Endelig alene - Connor

Amaranthe ville ikke have noget imod at falde i søvn, her i Connors favn, hvis hun gjorde det... så ville det være helt fantastisk.
Hun lukkede øjnene og slappede fuldstændig af, hun mærkede Connors hånd forsvinde, men var for træt til at tage sig af det. Hun hørte også den sagte snøften fra Connor og ville så gerne sige undskyld, forklare det hele og lade ham forlade hende.
En hånd kom tilbage til hende, som et lys i et mørke der ikke var forsvundet helt. Hun smilte svagt og åbnede øjnene.
Hun så ind i hans gyldne, som en sol der kørte over himlen... ja, det var jo ikke for ingenting han var Apollons søn.
Hun ville sige noget, og få ham til at sige noget, høre hans stemme og svare, ligesom tidligere. Måske kunne hun... nej, det var lidt for... åndssvagt lige nu.

Connor sad og nussede hendes håndryg. Han ville gøre alt for hende. Han ville intet ondt ramme hende, fysisk eller psykisk. Han ville beskytte hende. Han ville endda beskytte hende med sit eget liv, hvis det skulle være på den måde.
Han fik øjenkontakt med hende. Han smilede svagt ned til hende. Han stoppede med, at nusse hende håndryg og klemte i stedet om hendes hånd. Han flettede deres fingre sammen. Han ville så gerne have hun skulle vide, at han ville være der for hende, lige meget hvad situationen gik ud på. Men ville det ikke lyde åndssvagt, at fortælle det, i stedet for at vise hende det?

// Ingen krea :c

Hun smilte svagt til ham og lukkede øjnene.
Hun var virkelig udmattet, selvom hun knap nok havde gjort noget. Bare gået i krampe og gjort hendes kæreste megabange, jeps, ligesådan noget man ønskede til den første date.
Hun mærkede hans hånd på sin og følte sig for første gang siden hun ankom til lejren fuldstændig sikker, selvom hun lå ude i en skov forsvarsløs og i fare for at blive overfaldet af uhyrer hvert minut.
Hun åbnede øjnene igen og satte sig langsomt op, hendes muskler brændte og hendes hjerte dunkede hårdere end før. Hun trak vejret dybt og så ind i Connors øjne, gyldne som de var mindede de hende altid om solen.
Hun smilte og lod sine arme omfavne ham og trykkede sit hoved blidt ind mod hans bryst. Hans hjerte slog almindeligt, hvem vidste fremtiden? Måske ville en eller anden finde på noget der kunne få hendes hjerte til at sige præcis den samme lyd.
En puslen og en knurren bag en af buskene fik hende til at spærre øjnene op og kigge forskækket derhen.

Connor klemte om hendes hånd. Han kiggede på hende, da hun satte sig op. Det så ud til, at det var svært for hende, men hun kom da op at sidde. Han så ind i hendes dejlige, blå øjne, der var tilbage. Han smilede slet ikke, da hun omfavnede hende og han omfavnede hende. Han kunne ikke. Han var så bekymret, at han i det øjeblik simpelthen ikke kunne smile, lige meget hvor meget, han prøvede på det.
"Hvad skete der?" spurgte han, mens han holdte hende så tæt ind til sig, som overhovedet muligt. "Er du uskadt? Hvad-hvad skete der?" Hans stemme lød helt ude af kontrol, hvilket den også ville blive, hvis han fortsatte med, at snakke. Han var endnu ikke kommet sig over chokket, at hans kæreste pludselig var faldet om.
Han blev forskrækket af en knurren og en puslen ikke langt derfra. Han holdte hende dog tættere ind til sig. Hvad skete der nu?

Smilet på hendes læber, forsvandt selvom det jo nok ikke var at bemærke så lille som det smil hun havde smilet havde været.
Hun lod sig trykke ind til ham og mærkede et par tårer presse på da han spurgte hvad der skete, hun kunne nok ikke snige sig ud af det med små simple og uskyldige bortforklaringer.
Hun kunne ikke holde tårerne tilbage, så de begyndte at trille og hun rev sig blidt løs af hans arme og så op på ham.
Hun havde virkelig ikke lyst til at sige det, men der var jo nok ingen vej udenom så hun sgade sagte:"Connor? Lov mig du ikke siger det til nogen."
Hun havde altid beholdt denne viden som sin lille hemmelighed, en hemmelighed ingen udover hendes forældre og hende selv vidste, og hendes mor var gudinde og hendes far var temmelig... død.
"Jeg... Jeg er født med dårligt hjerte og det blev temmelig meget værre da jeg som 11-årig prøvede at drukne mig i en iskold flod."
Også denne del af hendes liv var en lille hemmelighed hun aldrig havde fortalt til nogen, hun havde heller ikke fortalt årsagen til dette og det havde hun heller ingen intentioner om at fortælle.
Forskrækkelsen omkring den knurrende lyd og krattets puslen forlod hende ikke og blev forstærket da nogle røde øjne og en sort silhuet af en krop blev synlig i de næsten nøgne buske.

