Endelig alene - Connor

Hun så lidt ned i sneen, den så ikke længere så klar og skinnende ud. Hvorfor gjorde den ikke det? Hun var på højdepunktet af lykkens bjerg og dog... så alt ud som det gjorde den hun var forneden af dette bjerg.
"Og så... fordi du valgte at gå her ud i dag...", sagde hun som en lille tilføjelse til det aldeles pinlige og ikke velovervejet udvalgte kommentar, som hun havde fyret af for nogle sekunder siden.
Hun lukkede øjnene og ønskede bare den kommentar væk for altid, slettet af deres hukommelser, få tiden tilbage så hun kunne vælge noget mere velovervejet at sige...

"Det.. selvtak." Han anede ikke, hvad han ellers skulle sige. Skulle han sige mere overhovedet? Han kunne ikke finde på noget at sige eller gøre, slet ikke. Det var så nyt for ham. Normalt tænkte han ikke over, hvad han sagde, han var normalt ikke genert. Han fyrede bare noget af. Han åbnede sig op til, at starte med, men denne gang, var han alt for genert til det.
Han vidste ikke helt, om han kunne lide det eller om han ikke kunne lide det. Det føltes bare underligt, når han jo normalt ikke var genert. Han måtte altså sige noget. Selvom han ikke fandt det akavet, så måtte han altså sige noget. "Du er sød.."

Hun åbnede stille øjnene og så ind i hans, eller hun prøvede på det.
Hun skulle vel ikke sige noget til det? Eller skulle hun, hun kunne ikke rigtig finde på hvad hun skulle sige... så det blev vel at lade være.
"Du er sød...", sætningen blev gentaget op til flere gange inde i hendes hoved.
Sært, de havde kysset og alligevel havde ingen af dem sagt den sætning før. Mærkeligt, men alligevel forunderligt. Så havde de begge fornøjelsen af at sige det nu, hvor de vidste det ville blive gengældt.
"Tak... Det er du også.", smilte hun og kyssede ham blidt på læberne. hun havde faktisk gået og tænkt på en mulighed for at gøre det igen. Og dette var da den perfekte ikke?

Connor gav hende forsigtigt, men blidt et klem. Han lukkede øjnene i et kort øjeblik, men åbnede dem op igen og fik øjenkontakt med hende. Et varmt smil bredte sig over hans læber.
Skulle han starte en diskussion nu? Det var lige før, han havde gjort det, men holdte det inde. Det nyttede ikke noget, at modsige en person. Han smilede til hende, næsten som et tak, bare uden ord til.
Han kunne godt lide, at stå dér med armene om hende. Det føltes som om, de havde stået der i flere årtier, og det måtte gerne blive ved. Han smilede lidt større, da hun kyssede ham endnu en gang.

Amaranthe kiggede dybt ind i hans gyldne, skønne øjne. Et smil spillede på hans læber og instinktivt dukkede der også et smil op på hendes læber.
Hun havde ikke tænkt sig at lukke hendes øjne, ikke engang for at blinke... Hun ville stå sådan her i lang tid endnu, bare blive ved med at stå der med armene om ham og kigge ind i hans gyldne øjne.
Det var der da intet underligt i, vel? Sleet ikke, langt fra.
Hun brød dog øjenkontakten og lænede sig ind mod hans bryst. hun havde ikke lyst til andet, bare dufte til hans duft og omfavne ham. Det var bare livet.

Connor holdte hende tæt. Han ville ikke slippe hende. Han kunne godt lide, at stå der og kigge hende ind i øjnene. Hendes smukke, blå øjne. Han kunne helt fordybe sig ind i dem. Det generede ham ikke, han faldt længere og længere ind i deres skønhed.
Han kunne godt lide stilheden omkring dem. Det var rart. Han bøjede hovedet lidt og hvilede sit hoved imod hendes, da hun hvilede sit hoved mod hans brystkasse. Han lukkede øjnene. Han indåndede hendes duft.
På en eller anden måde, ville han gerne sige noget, men han kunne ikke. Det han havde sagt før.. skulle han ærge sig over det? Det havde da lydt dumt, havde det ikke? Hun havde gengældt det. Så måske havde det alligevel ikke lydt så dumt alligevel.

Hun mærkede den stille vægt af hans hoved der hvilede på hendes.
Hun smilte svagt, selvom han sikkert ikke kunne se det, men hvis han kunne skulle han vide at hun elskede det.
Hun åbnede sine øjne og så til den ene side, den side hendes hoved lå til, træerne blev badet i den smule lys der kom fra solen, sneen skinnede som besat igen.
Hun lukkede øjnene og nød bare det stykke tid de stod der, i stilhed, alene... bare de to.

