Vandet er så smukt. || Arya

af **Caitlin** 29/4/2012, 17:14

Tid: 12:40
Sted: Stranden
Omgivelser: Halvguder som ligger og bliver dejlige brune
Vejr: Dejligt solskinsvejr
Dag: Onsdag
Årstid: Sommer
Påklædning: Lige her!

Sommeren gav Caitlin en kæmpe fordel. Hun var nemlig glad hele tiden. Hun gik ved strand kanten og prøvede på at blive en smule våd på fødderne. Vandet var fantastisk varmt, og fantastisk smukt i solens smukke solskin. Strålerne kunne ses under vandet, og det så meget magisk ud. Hun kiggede rundt og så en masse halvguder hun ikke kendte og ikke havde hilst på.

Caitlin havde sat sit hår op i en knold, men det forhindrede ikke solen i at påvirke Caitlins humør. Hun var glad munter og alle andre synonymer for de 2 ord. Hun spasserede lalleglad rundt på stranden og havde en masse tanker i hoved. Positive tanker, som ikke gjorde andet end at få hende til at smile. Dog følte hu sig ensom, da hun ingen havde at snakke med, og ingen havde at hoppe i vandet med. Caitlin var helt ny, og hun havde ikke rigtig vænnet sig til sine omgivelser endnu. Hun kiggede igen rundt omkring for at se om der var kommet noget, som hun faktisk havde set før. Selvom det mislykkedes, havde hun stadig hovedet højt.

Hendes største drøm i øjeblikket var helt klart at få nye venner. Hun satte sig ned foran vandet, som lignede flydende diamanter. Hun lukkede stille sine øjne og fandt sit indre hoved. Efter et kort stykke tid og enormt meget koncentration var hun klar til at tage i mod alt hvad der ville ramme hende.
Hun så hende selv stå med en pige. En mørkhåret pige, som hun ikke rigtig kunne se ansigtet på. Det var en smule utydeligt, og Caitlin havde heller aldrig set sådan en pige. Caitlin og pigen så ud til at grine sammen. Pludselig blev der lagt en sort sky over dem, og de 2 piger begyndte at råbe af hinanden. Caitlin blev virkelig overrasket og kunne ikke rigtig klare synet mere. En stor bølge ramte hende og det gjorde noget andet også. En mørkhåret eller rettere, sorthåret pige stod bag hende. Hvad skulle der nu ske?

af **Arya** 3/5/2012, 14:03

Påklædning ~ Tøjet (Uden skoene og jakken) ^^'

Arya kom gående på stranden. Idag havde hun ikke bikini på. Eller jo.. Men ikke så man kunne se den særlig godt. Hun havde et par sorte shorts på og en hvid, lidt gennemsigtig, bluse. Igennem blusen kunne man godt lidt se den sorte bikini hun havde på indenunder, men ellers kunne man ikke se den. Hun havde et par klip-klappere på der var sorte ligesom bikinien og shorts'ne.

Hun slappede af og gik gennem sandet. Hun stoppede kort op for at tage noget af alt sandet ud fra sine klip-klappere, men da hun skulle til at tage dem på igen gad hun ikke. Der ville jo alligevel bare komme sand i dem igen, ikke? Så i stedet tog hun dem i sin ene hånd og gik videre hen ad stranden. Nu gik hun lidt længere ud mod vandet. Hun kom helt tæt på det og gik så i vandkanten. Hendes bare fødder gik i vandet, der gik op til Arya's ankler. Hun smilte lidt. Det var sommer og vejret var dejligt. Hvad mere kunne man egentlig ønske sig? Det behøvede hun ikke engang spørge sig selv om. For hun vidste jo godt i forvejen hvad hun kunne og ville ønske sig, hvis det havde været muligt. At få sin far tilbage. Selvom hun havde dræbt de uhyrer der havde slået ham ihjel, havde det jo alligevel været forgæves. Og desuden havde hun jo ikke dræbt dem sådan rigtigt.. Det var umuligt med uhyrer. Desværre. Man kunne sætte dem ud af spillet i et stykke tid - hvis man var virkelig heldig, et par århundreder - men man kunne aldrig dræbe dem for alvor. De vendte bare tilbage hver evig eneste gang.

Hun rystede tankerne om sin far af sig og prøvede at se glad ud. At være glad. Hun elskede solskin og sommeren. Men lige siden hendes far var død her for lidt over et år siden, havde hun ikke rigtig været andet end trist. Godt nok kunne hun sagtens være glad og munter i et stykke tid, men ligeså snart hun kom til at tænke for meget på sin far, blev hun bare trist og ked af det. For ikke at glemme vred. For hvorfor var det måske lige at de lorte uhyrer skulle dræbe hendes far?! Hvorfor kunne de ikke bare holde sig fra hende og dem hun holdt af?! Det var også endnu en grund til at hun havde prøvet på ikke at få for mange venner ude i den virkelige verden. Prøvet på ikke at komme alt for tæt på nogen. Elske eller holde af nogen. For hun vidste hvor hårdt det så ville være at miste dem igen. Enten fordi hun skulle flytte, eller hvis de døde. Helst det første, men stadig. Det var en risiko hun ville være nødt til at løbe. Desværre. Det havde også været en af grundene til at hun overhovedet var i stand til at forlade Theodor i Grækenland. Hun elskede ham og ville ikke have at han kom til skade.. Hun var lige ved at gå ind i en pige på hendes egen alder, der stod foran hende. Men hun stoppede lige i tide. Et venligt og imødekommende smil spillede om hendes læber. "Hey." Hun nikkede i en venlig gestus til hende.

Vandet er så smukt. || Arya

Vandet er så smukt. || Arya

Sv: Vandet er så smukt. || Arya