Endelig alene - Connor

Connor nikkede. Han bøjede sig lidt ned og samlede mere sne op, som han stod og formede i sine hænder, der næsten var helt følelsesløse. Det var også dumt af ham, at han bare var gået ud af sin hytte, uden at tage handsker på.
Han smed sneen fra sig og lynede hurtigt sin jakke op. Han ville ikke blive syg. Han hadede at være syg. Han hadede kulden, så han anede faktisk slet ikke, hvad han ville udenfor i sneen, men nu hvor han alligevel var taget afsted, taget ud i skoven og havde mødt Amaranthe, så ville han altså ikke hjem igen, medminder han mere eller mindre blev tvunget til det.
Han spærrede øjnene op, da noget koldt omkring hans ansigt formede sig rundt i panden, kinderne, hagen og alle de andre steder. Snebolden havde ramt ham lige i ansigtet, og han havde været alt for optaget af sine egne tanker til, at bemærke det. Han spjættede ud med armene, mens han prøvede, at få sneen væk. Det var hundekoldt!

Et lille grin undslap Amaranthe's læber og hun løb over og lagde sin ene hånd der var forklædt som en vante, på hans kind.
Hun smilte stille til ham, den var helt rød af kulde.
"Er det bedre nu?", spurgte hun med sin blide stemme.
Hun ville helst ikke give ham grund til at forlade hende... hun ville nok aldrig sige det, men hun var forelsket i ham.
Han havde virkelig, hvad hed det?, snøret hende om sin lillefinger. Og hvis han frøs virkelig meget, så gik han jo sin vej... og det ville hun virkelig ikke kunne lide, eller klare. At møde ham... var det bedste der var sket i hele den tid hun havde været i lejren. Han var sød og morsom, og så var han den eneste der rent faktisk virkede... normal og helt speciel på samme tid. Og hans ord var, ægte! Han mente hvert et ord, han sagde. Det var hun sikker på...

Connor kiggede jamrende på hende, da hun kom over til ham, men slappede i den grad mere af, da hun lagde sin ene hånd mod hans kind. Han var meget taknemmelig over, hun ikke bare havde grinet af ham og kastet mere sne efter ham. Hvordan skulle hun også kunne vide, han var så sårbar overfor kulde? Eller, det vidste hun måske alligevel godt, på en eller anden måde?
Han smilede skævt og nikkede kort. "Ja.. tak."
Jo mere han talte med hende, faktisk, jo mere han så på hende, følte han sig mere varm indeni, men mere genert udenpå. Han ville ikke fortælle hende det, men det var ikke specielt fordi, han frøs særlig meget mere. Især ikke når hun stod så tæt på ham..

Amaranthe smilte et strålende smil. Hun var såå glad for at han ikke trak sig væk, det kunne jo være at han... ikke ville have det. Nej, hun gad ikke tænke på sådan en tanke. Det ville jo være ulideligt og helt igennem forfærdeligt!
"Det var da godt...", hun holdt stadig hånden på hans kind, den var varm selvom den var rød af kulde.
Den var varm på en måde hun ikke kunne beskrive, som en lille flamme der lige er blevet tændt og ikke har fået sin fulde styrke.
Hun flyttede ikke hånden, hun ville ikke flytte den og hun ville ikke have at han flyttede sig, at tiden gik. Det ville være forfærdeligt... hvorfor kunne tiden ikke bare stå stille, sådan her forevigt?

Connor stod helt stille, fuldkommen helt stille. Han kiggede bare på hende. Han smilede samtidig. Han kunne godt lide, at stå så tæt på hende. Han kunne godt lide, hendes hånd hvilede mod hans kind. Han havde slet ikke noget imod det.
Han smilede lidt større til hende. "Ja." Han besvarede kort hendes svar, men had skulle han også mere sige? Det går kun bedre, fordi det netop er dig, der gør det hele bedre? Det var noget, han godt kunne finde på, at sige, men ikke lige på det tidspunkt. Ikke.. ikke endnu, besluttede han sig for. Han ville vente lidt.

