besad sikkert også evnerne inden for sportsgrenen. Men Hefaistos' havde også en chance, hvis man spurgte hende. Han var større end sin modstander, og havde bedre forstand på sin modstander, mente hun. Det skulle blive interessant, at se hvem der vandt den kamp.

Idet sønnen af Ares stormede imod Halfdan, løftede Halfdan sit sværd op i luften, klar til at hamre det ned imod jorden. Men hans modstander var for hurtig, og havde i det samme omfavnet Halfdans krop, og derved forsøgt at takle ham. Men Halfdan var ikke et bjerg man blot flyttede på, så der skete ikke meget trods modstanderen prøvede. Halfdan havde tabt sit sværd idet han blev taklet, og det lå nu på jorden, stort som det var. Det så sikkert meget underholdende ud, hvorledes Halfdans høje, brede og krumme ryg stod bøjet over modstanden der prøvede at få ham smidt ned. Selvfølge blev der flyttet lidt på Halfdan, men han forblev på sine fødder. Halfdan skar sine tænder og rynkede sin pande idet han tog fat i modstanderens skuldre, og smed ham til side. Hefaistos, en deform gud af Olympen, var ofte beskrevet som værende utrolig fysisk stærk, selv for en gud at være, efter alle de uendelige år i smedjens ild. Dette var åbenbart sandt, for en sådan overnaturlig styrke var givet videre til Halfdan, ingen tvivl om det. Hans profil og positur var heller ikke som andres. Deform var han nu ikke, men han så nu lidt anderledes ud. Som om hans arme var længere end normalt, eller at hans ryg krummede blot en smule for meget. Efter at have kastet sin modstander mod jorden, gik Halfdan hurtigt hen til sit sværd, for at samle det op. Da Halfdan så vendte sig imod sin modstander igen, blev han overrasket. Sønnen af Ares besad et sådan gåpåmod og en sådan hurtighed, at han havde rejst sig op, og svunget sit sværd imod en uforberedt Halfdan, han havde ikke set den komme. Chiron rørte dog også på sig, og bad dem om at holde. Halfdan var på alle fire, med hans lange hår der dækkede for ansigtet. Da han i trods vendte hovedet hårdt imod hans modstander, var huden blevet snittet på hans ene kind. Og en smule blod løb derfra. Det kunne være gået meget værre. Sønnen af Ares stod med et pumpende åndedræt, og vidste ikke rigtig hvad han skulle gøre. Skulle han fortsætte imod Halfdan, eller vente. Uanset hvad, var der faldet et arrogant blik over hans ansigt, som han kiggede ned på Halfdan. I sandhed ikke noget Halfdan havde tænkt sig at finde sig i... Nogle kiggede derover, spændt på at se hvad Chiron ville sige, eller hvad Halfdan ville gøre ved det. Chrion havde endnu ikke blandet sig, lige så spændt som nogle af de andre.

Med tilbageholdt åndedræt fulgte hun med i kampen. Observerede hvordan ingen af dem ville give sig. Hvordan at Ares' søn prøvede at tackle Hefaistos' søn, men dårlig nok fik ham rykket en enkel centimeter. Det måtte hun virkelig give ham. Selvom han ikke lignede den fødte kriger, som Ares' søn, så var han en hård nød at knække. En mening, som sønnen af Ares så ud til at dele med hende. For han begyndte at blive mere desperat. At angribe en, som ikke var parat, det var bare fejt. Specielt for en søn af Ares.
Da Chiron reagerede over kampen, trådte hun et skridt nærmere. Hvis drengene ikke passede på, kunne den kamp ende galt. Svagt kunne hun mærke, hvordan billeder begyndte at sitre i hendes hovede. Rystelserne var også allerede svagt begyndt at komme. Så godt hun kunne prøvede at undertrykke dem. Men Ares' søn blev ved med at ændre mening, og det samme gjorde Chiron. Og billederne susede rundt i hovedet på hende.
Hun gav op, og gav efter for dem. Sank først ned på sine knæ, voldsomt rystende. Det lignede til forveksling et epilepsi anfald. Hvis.. ikke Chiron greb ind, ville Ares' søn angribe igen, så det ud til. Scenariet udspillede sig i hende tanker. Langt væk i sit syn, håbede hun, at Chiron ville gribe ind. Ellers kunne begge drengene komme til skade.

