With the Dancing Flames - Avalanna

Sted: Smedjen ved siden af våbenkammeret
Tid: 03.15
Vejr: Vindstille og stjerneklart
Påklædning: Blå natbukser og en grå t-shirt
@Avalanna

Dunk-dunk-dunk-dunk.
Lyden af Waynes vippende fod var det eneste, der periodisk kunne høres i smedjen, ud over den sporadiske knitren fra gløderne, der dovent prøvede at lede hans opmærksomhed hen på, at ilden for længst var dødt hen, og at gløderne var på vej mod samme skæbne. Selv om han var distraheret, var han opmærksom på den manglende ild. Faktisk havde han brugt de sidste par timer på at vente på, den ville dø hen i håb om, at billederne der udspillede sig i de dansende flammer, ville forsvinde med dem. I stedet fortsatte de for hans indre blik, ligesom de havde gjort, så snart han havde lukket sine øjne for at sove.
Det var anden nat i træk, han ikke fik mere end et par flygtige minutters søvn. Hvordan kroppen overhovedet havde energi til at drømme eller tænke, når den var så træt, forstod han ikke. Hans muskler var ømme over manglen på søvn, og hans hoved syntes at snurre hver gang han prøvede at fokusere på noget som helst - hvilket var frustrerende, fordi det gjorde det umuligt for ham at smede eller fikse eller pille eller fifle, hvilket normalt var der han gav sig til, for at stoppe med at tænke, eller for at distrahere sig selv. Når han ikke engang kunne dét, så var der kun tankerne tilbage, og de kom snigende i hundredefold så snart mørket faldt på.
Det var grænseløst irriterende. Han havde virkelig prøvet. Det var kun en uges tid siden han var kommet tilbage fra en mission i Louisiana, der næsten havde stjålet et helt år af hans liv, og han forbandede oraklerne og Apollon og alle hans børn langt ned i Tartarus for, at han var blevet valgt til at tage afsted sammen med de tre andre halvguder. Der var brug for hans ekspertise, var der blevet sagt, med dimser og mekaniske dutter og dødelige fælder og hvad ellers der nu ville være af 'spændene' ting. De kunne have sendt en hver anden, tænkte han tørt. Halfdan elskede eventyr og dødelige missioner, hvorfor kunne de ikke have valgt ham?  

Wayne rykkede ukomfortabelt på sig. Hans muskler var begyndt at stivne af den manglende varme og af at sidde så stille, og hans skuldre var ømme af den sammenfaldne holdning han havde haft. Med et irritabelt grynt rakte han ud efter en pind, og prikkede til gløderne, for at få dem tilbage til livet.
"Can't even keep a fire alive," mumlede han, og spidsede opgivende læberne, før han skubbede sig op at stå, for at hente mere brænde. "Some lousy son of Hesphaestus, huh?" Så snart brændet landede på gløderne, pustede Wayne til det, med sine evner, og ilden tog fat på et millisekund, som om den aldrig havde været død. Han sendte et længselsfuldt blik ud af det lille vindue ved hans side, og konstaterede at det stadig var nat, og nok omkring klokken 3, så der var irriterende længe til solopgang, hvor det var acceptabelt at være vågen. Solopgang betød færre tanker, mere arbejde og flere ting at distrahere sig med, og han ventede utålmodigt på at det ville ske. Med et suk rykkede han sig tættere på de varme flammer, og gav sig endnu engang til at stirre ind i dem. Som de bevægede sig, begyndte billederne med hans venner og deres forvrængede ansigter der råbte på hjælp, mens Wayne selv havde siddet fanget i en mekanisk kasse, han ikke kunne løse. Alt han kunne gøre var at kigge. Og det gjorde han endnu.

