Just a quiet afternoon... Until... :: Zebastian

Sted :: Lejrbålet
Årstid :: Forår
Tid :: 19.00
Omgivelser :: En masse halvguder, stemningen er høj.
Vejr :: Skyet, dog en smule sol.
Påkldning :: Klik!

Foråret trådte langsomt i karakter i år. Stella havde ellers glædet sig til forår, sommer osv. Vinter gjorde hende desprimeret og træt hele tiden. Dog var det en varm aften henne ved lejrbålet, mon ikke hun kunne slippe for en masse opmærksomhed for en stund? Hun tog sin træfigur op ad sin lomme og betragtede den med omhu. Efter lidt tid, puttede hun lige så stille træfiguren ned i lommen igen. Hvorfor hende? Stella kunne høre fugle-sang fra både nord, øst, syd og vest, og det beroligede hende. Hvorfor var hun her egentlig? Stella brød sig ikke om at være i lejren, og hun havde bestemt ingen interesse i at snakke med nogen. Eller, måske ville hun gerne snakke med nogen, men hun turde bare ikke. Flammen blev større og større og røgen blev stærkere og stærkere. "Hvorfor er det ikke mig?" hviskede hun for sig selv. Stella selvtillid har aldrig været noget, som man har kunnet råbe hurra for. Hvergang hun befandt sig i et rum fyldt med mennesker, føltes det som om hendes mave slår knuder. Hendes hals bliver tør og hendes hjerte stopper.
Vinden blæste hendes hår foran hendes ansigt væk, og hun lukkede intenst sine øjne. Hun lukkede alle lydene og stemmerne ude og fokuserede kun på hendes bevidsthed. Hun mødte sin samvittighed. Den fik pludselig to ben at gå på og en stemme til at snakke med. "Snak med nogle. Du kommer ingen vegne med at lukke dig selv inde. Du passer ind. Du skal bare stå med åbne arme, når der er nogle, som gerne vil tage dig ind i varmen." Stella åbnede efterfølgende sine øjne og satte sine hænder på træstammen Men i dét hun sætte hendes venstre hånd på træstammen - "Av!" - En splint. Hendes ansigt skar grimasser, og hun gik i panik. Det var som om hendes hjerne blev slået fra. Kun pga. en splint. Da hun endelig havde fundet sig selv igen, rejste hun sig og skulle til at løbe, men i dét hun vendte sig om, støder hun ind i en dreng. Ikke en hvilken som helst dreng. Men Zebastian. Hun kiggede op til ham, og hendes tunge prøvede at finde det ord, man plejer at bruge, når man har gjort noget, som man fortryder. Hed det ikke undskyld?. "Åh, u-u-ndskyld." Stella følte at hele hendes krop dunkede, og at hendes hjerte sad helt oppe i halsen. Hun glemte helt splinten. Zebastian? Zebastian. Han var lige så charmerende som sidst, hun så ham. Selvom hun nød dét, hun stod og iagttog, ville hun for guds skyld så hurtigt væk så muligt.

Påklædning: http://inkbutter.com/files/2009/11/fred-stussy-ash-1.jpg

Som altid havde Zebastian en lidt slæntrende gang når han gik. Det lignede lidt han var for doven til, at løfte fødderne. Hvilket sikkert ikke engang var løgn, eftersom Zebastian aldrig rigtig gad anstrenge sig for noget han ville hellere have tingene serveret. Men det kom nok aldrig til, at ske alligevel. Zebastian kørte en hånd gennem hans hans kraftige mørke brune hår som så lidt nusset ud. Han havde faktisk ikke rigtig gjort det helt store ud af sig selv, især hvis man kun bedømte hans hår. Ellers havde han iklædt sig en grå/sort skotskternet skovmandsskjorte, et par stramme sorte jeans og nogle normale grå converse sko som var lidt hullede. Og han havde de store sorte øreringe, som næsten fyldte hele hans øreflap i øret.
Zebastian så på afstand hen mod det store lejrbål som lyste kraftigt op i forårsaftnen. Han vidste ikke rigtig hvorfor han overhovedet ville hen til bålet til, at starte med. Der var sikkert en masse andre mennesker samlet omkring og det var ikke lige det Zebastian brød sig allermest om, han ville meget hellere være alene med sig selv ... og hans smøg. Og han havde heller ikke tænkt sig, at side og riste skumfiduser for han hade skumfiduser. Sådan nogle klistrede søde tingester som bare hang fast i alt så snart de kom i kontakt med noget der ikke var ind i munden.
Som Zebastian gik i hans egne tanker og nærmede sig lejerbålet var der pludselig en eller anden som stødte ind i ham. Han så på personen, på pigen der undskyldte. Havde han ikke set hende før? Af ren høflighed til pigens undskyldning svarede Zebastian "det gør ikke noget" med en neutral stemme, ikke en undskyldende stemme eller taknemlig. Han brød sig ikke vitterligt om, at blive stødt ind i af folk.

