Endelig alene - Connor

Tid: 13.26
Sted: Skoven
Omgivelser: Træer, dyr og forhåbentlig ikke nogen lejrdeltagere
Vejr: Koldt og sne
Påklædning: Brun uldtrøje og blå jeans

På en fældet træstamme sad en pige, med det mørke hår slået ud i en vifte på ryggen.
Hun sad og så op på himlen, forbi de nøgne trækroner og videre op på himlen. Den klare, blå, skyfrie himmel.
Pigen havde sin yndlingssweater på, der var brun. Den havde hals på og den sad helt oppe over hagen på pigen.
Kinderne var røde og hænderne var skjult af de brune ærmer i sweateren.
De brune øjne pigen havde så ud til at længes efter at komme væk fra lejren, hun var lige kommet forfulgt af en masse uhyrer blandt andet en kyklop og helvedeshunde.
Der var ikke noget at sige til at pigen var rædselsslagen og anede ikke hvad der skete omkring hende, hun var kun 15 år, men havde allerede oplevet mere end rigeligt efter pigens egen smag. Men som halvblods var livet bare sådan, man kunne vælge at blive i lejren og lære at kæmpe eller man kunne stikke af og blive forfulgt af uhyrerne ude i verden bag det magiske skel der beskyttede lejren.
Eller man, hvis man ikke havde en stærk gudeforældre, vælge bare at være der i sommerferierne.
Men pigen kunne ikke stikke af, hun var for bange. Ej heller kunne hun bare være i lejren i sommerferierne da hendes far var død og hendes mor for stærk.
Pigens guddommelige duft tiltrak flere uhyrer end Afrodite eller Demeters børn.
Hvorfor var livet bare sådan? Hvorfor var pigens liv sådan?
Pigen hoppede ned fra stammen og satte sig på hug. I den løse sne skrev hun sit navn; Amaranthe

Udseende: Hvid og alt for stort hvid hættetrøje, et par mørke cowboybukser og sorte, slidte Converse sko, hvor snørebåndende ikke er bundet. Håret er som på avataret. Et gråt halstørklæde om halsen.

Connor trådte ind i skoven. Hans hænder var begravet i den store lomme på hættetrøjen, da han havde glemt, hvor koldt det faktisk var udenfor. Han havde brug meget af sin tid indenfor på det sidste; i sin hytte, i amfiteatret, osv. Han havde ikke været særlig meget udenfor. Kun for, at rende de steder hen, han skulle hen, men der havde han jo ikke lagt mærke til, at der rent faktisk var sne udenfor.
Han gik henover det hvide landskab, han betrådte, hver gang han tog et skridt. Han kiggede fremad. Han brød sig ikke om sneen. Den var kold, og han kunne meget bedre lide varmen end kulden. Han brød sig virkelig ikke om kulden. Den var jo så kold, og af og til våd! Han fik kuldegysninger i et øjeblik. Han bed sig lidt i underlæben, idet han stoppede op, ikke langt fra en pige, der sad i sneen. Han havde vidst ikke set hende før.

Ved lyden af knasende sne, vendte Amaranth sig rundt.
Det lyse hår hang ud til den ene side.
Hun rejste sig og fejede håret på plads.
Hun stod nogle få meter fra en dreng på ca. hendes alder.
Hun så lidt på ham, lyst hår og gyldne øjne. Hendes egne brune øjne fulgte hver og én af hans bevægelser.
Hvem mon han var? Amaranthe var ikke sikker, hverken på hvilken gud eller gudinde han var barn af eller om hun ville vide dét eller andet om ham.
"Hvem er du?", stemmen var ikke hård, men meget spørgende.
Hun gik med lette trin over mod ham, sneen knirkede lidt under hendes spinkle krop, men ellers ignorerede den hende.

