In the middle of...~ Leonidas

Tid: Lidt over middag
Sted: Bueskydningsbanen
Omgivelser: Lejrdeltagere og flyvende pile
Vejr: Solskin og lunt
Påklædning: Sølv vest og sorte jeans og hvid bluse under vesten. Håret er sat op i en høj hestehale og hendes bue er slunget og skulderen.

Amethyst sad oppe på en gren i næeheden af en målskive der var ca. hundred meter væk.
Hun holdt hendes bue af sølvtræ i hendes hænder. En pil blev lagt på strengen og Amethyst stillede sig langsomt op, hun fokuserede på målskivens midte.
Hun trak strengen tilbage og sprang elegant ud i en salto, hvor hun midtvejs i saltoen slap hun strengen.
Pilen fløj afsted, hen mod dens mål.
Med halsbrækkende fart borede den sig ind i midten af skiven, i det næste sekund landede Amethyst elegant og blødt på jorden.
Lidt støv blev hvirvlet op, men lagde sig snart igen.
Hendes bue holdt hun i sin venstre hånd og i den anden en af hendes jagtknive.
Kniven blev kastet afsted og borede sig igennem pilen og ind i midten af målskiven.
Hun rejste sig op og smilte svagt.
Dette havde hun trænet til, hun havde besluttet sig at på sin 16 års fødselsdag ville hun slutte sig til hendes mor Artemis og de andre jægerjomfruer.

Leonidas stod for sig selv, hans hænder var knyttede, ikke fordi der var noget problem, det var bare svært for ham ikke at bruge sin pile og sit tallent. han lagde virkelig bånd for ikke at sende en pil afsted, han måtte vente til de andre var gået. Han skulle jo egentlig ikke være ved banen nu, men han var draget til stedet, han tilbragte næsten mere tid der, end noget andet sted.
hans øjne var lukkede, langsomt lod han en hånd glide gennem sit hår. hans øjne geld op,og blikket faldt på en mål skive, hans hånd fandt buen om hans skulder, en pil lå allerede på strengen, en lyn hurtig bevægelse.
Lonidas kom til sig selv, mumlede kort noget, og pakkede det væk igen.

Amethyst gik over for at trække sin pil og kniv ud af målskiven, da hunud af øjenkrogen så en dreng på hendes alder. Ca.
Han så bekendt ud... Men på den anden side, det var der mange der gjorde efter 6 år i lejren.
Hun vendte sig helt om for at se ham tydeligere.
Ah, hendes halvbror, Leonidas. Selvom de var halvsøskende havde hun egentlig ikke talt særlig meget med ham eller andre for den sags skyld.
Hun havde aldrig været snakke-snakke typen, mere den type der ville gøre sin mor stolt.
Og det kunne hun kun ved at træne og træne, andet kunne hun jo ikke.
Hun kunne ikke se sin mor og fortælle hvad hun føkte om det og det. Hvad hun tænkte da hun kom til lejren.
Men hun kunne sige hvor meget hun elskede sin mor og hvor meget hun savnede hende og hvor meget hun glædede sig til sin 15 års fødselsdag hvor hun ville slutte sig til hendes mor og de andre Jægere.

Leonidas satte sig ned igen. Hans spurvehøg landede på hans skulder, og han sad og kælede lidt for den, hans blik var fjernt mens han ventede på at de andre skulle være færdig med banerne, langsomt rejste han sig så. Lod blikket glide over hver af banerne. Et suk undslap hans læber inden hans læber blev en smal streg over hans solbrune ansigt, hans brune øjne (efter hans far) gled langsomt i igen, og han vendte om for at finde et sted i skyggen. Han havde endnu ikke lagt mærke til hans halvsøster var der, men de havde jo heller ikke snakket ret meget sammen.

De sølvgule øjne gled hen på høgen der landede på Leonidas´s skuldre.
Det så ud som om han kælede lidt for den, den så ud til at kunne lide ham.
Måske var den kommet til ham som lille, dengang han stadig strejfede rundt, måske var det en gave fra deres mor, Artemis.
Ligesom Europa, hendes då.
Amethyst studerede ham, han så ikke du til at have bemærket hende, drenge!
Hun satte en pil på strengen og trak strengen bagud og slap den så. Den landede hvæsende foran Leonidas, det skulle nok få ham til at opdage hende.
Hvis ikke... var han 100% dreng, uden nogen form for gener efter deres mor.
Hun så indgående på ham og afventede reaktion. Overvejede mulige reaktioner; overraskelse, forskrækkelse, nervøsitet, vrede...