Hun grinte let, han var så sød. Men hvad skulle de tale om, hvad skulle hun bringe som emne?
Skulle de bare stå der ude i skoven? Personligt havde hun ikke noget imod det, men havde han noget imod det? Kunne hun i det hele taget tillade sig at forelkse sig i ham? Hvad nu hvis han allerede havde en kæreste? nej, hun ville simpelthen ikke tænke på det, det ville være så... forfærdeligt!
*Har du noget imod at jeg bliver ved med at holde den her?*, tænkte hun med et lille smil på læberne.
Han var lidt højere end hende, men hvad gjorde det? Hun havde intet imod det, rent personligt.
"Ja...", sagde hun og smilte større, hvordumt sagt, men hvad skulle hun ellers sige?

Connor lukkede øjnene i et øjeblik, men åbnede dem op igen. Han kiggede på hende med et smil over sine læber. Et smil, der blev mere og mere varmt, samtidig også mere og mere drømmende. Han fandt det slet ikke akavet.
Han kiggede smilende på hende. Hvis andre så det, hvis der nu kom nogen forbi, ville de så kigge eller være ligeglad? To, en dreng og en pige, der stod ude i skoven, midt i al sneen, hvor pigens ene hånd hvilede mod drengens ene kind. Det var der vel intet unormalt i?
Han lo let. Hvis han skulle være ærlig, hvilket bedst lå til ham, ville han omfavne hende lige nu. Holde hende i sine arme. Men han turde bare ikke tage mod til sig og gøre det. Normalt ville han intet have imod det, specielt ikke ved gode venner, men var de gode venner? Det virkede allerede sådan, men stadig, kunne han ikke få sig selv til det. Han var alt for genert til det.

Amaranthe kiggede ind i hans smukke gyldne øjne og smilte større og gladere end hun havde gjort før.
Hun havde aldrig været så lykkelig, at finde kærligheden her i Halvblodslejren var det sidste hun havde forventet.
Hun så ind i de øjne der hvilede på hende, hans smil hun smilte over. Det drømmende, søde smil... hun var helt fortryllet.
Hun havde bare lyst til at omfavne ham, ham hun så godt kunne lide. Fjerne hånden fra hans kind og omfavne ham. Skønt hun var genert overfor ham ville hun bare omfavne ham.
Hun tænkte lidt og fjernede så hånden.
*Skønt... du er virkelig klog!*, tænkte hun irreteret.
Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, for der var vel ikke så meget at gøre, vel? Valget imellem at snakke om akavede ting og så omfavne ham. Lade sine arme omfavne ham... valget burde være såå let.
Hun så ind i hans øjne og så stod alting klart, selvom hun var klartseende, var det her klarere end noget andet.
Hun tog et skridt nærmere på ham og tøvede så. hun løftede sin arme og omfavnede ham med dem.
*Du gjorde det... du gjorde det rent faktisk!*, tænkte hun stolt.
Hun lukkede nydende øjnene. Dette øjeblik måtte aldrig stoppe...

Connor kiggede smilende på hende. Hun var fantastisk at se på. Det var som om, han ikke kunne flytte sig blik han, nu hvor han først havde kigget på hende. De var helt betaget af hende. De ville ikke flytte sig, lige meget hvor meget, han prøvede på det. Hvorfor også prøve?
Han kunne pludselig mærke skuffelsen inde i sig, da hun fjernede hånden fra hans kind. Det var vel det så. Øjeblikket var forbi. Hun ville måske til hjemad nu? Tilbage til lejren? Tage dette møde som et hvert andet møde?
Men nej, sådan endte det ikke, da hun pludselig lagde armene om ham. Omfavnede hende. Dét skridt, han ikke selv havde turdet at fortsætte med. Han mærkede, hvordan den lykkelige varme strømmede igennem ham. Ikke den samme varme, som han normalt besad af, eller den varme, der kom, når noget gjorde ham glad. Det var en ny slags varme. Han lagde lykkeligt sine arme blidt omkring hende.

