No ones live is less perfect than mine ~Felicia

T: 21:00
S: lejrbålet
V: overskyet og køligt
O: natdyrene er på vej frem.
P: en undertrøje og et pr joggingbukser

Jason sad ved lejrbålet, stirrede ind i flammerne, han sad i en undertrøje og et pr, joggingbukser. Stilheden var larmende når ikke bålets knitren ikke kunne høres. Jason sad bare i sine egne tanker, hans sanser kørte rundt, han mærkede dyrende i skovbunden begynde at pusle rundt, han hørte dem. Han lukkede øjnene og lagde hovedet tilbage. Trak vejret i en rolig og stille rytme, inden han åbnede øjnene og betragtede himlen. Kørte hænderne over ansigtet og gennem håret, sukkede så tungt og vendte blikket ind mod ilden. Kort rettede han sig så han sad på sine knæ, bøjede hovedet frem, foldede hænderne og lignede en der begyndte at bede, han lukkede øjnene og trak vejret roligt. Han sad stille og roligt.


//lidt krea svigt //

Tøjet ^^

Felicia lå i sin seng i Zeus hytten med skræmte øjne og kunne knapt nok trække vejret. Hun var endnu engang blevet vækket af stemmerne i hendes hoved. Utydelige stemmer der ikke ville tie stille. Hun forstod kun sjældent hvad de sagde men hun glemte det hurtigt efter. Hun satte sig op i sin seng og skiftede tøj. Hun så på sit ur inden hun listede ud af hytten og begyndte så at gå hen mod lejrbålet. Hun regnede ikke med at mange var oppe og natten ville nok skjule hende. Hun havde ikke taget meget tøj på da hun regnede med at lejrbålet ville varme hende men hun frøs dog ikke på vejen derhen. Da hun nåede bålet så hun en halvgud sidde på knæ ved bålet og hun gispede i chok og stivnede helt.

Jason lyttede de til skridt der kunne høres, han vidste der ville komme nogen, længe før andre ville, han tog en dyb indånding og fangede hendes duft, *Kvinde, og Zeus* tænkte han, men reagerede ikke videre, han forsatte bare med at sidde stille på sine knæ. Da han hørte hende stoppe op og gispe åbnede han øjnene og betragtede hende. Han smilede så skævt og rejste sig så og stod stille han vendte blikket mod bålet ”problemer med at sove?” spurgte han så efter nogle sekunders stilhed. Da han vendte blikket mod hende, virkede hans øjne nysgerrige. ”Kom hen og få varmen så du ikke kommer til at fryse” sagde han så og viftede med hånden for at få hende til at komme hen til bålet. Han lyttede bare efter, for at finde ud af hvad det var hun havde tænkt sig at gøre nu.

Felicia der ikke kunne få et eneste ord frem trådte automatisk et skridt tilbage da han viftede med hånden. Det var en vane for hende og en ren refleks. Hver gang nogen løftede en hånd troede hun altid at det var fordi de gerne ville slå ud efter hende også selvom de stod flere meter væk fra hende. Hun blev stående og stirrede på halvguden med et skræmt blik. Hun lagde beskyttende sine arme om sig selv. Hun vidste godt at det ikke hjalp på nogen måde men det var blot endnu en refleks. Hun rørte ikke på sig og havde heller ikke tænkt sig at gøre det. Hun var som fastfrosset til stedet. Hendes hjerte begyndte at løbe afsted og angsten samlede sig i en klump i hendes mave. De skræmte øjne afslørede alt.

Jason så hun trådte tilbage, han betragtede hende bare og gjorde intet udfald, lod hånden falde tilbage mod jorden og hvilede dem mod sine lår ”der er ingen grund til at være bange for mig” sagde han så bare, ”ikke lige nu i hvert fald” hans stemme var lav, men alligevel ikke lav nok til at det ikke kunne høres. Han vendte blikket mod hende og så hun lagde armene om sig selv, ”du er bange af natur eller?” spurgte han så nysgerrigt, han havde vendt blikket mod flammerne igen, mærkede bare varmen fra dem, ”jeg er ikke bevæbnet, og jeg vil ikke gøre dig noget” sagde han så og smilede ind flammerne ”For at være ærlig, tror jeg ikke dit hjerte har godt af at banke i det der tempo for længe af gangen” sagde han så og vendte blikket mod hende, han så ind i hendes øjne ”din stakkel, du er jo helt fra den” sagde han og rejste sig, han blik hvilede stadig på hendes øjne, et blik der viste han ikke havde nogen intentioner om at gøre hende noget ondt.

Felicia tog endnu et skridt tilbage da han rejste sig op. Hvad mente han dog med at hun ikke skulle være bange for ham endnu? Felicia tog det som et tegn på at hun allerede nu skulle forberede sig på at løbe sin vej. Selvom han sagde at han ikke ville gøre hende noget ondt så troede hun ikke på ham. Hvorfor skulle hun også tro på ham? Hun tog sig til brystwet da han nævnte hendes hjerte og kunne mærke hendes det banke hårdt og hurtigt. Hun rystede på hoved og så helt panisk ud. "Nej..." ordet undslap hendes læber og hun fjernede sin hånd fra sit bryst og rettede sig op. "Nej" dennegang mente hun det virkelig og så nu på ham med et irritabelt blik. "Jeg er ikke en stakkel og jeg er ikke fra den" hun sagde det med en lav stemme og man kunne tydeligt ane hendes usikkerhed. Hun begyndte at kunne høre stemmerne i hendes hoved igen og lukkede øjnene i. Hun åndede tungt ud og så ned i jorden.

Jason så hun trådte endnu et skridt tilbage, han lagde hovedet på skrå ”bare slap af og tag det roligt, en dyb indånding skulle være godt nok” sagde han så og smilede kort til hende. Han kunne se hvad der foregik hos hende ”okay tag det roligt.. Okay… Jeg er ikke ude på at gøre dig mere bange end du allerede virker til at være okay” sagde han hans stemme var stadig rolig og venlig, han så mens hun tog sig selv til brystet ”jeg kan høre det” sagde han så ”derfor ved jeg at du er bange” sagde han så langsomt og venligt med et lille smil ”du har brug for at slappe af” tilføjede han så, han blev stadig stående, utrolig stille. Han lyttede til hende, lagde hovedet kort på skrå ”hvad sagde du?” spurgte han og så undrende på hende, han havde ikke forventet en reaktion, eller et ord fra hende, han vidste ikke hvorfor, men han havde troet hun var blevet skræmt af ham. Han så lettere overrasket ud da hun fjernede hendes hånd fra hendes bryst, et lille smil slap over hans læber da han hørte hendes stemme, han lyttede bare til hende, og sagde intet, da han så hendes irriterede blik blev han endnu mere overrasket, og da han hørte hvad hun sagde så løftede han et øjenbryn ”det var ikke ment på en dårlig måde” sagde han så ”jeg siger du er en stakkel fordi du virker så bange, at dit spejlbillede eller din skygge ville kunne skræmme dig” sagde han så ”og det er det jeg mener med du er fra den, du ligner en der har set et spøgelse” han så hun så ned i jorden, han tog prøvende et skridt frem mod hende.