Sv: Wow. I can't believe you're here! - Darren xD

af **Darren** 15/9/2012, 23:49

Det her var ikke til at tro. Det faktum at de sad her, og det faktum at hans følelser blev gengældt var to mirakler. To mirakler på en og samme dag var helt utroligt. Og han elskede det. Det måtte gerne ske meget oftere.
Nu hvor han var lykkelig og alt var perfekt, så var det nu han ville vågne. Men han vågnede ikke. Han blev ved med at have armene om Annabeth, han blev ved med at sidde under Thalia's træ og hun blev ved med at være der. Kunne det her virkelig være virkelighed? I så fald var det ikke til at fatte. Hvordan kunne han være så heldig?
Denne dag var mindst ligeså god, som den dag han første gang mødte hende. En dag, han aldrig ville glemme. Han kunne ikke gøre andet end at grine inde i sig sev, da han tænkte på hvordan de i starten nærmest havde hadet hinandne, som pesten. Og nu. Nu sad de her, som kærester. Wow... kærester. Det lød så anderledes end bedstevenner. Det ord han altid havde ønsket at kunne bruge for at beskrive deres relation, og nu var det virkelighed. Og han elskede det. Så absolut. Ligeså meget, som han elskede Annabeth selv. Nej, han elskede hende mere. Meget mere.
Han strammede kort grebet om hende. Jo, hun var der. Og hun ville ikke forsvinde. Aldrig mere ville han lade hende gå. Hun betød for meget.
Det første der poppede op i hans tankegang, når han tænkte på alt det her, var helt klart sangen fra Løvernes Konge 'Can you feel the love tonight'. Ordene, alt i den sang og den sammenhæng sangen blev sunget i, var netop det der skete. To venner, der mødtes efter lang tid og afslørede at de var forelsket i hinanden. Hvem kunne det være? Ding, ding. Simba og Nala. Forkert. Darren og Annabeth. Eller begge, men mest det sidste.
Han smilte automatisk, da hun snakkede. Også før han havde hørt hvad hun sagde. Og da han opfattede det, blev smilet bare større. Var han dejlig? Så var hun da tusind gange dejligere. Sådan var hun bare. Hun var Annabeth og den han elskede, aka den dejligste person i verden.
"Tak, søde. Ved du hvad?"det var egentlig første gang han sagde tak for et af hendes komplimenter, hvilket ægrede ham. Sikke uopdragen han var.
"Du er også virkelig dejlig."sagde han lidt efter, med et stort smil plantet på sine læber.
Han elskede hende virkelig. Og han ville nok ikke kunne elske nogen så meget, som han elskede hende.
Og gud, hvor lød det poetisk. Måske for meget. Men han havde jo heller ikke sagt det højt. Det hele var inde i hans hoved, i hans tanker. Hvilket nok var godt. Han tænkte underligt nogle gange.
Det var som om deres læber blev smedet sammen, i det øjeblik de rørte hinanden. Og han elskede hvert sekund af det. Han elskede hvert sekund han havde sammen med hende, efter endelig at have genfundet hende. Han kunne stadig ikke begribe det. Han havde fundet hende, han havde afsløret hans følelser og de var gengældt. Hele scenariet havde et rosenrødt skær over sig, og det hele var virkelig romantisk. Romantisk. En side han ikke var så god til. Men det gik da meget godt indtil videre. Håbede han.
"Jeg elsker også dig,"svarede han med et stort smil. Han kunne ikke gøre for det. I det øjeblik hun havde sagt ordene, kom det frem. Stort og strålende fra første sekund.
Kysset fortsatte efter han havde svaret hende, og han havde intet imod det. Tværtimod faktisk. Han elskede hende, og hvert sekund han havde med hende var en gave. Måske fra deres mødre. Hvem vidste det? Han gjorde ihvertfald ikke. Men det var også altsammen ligegyldigt. Hovedsagen var at han endelig havde hendes hos sig, og at de var sammen.

