Halvblodslejren
Hej med dig!

Velkommen til Halvblodslejren! Godt at du fandt sikkert frem. Vi håber ikke at monstrene har været en alt for stor besværlighed.

Og hvis du allerede er en lejrdeltager i lejren så velkommen tilbage! Håber du har nydt din tid udenfor lejren!
Log ind

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email

Tidsplan


År | 2019

Årstid | Sommer

Måned | Juli

Latest topics
» Blog om online rollespil
Resolutions - Hannibal Empty7/8/2019, 09:48 by Nolan

» En mission kan gå flere veje ~ Nolan
Resolutions - Hannibal Empty24/7/2019, 20:14 by Nolan

» Søger du også nye emner?
Resolutions - Hannibal Empty10/7/2019, 10:04 by Nolan

» Discord Chat?
Resolutions - Hannibal Empty5/7/2019, 14:58 by Nolan

» Nice to meet you! You party? I don't ~ May
Resolutions - Hannibal Empty3/7/2019, 20:22 by Noe

» WaW
Resolutions - Hannibal Empty3/7/2019, 14:21 by Hedwige

» Party by the lake! (May)
Resolutions - Hannibal Empty20/6/2019, 12:18 by Nolan

» Back At it Again!
Resolutions - Hannibal Empty16/6/2019, 19:12 by Felix

» Throwing a party doesn't seem like a bad thing, right? ~ Nolan
Resolutions - Hannibal Empty28/4/2019, 09:49 by Noe

Top posting users this month
Nolan
Resolutions - Hannibal I_vote_lcapResolutions - Hannibal I_voting_barResolutions - Hannibal I_vote_rcap 


Resolutions - Hannibal

Go down

Resolutions - Hannibal Empty Resolutions - Hannibal

Indlæg by Skylar on 27/11/2013, 19:18

Sted :: Skoven
Dag :: Onsdag
Årstid :: Efterår
Tid :: Tidlig aften. Solen er endnu ikke gået ned.
Omgivelser :: Skoven er rimelig forladt. De fleste sider nok i spisestedet på nuværende tidspunkt, eller tilbringer lidt tid omkring bålet. Skoven er måske ikke det mest tillokkende sted, når det nærmer sig mørkets frembrud.
Vejr :: Himlen begynder at blive mørkere, men solen er stadig hvilende i horrisonten. Vinden er frisk og hiver nok lidt i hår, tøj og blade. Det begynder at blive koldere.
Påklædning :: Outfit - klik, samt et bredt, sort halstørklæde
Armene krydsede hun over brystet, mens hun fulgte den lidt snoede skovsti, med lettere usikre fødder. Sommetider var der små bump eller huller i stien, begravet under et tykt lag af rødgyldne blade. Derfor havde hun - ved blot fem minutters gang - været ved at snuble med hyppige mellemrum. Det var som om alt ved dette sted forsøgte at kæmpe imod hende. Eller var det lige omvendt? Den syttenårige brunette, Skylar var udmærket klar over, at hendes indstilling til lejren havde været forvrænget og næsten lidt afvisende. I starten havde hun mødt stedet med gåpå-mod, men efter blot nogle timers træning hver dag, var det som om noget af modet havde forladt hende. Hver aften, når hun lå i Demeters hytte, måtte hun huske sig selv på, at hun nok skulle falde til. Men hvorfor var det så svært? Inderst inde var hun klar over, at det ikke kun var fordi hun var elendig kampteknisk. Nej - hendes sociale færdigheder kunne også bruge en god finpudsning. Før hun ankom til lejren, havde hun forsøgt at udtænke en plan hvori hun bare kunne 'lade som om' hun var mere selvsikker. Ingen her kendte hende jo. Dog havde det hele vel skræmt hende lidt. Noget hun sikkert ikke ville indrømme overfor mange, selvom det alligevel nok stod tegnet over hendes ansigt. Generelt var hun vel dårlig til at ligge skjul på noget udadtil. 
Et par kviste knækkede under hendes fødder, da hun kom længere ind i skoven. Alligevel syntes stien, at have snoet sig nok til, at hun sikkert ikke kom længere væk fra lejren, men derimod kom tættere på endnu et af fællesområderne. Og ganske rigtigt, kunne hun snart høre musik i det fjerne. Sød musik. Den slags der virkede vidunderligt naturlig og reel. Skylar kunne ikke lade være med at smile en lille smule, da hun bemærkede rækkefølgen af toner og akkorder. I det mindste kendte hun sangen... Så mens hun gik, begyndte hun roligt at nynne for sig selv. Hvem skulle høre hende? Efterhånden kom der ord på, mens hun drejede ind mellem skovens træer - forlod stien, og fulgte lyden. Måske var hun tæt på bålpladsen? Alligevel ville hun ikke komme tæt nok på, at de tydeligt skulle kunne høre hende. Bare tæt nok til, at hun kunne følge takten lidt bedre. Sandheden var dog, at Skylar var en forfærdelig sanger. Absolut forfærdelig. Tonedøv måske... ADHD, ordblind og tonedøv - ja, sikke en fantastisk blanding! 
Skylar begyndte at synge højere, efterhånden som hun trak sig længere ind i skoven. Hun måtte vække samtlige dyr der var klar til at gå i hi. Alligevel var der et smil om hendes læber. Et smil der blev større og større. Ja, indtil hun opdagede, at hun var kommet på afveje...  Hun vendte sig om, og forsøgte at følge vejen tilbage mellem træerne. Hvorfor havde hun ikke bare fulgt stien? Hendes inderlige kompas var ikke just noget at prale af. I hvert fald ikke før stjernerne kom frem på himlen. Derfor gled noget fuldstændig håbløst over hendes ansigt. Hun lignede helt klart en pige der lige var trådt ind til den forkerte fest.