Amaranthe mærkede hans hænder omkring hende. Hendes øjne strålede, som små diamanter.
Hun ville så gerne fortælle hvad hun følte for ham, men det var vel for hurtigt, eller var det?
*Nej... måske er han allerede i forhold.*, mindede hun skuffet sig selv om.
Eller mindede hun virkelig sig selv om det? Eller var det bare en undskyldning for hendes generthed?
Måske begge dele, måske ikke...
Hun smilte et sagte smil til ham, selvom hun ikke var sikker på om det blev gengælt eller overhovedet set.
Hun åbnede sine øjne og kiggede op på ham, ind i hans skønne gyldne øjne og for at se hans søde, smukke smil.

Connor stod med armene om hende. Blidt, men han holdte hende da tæt ind til sig. Tænk, at hun skulle tage det skridt. Tænk, at han ikke selv kunne gøre det. Hvad tænkte hun ikke lige om ham? Han havde tit fået at vide, han var en svag dreng. Det vidste han godt, på alle mulige samtlige svage måder. Han måtte nok snart til, at gøre noget ved det.
Han gav et lydløst suk fra sig. Han kiggede rundt, men hans blik landede på den kønne pige, han holdte om med sine arme. Endnu en gang, ville han ikke flytte sig blik fra hende igen. Han ville ønske, tiden ville gå i stå. At de ville blive lammet i et stykke tid, så deres arme kunne forblive omkring hinanden.

Mens de stod sådan tænkte Amaranthe på hvilken gud der havde Tiden inde under sit område, når hun fandt ud af det... så ville hun be til denne gud så meget hun kunne om at Tiden ikke kunne gå i stå, bare et lille minut?
Bare indtil hun fandt ud af hvad hun skulle gøre eller sige eller hvad Connor mon ville gøre eller hvad han mon ville sige.
Hun lukkede sine blå øjne, hvilket egentlig var synd da de strålede som aldrig før. Strålede af lykke og af glæde. Lykke over endelig at finde den person hun havde savnet hele sit liv og glad over at han havde lagt sine arme omkring hende istedet for at skubbe hende væk fra sig.
Egentlig ville hun ikke tænke på hvad hun skulle gøre, hvad hun skulle gøre, hvad han ville gøre, hvad han ville sige. Hun ville bare blive stående sådan her, i lang tid endnu

Connor stod helt stille med Amaranthe ind til sig. Han ville ikke fjerne sine arme omkring hende, det ville være synd. Han kiggede bare på hende. Betragtede hende. Betragtede hver eneste bevægelse, hun gjorde. Alt.
Han ønskede virkelig, at tiden ville gå i stå, de ville blive lammet, de ikke ville kunne flytte armene. Men hvis det skulle ske, så skulle det også være villigt ikke for hende. Hvis det nu skete og hun modvilligt var med til det, det.. det var jo ikke det, han ville have. Hun skulle også selv være med til det.
Han betragtede hende. Hendes kønne øjne, der blev dækket til med øjenlågene. Sikke en skam. Han ville have øjenkontakt med hende. Kigge ind i de skønne blå øjne, der strålede. Det var endda som om, de strålede gennem øjenlågene.

Hendes smil blev betydeligt større da han ikke fjernede sine arme omkring hende.
Hun åbnede sine øjne og stirrede ind i hans dybe, smukke øjne. De strålede, hvad de strålede af vidste hun ikke, men hun gættede sig til at det var af glæde og en anden følelse hun desværre ikke kendte til.
Hun havde lyst til at sige noget, men hvad vidste hun ikke. Hun fjernede den ene hånd fra hans ryg og lagde den på hans kind. Den var så varm, så varm. som om det tidspunkt hvor frøs slet ikke eksisterede. Men det gjorde det selvfølgelig, det var bare fortid... fortiden, den tid hvor hun slet ikke troede hun ville find ekærligheden og her stod hun og så ind i de øjne hun elskede, smilte over det smil der gjorde hende glad. Omfavnede den der gjorde hende både glad og lykkelig, fuldt ud.
Noget intet andet kunne, men han kunne... forunderligt nok.