Connor strøg blidt hendes ryg. Han kiggede over hendes skulder. Han holdte hende tæt ind til sig. Han ville ikke give slip på hende. Hvad nu hvis, hun pludselig faldt om igen? Hvad nu hvis, det var værre denne gang? Han kunne intet gøre, udover at tilbyde hende medicinen. Måske var det overhovedet slet ikke nok anden gang..
Han kiggede på hende med et bekymret blik, da hun trak sig ud fra ham. Han bemærkede, at hun havde tårer ned af kinderne. Han rakte forsigtigt ud og tørrede hendes tårer væk; han fik tårer i øjnene.
Han lyttede. Kunne det virkelig passe? "Hvorfor?" udbrød han. Han kunne ikke tro det. "Jamen, hvorfor? Hvad er grunden? Hvorfor gjord du det?" Han ville ikke presse hende, slet ikke, men tænk nu hvis, hun slet ikke havde været der. Hun var en speciel pige, der fortjente det bedste i sit liv. Hun fortjente ikke den slags. Det med, at hun var født med dårlig hjerte og det med, hun havde prøvet, at drukne sig selv. Hvorfor dog?
Han lod sig slet ikke bemærke af knurren og puslen i busken mere. Han lod sig ikke bemærke af noget. Hans tanker strejfede udelukkende kun om hans kæreste, Amaranthe.

Hun ville så gerne give ham en ordentlig forklaring på det hele, men det sad som en klump i hendes hals.
Det mørke hår lå i hendes øjne, hun mærkede hans fingre tørre hendes tårer væk der uheldigvis blev erstattet af nye.
"Fordi... Fordi, jeg ikke har lyst til at alle skal vide det.", hun tyggede lidt på sine ord og prøvede at generindre den dag, en dag hun aldrig i sit liv havde prøvet rent faktisk at ville erindre af egen fri vilje.
"Jeg kan ikke gøre for at mit hjerte ikke fungerer...", hun så ned og skjulte sit ansigt."Fordi... Fordi at jeg hele mit liv havde levet som en udstødt og levet på andres primisser... Og da min far døde, så så jeg ingen grund til at leve videre. Især ikke da jeg nærmest blev sat i et mentalt fængsel af mig selv, fordi at alle i skolen så mig som et skadedyr og så en dag da jeg gik alene hjem fra skole som altid, så jeg floden og håbede at komme til et andet sted ved at hoppe i den..."
Hun så op i hans øjne igen og prøvede virkelig at lade være med at græde endnu mere, hun ville så gerne kunne måle sig med de andre i lejren... Noget hun aldrig havde formået inden for kampens kunst, men hun havde prøvet at måle sig med nogle af Apollon børnene inden for musik, men det var jo ikke det samme når man som Amaranthe havde Visdommens og Kampudførelsens gudinde som mor.
Hendes øjne hang stadig ved busken og prøvede virkelig at ignorere de røde øjne og den sorte krop, der fik grenene til at rasle. Hun skælvede lidt i hans arme, men lod sig ikke mærke af det.

Connor holdte hende ind til sig. "Nej, det er klart," sagde han og bed sig lidt i sin underlæbe, "det er jeg ked af, at høre, Amaranthe.. det er jeg virkelig. Du fortjener det slet ikke. Du fortjener bare, at leve et lykkeligt liv uden alle de problemer der.." sagde han. Han snakkede ret stille og ret så usikker, men han var elendig til, at opmuntre folk. Bare det, at snakke med nogen, der talte om problemer, det havde han det svært ved. Han anede ikke, hvad han skulle sige eller gøre.
Han strøg blidt hendes ryg. "Jeg er for dig.. det håer jeg, at du ved.." sagde han lidt efter og kyssede hende blidt panden, "det lover jeg. Altid." tilføjede han hurtigt derefter.
Han bemærkede fortsat intet af det, der skete omkring dem. Han bekymrede sig udelukkende kun om hende og det, hun havde fortalte ham.

Mon man kunne se usikkerhed før det var blevet synligt? Mon han kunne se hvor splittet hendes sind var? Hvor mange forskellige følelser der rasede i hendes indre, som en stor orkan uden ende, eller som en tsunami der ikke forstod at den slet ikke burde befinde sig i midten af Rusland.
Tårerne ville ikke lade være med at trille, selvom hun forbød dem stiltiende at gøre det. Blidt trykkede hun sig ind til ham, det var befriende for en gang skyld at kunne komme af med tårerne istedet for at holde dem skjult sammen med sandheden om hende.
Hans ord brændte sig fast i hendes hjerne, ikke pågrund af at det var hårde ord, men fordi hun altid ville huske de ord... De var befriende og gjorde hende glad. Selvom hun ville kunne hun dog ikke smile, og selvom hun ville kunne hun ikke holde op med at græde. Hvilket hun slet ikke kunne lide.
"Tak... Tusind tak...", sagde hun og prøvede at holde tårerne inde, det lykkedes... næsten da.
Hendes øjne vandrede igen hen mod busken, et lydløst gisp tvang sig over hendes læber da skyggen var på vej over mod dem og hendes øjne fyldtes med rædsel... Ikke flere uhyrer! Ikke inde i lejren!
Hun mrækede et kys på sin pande, et smil kom over hendes læber men blegnede da en knurren højere end før kunne høres var væsnet.
Hun pegede diskret over mod det, for at få Connor til at se det... Måske han vidste hvad det var for et dyr?