Som de få øjeblikkes stilhed og spænding havde vokset til hvad der syntes et klimaks, var modstanderne frosset overfor hinanden. Dog var der ingen tvivl at spore, for i sin søgen efter dominans, havde Ares' søn ikke tænkt sig at bakke tilbage. I stedet smed han sit skjold væk, og greb med begge hænder om sit sværd. Halfdan spærrede øjnene op idet Ares' søn svingede sværdet over hovedet og ned imod Halfdan. Men Uanset hvad folk havde forventet, var hvad de så i det næste øjeblik, sikkert ikke hvad de havde regnet med. Sværdet, som Ares' søn holdte, var stoppet midt i luften, som om den havde mødt en uigennemtrængelig kræft. han prøvede at hive og flå i sværdet, men den var helt stille. Overfor ham, var Halfdan begyndt at rejse sig, med et ondt blik på ham og de fyldige læber presset imod hinanden i et hadefuldt udtryk. Chiron spærrede sine øjne op, det var ikke tilladt at bruge gudelige kræfter under fægtning i Arenaen, men Halfdans Magnokinesis var ikke noget han kendte noget til. Med hans magt over magnetiske felter, kunne Halfdan, hvis beslutsom nok, styre magnetisk metal, og forme det efter hans vilje. Noget der uden tvivl også var kommet bag på den Søn af Ares' der nu ikke engang kunne flytte på hans sværende sværd. Dog havde han ikke givet slip, for det var vel noget af det første en søn af Ares lærte? Halfdan kørte hans skulder rundt, og det resulterede i at sværdet blev hævet op i luften. Ares' søn hang stadig i sværdet, nu uden fodfæste og et stykke over jorden. Halfdan gik helt hen til ham, med et blik der kunne dræbe. Halfdan stod bare frossen, helt stille og kold overfor hans modstander. Hvordan kunne han finde på at svinge sit sværd imod en på jorden? Ligesom hans far, var han i sandhed en kujon, der sparkede folk som allerede lå ned. Onde intentioner fløj igennem Halfdans hoved, og ikke mange ville kunne forudse hvad der ville ske. Idet Chiron åndede lettet op, var Halfdan trådt et skridt tilbage. I en ekstrem hurtig bevægelse, drevet af hans fulde fysiske styrke, havde Halfdan sparket hårdt til Ares' søn, som derved ikke længede kunne holde fast i sit sværd. han røg måske 5 meter bagud, og trillede og rullede for til sidst at lande på ryggen. Der var en dyb bule i hans brystplade. Halfdan tog om sværdet, og kastede det så hen til han som han lå på jorden. Chiron farede op, sikkert vred over hvad han lige havde gjort, for for en gangs skyld, rejste Ares' søn sig ikke op, men vred sig i stedet i smerte. Halfdan blev sendt hen til tilskuerpladserne for at køle ned. Så med det store tohåndssværd slæbende bag sig, gik Halfdan med tunge skridt hen og satte sig. Udtrykket i hans ansigt var sædvanligvis misfornøjet, men en smule tilfredshed kunne dog spores i hans blik.

