Endelig alene - Connor

Connor kærtegnede blidt hendes kind. Han kiggede på hende imens. Han tyggede lidt på sine ord. Skulle han nu sige det? Hun havde taget de andre par skridt, og nu ville han altså mande sig lidt op. Han ville ikke ligne en lille hundehvalp, selvom han nok gjorde det, hvilket ærgede ham lidt.
"Jeg.." Han stammede lidt. Han havde aldrig sagt sådan noget før, kun til sin mor, men denne gang var det jo anerledes, "jeg ved ikke, hvad der er sket, jeg mener, det er ikke negativt ment, jeg mener.." Han lukkede øjnene i, i et kort øjeblik, inden han åbnede dem op igen og kiggede ind i hendes. Han borede sig ikke ligefrem ind i dem, men fordybede sig i disse smukke øjne, "jeg tror, jeg er forelsket i dig."

Amaranthe kiggede glædesstrålende på ham, hun havde aldrig i sit liv hørt disse ord og ville nok ikke høre dem igen, dog vidste hun ikke helt hvad han mente med at det ikke var negativt, såadn som hun hørte det var det alt andet end negativt. Hun gentog ordene inde i sig selv og hørte lyden af dem igen og igen.
Hun smilte større og sagde så:"Ved du hvad? Jeg tror også jeg er forelsket i dig."
På samme måde som hun aldrig før havde hørt Connors ord, havde hun heller aldrig sagt lyden af hendes egne ord, aldrig formet ordene på sine læber.
Det her ville nok være en god grund til et kys, men hun gjorde det ikke. Enten skulle han selv kysse hende eller også skulle han sige den næste sætning i denne helt enormt dejlige samtale. Efter hendes mening var begge tingene lige gode.

Connor hvilede bare håndfladen mod hendes kind. Han rettede sig op, så hans hoved ikke hang lidt til den ene side. Det store, varme smil var stadig over hans læber. Han kunne ikke få det fjernet igen, i hvert fald ikke på det tidspunkt. Det generede ham heller ikke.
Hans øjne strålede af lykke, da hun svarede på hans sætning. Hvor var det fantastisk. Han var blevet forelsket, en helt speciel, men dejlig følelse, og så havde hans elsker det på samme måde. Det kunne ikke være andet end fantastisk.
Han tænkte sig slet ikke om, men det gjorde heller ikke noget mere. Han lænede sig frem imod hende, lukkede langsomt øjnene i og kyssede hende lettere ømt på munden. Ikke bare sådan et kort et, men et langvarigt et.

Amaranthe smilte fordi han smilte, var glad fordi han var glad. Sådan var det åbenbart at være forelsket og det var helt fantastisk. Det var tydeligt på ham at hendes sætning havde glædet ham ligeså meget som hans ord havde glædet hende.
Smilet på hendes læber blev lidt større, men langt fra overdrevent og det strålede af kærlighed og lykke. Et smil hun altid havde ønsket at smile til den person hun elskede og den person stod foran hende, Connor søn af Apollon.
Han lænede sig ind og kyssede hende, fantastisk følelse på en måde hun ikke havde oplevet ved deres andre kys, for denne gang havde de afsløret deres følelser for hinanden. Nogle følelser der måske var lidt indlysende, nen det gjorde dem ikke mindre fantastiske end de var og de var i sandhed dejlige, smukke, søde og fantastiske følelser.
Hun kyssede igen og lod ham om at bryde kysset, det var jo ham der startede det.

Connor kyssede hende fortsat. Hans øjne var lukket i. Hans hånd hvilede på hendes kind. Han nød det. Han kyssede lidt mere ømt med.
Han slap kysset lidt tid efter. Han åbnede øjnene op. Skulle det være nu så? Han havde tænkt på det, men var det overhovedet muligt? Hvad mon hun ville besvare spørgsmålet med? Han bed sig lidt i sin underlæbe. Han kiggede på hende med sine gyldne øjne. Han måtte prøve. Hvad var det værste, der kunne ske?
"Amaranthe?" spurgte han. Han elskede hendes navn, men han ville give hende et sødt kælenavn på et eller andet tidspunkt. Han skulle lige have tænkt ordentligt på et, der hang ved og ikke bare noget plat noget.

