It has been 2 years but now I'm here ~ Neo

S ~ Hytterne, nr. 10.
O ~ En del børn af Afrodite, og andre halvguder.
T ~ Omkring kl 10 en søndag.
V ~ Solen skinder, det blæser lidt men det er ikke koldt.
P ~ Link
@Noe <3

Det havde været en turbulent weekend for Alexandra hun havde ikke været her længe og hun kunne ikke falde til ro fordi hun ikke havde fundet Noe i nu, hun havde brug for at se ham før hun kunne falde til ro igen. Det var ikke mere ind 2 dage siden hun var løbet hjemme fra og nu var hun her men havde ikke sovet i løbet af natten fordi hun var bange og det hjælp ikke at flok så på hende som om hun var den nye. Hun viste godt hun var men det betyde ikke hun var glad for at blive på mindet om det.

Så hun stod hun så foran den hytte hun troede han boede i, han havde sagt Afrodite til hende den gang ikke, hun var nervøs nu, hvad skulle hun sige, havde han overhovedet fået hendes beskeder om hvorfor hun ikke kunne mødes med ham for 2 år siden hvordan skulle hun forklar det? Eller ville han være så vred at han ikke ville snakke med hende nu? Hun sukkede og rystede på hovedet om han så var vred på hende eller ej havde hun brug for at vide at han viste hun var her nu også selv om hun stadig ikke havde den fjerneste ide om hvilken gud der var hendes forældre.

Der gik lidt tid før hun fik øje på en der lige var kommet ud af hytte nr. 10 og hun gik der til hende og rømmede sig med et venligt smil og spurgte. ”Sorry, but do you know if Noe is in the?”  Pigen der nok var på samme aldre som Alexa selv smilede tilbage og sagde hun ville gå tilbage for at spørge efter ham Alexandra ventede udenfor da hun ikke var sikker på om hun måtte gå med ind. Pigen som hun havde spurgt om hjalp til at se efter, råbte højt nok til at hun kunne høre det udenfor. ” Hey Noe! Someone is waiting for you outside. ” Alexandra var ikke sikker på om hun mest havde lyst til at løbe sin vej eller lade som om hun ikke havde hørt noget.

Det var alligevel tidligt om morgenen og der var allerede gang i den i Afrodites hytte. Den franske krølhåret halvgud sad ovre i hjørnet sammen med nogle af sine søskende og var åbenbart blevet en del af en diskussion vedrørende Alices nye hårfarve; hun var gået fra rødhåret til sorthåret. Og det klædte hende bare ikke, men Noe blandede sig ikke. I stedet sad han egentligt helt stille og lyttede sommetider til, hvad der foregik omkring ham, men ellers sad han bare i egne tanker og betragtede hver og én af dem. De sad omkring de 10 personer med Alice næsten lige overfor Noe, som så ulykkelig ud, men forsøgte klart at vedligeholde et positivt smil på læberne. Stakkels Alice.
En pludselig råben efter Noe fik ham til se op og kigge over imod Beatrice, som kom gående imod ham. Han betragtede hende blot efter hun havde talt. Hvem dog ventede på ham? Han var sikker på, at han intet havde gjort galt. Nu var Noe ikke ligefrem en ballademager. Måske han var blevet opdaget i sin rygning? En dum van af sin, men hey, ingen var perfekte, vel? Ej heller børn af Skønhedens Gudinde og sorte lunger var ikke ligefrem en yndefuld ting.
Med sammenknebne øjne skubbede drengen sig op på benene og trådte ud af den kvindecirkel, som han var blevet en del af under sin læsning af et af Shakespeares historier. Med bogen i den ene hånd, trådte han hen forbi Beatrice, sendte hende et forvirret udtryk og fortsatte så udenfor. Han bad lidt til en anden Gud end sin mor om ikke at være blevet opdaget. Han vidste endnu ikke om Afrodite kendte til hans dumme vane med rygning; men mon ikke? Hun boede på Olympen med de andre Guder - som om de ikke så alt. Den tanke fik ham altid til at rødme en anelse.
"Wait... Alexa?" Noe stoppede op i døren ind til hytte nr. 10. De ellers smalle grønne øjne blev store og stirrede på den rødhårede unge kvinde overfor ham. For 2 år siden skulle de mødes og de skulle sammen tage til Halvblodslejren. Men Alexandra var aldrig dukket op. Noe havde ventet og ventet med al bekymring malet over hans ansigt. Og efter lang tids venten måtte han altså af sted, for der havde været fare på færde for den unge halvgud dengang. Det havde været en hård vej til lejren, men han var nået frem. I den tro om, at Alexa havde forrådt ham eller det, der var værre.
"You're here... but... how?"

