first meeting with the insane dude - Nathan

af **Delia** 27/10/2013, 18:46

S: Spistedet
T: eftermiddag, får noget frokost
O: Andre halvguder der spiser
V: Overskyet, men stille og lunt
P: en kjole i flere lag og en masse farver. Ingen sko

Der var en masse snak, grin og larm ved spisestedet i lejren. Folk pjattede og drillede hinanden, nogen sad og sladrede. Og så var der Fideliana. Hun sad alene midt i det hele. Hun havde ikke rigtigt nogen venner endnu. Hun snakkede ikke så meget med hendes søskende endnu heller, hun ville gerne, men de var sjældent i hytten når hun var der. Så hun plejede at drysse rundt for sig selv, prøve på ikke at være i vejen, hygge sig og kigge på andre. Det gjorde hun også nu, sad og kiggede på vennepar der pjattede og tydeligtvis havde været her længe. Delia var stadig ikke vant til at se så mange af hendes egen slags og andre væsner. Hun var vant til de kedelige menneskelige rammer hvor hun var sær og unormal, så hun nød at være blandt folk som hende.
Hun sukkede tungt og rejste sig op for at komme videre. Hun var ikke rigtigt mæt, men hun havde ikke lyst til at blive her længere, hun trængte til at få kørt noget energi af, snakke med nogen måske. HUn kunne sikkert finde nogen at tale med. Hun gik i hendes egne tanker med et smil og sang for sig selv. Hun endte med at små hoppe af sted, uden at se sig for, i hendes egen lille verden af fest og glæde.

af **Nathan** 10/1/2014, 07:36

Påklædning: Hvid trøje, grå hættetrøje, mørke jeans og nittebælte. Har sko på.

Nathan var gået hen for at få noget frokost, men jo tættere på han kom, jo mere virkede det som en dårlig idé. Der var mange andre der ville have mad, hvilket resulterede i at det var mange mennesker, og de larmede.
"Pas på, du kan ikke stole på dem.."
*Hvor hyggeligt, Jason er på besøg igen* Nathans egne tanker var ironiske, at høre noget det ikke er der og se ting der ikke eksistere, er noget der er meget nemmere at håndtere for ham, end en stemme der decideret har taget form i hans hoved og som altid havde en menneskelig form, i Nathans øjne.
Han rystede på hovedet og prøvede at ignorere Jason.
Han hørte noget andet, han drejede hovedet og så en køn pige hoppe forbi lidt derfra hvor han stod, imens hun sang. Uden at tænke videre over det, fulgte han efter hende.
"Ugler findes ikke kun i mosen" sagde han, ganske normalt som havde han snakket til en, og lige så højlydt.
Han havde glemt alt om sin sult, det eneste han tænkte på, var at finde ud af hvorfor pigen sang, imens hun stak af, for sådan havde han opfattet det, en smuk ung pige der stak af fra bålet og maden og menneskerne, imens hun sang.
Nathan var forvirret over det, og ville vide mere om det. Det var i hvertfald det han bildte sig selv ind, i virkeligheden ville han bare tale med hende, da han ikke havde nogen at gøre det med.. Når man er sindssyg, er det svært at få folk til at stole på en...

af **Delia** 10/1/2014, 09:20

Delia hoppede glad videre mens hun sang for sig selv. Hun havde fornemmelsen af at nogen kiggede på hende, men hun ignorerede det. Folk havde gloet på hende som om hun var underlig så meget i hendes liv, hvis folk i lejren gjorde det samme, så ville hun affinde sig med det.
Aligevel fortsatte det og hun stoppede op. Hun vendte sig om og så direkte på drengen der fulgte efter hende. Hun smilede stort til ham, hun var altid meget venligtsindet overfor nye folk. Fremmede er kun venner man først lige har mødt. Det var hendes filosofi.
"Hej!! Mit navn er Fideliana. Datter af Dionysos. Bare kald mig Delia, det gør alle. Det er nok også noget nemmere. Fideliana er jo et mareridt at udtale, jeg ved ikke hvad min far tænkte på. Men i hvert fald! Hvem er du? Hvad hedder du?" Hun smilede til ham og rakte en hånd ud til ham for at hilse. Hun snakkede altid som et vandfald, hun var meget svær at få gjort stille. Det var altid ligegyldige ting, men hun kunne ikke lade vær. Forhåbentligt havde drengen ikke noget imod det.

