Midnight ~ Alma

"Min far ville væmmes ved mig nu.." Hviskede hun bare og fik mere styr på sig selv. Hun stoppede med at græde og fik bare et tomt følelsesløst blik, og hun holdte blikket væk fra hans, da hun aldrig havde kunnet skjule noget for ham.
Hun rystede lidt på hovedet over ham, satte sig op i en let bevægelse og rettede så sin kjole og så så kort på ham, hun rystede let og kom til at møde hans blik, hun kunne ikke mere, hun faldt ham om halsennoh væltede ham omkuld. Hun sagde intet, var bare stille som de ånder kun hendes slægt kunne se.

"det kan godt være han ville det" hans stemme var lav og næsten lydløs. Hans blik spejdede ud over pladsen, inden det faldt på hende igen, han kunne se hendes blik, langsomt spillede et smil om hans læber igen.
Han så hende sætte sig op, rette så kjolen, hans smil var stadig skævt, hans blik mødte hendes da hun så mod ham. Da hun sprange reagerede han ikke selvom han kunne have undgået at have hende om halsen, hun skulle have lov til at gøre mod ham hvad hun ville, efter hvad han havde gjort mod hende. han lyttede bare til hendes åndedrag og skovens stilhed også.

Alma mærkede godt hans blik mens hun satte sig op og rettede på sin kjole.
Hun blinkede lidt og lå ovenpå ham på jorden og gemte sit ansigt ved hans hals oh skulder. "Je-jeg slipper dig i-ikke i-igen," Stammede hun let og krammende ham bare. Hun kunne ikke slippe ham, ville ikke. Hendes hjerte bankede hårdt oh hurtigt i hende bryst og hun vidste at han kunne mærke det, dog skammende hun sig ikke.

Leonidas lå bare stille og begyndte at nusse hendes ryg, blide bevægelser mens han lyttede til det hun sagde. Langsomt smilede han "du bliver nød til at slippe mig, vi skal også sove før eller senere" hviskede han, men den tid sov lidt endnu, han ville bare være der for hende, vise at han havde savnet hende, langsomt lukkede han øjnene. "Alma" hviskede han bare lavt og forsatte nussen af hendes ryg.

Alma mærkede hans hænder begynde at nusse hendes ryg og hun faldt langsom til ro igen. "Nej vi skal ej.." Hviskede hun igen. "Du hænger på mig nu." Hun nussede blidt sit hoved mod ham og sukkede lidt og lod svagt sine læber strejfe hans hals, næsten så det ikke kunne mærkes.
Hun gik kuldegysninger af den måde han Hviskede hendes navn på. "Leondias.." Hviskede hun blidt igen, tillod at vise nogle følelser. Hun lå afslappet over ham, og nød bare at mærke hans arme om sig.

"så du vil ind og sove inde hos mig?... hvis jeg hænger på dig nu, hvordan skal jeg så komme i bad, sove, og lave alt det andet jeg også har brug for?" spurgte han. Han mærkede hendes læber mod sin hals, men sagde intet, hans hænder og fingre forsatte bare med at køre over hendes ryg, "Alma, jeg forlader dig ikke denne gang" hviskede han ærligt, og satte sig op uden at slippe hende, han lod hende sidde i sit skød, nussede hende om ryggen forsat.

Alma åbnede sin mund for at svare, men kunne ikke, så hun lukkede den igen og gemte sine røde kinder mod hans hals.
Hun sukkede lidt og puttede sig lidt ind til ham. "Tak.." Mumlede hun bare og satte sig med ham så begge hendes ben var ud til den ene side og hendes hoved hvilede mod hans skuldre og hendes arme lå om hans hals. Hun lukkede sine øjne oh slappede bare af.

"hvor bor du henne?" spurgte han blidt og nussede forsat hendes ryg, efter de havde fået sat sig op. han følte det ville være bedst at få hende til at sove hurtigts muligt, han ville gerne blive siddende hos hende, hvis hun bad ham om det. Han ville bare have hun skulle slappe så meget af som det var muligt, så kunne de snakke igen når de begge var friske.

"Anden Hades Hytte.." Mumlede hun lavt og så så op på ham med et sårbart og tillidsfuldt blik. "Hvorfor da..?" Hun følte sig ikke særlig træt, natten var hendes tid.. Hun så nu bare op på ham og nussede sit hoved blidt mod ham.

