A Matter Of Chances ~ Ashley

Tid ⇨ 19.04
Sted ⇨ Lejrbålet
Omgivelser ⇨ Halvguder, der sidder ved bålet
Vejr ⇨ Det er lunt, og solen står stadig højt på himlen.
Påklædning ⇨ Clicky!

Solen stod endnu højt på himlen, hvilket gjorde det muligt for halvguderne i Halvblodslejren at træne lidt længere eller være i vandet ved stranden eller søen lidt længere tid, hvis det var det, de følte for. Shadow hadede at gøre andre fortræd, så hun trænede for det meste ikke nærkamp. Kun bueskydning. Og det behøvede hun jo nødvendigvis ikke at SKULLE bruge, medmindre der udbrød en eller anden form for krig, hvor lejren skulle kæmpe mod angribere. Så kunne hun nok godt dræbe. Men det var for at beskytte andre. Der var et formål. Men kamptræning, hvor man skadede hinanden til ingen nytte kunne hun ikke se formålet i. Og med hendes tynde krop og manglen af tilstrækkelig mængde fedt, kunne hun næsten aldrig holde sig varm i vandet. Så hvad hun havde lavet denne dag, var meget simpelt; Hun havde spist, været sammen med Annabeth og senere Matthew, og nu havde hun så spist igen til aften. I øjeblikket sad hun ved bålet. Alene. Hun havde haft en aftale med Annabeth, men hun skulle se Darren, og det forstod Shadow selvfølgelig godt. Det var dejligt at have en kæreste - det vidste Shadow alt om.
Hun smed endnu et stykke træ ind i bålet, og holdt intenst øje med, hvordan ilden åd sig igennem træet. Hun fik helt kvalme af, og kiggede så ned på sine bare knæer. Hun trak benene op under sig, og lagde en arm omkring dem, mens hun holdt blikket på nogle af de andre lejrdeltagere. En stor lyst til bare at gå tilbage til hytten overmandede hende.

Påklædning: http://www.marieclaire.com/cm/marieclaire/images/HC/mcx-emma-roberts-fashion-sightings-de.jpg 
Minus taske og plus flade sko (samme model)

Ashley havde brugt det meste af dagen på træning, ikke fordi hun nød at volde andre smerte, men fordi hun ikke kunne holde ud at være fysisk svag, for selv hendes anden skiggelse var blevet svækket igennem hendes lange periode hvor hun havde været ukampdygtig takket været en Kimære som næsten havde flået hendes hals over. Det var kun takket være en Helvedes Hund hun var sluppet væk, dog med et kæmpe sår på venstre side ad halsen og et bidsår fra dens slangehale på armen, hvor giften næsten havde dræbt hende på stedet, hvis ikke hun havde haft gudenektar med sig. Og dét var flere måneder siden efterhånden, hun var først blevet godkendt om kampdygtig igen for nogle uger siden af Chiron og havde nu et grimt ar op halsen, som gik fra kæben til midt på skulderen. Det var langt fra kønt at se på, men hellere dét end at ligge under jorden. 
Efter at Ashley havde trænet var hun smuttet i bad, trukket i noget tøj og havde gået sig en tur og var sjovt nok endt ved lejrbålet. Hun blev altid tiltrukket af flammernes leg og spilopper. Hun kørte en hånd igennem det stadig våde hår da hun fik øje på en pige der sad med knæene trukket op til brystet og hun lagde hovedet let på skrå og valgte at gå over til hende, for hun synes selv ikke altid om at være alene, hun havde hun været det hele sin opvækst, så hun gik næsten altid over til andre hvis hun kunne se at de var alene, for at holde dem ved selskab, sjovt nok. Så hun gik over til pigen der sad alene og så på hende med et lille, venligt smil på læben. "Hey, har du noget imod jeg sætter mig her?" spurgte hun med en blid stemme, tydeligt præget af sin spanske accent, som var en anelse syngende. Hun så ned på pigen med sine store, blå øjne og et nysgerrigt blik. 

//Undskyld tiden, skulle forberede AT i går og fremlægge i dag ^^'

Hun elskede og hadede ild på samme tid. Ild var et symbol på død, men af ildens aske blev nye væsner født. Fønixen døde ved at bryde ud i flammer, men af dens egen aske, blev den genfødt. Alt på grund af ilden. Uden ilden, ville den aldrig dø. Uden ilden, ville den aldrig leve igen. Men lige meget, hvor mange fønixer, der blev genoplivet på grund af ilden, var der flere, der mistede livet på grund af den. Ilden brændte, indtil den blev slukket eller brændte ud selv. Brændte den ud selv, betød det, at det havde ødelagt alt det, den ville. Den del af ilden kunne hun ikke udstå. Men når den var her i lejren, kontrolleret og uden for fare for andre, elskede hun den. Hun elskede at se på den, mens den lange flammer strakte sig mod himlen. Hun lænede sig lidt tilbage, dog ikke for meget, da hun jo sad på en træstamme, og ellers ville falde ned på jorden, hvis hun gjorde det. Hendes brune øjne forlod ildens gyldne flammer, og bevægede sig hen over alle de andre lejrdeltagere. Hun lagde mærke til glæden i deres øjne, da de snakkede med deres venner. Et lille smil gled over hendes læber - hun elskede, når andre var glade. Et par veninder grinede ukontrolleret over et eller andet, en af dem havde sagt. Den ene pige havde langt, sort hår og den anden havde blondt. De var kønne. Hvilket de fleste piger i lejren faktisk var.
Hun så forskrækket til siden, da hun hørte en stemme bag sig. Hendes smil blegnede kort ved det store chok, men da hun vendte sig om og så på pigen, vendte et mildt smil tilbage. Hun vidste alt for godt, hvem denne pige. I en periode, havde Shadow været denne piges, Ashley, største misunder. Men ikke mere. Overhovedet ikke mere. Hun rystede straks på hovedet ved Ashleys spørgsmål.
"Nej da," svarede hun blidt. Den franske accent fik alt, hun sagde, til at lyde så formelt, men hun havde den nu engang, så lige meget, hvor meget hun gerne ville af med den, så kunne hun ikke. Hun måtte prøve at få det bedste ud af det.
Som en ekstra gestus rykkede hun lidt på træstammen, så der var bedre plads til Ashley. Hun nikkede svagt ned mod træstammen, som en hentydning til, at hun sagtens kunne sætte sig. Man skulle være mod andre, som man selv ville have, de skulle være mod en. Sådan havde Shadow altid tænkt, og sådan ville hun blive ved med at tænke. Lige meget hvad.