Leonidas blev bidt i øret af sin høg. "du så opmærksomheds krævende du er" hans stemme var blid og lav, henvendt til høgen "du må gerne finde mad, men husk at komme tilbage med det du finder. det er en aftale og du ved det," høgen gav en irreteret lyd fra sig "nej du må ikke have din mad for dig selv, det ved du godt" han smilede til den.
Endnu en gang blev han bidt, inden den lettede fra hans skuldre "en skam vores venskab ikke kan vare ved venator min kære"
hans hørelse opfangede lyden af en buestreng der blev sluppet, hans sprang hurtigt et spring på 5 meter tilbage, uden anstrængelser.
Et skævt smil tegnede sig over hans mund, "burde jeg have fornemmet du var her" han så på og fik øjenkontak med hende. "du er så færdig du er" mimede han og gik mod hende, efter at have trukket hendes pil op af jorden.

Amethyst lagde hovedet lidt på skrå så alle hendes brune lokker faldt til den ene side.
"Er jeg? Jeg, der blot prøvede at få din opmærksomhed så jeg kunne tale med min åh, så elskede bror?"
Man kunne med hendes og Leonidas´s radarhørelse sagtens høre sarkasmen i hendes stemme.
"Anyway, jeg ville blot spørge dig om du ville skyde om kap.", sagde hun fraværende.
Hendes øjne gled op på himlen hvor et skrig fra en høg hørtes.
Hun vendte opmærksomheden mod Leonidas igen,"Det er en dejlig fugl du har fået dig, hvad er dens navn?"
Hun strakte sin hånd frem for at vise at hun gerne ville have sin pil tilbage, hvis han altså ville give hende den tilbage.
Hun kastede sin bue over skulderen igen og så indgående på hendes bror.
Hvad var hans plan? Hvis han da havde en...

han lod en solbrun hånd glide gennem det mørke hår og smilede forsat "åh ja det er du lille søs" sagde han bare og stillede sig foran hende "nej ikke med dig, det ville blive unfair overfor dig, det ved vi også godt" hans smil blev bare endnu større "men jeg beundre at du tror du har en chance mod mig" sagde han venligt og grinte lidt.
"opmærksomheds krævne dyr... Du burde virkelig bare spærres inde" han grinte det og gøs selv ved tanken om at sidde indespærret, en af grundende til at han brugte så meget tid udendørs, og han vidste at venator heller ikke brød sig om det, så det var noget af det eneste der kun få hende til at tie.
"ja hun er en fantastisk kammerat og følgesvend... Og en fantastisk veninde" han hans hånd lage sig i hans nakke. "hun hedder Venator" sagde han og så op mod sin fugl.
"selvfølgelig må du det" sagde han og rakte hende, hendes pil tilbage.

Amethyst lo kort."Det tror jeg nu ikke."
Hendes smil blev større og hun lo igen med sin klare latter, som to krystalglas der blev slået sammen:"Tror du virkelig at du er mig overlegen.dit ego er vist vokset, broder."
Troede han at han var bedre end hende til at skyde med bue og pil? han måtte da være gået fra forstanden!
"Ville du selv bryde dig om det?", spurgte hun og smilte stille."Alle dyr man knytter sig til er de bedste venner i verden. Min Europa hjalp mig hertil som lille."
Hendes då, Europa, ville hade hende for det og det ville Artemis også.
"Venator...", Amethyst smagte på navnet."Det navn har jeg ikke hørt før, men det passer godt til hende."
Hun så efter fuglen der fløj hen over træernes toppe, Amethyst havde altid beundret fuglene, de kunne flyve hvor de ville og blev ikke angrebet af uhyrer. Hvilket liv det måtte være at være fugl i Halvblodslejren...
"Nå, men hvad laver du så her, Leonidas?", spurgte hun og så ham direkte i øjnene.

"det er jeg nu ret sikker på du er søs" sagde han bare og smilede til hende.
"jeg tror ikke jeg ved... mit ego er ligeså lille som det altid har været, men jeg er din bror, jeg skal bare ikek være flink overfor dig, jeg ved godt du er næsten ligeså god til at ramme et mål som jeg er."
Leonidas smilede inden han rystede på hovedet "jeg hader at være indelukket, men det er det eneste der kan få hende til at lukke.." sagde han og grinte "tro mig, jeg kan ikke leve uden hende, hun har været en del af mit liv siden jeg fandt hendes æg på jorden." han så ned og sank en klump.
"Venator er heller ikke normalt, Ligesom Leonidas ikke er.... Venator er det Latinske ord for Jæger... og Leonidas er græsk og betyder løvens søn" sagde han bare og smilede.

