Alene mellem træerne ~ Fideliana

Tid: Lidt over middag.
Sted: Skoven.
Omgivelser: Skov omgivelser.
Vejr: Koldt.
Dag: Søndag.
Årstid: Efterår.

Connor gik langsomt igennem skoven med sine hænder i lommerne på den vinterjakken, som han allerede havde fundet frem og trukket i. Eller snarere, så havde hans mor fundet den til ham og som hun havde anbefalet snart at trække i, på grund af det kolde vejr. Han havde tilbragt nogle måneder hjemme hos sin mor og var først lige ankommet tilbage til lejren. Det var derfor hans hår var rødt nu og ikke blond mere. Ikke permanent, men hans mor og ham havde taget chancen og farvet det rødt. Han kunne nu meget godt lide det, men han skulle vænne sig til det. Et lille suk forlod hans læber, idet han stoppede op og satte sig på en stamme, siden træet åbenbart lå ned. Han kneb øjnene lidt i og kiggede rundt. Hvad skulle han give sig til? Det var koldt, der var ikke rigtig nogle at snakke med i selve lejren, da han ingen af sine venner kunne finde og det så heller ikke ud til, at der var nogle ude i skoven. Sikke noget bøvl.

Fideliana krøb lidt sammen for at holde varmen oppe i træet. Det var efterhånden for koldt til den her slags, men hun vidste ikke hvor hun ellers skulle går hen for at slippe for træning. Alle var konstant efter hende for at få hende til at træne, men det lå ikke til hende. I stedet sad hun her i skoven og håbede folk ikke lagde mærke til hun ikke var ude og træne. Hun så nysgerrigt ned da en dreng nærmede sig. Han satte sig på et træ lidt væk fra hende. Han havde nok ikke opdaget hende endnu, selvom de fleste blade på træet var fladet af. Hun overvejede lidt om hun skulle blive ved med at gemme sig heroppe, eller om hun skulle prøve og snakke med ham. Hun kunne lige så godt prøve at få en ven. 
Hun begyndte sikkert at klatre ned. Det sidste stykke hoppede hun før hun landede sikkert på jorden og så over imod drengen. Hun smilede en smule og stod lidt inden hun lidt tøvende gik imod ham. "Hej." Hun sagde det ikke højt, men han ville kunne høre det.

Connor lukkede øjnene kort i, inden han åbnede dem igen. Hvorfor skule der også være så fandens koldt? Man kunne ikke tænke klart nok. Hans mor havde altid sagt til ham, at hvis han ikke kunne tænke ordentligt, så manglede han frisk luft. Hvorfor kunne han så ikke tænke ordentligt nok, nu hvor han sad ude i den friske luft? Det var til at få hovedpine af. Han tog sine hænder op til sine kinder, der var helt kolde og sikkert ret så røde. De matchede nok hans hår. Han gjorde straks store øjne og kiggede hen på pigen, der nærmede sig ham. Han havde slet ikke lagt mærke til hende. Et lille smil dukkede op på hans læber. ”Hejsa.” sagde han og puttede straks sine frosne hænder i lommerne igen for at få varmen igen.

Hun smilede blidt til ham. Hun var ikke rigtigt genert, bare forsigtig af natur. I hvert fald omkring nye folk. Når først man kendte hende gik det ret sjældent stille for sig. 
Roligt gik hun lidt tættere på, for at sætte sig ved siden af ham til sidst. Dog med noget plads imellem dem. "flygtet fra træning eller bare brug for lidt tid alene?" Personligt brugte hun meget tid i skoven. Enten der for at slippe for træning eller når hun ikke kunne overskue hendes søskende og skulle bruge tid alene. Venner gjorde hun ikke meget i endnu. Hun havde heller ikke været i lejren så længe. 
Hun så ned mod hendes fødder. Selvom det var koldt havde hun ikke sko på. Det havde hun meget sjældent. Selvom hun efterhånden overvejede det om morgenen. Hun havde en vindtæt jakke på, men den var ikke særligt stor. Hun frøs vel, men det var ligemeget. Hun kunne få varmen senere når hun kom hjem.

