It's getting dark.. - Annabeth.

Tid: 17.32
Sted: I skoven, ved et stort egetræ.
Omgivelser: træer, træer og atter træer.
Vejr: Der er koldt, og der blæser
Dag: Tirsdag
Årstid: Vinter - snart forår.
Påklædning: Læderjakke, sorte bukser, sorte converse, hvid tanktop, og et strikket tørklæde.

Charlie sad med en smøg ude i skoven. Hun anede ikke om man måtte ryge i lejren, men hun gættede ikke på det. Hun var egentlig utrolig træt af at hendes mor havde tvunget hende hen til lejren, men hun mente åbenbart at det var godt for Charlie at få et tættere bånd til sin far. Det hendes mor nok ikke havde regnet ud, var at Charlie ret faktisk ikke fik sin far at se, på den her dumme lejr. Hun inhalerede og kiggede sig lidt rundt i skoven. Det var egentlig en utrolig trist skov.. Kedelig, med en masse træer.

Charlie kørte en hånd igennem sit hår, og sukkede. Gad vide hvornår hun måtte forlade stedet. Hun burde nok egentlig få sig nogle venner, så livet ikke var så surt herinde. Men problemet var bare at Charlie generelt ikke brød sig om folk. Der var meget få personer hun gad at være sammen med. Det var ikke fordi hun decideret ikke kunne lide dem, hun gad bare ikke være sammen med dem, fordi de ikke var hendes type. Der var altid et eller andet galt med folk. Små eller store ting, der var altid noget. For det meste kunne hun bedst lide typer der svarede lidt igen, når hun snakkede med hendes monotone, provokerende stemme.

Charlie kunne høre forsigtige skridt nærme sig, og hun kiggede over på pigen der var dukket op af det rene igenting. *Gudebørn* tænkte hun irriteret og kiggede skeptisk på pigen, da hun præsenterede sig. Hun overvejede om hun skulle give pigen en chance eller ej.. De var jo godt nok ude i skoven, i tusmørket, så det var nok en god idé at forblive venner med hende, hvis de nu skulle fare vild. Charlie havde hørt at der var mange halvguder der var gået alene herud og var faret vild. Hun havde faktisk først tænkt at det bare havde været for at skræmme de unge mennesker, men nu når hun selv sad i skoven, overvejede hun om der kunne være noget om det.

Charlie sukkede lavt over sig selv, og forsøgte med et lille smil, "Charlie. Charlie Shyan." sagde hun og kiggede på pigen foran hende. Hun så faktisk helt ufarlig ud, og virkede ikke som en der på nogen måde ville forsøge at provokere Charlie. Men som hun altid havde lært af hendes far - som åbenbart er hendes papfar, da Dionysos er hendes rigtige far - så skal man ikke dømme en bog, ud fra omslaget. Hun forsøgte stadig at smile til pigen, men det var et forvrænget, uægte smil, da hun ikke rigtig magtede at skulle være venlig. Men med alle de evner de havde på det her sted, ville det være et helvede at blive uvenner med dem alle. For det var ikke fordi Charlie havde de mest effektive evner. Man kunne ingen gang bruge dem til noget sejt i en kamp. Det eneste den gjorde var at få kiksede drenge til at falde for hende, og flotte drenge til at gå i ekstase. Hun kunne simpelthen ikke finde rundt i hendes evner, og hun ville hellere undvære. Hun kiggede stadig på pigen, "Hvad laver du dog her?", sagde Charlie med en monoton stemme og hentydede til en pige som hende.