//Det er helt okay :-)

Ashleys smil blev mere undskyldende da hun så pigens chok. "Det må du altså virkelig undskylde!" sagde hun og et svag rødmen kom op i hendes kinder og man kunne se, at hun virkelig mente det. Hendes smil blev dog bredere da pigen sagde, at hun ikke havde noget imod det og rykkede sig lidt, så der var plads til Ashley, som kort efter satte sig ned og strakte sine lange ben ud foran sig. "Jeg takker," sagde hun venligt og smilede blidt til pigen. Hun synedes, at hun havde set den anden før, men det tog noget tid før hun fik hun et navn gravet frem fra sin hukommelse. "Shadow, ikke?" spurgte hun blidt og smilede. Hun havde godt lagt mærke til at Shadow havde en anden accent, som lød meget fransk. Det var skægt, egentlig, nu når man tænker over det, for Frankrig og Spanien grænsede jo op imod hinanden. "Jeg synes ikke vi har hilst sådan ordentligt før, jeg er Ashley," hilste hun idet hun vendte sig lidt om og rakte pigen hånden med et smil.  Hun havde ikke hørt noget om at Shadow var fundet sammen med Mattie, kun at han havde fået sig en kæreste imens hun havde været nede hos sin far for så lang tid siden. Ikke at det rigtig ragede hende, hun var dog lidt.. såret over at han havde fundet en kæreste så hurtigt efter at de to havde haft et eller andet kørende. For der havde jo været noget, endda også nogle følelser fra begge sider, men så var der sket et og andet og det hele var bare gået skævt og så var hun endt sammen med Angus, Matties halvbror, hvilket måske lød lidt klamt, med for Hades da! Guderne kneppede med deres søskende og voldtog til højre og venstre, så kunne deres børn ikke gøre for at de arvede deres lyster, vel?

//Jeg takker, og undskyld mit sprog xD

Hun grinede let, og rystede på hovedet og viftede hendes undskyldning bort med hånden. Ashley behøvede ikke undskylde, det var jo ikke fordi, hun fik hjerteanfald eller sådan noget. Hun nikkede smilende, som for at sige, at undskyldningen var godtaget. Faktisk var den godtaget, før den blev sagt med ord. Hun lagde mærke til Ashleys syngende og flotte spanske accent. Frankrig og Spanien. De to lande lå med grænsen op til hinanden, hvilket Shadow fandt ret sjovt. Matthew elskede åbenbart udenlandske piger. Eller udenlandsk og udenlandsk. Shadow så sig mest, som amerikaner, da hun kun havde levet 5½ år i Frankrig, og resten af sit liv her i USA. Men accenten holdt fast. Åbenbart. Nogle gange, elskede hun den. Den mindede hende om, at hun var unik, et inviduelt menneske. Nej, ikke engang menneske. Halvgud, eller halvgudinde, hvis man skulle være helt præcis. Men de gamle grækere var 100% mandschauvinister, og derfor hed det bare halvgud, ligesom det hed de olympise guder. Overhovedet ikke noget hensyn til gudinderne, der de fleste gange måtte redde guderne fra deres egen forfængelighed, og blinde tro på deres evner.
Hun så over på Ashley, og nikkede smilende. Jo, sidste gang hun tjekkede, var hendes navn rigtig nok Shadow. Hun rakte hånden frem, da Ashley gjorde den samme gestus, og smilede lidt større. Måske kunne de lægge fortiden bag sig, og starte forfra? Have et venskab? I sit lille sind, håbede Shadow inderligt.
"Hej Ashley," hilste Shadow og grinede lidt. Det var lidt dumt det her, og alligevel fantastisk. At de kunne være sammen på denne måde, på trods af fortiden, "mit navn er Shadow. Dejligt at møde dig."
Hun skar en lille grimasse af den alt for højtidelige tone til sidst, og accenten gjorde det ikke bedre - den var nærmest kongelig, sagde folk.
Hun slap Ashleys hånd efter lidt tid, og så lidt på bålet igen. Det flammede stadig højt, da stemningen var helt i top.
Med hensyn til Matthew, eller Mattie, som han også blev kaldt, var Shadow splittet. Hun var så ked af, at hun nærmest havde stjålet ham fra både Anxiety, som stadig elskede ham, og Ashley, der nu sad foran hende. Hun skævede kort til Ashley, men hun så ingen bebrejdelse i de brune øjne. Måske havde hun tilgivet hende. Eller, hvad man nu sagde. Hun var lykkelig med Angus, eller det håbede Shadow i hvert fald, hun var. Hun var ked af det, men undskyld behøvede hun vel ikke ligefrem at sige. Ingen ejede Matthew. Han bestemte helt selv. Men alligevel, alligevel var det jo hende, der havde gengældt hans flirten, og senere, hans kys. Hun var også skyld i det. Den stikkende smerte i brystet, fortalte hende, at den dårlige samvittighed nu var værre end før. Hun skubbede den så langt væk, som hun kunne, og så så på Ashley igen. Emnet skulle køres over på noget helt andet, hvis stemningen skulle holde. Hun fik øje på et langt ar ned ad Ashleys hals, og spærrede øjnene kort op.
"Hvad er der sket?" spurgte hun chokeret, men med en medfølende undertone. Hvor måtte det havde gjort ondt.