Selvom Nuka ikke kunne se med sine egne øjne, hvad der skete i kampen mellem de to drenge.. ja, så så hun det alligevel. Hver eneste lille detalje. Bare på sin egen måde. Hele scenen spillede inde i hendes hovede, omend hurtigere end i virkeligheden. Hendes syner var altid et skridt foran det, som der udspillede sig. For lige så snart, at de tog en beslutning viste det sig i hendes syn. Hvad de ville gøre, så hun før deres modstander, næsten før dem selv.
Men da kampen blev sluttet stoppede rystelserne, og hun vendte igen tilbage. Lettet, kunne hun konstatere at ingen havde lagt mærke til det. Heldigvis. Det var det sidste, hun havde brug for at folk vidste eller lagde mærke til. Fyrerne havde været gode til at holde deres tilskuers opmærksomhed.
En smule rød i kinderne rejste hun sig op, med sværdet i hånden. Bekymret så hun hen på Ares' søn. Det så ikke for godt ud. Han ville højst sandsynligt skulle tilbringe en dag eller to på hospitalsfløjen. Svagt skar hun en grimasse. Hun følte virkelig med ham, men samtidig vidste hun, at det hele kunne være undgået. Hvis bare at han ikke havde angrebet den anden fyr.
Hun småløb hen til Chiron, mens hun kastede et flygtigt blik på Hefaistos' muskelbundt af en søn. Et nysgerrigt blik.

Før Halfdan var nået fordi den søn af Ares han netop havde skadet, blev han slæbt væk af et par andre. Han skulle uden tvivl til lægefløjen og blive set til. man skulle ikke tage fejl, og tro at Halfdan kun tænkte på, og kun nød sin eksistens når han skadede andre. Men nogle gange var denne lyst til vold, og hadet i hans hjerte, alt hvad der drev ham frem... og for det meste så var det nok til at opnå succes. Halfdan satte sig ned og placerede sværdet op af sædet ved siden af ham. Han lænede sig frem og placerede sine arme på lårene. Hans brystkasse pumpede en smule, stadig i en form for ekstase over adrenalinet der pumpede i hans krop. Og for en Halvgud med ADHD var det jo ofte svært at komme ned i tempo igen. Kampene fortsatte igen rundt omkring, for en sådan omgang var vel heller ikke så unormalt i denne lejr, og han vidste at der ofte var sket værre ting. Halfdans blik sitrede en smule, og faldt på hans hænder, sandet og på de andre. Hurtigt mødtes hans blik med et måske nysgerrigt blik fra en datter af Apollon som var på vej imod Chiron. Halfdan kiggede dog væk og rynkede næsen som om en grim lugt lå i luften. Han sænkede hovedet og noget af det lange hår faldt lidt ned over ansigtet, men han kiggede dog stadig på lidt af hvad der foregik. Chiron trampede lidt med hans bagben og vendte sig imod datteren af Apollon, som åbenbart først lige var kommet. Med hævede øjenbryn krydsede han sine arme over hinanden og kiggede ned på hende. "Nuka. Dejligt af dig at kigge forbi! Begynd at sparre med Vivian." sagde Chiron bestemt, men med den typiske undertone af humor Chiron altid bar med sig. Og han pegede imod en anden pige der stod lidt derfra uden partner. Halfdan selv, holdte en smule øje med denne, Nuka. Men læberne var presset imod hinanden og og brynene var rynkede. Nu gad han ikke være der længere, for han fik nok ikke lov til at kæmpe mere den dag. Så i stedet skulle han sidde i den imaginære skammekrog, og åbenbart have det dårligt over hvad han havde gjort...