”Noe ” og der var han så, hun var ikke helt sikker på om hun skulle gå hen og give ham en krammer eller om hun skulle give sig til at tude, men ikke noget af det ville hjælpe med at forklare hvorfor hun ikke var kommet for to år siden. Men på samme tid ville hun så gerne kunne forklare ham det uden at det ville komme til at lide som om hun bare kom med undskyldninger for hvorfor hun ikke havde nået det. ”Yea I’m, I run away from home and this time they didn’t find out. I came to find you this time sorry it took me two years.” hun viste virkelige ikke hvordan hun skulle forklar ham det det havde været et helvede. De havde låst hende nede i kælderen den gang og der havde igen dækning været, hun viste heller ikke rigtigt hvor længe hun havde været der, det eneste hun viste var at hun derefter havde skuffet hendes plejefamilie nok til at det aldrig rigtigt blev det samme igen. Havde det ikke været for hende ex ville hun ikke være i lejren nu.

”Noe I’m so sorry that I didn’t come with you bag then, but my family find out and didn’t approve of me going so they hold me at the house. “ Hun kunne ikke forklare det bedre og hun havde et forfærdelig følelse om han ville vende om og gå ind igen som om hun ikke var der, men hvad havde hun enligt forventet nu hvor hun havde været væk i 2 år? At alt ville blive som før? Nej det viste hun at det nok ikke ville men hun havde stadig håbet om det, måske skulle han bare have noget tid til at tænke over det? Måske havde han troet hun havde forrådt ham eller at hun måske var død på vejen men hun var aldrig noget ud af huset og der var ikke gået en dag siden den hvor hun ikke havde haft dårlig samvittighed over ikke at være noget ud i stedet for.

Noe stod stille med armene ned langs siderne og de grønne øjne stirrede hen på den rødhårede unge kvinde. Han kunne slet ikke tro sine egne øjne; at det var selveste Alexandra, som stod lige der foran ham, i Halvblodslejren. Følelserne væltede frem i ham og tårer begyndte at forme sig i øjenkrogene på den franske dreng. I al den tid havde han gået med tanken om, a Alexa var blevet dræbt. Af hvem, det vidste han jo ikke, men det havde nok højst sandsynligt været et uhyre. De var jo altid efter løsne Halvguder, som var udenfor lejren beskyttende mure. Han havde haft det forfærdeligt og var aldrig kommet sig over den brudte aftale den aften, hvor de skulle have mødtes. Og nu stod Alexa der. Foran ham og undskyldte for ikke at have mødt op. Hun havde betydet meget for ham - hun betød meget for ham og eftersom drengen var en følsom fyr, så lod tårerne sig trille ned ad de røde kinder. Ganske langsomt begyndte han at træde nærmere hende. Var hun der virkelig? Eller var det blot en illusion? Han kunne virkelig ikke finde ud af det og måtte have hjælp. Da Noe var tæt nok på, rakte han ud for at røre ved hende. Stille, som han var. Overrasket.
"Is it really you?" Spurgte han og lod sig ikke påvirke af undskyldningerne og forklaringerne. Han var nok ligeglad i øjeblikket. Bare det at se Alexa igen, det var lige hvad han kunne bære i det øjeblik.
"I can't believe you're really here," Talte han med sin lave, bløde stemme. En hånd rakte ud for at tørre tårerne væk fra hagen. Brynene var foldet i en bekymret mine. Han kunne slet ikke forstå sig på, at hun virkelig var kommet. At hun ikke var død og stadig var i live. Noe havde været så bekymret for Alexa i al den tid. Han havde vendt og drejet sine tanker, for hvad nu hvis hun ikke var død? Men blev holdt fanget? Var blevet taget af nogle uhyrer og manglede hjælp? Han havde ikke ligefrem slappet ordentligt af i sin tid i lejren. Han havde altid haft Alexa i baghovedet. Haft hende med overalt. Ofte bedt op til Guderne om svar, men de havde aldrig svaret. Selv ikke hans moder. Og uden flere tilføjelserne til sine mumlende svar, rakte han ud efter Halvgudinden og trak hende ind til sig i et varmt kram. Han blev som nærmest fyldt op med indvendigt kærlighed. Alexa var Noes bedsteveninde og havde altid været siden han var 7 år gammel, hvor de første gang havde mødtes i hans hjemby, Cannes i Sydfrankrig. Noe begravede sit ansigt ved hendes skulder og holdt hende tæt ind til sin slanke krop.