"ville bare vide det." hviskede han og lod en hånd glide op i hendes hår, han nussede forsat hendes ryg. "du skal snart ind og hvile dig, jeg bliver hos dig, indtil du beder mig gå" hviskede han og rejste sig op og hans mærkede høgens klør i hans skulder "ja jeg ved det godt" sagde han da den nappede ham i øret "vil du have mig undskyldt, skal lige bede for musen" hviskede han og smilede "ellers bliver jeg straffet" han gik tog skridt væk fra hende og satte sig ned på knæ bad en bøn og smilede så, inden han rejste sig.

Alma så på ham med blide øjne og nikkede lidt, lukkede dem så da hun mærkede hans hånd i hendes hår. Hun sukkede lidt og slappede helt af. Hun mumlede lidt utilfreds. "Natten er min dag," Sagde hun så og tumlede let væk fra ham da han rejste sig op og så nysgerrigt op mod hans høg med et sørgmodigt blik. Hun så på ham og nikkede lidt og smilede en smule til ham og betragtede ham med nysgerrige øjne, inden hun så mod høgen igen. Hun lagde hovedet let på skrå og betragtede den bare.

"edt ved jeg. Men du burde få hvilet dig en smule" hviskede han og smilede mens han så ned af sin krop.

Han kom tilbage til hende og smilede roligt "jeg beder hvergang jeg tager et liv fra et dyr, og ligeledes med min høg, jeg gør det som gave til min mor" sagde han bare og gik en til hende igen.
"nu må du spise min ven" sagde han til den og smilede roligt til Alma og gik hen, lagde armene om hende igen og nyssede hendes hofter

Alma skulede en smule mod ham, men vidste at han jo havde ret.

Hun så op på ham og smilede en smule og nikkede lidt, og så så ned så hendes hår dækkede hendes ansigt.
Hun rykkede sig ikke da han lagde armene om hende igen, så bare ned og bevægede sig ikke.

//Virkelig ingen krea, undskyld skat

Leonidas smilede til hende og holdte hende tæt ind til sig og strøg hende over håret igen "lad være med at skjule dit ansigt, Alma" hviskede han blidt og nussede hendes hofter, "jeg kan godt lide dine øjne" hviskede han og strøg håret væk fra hendes øjne, "Alma" hviskede han og og nussede hendes hofte, og derefter op af hendes ryg.

Alma rystede bare lidt på hovedet og så stadig ned. Hun sukkede lidt over ham da han strøg håret væk fra hendes ansigt og hun så op og mødte hans blik da han hviskede hendes navn. Hun smilede svagt og lænede sig så ind til ham. "De er mørkerøde, unormale.." Mumlede hun lidt og så bare på hans hals.

"du er unormal, ligesom resten af os" smilede han venligt og lagde en hånd på hendes kind "Alma dine øjne er smukke, jeg har altid været fasineret af dem" smilede han og nussede nu hendes hofte og ryg, inden han løsnede sit greb om hende, "skal jeg slippe dig?" spurgte han blidt og mærkede hendes blik mod sin hals

Alma så op på ham og smilede svagt og så ind i hans øjne mens hendes egne øjne så sorte ud i mørket. Hun håbede inderligt at han ikke bemærkede den fine røde farve der bredte sig på hendes kinder da hun rødmede over hans ord. Hun lukkede sine øjne igen og puttede sig ind til ham og slappede af, lige indtil han spurgte om han skulle slippe hende. "Nej!" Sagde hun hurtigt og lagde selv sine arme om ham og krammede sig selv ind til ham, hun ville ikke have at han slippede hende, det føltes dejlig trygt at han holdte om hende.

Leonidas smilede og nussede hendes kind igen, sukkede og løftede hende så og satte hende ned i sit skød. Lagde sig ned, og fik hende med, "jeg har altid været fasineret af dig" hviskede han og så op på stjernene" hviskede han og så ikke på hende, han høg fløj over dem, i cirkler. "du må virkelig undskylde jeg sådan bare forsvandt" hviskede han og så nu på hende, nussede hendes hofte igen og smilede lidt til hende.

