Hvad gik lige galt? ~ Caitlin

Sted: Hospitslafløjden.
Tid: Omkring middagstid.
Vejr: Solen skinner udenfor og det blæser lidt.
Omgivelser: Andre, sygeplejersker, satyrer og halvguder.
Dag: Torsdag.
Udseende: En turkis T-shirt. Et par mørkeblå tætsiddende jeans, hvor der er huller i. Sorte Converse sko. Ingen smykker eller tilbehør. Den højre hånd er omringet af bandage.

Caroline sad på en af sengene. Det var hendes, hvad, to-tredje dag og hun var allerede kommet på Hospitalfløjden. Hvordan var det lige sket? Hun havde endnu ikke helt forstået det. Det hele var gået så hurtigt for sig. Hun var bare gået rundt for, at se sig lidt efter, og pludselig, var hun blevet løbet ned af et par satyrer, der legede det forkerte sted med en volleyball. Hun bebrejdede dem ikke, selvfølgelig gjorde hun ikke det.
Hun sad helt stille og kiggede ned på sin hånd, der var omringet i bandage. Hun bed sig lidt i sin underlæbe. Den var forstuvet. Hun havde aldrig forstuvet noget som helst før. Hun anede ikke, hvor lang tid der ville gå, inden den var helt frisk igen. Hun håbede bare på, der ikke ville gå lang tid. Det var da forfærdeligt, at gå rundt med en forstuvet hånd, allerede den første uge, hvor hun først lige var ankommet til lejren.

Påklædning:


Caitlin var lige ankommet til hospitalfløjden. Hun trådte ind i en bygning som lugtede af gamle kirtler og medicin. Hun besøge så mange, men alligevel ikke. Hun planlagde denne tur, da hun vidste at nogen af hendes venner var faldet og kommet til skade, men de vidste ikke at hun var her, så det skulle være en overraskelse. På denne sommedag havde Caitil selvfølgelig taget en ret lang bluse på, som perfekt markerede hendes små former. Trøjen var noget hun lige havde købt, og for at pifte den lidt op skulle der et bælte - som er noget hun har haft i lang tid - sidde lige under hendes bryster. Til det havde hun bare nogle sorte jeans og et par højhælede sommersko. Sandaler kalder man det vidst. - med en hæl. Hendes hår var i dag ikke sat op, da vinden for hendes skyld gerne måtte lege lidt med det. Hendes make up var heller ikke det vildeste i dag, og det kunne hun rigtig godt lide. Da Caitlin nåede hen til elevatoren, skar hun en grimasse. Hun hadede elevatorer og det var noget af det værste i hele hendes liv. Hun led kraftigt af klaustrofobi, da hun var mindre, men heldigvis har hun vokset sig meget fra det. - Næsten. Hun trykkede rystende på knappen, som derefter begyndte at lyse. Pilen betød at elevatoren ville stige op af. Da elevatoren kom, kom der en medfølgende lille lyd, som Caitlin ikke brød sig om. Hun trådte langsomt ind i elevatoren og trykkede diskret på den knap, som henviste sig til den etage, hun gerne ville op på. Første. Første etage ville hun gerne op på. Som sagt viste hun ikke hvor hendes forskelllige venner lå, men hun kunne godt tjekke hele hospitalfløjden ud selvom den ikke var stor. Der var kun 2 etager, men alligevel er der blevet sat en elevator op. Caitlin skulle overvinde sin frygt og det gjorde hun. Hun gik videre af den smalle hvide vej, som i hendes hoved begyndte at mase sig sammen mod hende. For at angsten ikke skulle tage over hende, trådte hun ind i det nærmeste rum hun kunne. Der var en pige derinde, som hun ikke havde mødt før. Hun havde de mærkeligste ting på sig, og hun så ikke frisk ud. Men til gengæld så hun ny ud. Caitlin blev en lille smule flov, men det skal man vel også have lov til at være en gang i mellem. "Hejsa, og, hm. Undskyld jeg sådan braser ind." sagde Caitlin med et smil som for en gangs skyld var ægte.

Caroline sad i sin egen verden. Hun anede ikke, hvad hun skulle give sig til, at lave. Der var vel ikke noget, man kunne lave, når man sad på en seng, på et slags 'sygehus', hvor hun sad med en forstuvet hånd. Der var da intet, hun kunne give sig til, at lave, overhovedet.
Hun bed sig lidt i sin underlæbe. Hun rejste sig op og stod lidt i et stykke tid og overvejede, om hun skulle gå sig en tur. Det kunne der vel ikke ske noget ved. Men alligevel; hun satte sig ned på sengen igen. Hun havde fået at vide, at hun ikke måtte forlade bygningen, inden en af sygeplejerskerne var kommet tilbage og havde sagt, at hun var klar nok til, at forlade bygningen.
Hun kiggede hen imod døren, idet hun bed sig i underlæben; en sygeplejerske. Hun kiggede lidt på pigen, der var trådt ind og besluttede sig hurtigt, at det helt klart ikke var en sygeplejerske. Hun bed sig lidt i sin underlæbe.
Hun nikkede lidt. "Det gør ikke noget," sagde hun og smilede venligt til hende, "og du må undskylde, at jeg troede, at du var en sygeplejerske." Hun smilede undskyldende, idet hun kiggede ned på sin forstuvet hånd.

// Undskyld, hvis det blev noget bras, det jeg har skrevet - er lidt fraværende >.<