Connor lukkede øjnene i. Han ville ikke slippe hende. Det lød sjovt, men han ville gå med sine arme om hende i dagevis. Forevigt. Overdrivelse, men det var ikke en overdrivelse på det tidspunkt. Slet ikke.
Han åbnede øjnene op, idet han fik øjenkontakt med de blå øjne. Han så lige så dybt ind i hendes, som hendes så ind i hans. Det var et fantastisk øjeblik. Han havde aldrig nogensinde prøvet, at få det sådan, som han havde det på det tidspunkt. Det var helt nyt for ham. Men det var ikke fordi, han ikke kunne lide det. Slet ikke. Dog, så kunne han ikke lade være med, at tænke på, hvis det nu gik galt? Hvad nu hvis, hun slet ikke brød sig om ham på den samme måde, han brød sig om hende? Det ville blive et kaos. Han havde godt set sådan noget på film, men ikke ligefrem selv troet, han ville komme til, at opleve det. Da slet ikke i Halvblodslejren.

Amaranthe kiggede ind i hans øjne, hun ville ikke slippe øjenkontakten, ikke engang for at blinke.
Det ville hun ikke tillade sig, det kunne ødelægge det fantastisk øjeblik. Hun fjernede ikke sin hånd fra hans kind, hun ville så gerne fortælle ham, alt... hvad hun følte, ja, alt!
Men mest af alt ville hun have ham til at lægge sin hånd på hendes. Hun smilte stort, men ikke overdrevet. De små diamanter i hendes øjne, der normalt bare var øjne, strålede. Men ikke kun af lykke og glæde, noget andet... en meget stærkere følelse, kærlighed.
Hun lænede sit hoved ind mod hans bryst, hun kunne mærke det bankende hjerte og mærke varmen fra hende.
En dejlig varme, en varme hun nu også elskede ligeså meget som hans øjne, hans smil og ham selv.

Connor holdte hende tæt ind til sig. Ikke sådan helt vildt tæt, det ville måske være alt for underligt, eller hvad? Han følte sig stadig en del genert, men det var slet ikke akavet på nogen måde, det med, de stod med armene om hinanden.
Han løsnede forsigtigt sin ene arm og lagde forsigtigt sin hånd ovenpå hendes, der hvilede mod hans kind. Han smilede lidt for sig selv. Gid øjeblikket altså ville blive ved. Han ville ikke slippe hende.

// Kreativitet fejl >.<

Amaranthe mærkede en varme ovenpå hendes hånd, en varme hun også mærkede mod hans bryst.
Hun kiggede op på hendes hånd. Der lå en oven på den, en hånd der tilhørte Connor.
Hun smilte lykkeligt til ham og kiggede op i hans øjne. Det sorte hår faldt ned i hendes øjne, men hun ville ikk til at fjerne det, så skulle hun enten løsne sit greb om ham eller trække sin hånd tilbage, hun havde intet lyst til noget af det.
Hun kiggede ind i hans øjne og tog så mod til sig, hun var ved at gøre noget hun aldrig ville ha' gjort ved enhver anden lejlighed. Hun rejste sig op på tåspidserne og lod deres læber mødes. Kysset varede blot nogle få sekunder, men hun syntes det var nogle vidunderlige få sekunder.
Hun kiggede op på ham med et lille smil.

Connor var helt varm indeni. Det kildede i maven på ham, som sommerfugle, der stødte ind i alting. Ret klam tænkemåde, men det virkelig sådan. Vingerne kildede alt det, de ramte, når de fløj rundt.
Han fandt den nye varme følelse ret komisk. Han havde aldrig tænk sådan. For blot et år siden, havde han stadig fundet det modsatte køn, underlige og mærkelige. Nu stod han med armene omkring en pige, som han næsten lige havde mødt, men det føltes nu som flere år, de havde kendt hinanden.
Han stod musestille, da deres læber mødtes. Han lod hende kysse ham. Han ville gengælde det, men måske skulle han lige vente lidt. Eller vent, skulle han nu også det? Ville hun tro noget andet, hvis han ikke gengældte kysset? Meget diskret, og lidt usikkert, plantede han et kys på hendes mund.

