Diving ~ Nephthys

Stranden var sædvanligvis ikke et sted hvor man ville finde Halfdan. Han var ikke meget for at sjaske rundt i vandet med andre, eller at bade i solen på et halvvådt håndtørklæde. Han havde andre steder hvor han kunne slappe af, og et badekar hvis han havde lyst til at få rynkede tæer under og ligge i lidt vand. Det var nok også for sent på dagen til at bade i solen... så hvorfor bade i det nogle gange skumle vand, på en så sen time? Ledernes regler om sengetid og lignende kunne rende ham, så han var sent om aftenen, taget til stranden. Han havde iført sig sine dykkerbukser og dykkermaske, og havde kastet sig selv i vandet, i sin søgen efter noget der måtte være dét værd. Vandet kunne jo være farligt om natten. Han havde efterladt tøj og sko på stranden, og var under vandet i måske en time, inden han dukkede op igen.
Det sortklædte hoved med dykkermasken dukkede langsomt op over overfladen, og Halfdan var begyndt at gå op ad vandet, hvorfra han kunne bunde. Pludselig stoppede han op, med vand til hofterne, og fandt noget frem. I hans ene handskeklædte hånd, bar han en lille stofpose, som han hurtigt og nysgerrigt åbnede imens han stadig trak vejret en smule anstrengt igennem masken, efter den lange svømmetur. Masken dækkede hele hans hoved, så han var ikke genkendelig... ikke via ansigtet i hvert fald.

Hun vidste godt at reglen om sengetid og ingen strand var der, men hvorfor skulle hun lytte? Det var latterligt at bede hende om den slags - og søen målte sig langtfra med stranden! Ikke nu, hvor der ingen var - troede hun.
Hun var iført en bh og joggin-bukser, da hun var gået ned til stranden for at 'snakke' med sin familie. Hendes far havde hun aldrig set megen til, og da hun var den eneste datter af Asklepios, kunne hun lige så godt glemme at møde nogen med samme interesse som hende for medicin og shamanisme og okkulte emner... Hun havde boet i lejren i en uges tid, og hun manglede i den grad en ven nu. Ikke at hun ville finde en, ved at vandre rundt ved stranden om natten.
Hun havde ikke set Halfdan ude i vandet, og så snart hun kom til vandet, smed hun sine bukser og begyndte at gå ud i vandet - tydeligvis kold i bagdelen over for diverse monstre og skumle ting der ville være.
Hun begyndte roligt at plaske rundt, let og elegant. Iført intet andet end en bh og et par trusser der næsten lignede træningsshorts.

Indholdet af den lille pose fascinerede ham ganske meget, også selvom det nu ikke var noget helt usædvanligt. Men han kunne godt lide at finde sådanne ting, rejse rundt eller tage på små opdagelser. Og en tur i mørkt vand, helt ned til koralrevet, havde da uden tvivl været noget af en lille tur. Ganske farligt endda. Han var ikke videre begejstret for havet eller noget i den retning, men så igen.. så indeholdte havet mange muligheder og hemmeligheder. Skjulte ting og steder. Ting som en ambitiøs søn af Hefaistos meget vel kunne gøre brug af.
Halfdan var ikke så optaget af posens indhold, at han ikke tydeligt opdagede og lagde mærke til personen der nærmede sig stranden. Og nærmest lydløst lukkede han posen igen og bandt den til siden af dykkerbukserne, roligt og tålmodigt. Hans ansigt var nysgerrigt og opmærksomt vendt imod pigen, som stadig ikke syntes at have lagt mærke til ham. Det var næsten morsomt, hvordan hun enten var helt ignorant eller ligeglad med hans tilstedeværelse, og bare begyndte at sjaske lidt rundt i vandet. Han overvejede at sige noget til hende, men tænkte da det ville være sjovere hvis hun selv opdagede ham stå der. Så han blev bare stående, iskold og helt i ro, betragtede hende bare. Og bag masken formede der sig et lille smil over læberne.