Connor stod med hoved mod hendes. Han sørgede for ikke, at lægge alt vægten mod hendes hoved, så hun ville føle sig mast. Det ville han ikke have. Hans arme lå blidt om hende, men tæt nok, hvilket han godt kunne lide.
Han havde stadig ens trang til, at skulle sige noget, men han vidste stadig ikke hvad, han i alverden skulle sige. Hans øjne var lukket i. Han nød bare, at stå der med armene omkring hende, bare holde om hende.

Hun kunne mærke hans varme ånd emod hendes hår, det var en fantastisk følelse.
At være der alene i skoven, med Connor... Hvorfor havde hun ikke gået derud noget før? Så kunne de første uger i lejren måske have været bedre end de faktisk havde været.
At de havde mødtes, var som en velsignelse fra begge deres gudeforældre og måske også fra Afrodite... hvem vidste det rigtige svar? Man kunne søge længe efter det og måske en gang i fremtiden, hvem ved?, ville man finde svaret.
Hun rørte sig ikke, det kunne forhindre det skønne øjeblik i at fortsætte, det ville være forfærdeligt.

Connor kyssede hende blidt i hendes hår. Han gav hende et blidt klem. Han indåndede hendes duft. Det var som om, han ikke kunne få nok af hende. Det var altså ret sært, på en måde. Det var bare så underligt at tænke på, at han for blot et år siden, ikke fandt sådan noget som kærlighed og piger interessant. Han kunne virkelig ikke komme sig over det.
Han havde fået en smule ondt i sine arme, men det skulle ikke hindre ham i, at fjerne dem omkring hende. Det skulle virkelig ikke hindre ham i det! Han ville bare blive stående, om så hans arme sov, med armene om hende, ind til hun selv sagde stop og ikke ville mere.

Amaranthe mærkede til sin glæde det blide kys i hendes hår.
Hun smilte større og åbnede sine strålende øjne, som han sikkert ikke kunne se.
Hun kunne lige se hans ansigt, det var så smukt som det sås nedefra, hun havde jo ikke set det i sådan et perspektiv før.
Sjovt at tænke på at for bare 4 uger siden ahvde hun slet ikke kendt noget som helst til denne lejr og endnu mindre til Connor, selv i går kendte hun ikke til Connor og her stod hun i hans arme og de havde kysset, 3 gange. Dette var en hel fantastisk lejr!

Connor smilede for sig selv. Han holdte hende tæt ind til sig. Indvendigt takkede han sin far, Apollon, Amaranthe's mor, Athene og en del Kærlighedens Gudinde, Afrodite. De havde nok alle sammen noget med det hele at gøre. Han var, på en måde, en del bange for Afrodite's børn, men selve Gudinden havde han jo aldrig mødt, og havde ikke i sine lykkeligste drømme, tænkt, at skulle møde hende.
Han gav hende endnu et blidt klem. Han var allerede en del glad for hende. Ikke bare en del, mere end en del. Det var helt faktisk. Det var som om, hans tanker udelukkende kun tænkte på hende. Intet andet.

Amaranthe smilte svagt da en kuldegysnung gik gennem hendes krop, da han klemte hende igen.
Men kuldegysningen var ikke skræmmende, eller gyselig som sådan. Den kom af nydelse og af hendes store forelskelse.
Hun lænede sig ind mod hans bryst og overvejede tænklige mulighede for hvad hun skulle sige, men behøvede der komme lyd ind i dette fantastiske øjeblik? Forhåbentlig ikke...
Hvad var der mon sket siden hun var så forelsket? Hun havde knapt nok mødt ham, og så tænkte hun allerede kun på ham, ingen andre.
Hun lo indenvendig af sine første tanker, han var heldigvis ikke i forhold! Det ville virkelig have ødelagt hele resten af måneden eller mere til, hun hadede simpelthen når følelser ikke blev gengældt, undtagen når det var had og hævn... dem kunne hun godt leve foruden, men åbenbart ikke kærlighed.