//Det er skam helt okay - you gotta do, what you gotta do, right? ^^

Ashley var glad for at undskyldningen blev modtaget og det hele, for det havde virkelig ikke været hendes mening at give Shadow et chok eller noget andet. Hun kendte jo godt sit rygte efterhånden. Hun var den Hades datter der kunne blive til en ilddæmon og så videre.. men hun havde styr på det nu, der skulle meget til før hun blev ophidset nok til en forvandling. 
Shadow havde ret i sine tanker om at de gamle græske guder var nogle være mandschauvinister, de kunne ikke eksistere uden kvinden! De kom ud ad kvindens skød som spæd, gud eller ej, og brugte resten af livet på at komme tilbage. Det var utroligt. 
Ashley trykkede Shadows hånd da hun fik den og grinede blidt til pigen og nikkede lidt. Det var måske en anelse formelt, men hvad fanden, det havde man da lov til at være en gang imellem. "Det er skam også dejligt at møde dig," sagde hun blidt og med et grin på læben inden hun slap den andens hånd. 
I Ashleys hovedet skulle Shadow ikke være ked af at have snuppet Mattie fra dem, Ashley havde jo selv mere eller mindre snuppet ham fra Anx, hvilket hun skammede sig over, især da hun fandt ud af hvilket røvhul han var, men så alligevel, hun havde reddet sin halvsøster for at skulle være sammen med ham. Det var egentlig det eneste Ashley havde til overs for Mattie - foragt. Og uanset hvad, så ville det ikke være Shadow hun ville være sur på, men Mattie, for at have droppet hende kort efter de havde været i seng sammen og hygget sig i noget tid, og så BAM så var hun ikke god nok længere. Det var hendes ære der var såret, ikke hendes følelser. Og i øjeblikket vidste Ashley jo heller ikke at Shadow og Mattie var kommet sammen, kun at han havde en kæreste, så hun var uviden om at det var hendes eks's kæreste hun sad overfor. Og uanset hvad, så var hun glad for Angus, hun elskede ham endda. 
Ilden havde fanget Ashleys blik et øjeblik og hun blinkede overrasket da hun hørte Shadows chokerede stemme og hun så et øjeblik forvirret ud indtil hun mærkede at blikket lå på hendes hals. "Åh.." sagde hun lavmælt og førte hånden op til arret. "Jeg stødte ind i en Kimæra for et halvt års tid siden, den bed næsten halsen over mig." Hun skar en lille grimasse. "Men hey, jeg lever stadig! Så skidt da med at jeg har fået et ar, så er der bare endnu ét til samlingen." Hun kom med en lille, akavet latter og trak på skuldrene, men det kunne tydeligt ses, at hun var lidt ked over at hun havde fået sådan et synligt og kæmpe ar på halsen. 

//True that xD Og det er blå øjne hun har ^^'

Shadow anede ingenting om, at Ashley kunne forvandle sig til en ilddæmon. Ikke at det ville betyde noget. Hun dømte ikke på evner, for det ville bare være latterligt. Man blev født, som man var, og evner var en del af en, når man blev født. Man bedste ikke, hvordan man var - hverken ens personlighed eller ens udseende. Sådan var det også med evner. Selv ville Shadow også gerne have levet foruden sin evne. Hvem ville frivilligt melde sig til at kunne splitte bånd imellem folk? Den anden del af evnen var for nogen okay, men hun afskyede den. Forstærke bånd imellem folk. Alle, der hadede hende, ville kunne bruge hendes evne imod hende. Hvis hun fortalte den til nogen. Anxiety ville helt klart bruge den imod hende - Shadow splittede Matthew og hende ved at kappe deres bånd, og derefter brugte hun den samme evne, for at få Matthew for sig selv. Hvilket hun ikke gjorde. Anxiety elskede stadig Matthew, det havde hun givet højt og klart udtryk for. Hvis Shadow havde brugt sin evne, og derved kappet båndene imellem dem, ville Anxiety ikke længere føle noget for ham. Det gik begge veje - når man kappede båndene, var det begge, der mistede følelserne for den anden. Man gik ikke fri, selvom man troede, ens kærlighed var så stærk, at ingen magi kunne røre den, var det ikke sandt. Hendes kunne. Og hun hadede den for det. Hvordan kunne man opfinde en evne, der ødelagde og splittede familie? En evne, der forfalskede noget så stort, som kærlighed? Hun fattede det ikke. Hendes mor burde ikke kunne give sådan noget videre.
Hun smilede stort til Ashley, da hun svarede. Det var dejligt at møde folk, syntes Shadow, og når følelsen var gensidig, var det jo bare endnu bedre.
Hun nikkede tøvende ved Ashleys forklaring, og kunne sagtens se hendes tristhed over, at hendes ellers så smukke krop var skamferet på den måde. Eller, Shadow syntes, Ashley havde en smuk krop, og et smukt hår. Shadow ville ikke rode mere op i det ved at kommentere det mere, og kiggede bare imponeret på hende. En kimære var et farligt uhyre. Det var alle, men kimæren var et af de værste små uhyrer. Hun tog Ashleys hånd, og smilede mildt til hende. Hun skulle ikke være ked af det. Det var fantastisk, at hun havde overlevet en kamp med sådan et uhyre.
"Jeg er din nye store fan," grinede hun lavt, stadig imponeret. Shadow ville aldrig overleve sådan en kamp. Det var helt sikkert.

Ashley selv dømte heller ingen på baggrund af rygter, evner eller udseende, var de søde ved hende gengældte hun det og det samme hvis nogen var onde imod hende. Det var sådan hun var opdraget, for hun havde tit og ofte blevet dømmet forkert. Ashley vidste heller intet om hvem Shadow var barn af eller hvilke evner hun kunne have, for helt ærligt, hun var pænt ligeglad med det, Shadow skulle jo ikke dømmes fordi en af hendes forældre var en bestemt gud eller gudinde. Hun kunne ikke gøre for hvem de var og hvad de havde gjort. 
Ashley gengældte leende hendes smil og hendes blå øjne funklede. Det var altid rart at møde nye personer, man vidste aldrig når man fandt en ven for livet. 
Hun så ned i sine hænder, hvis hud også var skamferet af et eller flere ar, hun havde jo haft en hård barndom og et hårdt teenageliv, men ja, hun klarede sig med det hun havde. Takket være at hendes far var en af de tre store, så blev hun mere jagtet af uhyre end andre. Hun så op på Shadow da hun tog hendes hånd og så lettere undrende og nysgerrigt på pigen overfor sig. Og da hun hørte hendes ord, kunne hun ikke lade være med at grine. "Wee, jeg har en fan!" sagde hun med latter i stemmen, for Ashley havde jo utrolig let til latter. Hun gav Shadow's hånd et lille klem. "Tak," sagde hun blidt og smilede varmt til hende.