Hun svømmede rundt, helt uden bekymring.
Hun havde hørt om en speciel ''fisk'' der kunne sprede sin gift i vandet og lamme væsnerne i vandet.
Hun håbede næsten at det ville ske - hendes død. Hun hadede stedet. Virkelig meget. Hun var jo alene.
Men vandet skyllede bekymringerne væk, det eneste der var tilbage nu, var hendes følelse af at nogen så på hende.
Det var først efter hendes nervøse søgen med øjnene at det gik op for hende, hvorfor hun var så nervøs.
Mindre end ti meter fra hende, var der en ung mand med et underligt apperat på munden. Straks blev hun tavs, og holdte sig stille.
Hun stirrede direkte på ham, selvom det var svært at se ham i mørket.
Egentlig ville hun spørge hvad han lavede derude så sent, men... han kunne jo spørge det samme. Hun ville bryde sammen på stedet hvis hun skulle indrømme hendes direkte had til lejren og hendes savn mod familien...
Derfor tog hun den beslutning at hun skyndte sig ind til vandkanten igen og prøvede at finde sine bukser igen.
Hun ville ikke være i nærheden af nogen der kunne sladre om hendes lille tur i vandet.
hun snublede i sandet - klodset som hun var - og vred om på anklen. Hun gled ned og sidde, frustreret.
''for syv vrede Okra'er også!'' mumlede hun stille, mens hun gned sin smertende ankel.

Denne pige virkede en smule besynderlig. Han vidste ikke helt hvorfor, men hvis det ikke havde været for hendes tøj, så skulle man da næsten tro hun var snuppet lige fra stenalderen og kastet ind i lejren. Mærkerne på hendes ansigt var især underlige, men han kunne jo ikke frasige sig at have set noget mere mærkeligt. Og i forhold til så meget andet, var mærker i ansigtet da lidt ligegyldigt. Også selvom, det da var lidt ude af kontekst. Hun ville sikkert have meget svært ved at vandre på en gade uden at tiltrække sig en masse opmærksomhed. Lige nu tiltrak han sig ikke megen opmærksomhed, ikke andet end hvad hun gjorde da hun endelig fik øje på ham. Stadig forholdte han sig i ro, blev stående og lagde bare hovedet på skrå da det virkede til at hun frøs en smule et par sekunder. Da hun så endelig begyndte at tonse op ad vandet, fulgte Halfdan bare roligt efter. Hvis hun løb væk, var det jo det. Hvis hun fandt et våben, var det en helt anden sag. Så indtil videre så han ingen grund til at sige noget eller handle aggressivt. Så hans skridt var bare rolige og elegante, og han fandt sin egen vej op ad vandet. Men pigen gled og Halfdan så udmærket godt at det var et noget så klodset fald, der uden tvivl var gået ud over anklen. "Du er ikke særlig opmærksom på dine omgivelser, er du vel?" Lød det så endelig fra Halfdan. Stemmen var en smule sløret bag masken, men kunne høres ganske tydeligt alligevel. Han stod igen stille, i vandkanten, måske 5 meter fra pigen. Efter at have talt, tog han så fat i masken, g trak den af hovedet. Han roede hånden igennem det våde hår lidt hurtigt, lagde derefter vægten mod den ene ben, og betragtede hende lidt.

Hun kunne ikke rigtigt sige noget, ikke lige nu. I stedet valgte hun at fokusere på at analysere ham for direkte svagheder.
Men det endte så i den forkerte ende - hun så ingen svagheder, udover hendes egne.
Han så ikke værst ud, og til trods for hans måde at tale til hende på, var han faktisk ikke ubehagelig at være i nærheden af.
''Jeg..'' hun skulle kun lige til at sige at hun var klodset, men det vidste han vel allerede.
''jeg troede bare at jeg var alene.'' sagde hun sammenbidt. Hun havde aldrig vist så meget af sin krop til en fra det modsatte køn.
Hun skamte sig næsten, hun kunne høre sin bedstemors ord runge i hovedet på hende. Hun var en skandale...
Hun gned stadig sin ankel lidt. Så snart han var væk ville hun kunne gå sin vej igen. Hun var ikke meget for at vise at hun kunne hele skader så let som ingen ting. Små skader, altså. Hvis hun blev dolket i hjertet, ville hun kunne hele det, men hun ville bogstavelig talt dø af udmattelsen. Derfor var det noget hun til enhver tid ville undgå.
''jeg regnede ikke med at andre ville bryde reglerne og udsætte sig selv for faren.'' sagde hun roligt, og så bare forsat på ham.
Hun havde ikke vidst at det var en maske, før han hev den af. Hun følte sig igen umådeligt dum. Hun var en neandertaler i forhold til de andre i lejren. Elektronik kendte hun til, men det var minimalt...