Stella havde virkelig lyst til bare at løbe væk og gemme sig et sted, hvor ingen ville kunne finde hende. Dog kunne hendes ben ikke flytte sig, hun stød som sømmet fast til jorden. Da Zebastian fik svaret hende, blev hendes hjerte banken mindre. Hun prøvede inderligt at finde på noget at spørge ham om, men hendes mund var tør og hendes hænder isende. Var han ikke lige glad med hende? Som om han overhoved kunne huske hende? Et lille håb havde hun vel et eller andet sted. Zebastian har altid været denne kolde og mystiske dreng, som hun også ikke altid har fundet tiltrækkende og attraktiv. Selv når han hele tiden går rundt og ryger. Stella hadede smøger som pesten. Men denne gang var det noget andet. Hun havde været lidt lun på Zebastian i noget tid. Selvom hun vidste, at han var denne person, havde hun (nok) mod til stadig at have nogle følelser for ham. Men det er vel dét, man siger. Man søger det, man ikke kan opnå.

Stella begyndte lige så stille at kold svede, og angsten inde i hende begyndte at vokse. "Zebastian ikke?" fik hun hurtigt fremstammet. Stella havde aldrig rigtig haft en konversation med Zebastian. Hun havde altid betragtet på lang afstand. Stalker var hun nu ikke. "Det må du virkelig undskylde, jeg skulle skynde mig, da jeg har ..." Hun stoppede brat op midt i sætningen, da hun simpelthen synes, dette var for latterligt. Stella kunne mærke, at hun snart ville bryde sammen. Kærligheds-traumer var det sidste hun havde brug for. Sveden på hendes pande voksede i takt med angsten og til sidst fjernede hun sit blik fra Zebastian til jorden. Hun havde ikke opdaget, at hun måske havde stået og kigget på ham i lang tid nu. Det fik for alvor hendes hjerte til at galopere afsted. Stella er dårlig til at have øjenkontakt. Men igen. Det var Zebastians øjne, hun fik lov til at kigge ind i.

En smule forvirret så Zebastian på pigen med en lettere rynket pande. Hvor kendte hun hans navn fra, og hvorfor så hun sådan på ham? Zebastian kørte hånden gennem håret og tænkte sig grundigt om. Havde han mødt hende før, navne var ikke lige hans allerstærkeste evne. Men at genkende ansigter plejede han, at kunne huske temmelig godt. Men pigens ansigt sagde ham ikke særlig meget. Det kunne også være pigen var helt ny i lejren og måske grunden til han aldrig havde set hende. Men det ville overhovedet ikke undre ham han ikke havde set hende, eftersom han ikke rigtig gad søge kontakt i lejren til de andre.
Tæt som fjern familie, kunne det være lige meget.
Forvirringen fik Zebastian til, at tøve lidt med at svare. Men han kunne heller ikke bare stå og se dum ud og lade som om han var stum. Så han tog hånden i lommen og hev en cigaret op, samt en lighter. Han tog cigaretten op til munden og tændte lighteren. Han førte den orange flamme tættere på hans cigaret og tog et sug af den da den begyndte, at gløde. Zebastian slukkede lighteren og puttede den tilbage i bukselommen. Zebastian tog et sug af cigaretten inden han så op på pigen igen med et forvirret blik. "Zebastian ja" sagde han med en kølig undertone og tog endnu et sug. "Hvad har du?" Spurgte Zebastian og så på pigen, selvom han sådan set ikke havde nogen særlig stor interesse i hvad det var hun havde foretaget sig. "Du er?" Spurgte Zebastian, han kunne simpelthen ikke huske om han nogensinde i hans liv havde mødt hende.