_______________________________
Resolutions - Hannibal Large
Skylar
Skylar

Fulde navn : Skylar Miranda Oakley
Antal indlæg : 11
Join date : 24/11/13
Bosted : Halvblodslejren, Hytte 4

Tilbage til toppen Go down

Resolutions - Hannibal Empty Re: Resolutions - Hannibal

Indlæg by Hannibal on 27/11/2013, 20:30

Påklædning
Et par mørke jeans, en hvid t-shirt samt en sort læder/fleece jakke. Selvfølgelig med all-stars skoene på fødderne.
Det var sjovt, egentligt, hvordan en Søn af Poseidon som Hannibal ofte kunne findes i skoven. Det var egentlig ikke meget af et mysterie. Skoven lå imellem lejren og havet, og havet var selvfølgelig det egentlige mål. Han kunne være blevet tilbage i lejren og blot taget ned til søen. Men trods søens ynde og fyldighed, var det blot en vandpyt i forhold til havets uendelige liv. Han kunne vel lige nå til strandbredden inden det blev mørkt, og stjernerne kom frem? Der var næsten intet bedre syn, end månens lys på vandet og stjernernes lys på himlen. Så kunne de andre få lov til at sidde omkring det varme bål og hygge sig med historier om deres gloværdige sejringer igennem dagens træning. Selv, havde han nu mere lyst til at nyde naturen. Desuden, så var han ikke fremmed til kulden, og nød det egentlig til en hvis grad. Men nu var solen heller ikke gået ned endnu, og selvom træernes næsten nøgne kroner stadig forsøgte at skygge for solens lys, så var der dog meget der trængte igennem. Mos der groede på træerne, de gyldne blade på jorden. Han stoppede op ved lyden af en ugle, og kiggede nysgerrigt rundt. Så mange distraktioner var at finde i denne skov, at han ikke rigtig fulgte nogen sti, end ikke engang floden. Men i stedet stod han rimelig dybt inde i skoven, blot med snuden vendt mod Nord.
Hannibal smilte for sig selv og kiggede ned på sine hænder imens han fortsatte. I hans hænder var der en træfløjte han selv havde lavet da han var mindre. En simpel lille sag, men nu meget flot. Han spillede ikke på den, men fingrene fulgte blot hullernes mønstre imens han forestillede hvilke lyde det ville fremskaffe hvis han blæste i den. Men musik var nu noget han helst spillede når han var alene, i ensomheden, eller måske som en sonate til havet. Oftest det sidste. Han var ikke særlig mut eller lignende. Det var skam heller ikke fordi han ønskede at være alene, men der var dette, eller at sidde omringet af fjendtlige typer omkring et bål...