Halfdan forholdte sig rolig, afslappet endda. Han var ikke bange for hende, eller noget i den retning. Hun virkede næsten harmløs, og han kunne kun forestille sig hun stadig var ved at bearbejde dét at hun ikke havde været alene i de øjeblikke hun ellers havde troet det. Men det var nu en ganske morsom og tilfredsstillende følelse, at have forskrækket hende blot en smule. Så kunne hun da i det mindste tage ved lære af det, og være opmærksom i fremtiden. Han nikkede bare roligt med et enkelt hævet øjenbryn til hendes ord, måske end anelse ligegyldigt, men hvad skulle han også sige til det. Hun var jo tydeligvis ikke alene. Han hvilede en af hænderne mod sin egen hofte og så sig lidt omkring. "Well... regler er vel til for at blive brudt.." Sagde han roligt. Han havde skam lagt mærke til hvordan hun gned sig om sin ankel. Underligt nok virkede hun ikke særlig nervøs eller slået af måske at have forstuvet eller brækket sin ankel. Faktisk virkede hun meget rolig, taget situationen i betragtning. Nok også derfor han endnu ikke havde tilbudt hende sin hjælp, men stadig blot blev stående. Det endte dog snart med at han bevægede på sig, og trådte tættere på hende. Hans holdte sit blik fæstnet mod hende, med hovedet lidt på skrå, og gik ned på hug lidt fra hende, en enkelt meter fra hendes fødder. "Har du.. brug for hjælp?" Lød det med hans let dybe stemme, imens han hvilede armene mod knæene og holdte masken imellem hans hænder.

Hun stirrede bare på ham, mens han nærmede sig. Hun skulle ikke forsvare sig overfor ham?
''Lige præcis.'' sagde hun med et lille smil, et smil der afslørede små smilehuller.
''det er ikke noget.. Jeg klarer mig.'' sagde hun, nu en smule mere afslappet over at han ikke tårnede sig op over hende, men faktisk var nede i øjenhøjde.
''men tak for omtanken.'' sagde hun, inden hun så på hans maske.
Han virkede ældre end de andre knægte i lejren. Ikke blot ældre, men også mere udviklet - både fysisk og mentalt.
Hun så på hans maske, en smule undrende. Men hun valgte, ikke at spørge ind til den. Det vedkom jo ikke hende, hvad han lavede i søen.
Hans bukser sad tæt til hans trimmede krop. Men hun prøvede ihærdigt ikke at bemærke hans krop alt for meget.
Det var først nu, at det gik op for hende, at han kunne se hendes mærker. Hendes forbandede bevis på hvem hun var ifølge sin fødselsfamilie.
Hun så lidt op på himlen, og bed sig i læben.
''jeg kan jo lige så godt være høflig, ik'?.. Mit navn er Nephthys.'' sagde hun roligt, inden hun så på ham igen.

Der var ikke mangel på halvguder i denne lejr, som havde et afslappet forhold til reglerne, og hun var åbenbart en af dem. Måske var hun bare ignorant omkring reglerne, ellers kunne det jo være hun bare var ligeglad. Han sagde egentlig ikke meget, og udtrykket i hans ansigt ændrede sig heller ikke synderligt meget. I stedet vedligeholdte han blot det samme afslappede og svagt hemmelighedsfulde udtryk. Et udtryk af meget nysgerrige og undersøgende øjne, samt en mundvig der var trukket en smule op i et diskret smil. Han lod først hende om at tale, imens han betragtede hvordan hun kiggede både på ham og hans dykkermaske. Nogle halvguder voksede op under lidt mere hårde forhold. Selv tog det ham lidt over et år i naturen at finde lejren. Og en stofmisbrugende mor inden da. Halfdan nikkede roligt, og lagde hovedet lidt på skrå til den anden side, imens han stadig betragtede hende. "Halfdan.. Søn af Hefaistos." Svarede han hende roligt og en anelse køligt til hendes egen præsentation. Han kiggede også lidt mod hende med en smule knebne øjne. Både interesseret i at hun skulle fortælle ham hvilken gud var hendes forælder, og også lidt et nysgerrigt blik imod de mærker i hendes ansigt. Han kunne ikke finde ud af om det var tatoveringer, ar, eller om det blot var maling. Uanset hvad.. "Det var da en besynderlig måde at pynte sit ansigt.." Kommenterede han lidt fraværende, som om hun slet ikke var til stede, men blot en fri strøm af sine tanker.

