New friends? No. Yes? || Theodor.

Tid: 20.30
Sted: Ved Lejrebålet
Omgivelser: Andre halvguder, træstammer, et lejrbål
Vejr: Forårsvejr. En smule koldt, men alligevel ikke
Dag: Mandag
Årstid: Forår
Påklædning: Klik her

Caitlins tøj i dag var perfekt til en lille kold aften ved lejrebålet. Hendes lille kjole/trøje, som fint blev dækket hendes blazer, var kun en lille fin succes. Hun havde ikke rigtig tænkt sig at være ved lejrbålet, men tøjet skulle luftes på et eller anden tidspunkt. Hendes halskæde, som hun havde rundt om halsen, var en amulet, hendes far havde givet hende. Den passede vel også godt ind? Håret var sat ned, men en lille fransk fletning var lavet langs hendes øverste del af panden. Så der var rigelig mulighed for vinden til at lege/ødelægge hendes hår. Et lille ur, nogle sorte jeans og nogle simple hvide øreringe gjorde vel lige det sidste puf?

Vinden var en smule koldt, men det var i det hele taget bare vinden, som fik Caitlins hår til at ligne en høstak, og så alligevel ikke. Hun sank sit hår ned, så godt som hun nu kunne, og tænkte og tænkte og tænkte så igen. Hun havde været væk fra sin familie så længe, og alligevel har hun kunne holde denne afskylige lejre ud? Eller afskyelig og afskyelig. Halvguderne her gjorde meget ved situationen. - I hvert fald 3 personer. Dem Caitlin snakkede aller mest med her for tiden. Charlie, Nuka og André. André vidste hun ikke helt, men altså, han hørte vel ind under den kategori alligevel? Hun kiggede ind i ilden, og rykkede sig forsigtigt tættere på. Hun kendte ikke nogen her ved lejrebålet. Alle var vel nok sammen med dem de havde lyst til at være sammen med i dag. Hvor derimod Caitlin ikke havde lyst til at være sammen med nogen. Jo sig selv.

Caitlin var ikke en person som godt kunne lide at sidde ved lejrbålet mutters alene. Men hun gjorde det alligevel. Ikke fordi hun havde lyst, men hendes instinkt sagde bare hun skulle gøre det i dag. Hun havde været på lejren længe nok til at kunne kende alle sammen, men altså der var sikkert nogen hun ikke kendte ... endnu. Overraskende beroligede ilden hende, fordi hun ikke havde andre i hoved end ham der drengen, som hele tiden fik hende til at smile. Navnet havde hun forlængst visket ud af hendes hjerte, men der var stadig noget blyantstreg, som aldrig rigtig ville gå væk. André. Hun slog straks tanken ud af hovedet igen, og rejste sig stille og roligt væk fra bålet. Hun gik lidt væk fra det, med tanken slået ud af hoved. Denne dag i dag burde ikke være trist. Hun havde nemlig fået sig rigtig mange nye venner i dag. Nogle halvguder, som var rigtig søde og hjælpsomme, for i denne tid behøvede hun det en smule. Flere venner var vel aldrig dårligt. Eller kommer det an på hvem det er?

Påklædning: http://cdn4.lbstatic.nu/files/looks/medium/2012/04/09/2099290_dasgfs.jpg?1333970458 + en brun læderjakke.

Theodor havde nydt weekenden i fulde drag. Selvom det mindede rimelig meget om en almindelig dag på lejren, så var der alligevel mere fritid. Hvilket vil sige at man selv måtte bestemme hvad man ville bruge sin tid på. Men nu var det mandag igen. Mange brød sig ikke om mandage, fordi det betød starten på en ny uge, og slutningen på en weekend. Og hvis weekenden havde været skøn, var det en trist ting at lade den slutte, hvis nu næste weekend ikke ville blive ligesådan.

Vejen hjem fra spisestedet, gik forbi lejrbålet. Theodor havde lige været et lille smut nede, for at få en aftensnack, og var nu på vej hjem mod undergudernes hytte. Det var ikke mange guder der boede i den hytte, og der var ikke nogen af dem der havde samme gudeforældre som ham. Men til gengæld var der nogen der havde Theodors farmor som gudeforældre. Theodor kunne ikke lade være med at stoppe op, og betragte de varme, flagrende ildbad der var ikke langt fra ham, hvor folk havde samlet sig omkring ham. Han blev næsten hel salig af varmen og de flotte farver. Man skulle godt nok ikke lade sig narre af noget så smukt af ilden. Det var en farlig ting, der bare ventede på at tage fat om noget og lade det brænde op i dens favn.