Han fangede sig selv i at fløjte bare en smule med læberne i hans stille imitation af træfløjtens potentielle lyd. Men det varede dog ikke længe, for i det samme lutrede der lyde fra skoven. En sang?.. Han satte farten op imens han puttede fløjten tilbage i jakkelommen, og selv plantede begge sine hænder deri. Jo nærmere han kom på hvad der måtte være kilden for disse lyde, jo mere blev det tydeligt for ham, at vedkommende nok ikke var den bedste sanger(inde). Tonerne var skæve, og som volumen steg, desto mere en skrålen blev det. Han følte sig næsten som en frygtelig person for at smile så meget af det, men han kunne ikke afholde sig fra det. Det var jo skønt! Både fordi det var lidt komisk, og fordi det, trods dets uklarhed og skæve tonans, jo var musik. En hvid trøje blev synlig iblandt trænerne længere fremme, og Hannibal valgte at holde sig i baggrunden, imens han fulgte skikkelsen fra en god afstand. Pludselig stoppede hun med at synge, og Hannibal kiggede nysgerrigt på hende. Hun virkede ikke til at kunne finde vej. Måske var hun faret vild? Selv tog ham lige et par sekunder for at orientere sig, men han havde i det mindste en god idé om hvad der var Nord.
Efter at have stået bag et træ et par sekunder, måtte han nok hellere annoncere hans tilstedeværelse, og måske hjælpe hende lidt på vej. Han gik rundt om træet, og hævede sin hånd i et venligt vink i pigens retning. "H..!" ... Han nåede end ikke at tage et par skridt, ej heller at ytre ordet fuldstændigt, inden han måtte gispe højt og se sig selv blive vendt på hovedet! Det var en rebfælde, sikkert placeret af en af de dersens Artemis-børn. Hans ene ankel var fanget af en løkke, og han hang nu på hovedet fra en tyk gren af et stort træ. Hans lommers indhold var blevet slynget ud, og lå på jorden under ham. Der var en pakke tyggegummi, fløjten, en mundharmonika og et par elastikker. Han strakte armen mod jorden, men han hang tilpas langt oppe, at han ikke kunne nå jorden. Så der hang han... Hannibal.. med den ene fod i en løkke, og den anden frit i vejret, imens han lidt forkludret forsøgte at trække sig selv op, så han kunne binde løkken op.

Hannibal

Antal indlæg : 94
Join date : 22/01/12

Tilbage til toppen Go down

Resolutions - Hannibal Empty Re: Resolutions - Hannibal

Indlæg by Skylar on 27/11/2013, 21:35

Måske var det hendes meget desorienterede og paranoide jeg, der bildte hende ting ind... Alligevel syntes Skylar pludselig ikke, at skoven var så indbydende som for få sekunder siden. Og når en datter af Demeter pludselig fornægtede skovens skønhed - selv blot i få sekunder - så kunne det tyde på, at der var problemer. Var det blevet koldere og mørkere, eller var det bare hendes fantasi der drev gæk med hende? Hun gættede på det sidste. Sandheden var, at denne skov mindende hende så ufattelig meget om den hun havde tilbragt så mange timer i som barn. Efteråret satte ligeså smukke præg på naturen, som den altid havde gjort. Der var dem som altid vendte blikket mod sommerens varme og lys, men Skylar var glad for de mørkere tider på året. De tider hvor hun kunne sætte nye mål for sig selv i tide til, at foråret ville sætte ind og starte året på ny. 