af **Nathan** 10/1/2014, 10:01

Nathan blev forvirret da pigen stoppede op og vendte sig om mod ham. Han stod og stirrede på hende med store, men umiddelbart tomme, øjne. Hendes ivrige sind og venlige indstilling havde han svært ved at finde ud af. Hvem ville være så venlig mod en der lige havde forfulgt en.
"Nathan, hun er ude på at forråde dig..." Nathan vrissede mentalt af Jason og vendte opmærksomheden mod pigen igen.
*Fideliana...* Navnet var så sødt, så specielt. *Datter af Dionysos... Hvor spændende* Nathan havde altid haft problemer med alkohol, det er jo også klart når man finder ud af at stemmerne forsvinder når promillen stiger.
Spørgsmål. Nathan stivnede. Han skulle svare på noget. Han ventede lidt, analyserede hende, hun så så glad, yndig og venlig ud. Han vidste ikke om han skulle stole på hende, men han vidste også at hun formentlig var en af de bedste kandidater til at fortjene hans tillid.
"Nathan, søn af Lyssa." Han ventede lidt, kom i tanke om pigens navn, han var nødt til at sige det, smage på det.
"Fideliana" Hans stemme var blid da han sagde navnet langsomt, forsigtigt, som ville det gå i stykker i munden på ham.
"Jeg forstår... Hvis du foretrækker det, kan jeg uden problemer kalde dig Delia" For første gang smilede han sådan rigtigt, det var ikke et stort smil, men det blev reflekteret i hans øjne. Nu var isen brudt, de havde talt, nu kunne han snart vide mere om hende. Ha tog hendes hånd og klemte den blidt, før han slap den igen. Han havde intet imod hendes snak, hun havde en rar stemme, som han godt kunne lide at høre på. Derudover snakkede han ikke selv så meget i starten når han lærte nogen at kende, så det var rart at hun sagde noget, så undgik man pinlig tavshed.
Han kom i tanke om hvorfor han var fulgt efter hende.
*Jeg må spørge hende hvorfor hun flygtede..*
"Hvorfor flygtede du fra spidestedet..? Og hvorfor sang du imens du flygtede?" Nathan så oprindeligt forvirret og nysgerrig ud, han kunne ikke forstå hendes opførsel, og han kunne slet ikke forstå at hun var så glad, hvis hun lige var flygtet.

af **Delia** 10/1/2014, 13:18

Delia lyste op da han præsenterede sig. Hun havde aldrig mødt en søn af Lyssa, vidste slet ikke Lyssa havde børn i lejren. Det havde været en af hendes yndlings gudinder da hun boede i den normale verden, fordi hun var så mystisk og speciel. "Hvor fedt! Lyssa! Jeg vidste slet ikke hun havde børn i lejren! Hvor vildt... Du må fortælle mig om det, om hende, om dig!" Hun smilede stort og hoppede lidt på stedet af iver. Når noget interesserede hende gik hun meget op i det og glædede sig. Der skulle ikke meget til for at hun blev glad og spændt.
Hun trak lidt på skuldrene og smilede små forlegent. "Delia er bare nemmere. Noget andet end Nathan du vil kaldes?" Hun smilede blidt til ham og stod lidt og drejede på stedet. Hun smilede stadigvæk, det var skønt at snakke med nlgen, og have en ven.
En let latter kom fra hende og hun lagde en hånd over sin mund for at dække over det. Så smilede hun varmt til ham, hun kunne rigtig godt lide ham. "Flygtede.. sådan kan man vel godt sige det. Jeg var bare alene og ville væk derfra, så ja. Og med sangen, tror jeg det er en gen ting. Musik og sang, jeg synger altid. Elsker det!" Hun drejede rundt på stedet med et smil og så på ham igen. Hun så ind i hans øjne og smilede uskyldigt. "Undskyld. Dionysos fest gener.. jeg håber ikke jeg skræmmenr dig væk!" Hun så lidt ned og smilede fortsat.