//Forresten må du undskylde det med Ashleys blå - ikke brune øjne. Jeg var bare fanget i min lille drøm af spanskernes brune øjne. Sorry :-P

Ved tanken om guderne og deres evner, faldt en forfærdelig tanke hende ind. Hun havde ikke sagt, hvem hun var datter af, da Ashley sagde, at hun var datter af Hades. Hvor var hun uhøflig. Hun havde lyst til at løbe grædende væk, men noget sagde hende, at det var latterligt. Ashley virkede ikke, som en pige, der dømte, hvis man glemte noget, der havde så lidt betydning. Men alligevel, alligevel kunne Shadow ikke lade være med at få dårlig samvittighed. Hun smilede svagt, og slog hånden for panden.
"Undskyld! Hvor er jeg dog dum," hun grinede kort, "jeg glemte helt at sige, hvem jeg er datter af. Jeg er datter af Hera, hvis du ikke vidste det."
Hun sagde det ikke, for at give Ashley dårlig samvitighed eller gøre hende sur med den sidste bemærkning. Hun pointerede blot, at det sagtens kunne være tilfældet, altså, at hun måske ikke vidste, hvem Shadow var datter af. Det var meget normalt. Der var jo trods alt en hel del lejrdeltagere. Over hundrede, så man kunne jo umuligt holde styr på dem alle sammen.
Hun grinede kort ad Ashleys udbrud, og nikkede smilende. Det havde hun. En, der kunne nedkæmpe noget så stærkt, som en kimære, vandt øjeblikkeligt Shadows respekt. Især fordi hun aldrig selv ville kunne vinde sådan en kamp. Hvilket også var grunden til, at hun aldrig var ude på rigtige missioner. Hun forlod med jævne mellemrum lejren for at få en pause fra halvgudeverdenen, og være sammen med hendes familie. Tit var hun der med Avalanna, hvis mor var gift med Shadows far. Sjovt nok. Og den anden grund til, at hun aldrig var ude på missioner var, at Matthew ikke ville lade hende tage af sted. Overbeskyttende fjols. Hun smilede ved tanken om ham og hans dobbeltmoralskhed; Alt det, hun ikke måtte for ham, gjorde han. Det var nu lidt sødt alligevel.
"Er du meget ude på missioner? Hvordan er det?" spurgte Shadow nysgerrigt, mest med henblik på arret, men også bare, fordi hun inderst inde faktisk rigtig gerne ville af sted. Hvis det bare kunne lade sig gøre at tage af sted, og så vende hjem uden at skulle slå ihjel. Om det så kun var uhyrer, kunne hun ikke få sig selv til det. Hun ville gerne vide, hvordan det var at være derude, og vide, at man skulle finde noget, der havde enorm værdi for lejren. Eller mindre, men stadig en vis værdi.

//Det er helt okay xD//

Shadow havde ret i sin tanke om, at Ashley ikke var typen der dømmede andre, for hvem brød sig selv om at blive dømt? Hun var generelt bare meget overbærende og tålmodig, hun pressede ikke nogen eller prøvede at få dem til at føle sig forlegen eller give dem dårlig samvittighed. Hun smilede blidt over hende og rystede lidt på hovedet. "Det gør jo ikke noget, hvem du er barn af betyder helt ærligt ikke noget for mig, de definerer dig jo ikke," sagde hun blidt og med et ærligt smil på læben og kørte en hånd igennem de brune lokker. "Og nej, jeg vidste det ikke." Det sidste blev sagt med en lille latter. 
Hun trak lidt på skuldrene, hun havde jo ikke ligefrem overvundet Kimæraen, hun havde bare sluppet levende fra den, og kun takket være en Helvedes Hund. "Det er meget.. interessant. Jeg har kun været af sted nogle gange, og takket være min far, så er monstrene mere efter mig end andre, han er jo en af de tre store," sagde hun med et lille grin og trak på skuldrene. Hun så på Shadow med et skævt smil og trak endnu en gang bare lidt på skuldrene. "Sidst jeg var væk fra lejren var jeg nede hos min far i næsten et halvt år, og det er faktisk et halvt års tid siden, det var der jeg stødte på Kimæraen." Hun skar en lille grimasse ved tanken. "Har du da aldrig været af sted?" spurgte hun så, da det lød lidt sådan på grund af hendes spørgsmål. Blikket hun sendte Shadow rummede intet andet end nysgerrighed og en anelse undren.

Hvis hun skulle være ærlig, kunne hun rigtig godt lide at tale med Ashley. Der var nærmest ingen stilhed, og overhovedet ikke en akavet en af slagsen, hvilket Shadow var meget taknemlig for. Det var altid dejligt at møde personer, man bare klingede godt med, med det samme nærmest.
Hun så taknemligt på Ashley, mest fordi, hun ikke virkede synderligt irriteret over, at Shadows mor var Hera. Mange, tit børn af Apollon og Artemis, blev hurtigt irriteret, og tit også fordømmende. Dømte hende på grund af ting, hendes mor havde gjort. Eller hendes søstre. Engang havde Daenerys og Mikayla spærret en Artemis-søn inde, fordi de syntes, det kunen være sjovt. Daenerys, der dengang havde nærmest kontrolleret Shadow, havde forbudt hende at lukke ham ud. Men det forhindrede hende ikke i at føle med drengen. Han havde intet gjort. Overhovedet intet. Hvad end hans mor havde gjort, behøvede han ikke straffes for det. Måske havde de tre et internt skænderi, men hun var overhovedet ikke sikker. Drengen stolede jo på Daenerys og Mikayla, og gik ned i kælderen, hvor de så låste ham inde. Selv dengang kunne hun se, at de i hvert fald ikke havde været uvenner. Ikke før nu. Og nu hadede drengen alle Hera-døtre. På grund af noget, hendes søstre havde gjort.
Hun løftede øjenbrynene, og nikkede imponeret. Havde hun boet hos Hadees? Og så i et halvt år? Shadow vidste allerede, at hun ikke ville kunne holde en dag i underverdens herskers selskab. For meget død - for meget had. Måske havde Ashley det på en anden måde, nu hvor det var hendes far, der var emnet, men Shadow vidste det ikke. Hun nikkede endnu en gang, men denne gang, var det forstående.
Da Ashley spurgte, om Shadow ikke havde været på nogen missioner, rystede hun en smule ynkeligt på hovedet. Det havde hun jo ikke, og hun havde ikke nogen intentioner om at lyve. Nu, hvor Ashley fortalte om sit eventyr - være sammen med sin far i et halvt år, blev hun jaloux. Ikke glødende jaloux, men hun ville ønske, at også hun havde chancen for at drage ud, og måske møde sin mor. Komme tættere til Hera - Himlens Dronning. Hendes mor.
"Nej, jeg bryder mig ikke om at kæmpe, hvilket jo næsten er et krav, når man tager ud på en mission," forklarede hun, og tilføjede så med et skævt smil; "Og så vil min kæreste ikke lade mig tage af sted."