Skylar havde været i færd med nærmest at dreje rundt om sig selv, og spejde rundt i området, da hun hørte fodtrin. Dernæst brød helvede løs. Det var som om alle lyde smeltede sammen. Lyden af musikken i det fjerne forstummede, da hun hørte noget skrabe mod skovbunden, nogle lette bump mod de visne blade, og dernæst et gisp som om nogen havde fået en gevaldig mavepuster. Hun snurrede hurtigt rundt om sig selv af forskrækkelse, og kunne mærke hvordan det føltes som om hjertet sprang et par slag over. Hun formåede endda at få hevet den ene støvle af, da dens snude havde sat sig fast under en tyk gren der lå over jorden. Derfor stod hun der, hoppede let på sit ene ben, for at genvinde balancen. Så snart hun havde basket det tykke lange hår væk fra sit ansigt, fik hun øje på drengen der tydeligvis befandt sig i en temmelig bizar situation, hvoraf hun nemt kunne have været 'offeret' for denne spøg, hvis blot hun havde trådt en smule forkert, da hun gik ind mellem træerne.  
"Du gav mig et chok." Den blonde dreng som hun bedømte til at være nogenlunde på alder med hende (trods han var vendt op og ned), hang i en stilling, som nærmest fik hende til at skære tænder. Okay... Han havde nok et langt større problem end hun havde. At hun ikke var på vagt generelt, var jo et problem i sig selv. Hvorfor havde hun ikke hørt ham? Hun fik endelig bakset sig i sin støvle, før hun nærmede sig ham. Alligevel stoppede hun op med et par meters afstand. Hun måtte bøje nakken, for at se op på ham. 
"Sneg du dig op på mig?" Det var måske naivt af hende at tro, at hun var den eneste der kunne finde på at gå en tur i skoven, men intet ved dette sted lod til at komme bag på hende. Til kamptræning var der lejerfæller der nød at se hende falde på halen, og selv i Demeters hytte følte hun sig ikke altid lige velkommen endnu. Der var næsten en form for mistroisk tone i hendes stemme, da hun så op på drengen, der tydeligvis kæmpede for at komme ned. Hun havde nær jokket på genstandene på jorden, hvis ikke det var fordi hun havde skænket skovbunden ét enkelt blik, før hun trådte endnu et skridt tættere på ham.

"Skal jeg...-?" Hun anede oprigtigt talt ikke hvad hun skulle gøre, og derfor begyndte de blågrønne øjne at glide undersøgende rundt efter inspiration. "Bliv der!" Sagde hun og trådte væk fra ham. Okay... Havde han da andre muligheder? Det eneste hun formåede at gøre var at vandre hvileløst rundt i ringe, for at se efter skarpe genstande, eller noget der kunne hjælpe i en-eller-anden forstand. Hun stoppede efter en stund op foran træet, og så vurderende op i det. Selv om stammen ikke just gav mange muligheder for at få fodfæste, tog hun alligevel chancen og fik klatret halvt op mod den tykke gren. 
"Prøv lige, at lade være med at bevæge dig så meget." Kaldte hun ned på ham. Hun kunne mærke hvordan den tykke gren rumsterede. Selvfølgelig kunne dette umuligt være behageligt. Blodet måtte stige til hovedet, men værst var nok ankelen, som var temmelig udsat, hvis han begyndte at nørkle den rundt. Skylar fik endelig møvet sig over på grenen. Det var længe siden hun havde klatret i træer, men tydeligvis havde hun stadig lidt i sig, selvom det var blevet sværere at manorere sig rundt med alderen. Hun fik skubbet sig længere over grenen, og nåede endelig hen til det sted hvor det var bundet fast. Knuden var dog strammet så gevaldigt på grund af tyngden, at det næsten var umuligt at få op. Hvis hun blot havde været datter af en kampgud og habil med våben. Så kunne hun måske have overvejet at medbringe et. 
"Kan du svinge dig op og gribe fat i grenen? Okay... Jeg ved det er ret svært - men knuden er for stram til at jeg kan binde den op, når du hænger dernede." Hun hævede stemmen, mens hun nærmest begyndte at kradse lidt i rebet.