"så siger vi det..", sukkede hun. Hun gad ikke skændes ikke nu.
"Så må det ha´ været stort fra fødslen.", konkluderede Amethyst smilende."Min bror, ja... men du skal lade være med at lyve for dig selv. Du bliver bare skuffet."
*Når jeg vinder over dig.*, tilføjede hun glad.
"Sådanne dyr har vel sin egen vilje.", sagde hun lidt fraværende.
Hun lyttede dog opmærksomt til hendes brors fortællinger.
"Da jeg selv var alene i Englands skove, sendte vores mor, Artemis, min sølvpelsede då Europa til mig.", hun smilte da hun tænkte tilbage."Hun reddede mit liv gentagne gange."
Hun rettede sine alvorlige sølvgule øjne mod Leonidas, nu hvor han var tæt på kunne han vel sagtens se at hun havde dem fra deres mor.
"Hvis du vil, kan jeg vise dig hende.", sagde hun lidt forsigtigt.
Det var jo slet ikke sikkert han havde lsyt til at se på en dum hjort.
*Det er helt okat hvis du siger nej*, tænkte hun stille i sit indre

"Ej jeg skal være sød ved dig" smilede han og satte sig ned i græsset. og så op på himlen.
"Haha hvor er du bare morsom søs" sagde han og så på hende "mit ego er ikke særlig stort, og det har det aldrig være." han så på hende og rystede opgivende på hovedet. "af alle de piger der bliver født på jorden får jeg dig som søster" sagde han og puffede blidt til hende. De var foskellige og måske var det, det der gjorde han han faktisk ville beskytte hende nu, som om de egentlig altid havde haft en forbindelse.
"Det har de nemlig... Men hun er så opmærksomhed krævende det halve kunne være nok" sagde han lavt.
Leonidas så på hende da han havde fortalt og smilede
"jeg vil gerne se hende" sagde han "hvis mor ikke havde sendt dig hende ville jeg ikke kunne sidde her sammen med min søster vel" sagde han venligt.

"Selvfølgelig, du er min bror og søskender er søde ved hinanden.", sagde hun smilende
Hun satte sig ned i græsset ved siden af ham.
"Jeg er født morsom.", grinte hun,"Nej, det er det ikke, så ville du ihvertfald ikke ha´ haft Venator nu."
Hun grinte igen og sagde så:"Og af alle drenge i verden får jeg dig til bror, hvor pudsigt."
Hun kunne godt lide at være sammen med hendes bror, de var forskellige, men også tæt forbundet. Det var som om skæbnen ville at de begge skulle nå i live til Halvblodslejren.
"Dyr man holder af, vil man gøre alt for.", sagde hun og plukkede lidt græs og pustede det væk så vinden tog det og bar det væk.
"Jeg er glad for at det er dig der er min bror og ikke en anden.", sagde hun så."Ikke alle ville bruge tid på deres yngre søskende."
Hun rejste sig op og børstede lidt græs af bukserne.
"Hun er i udkanten af skoven.", sagde hun og pegede ca. på hvor Europa holdt til."I en lille lund."

"nemlig jeg skal passe på dig" sagde han blidt og betragtede igen himlen "det er ligesom sådan det er at have små søskende, men det genere mig nu ikke.. Det er på tide jeg bliver mere moden er det ikke" han vendte blikket mod hende.
"Det siger du ikke at du gjorde vel" hans grin var dyb og nærmest dyrisk, men alligevel som en melodi af dyrelyde. "Det ville jeg sikkert ikke" han så ned mens han tilføjede det.
"nemlig du hænger på mig lille søs... Det er ikke min skyld." smilede han og vendte blikket mod hede og grinte.
"problemet er bare, der er intet guddommeligt over Venator... Hun ældes... og hun vil gå bort..." han bed sammen da han sagde det og knyttede næverne, han så hvad hun gjorde og smilede.
han sprang elegant op og smilede til hende inden han vendte blikket mod målskiverne.
"jeg har set hende... Venator..." sagde han "jeg kan se gennem dyr jeg er forbundet til... Kan komunikere med alle slags... Det er derfor jeg beder Venator om at komme tilbage med hendes bytte..."