Det var rart at snakke med nogen som ikke dømmede andre på forhånd, og Ashley synedes at de klingede utrolig godt. Det var sjældent at hun fandt andre hun kunne snakke så godt med, uden nogen pinlig tavshed eller andre akavetheder. Et skævt smil formede hendes læber og hun så nysgerrigt på Shadow. Som sagt, så var hun fuldstændig ligeglad med hvem hendes mor var, hvad hun havde gjort havde intet med Shadow at gøre, og det samme med hendes brødre og søskende. Hun ville selvfølgelig være mere på vagt overfor andre børn af samme gud hvis hun havde været ude for noget slemt som et af deres børn havde gjort imod hende, men hun ville ikke direkte dømme en af deres brødre eller søstre. 
Hendes kinder blussede ganske svagt af Shadows reaktion. Hun måtte indrømme at det havde været hårdt med alle de døde sjæle, al hadet, pinslerne og smerten.. men hun havde nogenlunde vænnet sig til det til sidst, og hun havde nydt at være sammen med sin far i så lang tid, på trods af hendes irriterende stedmor, Persephone, som hadede hende overalt på jorden. 
"Aah, ja, det er det nu lidt," sagde hun og skar en lille grimasse. Men da hun nævnte det med sin kæreste, rynkede hun på brynet. "Om du vil på mission eller ej, så er det da ikke noget han skal bestemme, Shadow, du må ikke lade en fyr bestemme over dig, hvor dejlig han end er." Hun rynkede stadig på brynet og var nærmest helt overbeskyttende over for Shadow, uvidende om at det var hendes egen eks hun talte om. "Hvem er han? Så skal jeg nok tage mig en lille 'snak' med ham," sagde hun blidt og med et lille, skævt grin. Godt nok var Ashley lille, men hun var langt fra svag. Selv som svækket.

Hun smilede lidt større, da hun så Ashleys reaktion på sin reaktion. Hvilket lød underligt. Selvfølgelig kunne man blive genert - Shadow ville ligne en tomat, hvis hun fik sådan en reaktion over noget, hun havde oplevet. Men eftersom hun kun én gang havde set sin mor, var der ikke rigtig noget at juble over. Hun havde hverken været ude for nogle dramatiske oplevelser, eller været på nogle missioner. Egentlig var hun ret passiv, når det kom til at vælge folk, der skulle ud på missioner. Hun var lidt ligeglad, bare det ikke var nogen, hun kendte. Så ville hun bruge hvert øjeblik på at krydse fingre, og bede til guderne om, at de kom sikkert hjem. Missioner var ikke hendes førsteproritet. Hun trænede ikke til dem. Hun elskede faktisk at være i lejren, i forhold til mange andre, der bare ventede på at komme ud i verden og vise, hvad de duede til. Hun kunne godt lide bare at være i lejren, og for eksempel flyve på pegasusser. Hun elskede de fantastiske skabninger. Når de strøg op i himlen.. Der var intet andet som den følelse. Hun havde så også kun prøvet at flyve med fly et par gange, men det var på ingen måde lige sådan. Hun kunne forestille sig, at faldskærmsudspring var noget, der mindede om. Og så alligevel ikke. Fløj man på en pegasus, var der ikke noget, der kunne redde en, hvis man faldt - medmindre der en anden rytter i nærheden, eller måske en af de halvguder, der kunne flyve. Der var så mange evner, så der måtte også være nogen, der kunne flyve. Måske en af Zeus's sønner?
Hun kiggede lidt ned, da Ashley spurgte ind til Matthew. Vidste Ashley ikke det om Matthew og Shadow? Selvfølgelig. Det var derfor, hun var så imødekommende og venlig. Hun vidste ikke, at hun snakkede med sin eks' nuværende kæreste. Et kort øjeblik, havde hun håbet. Håbet at Ashley accepterede, at hendes eks havde fundet en anden så hurtigt, og gerne ville være veninder med Shadow alligevel. Shadow havde håbet, at hun på trods af fortiden, eller tidligere tider, måske godt kunne have været veninder med Ashley. Hun fugtede kort sine læber, før hun kastede et blik på bålet. Hendes indre var forvirrende, og hun stod i et slemt dilemma. Skulle hun fortælle Ashley om Matthew og hende? Hvad nu hvis hun blev sur? Eller bare jaloux? Shadow lukkede kort øjnene, før hun kiggede en anelse bestemt på Ashley. Hun skulle sige sandheden. Selvom hun prøvede at forskre sig selv om, at det var det rigtige at gøre, ville hendes stemme ikke rigtig samarbejde. Så hun besluttede at svare lidt på det andet, Ashley sagde først. Måske kunne hun udskyde det på den måde?
"Måske - det har du nok ret i," gjorde hun sig enig. Hun fik tilmed også tilkæmpet sig et nogenlunde smil, og så sprang hun ud i det, så måtte det ende som det gjorde. Men hendes stemme gad igen ikke samarbejde - hendes krop vidste, hun var mere nervøs, end hun prøvede at overbevise sig selv om, at hun var, "du må ikke blive vred... Men.. De-det er,"
Hun tog en dyb indånding, før hun sagde navnet; "Matthew.."
Hun kiggede øjeblikkeligt ned i jorden - afventede Ashleys dom. Måske burde det ikke ramme hende så meget, som det gjorde. Men hun kunne ikke gøre for det. Hun havde brug for Ashleys tilgivelse, eller hvad man nu kunne kalde det.