Det fantastiske kys fortsatte, i en dejlig rum tid, ifølge Amaranthe. Selvom hun ikke kunne læse tanker og ikke havde åbne øjne så hun kunne se det, så var hun sikker på at han også nød det, eller godt kunne lide.
Kysset stoppede, et svagt pust af skuffelse blæste rundt inde i hende men forsvandt som dug for solen da Connor sagde hendes navn.
Hun åbnede sine øjne og så ind i hans gyldne øjne, de strålede og hendes strålede tilbage. Hun kunne virkelig godt lide at fordybe sig i dem og det var det hun gjorde.
"Ja?", svarede hun med sin blide stemme og så på ham med et sødt smil og afventede glad hvad han ville sige.

Connor smilede lidt. Han fjernede forsigtigt og langsomt sin hånd fra hendes kind. I stedet rakte han ud og tog fat om hendes hænder. Begge hendes hænder. Han klemte blidt om dem. Han fik øjenkontakt med hende. Han fordybede sig ind i hendes blå øjne.
"Vil du.. vil du.." Han kunne ikke finde den rigtige måde, der fik det til, at lyde ordentligt på. Det hele lød som noget bras i hans hoved. Han bed sig lidt i underlæben. "vil du være min.. du ved.. min..?" Han kiggede på hende. Han kunne ikke få ordet sagt, selvom han så gerne ville og det lå lige på tungen.
Han kiggede på hende med et lettere usikkert smil. Han ville så gerne, men havde spørgsmålet måske virket alt for dumt til, hun ville svare på det?

Ordene kom lidt snublende ud af Connors mund og det sidste afgørende ord kom alligevl ikke ud af hans mund, men det var ligegyldigt for hende. Hun vidste hvad det var for et ord og hun vidste lige præcis hvad svaret var.
"Ja...", svarede hun med et stort lykkeligt smil på hendes læber.'Ja', svaret der havde reddet mange menneskers liv igennem tiden og svaret der havde gjort så mange lykkelige inden for kærligheden, nu var det Amaranthes tur til at svare sådan og hun gjorde det gerne."Mere end du aner...", tilføjede hun med en let latter, den klingede som krystaller.
Dette var bedre end noget andet der var sket på denne helt fantastiske dag og den så ud til at blive bedre.

Connor kunne ikke andet end, at smile stort og bredt. Han lignede et lille barn, der havde fået en hel slikbutik for sig selv. Han følte sig også på en måde sådan; dog havde han fået noget bedre.
Uden at tøve, lagde han armene omkring hende og trak hende helt ind til sig. Han kyssede hende to-tre gange i håret. Han var lykkelig. Kærligheden mellem ham og hende havde på ingen tid fundet sig frem til hinanden. Det var fantastisk!
"Du er så sød." sagde han ned i hendes hår. Hans øjne var lukket i og et stort smil sad over hans læber, som han ikke ville få væk lige med det samme igen.

Hun lod ham trække sig ind sig ind til sig og lagde så armene om ham, han var så varm, så sød og alt i alt lige typen hun kunne forelske sig. Det havde hun så også gjort... men det var detajer, eller nej, det var langt fra bare en detalje.
Hun mærkede hans læber i hendes hår og smilte for sig selv, dette var virkelog den bedste dag i hendes liv. Hvad mon klokken var? Hun ville helst have at den stadig var det den havde været da hun gik hjemme fra hytten, men det havde den selvfølgelig. Spørgsmålet der nagede hende var bare hvor meget den havde forandret sig siden. Det kunne være den var blevet alt for mange til at være i skoven, det kunne også være at det var det perfekte tidspunkt.
'Du er så sød...' hørte hun ham sige et sted langt borte, selvom det højst sandsynligt var lige foran hende.
"Det er du også.", svarede hun med et smil på læberne.

Connor stod med armene om hende. Hans ansigt lå gemt i hendes hår, hvilket det lige kunne. Hans øjne var lukket i og smilet lå stadig henover hans læber. Han kunne simpelthen ikke få det væk. Det måtte gerne være der.
Hun besvarede hans sætning. Han smilede lidt mere over hendes ord. Han løftede langsomt hovedet, men forholdte armene omkring hende. Han holdte hende tæt. Han ønskede ikke rigtig, at give slip om hende igen, selvom han måske snart blev nød til det. Klokken måtte vel være ved, at blive mange? Han havde aldrig været ude i skoven så længe før, så måske kom der nogle ud og sørgede for, de kom tilbage til lejren. Eller måske, kom der slet ikke nogen, udover monstrene, han havde hørt så meget om.
Han trak hende en smule ud fra sig, så han kunne se hende ordentligt. Han kiggede smilende på hende. Han kunne ikke flytte blikket. Hun var så køn, og nu var hun hans. Det gjorde ham lykkelig. Han var lykkelig, virkelig.