Ud af øjenkrogen lagde han mærke til noget der bevægede sig. Nogen der så anderledes ud, end alt det andet der foregik nede ved lejrbålet. Det var en pige. Rettelse: en smuk pige der åbenbart havde siddet alene, og nu var på vej væk. Det var sjælendt at folk sad alene ved bålet, når der var så mange andre der. Medmindre man var ny. Men pigen her var ikke ny, for Theodor kunne godt genkende hende. Han havde før beundret hendes udseende. Han havde sågar forsøgt at gætte hvilken gudeforældre hun havde, hvorefter at have se hende sammen med de andre af Afrodites døtre ved aftensmaden.

Theodor havde stået tavst og betragtet både ilden og pigen i et stykke tid nu. Men han lagde mærke til noget andet ved pigen. Hendes ansigt. Hendes ansigt så helt forkert ud med den triste mine. Han rynkede trist på panden, og besluttede sig for at gå hen mod pigen. "Er du på vej væk?", spurgte han og smilede imødekommende til pigen. "For.. jeg mangler ellers en at sidde med her ved bålet" hans smil blev mere og mere opmuntrende, og han håbede at pigen ville slå sig ned sammen med ham, så hun ikke skulle gå rundt og være trist alene.

Caitlin var på vej væk. Hun havde været nok ved lejrbålet, og måske begyndte folk at få mistanke om hvor alene hun egentlig var. At tiltrække opmærksomhed var aldrig hendes yndlings ting, så det var egentlig begrundelsen for at hun rejste sig op. - Troede hun. Caitlin havde ikke selv opdaget, at hun faktisk var lidt trist, men det var hun ikke. Hun havde en rigtig god weekend, med fest og farver. Men om hendes triste mine afslørede hende for meget vidste hun ikke.

En stemme ramte hendes trommehinde, og det var ikke en pige stemme. Caitlin vendte sig hurtigt om af ren refleks. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre. At svare ville nok være dte klogeste. "Ja... Nej!..... Ja..." Akavet var situationen, og selv Caitlin kunne fornemme det. Foran hende stod en meget flot dreng. Men der var noget over ham, som virkede en smule feminint, men det lagde Caitlin først mærke til, da hun også lære mærke til at hun stod og stirrede alt for meget på drengen. "Jamen øhm. Jeg kan sagtens blive hvis det kunne gøre dig glad. Eller hvis du allerede er glad, kunne det gøre den endnu mere glad! Eller nej vent.... Arg..... Ved du hvad. Jeg går. Det ville nok gøre dig aller mest glad." Caitlin lagde mærke til hans ret så triste øjne. Eller noget.
Da Caitlin rejste sig op, ringede en klokke i hendes hoved. 'Hvad sker der for dig? ' sagde den. Caitlin tænkte meget hurtigt, og desværre alt for hurtigt. Drengen bag hende kunne knapt nok følge med. Endnu en klokke ringede hos hende. 'Calm down'. Denne opførsel lignede slet ikke Caitlin, og hun fortrød den inderligt meget. Hun tog hurtigt en dyb indenånding, og vendte sig om. "Hej jeg hedder Caitlin Leeze, men du må gerne kalde mig Cait, da jeg primært går under det." Hun smilede, og håbede på at se et smil fra drengen også. Alt blev så rodet på så kort tid, og tankerne i Caitlins hoved kunne ikke finde ud af hvad højre og venstre var. Men var denne opførsel virkelig så slem, som Caitlins hoved beskriver den? Alt skete på 30 sekunder. Irritationen måtte have steget hende til hoved. Hun skulle nok få svaret, men ikke hos hende. Men hos ham.

//Rodet, ved det. Undskyld, men det var med vilje.

Caitlin prøvede at være glad, for hun havde ingen grund til ikke at være det. Hun burde være glad. Det burde hun virkelig. Hun kiggede ind i ilden. Nogle små gnister tog hendes opmærksomhed, selvom det slet ikke være meningen. Hun kiggede hen på drengen. Ham som slet ikke forstod Caitlin eller hendes reaktioner. Hun kiggede på ham, og prøvede så småt at kigge ind i hans øjne. Men det var ikke svært. Det eneste der var svært, var viljen til at kigge ind i hans øjne. Var det dét værd? Fortjente han det? Caitlin lukkede hurtigt øjnene i, og gned sig forsigtigt i øjnene. "Undskyld, men jeg fik lige noget i øjet. 2 sekunder." Da hun fik åbnet øjnene igen, kiggede hun på drengen. Han var virkelig flot.