_______________________________
Resolutions - Hannibal Large
Skylar
Skylar

Fulde navn : Skylar Miranda Oakley
Antal indlæg : 11
Join date : 24/11/13
Bosted : Halvblodslejren, Hytte 4

Tilbage til toppen Go down

Resolutions - Hannibal Empty Re: Resolutions - Hannibal

Indlæg by Hannibal on 28/11/2013, 20:40

Det kunne være blodet der faldt til hans hoved, men det var nok højest sandsynligt den pinlige oplevelse, der gjorde ham lidt rød i hovedet, imens et stort akavet smil var plantet på hans læber. Det gjorde ondt, men det var ikke forfærdeligt. Hvad der var mest irriterende, var at hænge på hovedet. Rebet hev om anklen, og han havde slået ryggen da han var blevet slynget om, men mon ikke om han nok skulle klare sig? Mest af alt, var hans opmærksomhed nu rettet imod pigen, der selvfølgelig havde opdaget ham. Men var det ikke derfor han var trådt frem? For at hun skulle opdage ham? "Heey." Lød det akavet fra ham i en tone, tydeligvis rørt både af den pinlige situation og hans hang til dog stadig at se positivt på tingene. Om ikke andet, så var dette nu meget komisk. Han skulle nok komme ned derfra, det var han ikke et sekund i tvivl om. Hvorfor havde han ikke medbragt et sværd? Han betragtede hurtigt pigen der kom nærmere, med armene hængende frit mod jorden, det blonde hår der var tynget samme vej, og læderjakken der hang på skuldrene. Han kiggede op ad sig selv. Han måtte ligne en idiot. Han opfangede også lidt... en negativ tone fra hende? Hun virkede i hvert fald ikke særlig glædeligt overrasket over at se ham hænge der, velvidende at han jo sikkert havde fulgt lidt efter hende. "Ehm.. nej.." Sagde han først, lettere panisk, da han egentlig bare snakkede hende efter munden, og lidt var bange for hvilken reaktion hun ville give. Mest af alt ville han jo gerne have hende til at hjælpe ham. "Okay, ja. Men ikke sådan sneg.. jeg fulgte bare efter dig.. eller nej! Ehm.." Han blinkede lidt hurtigt, og forsøgte at udfylde den hurtige tænkepause med et sødt smil i hendes retning, imens han skulle finde ud af en passende forklaring. Det var jo næsten værre hvis han havde fulgt efter hende? Det endte dog med at han sukkede lidt og smilte skævt. "Jeg hørte dig, og tænkte det kunne være sjovt at se hvor du var på vej hen. Og så virkede du lidt rundt på gulvet, og jeg tænkte bare at jeg ville... hjælpe?" Forklarede han så mere roligt, lige inden han gispede lidt ved tanken om at hun kunne komme på at træde på hans ting. Så per automatik rakte han ud efter dem, men kunne jo selvfølgelig ikke så dem.