Hun mærkede hans hoved i hendes hår, det var en dejlig følelse og et smil gled over hendes læber.
Det kom helt af sig selv og nægtede at forsvinde, det var egentlig heller ikke til besvær men måtte hjertens gerne være der.
Hun lod ham trække hende ud for sig og så smilende op på ham, han var så sød og nuttet og nu var han hendes.
Men det så perfekte øjeblik blev spoleret af et krampetræk der gik igennem hende, hun stivnede og smilte blegnede. Huden blev blegere og blegere og hun blev helt slap. Hun mærkede sig selv glide ud af Connors arme og falde ned på jorden, hendes øjne blev tomme og uden følelser og lukkede sig snart i.
Hun faldt hen i mørket og nåede lige at tænke:*NEJ! Ikke nu!*, før hun mistede det meste af hendes bevidsthed.

// Du kan læse om hvorfor hun besvimer i profilen ~ In-side ~ Sygdomme

Connor holdte hende fat ved hendes skuldre. Han ville virkelig ikke give helt slip på hende igen. Han var så glad for, de to netop havde fundet hinanden. Tænk, hvis de aldrig havde mødtes? Det ville have været forfærdelig. Det var en forfærdelig tanke.
Han smilede stort. Stort og lykkeligt. Han var fuld af glæde. Han havde ikke været så glad for, at skulle starte på lejren, men dette øjeblik, dette møde, havde forandret det hele. Han ville ikke forlade lejren mere.
Han blev pludselig forvirret, da han kiggede på Amaranthe efter et blink. Han forstod ikke, hvad der skete. Han så til, da hun faldt ud af hans arme og ned på jorden. Han satte sig lynhurtigt på hug ved hendes side med en hånd mod hendes overarm.
"Amaranthe?" spurgte han stille og bekymret. Han kunne ikke lide, hvad der så end var ved, at ske med hende. Huden var helt ligbleg og øjnene blev lukket i. Han stirrede uroligt ned på hende. Han ruskede blidt i hende, der hvor hans hånd lå ved overarmen. "Amaranthe?" spurgte han lidt højere, og tydeligvis mere panikslagen.

Sneen var kold og våd, men Amaranthe mærkede det knapt nok. Mørket var allerede stort og hun ville allerhelst bare lade sig synke ned i det. Lade sig omfavne af det og måske på den måde gense sin far... et ønske hun havde haft siden hun var 12 år.
Et sted langt væk, der ved den lille plet fuld af lys kunne hun høre en stemme, stemmen lød bekendt men hvordan vidste hun ikke. Hun vidste bare at den ikke tilhørte hendes far, ens temme der var så fuld af varme og kærlighed, en stemme hun havde længtes efter at høre tale til hende igen og igen.
Men denne stemme henne ved lyset...den kaldte på hende og den var fuld af panik og bekymring, en stemme der sagde hende at hun skulle vente med at lade sig synke ned i mørket. En stemme hun følte tilhørte en hun virkelig godt kunne lide, men hvem? For at finde det svar skulle hun måske bevæge sig derhen? Mørket kom rullende og rullede sig om hende, hun åbnede de tomme øjne, så omridset af en person... en drang, før den mælkehvid ehende vendte tilbage ogd e blå øjne havde næsten en snehvid farve nu.

Connor var utrolig bekymret og urolig. Hvad var der lige sket? Hun havde været så fuld af liv, men nu lå hun på jorden, ligbleg og med lukkede øjne. Han bed sig hårdt i underlæben. Han anede ikke, hvad han skulle gøre. Han kunne ikke få fat i nogen som helst. Han ville i hvert fald ikke efterlade hende, da slet ikke ude i sneen.
Han strøg blidt hendes overarm. Han ruskede af og til i hende. "Amaranthe? Vågn op. Sig noget! Er du okay?" Selvfølgelig var hun ikke okay. Sikke et dumt spørgsmål. Han trak sin hånd til sig.
Han kravlede op til hendes hoved, hvor han satte sig helt ned i sneen, så han sad mere behageligt. Han fik hendes hoved op i sit skød. Han hvilede en hånd på hendes pande og den anden hånd ved halsen ved pulsen. Han ville bare lige tjekke, om hun stadig var i live idet mindste, hvilket det heldigvis lod til.