Connor kyssede hende endnu en gang i håret. Han kunne ikke lade være. Han smilede lidt for sig selv. Hun havde stadig ikke sagt stop endnu eller trukket sig tilbage. Det betød vel, at hun intet havde imod det. Hans arme dunkede en smule, den ene var godt på vej til, at sove, men det skulle ikke hindre ham.
Han lukkede øjnene. Han hvilede fortsat sit hoved imod hendes hoved, mildt. Det skulle ikke gøre ondt og hun skulle stadig ikke føle sig mast. Han nød øjeblikket og ønskede bare, det varede ved. Han kneb øjnene lidt sammen. På den anden side, ville han heller ikke forblive ude i skoven, når det blev mørkt. Der kunne jo ske Amaranthe noget..

Hans læber rørte hendes hår endnu gang, det skabte endnu et kuldegys og en rislen ned af hendes ryg.
Hun så op på på ham ind i hans øjne, hvor hun havde dog længtes efter at se dybt ind i de gyldne øjne der kendetegnede et barn af Apollon.
Hun havde kun ikke set ind i hans øjne et par minutter eller mindre. Men hun længtes alligevel efter deres stråleglans, der skinnede selvom han ikke var glad. De var helt specielle, en slags flammer, som dukker op når man har tændt et stearinlys. Sådan forestillede Amaranthe sig Connors øjne.
Et smil bredte sig på hendes læber, han gjorde hende glad, blot ved sin tilstedeværelse. Hun stillede sig igen op på tå og kyssede sig på hans læber, denne gang ville hun lade ham om at trække sig tilbage.
Hun satte sine hænder om på hans nakke, den glat og lige så dejlig som resten af ham.

Connor løftede hovedet. Han brød sig ikke om det, men han ville nu heller ikke have ondt i nakken. Det ville bare være surt. Han ville ligne et misforstor, hvis han skulle gå rundt med bøjet nakke og det hele.
Han fik øjenkontakt med hende, da han løftede hovedet. Han lod sig endnu en gang fordybe sig helt ind i hendes øjne. Han smilede samtidig. Han kunne ikke andet end, at smile, mens han lod sig fordybe helt ind i hendes øjne.
Han så til, mens hendes ansigt kom tættere på ham. Automatisk lukkede han langsomt øjnene i, idet han mærkede hendes læber imod sine egne. Han kyssede blidt med. Denne gang skulle det ikke bare være et kort kys.

Et snert af hendes ellers så perfekte glæde forsvandt, da han rev sig løs fra hendes arme.
hun fjernede hurtigt armene, den ene hånd kom uheldigvis til at stryge ham over håret, og dog... måske var det alligevel ikke så uheldigt.
Hun smilte indenvendig da han gengældte kysset, men hun ville ikke være den der endnu en gang brød kysset. Det ville være forfærdeligt, især fordi at han faktisk var en god kysser...
Hun ville gerne sige undskyld, men det ville jo kræve at hun skulle bryde kysset. Hvorfor hun ikke gjorde det var vel et mysterium, men hun undlod at lade armene omfavne ham igen, måske hun var bange for at gøre noget han ikke brød sig om igen. Det ville hun ikke risikere at gøre, det kunne jo ødelægge den dejlige stemning der herskede der hvor de var.

Connor kyssede hende fortsat blidt. Han stod med lukkede øjne og armene nede langs siderne. Han kæmpede en smule imod trangen til, at lægge armene om hende igen, men han skulle måske vente lidt? Hvad med kysset? Skulle han stoppe det eller fortsætte? Han ønskede ikke, at stoppe, slet ikke.
Han smilede lidt, da hendes hånd strøg ham over håret. Det gav ham kuldegysninger, men det forhindrede ingenting. Langsomt, meget langsomt og modvilligt, slap han stille kysset. Han trak hovedet tilbage og åbnede øjnene op. Han kiggede på hende med et skævt, men mildt, smil over sine læber.

Hun kunne mærke et lille kuldegys, hvorfor hun kunne det? Tja, det var også et mysterium for hende.
Kysset var blid, sådan som hun altid havde forestillet sig det, forestillet sig det? ja, hun havde ikke kysset nogen før, hvorfor skulle hun også det? Hun havde ikke været forelsket før.
Hun havde virkelig lyst til at lægge armene om ham, omfavne ham som hun havde gjort før, lade luften være fuld af stilhed ligesom nu, det var jo helt fantastisk at kunne høre alt omkring dem... uden stilheden blev brudt, som den kun havde været nogle få gange.
Kysset blev desværre brudt, men han smilte det søde smil, faktisk det sødeste hun havde set hidtil og det sagde ikke så lidt.
Hun smilte tilbage, ikke et lille som hun normalt sendte folk, men et 'mellemstort' smil hun håbede glædede ham.