af **Nathan** 10/1/2014, 15:05

Nathan smilede svagt, hun virkede så, så.. Skøn, hendes syn på verden og glæden der strålede ud af hende, Nathan begyndte at føle sig mere tryg ved hende.
"Well, her er jeg... Jeg kender hende ikke, du ved vel næsten mere om hende end jeg, men jeg selv... Jeg er nok... ja... Jeg plejer ikke at skjule det, så jeg kan vel lige så godt fortælle dig det.. Jeg, forestil dig en fantasi ven... Som er der hele tiden, ingen andre kan se ham... Ja... Jeg, jeg... sindssyg" Nathan kiggede ned i jorden, skammede sig en smule, men der var intet at ændre.
Han kiggede op igen, smilede sørgmodigt, "Jeg har ingen kælenavne" sagde han bare og trak på skulderne.
Han smilede skævt over at hun drejede rundt og slet ikke kunne stå stille, det var en smule sødt, kært, elskværdigt.
"Så er det okay jeg er her? Hvis du vil væk fra mig, så bare sig det" hans blik blev straks indadvent og hans ansigtstræk viste ingen følelser.
Han blødte lidt da hun snakkede om musik, og da hun så drejede igen smilede han.
Hun undskyldte, han gik i panik: "Undskyld endelig ikke! Vi har alle gener der er specielle, syng, dans, fest lige så meget du vil, det er din natur!" Han smilede til hende og rystede på hovedet. Hendes latter var så sød, han ønskede ikke hun skulle skjule det.
"Du skal aldrig skjule din latter, den er sød, glædelig... Lov mig at du aldrig skjuler din latter" Han smilede opmuntrende til hende og stak hænderne i lommen.
"Har du tænkt på at ugler ikke kun findes i mosen?" Han så helt alvorligt på hende, men han smilede også skævt samtidig og havde et glimt i øjet.

af **Delia** 10/1/2014, 17:01

Hun så på ham med et smil og en åbenhed. Hun dømte aldrig folk, det var der så mange andre der kunne gøre for hende. Hun stolede på dem indtil de svigtede hendes tillid. Og det gjorde folk faktisk sjældent, hvilket gjorde hende endnu mere glad.
Hun lagde hovedet lidt på skrå og smilede så varmt til ham da han forklarede han var sindssyg. "Åhr, bare rolig! Min bedste ven satte engang ild til en af hans jævnaldrene, alle har deres små uslebne sider, ikke?" Hun smilede blidt til ham og trak så på skuldrene. Det gjorde hende virkleig intet, hun kendte et par stykker der nok ikke havde det helt let. En af hendes brødre var sammen med en datter af Lyssa kom hun i tanke om. Og hende kunne Delia godt lide. Hvorfor skulle Nathan så ikke også være rar?
Hendes smil falmede dog da han sagde han ikke havde et kælenavn. "Alle har da kælenavne, selv hvis det er pinlige og akavede? Det har du nu Nate!" Hun lyste op igen og hoppede lidt på stedet.
"Jeg elsker at tale med folk Nate, du skal ikke undskylde din tilstedeværelse!" Hun smilede til ham og så lidt ned da han nævnte hendes latter. Folk plejede ikek at komplimenterer hende. Hans ord fik hende til at tænke lidt og så smilede hun. "Prøv at bo sammen med 20 af min slags. Så kan vi snakke om ugler både i og uden for mosen!" Hun lo lidt og tog fat i hans arm ind hun trak i ham for at få ham med sig. "Men kom! Forklar mig mere om dine ugler!" Hun smilede opfordrende til ham mens hun blidt trak ham med sig imod DIonysos' hytte.

af **Nathan** 13/1/2014, 09:59

Nathan kiggede afventende på hende, sætte ild til en jævnaldrende, det var da en mulighed.. Han rystede mentalt på hovedet, nu skulle han altså prøve at opføre sig pænt overfor hende, hvis han gerne ville have kontakt med hende fremover.
"Det var da ikke særlig pænt af ham.. men jo, det har vi vel.. Nogle flere end andre" Han smilte svagt til hende, men blev så helt overrasket over hendes måde at ændre hans navn på. Nate. Han kiggede ned: "Nate.." hviskede han til sig selv, smagte på navnet, han kunne lide det, om det var fordi det passede ham fint eller om det var fordi det var hende der havde givet ham det, vidste han ikke helt, men han frygtede lidt at det var det sidste.
Han lyttede til hvad hun sagde, svarede ikke, nød bare at høre hende tale.
Da hun tog fat i ham og trak ham afsted blev han lidt panisk, men fulgte med. Fortælle om hans ugler? Han tøvede lidt. Så begyndte han at forklare.
"Nogle siger at der er ugler i mosen, og der var en gang en der sagde det til mig, så jeg gik ud til mosen for at tjekke, og det var der ikke!" Hans stemme hævede sig lidt for at understrege at han var blevet snydt.
"Så jeg fandt nogle ugler og puttede dem i en pose, og så smed jeg dem i mosen.." Han holdte en teaterelsk pause.
"Så gik jeg hjem og sagde til folk at der var ugler i mosen, ingen tog det seriøst og de ville ikke redde dem... Jeg gik i panik, rendte rundt og skreg at der var ugler i mosen, i håb om at de blev reddet...." Han tog en dyb indånding, kiggede trist ned og sukkede så.
"Det blev de ikke..." Han lød helt bedrøvet ved tanken om at være blevet misforstået, og ved tanken om at han havde været skyld i nogle uglers død.
Han rystede på hovedet, skubbede det væk og smilede så prøvende til hende.
"Hvor fører du mig egentlig hen..?"

