Overgrown and out of control - Aspen

Tid: omkring kl 15
Sted: Et stykke inde i skoven, dog så man stadig nemt kan finde ud igen.
Vejr: lyst og overraskende solrigt.
Omgivelser: Skov, skov og mere skov.
Påklædning: Outfit
Emnepartner: @Aspen

Måske det var fordi hun var træt eller måske var det fordi at planterne var begynd at foragte hende. Men May var blevet fanget i en usædvanlig situation. På vejen tilbage fra noget undervisning i skoven var May blevet udfordret af en klassekammerat til at vise hvad hun kunne. Denne søn af Ares havde selvfølgelig ment hendes evner.. May havde ikke fortalt så meget om hvad hun kunne, men alligevel havde denne Ares gut fundet ud af at May kunne et eller andet med planter. Han havde udfordret hende til at få nogle buske til at gro sø højt de kunne, og May havde sagt ja til udfordringen med det samme. Uden selv at kende sine evne fuldstændigt havde hun samlet sin koncentration og fik et par buske til at gro.
I begyndelsen var det gået fint og Ares gutten havde set til imens buskene strakte sig og groede grene på må og få. Men ud af ingen ting gik det galt! I stedet for at buskene havde strakt sig op ad, var deres grene begyndte at bevæge sig ud af til siderne, og med en utrolig fart var May pludselig fanget i et vildt buskskab af grene, blade og stadig voksende grene. Ares gutten havde først grinet over det, men da han så May ikke længere var i kontrol var hans latter stoppet igen.

Mays ellers galde smil havde forladt hendes ansigt og var i stedet udskiftet med et panisk udtryk imens hun prøvede at grave sig ud af bruskenes tag på hende. Det var dog uden held, da hver gren hun knækkede blot blev til to nye. Med en lidt panisk tone bad hun Ares gutten om hjælp, men han så ikke ud til at ville i nærheden af de vilde buske. I stedet lovede han at finde hjælp og løb tilbage mod hytterne.
May kunne kun se efter ham imens hun kæmpede en brag kamp imod de stadig voksende buske der gav hende mindre og mindre plads til at bevæge sig på.

Da Ares drengen var ude af syne havde May flyttet sit fokus til bekæmpe grenene. Man kunne næsten konstant høre knækkende og knasende lyde inde fra buskaset af i sammen spil med grynt og desperate suk fra May. Hun ville ikke give op! Også selvom alle muskler gjorde ondt på hende... Det var vel hvad man kunne forvente af en der stadig var ny til kamptræning og generel motion, der ikke indebar tequila shots og høj musik. Hun havde slet ikke hørt at hun var blevet fundet. Derfor var hendes forskrækkede udbrud ikke så underligt da hun havde hørt stemmen gennem de mange grene. Hun stoppede alt hun lavede og prøvede i stedet at se ud mellem buskens tæthed. Hun kunne kun skimte lidt af ham der havde talt, det lignede ikke en hun kendte. Men så igen, hun kendte stadig kun en lille håndfuld folk i lejren.

"It wasn't on purpose!" lød det opgivende fra hende, imens hun igen optog kampen mod grenene. Det virkede dog til at grenen kun groede endnu hurtigere jo mere hun prøvede at grave sig ud af busken. Han kommentar om rødderne hjalp ikke synderligt meget. Hvorfor var han bekymret for det, når han stod over for en snart kødædende busk?! "Can you help me? I think my help ran away before" spurgte hun imens hun prøvede ikke at lyde bitter. Selvom hun var en smule bitter over Ares drengen bare var løbet sin vej. Det lod ikke til han var typen der vendte tilbage og hjalp dem der var i nød. Men i det mindste var hun ikke alene.
Med lidt vold fik hun stukket en hånd ud igennem grenene, men dog kun med det resultat at grenen nu voksede tæt omkring hendes arm og satte sig fast i ærmet på hendes trøje. Hun havde i forvejen mistet al kontrol over sit hår der blevet hevet i af grenene, når de gled igennem det. Det hele var en sørgelig, men komisk affære.