Det var en ubehagelig følelse, egentlig. At hænge sådan på hovedet. Han var ikke glad for højder, og selvom hans hænder ikke var mere end 20cm fra jorden, manglede han at være lidt jordnær. Men det var nu Hannibal, og Hannibal gjorde som altid ting med et lidt mere positivt lys på tingene. Så han nikkede hurtigt til hendes spørgsmål, da hendes hjælp ville være meget værdsat. Han kunne heller ikke lade være med at grine lidt anstrengt. "Ja, jeg bliver bare hængene." Der var jo ikke meget andet han kunne gøre, andet end at kigge nysgerrigt på hvad hun dog kunne finde på. Hun havde heller ikke våben, så hun var jo nødt til at finde en anden udvej. En grænseløs irritation og en let svimmelhed begyndte at gribe om ham. Det var jo ikke fordi han var ved at besvime eller noget, bare ligesom når det kløede på ryggen, og man ikke kunne nå. Derfor forsøgte han selv at vride sig ud af denne kattepine, måske ville foden kunne slippe ud af rebet? Men det gjorde det egentlig bare værre. Han frøs og forblev helt stille da hun bad ham om at være stille. Han prøvede at se hvad det var hun lavede oppe på grenen, men kunne dog ikke se noget helt tydeligt. Træet han hang i, var stort og med en solid stamme. Grenene virkede også til at være solide, så Hannibal håbede bare på at hun ikke ville falde ned, eller at den ville knække. Barken på stammen var store stykker, der nærmest virkede oplagte til klatring. Han han forsøgte som hun foreslog ham, og begyndte at svinge sig lidt frem og tilbage. For hver gang, kom han længere. Tungen stak lidt ud af hans mundvig, og han gjorde i stedet noget andet, da det virkede for svært. Nok var han søn af Poseidon, men Tarzan var han ikke ligefrem. Så han svingede sig imod stammen i stedet. Hvis han kunne gribe fat, kunne trykket på rebet blive løsnet, og enten han eller hende kunne få den bundet op. Efter et par forsøg på at gribe om stammen, lykkedes det Hannibal, og han holdte fast om stammen, som omfavnede han en meget større person end ham selv. "Kan du løsne den nu?" Spurgte han med et lidt hyppigt åndedræt, lidt anstrengt og egentlig bare glad for at have vendt op på ham selv, så blodet kunne få lov til at forlade hans hoved.

Hannibal

Antal indlæg : 94
Join date : 22/01/12

Tilbage til toppen Go down

Resolutions - Hannibal Empty Re: Resolutions - Hannibal

Indlæg by Skylar on 30/11/2013, 14:12

Det var som om han faldt over ordene. Lod dem strømme over læberne, og rettede på dem så snart han havde set hvordan de kunne mistolkes. Selvom Skylar i nogle sekunder havde været lettere mistroisk overfor den unge fyr, kunne hun ikke lade være med at smile lidt inde i sig selv, da hun klatrede op i træet. Det hele virkede ret komisk. Måske fordi hun selv var typen, der måske ikke altid kunne formidle hvad hun tænkte, og som derfor måtte kæmpe med at forklare sig selv. Hun kaldte sig selv for 'en forløber for de socialt-akavede'. Den eneste grund til hun overhovedet kunne tale nogenlunde sammenhængene nu var, at denne situation var lidt mere 'på kanten', og at det galt om at få fyren ned fra fælden. Hendes generthed var lagt lidt til side. Hvis han blot havde trådt frem fra træerne og snakket med hende ganske 'normalt', ville hun sikkert ikke vide hvad hun skulle gøre med sig selv. Lige nu handlede hun faktisk. Gjorde noget, frem for at stå og foreslå diverse måder hvorpå han kunne hjælpe sig selv.