Alexandra viste virkelig ikke hvad hun skulle gøre da hun så at han var ved at få tåre i øjne og det blev ikke bedre af at han begynde at græde, det fik bare hende til at begynde, hun lod ham rør hende for at være sikke på at hun var der i virkeligheden og ikke bare en drøm eller et spøgelse der prøvede at hjemsøge ham. Det har havde være det møde hun havde frygtet mest siden hun var ankommet til lejren for hun var her begrund af at hun var bange for hvad der ville ske mellem dem nu og det hun havde frygtet mest var at han ikke ville kendes ved hende, dog kunne hun godt forstå det vis han gjorde. Han måtte heller ikke have haft det nemt de to år de ikke havde haft kontakt.

”I’m really here and I’m not going to leave. “Hviskede hun og omfavnede også ham. Hun var ikke sikker på hvor længe de stod sådan og det var heller ikke vigtigt, hun trak sig lidt væk men overhovedet ikke nok til at træde ud af krammet men nok til at hun kunne se hans ansigt, hun smilede til ham mens hun med den enes hånd forsigtigt begynde at tørre hans tåre væk. Lige nu havde hun ikke rigtigt mere og sige til ham, hun var bare glad for at se ham igen måske var hun mere ind bare glad men også lettet over at han var ankommet til lejren uskadt. Alexa gav ham et nyt kram og smilede stadig mens hun blinkede hendes egen tåre væk fra hendes øjne.

”Noe are you okay? ”Hun var stadig bekymret for ham fordi han ikke havde hørt hvad hun havde sagt eller i hverfald ikke reageret på det, måske var han gået i chok fordi hun havde overrasket ham på den her måde. Hun havde ikke tænkt det i gennem og nu kunne hun have gjort skade på ham. Alexa ventede lidt for hun hold ham ud i stræk arm og så indgående på ham med et bekymret blik.

Noe stod med armene tæt omkring Alexas ligeledes slanke krop; men kvindelige krop. Hun var klart vokset sig tig til værende en smuk, ung kvinde. Han lignede nok mest af alt sig selv, dog med lidt længere og ustyrligt, krøllede hår end tidligere, da han var yngre og de sidst sås. Men ellers var han lige så slank og høj.
"Ive missed you," Sukkede han lavmælt imod hendes rødlige hår. Øjnene var lukket stramt i og panden rynkede i ansigtet på drengen. Han holdt lettere stramt om hende, som ville han aldrig give slip igen. Men da han mærkede, at Alexa rykkede lidt på sig, løftede han hovedet og kiggede på hende med de tårerfyldte smalle øjne. Næsetippen var allerede blevet rød, hvilket klart var en af franskmandens kendetegn, når end han fældede tårer. Det var altid hurtigt så tydeligt at se på ham, når han græd. Han smilede dog lidt til hende, da hun formåede at tørre et par tårer væk.
"I'm sorry. I honestly can't believe you're here. You're really here," Talte han lavmælt med sin blide stemme, som begyndte at lyde hæs nu i stedet. "How are you?"
Langsomt begyndte Noe at trække sig en anelse væk. Han trak sine arme ganske langsomt til sig og tørrede sig kort over ansigtet med sin håndflade, før han lod den glide ned langs siden, så han kunne kigge på hende. Studere hendes markante ansigt under det lange hår. Hun lignede sig selv, nøjagtigt som han huskede hende. Men tildels mere kvindelig og voksen at se på.
"You look beautiful," Noe sendte hende et svagt smil og snøftede lavmælt. Han havde altid været god til komplimentere Alexa. Sådan var han som person. Den kærlighed, som hurtigt voksede i ham for et andet individ, ville ofte ingen ende tage. Og tætte folk omkring ham skulle langt fra nøjes. Øjnene ville ikke forlade barndomsveninden foran sig. Han kunne virkelig ikke tro, at hun virkelig var til stede; at hun var i Lejren med ham nu; at hun virkelig levede. Med alle de tanker, som han havde gået med de seneste to år.

”Ive misssed you to Noe” Hun var glad for at se ham igen, han lignede sig selv og hun havde kunne kende ham selv vis de havde været på afstand af hinanden. Alexa så på ham, hun kunne godt se at han var blevet højre siden de havde set hinanden sidste gang men det var ikke en dårlig ting. Han så også mere mandig ud, stadig drenget dog ikke lige så meget som sidste gang. Hun havde altid fundet det sødt når hans næse blev rød fordi han græd. Hun var ikke sikker på hvad hun skulle svar ham fordi han blev ved med at sige at han ikke kunne tro det var hende. ”Noe just take the time you need, I will be here from now on. ” hun smilede et lille smil til ham men hun kunne stadig ikke skjule hendes bekymring.

”I’m fine now that I find you again and I broke up with Christian before I run away. Now I here. “ Alexa smilede til ham igen men smilet nåede ikke rigtigt hendes øjne den gang. Det var ikke fordi hun ikke viste at Christian havde været en stor idiot som havde brudt hende, slået hende og en enkel gang slukket en smøg på hende. Men han havde ikke forventet noget af hende og hun havde tit savede nogen og være omkring havde hun bare fundet sig i tingen. Men nu var det slut og denne lejre var hendes nye hjem. ”How about you Noe? ” hun så på ham mens han langsomt træk sig væk fra hende og have den samme følelse af at hun ikke ville give slip på ham.

”Thanks Noe, you look beautiful youself. “ Hun studier ham og sukkede lettet. ”Do you want to sit down over there? ” hun pegede over på et træ lidt væk fra dem og smilede til ham mens hun tog hans hånd og gav den et klem, for at vise ham at hun var der og at det var okay at han havde brug for tid vis han ønskede det.

Noe nød at høre hendes stemme igen. Det var rart. Det var som om en slags byrde forsvandt fra hans brystkasse og nedre mave. Som om han pludseligt kunne ånde helt op igen, uden nogen former for problemer. Noget, som han egentligt ikke før havde lagt mærke til ville opstå, men nu da Alexa stod foran ham og de kunne tale og røre ved hinanden, uden pludseligt at vågne op fra en drøm; det forandrede noget i drengen.
"That is so amazing. When did you arrive at camp?" Spurgte han herefter, da hun glædeligt fortalte, at hun var her nu og ville blive hængende i lejren. Det glædede Noe ekstremt meget. Som om en hvis tryghed og varme gled over ham og nu vidste han, at alting nok skulle gå godt. Da Alexa begyndte at tale og nævne Christian, blegnede den franske halvguds smil et øjeblik. Han kendte godt til den fyr, som Alexa nævnte. Hun havde godt skrevet om ham og han virkede ikke til at være nogen rar fyr at være omkring. Noe havde i hvert fald tidligere ønsket, at han kunne tale med den her Christian. Prøve at banke fornuft ind i hjernen på ham, at hvad han gjorde imod Alexa bare ikke var i orden.
"I'm happy he's gone," Svarede han lavmælt og rakte ud med sine fingerspidser for at tørre flere tårer væk fra øjenkrogene. De blev ved med at vrimle ud. Det var selvfølgelig glædestårer! "How I am? I'm good. Better, now that you're here," Pointerede han ud og sendte hende et varmt tandsmil. Han smilede straks endnu mere, da hun komplimenterede ham tilbage. De var så gode sammen; altid havde været. Noes far elskede også Alexa og havde nydt ekstremt meget, når hende og hendes familie havde besøgt dem i Cannes.
"Yes," Han tog gerne hendes hånd i sin og klemte tilbage, før han trak hende med over til det store, grønne træ, hvor de forhåbentligt kunne sidde i fred fra hvem som helst. Han ville bare have tid alene med Alexa. De havde brug for at tale om alverdens. Noe havde for Guds skyld ikke hørt fra hende i hele 2 år! Han satte sig ned med ryggen op ad træstammen og trak hende blidt med sig ned at sidde.

”I came the day before yesterday, the first thing I did was trying to find you” hun smilede glad til ham da det så ud til at han havde fået det bedre og at det lettede hende. Hun elskede når han smilede, det fik hende altid til at tro på at alt ville blive okay nå hun så det, det trøstede hende at se det igen. Hun viste godt at Noe ikke havde kunne lide Christian og nok aldrig havde kunne lide ham. Alexa havde altid været glad for at han havde haft lyst til at hjælpe hende med ham, men hun havde det ikke godt med at de fik ham til at se trist ud. ”I’m happy to. He is gone and I’m here.” hun så på ham mens han tørrede hans tåre væk.

Hun kunne ikke lade være med at smile tilbage da han sende hende et varmt tandsmil og hun savnede næsten at være tilbage i Cannes lige nu sammen med ham, hun havde så man god minder fra den gange hun havde været hjemme ved Noe og hans far. ” I’m happy to know you okay now. ” Alexa fylde med ham da de gik hen til træet og kunne ikke lade være med at grine lidt da han trak hende ned til sig og satte sig ved siden af ham men slap ikke hans hånd og så på ham med et smil.

”So what have you bin up to Noe the last 2 years?” hun trak bene om uden sig mens hun satte sig til rette ved siden af ham og mærkede hvor glad samt lettet hun var over endelig kunne sætte sig ned sammen med ham og høre om hvad der er var sket. Hun havde savnet ham mere end hun først havde troet til at starte med. Hun tænke ikke mere over det for hun var mere glad for at være sammen med ham lige nu og derefter var det godt nok for Alexa og heller ikke kunne lade være med at sidde og smile fra det ene øre til det andet. Hun var så glad for også at høre hans stemme igen det var som at komme hjem igen. Var det mon sådan for alle barndomsvenner?

"You got here yesterday? I should have known. Were you are the hospital here? I assume you met Chiron? Were you okay, when you arrived? Were you chased?" Spørgsmålene spyttede ud af Noe, da han blev meget bekymret for, hvordan hun egentligt kom til lejren. Hvordan fandt hun frem hertil? Det anede han jo ikke noget om. Og dermed var han blevet bekymret. Han ønskede ingen skulle såre Alexa eller lignende - ligesom ej ham Christian fyren. Nu var Noe ikke tilhænger af vold - langt fra, han hadede det overalt på jorden. Men han ville nok gerne give et slag fra sig eller to, hvis han nogensinde mødte ham der Christian. Uden tvivl; han havde gjort Alexa fortræd, ikke.
"What I've been up to? Uhm.." Den franske halvgud langede ud efter noget græs og pillede let ved det mellem tommeltotten-pege-og langefingeren; begge hænder. De grønne øjne hvilede mod græsset, som han havde fanget. "Not much. I've been here in camp. Met my apparently siblings; there's a lot, I can tell," Noe smilede blidt til Alexa og kiggede på græsstrået igen. "I've been... hanging around, chilling. Gotten back my bad habit. Swimming. Reading. I've been learning," Fortalte han, langsomt og lavmælt. Han havde nydt at være i lejren. Faktisk havde han kun været tilbage i Frankrig i ferierne. Men han skrev meget med sin far. Men nu var faderen også blevet en travl mand, efter han havde fået sig en kæreste og fået sig et nyt job. Dette var sket i løbet af de 2 år. Noe smilede atter til Alexa.
"So, did you find out who's daughter you are?"

