XX - Nu går jeg på jagt! (Vánagandr)

Vandet var koldt og forfriskende. I starten næsten chokerende koldt, men nu blot dejlig koldt. Han havde overvejet at slippe Fenris og glide helt ned i vandet for at køle af, men Fenris virkede slet ikke oplagt på at slippe ham, som han tværtimod greb fat i hans balde og pressede sig dybere op i ham, så han ikke kunne holde et lille støn tilbage. Han havde vænnet sig til størrelsen, vænnet sig til at mærke Fenris fylde ham ud, men derfor var det stadig en skøn følelse.
Mere. Fenris virkede enormt sulten, enormt lysten og Nolan måtte indrømme han aldrig havde været sammen med en, der havde lyst til så meget, før. Han var ved at være udmattet. Var ved at være tørstig og sulten og i et øjeblik overvejede han om der var blevet serveret mad eller ej for lejren i spisehallen.
Det kolde vand, der dryppede ned over hans varme ryg, afbrød hans tanker og han gøs uvilkårlig, som det kolde vand virkede alt alt for koldt og var kommet ganske pludseligt. Ubevidst strammede han i benene, der hvilede rundt om Fenris og trak sig helt ind til ham, som kunne han stikke af fra det kolde vand den vej.

Igen mærkede han hvordan han spredte hans balder og pressede sig mere og mere op i ham. Det virkede ikke som om han havde et valg...Eller jo, et valg havde han vel altid, men det var ikke valg han ville overveje yderligere. Han kunne lide at være sammen med Fenris, at udforske grænsen for hvor meget han selv orkede og kunne. I et øjeblik havde han trukket sig lidt væk, men han havde hurtigt bemærket Fenris' stramme i musklerne for at holde ham på plads, så han havde givet efter og slappede i stedet af, mens han holdte sig ind til Fenris. Vandet bølgede om dem, sprøjtede lidt op om dem, da Fenris satte farten op. De kolde dråber ramte ham op af siderne og ryggen, da hans mave var beskyttet fra det, som den vendte ind mod Fenris. Han svarede ikke, men lod det at han ikke gav mere modstand, være svar nok, som han i stedet kom med små støn. Det føltes anderledes i vandet og han kunne lade være med at overveje om han ville få vand med ind, selv om det nok ikke ville gøre noget. Håbede han.

Fenris' øjne gled ned på nolan. Han kunne lidt fornæmme at Nolan måske ikke var så meget op på det? Eller også var det blot Fenris, som havde pressed sig selv for meget på. Uanset tænkte Fenris at han lige så godt kunne gøre det sidste færdig. Følelsen af det kolde vand, som skyllede ind over dem og fik dem til at blive afkølet. Et svagt smil dannede sig på Fenris' læber, som han mærkede Nolan for en kort stund strammede sig rundt om fenris og holdte sig tæt ind til ham.

Hans ene hånd gled om ryggen på ham, mens den anden holdte under hans ene bale for at sikre at han var på plads. En svag nussen blev begyndt på Nolan's ryg, som Fenris nærmede sit eget klimax og han stønnede højere end før og kunne mærke at han dog ikke kom særlig meget, som højest var et par dråber, men den form for 'følelse' der omgav Fenris, fik ham blot til at virke mere tilfredstillet end før. Hans øjne gled ned på nolan og hans læber lod sig begærfuldt ligge sig ned imod Nolan's kind og videre ned imod hans hals.

Hans muskuløse brystkasse hævede og sænkede sig i takt med at Fenris prøvede at få vejret. Nogle få bølger skyllede ind over deres ryg og han kunne mærke hvordan det kolde vandt stille begyndte at nedkøle Fenris' varme. Alt alt for svedne ben, som blot blev 'renset' af salt vandet.

Han begyndte at træske imod kysten, med Nolan tæt ind hos sig, medmindre at nolan havde valgt at glide ned af Fenris. Hvis ikke, ville han højest sandsyndlig få båret Nolan ind mod kysten, hvor efter han ville trække sig roligt ud af Nolan, da han kunne forstille sig at han enten måtte være ekstrem følsom i øjeblikket eller måske en smugle øm. Eller også havde Nolan måske vænnet sig til Fenris? Hans tanker gled lidt omkring hvordan Fenris havde behandlet Nolan. Måske var han selv lidt for ivrig efter at havde den facination af at lege med en halvgud og bogstaveligeste forstand 'gennem hulle' vedkommet til ukendeligheder. Hans øjne gled på Nolan og hans mave begyndte svagt at rumle efter mad.