Amaranthe følte hendes hjerte oppe i halsen da deres læber mødtes endnu en gang.
Det var en fantastisk følelse som hun aldrig rigtig havde kendt til, men hun ville gerne vide mere af den.
Hendes øjne strålede og hendes smil blev større og mere stråelnde end nogensinde før. Hun havde endlig taget mod til sig og kysset Connor.
Nu vidste hun ihvertfald hvilke følelser han havde for hende og han vidste forhåbentlig også hvilke følelser hun havde for ham.
Hun lænede sig ind sig til ham igen og lagde armene om ham igen. Hun lukkede helt fortryllet øjnene og genkaldte hende følelsen der lige var forbipasseret. Den helt igennem fantastiske følelse.

Connor smilede bredt, efter han havde trukket hovedet lidt tilbage. Han kiggede smilende på hende. Det smil, der var fuld af varme, glæde og lykkelighed. Hun havde endnu en gang taget det næste skridt. Det ærgede ham, men han var alligevel også glad for, at bare en af dem, havde taget skridtet.
Han fjernede sine hånd, forsigtigt, da hun lagde armene om ham. Han lagde ligeledes armene om hende igen. Han holdte hende tæt ind til sig. Han var glad. Nej, han var ikke glad, han var mere end det; han var lykkelig. Han havde virkelig aldrig troet, at den følelse ville komme til ham. Slet ikke. Det var fantastisk.

Hun mærkede hans hånd fjerne sig fra sin, da hun lagde armene om hende.
Hun havde stadig lukkede øjne og mærkede hans arme om hende.
Hun smilte svagt og mærkede endnu en gang den specielle følelse, selvom de ikke kyssede denne gang.
Hun havde lyst til at sige noget, som så mange gange før... men hvad vidste hun ikke.
Mon... nej, det ville være... for overilet? Nej, det var bedst som det var.
Hun åbnede sine øjne og så ned i sneen, den hvide sne. Der var to slags forspor i sneen, en for hende selv og en for Connor.
"Tak...", hviskede hun, lige højt nok til at han kunne høre det. det håbede hun da han kunne.

Connor holdte om hende. Han ønskede virkelig ikke, at slippe hende. Han ville slet ikke tænke på det, men desværre, så kunne de jo ikke blive stående ude i sneen hele natten. Men klokken var vel heller ikke så mange? Det vidste han ikke.
Han kastede et blik omkring dem. Han kiggede på hende, han kiggede ind i hendes øjne. Han var tavs, for han anede ikke, hvad han skulle sige. Han nød bare, at stå der og holde omkring hende.
"Tak?" gentog han uforstående. Han kiggede på hende med sine uforstående, gyldne øjne. Han trak hende ikke ud fra sig eller noget. Han kiggede bare, uforstående over, hvad hun dog havde sagt tak for.

Amaranthe kiggede op på ham og smilte. Hun så ind i hans gyldne øjne og sagde med den blide stemme:"Ja, tak."
Hun kiggede ned i sneen igen og sagde så:"For kysset."
*Idiot, fjols, tumpe...*, hun kunne blive ved med at kalde sig selv dumme ting, men hun kunne ikke finde på flere ting at kalde sig.
Men i det store hele var spørgsmålet, hvorfor havde hun sagt tak? det var jo det der havde ødelagt den fantastiske, komplette stilhed.
Hun tænkte på hvordan de mødtes første gang, hun grinte lidt. Det var under to timer siden, men alligevel føltes det som flere uger, måneder, år, måske. Det var underligt at tænke på og dog... måske ikke?

Connor holdte hende tæt ind til sig. Han lo lidt. "Jamen dog.. i lige måde." Han strøg hende meget, meget forsigtigt henover håret med sin ene hånd, hvorefter han placerede armen omkring hende igen.
Han forstod stadig ikke hvorfor, hun havde takket ham for, de havde kysset. Det gav ikke rigtig nogen mening for ham, og hvis det absolut skulle give mening, så kom den mening måske først senere hen? Han vidste ikke, det generede ham heller ikke.
Han kiggede smilende på hende, da hun grinte lidt. Hvad mon hun grinte af? Det var lige meget, bare hun grinte. Han kunne godt lide hendes grin, det var sødt.