// Kreatab ^^

Connor kiggede hen på hende, da han bemærkede pigen. Han bed sig lidt i underlæben. Han havde slet ikke regnet med, at møde nogen ude i skoven på den tid. Slet ikke på nogen tid i det hele taget. Han kneb øjnene lidt sammen.
Hun stillede et spørgsmål. Han tyggede lidt på det. "Én fra lejren," sagde han så og kiggede bare på hende, "hvem er du da?" spurgte han dumt, da han jo godt vidste, hun også var én fra lejren, og måske havde hun slet ikke spurgt, hvem han var, men hvem.
Han kiggede på hende med sine gyldne øjne, da hun trådte nærmere ham. "Altså, nej.. jeg mener, ja, jeg er Connor," præsenterede han sig selv og nikkede kort. Det havde nok mere været noget i den stil, hun havde ment, "søn af Apollon."

Amaranthe satte et undrende ansigt op.
Tak, det vidse hun godt! Altså at han var en fra lejren.
Hun smilte stille og kiggede lumsk på ham.
"Én fra lejren.", sagde hun og så på ham.
Connor, sagde han at han hed.
Hun grinte kort af da han snublede over ordene.
Latteren var klar og lød som krystalglas der klirre sammen.
"Amaranth.", præsenterede hun sig, stadig smilende.
Apollons søn... interessant.
"Datter af Athene",sagde hun og et muntert glimt dukkede op i hendes øjne.

Connor begravede godt hænderne i lommerne. Han kiggede på hende. Han smilede lidt. "Jae.." sagde han og kneb øjnene sammen. Han vidste allerede nu, han havde dummet sig med sine ord. Han bed sig lidt i sin underlæbe, en slem vane, han havde fået sig.
Han kiggede svagt smilende på hende, da hun lo. Det lød specielt, positivt eller negativt, det anede han ikke lige. Han trak let på skuldrene. Han nikkede så, som for ikke, at gøre noget forkert. "Kønt navn," sagde han og nikkede kort, både til det med hans far, men hun til hendes navn. Han smilede lidt. En datter af Athene..

Amaranthe så smilende på ham og sagde:"Du skal ikke skamme dig over dig selv."
Hun kunne godt se at han følte sig ret pinlig lige nu.
Hun så ham ind i øjnene og smilte muntert.
"Du skulle faktisk tage og grine af dig selv. Sådan gør jeg altid", hun grinte let for at ubderstrege det.
Hun førte sin hånd op og strøg noget af det sorte hår om bag øret.
Kønt navn? Sikke en venlig dreng!
"Tak, dit er også flot.", sagde hun med et stort smil.
Hun så op på himlen og derefter på Connor.
"Hvornår kom du?", spurgte hun og så nysgerrigt på ham.

Connor bed sig lidt i sin underlæbe. "Jo, det.. det plejer jeg også at gøre," Han trak lidt på skuldrene, "jeg er bare sådan lidt.. nede.." Han mumlede det sidste. Men det passede godt nok også fint; han kunne intet forstå ved denne lejr.
Han kiggede lidt rundt, inden han så på hende igen med et skævt smil. "Mange tak," sagde han og nikkede kort, inden han lagde armene lidt omkring sig selv, "og det var forresten så lidt." fik han lige tilføjet.
Han kiggede bare på hende. Hun virkede flink. Trods hun var en datter af Athene, og dem havde han hørt lidt om. Man skulle vidst nok passe lidt på, men det skulle man vel også ved de andre Halvguder. "Jeg kom for et par uger siden," sagde han, "hvad med dig?"

Amaranthe grinte en mild og let latter. et smil formede sig på hendes læber.
*Han er da sød*, tænkte hun ved sig selv. Hun elskede simpelthen bare drenge der var lidt usikre ved sig selv, især når de bed sig i underlæben og talte meget lavt i en piges selskab. Altså hun vidste jo ikke om han var en af de pigegenerte typer, men han var ihvertfald ret sød. og så havde han også et godt udseende..
*Nej! Jeg vil ikke...*Råbte hendes stemme inde i hende,*Jeg vil ikke bukke under for generte drenge, som jeg før har gjort!*
Amaranthe smilte stadig til ham og sagde så: "You wlecome..."
*Hvad sker der lige for det engelske?*, spurgte hendes stemme undrende.
"To uger tror jeg og jeg fatter stadig ingenting omkring det her sted...", hun sukkede lavt og så op på himlen.
De blå øjne skinnede i det svage sollys, mens de fulgte skyerne på deres evige himmelflugt.