May havde kendt til sine evner i lang tid efterhånden, men i Boston var der kun begrænset med natur. Desuden havde parker ikke været et sted hun opholdte sig særlig ofte, da hun stadig havde boet hjemme hos sin mor i den lille Boston lejlighed. Hun havde dog haft en del potteplanter i sit værelse, og de havde alle sammen været ofre for hendes evner. Det værste havde været en kaktus der havde overtaget hele hendes vindueskarm, så hendes mor havde måtte i føre sig flere par vanter for at håndtere kaktussen. May havde kun kunne få planter til at gro, men ikke på nogen kontrollerbar måde... Hun havde lidt håbet af nogle af lærerne her i lejeren kunne lære hende at bruge sin evne mere kontrolleret. Men det var ikke kommet på tale endnu.
Hun havde aldrig prøvet at bruge sin evne i en skov, og måske det havde været bedst det var blevet sådan. For selvom hun nød planter og natur, så var dette alligevel en smule ekstremt!

May stoppede alt hun havde gang i da han bad om hendes opmærksomhed. Hun stoppede med at knække grene og kæmpe imod den levende busk. Hun nikkede en anelse, ikke at det ville være særlig synligt for ham gennem alle grenene. "Okay.." lød det lidt lavt fra hende imens hun stadig forholdte sig stille. Hun så til imens grenene ude ved hendes hånd bevægede sig væk og gjorde plads til at hans hånd kunne komme helt hen til hendes. Hun var ikke sikker på hvordan han havde gjort det, men hun ville ikke afbryde ham.
Da han greb om hendes hånd tog hun fat om hans som hans imens hun kiggede på ham gennem hullet han havde formået at lave. Hun prøvede så vidt hun kunne at stå helt stille, så hendes fokus kunne forblive på hans hånd som han sagde. Hun klemte hans hånd en smule imens hun lukkede øjnene for at hold sit fokus.
Han hånd var varm, men ikke på en svedig måde. Varmen var mere som en pejseild, en varme der omfavnede og fordelte sig selv til dele af hendes hånd hvor hans ikke dækkede. Hun mærkede efter hvor hans fingre var på hendes hånd og hvordan hun holdt fast i hans.

Uden hun egentligt lagde mærke til det begyndte grenene langsomt at stoppe deres voldsome vokseværk. De blev stille stående og rolige igen, de mange små knopper stoppede med at blomstre til grønne blade og buskens størrelse stoppede med at at fordoble sig. Den var faldt til ro i takt med at May selv blev rolig og mere afslappet.
May havde stadig sine øjne lukkede og et roligt udtryk imens hun stadig holdt fast om hans hånd. Hun stod helt stille. Selv hendes frie arm var rolig og hang ned langs hendes side mest inde mellem hendes egen krop og buskens rolige grene.

Hun havde alt sit fokus på hans hånd, så da han havde givet hendes hånd et lille klem var hun blevet en tand forskrækket, dog ikke nok til at det brød hendes koncentration. Det var først da han talte igen hun mærkede sit fokus flytte sig, langsomt åbnede hun øjnene og så på ham. Hun mærkede den pludselige ro der var omkring hende. Før havde hun ikke mærket den på samme måde. Men nu var det som om roen var alt overtagende. Skoven stod igen stille omkring hende, og virkede nu fastfrossen i den stilling den var endt i.
Hun smilede et lille undskyldende smil, imens hun så lidt ned på deres hænder. Hun så på de grønne bladranker der havde kravlet langs hendes arme. Hvis man ikke vidste bedre kunne det næste se ud som om de groede ud af hende.
"I think I can handel it" lød det dæmpet fra hende imens hun smilede til ham. Han havde reddet hende, hun havde sikkert ikke kunne stoppe planterne alene. Så selvom det lød lidt drillende fra ham da han havde spurgt om hun selv kunne fjerne bladrankerne, så var hun alligevel taknemmelig.