af **Delia** 15/1/2014, 21:55

Delia så på ham mens de gik igennem skoven. Hun lod ham forklarer og nikkede lidt. Det var ikke en hyggelig eller glad historie som hun måske havde håbet. Men han var ærlig over for hende, og det var hun faktisk endnu mere glad for Så smilede hun venligt til ham. "Det var nok ikke så bogstaveligt ment. Ugler i mosen er som at sige at nogen pynser på noget, det er ikke som det plejer eller skal være. Det er bare en tale måde. Men bare rolig, jeg dømmer ikke! Det var faktisk en ret logisk tanke." Hun lo blidt og krammede hans arm, den af dem hun havde hevet fat i for at trække ham med. Hun smilede blidt til ham.
Hans spørgsmål fik hende til at stoppe op og hun så sig lidt om. "Godt spørgsmål. Søen tror jeg. Jeg elsker at gå ved søen om aftenen! Det giver lidt fred fra mine søskende. Du skal ikke gå med, jeg vil ikke tvinge dig Nate. Men det er hyggeligt at snakke med dig! Jeg kan godt lide dig. Du er sød." Hun smilede blidt og trak lidt på skuldrene. hun fortsatte ned mod søen og håbede han ville gå med. Han virkede til at kunne lide og være sammen med hende, hvilket hun virkelig nød. Desuden var han rar at snakke med. Der var noget over ham der gjorde hende interesseret, hun kunne ikke helt sætte finger på hvad det var. Hun elskede det, elskede at han var så speciel, at han så helt anderledes på det hele. Det var frisk, og langt mere spændende end bare at gå sammen med alle de andre.

af **Nathan** 16/1/2014, 15:54

Nathan kiggede på hende da hun fortalte ham om at det var en talemåde, som om han havde fået en åbenbaring.
"Mener du det? Det er der aldrig nogen der har fortalt mig..."
Han rødmede svagt da hun krammede hans arm. Ikke noget han lagde mærke til selv, men det virkede vist rimelig tydeligt.
Han lyttede til det hun sagde, blev en smule trist da hun sagde at han ikke skulle gå med hende, for han opfattede det som om hun ikke ville have ham med.
Men da hun så fortsatte smilede han svagt, kiggede væk og mærkede rødmen tage til igen.
"Oh... Øhm..."
Hun begyndte at gå så han ventede to sekunder før han satte efter hende og rakte sin arm til hende, så hun kunne vikle sin ind i hans, hvis hun ønskede det. Han smilede svagt til hende i håb om at hun ville gøre det.
"Jeg kan også godt lide at snakke med dig.. Og du siger bare til, så skal jeg nok holde dig med selskab når du vil væk fra dine søskende.. Og du er skam også sød, jeg kan også godt lide dig..."
Han vidste ikke helt hvordan han skulle fortsætte, så han sagde ikke mere, det var underligt at blive kaldt Nate, men han nød det, fordi hun kaldte ham det, fordi Delia kaldte ham Nate.

//meget kort, men er lidt død i min krea ^^'

af **Delia** 16/1/2014, 16:53

Hun så på ham med et smil da han rødmede. Det plejede folk ikke at gøre i hendes nærvær, det plejede at være hende der rødmede. Hun var klodset og uheldig. For det meste fik hun også rodet sig ud i dumme situationer. Men sammen med Nathan følte hun sig mere sikker, hun følte sig ikke så forkert. Det var rart. Hun kunne virkelig godt lide at være sammen med ham.
Hun så på hans arm og smilede inden hun tog fat om den igen. Hun krammede den kort ind til sig og fortsatte roligt turen mod søen sammen med ham. "Mine søskende er ikke så slemme, bare meget højrystede. Festens gud du ved, et stille øjeblik er sjældent. Derfor kan jeg godt lide sig. Du er speciel, men sød og rolig. Du er afslappet og ikke så overgearet. Det ved jeg godt jeg er, undskyld, men jeg kan ikke gøre for det." Hun smilede lidt til ham og så op på ham. Hun håbede ikke at det var for meget at hun snakkede sådan, men hun kunne ikke lade vær. Akavet stilhed var sjældent et problem med hende, hun snakkede for det meste for meget til at den nåede at opstå. Da de kunne se søen stoppede hun op og så på den med et smil.
"Den er smuk, ikke? Jeg mener, jeg har altid elsket vand, specielt skovsøer." Hun sukkede drømmende og lænede sig ind imod ham uden at tænke over det. Det var ikke særligt tit hun havde nogen med sig hernede.