Hun nikkede kort ved hans præsentation af sig selv. Hun havde endnu ikke fået det helt på plads, med at man præsenterede sig som 'søn af', eller 'datter af' en eller anden gud.
''Datter af Asklepios.'' sagde hun en smule stille. Hun vidste ikke hvorfor det egentlig var vigtigt hvem hun var datter af - de kunne vel være ligeglade?
''Det kan du takke min idiotiske mor for.'' sagde hun stille, en smule sammenbidt.
Der var forskellige betydninger til hendes mærker, men den hun nok foretræk var;
hvert mærke symboliserer et stadie i hendes liv, som hun selv har klaret.
Men De Ældre havde sagt noget andet, og det var ikke en rar historie.
''tjaa, det er ikke ligefrem pynt.'' sagde hun stille, inden hun så lidt på ham.
''det er for at vise at jeg ikke hørte til blandt mine egne.'' sagde hun bare, inden hun så på hans maske igen.
''jeg går ud fra at de alle sammen vidste hvad jeg var - undtagen mig...'' sukkede hun bare inden hun så ud over vandet.

Noget gav pludselig lidt mening. En mindre åbenbaring der fik Halfdan til at smile en smule for sig selv. "Selvfølgelig..." Hendes navn, hendes guddommelige fader. Det gav lidt mening og det fik ham der ved til at mumle det ene ord lidt fraværende og lavmælt. Det gav jo kun mening, med en fader som Asklepios og et navn som Nephthys. Liv og død. Et usædvanligt navn var det dog, men Halfdan troede ikke på tilfældigheder, og så derfor måske noget mere symbolsk i det. Og han blev skam ved med at betragte mærkerne en smule, også selvom der jo ikke var noget usædvanligt eller spændende mønster til det. Det var jo, som sådan, bare streger i ansigtet.
Halfdan fortsatte med at lytte en kende interesseret til hendes ord og korte forklaringer. Han sad stadig på hug foran hende, og med masken imellem sine hænder. Det var en smule køligt, nu hvor han var over vandet og stadig kun bar sine handsker og de tætsiddende dykkerbukser. Men det var nu fint nok. Hans tøj lå ikke langt derfra, så mon ikke om han snart skulle have noget andet tøj på og få sig tørret? Dog virkede hendes næsten sørgmodige suk og blikket ud over vandet, en smule mere distraherende. Og Halfdan endte med at kigge mod hende med det samme let skumle smil og blik, og lænede sig endda mere imod hende. "Og skammer du dig over, hvad du er?" Spurgte han og kneb øjnene lidt sammen.

Hun så direkte på ham, inden hun bed sammen.
''jeg er røvhamrende træt af at være en halvgudinde!'' knurrede hun stille inden hun lagde sig ned på ryggen og stirrede op på himlen.
Hun sukkede stille inden hun så over på ham igen.
''ej... Jeg er bare... jeg hader at jeg er den eneste her der lader til ikke at kunne holde tanken ud. Jeg havde et liv, før det her skete! Jeg havde venner!'' mumlede hun frustreret.
''Hvad med dig? Skammer du dig?'' spurgte hun bare, inden hun satte sig op igen.
Hun lagde en hånd mod sin ankel, uden at sige mere. Man kunne ane hendes hud blev rød af varme, da hun brugte sin evne til at hele hendes forvredne ankel.
''undskyld, jeg ville ikke lyde så vred... Undskyld...'' sukkede hun frustreret.