af **Annabeth** 16/9/2012, 21:11

Hvis nogen spurgte hende, hvilket minde der var hendes bedste, ville hun nok ikke vide hvad hun skulle svare. Enten ville hun sige nu. Dette minde. Mindet om at hun havde fået hendes elskede Dare tilbage, og at han oven i købet gengældte de følelser hun havde for ham. Ellers ville hun bare svare noget i retning af, at hun ikke havde et. Hun havde mange. Og i hver og ét af dem, indgik Darren. Han var en del af hendes lykke. Sådan havde det været lige såden hun mødte ham - eller måske ikke lige siden hun mødte ham, eftersom hun virkelig havde fundet ham irriterende lige i starten. Men det var også i meget kort tid. Efter et par dage, måske en uge eller to, var de blevet virkelig gode venner. Og så bedstevenner. Det var egentlig gået meget hurtigt.. - og sådan ville det altid være. Han var den største kilde til hendes lykke. Og det gjorde hende såmænd ikke noget. Ikke så længe, han ville være det. Være hendes. Være sammen med hende.
Det var egentlig ret så sjovt, at tænke på hvordan de nærmest havde hadet hinanden i starten, men så var endt som bedstevenner for livet, og nu kærester. Hvilket Annabeth nok aldrig vænnede sig til hverken at sige højt, eller tænke. Kærester. Ja, hun havde helt klart ventet længe på at kunne kalde Darren for sin kæreste. Men det gjorde det ikke mindre mærkeligt. Det var mærkeligt at finde ud af at ens følelser virkelig havde været gengældt i alt den tid. At ingen af dem havde haft grund til at bekymre sig. Det var utroligt. Ganske enkelt utroligt. Men helt klart også fantastisk. Tja. Egentlig kunne Annabeth skam godt komme med en masse forskellige ord, for dette. Spektakulært, fantastisk, ekstraordinært, utroligt, vidunderligt og en hel masse andre. Hun mærkede ham kort stramme grebet om hende, og kunne ikke lade være med at smile lidt. Han var sikkert også bange for at hun ikke var der. Præcis ligesom hun var bange for at han ikke var der. At han bare var en drøm eller noget.. Det ville ikke være til at bære.. Men han virkede nu også meget virkelig..
Hun sad med et smil på læben. Det var nærmest som malet på. Men det var nu bare fordi hun ikke kunne lade være med at smile, når hun var i nærheden af Darren. Og når han så oven i købet nu var hendes kæreste, når hun vidste at han også elskede hende på samme måde, var det jo bare fuldkommen umuligt for hende ikke at smile. Men det kunne man vel heller ikke bebrejde hende, vel?
Hun skulle til at svare, da han snakkede videre. Og så kunne hun ikke lade være med at smile endnu mere.
"Tja, det må man jo være, for at du skal kunne falde for én. Hvilket jeg stadig ikke helt har fattet, tror jeg.." Hun så på ham, med et meget lykkeligt, meget kærligt blik. Og hun mente det virkelig. Hun kunne virkelig ikke få sig selv til at forstå hvordan sådan en fantastisk, dejlig person kunne være forelsket i hende. Der var da intet specielt ved hende. I hvert fald ikke, hvis man så bort fra det faktum at hun var en Halvgudinde. Og dem var der jo ligesom mange af her i lejren. Den var jo sjovt nok proppet med Halvgudinder. Og der var sikkert også mange af dem der var langt smukkere end hende. Så nej. Hun forstod det faktisk ikke rigtigt..
Om hun kunne begribe, hvordan dette kunne lade sig gøre? Nej. Overhovedet ikke. Men hun begyndte så småt at tro på det mere og mere, for hvert sekund hun tilbragte sammen med ham. Han var her virkelig. Og han elskede hende virkelig. Det var uvirkeligt, men virkeligt. Oh god, hvor var det bare forvirrende. Men det kunne sådan set ikke være mere ligemeget, for Annabeth, for hun havde jo endelig fået sin Dare tilbage. Og nu ville hun egentlig helst bare tilbringe resten af evigheden i hans arme. Der var hun tryg, og der var hun lykkelig. Det kunne ikke blive bedre. Ikke for hendes tilfælde i hvert fald. Hun elskede den følelse hans læber mod hendes, gav hende indeni. En varm fornemmelse. Nærmest som om der brændte et bål dybt inde i hende. Og det var fantastisk. Det var fantastisk at mærke hans læber. At smage dem. Føle ham så tæt på hende. Hun kunne slet ikke få nok af ham.
"Det er jeg efterhånden ved at finde ud af.." Hun mærkede bålet inde i sig blive endnu større, ved hans ord. Det var fantastisk at høre ham sige det!
Hun havde absolut intet imod at mærke ham så tæt på sig. Det var tværtimod noget af det hun elskede mest. Selvfølgelig elskede hun alt ved ham. Og det gjorde hende intet, at hun elskede ham så meget. Ikke så længe han også elskede hende. Og det gjorde han jo så åbenbart. Heldigvis. Wow. Hun var utroligt lykkelig lige nu. Og det ville vare ved, så længe hun havde ham hos sig. Hvilket hun virkelig håbede kunne være meget længe..