Connor stod bare med armene om sig selv. Han kiggede rundt igen, inden han kiggede på hende med sammenknebne øjne. Der var altså et eller andet, der gjorde, han pludselig følte sig helt genert. Han plejede normalt ikke, at være genert, det havde han heller ikke været ved de andre, han havde mødt i lejren, men lige på det tidspunkt; han brød sig ikke om det, bestemt ikke.
Han smilede skævt. Han nikkede kort. "Det gør jeg heller ikke, så.. så det skal du ikke være ked af det over.." Han rystede på hovedet for sig selv. Hvad snakkede han lige om? Hun lød jo ikke engang ked af det.

Amaranthe kiggede på Connor.
Hvorfor vidste hun ikke, men lige nu da hun var sammen med ham... så var hun glad og hun havde let til latter og... hun havde for første gang siden hun kom til lejren, haft lyst til at blive venner med en.
Af en eller anden grund gjorde han hende glad, på en måde hun ikke rigtig kunne beskrive.
"Tak... det er dejligt ikke at være den eneste.", hun kiggede nysgerrigt på ham og spurgte så:"Hvad kan du bedst lide at lave?"
Hun havde aldrig rigtig været tiltrukket af kamp, hvilket enlig var underligt da hun jo var datter af krigsførelsens gudinde... men sådan var Amaranthe altså nu engang.
Enspænder og outsider, men hun havde det godt med det! Hvis der var noget hun hadede var det Wannabe's.

Connor kiggede på hende. Han kunne godt lide, at tale med hende. Han mente allerede nu faktisk, at de måske ville blive gode venner. Det var i hvert fald noget, han håbede, de ville blive. Hun virkede som en, han kunne blive gode venner med.
Han nikkede lidt. "Ja, det er det," gav han hende ret og smilede venligt til hende, "det ved jeg ikke rigtig, jeg er endnu ikke faldet ordentligt til, men jeg hænger nok mest ud ved amfiteatret eller sådan noget. Noget med musik, kreativitet," Han kiggede rundt i skoven, så på Amaranthe igen, "jeg bryder mig ikke om alt det kamp-halløjsa, der er, her i lejren." sagde han til sidst.
Han brød sig ikke om arenaen, bueskydnings-spydkastbanen og den slags. Han kunne ikke finde ud af tingene, og han tænkte på på; hvad nu hvis, det gik galt..?

Amaranthe kiggede venligt på ham og et sagte smil gled over hendes læber.
Hun vidste virkelig ikke hvorfor, men han gjorde hende bare så... glad! Glad på en måde hun ikke havde kendt til før... Men hun ville ikke sige hun var forelsket... hvad nu hvis det var sandt?
Hun kiggede bifaldende på ham, det var ikke svært at se at hun heller ikke kunne forstå eller lide de underlige tumper der slog løs på hinanden... for sjovs skyld.
"Endelig en der ikke tænker på at hakke løs på hinanden uden omtanke.", hun grinte let og sagde så:"Jeg kan bedst lide at skrive historier og sange."
Hun smilte til ham og lod ham brunge det næste emne op.

//Ingen krea

Connor smilede til hende. Han kiggede mere og mere smilende på hende. "Hvor godt," sagde han og nikkede, "vi burde slå os sammen," Han lo, sådan som hans normale ville le, en leen fuld af varme, "så kan jeg spille guitar til dine sange." Han lagde hovedet let på skrå og smilede skævt.
Han kunne altså godt lide at tale med hende. Hun var virkelig flink og han havde endnu ikke fundet noget, han ikke kunne lide ved hende. Hun var køn, hun var flink, hun virkede lidt som sig selv.