Hendes mindre udbrud gjorde ikke at han ændrede på sit udtryk eller sin stilling. Han var ikke skræmt af hende, og hun kunne råbe og skrige ham op i ansigtet, og det ville stadig intet gøre ham. Det eneste han egentlig gjorde, var at knibe øjnene en smule mere sammen, som et interesseret og let undersøgende blik. Han var ikke bange for at virke overlegen, og nogle ville måske anse ham som arrogant. Men det var jo op til dem. Men her var han jo, og snakkede med en fremmed halvgud, en datter af lægekunstens gud. Hun lagde sig ned, trods hendes ankel, og trods måden hun var klædt. Hun måtte vel allerede føle sig rimelig sikker eller i hvert fald afslappet i hans selvskab?
Halfdan lod hende tale færdig, og lagde endnu engang, ud af øjenkrogen, mærke til hvordan hendes hånd var placeret om hendes ankel. "Du er et halvt dødelig, halvt udødeligt barn af Asklepios... " I en rolig men også bestemt bevægelse, lod han sin ene hånd tage om hendes ankel, og smilte lidt hemmelighedsfuldt. "Jeg kan kun forestille mig hvilke vidundere du kan udrette.." Bemærkede han og betragtede hende ud af øjenkrogen. Han var ikke dum, og nu vidste hun i hvert fald at han godt vidste hvad hun havde gang i med anklen. Det tog ikke ligefrem et geni at regne ud hvilke potentielle evner hun mon havde.
Halfdan kiggede pludseligt på hende med et undrende udtryk, som om hun lige havde sagt noget utroligt dumt. "Nej? Jeg skammer mig så sandelig ikke..." Sagde han og slap derefter hendes ankel, for igen at hvile armen mod sig knæ og med begge hænder om dykkermasken. Han betragtede hende stadig og lagde hovedet lidt på skrå. "Ville du hellere leve et middelmådigt og nærmest utilstrækkeligt liv som dødelig.. vandre rundt i blinde og snuble over dine egne tæer i uvidenhed?" Spurgte han, lidt retorisk, og gav derved også udtryk for sine egne tanker omkring hans evner, hendes evner, og deres gudelige blod. "Eller vil du hellere leve et liv med mening? En tilværelse med fabelagtige og vidunderlige evner? Vi er heldige. Velsignede med kræfter de fleste kun kan drømme om." Det var fjollet af hende, syntes han faktisk. Fjollet, at hun skammede sig, og så ned på sine egne evner og sit gudelige blod. Han ville til hver en tid hellere være hvad han var, end at være et almindeligt menneske.
Halfdan endte med at rejse sig op, og kiggede hurtigt ned på hende. Hans ene hånd pegede kort på mærkerne over hendes ansigt med et lille smil. "Jeg vil fremover se på dine mærker, og blive mindet om jalousien af simple dødelige. Og du burde gøre det samme." Kommenterede han hurtigt, inden han så lettere elegant, begyndt at gå lidt hen ad stranden, imod en stor sten og den taske der lå derhenne. Han burde nok hellere komme ud af dette tøj og få sig tørret.

Hun bed sammen over hans ord, velvidende at han sikkert havde ret.
Men hvad skulle hun sige? Hun hadede næsten det her, men ikke hendes liv - bare stedet.
Hun ville hjem, hjem til sig selv og hendes fredelige tanker.
Hun kunne ikke bruge sine evner til andet end at hele skader og sår. Hun var selvfølgelig heldig på dét punkt, men hun var dødsenstræt af at hele hendes liv var gået skævt på grund af det.
Hun var et værktøj, intet andet. Hun kunne ikke kurere kræft, eller diabetes, eller aids. Men hun kunne hele brækkede knogler, lindre smerte... Hun kunne sågar flå livet fra det hun rørte ved.
Hun var ikke jaloux på mennesker... Men hun var træt af sit liv som halvgudinde.
Specielt fordi det kostede hende så meget.
Hun gad ikke engang forklare ham det - han var jo nok også ligeglad.
Derfor rejste hun sig, og lavede nogle cirkler med foden for at være sikker på at den var okay igen, inden at hun igen gik ud i vandet. Hun ville ikke droppe sin svømmetur bare på grund af en anden halvgud.
''gid jeg så bare kunne blive her i stedet for...'' sukkede hun og lod sig glide rundt i vandet, mens hun stirrede op på himlen.
Hun bemærkede nu ikke det væsen der svømmede lige under hende. Hvad det havde været var ikke til at vide..