Connor kiggede smilende på hende. Han vidste ikke helt, om han skulle sige noget. Bare sige noget, selvom han nød stilheden, der havde lagt sig omkring dem. Bare det at stå, overfor hende, at kunne se hende ordentligt, og den stilhed der lå omkring dem, det var fantastisk. Mere end fantastisk, hvis det kunne være det.
Han smilede lige så stort til hende, sådan et rigtigt tandsmil, da hun smilede 'mellemstort' till ham. Han var glad for, hun var glad. Han var meget glad for, han ikke havde gjort noget forkert, for det virkede ikke som om, han havde gjort noget forkert.

Amaranthe mærkede på sig selv at hun skulle gengælde hans dejlige og store tandsmil med noget bedre end et 'mellemstort' smil, hun smilte større til ham og sikkert også endnu lykkeligere.
Hun kunne helt fordybe sig i ham ,hans øjne, hans smil og ja, alt! Tiden kunne være noget nu og noget andet når hun endelig vendte tilbage til 'normaltilstand'.
Hun følte at hun skulle sige noget, men selvom hun ville prøve kom der ikke noget over hendes læber, de ville ikke tillade at den stilhed de nød skulle ødelægges og det ville hun vel egentlig heller ikke selv? Eller ville hun? Hvis hun ville kunne hun ikke tro på sne egne meninger, det her var jo bare det bedste! Ingen snak der kunne ødelægge dette øjeblik, perfekt!

Connor kiggede på hende. Han rørte nærmest ikke på sig. Han blinkede engang imellem og han trak selvfølgelig vejret, men ellers ikke rigtigt. Han ville ikke fjerne sit blik fra hende. Det var som om, han ikke kunne. Hans øjne ville have mere og mere af hende. Han lo lidt, da hun kom med et større smil. Han elskede hendes smil.
Han rakte en smule tøvende ud og lagde sin håndflade mod hendes kind. Han kærtegnede blidt hendes kind. Han ville nødig gøre hende ondt. Hans hoved tippede lidt til den ene side og det skæve, men blide og varme, smil strøg henover hans læber. Han kiggede smilende på hende.
Han anede ikke, om han skulle sige noget. Han stod bare helt stille og kærtegnede blidt hendes kind. Han nød stilheden og han nød at stå der sammen med hende, bare de to, ingen andre.

Amaarnthe mærkede til sin store glæde hans hånd på hendes kind, hans hån der kærtegnede hendes kind. Blidt og roligt, meget behersket efter Amaranthes mening, virkelig sødt af ham.
Hun kiggede ned på hånden og smilte lidt mindre 'stort'. Hun kunne godt lide det, i visse tilfælde, som det her, ville man sige at hun nød det og at hun nød det var bestemt ikke løgn, snarer den skanbare sandhed.
Hans milde og stille latter trængte igennem stilheden med en klokkeklar lyd og fik hende til at se op på ham, han smilte og dermed smilte hun også, en meget nem ordning og meget nem at finde rundt i.
Hun kiggede ind i hans øjne og fordybede sig i dem, uden hun lagde mærke til det lagde hendes hånd sig oven på hans. Varmen fra den trængte op i hendes hånd der åbenbart var blevet meget kold, uden at hun havde ænset det.

Connor kærtegnede blidt hendes kind. Han holdte stærkt øje med hende, imens. Både for at se, om hun nu havde noget imod hans kærtegn og både for at kigge på hende. Han havde ret svært ved, at fjerne sit blik fra hende. Han fulgte hver og en bevægelse, hun foretog sig. Han kunne ikke lade være.
Han overvejede det lidt, inden han stille åbnede munden op. "Amaranthe?" Hans stemme var som en hvisken, da han ikke ville tale højt. Det ville nok bare ødelægge en del, mente han. Han brød sig bare ikke om sin stemme, når han hviskede.

Amaranthe lukkede nydende øjnene, øjenkontakten blev brudt, men underligt nok tænkte hun ikke nærmere over det. Det skulle man ellers tro sådan som hun havde sagt gentagne gange i hendes indre at hun elskede at se direkte ind i dem, men denne gang... denne gang ville hun helst bare lukke øjnene og nyde hans blide kærtegn.
Hun holdt stadig sin hånd mod hans hånd der lå på hendes kind.
Ved lyden af hans stemme åbnede hun stille sine øjne og så ind i hans gyldne. Da det gik op for hende at han sagde hendes navn svarede hun med blid, hviskende stemme:"Ja?"
Ikke videre intelligent, men det var vel bedre end et nej. Hun så ind i hans gyldne øjne og ventede spændt på hvad han ville sige.