Ashley nød virkelig at snakke med Shadow og var fuldstændig uvidende om det drama der muligvis ventede dem lige rundt om hjørnet. Dog kunne hun allerede nu se, at de to nok hurtigt skulle blive virkelig gode venner, så godt som de allerede snakkede, man kunne bare håbe at dramaet ikke ville ødelægge muligheden for at de kunne være venner. Det måtte tiden vise.
Missioner og møderne med hendes far var ikke noget Ashley så som noget specielt.. selvom det var de færreste der kunne sige, at de havde mødt deres gudeforældre, for det var jo forbudt for dem at møde dem, og missionerne var der jo mange som var ude på efterhånden, det er jo god træning for dem alle sammen til at komme ud i den virkelige verden, som ikke var beskyttet som lejren var. Ashley elskede også lejren, hun elskede rutinerne, friheden for at skulle være på vagt konstant og så at hun havde venner og kæreste i lejren, hvilket jo bare var vidunderligt. 
Hun forstod virkelig ikke hvorfor Shadow tøvede så meget med at fortælle hvem hendes kæreste var. Kunne det være så slemt? Det var jo ikke ligefrem fordi der var særlig mange grimme halvguder, og der var ikke engang en overvægtig i lejren, så det kunne ikke være på grund af udseende.. måske havde vedkommende gjort noget slemt i lejren? Eller måske var det en pige! Ikke at det sidste ville have gjort Ashley noget, hun var nu selv lidt til piger, hun følte sig tiltrukket af hendes eget køn. Alle disse tanker fløj igennem hendes hoved imens Shadow tøvede med sit svar. Ashleylagde hovedet let på skrå da hun så bestemt på hende. Hun smilede blidt og beroligende til hende samtidig med at hun så nysgrrigt til Shadow. "Søde ven, jeg har altid ret," sagde hun blidt og blinkede drilsk til hende, mest for at lette stemningen lidt op. Hun kunne jo godt se at hun var nervøs. "Hvorfor skulle jeg bliv.." sagde hun og stoppede midt i sætningen da hun sagde Matthew's navn. Smilet forsvandt fuldstændig fra Ashley's ansigt og hun så bare på Shadow i noget der virkede som evigheder, men nok kun var omkring de ti sekunder. "Du.. er sammen med.. Matthew?" sagde hun langsomt, nærmest som om hun havde svært med at få sætningen ud over sine læber. "Hvordan fanden kan du være sammen med den maldito idiota." Det sidste blev sagt igennem sammenbidte tænder og små gnister fløj ud fra hendes hår et kort øjeblik inden Ashley fik styr på sig selv og bare så på Shadow med et umærkeligt blik. Hun anede ikke hvad hun skulle sige. 

//DAM-DAM-DAAAAAM!! xD

Måske var det ikke noget særligt for Ashley at møde sin far. Men Shadow ville så gerne møde sin mor. Efter Shadow far i så mange ikke havde ladet til at kunne tåle synet af hende, og da hun havde fået nok, havde hun ikke set sin far i flere år. Faktisk var det første gang i de mange år, for cirka en måned siden. Det var også der hun havde fundet ud af, at Avalanna var hendes stedsøster. Stedsøster. Det var underligt at se sin veninde, som sin stedsøster. At se sin venindes mor kysse ens far. Og at vide, at de to havde to små børn, Tvillinger. Lucy og William, der virkelig var kære. William havde arvet de chokoladefarvede øjne fra Shadows far - de samme øjne, som Shadow havde. Lucy havde arvet de flotte himmelblå øjne fra Avalannas mor, Maggie. Maggie og Raphaël var heldige, at lige præcis de havde fundet sammen. For hvordan skulle man forklare sin nye hustru eller mand, at man havde et barn med en af de gamle græske guder. Det var nærmest en umulighed.
Hun vidste, at Ashley ikke ville reagere videre pænt på, hvad Shadow var ved at sige. Derfor tøvede hun. Derfor kunne hun ikke få ordene over sine læber. Hun vidste ikke, hvordan det ville påvirke deres begyndende venskab. For hun håbede virkelig, det var det, det var, og ikke blot en tilfældig samtale, der ville blive glemt to dage efter. Og noget tydede på, at det i høj grad ikke blot ville blive en samtale, hun sådan lige ville kunne glemme. Overhovedet ikke.
Hun hævede langsomt blikket efter cirka to sekunders tavshed. Ashley sad som en stenstøtte, og stirrede bare på hende. Shadow bed sig i læben for ikke at slynge sine undskyldninger ud. De undskyldninger, hun vel egentlig ikke behøvede. Efter der var gået noget, der føltes som en evighed, hvor Shadow var ved at gå til af nerver, åbnede Ashley munden og talte i samme langsomme og snublende tempo, som Shadow loge havde brugt. Som svar til Ashleys spørgsmål, nikkede hun blot. Hun kunne ikke andet. Hun havde åbenbart mistet evnen til at tale.
Men da Ashleys slyngede sin fornærmelse ud, åbnede hun øjnene i protest. Han var ingen idiot, i hvert fald ikke i Shadows øjne. Men mere kunne hun vel ikke forvente, at Ashley syntes, han var. Og det var forståeligt nok, at hun syntes det - det var slet ikke det. Det var mere, at hun indikered,e at han var en idiot overfor alle.
Hun rystede langsomt på hovedet, og sagde sin ord med stor omhu, "Meget let - jeg synes ikke, han er en idiot."
Hun krympede sig under Ashleys blik, der ikke var til at læse. Hvad tænkte hun? Shadow var ved at gå til at bekymring for, at Ashley nu ville hade hende.