Midt i mørket, der havde lagt sig som et tæppe over hele hytten og alle i den, åbnede Avalanna drastisk sine blå øjne og satte sig op. Hun gnubbede sig et par gange i øjnene og rynkede lidt på panden. Hun konkluderede hurtigt, at der ikke var nogen sandsynlighed for, at hun kunne falde i søvn igen foreløbig. Ikke efter den drøm, hun lige havde taget del i. Fordi hun var datter af drømmenes gud, havde hun evnen til at trænge ind i andre folks drømme. Desværre var det ikke altid hendes eget valg, da visse kraftige drømme – mareridt især – ligefrem kunne trække hendes bevidsthed til sig. Når dette skete, blev hun skubbet ud af sine egne drømme og bragt til et stadie, hvor hun hverken var helt vågen eller helt i søvn. Hendes bevidsthed befandt sig indeni en andens og dette kunne hun ikke sove igennem.
Denne gang havde det været en af de halvguder, som hun delte hytte med, der havde haft et ganske voldsomt mareridt. Personligt led Avalanna aldrig under den byrde, men hun havde også evnen til at ændre sine drømmes retning, hvis hun ikke brød sig om dem. Når det kun gjaldt hendes egne drømme, kunne hun endda sagtens gøre dette i søvne. Men andres drømme var en anden sag. Og selvom hun som regel ikke påvirkede folks drømme, med mindre de selv var klar over det og havde givet hende tilladelse, kunne hun ikke altid lade være. Hun kunne ikke med god samvittighed lade folk lide, hvad end de var vågne eller ej. Derfor havde hun også brugt sin evne til at ændre indholdet af halvgudens drøm til noget mere fredeligt. Fordi hun ikke vidste præcis, hvad denne halvgud eventuelt var bange for og lignende, havde hun dog valgt blot at lade en blå himmel med klare skyer og sol pryde resten af hans nat. Der var næppe noget, der kunne påvirke ham negativt i det scenarie.
Men nu var hun vågen og kunne ikke bare ligge i sin seng og trille tommelfingre resten af natten. Hun fiskede stille en lille lygte ud af sin sengebordskuffe og så, hvad klokken var. Lidt over tre om natten. Hun listede sig ud af sin seng – på trods af, at hun faktisk havde sit eget værelse, så hun ikke blev for forstyrret af de andres drømme – og fandt et par tilfældige bukser, som hun trak i. Hun gad ikke skifte den top, hun havde sovet i, men trak blot en hættetrøje udover og tog et par sko på. Så forlod hun hytten, så stille som overhovedet muligt. Da hun havde lukket dørene efter sig, slukkede hun for den lille lygte og lagde den i lommen. I midten af hytte-formationen var nemlig lejrbålet, som Hestia sørgede for altid brændte. Det skabte ikke forfærdelig meget lys, men blandet med hukommelsen om hvor alt var, kunne hun se nok til at komme et godt stykke væk fra hytterne, før hun atter måtte trække lygten frem.

Som hun nærmede sig smedjen på sin gåtur, blev hun overrasket over at høre lyde derindefra. Hun havde ærligt talt ikke rigtig forventet, at andre end hende selv ville være vågne på dette tidspunkt. En smule lys trængte igennem smedjens vinduer, hvilket kun gjorde hende endnu mere nysgerrig. Hun nærmede sig lidt forsigtigt, så hun ikke blev overrumplet af en eller anden; eller et eller andet. Da hun var kommet helt tæt på, slukkede hun igen lygten og lagde den tilbage i lommen, hvorefter hun stille lukkede sig selv ind. Hun blev mødt af synet af ild, som dansede i natten. Flammernes skønhed distraherede hende, så hun ikke engang opdagede personen bag dem, før der var gået mange sekunder. Men da hun gjorde, løftede hun øjenbrynene lidt undrende. Hun vidste selvfølgelig godt, at ilden ville have brændt ud herinde, hvis ikke nogen havde holdt den i live, så hun blev egentlig ikke overrasket over at se en person, men derfor undrede hun sig stadig over grunden. Som skæret fra de dansende flammer bevægede sig over hans ansigt, syntes hun at tyde en følelse af frustration i hans udtryk. Det var dog svært at bedømme i det begrænsede lys.
Hun trådte ud af skyggerne og tættere på ham, mens hun rømmede sig, for at gøre ham opmærksom på hendes tilstedeværelse. Hun tænkte, at han muligvis havde været ligeså opslugt af ilden og sine tanker, som han så ud til at være. Hun befandt sig sjældent i smedjen, så hun lod blikket glide rundt i rummet, mens hun beundrede måden de livlige flammer skiftevis lyste diverse aspekter af rummet op. Så fokuserede hun atter sin opmærksomhed på den unge mand foran sig og sendte ham et varmt smil. "Hello." Den lille hilsen var alt, der forlod hendes læber, og den syntes så høj i den overvejende stilhed. Ordet kom ud lidt hæst, fordi hun endnu ikke havde brugt sin stemme, siden hun vågnede.