Amaranthe mærkede sit hjerte slå langsommere, det havde virkelig sine ulemper at være født med dårligt hjerte.
Hun lukkede øjnene og skjulte de mælkehvide hinder, hun mærkede nogle arme løfte hendes hoved men hun tog sg ikke af det... hun var fuldt i gang med bare at trække vejret, hendes hjerte gjorde ondt og slog besværet.
Hun trak vejret tydeligt og besværet, øjnene suste rundt under øjenlågene og en kold, bleg hånd prøvede at finde den hånd ved hendes hals... hun følte at der var hjælp at hente der og mere tryk ved Connor, end andre der måske ville hjælpe hende.

Connor kiggede uroligt ned på hende. Hvad skulle han dog gøre? HVad kunne han gøre? Var hun ved, at dø nu? Det måtte hun ikke. Det måte hun altså ikke! Han tog fat om hendes blege hånd, da den søgte op imod hans hånd ved hendes hals. Han klemte blidt om den, alligevel stramt, så hun vidste, han var der.
"Du.. du må ikke dø nu.. du må altså ikke dø.." Han bed sig hårdt i underlæben. Pokker tage det, at han var sådan et følsomt menneske, hvilket gjorde, han fik tårer i øjnene, mens han kiggede ned på hende. Der måtte ikke ske hende noget!

Hun åbnede øjnene, desøgte instinktivt op mod hans. Selvom den uhyggelige mælkehvide hinde stadig lå over hendes øjne, ville hun se den glød der var i hans øjne normalt.
Hans stemme genlød i hendes indre, hendes læber bevægede sig og en lille stemme kom over hendes læber.
"Jeg lover det...", hendes stemme var bevsæret, men hendes stemme havde en svag klang af beroligelse.
Hun smilte svagt da han tog hendes hånd, hun tog den svagt og lod ham klemme den... hun havde alligevel ikke kræfter til mere.

Connor bestirrede hende. Han ville ikke miste hende, men hvad kunne han dog gøre for hende? Han kunne umuligt få hende hen til hospitalsfløjden. Han kunne ikke bære hende. Han var ikke stærk nok til, at bære et menneske af samme alder. Han ville ikke komme særlig langt med hende.
Han prøvede, at få noget varme ind i hende ved, at hvile sine hænder mod hendes kinder og af og til tage begge hendes hænder. Hun skulle heller ikke ligge og fryse halvt ihjel. Han besluttede sig for, når hun engang ville komme til sig selv igen, så tog han hende straks med hen til hospitalsfløjden.
Men hvad nu hvis, hun ikke levede op igen? Han stirrede ned imod hendes øjne, der så utrolig uhyggelige ud. Han hørte hendes stemme, trods den var svag og meget lavt. "Lov mig det, bliv hos mig, Amara!" Han tog hendes ene hånd i begge sine hænder og klemte blidt, men lidt stramt, omkring den.

Hun smilte svagt og sagde igen emd den næsten uhørlige stemme:"Jeg lover det..."
Hun kunne jo ikke love at hun ville være okay, ikke med hendes hjerte... Hvordan kunne hun være i fare for at dø, når hun lige havde gjort sin lykke? Det var ikke retfærdigt, alle andre havde en åh så lykkelig kærlighedshistorie og det ville hun også have, lige meget hvad!
Hun lukkede øjnene igen og åbnede dem hurtigt efter, den mælkehvide hinde var næsten forsvundet. Hun så op på Connor og sendte ham et bedende blik, hun orkede ikke at sige de tre nødvendige ord, men håbede han forstod. Hun formede ordene Nektar og Ambrosia med læberne, hun blinkede et par gange og så så ind i hans øjne. Hun løftede den anden hånd og lagde den noegt besværet på hans kind, den var så varm i forhold til hendes hånd at hun nærmest blev tvunget til at flytte sin hånd. Den rystede voldsomt, men blev på hans kind. Hun lukkede øjnene igen og trak vejret besværet.

Connor klemte om hendes hånd. Han ville ikke slippe hende, det ville han bare ikke. Hun skulle blive hos ham, hos de andre, der holdte af hende, men hos ham! Han klemte om hånden. Tårerne var begyndt, at trille ned af hans kinder. Hun måtte ikke dø.. men hun lovede det, sagde hun? Det kunne hun da ikke love..
Han kneb øjnene sammen. Han trak lynhurtigt sine hænder til sig, da han godt kunne se, hvad hendes ord blev mimet som. Han trak ned i sin lomme, hvor han havde flasken. Den havde han altid med sig, da han havde fået at vide, han skulle det.
Han trak flasken op og tog låget af. Han lænede sig over hende og hvilede flaskekanten mod hendes læber. Han tippede lidt og håbede bare på, det ville hjælpe på dette anfald.