Så snart hun havde placeret sig på den tykke gren, begyndte hun at blive lidt mere nervøs. Det var der utallige grunde til. Havde hun overhovedet tænkt det hele igennem? Hvad skete der nu hun havde bundet det op? Enten skulle han forsøge at komme ned på jorden, uden at lande forkert, ellers skulle hun forsøge at hive ham helt op på grenen. Hun vidste at hun havde forlangt alt, alt for meget af ham, da hun spurgte om han kunne svinge sig op. Det var jo umuligt. Hvad var det overhovedet hun forventede? Det var som om hun stadig ikke kunne bedømme de andre i lejrens kræfter og styrker. Som om hun forventede at alle var fuldstændigt overlegne, top-tunede krigere, der kunne trodse fysikkens regler?
”Jeg vil forsøge.” Svarede hun, da han havde svunget sig ind mod stammen. Hun kunne knapt nok se ham fra den her vinkel. Et meget koncentreret udtryk gled over hendes ansigt. Hun bed sig i underlæben og hun rynkede brynene en anelse. Dernæst begyndte hun at fumle med rebet. Det var stadig stramt, men hun kunne netop trykke fingrene ind mellem det. Knuden var besværlig. Kompliceret... Hun havde aldrig været særlig fingernem på det punkt. At løse knuder, var ikke just noget hun kunne finde hoved og hale i. ”Undskyld, jeg er virkelig elendig til det her!” Kom det dernæst fra hende. Hun begyndte at blive lettere febrilsk. Hvis deres pladser havde været vendt, ville hun være gået i panik, så snart hun var blevet fanget i fælden. At fyren kunne holde hovedet koldt, var virkelig noget hun var taknemmelig for. For hvis han var gået i panik, ville det helt klart have smittet af på hendes ydeevne.
Selvom grenen virkede stabil, var det som om den forsøgte at give efter en gang imellem. Både hans og hendes vægt havde også været på den før. Det galt bare om at være hurtig nu, og fokusere på rebet. Snart kunne hun løsne den. Mere og mere. Hendes hænder var fuldstændig hvide efter at have spændt hænderne så længe, og mast fingrene mellelm rebet. ”Sådan!” Kom det så endelig fra hende – stemmen præget af noget umådelig lettet. Rebet var nu bundet op, og fyren kunne få mulighed for at bevæge sig uden tyngden fra grenen.
Skylar lænede sig forover for at se ned mod ham. Igen sagde grenen et par lyde. Ikke det mest beroligende, når man var så højt over jorden. Måske var det noget hun bildte sig ind, fordi situationen var så presset og fordi der var temmelig langt ned... Alligevel forsøgte hun straks at møve sig væk fra den. Hun rejste sig halvt op, for at komme ind til stammen, og få støtte derfra. Det udfordrede hendes balance en del, men hun formåede at gribe fat i barken, uden at snuble over sine egne fødder. Støvlerne gav ikke den bedste balance eller et god fodfæste. Af netop samme grund, skubbede hun dem af, og lod dem ramme jorden, så hendes vej ned ikke ville ende med, at hun faldt mere end klatrede.
”Er du okay?” Kaldte hun dernæst ned mod ham, mens hun begyndte at bakse lidt med at placere fødderne på en måde så hun kunne komme ned. Det virkede tåbeligt at hun altid skulle have så svært ved at komme ned fra træerne, i forhold til at komme op i dem. Når man så træet herfra, syntes hun ikke, at det gav hende mange muligheder. Nogle grene var alt for små, og andre virkede ustabile. Alligevel gik det bedre uden vinterstøvlerne. Håret var dog i vejen som altid. Hver gang vinden strøg gennem området, syntes håret at daske ind over hendes øjne og blokere udsynet. Et par gange rev hun hænderne på den stride bark, men det var det man kunne forvente, hvis man klatrede uden handsker. 


Da hendes fødder endelig ramte jorden, var det som om hendes lunger begyndte at kræve mere luft. Hun måtte tage dybe indåndinger. Hun havde holdt vejret på vej ned, af ren koncentration, fordi hun vidste hvor klodset hun selv var. Ironisk som det var, var det også først da hun var på jorden igen, at hun snublede. Denne gang over sine egne sko på jorden. Selvfølgelig skulle det ske. Nu sad hun på halen i skovbunden, og forsøgte at få håret væk fra sit ansigt, og barkens smuds af sine fingre. De små hudafskrabninger gjorde det ubehageligt at skubbe hænderne sammen, men hvad kunne hun forvente?

_______________________________
Resolutions - Hannibal Large
Skylar
Skylar

Fulde navn : Skylar Miranda Oakley
Antal indlæg : 11
Join date : 24/11/13
Bosted : Halvblodslejren, Hytte 4

Tilbage til toppen Go down

Resolutions - Hannibal Empty Re: Resolutions - Hannibal

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Tilbage til toppen


 
Forumtilladelser:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum