Resolutions - Hannibal

Måske var det hendes meget desorienterede og paranoide jeg, der bildte hende ting ind... Alligevel syntes Skylar pludselig ikke, at skoven var så indbydende som for få sekunder siden. Og når en datter af Demeter pludselig fornægtede skovens skønhed - selv blot i få sekunder - så kunne det tyde på, at der var problemer. Var det blevet koldere og mørkere, eller var det bare hendes fantasi der drev gæk med hende? Hun gættede på det sidste. Sandheden var, at denne skov mindende hende så ufattelig meget om den hun havde tilbragt så mange timer i som barn. Efteråret satte ligeså smukke præg på naturen, som den altid havde gjort. Der var dem som altid vendte blikket mod sommerens varme og lys, men Skylar var glad for de mørkere tider på året. De tider hvor hun kunne sætte nye mål for sig selv i tide til, at foråret ville sætte ind og starte året på ny. 

Skylar havde været i færd med nærmest at dreje rundt om sig selv, og spejde rundt i området, da hun hørte fodtrin. Dernæst brød helvede løs. Det var som om alle lyde smeltede sammen. Lyden af musikken i det fjerne forstummede, da hun hørte noget skrabe mod skovbunden, nogle lette bump mod de visne blade, og dernæst et gisp som om nogen havde fået en gevaldig mavepuster. Hun snurrede hurtigt rundt om sig selv af forskrækkelse, og kunne mærke hvordan det føltes som om hjertet sprang et par slag over. Hun formåede endda at få hevet den ene støvle af, da dens snude havde sat sig fast under en tyk gren der lå over jorden. Derfor stod hun der, hoppede let på sit ene ben, for at genvinde balancen. Så snart hun havde basket det tykke lange hår væk fra sit ansigt, fik hun øje på drengen der tydeligvis befandt sig i en temmelig bizar situation, hvoraf hun nemt kunne have været 'offeret' for denne spøg, hvis blot hun havde trådt en smule forkert, da hun gik ind mellem træerne.  
"Du gav mig et chok." Den blonde dreng som hun bedømte til at være nogenlunde på alder med hende (trods han var vendt op og ned), hang i en stilling, som nærmest fik hende til at skære tænder. Okay... Han havde nok et langt større problem end hun havde. At hun ikke var på vagt generelt, var jo et problem i sig selv. Hvorfor havde hun ikke hørt ham? Hun fik endelig bakset sig i sin støvle, før hun nærmede sig ham. Alligevel stoppede hun op med et par meters afstand. Hun måtte bøje nakken, for at se op på ham. 
"Sneg du dig op på mig?" Det var måske naivt af hende at tro, at hun var den eneste der kunne finde på at gå en tur i skoven, men intet ved dette sted lod til at komme bag på hende. Til kamptræning var der lejerfæller der nød at se hende falde på halen, og selv i Demeters hytte følte hun sig ikke altid lige velkommen endnu. Der var næsten en form for mistroisk tone i hendes stemme, da hun så op på drengen, der tydeligvis kæmpede for at komme ned. Hun havde nær jokket på genstandene på jorden, hvis ikke det var fordi hun havde skænket skovbunden ét enkelt blik, før hun trådte endnu et skridt tættere på ham.

"Skal jeg...-?" Hun anede oprigtigt talt ikke hvad hun skulle gøre, og derfor begyndte de blågrønne øjne at glide undersøgende rundt efter inspiration. "Bliv der!" Sagde hun og trådte væk fra ham. Okay... Havde han da andre muligheder? Det eneste hun formåede at gøre var at vandre hvileløst rundt i ringe, for at se efter skarpe genstande, eller noget der kunne hjælpe i en-eller-anden forstand. Hun stoppede efter en stund op foran træet, og så vurderende op i det. Selv om stammen ikke just gav mange muligheder for at få fodfæste, tog hun alligevel chancen og fik klatret halvt op mod den tykke gren. 
"Prøv lige, at lade være med at bevæge dig så meget." Kaldte hun ned på ham. Hun kunne mærke hvordan den tykke gren rumsterede. Selvfølgelig kunne dette umuligt være behageligt. Blodet måtte stige til hovedet, men værst var nok ankelen, som var temmelig udsat, hvis han begyndte at nørkle den rundt. Skylar fik endelig møvet sig over på grenen. Det var længe siden hun havde klatret i træer, men tydeligvis havde hun stadig lidt i sig, selvom det var blevet sværere at manorere sig rundt med alderen. Hun fik skubbet sig længere over grenen, og nåede endelig hen til det sted hvor det var bundet fast. Knuden var dog strammet så gevaldigt på grund af tyngden, at det næsten var umuligt at få op. Hvis hun blot havde været datter af en kampgud og habil med våben. Så kunne hun måske have overvejet at medbringe et. 
"Kan du svinge dig op og gribe fat i grenen? Okay... Jeg ved det er ret svært - men knuden er for stram til at jeg kan binde den op, når du hænger dernede." Hun hævede stemmen, mens hun nærmest begyndte at kradse lidt i rebet.

Det kunne være blodet der faldt til hans hoved, men det var nok højest sandsynligt den pinlige oplevelse, der gjorde ham lidt rød i hovedet, imens et stort akavet smil var plantet på hans læber. Det gjorde ondt, men det var ikke forfærdeligt. Hvad der var mest irriterende, var at hænge på hovedet. Rebet hev om anklen, og han havde slået ryggen da han var blevet slynget om, men mon ikke om han nok skulle klare sig? Mest af alt, var hans opmærksomhed nu rettet imod pigen, der selvfølgelig havde opdaget ham. Men var det ikke derfor han var trådt frem? For at hun skulle opdage ham? "Heey." Lød det akavet fra ham i en tone, tydeligvis rørt både af den pinlige situation og hans hang til dog stadig at se positivt på tingene. Om ikke andet, så var dette nu meget komisk. Han skulle nok komme ned derfra, det var han ikke et sekund i tvivl om. Hvorfor havde han ikke medbragt et sværd? Han betragtede hurtigt pigen der kom nærmere, med armene hængende frit mod jorden, det blonde hår der var tynget samme vej, og læderjakken der hang på skuldrene. Han kiggede op ad sig selv. Han måtte ligne en idiot. Han opfangede også lidt... en negativ tone fra hende? Hun virkede i hvert fald ikke særlig glædeligt overrasket over at se ham hænge der, velvidende at han jo sikkert havde fulgt lidt efter hende. "Ehm.. nej.." Sagde han først, lettere panisk, da han egentlig bare snakkede hende efter munden, og lidt var bange for hvilken reaktion hun ville give. Mest af alt ville han jo gerne have hende til at hjælpe ham. "Okay, ja. Men ikke sådan sneg.. jeg fulgte bare efter dig.. eller nej! Ehm.." Han blinkede lidt hurtigt, og forsøgte at udfylde den hurtige tænkepause med et sødt smil i hendes retning, imens han skulle finde ud af en passende forklaring. Det var jo næsten værre hvis han havde fulgt efter hende? Det endte dog med at han sukkede lidt og smilte skævt. "Jeg hørte dig, og tænkte det kunne være sjovt at se hvor du var på vej hen. Og så virkede du lidt rundt på gulvet, og jeg tænkte bare at jeg ville... hjælpe?" Forklarede han så mere roligt, lige inden han gispede lidt ved tanken om at hun kunne komme på at træde på hans ting. Så per automatik rakte han ud efter dem, men kunne jo selvfølgelig ikke så dem.

Det var en ubehagelig følelse, egentlig. At hænge sådan på hovedet. Han var ikke glad for højder, og selvom hans hænder ikke var mere end 20cm fra jorden, manglede han at være lidt jordnær. Men det var nu Hannibal, og Hannibal gjorde som altid ting med et lidt mere positivt lys på tingene. Så han nikkede hurtigt til hendes spørgsmål, da hendes hjælp ville være meget værdsat. Han kunne heller ikke lade være med at grine lidt anstrengt. "Ja, jeg bliver bare hængene." Der var jo ikke meget andet han kunne gøre, andet end at kigge nysgerrigt på hvad hun dog kunne finde på. Hun havde heller ikke våben, så hun var jo nødt til at finde en anden udvej. En grænseløs irritation og en let svimmelhed begyndte at gribe om ham. Det var jo ikke fordi han var ved at besvime eller noget, bare ligesom når det kløede på ryggen, og man ikke kunne nå. Derfor forsøgte han selv at vride sig ud af denne kattepine, måske ville foden kunne slippe ud af rebet? Men det gjorde det egentlig bare værre. Han frøs og forblev helt stille da hun bad ham om at være stille. Han prøvede at se hvad det var hun lavede oppe på grenen, men kunne dog ikke se noget helt tydeligt. Træet han hang i, var stort og med en solid stamme. Grenene virkede også til at være solide, så Hannibal håbede bare på at hun ikke ville falde ned, eller at den ville knække. Barken på stammen var store stykker, der nærmest virkede oplagte til klatring. Han han forsøgte som hun foreslog ham, og begyndte at svinge sig lidt frem og tilbage. For hver gang, kom han længere. Tungen stak lidt ud af hans mundvig, og han gjorde i stedet noget andet, da det virkede for svært. Nok var han søn af Poseidon, men Tarzan var han ikke ligefrem. Så han svingede sig imod stammen i stedet. Hvis han kunne gribe fat, kunne trykket på rebet blive løsnet, og enten han eller hende kunne få den bundet op. Efter et par forsøg på at gribe om stammen, lykkedes det Hannibal, og han holdte fast om stammen, som omfavnede han en meget større person end ham selv. "Kan du løsne den nu?" Spurgte han med et lidt hyppigt åndedræt, lidt anstrengt og egentlig bare glad for at have vendt op på ham selv, så blodet kunne få lov til at forlade hans hoved.

Det var som om han faldt over ordene. Lod dem strømme over læberne, og rettede på dem så snart han havde set hvordan de kunne mistolkes. Selvom Skylar i nogle sekunder havde været lettere mistroisk overfor den unge fyr, kunne hun ikke lade være med at smile lidt inde i sig selv, da hun klatrede op i træet. Det hele virkede ret komisk. Måske fordi hun selv var typen, der måske ikke altid kunne formidle hvad hun tænkte, og som derfor måtte kæmpe med at forklare sig selv. Hun kaldte sig selv for 'en forløber for de socialt-akavede'. Den eneste grund til hun overhovedet kunne tale nogenlunde sammenhængene nu var, at denne situation var lidt mere 'på kanten', og at det galt om at få fyren ned fra fælden. Hendes generthed var lagt lidt til side. Hvis han blot havde trådt frem fra træerne og snakket med hende ganske 'normalt', ville hun sikkert ikke vide hvad hun skulle gøre med sig selv. Lige nu handlede hun faktisk. Gjorde noget, frem for at stå og foreslå diverse måder hvorpå han kunne hjælpe sig selv.

Så snart hun havde placeret sig på den tykke gren, begyndte hun at blive lidt mere nervøs. Det var der utallige grunde til. Havde hun overhovedet tænkt det hele igennem? Hvad skete der nu hun havde bundet det op? Enten skulle han forsøge at komme ned på jorden, uden at lande forkert, ellers skulle hun forsøge at hive ham helt op på grenen. Hun vidste at hun havde forlangt alt, alt for meget af ham, da hun spurgte om han kunne svinge sig op. Det var jo umuligt. Hvad var det overhovedet hun forventede? Det var som om hun stadig ikke kunne bedømme de andre i lejrens kræfter og styrker. Som om hun forventede at alle var fuldstændigt overlegne, top-tunede krigere, der kunne trodse fysikkens regler?
”Jeg vil forsøge.” Svarede hun, da han havde svunget sig ind mod stammen. Hun kunne knapt nok se ham fra den her vinkel. Et meget koncentreret udtryk gled over hendes ansigt. Hun bed sig i underlæben og hun rynkede brynene en anelse. Dernæst begyndte hun at fumle med rebet. Det var stadig stramt, men hun kunne netop trykke fingrene ind mellem det. Knuden var besværlig. Kompliceret... Hun havde aldrig været særlig fingernem på det punkt. At løse knuder, var ikke just noget hun kunne finde hoved og hale i. ”Undskyld, jeg er virkelig elendig til det her!” Kom det dernæst fra hende. Hun begyndte at blive lettere febrilsk. Hvis deres pladser havde været vendt, ville hun være gået i panik, så snart hun var blevet fanget i fælden. At fyren kunne holde hovedet koldt, var virkelig noget hun var taknemmelig for. For hvis han var gået i panik, ville det helt klart have smittet af på hendes ydeevne.
Selvom grenen virkede stabil, var det som om den forsøgte at give efter en gang imellem. Både hans og hendes vægt havde også været på den før. Det galt bare om at være hurtig nu, og fokusere på rebet. Snart kunne hun løsne den. Mere og mere. Hendes hænder var fuldstændig hvide efter at have spændt hænderne så længe, og mast fingrene mellelm rebet. ”Sådan!” Kom det så endelig fra hende – stemmen præget af noget umådelig lettet. Rebet var nu bundet op, og fyren kunne få mulighed for at bevæge sig uden tyngden fra grenen.
Skylar lænede sig forover for at se ned mod ham. Igen sagde grenen et par lyde. Ikke det mest beroligende, når man var så højt over jorden. Måske var det noget hun bildte sig ind, fordi situationen var så presset og fordi der var temmelig langt ned... Alligevel forsøgte hun straks at møve sig væk fra den. Hun rejste sig halvt op, for at komme ind til stammen, og få støtte derfra. Det udfordrede hendes balance en del, men hun formåede at gribe fat i barken, uden at snuble over sine egne fødder. Støvlerne gav ikke den bedste balance eller et god fodfæste. Af netop samme grund, skubbede hun dem af, og lod dem ramme jorden, så hendes vej ned ikke ville ende med, at hun faldt mere end klatrede.
”Er du okay?” Kaldte hun dernæst ned mod ham, mens hun begyndte at bakse lidt med at placere fødderne på en måde så hun kunne komme ned. Det virkede tåbeligt at hun altid skulle have så svært ved at komme ned fra træerne, i forhold til at komme op i dem. Når man så træet herfra, syntes hun ikke, at det gav hende mange muligheder. Nogle grene var alt for små, og andre virkede ustabile. Alligevel gik det bedre uden vinterstøvlerne. Håret var dog i vejen som altid. Hver gang vinden strøg gennem området, syntes håret at daske ind over hendes øjne og blokere udsynet. Et par gange rev hun hænderne på den stride bark, men det var det man kunne forvente, hvis man klatrede uden handsker. 


Da hendes fødder endelig ramte jorden, var det som om hendes lunger begyndte at kræve mere luft. Hun måtte tage dybe indåndinger. Hun havde holdt vejret på vej ned, af ren koncentration, fordi hun vidste hvor klodset hun selv var. Ironisk som det var, var det også først da hun var på jorden igen, at hun snublede. Denne gang over sine egne sko på jorden. Selvfølgelig skulle det ske. Nu sad hun på halen i skovbunden, og forsøgte at få håret væk fra sit ansigt, og barkens smuds af sine fingre. De små hudafskrabninger gjorde det ubehageligt at skubbe hænderne sammen, men hvad kunne hun forvente?