I det korte sekund Nuka så på Hefaistos' søn, lagde hun godt mærke til hans rynken på næsen. Hans reaktion på hende, tog hun med et skuldertræk. Hvis han ikke brød sig om hende, var det da hans problem! Men inde i hende, mærkede hun en svag trang til, at få ham ned med nakken. Hans hurtige dømmen af hende, fik dog ikke tag i hende særlig længe. Hurtigt fejede hun den væk. Hendes hævngerrige side var ikke køn. En side hun havde arvet fra hendes far, havde nogen fortalt.
Vivian? En reaktion udeblev ikke. Øjenbrynene rynkede hun en anelse. Ikke fordi hun havde noget imod sin modstander overhovedet! Hun foretrak bare.. modstandere der var lidt bedre. "Fint!", mumlede hun uden tvivl dybt fornærmet over hans valg. "Og jeg kom næsten til tiden", påpegede hun før, at hun satte kurs hen mod sin partner med en fjendtlig mine.
Et par sekunder så hun sin modstander an. Vivian. En lav, tynd pige som hun før havde hun kæmpet mod hende. Og Vivian havde vundet over hende et par gange, men selv havde hun også vundet. Hvem mon ville vinde denne kamp?
Hun gik til angreb på Vivian. Sigtede efter at ramme benene, men hendes modstander kom hende i forkøbet og afværgede det. Desværre. Overraskelsesmomentet var en smule tabt for hende. Men så alligevel ikke. Hun satsede efter en hurtigt sejr.
Igen løftede hun sit sværd, denne gang rettet mere mod maven og armene. Også denne gang så hendes modstander hvad hun ville, men hun var forberedt. Med en voldsom kraft, taget hendes størrelse taget i betragtning, slog hun Vivians sværd en smule ud af kurs. Det gav en syngende lyd i begge sværdene. Sekundet efter hoppede hun på Vivian. Begge landede på arenaens gulv en anelse hårdt. Sværdene var røget ud af deres hænder. I stedet måtte de ty til håndkraft. Selv fik hun en del tæv. Vivian var stærk, men mest med sit sværd. Og siden hun ikke var særlig kraftigt i det, var hun let at få tvunget om på ryggen, sådan at Nuka selv sad overskrævs på hende. Med sine skinneben holdt hun Vivians ben presset mod jorden og hendes arme holdte Vivians nede.
Sådan blev hun siddende et par sekunder, for at understrege hvem der havde vundet. Max ti. Så var hun igen oppe med begge sværdene i hånden, og parat med en hjælpende hånd til sin modstander.

Alle sloges rundt over det hele, desperate efter at bevise deres værd overfor Chiron, så de kunne komme ud af lejren i lidt tid. Halfdan ville bare uddele bank til den som stod foran ham, mere var der ikke til det. Stadig med hovedet sænket sad han dog med blikket der scannede arenaen. hans lette form for nysgerrighed blev dog stillet ved at betragte denne datter af Apollon og hendes kamp. Det kunne godt være de begge to lignede to små søde piger, men Halfdan så hvor grimme de var indeni, og så ikke mindst lysten vokse til at besejre hinanden. Apollon var der modsatte af hans egen far, et ideal på mandlig skønhed. Det misfornøjede blik kiggede med og så alle små bevægelser pigerne lavede, et øjenbryn rørte lidt på sig da de opgav deres våben og i stedet tumlede rundt på jorden. Da pigen til sidst sejrede og sad overskævs på den anden, smilte Halfdan skævt. Smilet blev dog med det samme afbrudt af at han skulle hoste. Efter tre kraftige og hæslige host med hånden foran munden, kørte han en hånd igennem håret og vendte atter opmærksomheden imod Arenaen. Chiron så meget tilfreds ud med resultatet af den korte strid imellem dem. Dog virkede det til at undervisningen snart var slut for denne dag. Chiron lavede en enkelt stor armbevægelse. "Kom!" sagde han højt, og mange stoppede med det samme, for at lunte hen til ham på midten. Halfdan rynkede sine bryn, og blev siddende i stedet for at komme hen og høre Chirons sidste visdomsord.

Med et smil hjalp hun Vivian op og gav hende hendes sværd. Klappede hende kort på skulderen, som et "tak, for kampen" og gik hen til Chiron. En klog mand, men hun havde altid mistænkt ham for ikke at bryde sig særlig meget om hende. Ganske vist kom hun for sent til træning med sværd, men stadig! Et suk forlod hendes læber, og hun rystede svagt på hovedet.
Mens hun stod og ventede på Chirons sidste visdomsord, lod hun sit blågrå blik vandre over de andre halvguder. Alle havde hun set før, og de fleste havde hun også kæmpet imod. Undtagen Hefaistos' søn. Umiddelbart vidste hun ikke særlig meget om Hefaistos. Ikke andet end at han var smedens gud, og efter sigende ikke var den flotteste gud på Olympen. Godt nok boede han der ikke, men.. Ja, han stod udseendsmæssigt for det modsatte af hendes egen far. Var det derfor at sønnen havde rynket på næsen af hende?
Igen rettede hun sit blik mod Chiron, men det blev ved med at flakke mod Hefaistos' søn. Gad vide om hun ville have en chance imod ham?