// Heller ikke her o.o

Amaranthe kiggede glædeligt på ham. Han var en fyr efter hendes smag, en fyr der ikke ville banke løs på alle og enhver. Han var en fyr det turde at stille sig op imod alt for at få sin mening. Okay, ikke alt... men tæt på!
"Ja, ikke?", hun lo med. Hendes latter fyldte skoven med en klar lyd af krystaller det slås sammen."Det vil jeg glæde mig til."
Hun lo igen og satte sig på en fældet træstamme. Den var heldigvis ryddet for sne så hun ikke fik våde bukser. Noget af det værste!
"Spiller du mange instrumenter?", spurgte hun nysgerrigt, med et varmt smil på læberne.
De kunne helt sikkert blive venner... måske mere.*Nej! Ikke kærlighed, det er Afrodite børnenes omårde!*
Udenpå viste hun det ikke, men indeni kæmpede hun en kamp imod den snigende forelskelse. hvilket hun absolut ikke brød sig om!

Connor smilede stort til hende. Han brød sig mere og mere og mere om hende, Athene's ene datter, Amaranthe. Hun var sød. Han nikkede. "Jo." smilede han og gav hende endnu en gang ret.
Han så til, da hun satte sig. Der var stadig lidt plads, så han gik hen og slog sig ned ved siden af hende. Han gad ikke rigtig stå op længere. "Tja, jeg kan spille på lidt af hvert," sagde han smilende og kiggede på hende, "men guitar, klaver, trommer og bas er nok det, jeg spiller mest og bedst kan finde ud af."
Han kunne altså godt lide, at tale med hende. Hun var ikke som nogen af de andre i lejren, eller derhjemme i omegn, han havde talt med før.

Amaranthe fulgte ham med øjnene da han satte sig ned ved hendes side. Hun smilte til ham og lagde hovedet på skrå.
Apollon... hun havde ikke vist så meget interesse for denne gud, men det ville hun helt sikkert nu. Kun pågrund af Connor... Hvorfor? Ja, det vars elvfølgelig et godt spørgsmål, som hun ikke kendte svaret på.
"Guitar, trommer, bas og klaver?", gentog hun forundret og smilte så."Det var mange. Jeg kan kun spille på tværfløjte og klaver."
Hun havde altid elsket musik og aldrig kunnet lide at slås. Underligt som verden var indrettet, hun, datter af Athene, kunne ikke lide at slås! Århundredets, nej... årtusindets joke!

Connor strakte sine ben, men trak dem under sig igen. Han hvilede sine hænder i sit skød. Han kiggede på hende. "Jep, guitar, klaver, trommer og bas," gentog han smilende og nikkede, "jeg spiller nu bare mest guitar ud af de fire der, må jeg nok indrømme."
Han smilede. "Fedt." sagde han som svar, til det, hun kunne spille på. Han kunne godt lide fløjter. De havde en helt speciel melodi, der gjorde det hele så yndigt og smukt. Det kunne han godt lide.

Amaranthe satte begge sine hænder ned på træet. Hendes læber spilled eet større smil.
At være sammen med denne søn af Apollon, denne søde søn af Apollon, der hed Connor... gjorde hende ubeskrivelig glad indeni og... vækkede en ukendt følelse indeni hende. En følelse hun ikke havde kendt til længe...
"Guitar er også er godt instrument, omend jeg foretrækker fløjte.", hun kiggede på ham og spurgte så:"Hvor længe har du spillet?"
Hun spurgte mest fordi... ja, fordi hun ikke lige vidste hvad hun ellers skulle spørge om, og han virkede som den type der, hvis den anden kedede ham, sagde fra og bragte et nyt emne op.

Connor kiggede frem for sig. Han løftede den ene af sine hænder og kørte en hånd gennem håret, så det strittede lidt mere. Han kiggede smilende på hende. "Jeg elsker at spille guitar," forklarede han smilende, "dog spiller jeg bedst på min egen, som jeg også har fået med mig her på lejren. Den er forresten blå."
Han sank lidt sammen. Han hvilede endnu en gang sine hænder i sit skød. "Jeg har ca. spillet i, hvad, seks år, tror jeg.." sagde han smilende og kiggede på hende.