Lige inden hun skulle til at slippe hans hånd igen spurgte han indtil hendes gudeforældre. Hun så kort en smule forvirret ud, men det ændrede sig hurtigt til et varmt smil. "No, my dad is Dionysos..." lød det roligt fra hende. Hun havde endnu ikke mødt ham, men hun havde også fået fortalt af Annabeth at han var en travl mand så det var nok derfor. Hun havde dog ikke noget imod det som sådan, da hun aldrig rigtigt havde følt hun manglede en far. Han havde aldrig været med i hendes liv, og hun havde ikke rigtigt stillet spørgsmål ved det. Hendes mor havde fortalt hende meget lidt om hendes far, da May var teenager. Det havde selvfølgelig sat en masse spørgsmål i hovedet på hende, men hun havde hurtigt fundet andet at tage sig til. Så spørgsmålene var først begyndt at vende tilbage nu, efter hun var flyttet ind i lejren.

Hun slap så hans hånd og stod kort helt stille før hun langsomt begyndte at fjerne bladrankerne fra hendes arme. Hun var nervøs for om planterne ville gå amok igen. Men det så ud til at være under kontrol. Hun fik fjernet det fleste af bladrankerne uden at ødelægge dem, men det var straks en anden sag med hendes hår. Hvis hendes hår skulle frigøres fra grenene ville det tage lang tid hvis grenen ikke skulle knækkes. Hun begyndte så småt at prøve at vikle sit hår ud. "Do you want to help?" spurgte hun en smule opgivende, imens hun stod bed begge hænder i sit hår. Det så sikkert ret komisk ud. Hun forsøgte så vidt hun kunne at lade vær med at panikke over hendes hår, af frygt for at planterne ville eksplodere igen.

Sådan som de begge to stod nu, med deres hænder i hendes hår. - Det kunne kun se komisk ud. Hendes hår der normalt levede sit eget liv det meste af tiden, var nu helt ude af kontrol fordi grenene havde viklet sig ind i det på kryds og tværs. May Havde forsøgt at vikle håret ud af grenene, dog kun med det resultat at hun havde gjort det værre fordi hun ikke kunne se hvad hun lavede. Så det var rart med hjælpen, for Aspen kunne forhåbentligt bedre se hvad han lavede.
Hans spørgsmål kom en tand bag på hende, men ved eftertanke var det måske ikke så underligt spurgt alligevel. Hun var stadig ret ny i lejren, så det var hendes første forår.. "How could you tell?" lød det fra hende med et drilsk smil. May blev sjældent flov, så selvom mange andre sikkert ville finde denne situation dybt pinelig, så så May det ikke som pineligt. Det ville bare blive endnu en sjov historie man kunne fortælle eller tænke tilbage på om nogle år i hendes øjne.
Som han forklarede om planternes begær for at gro betragtede hun ham en smule. Han talte om planterne som han kendte dem som venner. Det var lidt bedårende, efter Mays mening. Men hun undlod at sige det højt. Hun havde ikke de bedste erfaringer med at kommentere på folk i lejren, det var ikke alle der tog hendes kommentarer som komplimenter. Desuden kendte hun jo heller ikke sin rednings mand endnu.