Trods hans ord, havde hun sikkert ret, til en hvis grad. Med evner som hendes, ville hun uden tvivl blive brugt som et redskab, et værktøj, af lejrens ledere og de som skulle møde hende i fremtiden. Det var sjældne og meget værdifulde evner, at kunne heale og pleje sår og lignende. Meget brugbare evner til f.eks. krigere og fremtidige helte. Hun måtte hellere passe på, med mindre hun ønskede at blive et redskab af andre. Men han forestillede sig nu også at disse evner havde været meget nyttige for hende selv, ligesom de var denne gang.
Halfdan fortsatte blot på sin gang, og bemærkede at hun ikke rigtig havde noget at sige til hans ord. Dog bemærkede han også at hun havde rejst sig og var begyndt at gå ned til vandet. Da han var nået hen til sin taske, kiggede han sig over skuldren med et lille smil og smed dykkermasken fra sig. Det ville sikkert blive lidt akavet for hende, skulle hun kigge, så han vendte ryggen til hende. Han tog sine handsker af og smed dem ligeledes i sandet. Så tog han den lille pose han havde samlet i koralrevet, og lagde forsigtigt fra sig ved siden af tasken. Uden rigtig at være forhindret af hendes tilstedeværelse, trak han sine dykkerbukser ned, og stod derefter nøgen. Med ryggen til hende, selvfølgelig. Han fandt et par underbukser frem fra tasken, og tog dem derefter på, for derefter at finde et håndklæde. Han hørte hende sige et eller andet, men kunne ikke rigtig høre det. Så imens han brugte håndklædet til at tørre sin overkrop en smule, vendte han sig om med et hævet øjenbryn, og kiggede mod hende.
Halfdan rynkede dog sine bryn, og hævede sin hånd mod hende for at få hendes opmærksomhed. "Nephthys..! Kom op ad vandet... stille og roligt." Sagde han så og begyndte at gå imod hende og vandet. Hans ord havde været ganske alvorlige og han vendte en håndflade imod tasken imens han gik imod vandet. Han havde set noget. Set bevægelser i det mørke vand, under og ved hende. Der var jo en grund til at de ikke måtte komme hernede. Op ad tasken, mod hans håndflade, kom der pludselig en sølvfarvet masse svævende. Som var det en kugle af kviksølv der fløj omkring hans hånd. Den strakte sig og formede sig, uden at han rørte ved den. Formede sig til et spyd af solidt sølv inden den så hærdede, og han greb om den. Han vidste ikke hvad det var i vandet. Det kunne være en Søslange.. Måske noget andet.

Hun stirrede forsat op på himlen, nød den frihed vandet gav hende.
Ingen kunne fortælle hende hvad hun skulle gøre. Ingen kunne bestemme.
Hun blev flået ud af sine tanker, ved at Halfdan beordrede hende til at komme op a vandet.
Hvorfor skulle hun dog det??
Lige ås snart hun havde bestemt sig for at blive i vandet, mærkede hun noget om sin fod. Hun var tæt på at skrige, men valgte i stedet at gøre hvad hun havde lært for længst.
Hun lod hvad-end-der-havde-fat-i-hende hive til, indtil hendes fod gav et unaturligt smeld og hendes fod gik af led.
Først nu gik det op for hende, at smerten af at svømme med den fod ville være for voldsom.
Hun gjorde dog sit bedste, og nåede ind på det lave vand og sidde.
Hun bed sammen, med tårer i øjnene, og prøvede at sætte sin fod på plads, og hele den samtidig. Men hun kunne ikke. Hun havde brug for en til at have foden på sin plads mens hun helede den.
''Skønt!..'' knurrede hun mens hun prøvede at rejse sig så hun kunne komme tilbage til hytten. Hun måtte vel bare tage på hospitals-afdelingen i morgen...

Halfdan næsten hvæsede en smule for sig selv, med en rynket næse, da det ikke virkede til at hun gjorde som han sagde til hende. Derfor nåede han lige at sætte farten en smule op, inden der blev trukket i Nephthys. Han var for langt væk til at gøre noget endnu, men han var dog ved at være ved vandkanten. Hun forholdte sig udmærket roligt, og det var da til en hvis grad, ganske imponerende. Det var nok et væsen fra dybet der var fulgt efter ham til overfladen. Idet væsnet havde sluppet hende, og hun var i færd med at kravle lidt længere op til det lave vand, var Halfdan nået ud til vandet, og gjorde sig klar til at kaste sit spyd. Og rigtigt nok, som han havde forventet, kastede en næsten enorm søslange sig op fra vandoverfladen, med åben mund og kurs mod Nephthys. I det samme kastede Halfdan sit spyd, og lagde alle sine kræfter i kastet. Hvilket fik ham til at komme med et smalt udbrud, og hvilket fik spyddet af sølv til at hvine igennem luften, inden der lød en klagesang fra søslangen, da dets øje og hoved blev gennemboret af spyddet. Halfdan løb derud, og søslangen var faldet til bunden, med spyddet der stak op ad vandet. Han tog fat i spyddet, skar sine tænder, inden han vred det lidt, og trak det op igen. Trods hans slanke og trimmede krop, var han meget stærkere end han så ud.
Efter at have trukket spyddet op ad søslangens hoved, vendte han sig med det samme om mod Nephthys, med et næsten irriteret og arrigt blik. Hvorfor havde hun bare ikke gjort som han havde sagt? Men han sagde intet, og endte i stedet med at gå hende til hende, og endnu engang sætte sig lidt på hug foran hendes fødder. Det lange spyd af sølv, formede sig igen, og den sølvlige masse af kviksølv, formede sig pludselig til et bredt armbånd, som lagde sig om Halfdans ene håndled. Halfdan tog lettere forsigtigt op hendes ankel, og vidste allerede hvad der skulle gøres. Han skævede mod hende. "Klar?" Spurgte han konkret og bestemt, uden for meget ævl, med et enkelt hævet øjenbryn. Han gav hende et øjeblik til at gøre sig klar, inden han så med et fast greb om anklen og hendes knæ, skubbede anklen op og nogenlunde på plads igen.