Connor sad helt stille med sine hænder i sine lommer og betragtede pigen, der kom nærmere og nærmere ham. Hun lignede en på hans egen alder, men han var slet ikke sikker. Det ville han ikke lige tænke mere over nu. Men han havde i hvert fald ikke set hende før. Hun så ikke bekendt ud, overhovedet. Han betragtede hendes ansigt, hendes over og underkrop, men gjorde store øjne, da han nåede ned til hendes fødder. Havde hun virkelig ingen sko på? Frøs hun slet ikke eller hvad? Han følte et strejf af kulde svæve igennem ham bare ved tanken. Han drejede hovedet og kiggede på hende, da hun satte sig ved hans side. Han trak på skuldrene. ”Nok lidt af det hele,” svarede han hende.

Delia så kort imod hendes fødder da han gjorde inden hun løftede hovedet og så på ham igen med et smil. Hun lagde armene om sig selv for at beskytte sig med kulden. Det hjalp nok ikke meget når hendes fødder var bare, men sådan havde hun det bedst. Hun så på ham og nikkede. "Jeg kender følelsen. Jeg søger altid herud når alt bliver for meget. Folk er så sjældent i skoven når det er så koldt. Og hvis man sidder i træerne opdager de sjældent en. Det er tiltrængt af og til." Hun så lidt ned igen inden hun så løftede blikket med et lille smil. Normalt var hun ved godt humør, men lige i dag var alt så trist og kedeligt. Det lignede hende overhovedet ikke, men der var ikke noget at gøre.

Connor nikkede lidt og kiggede ned imod hendes bare fødder igen. Han kunne slet ikke forstå, hvordan hun kunne gå rundt sådan der. Han rakte endnu en gang op og strøg en hånd igennem sit hår, inden han fokuserede på hendes ansigt igen. Et lille smil dukkede op på hans læber. Hun virkede da venlig. Ikke at han havde stemplet hende som en uvenlig person, bare fordi hun gik uden sko. Han nikkede kort. "Ja, enig. Jeg troede slet ikke, at der ville være nogen som helst herude, men der kan man bare se," Han smilede mere bredt til hende, "Er du ny i lejren, egentlig? Jeg har vidst aldrig set dig før?" Han kneb øjnene lidt sammen, imens han betragtede hende.

Hun smilede til ham og trak på skuldrene. "Prøv at bo sammen med en hel hytte af folk der drikker vin og er i ekstase konstant. Alene tid er en mangelvare hos os, åbenbart. Og skoven er et perfekt sted at være så." Hun sukkede glad og lettet. Det var en befrielse at være lidt væk fra det hele, ikke kun hytten, men hele vrimlen af halvguder og folk der mente hun skulle træne hele tiden. Hun nikkede så til hans spørgsmål. "Ja. Jeg har ikke været her særligt længe. Jeg kender heller ikke særligt mange, så det er ikke svært at få tid for sig selv..." Hun grinede lidt og trak på skuldrene. Det gjorde hende ikke noget, hun forstod godt hvis det tog tid for folk at accepterer et nyt ansigt. Hun forlangte ikke at de skulle komme hen og være hendes bedste ven med det samme. "Og du har været her længe? Eller hvad?" Hun spurgte af interesse. Selv ville hun ønske hun var kommet langt før.

Connor nikkede kort og smilede bare til hende. Han var altid så åben for at møde nye mennesker og det at de selv søgte hen til ham først, gjorde ham bare gladere, selvom han ikke ligefrem var genert, så elskede han bare, at det ikke var altid var ham, der skulle opsøge andre. Han nikkede lidt og lod et grin undslippe. "Ja okay, så kan jeg godt se det," Han trak lidt på skuldrene og satte sig lidt bedre til rette på stammen, der var kold, som efterhånden var tæt på at søge igennem hans bukser. "Jo, jeg har været her ret så længe. Jeg har bare tilbragt nogle måneder hjemme hos min mor, så jeg er næsten lige kommet tilbage til lejren igen." svarede han hende smilende, imens han betragtede hende.