Chiron havde sendt et par blikke imod Halfdan, men han fik åbenbart lov til at blive siddende. det kunne jo være han stadig havde brug for lidt mere tid til at køle ned? Da de fleste elever var ved at være samlet omkring ham, så Chrion sig omkring. Hurtigt begyndte han at tale om dagens lektion, og om hvorvidt troen på sig kunne gøre underværker. Tro kunne jo flytte bjerge, så og sige, og på trods af evner og talent, skulle man også tro på sig selv for at sejre. Arenaen var jo som et amfiteater, selvom Halfdan sad på tilskuerrækkerne, kunne han stadig høre hvad der blev sagt. Han var vel egentlig enig i hvad Chiron sagde? Det var skam ikke fordi han selv havde denne ekstraordinære tro på sig selv, men mere fordi der lå en resolut beslutsomhed i ham. han var anderledes, hadefuld og dømmende. Hvad der drev ham var ikke kærlighed til andre, men hans had overfor andre og deres gudeforældre. Hurtigt tog han en hånd op til såret på hans ene kind, og da han så på fingerspidserne, var der blod på dem. Det generede ham egentlig ikke, og smerte var kun midlertidig. Hvad skulle resten af dagen mon gå på? Måske skulle han gå tilbage til smedjen og arbejde på nogle af hans opgaver? Måske var skoven et sted hvor han kunne være alene? Det var stort set sådanne spørgsmål han stillede sig selv hver evig eneste dag.

Med et halvt øre lyttede hun til hvad Chiron sagde. Den smøre havde hun hørt før. I stedet blev hun ved med at kigge på Hefaistos' søn. Nysgerrigt. For han var bestemt ikke som de andre halvguder i lejren. Der var noget anderledes over ham. Sjældent havde hun set ham smile eller være i nærheden af de andre halvguder. Det var som om, at der hang en aura af vrede og afsky omkring ham. En aura, som de færreste ville kunne holde ud at være alt meget i nærheden af.
Men ikke desto mindre følte hun sig draget af ham. Sikkert fordi han virkede så mystisk. Og anderledes. Ikke bare på sit udseende, men også på sin væremåde.
Da halvguderne begyndte at gå ud af arenaen, satte hun kurs mod Chiron. "Ham der", sagde hun og gjorde et nik mod sønnen af Hefaistos. "Hvad er der sket siden han udstråler afsky til os på den måde?", spurgte hun lavt for at Hefaistos' søn ikke kunne høre det.

Chiron råbte lidt efter nogle uvorne unger da, Nuka kom hen til ham. Han lænede sig lidt forover da han havde en smule svært ved et høre hvad hun sagde. Hurtigt kiggede han mod Halfdan, og derefter på Nuka igen. Hendes nysgerrighed var vel forståeligt nok, men det var nok ikke en han burde tilfredsstille. Han lænede sig ned imod hende igen. "Halfdan, som søn af Hefaistos, elsker han sin far. Og derved hader han alle andre guder for hvad de har gjort imod hans far... men, jeg tror bare han er lidt ensom." svarede han roligt og i et lavt stemmeleje. Det var måske ikke svart at lade hende vide så meget om ham, men nu var det sagt, og det var vel også på tide Halfdan kom i gang med at møde nye halvguder? Halfdan selv havde rejst sig op efter Chirons lille tale, og var nu begyndt at gå imod udgangen fra Arenaen. Det var vel på tide han kom i gang med noget arbejde i stedet for at sidde og surmule? Chiron fortsatte ligeledes videre på hans vej, hans skema var jo tæt. Halfdan vendte et hurtigt blik imod datteren af Apollon, som åbenbart stadig var i Arenaen. han rynkede sine øjenbryn og fortsatte på sin vej. Han havde ikke rigtig lyst til at tale med nogen.