Som grenene igen begyndte at bevæge sig i hendes hår kunne hun mærke panikken vende tilbage i et par sekunder, det faldt dog til ro igen da hun så koncentrations rynken i hans pande da han bad hende give lyd hvis det gjorde ondt. Det var ham der fik dem til at bevæge sig! Hun stod så stille hun kunne imens hun mærkede hvordan grenene hev og rev i hendes hår. "This is not the best hairdresser I've been to, it's a bit rough" som hun talte skar hun ansigt hver gang en gren fik hevet for meget i hendes hår. Hun kunne mærke hvordan der blev revet hår ud af hendes hoved fra tid til anden når en gren bevægede sig for hurtigt, men hun forsøgte ikke at sige noget, da hun bare ville være fri fra plantens greb.
Hun stod med begge hænder over hovedet med en tot hår der blev større hver gang noget hår blev sluppet af grenene. Så vidt hun kunne samlede hun alt det hår der var gjort frit i sine hænder i et håb om at det ikke ville blive filtret ind i grenene igen. Det tog lidt tid, men med hans hjælp så det ud til at lykkes uden at hun mistede alt for meget hår. Da hendes hår så ud til at være befriet gik hun i gang med at vrikke sig fri med resten af kroppen så hun kunne komme helt ud af buskens greb. Det var ikke det nemmeste, men med lidt besvær fik hun sig selv fri. Som hun kom ud af busken kunne man se hvordan der sad lidt grene og blade fast hist og her i hendes striktrøje. Hendes hår var vildere end normalt, det var blevet rusket godt igennem af grenene og havde fået en volumen som kun modeller kunne drømme om, men ellers så hun ud til at være sluppet fra scenariet uden de største problemer.

Hun pillede lidt blade og grønt ud af hendes ærmer inden hun igen så på ham med et stort varmt smil. "So how do I thank my savior?" spurgte hun og satte en hånd i siden imens hun så afventende på ham. Hun gav ham dog ikke meget tid til at svare før hun stak den anden hånd frem mod ham og udbrød. "I'm May by the way!". På trods af at hun for kort tid siden var fanget i en busk, så var hendes attitude glad og udadvendt, som havde dette været et helt almindeligt møde med en fremmed.

Hans kommentar om at have brugt en kniv til at 'klippe' sit hår kom bag på hende. Hendes blik gled kort op på hans mørke hår der ganske vidst så ud til at stritte lidt i hver sin retning, som om det ikke var klippet på en bestemt måde. May lod selv sit eget hår gro som det passede det, det var måske også nemmere at skjule når man havde langt hår. Hun havde ikke fået det klippet i et godt stykke tid, så der var meget af det, hvilket var tydeligt nu hvor grenene havde pjusket det godt til.

Selvom hun havde fået alle grenene ud af sit hår var der stadig enkelte små kviste og blade der stadig holdt sig fast i hendes tøj, så hun prøvede så vidt hun kunne at pille dem alle af sig så det landede i skovbunden rundt om hende. Der hørte de til, og hvis en anden uheldig sjæl havde samme oplevelse som hende i skoven ville de sikkert også spirer lige som alt andet havde gjort før. Han havde ret i at denne skov opførte sig anderledes end andre. Hun havde ikke selv været meget i rigtige skove, men da hun stadig havde boet sammen med sin mor i Boston havde hun været i parker ofte med venner. Der var planterne næsten altid dovne og rolige, så de planter hun havde fået til at gro havde på ingen måde kunne måle sig med disse buske.

May rystede vildt på hovedet da han afviste hendes tak. "No sir! I have to thank you one way or another!" lød det insisterende fra hende imens hun fortsat smilede til ham. Et lille grin undslap hende da han nævnte at det jo ikke var hver dag man så en næsten blive ædt af en plante. "That's true, it's my secret talent!" hun nejede kort efter og så smilende på Aspen. Det virkede måske fjollet af hende, men hun var ikke bleg for fjollerier.
Hun gav hans hånd et blidt klem før hun slap den, imens hun betragtede ham kort. "Demeter... Is that the harvest goddess?" spurgte hun en smule eftertænksomt. Hun var stadig ikke helt god til at finde rundt i alle guderne. Det havde været en komplet omvæltning for hende da hun var flyttet ind i lejeren, da hun aldrig havde fulgt særlig meget med i skolen og derfor var meget af det mytologi de havde lært hende gået lige forbi hendes næse. Så nu var hun i fuld gang med at lære alle guderne udenad. Hun havde heller ikke helt vendt sig til at fortælle hvem hendes far var til alle der lige mødte hende, det føltes så underligt og fremmed for hende at præsentere sig sådan. Men det virkede som om det var kotymen i lejren..