"Lad os nu lige vente og se, bror.", drillede hun smilende,"Det er det vel, men helt moden behøver du ikke være, før om laaang tid."
Hun så på ham igen og denne gang kunne hun ikke se hans ansigt, da han havde vendt sig om.
"Jeg mener det i fulde alvor!", sagde hun med påtaget forargelse, mens der var et smil på hendes læber.
Hun så indgående på hans ryg, hun kunne stadig ikke se hans ansigt, hvilket irreterede hende.
"Men bare rolig, Venator skal nok leve i flere år endnu.",sagde hun nok mest for også at berolige sig selv om at den smukke fugl ville overleve lang tid ud i fremtiden.
Hun så op på himlen igen og hørte så at leonidas var ved at vende sig om igen.
"Åh, hvad har jeg gjort for at fortjene sådan en skæbne?", sukkede hun opgivende, men med et drillende smil på læberne.
Hun så på Leonidas der knyttede hænderne.
"Leonidas, du skal se... Hvsi du holder af den fugl, kan du måske bede mor om hjælp, ikke?", sagde hun stille."Hun lyttede til mig, jeg bad om en ven og hun gav mig en ven for livet. Hun vil gerne hjælpe os, det kan jeg mærke hun vil."
Hun så stille på ham og fik så stillet et undrende ansigt op.
"Kan du se igennem Venators øjne? Hvordan?", forlangte hun at vide.
hun så indgående på ham og spurgte så:"Er du okay?"

"Det syntes jeg også vi burde." Sagde han og smilede udfordrende til hende. "nej jeg er jo kun sytten... Men alligevel... Moden burde jeg være... Jeg skal jo være et godt eksempel." Smilede han drillende.
Leonidas så stadig ikke på Amethyst. selvom han lyttede til hendes ord "så du mener det altså var lille søs?" Spurgte han blidt og smilede større for sig selv.
"Nej jeg vil ikke have Mor skal hjælpe, hvis hun kan blive ni er jeg tilfreds det er to år længere end hun burde. Jeg holder for meget af hende til at jeg vil lade hende leve længere end hendes mager" sagde han roligt og smilede "jeg her en evne til at indprinte mig i dyr.. De kommer til mig... Jeg bruger mest fugle de er nemmest til jagt" sagde han.
"jeg kan se gennem alle dyr hvis de tillader det søs" sagde han bare og smilede "en af mine gaver" grinte han.

//skal logge.. Skrives//

"Arh, sytten er ikke meget. Du skal først være moden om et år.", smilede hun.
Amethyst så på sin bror... underligt at kalde ham sin bror, hun der fra hun var lille altid havde været alene, havde nu en bror og så en storebror endda!
"Helt og aldeles!", svarede hun med et drillende smil på læberne.
"Hmm, nej det har du ret i. Man skal ikke rykke balancen i naturen.", sagde hun stille,"Jeg er bare så vant til at Europa kun ældes i et meget langsomt tempo, som om mor vil have at jeg har hende i meget lang tid. Lige nu er hun lige blevet kønsmoden, tre år forsent."
Hun så indgående på Leonidas og sagde så:"Måske har mor allerede hjulpet dig, altså med at forlænge Venators levetid?"
Det var mere et spørgsmål end en påstand, det kunne jo være at hun havde overlevet så længe fordi at Leonidas passede hendes så godt.
"En af dine gaver, siger du... Hmm, jeg har endnu ikke opdaget alle mine gaver endnu.", sagde hun og tilføjede bagefter:"Tror du også jeg kan komme til at se igennem Europas øjne?"

"jeg skulle gerne være moden, man modnes hurtigt når man klare sig selv... Eller sådan da" hans stemme falmede og blev til et lille smil når han tænkte på skolen, ikke lige det sted han havde følt sig mest velkommen.
Leonidas betragrede hende bare og smilede lidt, lagde hovedet lidt undersøgende på skrå. overvejede hvad der løb igennem hovedet på hende.
"der kan man bare se, du burde ikke komme for godt igang vel" sagde han. Knyttede næverne så fingrende knækkede.
"nemlig, men det er ikke fordi jeg er anderledes ved hende, nej men det er fordi hun ikke vil give slip på livet, og fordi vi er så stærkt mentalt forbundet"
"jeg ved ikke om du kan komme til det... Jeg har altid kunnet... Eller sådan da, jeg har altid kunne snakke med dem, og hvis de lukkede mig langt nok ind... Såe... Ja kunne jeg se hvad de så... og hvad de har set" hviskede han og smilede for sig selv