Ønsket om at møde deres gudeforældre lå nok hos størstedelen af halvguderne, og det forstod Ashley godt, for hendes far havde hjulpet hende igennem mange ting, selvom det var begrænset med hvor meget han måtte indvirke i hendes liv. Hun kunne ganske enkelt ikke forestille sig et liv uden sin far, det ville bare være trist liv. Så hun forstod jo godt de andre halvguder, som aldrig havde mødt deres gudeforældre, og deres ønske om at møde enten deres mor eller far. Alt i alt, så var Ashley meget glad for at hendes moster havde fortalt hende om hvem hendes far var da hun var helt lille og forklaret hende om vigtigheden i at det blev holdt skjult. For allerede som lille havde hun kunne se de dødes ånder, og hun blev drillet og drillet på grund af det, og hun havde egentlig bare haft en dårlig barndom, den eneste ven hun havde haft døde i en alder af fem og alle de andre børn mobbede hende. 
Hun anede ikke hvordan hun skulle reagere. Det var jo selvfølgelig ikke Shadow's skyld, men Ashley var nok bare lidt i chok. Hvordan kunne denne søde og ærlige pige være sammen med ham?! Men hun kunne godt se, at hun måske var gået lidt over stregen med at kalde ham en stor idiot. "Det gjorde jeg heller ikke da jeg var sammen med ham, men så havde vi sex, og så gik der nogle dage og så ville han det ikke mere," sagde Ashley med en lav og monoton stemme, der skjulte alle hendes sårede følelser. 

//Undskyld tiden, var til fødselsdag i går aftes xD

Måske mødte hun en dag sin mor. Måske fik hun en dag talt ud med Hera, og måske en dag, kunne hun høre sin mor sige hendes navn for første gang. Eller bare se hende. Shadow havde altid prøvet at forestille sig, hvordan Hera så ud. Den kolde statue, der stod hytten, som stirrede koldt på alle, der befandt sig i hytten, virkede ikke som den varme følelse, der var det eneste minde, Shadow havde om sin mor. Den følelse, der aldrig havde kunnet få hende til at hade sin mor. Hvis hun ikke havde det, havde hun sikkert givet efter og beskyldt sin mor for alle sine problemer. Det ville ikke være retfærdigt. Shadows mor kunne og måtte ikke blande sig i hendes liv - det var en regel, der gjaldt for alle guderne. Lige meget hvad ens barn gjorde, måtte man ikke gøre noget for at stoppe det. Luke Castellan var et udemærket eksempel på, hvorfor den regel var en stor misforståelse. Hermes havde kunnet redde sin søn, men Zeus's regel havde gjort, at det var en umulighed. Luke havde døet en helts død, men det kunne let have været undgået.
Men det var fortid. Reglen fandtes stadig, og det gjorde, at mange halvguder i lejren ikke havde det mindste tilovers for deres gudeforælder, hvilket Shadow fandt underligt. Det var ikke deres skyld. Men selvfølgelig var det nemmere at skyde skylden på ens nærmeste, i stedet for at finde ud af, hvem der bar det egentlige ansvar for deres gudeforælders fravær. Shadow havde altid elsket og elskede stadig sin mor. Ingen tvivl om det.
Hvis Ashley havde sagt sit spørgsmål højt, havde Shadow blot smilet og sagt, at det var let nok. Hvis man elskede en person, kunne man let se forbi de fejl, der måske var ved personen. Måske havde Matthew nogle fejl, men for hende var han perfekt, og det kunne ingen ændre på. Heller ikke Ashley. Selvfølgelig var det klart, at hun var såret, og det påvirkede hendes syn på ham. Hun-
Shadow stivnede ved Ashleys ord. Lige præcis dét havde Shadow ihærdigt prøvet at fortrænge. Dem sammen. Hendes hoved sprængtes af følelser og billeder bare ved tanken, ting, hun hellere ville have været fri for. Hun kiggede væk fra Ashley. Ned i jorden. Op på himlen. Ind i bålet. Rundt på alle de andre. Så på dem, der kastede små blikke på Shadow og Ashley. Hun tog en dyb indånding, og pustede ud igen. Hun vidste virkelig ikke, hvad hun skulle. Hvordan hun skulle reagere.
"Han har ændret sig..." prøvede hun sig lavt med. Prøvede at overbevise sig selv om, at han ikke bare ville bruge hende. Forlade hende efter kort tid.
Hun bed sig i læben for ikke at råbe en forbandelse ud mod sig selv. Selvfølgelig ville han ikke forlade hende. Hun skulle stole på ham - hun stolede på ham. Han var ikke sådan en person, der bare gik fra pige til pige. Sådan. Var. Han. Ikke.

//Det er helt okay :-)

Ashley forstod heller ikke hvorfor Zeus ikke fjernede den regel om at guderne ikke måtte møde deres børn, det var jo ondt. Og det gjorde jo også, som Shadow tænkte, at mange af halvguderne ikke havde noget til overs for deres forældre og i enden, så ville mange af dem sikkert ende som Luke, sønnen af Hermes, der næsten fik dræbt alle guderne ved hjælp fra titanerne. Godt nok havde Ashley kun mødt sin far i hendes egen "verden" da hun var spæd. Ellers havde hun set ham i sine drømme, hørt hans stemme en gang imellem og rejst ned og boet hos ham i et halvt år. Hun elskede ham. 
Ashley blev underlig tilfreds da hun så hvordan Shadow stivnede da hun hørte hendes ord. "Og før mig var det Anx, jeg stjal ham nærmest fra hende, ikke at jeg er stolt af det, men jeg gjorde det, og han havde sikkert også sex med hende," sagde hun lavmælt. "Jeg vil ikke have det sker for dig, du er sådan en sød pige." Ashley så mere trist på hende. Hun tog en dyb indånding ved Shadow's ord og åndede dem ud i; "Undskyld, jeg skal ikke rode i jeres forhold, jeg vil bare ikke have at han sårer dig, som han sårede mig og Anx." Hun så trist på Shadow. Hun rakte ud og tog Shadow's hånd og holdte den i begge sine. "Det er ikke dig jeg er sur på, det er ham."