//I orden, men krea er heller ikke vild Razz

af **Nathan** 20/1/2014, 12:00

Nathan lyttede roligt til hende, nærmest nød hendes ordstrøm, mest af alt fordi det skubbede de andre stemmer væk, men også fordi det var sødt på en mærkelig måde, at hun bare ikke kunne stoppe.
"Hvis de er som dig, så kan de ikke være så slemme" Sagde han med et skævt smil og hørte så det hu sagde om ham. Endnu en gang ramte den rødlige tone has ansigt og fik ham til at ligne en klap-hat-idiot.
"Du er præcis som du skal være... Du skal ikke undskylde.." Han smilede svagt og kiggede ned i jorden, kunne ikke få sig selv til at se på hende, når hun sagde sådanne ting. Derudover var det rart at der ingen stilhed var, for stilhed var for ham ligmed stemmer og andre mærkværdige ting. Hun holdte det væk ved sin snakken. Ha var evigt taknemmelig.

Da hun stoppede op, fulgte han med. Han kiggede ud over søen og lyttede til hvad hun sagde, rettede blikket mod hende og smilede svagt for sig selv.
"Ja, udsigten for mig er meget smuk..." sagde han nærmest lige så drømmende som hun havde sagt, hvorefter det gik op for ham hvad han sagde, og gik i panik, hans øjne udspilede sig og hans blik flakkede lidt inden han skyndte sig at kigge ud over søen.
"Øh... Jeg mener... Ja.. Søen er meget smuk.. Vand er meget smukt..." Sagde han og lagde tryk på de to ord, for at understrege at det slet ikke var hende han snakkede om... Slet ikke..

af **Delia** 20/1/2014, 17:00

Hun smilede lidt over ham og trak på skuldrene. "Mine søskende er knap så kiksede og uheldige. De er mere elegante på en eller anden måde. Jeg har ikke lige helt fundet ud af hvordan man gør det endnu. Det kommer forhåbenligt med tiden." Hun lo blidt og så op på med et smil. Det var nu ikke fordi hun havde noget imod sig selv, men hendes søskende havde en lidt mere smooth måde at gøre tingene på. Det kunne godt være det var lidt mere praktisk til tider.
Hun lænede sit hoved mod hans skulder mens hun betragtede vandet. Det var ret nyt for hende at stå her sammen med nogen. Det var altid så ensomt herude. Nathan gjorde det lidt bedre end det plejede. Hun så op på ham da han snakkede om hans udsigt og smilede lidt over ham. Hendes kinder blev svagt rosa, det plejede folk ikke at sige, slet ikke til hende. Så flyttede hun også blikket ud på vandet med et smil og nikkede lidt. "Ja det er. Det er utroligt. Det ser så roligt ud, men der kan være strømme lige under overfladen der kan trække dig med. Det er så farligt og stærkt, men uden på er det så pænt. Jeg elsker den mystik der er over det. Ligesom folk!" Hun så op på ham med et smil. "Der er så mange folk der har en helt anden overflade end det der er inden i dem. Det er derfor jeg er holdt op med at dømme folk. Jeg tror ikke på udseendet fotæller ok om folk." Hun trak lidt på skuldrene og så på vandet igen. Hun trak blidt i ham for at få ham med hen og sidde på en væltet træstub.
"Hvad med dig? Hvad var det første du tænkte da du så mig for eksempel?" Hun satte sig ned og smilede afventende.

af Sponsoreret inhold

first meeting with the insane dude - Nathan

first meeting with the insane dude - Nathan

Sv: first meeting with the insane dude - Nathan

Sv: first meeting with the insane dude - Nathan

Sv: first meeting with the insane dude - Nathan

Sv: first meeting with the insane dude - Nathan

Sv: first meeting with the insane dude - Nathan

Sv: first meeting with the insane dude - Nathan

Sv: first meeting with the insane dude - Nathan

Sv: first meeting with the insane dude - Nathan

Sv: first meeting with the insane dude - Nathan

Sv: first meeting with the insane dude - Nathan

Sv: first meeting with the insane dude - Nathan

Sv: first meeting with the insane dude - Nathan

Sv: first meeting with the insane dude - Nathan