Hun så på ham og nikkede lidt med et smil. Det var ikke altid en fest at være halvgud og bo i Dionysos' hytte. Selvom det for det meste ikke var andet. Hun trak sine ben til sig på stammen og så kort rundt i skoven. Det var godt koldt, hun skulle nok have taget noget mere tøj på. Så så hun på ham igen med et lille smil. "Jeg ville ønske jeg var kommet før. Her er skønt. Jeg føler mig ikke så underlig og sær som før. Jeg savner min mor, rigtig meget. Men jeg føler til gengæld også at jeg passer ind her." Hun smilede bare ved tanken og følte sig faktisk bare godt tilpas lige nu. Han virkede som en rigtig flink fyr. Så kom hun i tanke om hun ikke havde præsenteret sig. "Jeg hedder Fideliana forresten! Bare kald mig Delia..." Hun smilede blidt.

Connor lo lidt over hendes kommentar og nikkede så. "Det kommer. Men ja, her er virkelig rart. Jeg fik endda engang at vide af en lærer, at jeg aldrig ville blive til noget og at jeg var dum, på grund af min ordblindhed og ADHD," Han sukkede og løftede det ene øjenbryn, "Hvis han bare vidste." Han grinte så, inden han vendte opmærksomheden imod hende igen. Han smilede straks til hende igen, "Connor Parker. Rart at møde dig." sagde han og ville tage sin ene hånd ud imod hende, men han ville ikke på grund af kulden. Det måtte blive en anden gang. Måske.

Hun så på ham og nikkede genkendende. Hun havde selv fået de samme beskeder, hun kunne ikke læse, sidde stille, eller noget som helst. Samtidigt med hendes meget store interesse for druk og fester. Hun havde fået at vide hun kunne se frem til et liv i rendestenen. Heldigvis var det endt anderledes. "Ja, det kender jeg kun for godt..." Hun grinede lidt med et smil på læberne. Hun nikkede lidt til ham som hilsen. "Også hyggeligt at møde dig." Hun så lidt ned og vidste ikke rigtigt hvad hun skulle gøre nu. Hvad gjorde man når man havde været høflig? "Hvor længe har du været her?" Hun måtte vel bare bruge sin nysgerrighed.

Connor smilede til hende og grinte så. "Min mor har efterhånden været til ret så mange samtaler oppe på skolen, specielt fordi, at hver gang jeg blev sur og forlod klassen, opsøgte jeg straks musiklokalet, selvom der var mennesker derinde," Han smilede til hende med et letter hemmelighedsfuldt smil, "Yup, min far er Apollon." Han trak på skuldrene og smilede så bare, idet han rettede sig lidt op, "Jeg har alt i alt været her i.. To år, tror jeg faktisk," Han smilede til hende, "Og du var lige ankommet, ikke? Du får det så sjov her!!"

Hun så på ham og grinede lidt. "Det var vel også en måde at komme af med det på?" Hun havde ikke lyst til at dele hende måde at reagerer på. Hun havde ikke været helt så god. Hvis hun var blevet sur havde hun formået at påvirke de andre så de fik hovedpine, uden at vide hvordan hun gjorde det. Men det havde bare givet hende mere ballade som regel. Hun rystede det af sig og så på ham i stedet, med et smil. "Apollon. Gud for musik og solen, ikke?" Hun var ikke helt sikker. Det var svært at huske alle guderne. Hun lyste op og nikkede. "Jeg glæder mig! Jeg elsker at være her! Jeg har ikke lyst til at tage her fra igen!" Hvert øjeblik her var virkelig skønt.

Connor grinte og nikkede. "Og sådan foregår det stadig den dag i dag. Jeg finder ro i musikken. Jeg har prøvet at skrive digte eller sådan noget, men det er jeg helt ærligt ikke lige den bedste til," Han grinte endnu en gang og nikkede så, "Jo, det er min far," Han smilede lidt. Han hadede ikke sin gudeforælder, ligesom mange andre på lejren gjorde, faktisk vidste han ikke helt, hvad han skulle sige til det. For ham gav det stadig ingen mening. Han smilede til hende og nikkede. "Det forstår jeg godt! Har du fået snakket med nogle egentlig? Eller har jeg spurgt om det?"