Sulten bragte sig bestemt på Fenris og han kunne mærke at han var sulten. Han greb fat omkring sin taske og stille lod sit blik imod nolan. ''Nå.. Lad os få fanget noget mad og der efter tag imod lejren, medmindre du vil fortrække lejre mad?'' fenris øjne gled rundt omkring sig. Han vidste ikke om andre havde opdaget Nolan og Fenris' lille 'akt' af underholdning. Og hvis de havde, ville Fenris jo blot more sig med dem. Eller også fortsætte med Nolan. Efter et par dages hvil for ham. stakkels halvgud tænkte fenris kort da han kom i tanke om at Fenris nu havde fået sig en ny 'lege' kammerat inde for disse 'sjove' akter.

Han kunne mærke at Fenris blot kørte igennem og fik gjort sig færdig. Det var ikke fordi han ikke nød det, men han var efterhånden så udmattet, at han mest af alt bare ville lægge sig ned og sove. Sove en hel dag eller to. Da han fik muligheden, lod han Fenris trække sig ud - ikke uden at han absolut kunne mærke ømheden bagefter! - hvorefter han med en hvis lettelse i sine ben, endelig stod på egne fødder. Han ben rystede svagt efter at have siddet i den lettere belastende position i så lang tid. Han blev i det kølige vand et øjeblik, kun lige for at skylle sig ren, før han med slæbende skridt kæmpede sig op på stranden og over til sine ting. Med et lidt åndsfraværende blik greb han sine shorts og begyndte at klæde sig på. Til sidst havde han alt og så over på Fenris. Et lille, træt smil gled over ham, som han strakte sig. En spiselig seng var måske lige hvad han ønskede sig. Så kunne han spise sig i søvn...Og dø en forfærdelig død, fordi han ville få det hele galt i halsen.
"Tillad mig at være enormt udmattet. Jeg ville bare gå for det nemmeste. Lejrmad" svarede han afslappet og pegede over sin ene skulder med tommelfingeren, som tegn på at han ville gå tilbage og spise. Alligevel gik han ikke med det samme, før han havde fundet ud af hvad Fenris ville. Gå...Ja, hvis han dog bare kunne gå normalt efter alt dette...

Fenris' øjne gled på nolan. Han trådte med rolige skridt og stille lod hånden under Nolan's hage og lod sine læber imod hans. ''Jamen, så må jeg jo sikre at min kære Nolan kan komme sikkert hjem. Bare rolig, du kan tag et hvil, mens jeg bær dig mod lejren. Det har du fortjent efter sådan en omgang vi har haft.'' Fenris lod hænderne blidt glide om bag hans ryg og under hans len og løftede ham i en nærmest 'brude' position efter at Fenris selv havde sikret at sine egne ting han havde på sig. Han traskede imod lejren, hvis Nolan altså acceptede at blive båret igen.

Fenris' øjne gled på Nolan kort. Han var lidt nutted, en smugle mere udholdende end de fleste han før havde prøvet. Da de fleste allerede havde skreget efter at ville stoppe af bare første runde. Mon Nolan var en lige så liderlig karl, som Fenris selv? Et svagt smil dannede sig på hans læber, mens han traskede igennem skoven.

Han så op på Fenris, da denne kom over til ham og gengældte hans blik og det lette kys.
Det var ingen hemmelighed at han var søn af en liderlig gud, men Fenris var alligevel over hans niveau. Hvilket både var spændende og udmattende. Han var i hvert fald nok det mest tilfredsstillende bekendtskab, han havde mødt, da de færreste kunne holde til så meget. Et eller andet sted havde han måske håbet på at køre Fenris træt, men måtte give fortabt efter deres...Han havde end ikke tal på hvor mange gange de havde gjort det.
Han lod sig vælte ned i Fenris' favn og slog armene om hans muskuløse hals, mens han sparkede let med benene, som en træt latter undslap ham. Bagefter hvilede han blot hovedet mod hans brystkasse og de var knap nok begyndt at gå, før trætheden overvældede ham og han faktisk faldt i søvn i armene på denne satyr. De fleste ville nok føle sig som et barn eller ygmyg i armene på en anden, specielt en mand båret af en mand. Men Nolan var lidt mere frimodig end de fleste og dette gav ham en chance for ikke at prøve og gå, hvad der uden tvivl ville blive en øm tur, tilbage til lejren.
Han trak vejret dybt, som mørket overvældede ham.