Alexa så hvordan Noe blev mere og mere bekymret for hver spørgsmål kan spyttede ud, hun smilede og gav hans hånd et klem før hun begynde at forklare så godt hun kunne uden at skræmme ham for meget. ”Well I run away after I broke up with Christian. That is 11 days ago but I didn’t encounter any monster the first 5 days. “ hun stoppede kort for at se om Noe var okay for hun forsatte. ”I don’t know how but when I didn’t think about where to go I just know the way.  Before I got here I was still chased so I had to fight that thing I did’t kill it but got away from it. Shortly after that, I got here and met Chiron. “ Nu var det hendes tur til at blive bekymret for hvordan han ville reagere på hendes historie.

”You didn’t know Noe and we have found each other now and that is what matters now. “Hun smilede og gav hans hånd et nyt klem men hun lyttede til hvad han fortalte om hans to år i lejren, det var ikke det hele hun var glad for at høre men hun viste at det nok heller ikke havde været nemt for ham at være i lejren. ”It look like there is. It sounds like you had a difficult time here but I hope is going to be better from now on. “ Alexa viste ikke om det ville blive det same nu efter de ikke havde se hinanden I 2 år men hun ville gerne være en del af hans liv igen.  ”How is your dad? ” hun var ikke sikker på om det havde været en god ide at spørge men hun havde elsket at besøge dem begge når hun var på ferie i Cannes da han spurgt ind til om hun viste hvem hun var datter vente hun blikket ned i jorden, hun viste det stadig ikke og hun havde fået den ide at hvis hun ikke viste det ville de andre i lejren se ned på hende, hun ville dog ikke tro på at Noe ville se ned på hende af den grund men hun skammede sig alligevel over ikke at vide det.

Noe betragtede Alexa, samtidigt med han fortsat pillede ved nogle græsstrå. Rev lidt i dem, til de blev spredt fra hinanden og dermed gik i stykker. Sådan fortsatte han i lidt tid, samtidigt med han lyttede til, hvad der blev forklaret. Det var ikke længe siden, at Alexa havde gennemgået så mange forandringer i sit liv, i forhold til Noe selv. Det var ca. 2 år siden. Det hele var så nyt for den rødhårede pige, der virkede som sig selv i de gode gamle dage, men alligevel anderledes. Men det var jo også klart; hun måtte være så forvirret over hele situationen. Og ked af det med ham fyren og hendes forældre. Noe derimod var nok mere vred i det, samtidigt med han var ked af det over, hvad der var foregået hjemme hos Alexa. Men det var rigtigt - nu var hun endelig kommet til lejren og det kunne være de to igen.
"How did you get away from the monster chasing you? Were you hurt?" Spurgte han med den blide stemme og fokuserede atter mod Alexas ansigt igen med sine varme, dog bekymrede øjne. Det måtte ikke have været sjovt. Selv var Noe blevet jagtet af monstre dengang - det var ikke sjovt.
"But you are right, Al. You're here now," Et lille smil dukkede op på læberne af den franske dreng, som Alexa talte videre. Han lyttede og nikkede af og til. Jovist, det havde været svært i lejren. Han havde tænkt på hende hvert evig eneste dag. Men det var rart at omgåes med folk, som var som én selv. Som forstod én på det basale.
"Oh, papa? He's great. We often talk in letters - I prefer letters instead of the phone, you know. But yes, he's doing great. He's got a woman in the house now," Noe smilede blot mere ved tanken om sin far. Han savnede ham, ofte. Men han vidste godt, at det bedste sted for halvguden var i lejren og det bedste sted for Philippe Boulét var i Cannes med sin nye kæreste. Tankerne blev dog revet væk, da Alexa ikke så ud til at besvare Noes spørgsmål angående hendes gudelige forælder og han betragtede hende nysgerrigt, men ville heller ikke spørge endnu en gang.

// LYSERØØØD