Interesseret lyttede hun til hvad Chiron fortalte hende. Halfdan. Han lød da temmelig normal i hendes ører. Bortset fra delen med at han elskede sin far. Det var en følelse hun ikke kunne sætte sig ind i. Ikke helt, i hvert fald. Men grunden til at han hadede de andre guder, gav da mening. Hvis de ikke havde behandlet Hefaistos på en ordentlig måde, var det vel kun i orden.
Men.. hvorfor hadede han så også halvguderne? Deres forældres handlinger havde jo intet med dem at gøre. Eller? Hun var en lille smule i tvivl.
Chiron forlod arenaen. Selv gik Nuka en smule tættere på Halfdan. "Halfdan, søn af Hefaistos!", sagde hun højt for at få hans opmærksomhed. Stemmen var neutral, men alligevel en smule undrende. Og præget af en lettere kraftigt, blød sydstatsaccent. "Hvad har min fader gjort, siden du hader ham?", spurgte hun og stoppede op omkring tre-fire meter fra ham. Denne gang var stemmen mere undskyldende, som om hun skammede sig over sin far, endnu uden at have hørt grunden. Hvilket hun også gjorde.

Sejren Halfdan havde haft over den arrogante søn af Ares, lå dog stadig i hans baghoved, som en stolt påmindelse om at enhver kunne vinde i Arenaen. Så måske havde Chiron i virkeligheden ret? Måske skulle de lytte mere til den mand som havde trænet så mange helte og guder i oldtiden? Men de magiske ord fra Chiron, gad Halfdan ikke tænke på i disse øjeblikke. Kursen var sat imod Smedjen, hvor han kunne være sig selv, og gøre hvad så få andre i hele verden kunne. Alle i denne lejr kunne jo i grunden samle et sværd eller en bue op, og vise stort talent... men hvor mange kunne egentlig skabe de våben de brugte? Halfdan gik lidt i hans egne tanker, med det store sværd slæbende efter ham, så han blev lidt overrasket da der var en stemme som råbte hans navn. Han stoppede op og vendte hovedet i retning af lyden, og fik selvfølgelig øje på datteren af Apollon. han blev stående som hun nærmede sig ham, undrende over hvad hun mon ville med ham. Munden var lukket, han pressede sine kæber imod hinanden, og blikket var tomt og skarpt. Da hun stillede spørgsmålet, hævede han et enkelt øjenbryn og kiggede lidt på hende i et øjeblik, inden han så kiggede rundt. "Det er en lang historie..." svarede han så endelig med en hæs og dyb stemme. I lidt tid blev han stående og så sig lidt omkring, men begyndte derefter at gå igen, forbi hende uden at kigge på hende. Han forstod ikke rigtig hvorfor hun ville have svaret på et sådan spørgsmål, var han så åbenlys?

Et af de mørke øjenbryn blev løftet. Og hvad så? Han kunne vel kunne vel godt fortælle det alligevel. Derfor greb hun fat i hans arm, da han gik forbi hende. Kun svagt. Da hendes arm ikke kunne række længere, gav hun slip. Men hun drejede sig, og fastholdte sit blik på ham. "Jeg har masser af tid, min kære smed", sagde hun blot, en smule udfordrende, men samtidig tålmodigt. Som om hun havde al verdens tid.
"Hvis du skal dømme mig på min faders handlinger, vil jeg vide hvad der er sket", krævede hun i en neutral tone. Den bar alligevel præg af, at han selv bestemte. Men hun kunne ikke love, at hun ikke ville følge efter ham og plage. Når hun havde sat sig noget i hovedet, skulle hun nok opnå det. Både en velsignelse, men også en forbandelse. Ligesom det liv hun var blevet skænket, hvis man spurgte hende.
Stadig med et lettere udfordrende ansigtsudtryk, betragtede hun ham. Ventede hans træk.

