Not Another Training Session ✝ Felix

Avalanna prøvede som regel at holde sig væk fra arenaen. Det var ikke ligefrem hendes rette element. Når hun trænede, skulle det gerne være enten bueskydning eller konditionstræning. Det var ikke usædvanligt for hende at løbe en tur, men det var også noget helt andet. Hun var skam i god form, hun var bare ikke god i kamp. I hvert fald ikke nærkamp, hvilket også var til grunde for hendes foretrækken af bueskydningsbanen frem for arenaen. Men hun nød faktisk at tage på løbeture, når vejret var til det - hvilket det oftest var i Halvblodslejren grundet det beskyttende, magiske skjold der befandt sig over hele lejren. På grund af dette og hendes generelle kropsbygning, stofskifte osv. var Avalanna både adræt i form af sin smidighed og sin fysiske udholdenhed. I hvert fald når det kom til konditionstræning, hvorimod hun ikke var ligeså stærk indenfor styrketræning. Hun havde også altid været glad for at dyrke gymnastik der krævede spring, dans og lignende ting. Da hun var mindre havde hun været en ret så stor fan af ballet. Nu var det mest løb der optog hendes tid. Træningstøj og træningssko på, musik i ørerne og så var der intet andet for end at udforske diverse dele af lejren, velkendte dele såvel som ukendte dele. Det afhang af hendes humør og eventyrlyst på de pågældende tidspunkter hvor hun løb ture. Nogle gange holdt hun sig til sine - mere eller mindre - faste ruter, og nogle gange prøvede hun sit held med nogle andre, ukendte ruter. Men i dag stod den ikke på løbetur, desværre. En gang imellem tog hun sig nok sammen til at befærde sig hen til arenaen, hvor hun så brugte nogle timer på at træne nærkamp. Hun var ikke synderligt begejstret for dette og hun var som tidligere nævnt heller ikke synderligt god indenfor dette felt, men som halvgud havde man ikke råd til at være dårlig i kamp, hvis man ville overleve eventuelle møder med uhyrer. Derfor var hun i arenaen på denne dag, allerede iført en af lejrens rustninger og klar til noget træning i nærkamp. Så klar som hun kunne blive i hvert fald.

Felix prøvede virkelig inderligt at være god og tage sig sammen. Han var kommet et langt stykke den sidste tid, fra en skræmt, nørdet teenagedreng til at have en smule mere selvtillid og karakter. Men desværre gjorde selvtillid ikke at han blev god til at kæmpe. Hans bueskydning var perfekt, han kunne klatre op af kravlevæggen på rekordtid og han var hurtig som ind i Hades. Men al kamp der indebar sværd, knive, eller nogen anden form for våben der ikke var bue eller pil, fejlede han gang på gang. Det var ikke normalt for Felix at være dårlig til noget. Inden han kom til lejren havde han fået høje karakterer og været god til alt mennesker skulle være god til - selvom han var ordblind og havde ADHD. Det var ikke fordi han var bitter, ingen kunne gøre for at han var halvgud, men det havde været en hård omvæltning at gå fra at være god til alt til ikke at kunne noget. Efter to år var det dog heldigvis ved at vende ved nogle ting, bare ikke nærkamp. 
Derfor stod Felix også mest bare i baggrunden i arenaen mens de andre halvguder gik til den. Normalt kæmpede han med sin storebror, men ikke i dag. Nolan havde andre vigtigere ting, mens Felix havde ikke rigtigt råd til ikke at træne. Han havde prøvet at dække sine underarme med en trøje med lange ærmer, så arene og sårene fra de mange træningskampe ikke skinnede helt igennem, men det havde ikke virket helt. Uden nogen speciel grund faldt hans blik på Avalanna. Han havde set hende på bueskydningsbanen før, og sådan generelt rundt omkring i lejren. Han vidste de var jævnaldrene men hun var ti gange mere badass end han var, hvilket han gerne indrømmede. Normalt var han ikke bleg for at spørge andre om de ville tage en træningskamp, men lige Avalanna var han lidt tøvende omkring. Han ville helst ikke starte sin træningssession med at få bank. Han anede ikke hvor hendes niveau i nærkamp lå, men noget sagde ham at hun også var bedre end ham på dét punkt. Han blev dog tvunget over til hende for at undgå to kæmpende Ares drenge der bragede direkte mod hvor han stod, uden at sanse de andre de ramte. 
Felix så kort på Avalanna nu han stod tættere på og besluttede sig så for det ikke var høfligt i det mindste ikke at sige hej. "Hvem skal du kæmpe mod?" Spurgte han lidt tøvende, og opdagede først bagefter det lød som et spørgsmål om de skulle træne. Han slog sig selv mentalt.