Hun så på ham, med et ansigt der ikke kunne kodes.
Hun var bange, men samtidig også helt rolig. Hun kendte proceduren, og alligevel ikke.
HUn havde aldrig haft en til at hjælpe sig før, en til at redde hende fra hendes egne dumme handlinger.
Hun bed sammen og nikkede stille, i håbet om at han ikke bad hende sige noget - for hendes stemme ville blot knække over i gråd. Både lettelse og skræk havde bredt sig i hende, mens hun lod varmen fra hendes hånd glide ned over hendes læg, ned mod anklen. Man kunne igen se det varme skær fra hendes hud.

Hun turde ikke støtte på den lige med det samme, hun var for bange for at den gik af led igen.
''...t-tak...'' mumlede hun og prøvede lidt at undgå hans blik, det dømmende blik.
Hun havde dummet sig, og havde han ikke været der til at hjælpe, havde hun ikke kunnet nøjes med en malplaceret fod.
Hun så prøvende på ham, undskyldende. Bedende om at han tilgav hende for hendes uacceptable opførsel. Han måtte tro hun var en eller anden dum bimbo...

Ingen halvgud med udødeligt blod i deres årer, fortjente en meningsløs død, uanset hvem de var og hvad de havde gjort. En sådan respekt kunne han ikke benægte at nære for alle halvguder, sønner og døtre, af en hvilken som helst gud af Olympen. Han havde ikke blot dræbt dette væsen af havet, for at bevise sit værd, men også for at redde hende fra en skæbne som døden eller værre. Og det var nærmest ligegyldigt hvorledes han så hende. Som en dum bimbo, eller noget andet. Dog var hans syn på hende ikke det mest positive, måtte han indrømme. Men på trods af hans måske lidt dømmende og irriterede blik, behøvede hun jo ikke vide præcist hvad han tænkte om hende.
Halfdan betragtede hende kort efter at have tvunget hendes ankel på plads igen, og rejste sig derefter op. Han tog en dyb indånding, rettede lidt på sine underbukser, så sig over skulderen og så tilbage på hende. En meget mere kompliceret og mærkelig aften end han havde regnet med. Ud af øjenkrogen bemærkede han også hendes undskyldende blik. "Velkommen Nephthys, til Halvblodslejren." Sagde han så, imens han stadig tog nogle dybe åndedrag over den korte kraftanstrengelse. En næsten komisk ting at sige, og han skævede også imod hende. Men også en måde hvorpå at sige, at dette ikke ville blive den sidste gang hendes liv var i fare i denne lejr. Han så sig lidt omkring. De var stadig i vandet, egentligt. Han sukkede da han indså at hun nok ikke ville kunne gå selv endnu... utroligt han skulle hjælpe de nye år efter år. Han gik derfor hen til hende, og rakte armene under hende, for derefter at løfte hende op uden besvær. Det var ikke langt han skulle bære hende, inden hun var oppe i sandet, og han placerede hende roligt i sandet, lidt fra vandet. "Du må hellere tage dine bukser på, og smutte tilbage til din hytte.." Sagde han bare lidt køligt, og stillede sig oprejst, for derefter at gå tilbage hen imod sine ting og sit tøj. Han stoppede dog efter at par skridt, og kiggede sig over skuldren mod hende. "Oh, og næste gang du har lyst til at trodse reglerne og tage ud om natten... så tag et våben med." Sagde han så, igen med et lidt hemmelighedsfuldt smil på læberne. Hun havde en del at lære, uden tvivl. Halfdan fortsatte mod sine ting, og begyndte at rode i tasken efter det tøj han skulle have på.