Delia lo lidt og smilede så. "Jeg har det også sådan. Inden jeg kom hertil spillede jeg altid på et eller andet instrument. Jeg kunne jo ikke læse, og musikken var det eneste jeg kunne finde ro ved i længere tid." Hun så på ham med et smil og nikkede. Hun forstod ham så godt, og var faktisk lettet over at hører der var andre der havde det som hende. Ude i den normale verden havde folk set hende som asocial og skør. 
Hun smilede lidt og trak på skuldrene. "Jeg snakker mest med mine søskende i hytten. Så nej, jeg har ikke snakket med mange ud over dem, sådan rigtigt. Jeg prøver at komme i kontakt med folk og få venner..." Hun slog lidt ud med armene og smilede kort. Det gik ikke fantastisk, men hun havde da et par venner.

Connor nikkede og smilede. "Enig," sagde han og tog sine hænder op fra sine lommer, så han kunne endnu en gang få rettet op på sit hår. Han smilede til hende, "Jeg havde da venner i klassen, men alligevel. Det var virkelig hårdt." Han trak på skuldrene og tog derefter sine hænder ned i sine lommer igen. Han forbandede sig selv lidt over, at han ikke havde taget handsker på, inden han gik hjemmefra. Hvorfor havde han ikke gjort det? Han kiggede på hende og smilede. "Nu har du i hvert fald mødt mig." lo han og lænede sig over og puffede blidt til hende på en venlig måde.

Hun så på ham og nikkede lidt med et smil. Hun kendte følelsen så godt. Selvom man havde venner betød det stadig noget at andre hodlte en udenfor og så ned på en. Men nu hun var her havde hun ikke lyst til at tænke på det, nu havde hun det jo godt, ikke?
Hun smilede til ham og nikkede lidt. "Det har jeg. Og det er jeg glad for!" Hun smilede og puffede drillende tilbage til ham. Hun svingede lidt med benene, mest for at få lidt føling i hendes tæer der efterhånden begyndte at blive kolde. Hun frøs nu ikke så meget, en smule efterhånden. Hun så lidt ned i jorden, for hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige. Det plejer nu ikke at være et problem for hende.

Connor fortsatte med at smile bredt til hende og grinte lidt over, at hun rent faktisk puffede tilbage. Han havde mødt mange, der ville finde nærheden alt for grænseoverskridende, hvilket han ikke brød sig om, for så endte det oftest med, at man ikke rigtig fik snakket videre alligevel. Men sådan var det ikke med Fideliana og det var han glad for. Han kiggede ned på hendes fødder, da hun svingede dem frem og tilbage. Endnu en gang dukkede tankerne op i hans hoved om, hvorfor hun ingen havde sko på og hvorfor hun ikke for længst havde fået blå fødder. "Hvordan kan du holde ud, at gå rundt uden sko på? Her er sygt koldt!!" sagde han og trak i stedet sine hænder op af lommerne og lagde armene omkring sig selv.

Delia så på ham da han snakkede igen, vågen og lyttende. Hans spørgsmål fik hende til at le lidt og hun så ned imod hendes fødder. "Jeg ved ikke.. Jeg har det bedst sådan her. Med forbindelse til jorden. Jeg bilder mig selv ind det kommer fra min fars side, enten hans ustabile sind, eller hans connection til jorden via vin. Alt for ikke at skulle indrømme jeg er sær!" Hun smilede lidt og trak på skuldrene med et lille smil. Sådan havde det også været da hun var lille. Hun ville allerhelst bare rende rundt i lette kjoler og uden sko, men vinteren gjorde det så besværligt. "Du ser ud til at fryse.. Hvorfor tog du ikke mere tøj på da du gik herud? Ikke at jeg selv er bedre.." Hun viftede lidt med fødderne igen med et lille smil.