Midt i et skridt tog hun fat i hans arm. Det kom ikke så meget bag på ham, for han fornemmede en vis stædighed fra hendes side, og så var det forståeligt nok at hun ikke ville acceptere hans hidtidige svar. Han stoppede op og kiggede først på hendes hånd, og da den gav slip, kiggede han ned i jorden foran sig. Det var altid svært at forsøge at 'retfærdiggøre' hans opførsel ved at fortælle hvad hans far havde fortalt ham. Et skævt måske lidt kynisk smil faldt over hans læber i et splitsekund, men kun fordi han fornemmede den lette udfordring i hendes stemme. Kort åbnede han sin mund, klar til at forklare i fuld længde som han selv var blevet fortalt det alle de år siden. Men det virkede nyttesløsts, så der kom inden lyde ud af munden, og den blev lukket med syv sejl atter engang. "Jeg har ikke tid... hvorfor spørger du ikke din far?" svarede han så en smule spydigt, dog stadig med den fattede hæse stemme. han kiggede sig en enkelt gang over hans ene skulder, men begyndte derefter at gå igen. Smedjen kaldte, og han håbede ikke hun havde sat sig i sinde at følge efter. For hvad nu hvis han fortalte alt, åbnede op, og hun stadig ikke ville forstå ham, og stadig fordømme ham? mange havde gjort det samme, hvilket var derfor han i denne tid var meget påpasselig med at snakke dybdegående om det emne.

Svage billeder florerede i hendes hjerne. Utydelige, lydløse bider af en scene hvor Halfdan fortalte hende historien. Bider, som forsvandt pludseligt. Ganske enkelt fordi han besluttede sig for ikke, at fortælle hende hvad der var sket.
Hans ord var Nuka ikke forbedret på. Som knytnæver lammetævede de hende. Var som verbale mavepustere. De gjorde ondt. De sidste seks specielt. "Hvorfor spørger du ikke din far?", ordene rungede i hendes hovede. De fyldige, rosa læber blev knebet sammen til en lige streg. Straks lagde der sig en kold hårdhed over de blågrå øjne. De blev fuldkommen blottet for glæde og venlighed. I stedet udstrålede hun blot arrigskab og tristhed. Skuffelse og afsky.
"Aldrig har jeg mødt min fader", sagde hun sammenbidt og fortsatte, "og aldrig skal jeg tale med eller møde ham!". Hendes krop dirrede af vrede. Ikke af vrede til Halfdan, men til den mand som vovede at kalde sig hendes far. Hadet til denne mand var enormt. Det eneste han havde gjort, var at bidrage til hendes eksistens. Intet andet. Straks havde han forladt hendes mor. Ikke beskyttet dem det mindste. Og han var skyld i, at det ikke var sikkert, at hun færdes udenfor lejren. At kun ikke kunne se hendes mor. Havde givet hende en forbandelse - hendes evne. Aldrig ville hun kunne elske denne mand. Overhovedet ikke se eller tale til ham. Aldrig.

Halfdan vidste ikke hvad hun hørte i hans hoved, hvordan skulle han dog vide det? Men hvad han vidste var de stemmer han hørte i hans egen. Indre stemmer der argumenterede og diskuterede over hvad han skulle gøre. Skulle han stoppe op og fortælle hende det hele? Eller skulle han blot blive ved med at ignorere hendes længsel efter hans svar, og i stedet fortsætte på hans vej? Da hendes stemme blev fuldstændig forandret, stoppede han dog op, og vendte sig med siden til hende, og hovedet direkte mod hende. Hans øjenbryn var rynkede, men ellers var ansigtet uden specielle udtryk ud over den han altid bar. Med det samme så han hvordan hendes krop dirrede af vrede, og han nød egentlig synet af de sammenbidte kæber, og lyden af hendes bidske stemme. Med hvad der kunne fortolkes som et tilfreds udtryk, nikkede Halfdan et par gange, og lidt derefter viste der sig et diskret smil. "Du har vidst allerede forstået det..." sagde han så roligt og nikkede en enkelt gang mere. Han så sig omkring, og lod mærke til hvordan det langsomt var begyndt at blive mørkere pga nogle skyer der blokkerede for solen. Han kiggede endnu engang på hende. Denne gang dybt ind i hendes øjne. Og ikke mindst uden et så hadefuldt blik som tidligere. Efter et øjeblik vendte han sig om og begyndte igen at gå med tunge skridt imod udgangen.

//Vi kan fortsætte den ved smeden?