Hun stirrede blot på sine hænder. Kunne ikke få sig selv til at se op. Møde Ashleys blik. De ord, Ashley fremsagde, borede sig dybt ind i Shadows hjerne, hjerte, sjæl. Hun kunne ikke få dem væk. De blev ved med at genlyde i hendes hoved. Højere og højere. Det var lige noget, man kunne bruge i en film. Ordene fra den sårede ekskæreste, der fik den nuværende til at tvivle. Ikke helt sandt. Hun tvivlede ikke et sekund på Matthew, overhovedet. Men tanken var der, og den pressede på. Hun vaklede på linjen i mellem tillid og mistro. Tilliden gjorde at forholdet holdt i længere tid, mens mistro ødelagde de. Og var der noget, hun ikke ønskede, var det, at hun mistede Matthew. Dels fordi hun havde ventet så længe på, at han fik øjnene for hende, men også fordi, hun ikke var et sekund i tvivl om, at hun elskede ham. Elskede. Et stort ord, der indeholdt stor betydning. Ikke noget, der skulle misbruges. Ikke noget, der skulle siges, hvis man ikke mente det. Men hun mente det, og han havde sagt, han også elskede hende. Det måtte betyde noget. Det skulle betyde noget.
Langsomt hævede hun blikket, da der var gået et stykke tid, hvor ingen havde sagt noget. Hun håbede, at det var slut. At stormen var ovre. De kunne langsomt gå tilbage til det påbegyndende venskab, de havde gang i. Langt væk fra emnet 'kærester'. Hun bed sig i læben, og inde i hovedet, bandede hun af sig selv. Hvorfor skulle hun også nævne Matthew? Hun vidste jo, at Ashley ikke havde det god med det emne. Eller hun vidste det selvfølgelig ikke, men hun havde det på fornemmelsen. Hun rystede på hovedet af sig selv. Hun skulle have været taktisk nok til ikke at komme ind på det emne.
Og så blev bomben smidt. Hun blev mindet om det første forhold, Matthew havde haft med en anden før hende. Det forhold havde hun egentlig ikke haft specielt meget imod. Til at starte med havde hun ikke fået sig afklaret med de modstridende følelser, der kæmpede om en plads inden i hende. Men jo tættere hun kom på konklusionen, at hun var forelsket i Matthew, gjorde det mere og mere ondt at se ham med en anden. Tanken om, at de måske havde haft... sex, havde aldrig rigtig faldet hende ind. Ikke nu før Ashley så højlydt mindede hende om det. Flere halvguder vendte sig og sendte de to underlige blikke - mest Ashley, da det jo var hende, der stod og råbte op om sex og alt muligt.
Hun ville have smilet af Ashleys ord, i alle andre tilfælde ville det have bragt et smil frem på hendes læber. Men ikke i nu. Ikke i den her situation. Men hun var smigret, og hun følte en varme, da Ashley sagde ordet 'sød'. Det beviste, at Ashley ikke var sur. I hvert fald ikke på hende.
"Han sårer mig ikke, det er jeg sikker på," fastholdt hun stille. Hun lød som en lille pige, men det rørte hende ikke. Hun havde brug for at overbevise sig selv de sidste procent. Han ville ikke såre hende. Hun ville ikke tro det.

Ashley var begyndt virkelig at fortryde sine ord, det var ondt at sige det foran Shadow, som tydeligvis elskede Matthew. Hun ville ikke være skyld i at så tvivl i deres forhold, den byrde ville hun ikke bære rundt på endnu en gang, for det var jo aldrig rart at vide, at man var skylden i at to personer gik fra hinanden. Lige i det øjeblik ville hun ønske, at hun kunne trække alle sine ord tilbage, ikke fordi hun ikke mente det hun havde sagt, for det gjorde hun virkelig, men fordi hun kunne se at det sårede Shadow at høre om hendes kærestes eks'er og hans forhold til dem. 
Hun vidste godt, at mange af de andre halvguder gloede på dem, på hende, fordi hun snakkede højt om sex og det ene og det andet, men for Hades da, hun var vant til det! Vant til at alle stirrede på hende fordi hun snakkede med én person som ingen andre kunne se, stirrede på hende fordi hun i sin vrede mistede kontrollen fuldstændig og forvandlede sig. Og hun kunne fortsætte, så alt i alt tog hun sig ikke af at folk stirrede på hende. 
Ashley smilede lidt over hendes ord og nikkede. "Og jeg håber på du har ret, ellers så kommer jeg efter ham," sagde hun lidt og gav hendes hendes hånd et lille klem.

Lige meget, hvad Ashley havde sagt og ville sige, ville Shadow ikke tillade, at hun tog det fulde ansvar på sine skuldre. Det ville Shadow ikke kunne holde ud. Så ville hun nærmest gå til af skyldfølelse. Det ville desuden ikke være retfærdigt. Måske var det Ashley, der havde sået tvivlen i Shadows tanker, men det var jo hende selv, der havde troet på de ord, Ashley sagde. Og det ville desuden bare ødelægge chancen for at de to blev venner endnu mere. Shadow ville tage Ashleys formanende ord til sig, og lytte til hendes forsikringer om, at hun ville komme efter Matthew, men hun ville ikke tro dem. Måske havde Ashley ret, men det ville hun først tro på, når der var beviser for det. Uskyldig - eller, hvad det nu hed i denne situation - indtil det modsatte var bevist. Nolge gange var det ordsprog bare dumt, men nu passede det perfekt ind. Hun ville ikke så meget som se mistroisk på sin kæreste, før det var bevist, at han havde løjet, eller noget. Pointen var, at hun stolede på ham, og dermed stolede hun også på, at han ville fortælle hende, hvis der var noget galt.
Igennem hele optrinnet havde hun været helt spændt i kroppen, men da Ashley smilede, smilede Shadow straks lettet og glad tilbage. Nu kunne de nok endelig lægge det her bag sig. Og snakke om noget, noget, ingen blev sårede over.
"Jeg bringer truslen videre," lovede hun grinende. Det føltes befriende at grine, og det varmede alt inden i hende op.
Hun gav Ashleys hånd, der havde fat i hendes, et lille klem, og kiggede hende smilende i øjnene. I hendes brune øjne, kunne man se håbet om, at de kunne lægge det hele bag sig, og starte på en nogenlunde frisk.