Silence... Wonderful ~ Connor

Tid: Lidt over middag
Sted: Stranden
Omgivelser: Vandet, sandet, i det hele taget bare stranden og ingen andre
Vejr: Lunt, med en lille kølig brise fra havet
Dag: Tirsdag
Årstid: Forår
Påklædning: http://3.bp.blogspot.com/_HNTGXcF-wOg/TCfxMGWxUnI/AAAAAAAAA7I/o9YcJPTeO14/s1600/premieres_eclipse003.jpg

Summer gik på stranden, bagefter sig efterlod hun sig et lille spor af små forspor.
Vinden fik hendes lange lyse hår til at flagre bag hende og foran hendes ansigt, bagved håret prøvede de blå øjne at se hvor hun gik.
Hendes hænder vred hinanden og et par tårer trillede ned af hendes kinder, hun følte sig som en udstødt når ingen rigtig gad at snakke med hende... Hun var bare den irreterende lillesøster der altid løb i vejen og altid gjorde alting forkert.
Det var som om vinden havde medfølelse med hende, for da en af hendes små, glasagtige tårer fløj ned mod sandet greb vinden den og førte den ud i havet.
Hun smilte svagt og prøvede at lade være med at græde, men det er ret så svært når man ikke blev accepteret af sine egne søskende pågrund af hendes dumme alder. Mon det også var så hårdt for hendes søskende da de kom til lejren første gang? For efter hvad hun havde fået afvide havde allesammen været der i umindelige tider og havde lært alt det hun ikke engang havde hørt om, så ja... Det var vel forståeligt at de så hende som en lille snothvalp uden specielle færdigheder.
Tårerne pressede virkelig på nu, men af en eller anden grund lod hun dem ikke få frit løb, måske fordi hun ville overbevise sig selv om at hun ihvertfald ikke var en dum lille snothvalp...

Påklædning: https://2img.net/h/oi41.tinypic.com/2am7fn.jpg og sorte Converse.

Connor trådte ud af skoven. Han trådte ned på stranden. Hans hænder var begravet i de lyse bukser, som han havde på. Hans blik var vendt nedad, men da han stoppede op, da han trådte ud i sandet, løftede han sit blik og kiggede udover havet med det samme. Det var ikke varmt, men heller ikke koldt. Han ville helst have varme. Han brød sig ikke særlig meget om kulde. Grunden, var nok ikke underlig.
Han kneb øjnene lidt sammen. Han kiggede rundt på stranden, hvor han ikke kunne få øje på en eneste skikkelse eller noget som helst. Han bed sig lidt i sin underlæbe. Jo, der var en pige. En lille pige, der så meget yngre ud end mange af de andre lejrdetagere. Han forholdte sit blik på hende.
Han trådte langsomt frem og gik lettere lydløst hen imod hende. Han savnede lidt selskab og han havde altid mod på, at møde nogle nye mennesker, at kende.