Alma så på ham mens han smilede til hende og nussede hendes kind, imens mærkede hun roligt sommerfuglene brede sig i hendes mave og gøre hende mere og mere nervøs og genert. Hun åbnede munden for at protestere da han løftede hende oh hun klamrede sig let til ham mens hun blev fuldstændig rød i kinderne. Hun havde sine arme tæt om hans hals og sin krop blidt presset mod hans mens hun så ned, hun løsnede langsomt sit greb om ham og fulgte ham lidt overrasket ned. Hun blinkede lidt og så op på ham da han talte igen. "Hvordan kan du overhoved være det?" Spurgte hun så forsigtigt og undrende. Hun kunne ærligt ikke forstå hvordan han kunne være fascineret af hende.
Uden at tænke over det, lagde hun en hånd mod hans bryst og så op på ham og nikkede så en smule. "Leondias.. Du er tilgivet.." Hvsikede hun blidt. "Så længe du bliver her.. Hos mig.. Og ikke bliver sur over de ting jeg sagde i starten.." Hun så ned mens hendes stemme blev mere usikker til sidst.

//Det kalder jeg krea x3 <3

"Alma jeg bliver hos dig... Det må du da kunne forstå, du er vigtig for mig, jeg hader mig selv for at forsvinde, du må virkelig undskulde jeg bare forsvandt" Leonidas holdte hende bare tæt til sig som om han ikke ville slippe hende igen, hans muskuløse arme, holdte hende ind til sig, han vidste hun kunne høre hans rolige hjerte. han trak vejret roligt, han ville helst ikke væk fra hende igen "jeg bliver hos dig Alma, al den tid du vil have jeg er hos dig" hans stemme var en hvisken.

Alma så bare på ham og kom med et lille smil mens hans talte. Hun lå stadig ovenpå ham og gjorde ingen mine til at rykke sig væk fra ham, hun kunne mærke hans stærke arme om sig, og det fik hende til at tænke på alle de gange han havde holdt om hende da de var mindre, og så hans hjerte, der selvfølgelig bankede roligt mens hendes bankede hurtigere end normalt. Hun lagde en finger for hans læber for at få ham til at tie, og hun så ham blidt i øjnene, og prøvede at skjule for ham hvor meget hun egentlig følte for ham. Langsomt lod hun sin pegefinger følge hans underlæbes form mens hun holdte blikket mod sin finger, istedet for hans øjne. Sandheden var jo, at hun var forelsket i ham, det havde hun altid været.

"hvad er det du laver Alma?" spørgsmålet var rettet mod hendes finger der fulgte hans underlæbe, ikke at han havde noget i mod det, for det var behageligt, han lukkede øjnene og løsnede sit greb lidt om hende, "det er dejligt" han havde endnu ikke oplevet noget så afslappende, men det var heller ikke besynderligt, hvis man tænkte over hvad han egentlig rendte og lavede. Pludselig slog han øjnene op og smilede til hende, trak hende helt ind til sig, smilede, og lod der ikke være noget luft mellem deres kroppe.

Alma smilede bare større og kunne ikke lade være med at se ham kort i øjnene, hvor hun var helt sikker på, at han kunne se hvor meget hun elskede ham, inden hun hurtigt vendte blikket tilbage mod hans læber og hendes ene finger. Hun lod stadig sin finger følge hans underlæbes form. Hun smilede over ham og kunne mærke sit hjerte banke hurtigere og hurtigere i sit bryst.
Hun gispede overrasket over at han trak hende helt tæt, da smilede hun og lod blidt sine læber møde hans, hun tænkte ikke over det først, inden hun hurtigt trak sig fri og møvede sig væk fra ham. "Undskyld!" Hviskede hun en smule panisk, og havde store øjne som hun vendte ned mod jorden, istedet for ham.

Leonidas mærkede hendes læber mod sine, stivnede lidt, og lod sine hænde falde ned fra hendes ryg, hans hjerte sprang et slag over. Da han mærkede hun trak sig væk, møvede sig væk, faldt hans blik på hende igen, hendes ord hang ved ham, "hvorfor undskylder du dog Alma, er det ikke normalt man kysser en man elsker, og giver en chance for at det kan blive gengældt, bare en lille smule" han blik var skuffet over hun ikke gav ham en chance for at vise han også elskede hende. Langsomt rejste han sig, blikket faldt på jorden, og høgen landede på hans skulder.

Alma stirrede først på ham, hun havde fået røde kinder, lyttede til hans ord og så hans skuffede blik. Hun blinkede lidt da han rejste sig og hun så bare op på ham, inden hun selv rejste sig. Hun trådte tøvende et skridt mod ham, inden hun skyndte sig helt over til ham og krammede ham. "Undskyld," Hviskede hun bare igen, men denne gang over noget andet. Hun tog sig ikke af hans høg, lige nu, tænkte hun kun på ham.