// Ingen kreativitet. o.o

Amaranthe så mildt på Connor mens han fortalte.
"Jeg havde også min tværfløjte med, her til lejren.", hun så ud i luften og sagde så:"Hvad slags musik spiller du?"
Hun kunne jo nærmest kun spille stille musik på de instrumenter hun spillede på. Men hun elskede at høre på alt muligt andet musik... undtagen country, det var hun ikke så glad for. Yihaah!
"Jeg har spillet fløjte i 5 år og klaver i 6 år...", sagde hun smilende og så på Connor igen.
Hvor ville hun gerne gøre denne samtale, dette møde... lidt spændende. hun så ned i jorden, ned i sneen...
Et smil fór over hendes ansigt og hun rejste sig op. Hun så sig lidt omkring og bøjede sig så ned. hun samlede en stor bunke sne i sine hænder og emd ryggen til Connor formede hun en snebold.
Med et vendte hun sig om og kastede snebolden, den ramte hvor den skulle... på hans ene arm.

// Helt iorden, jeg er meget overbærende omkring det ^^ Desuden kan jeg sige det samme

Connor træk lidt på skuldrene. "Jeg spiller lidt af hvert. Undtagen det der dødsmetal-musik noget," Han skar lidt ansigt, "det gider jeg ikke spille. Du ved, det der helt vilde noget.." Han rystede på hovedet.
Det var ikke fordi, han ikke kunne høre det eller noget, men han spillede det ikke selv. Han kiggede skævt smilende på hende. "Hvad med dig da?" spurgte han, "jeg vil forresten gerne høre dig spille på fløjte en dag."
Han fulgte hende med øjnene, da hun rejste sig fra træet, de sad på. Han satte sig lidt bedre tilrette, sådan lidt sunket sammen, mens han betragtede hende. Han kunne forestille sig noget med, hun samlede noget sne sammen, men alligevel blev han lidt overrasket, da hun vendte sig om og en snebold ramte ham på armen. Han smilede drillende til hende, da han rejste sig op og stillede sig klar.

// ^^'

Amaranthe hørte koncentreret efter, hvorfor vidste hun ikke, men et eller andet inde i hende sagde at hun nok skulle lytte efter, han ville nok ikke sige det igen.
Det begyndte at gå op for hende at der var rigtig meget hun ikke vidste hvorfor skete i selskab med Connor, måske var det bare et tilfælde, måske ikke.
"Jeg spiller for det meste bare stille musik", hun grinte lidt og så frem for sig."Man kan jo ikke rigtig andet med de instrumenter jeg spiller."
Hun samlede lidt mere sne op og formede endnu en snebold, Connor havde også rejst sig op og stod klar til den snebold hun affyrede om lidt.
"Watch out!", grinte hun og kastede snebolden.

Connor kiggede smilende hen på hende. Han gav hende ret. "Tja, stille musik er også godt." sagde han så og nikkede kort. Han begravede hænderne i lommerne, men trak dem hurtigt op igen.
Han bøjede sig ned i knæ og samlede noget sne op i sine hænder. Det var koldt. Dumt nok af ham, havde han glemt, at tage sine handsker på. Han frøs faktisk ret meget. Hans jakke var også åben, endnu en gang; dumt af ham.
Han rettede sig hurtigt op, idet han bøjede sig lidt ned, da en snebold fløj imod ham. Den snittede dog hans hoved, men så heller ikke mere. Han rettede sig op med et grin over sine læber. "Selv!" grinte han og fyrede sin egen snebold af sted.

Amaranthe nikkede smilende."Ja, det er det."
Stille musik kunne passe til alt. Til når man var ked af det, eller når man bare ville have det gode humør lidt "afkølet".
Amaranthe så hen ad den glitrende sne, der så ud som tusindvis af krystaller. det var det jo også, men de her krystaller var fantastisk smukke.
Hun hørte en stemme lengt borte og blev ramt af noget koldt, midt på brystet.
Hun kiggede ned af sig selv. Sne...
Hun grinte lidt og børstede det værste af. Hun bukkede sig ned og samlede endnu en snebold op.
Hun kastede den og håbede inderligt den ville ramme. Hun bad faktisk til alle guder om det, selvfølgelig ikke til Apollon da Connor jo var hans søn...