Amaranthe mærkede hans hånd om hendes og smilte stille, hun elskede ham virkelig. Hun følte sig som en lille partikel... nej, et antom da hun mærkede han græd, hun havde virkelig dårlig samvittighed. Hun skulle have sagt det fre begyndelsen, så han vidste hvilken svag pige hun var, så ville han måske have ladet være med at forelske sig i hende.
Hun mærkede skam-tårer presse på, men lod dem ikke passere, det ville nok være... dumt overfor Connor, når han græd over hende.
Hun mærkede en flaske mod sien læber og takkede ham stumt, mens hun drak. Hun drak ikke meget, højst 100 dråber, men det hjalp, det hjalp meget. Hendes hjerte begyndte at slå hurtigere og hun sank lettet sammen, hun kunne mærke mørket og kulden forsvinde. Huden fik sikkert også farve, men det kunne hun ikke se, hun lukkede bare øjnene og sagde stille:"Tak..."

Connor smilede svagt, da han bemærkede, at Amaranthe fik mere og mere farve. Hun fik ikke så meget af indholdet, men det var åbenbart nok. Det var fantastisk at se, at hun levede op igen. Han trak forsigtigt flasken til sig og tog låget på igen. Han proppede flasken ned i lommen igen.
Han rakte ud og tog hendes hånd i sin ene hånd. Hans anden hånd hvilede på hendes kind, som han kærtegnede blidt. Han bøjede sig ned og plantede et blidt kys i panden på hende. Det var så sandelig ikke med vilje, men alligevel skammede han sig ikke, da hans tårer ramte hendes pande, da han rettede sig langsomt op igen.
Han klemte om hånden. "Hvor er jeg dog glad for, du.. du er tilbage, hvis.. man kan sige det sådan.." Han smilede svagt. Han trak forsigtigt sin hånd til sig, der lå på hendes kind, og holdte om hendes hånd med begge hænder nu. Hendes hoved hvilede stadig i hans skød, hvilket var helt fint med ham.

Hun smilte svagt og åbnede øjnene, hinden var helt væk og det svage skær var tilbage i hendes øjne. Hun så ind i hans øjne og lod sig fordybe i dem, hun førte hånden op på hånden ved hendes kind og smilte til ham. Nektar... En fantastisk opfindelse, den virkede bedre end nogen af de dødeliges mediciner og så smagte den af alt hvad man kunne ønske sig.
Hun ville gerne rejse sig op og give ham et kæmpe knus, som tak, men kræfterne var ikke vendt tilbage endnu. Hun havde stadig følelsen af at musklerne var væk og at ikke engang hendes arme kunne hun løfte, samtidig følte hun skam over at kunne finde på at forelske sig i en og ikke engang sige at hun kunne kollapse... Men hun var bange for han ville gå, lukke af for kærligheden til hende, og det ville han sikkert også gøre nu.
Eller ikke, han bøjede sig ned og kyssede hende, hvis det ikke var fordi det ikke lige passede ind her ville hun springe ti meter op i luften og hoppe rundt af glæde, hun mærkede noget vådt på hendes pande. En tåre... Så kom skammen væltende igen, men hun ville ikke lade ham se det og blev ved med at smile, ikke falsk, bare sådan et normalt, stille smil.
Hans ord og stemme kom ind i hendes øregang og lød som et ekko inde i hendes hoved, højt og klart. Hun ville gerne svare ham, men kunne ikke finde på noget passende at sige, noget der kunne forklare hvorfor hun ikke havde sagt noget om hendes hjerte...

// Jeg er slet ikke så kreativ lige for tiden >.<'

Connor sad helt stille og klemte om hendes hånd. Tænk lige, hvis det var gået galt? Hvad var der så sket med hende? Hvad med ham? Han kunne ikke engang tænke på det, uden hans øjne blev fyldt med vand. Nogen gange var hans følsomhed meget brugbar, men andre gange, så hadede han det bare.
Han rakte op og tørrede øjnene med sin ene hånd. Han lagde straks hånden omkring Amaranthe's og sin egen igen. Han snøftede, men ikke så højlydt, ellers ville det bare lyde som om, han havde stortudet, hvilket han jo så ikke havde. Han bed sig lidt i sin underlæbe.
Han nussede blidt hendes håndryg med sin tommeltot. Han kiggede ned på hende samtidig. Han gad godt vide, hvad der var gået galt, måske ville han kunne hjælpe hende? Men hvis hun ikke selv vidste det, så blev det svært. Men han ville gøre hvad som helst for, at hjælpe hende.