Dry eyes - Halfdan

Xenia's øjne var som limet fast til de dansende flammer. Man kunne se at tårer havde haft deres plads på hendes kinder, selvom make-uppen stadig sad, som den skulle. Hendes vejrtrækning var endelig kommet under kontrol, og skulle det ske, at den ville komme ud af kontrol igen, så ville hun putte hånden ned i sin lomme for at tage fat om Cameron. Hun ville lukke øjnene i og tage det roligt, trække vejret, og få sit sind i ro. Hun mente selv at det var åndsvagt af hende at sidde der og græde. Selvom hun ikke var helt vildt lykkelig inde i byen, så savner hun det stadig. Hun havde ingen venner, siden hun var hjemmeskolet, men hendes barnepiger savnede hun. Alle de ansatte, kokken, rengøringsdamen, hendes lærer, og så mange andre.
"Fuck..." mumlede hun, da tårer igen begyndte at falde ned ad hendes kinder. Hun tørrede sine øjne med hendes jakkes ærme og udstødte et højt suk. Dette var et af hendes svageste øjeblikke, og hun var nærmest lige ankommet til lejren. Hun puttede sin hånd ned i sin lomme og fiskede Cameron op. Hun holdte ham sikkert i sine hænder og lukkede øjnene i. Endnu et dybt suk forlod hendes læber.
"Kom nu... Tag dig sammen" beroligede hun sig selv.

Påklædning(clicky)

Lejrens ledere var tydeligvis blevet dovne, ellers måtte de have en masse andet at lave, i stedet for at holde øje med lejrens beboere. Halfdan havde intet problem haft med at komme ind og ud af lejren, og havde intet problem haft med at vandre lidt rundt når det passede ham, selv efter sengetid. Men han var trods alt en af de ældste beboere, og mange uvidende små måtte da uden tvivl tro at han var ansat i lejren. Well.. nu var han jo også en vejleder, men det gav ham jo nødvendigvis ikke privilegier. Folk blot havde en tendens til at kigge på ham som om han enten var beundringsværdig eller skræmmende. Hvilken der så ellers var bedst, kom jo an på situationen og personen.
Han var netop vendt tilbage til lejren, og havde bare slentret tilbage mod sin hytte, uden at støde på nogen eller blive stoppet på nogen måde. Næsten interessant. Hvad der også var en anelse interessant, var at der ved bålet stadig sad en enkelt person. Han genkendte hende ikke, men det var da klart at det var en pige. Hvis ikke den svage hulken og snøften var nok til at afsløre det, så ville skikkelsen. Halfdan lod sin nysgerrighed få det bedste ud af ham, og stadig med hænderne begravet i sine lommer, nærmede han sig roligt og elegant bålet, hvorved pigen sad. Han kom ikke bag fra hende, men fra den anden side af bålet, og det var først da han var begyndt at gå lidt rundt om bålet, at han åbnede munden. "Det klæder dig ikke at græde.." Lød det fra ham. Ikke en tone af medlidenhed, men blot rolig og afslappet. Dog var brynene rynket en smule mod hinanden og han holdte opmærksomt øje med hende. Han havde selv siddet og grædt, faktisk den selv samme dag han kom til lejren fra ni år siden... og flere gange siden da. Men nu var Halfdan en helt anden ung halvgud.Han kom ikke for tæt på hende. Det kunne jo være hun ikke ville have det. Så han blev stående måske to meter fra hende, med siden mod bålet og fronten mod hende.

Xenia åbnede øjnene igen og bed sig i underlæben. Hun hadede at føle sig så svag. Hun var blevet opdraget til altid at føle sig stolt. De få gange hendes far endelig valgte at snakke til hende, handlede det mest om hvordan hun skulle opføre sig. Hun skulle aldrig opføre sig "pænt" eller "ordentligt". Hun skulle opføre sig stolt. Siden hun var hans datter skulle det bare være sådan.
Det var ikke fordi hun hadede sin far, men hun brød sig heller ikke meget om ham. For ham kom arbejdet altid først. Hun vidste godt at han elskede hende inderst inde, men hun manglede noget fysisk kærlighed fra ham. Et kys på panden når han så hende, et kram når han kom hjem fra en arbejdsrejse, et eller andet. Men absolut intet hun gjorde, kunne få ham til at vise den mindste kærlighed til hende. Hun kunne sagtens sige til sig selv, at hun ikke behøvede en fars kærlighed, men inderst inde manglede hun den virkelig.
Hendes blik faldt hen på den fremmede der stillede sig hen ved lejrbålet og kiggede på hende. Hun bed sig stadig i underlæben, men hun slap den, lige efter han havde afsluttet sin sætning. Hun rynkede sine bryn en smule. Skulle hun være ærlig, havde hun ikke lyst til at høre en fremmedes mening på, hvordan hun så ud, når hun græd.
"Klæder det nogensinde nogen at græde?" svarede hun ham spydigt med en smule sarkasme i hendes stemme. Sarkasmen kom helt naturligt, som altid. Hun kiggede kort ned på Cameron, hvorefter hun puttede ham ned i sin lomme igen. Hendes blik faldt så tilbage på de dansende flammer. Hun prøvede så vidt muligt ikke at lægge mærke til den fremmede, som stod lidt fra hende. For i realiteten ville hun hellere efterlades i sin egen bedrøvelse.

Halfdan følte nu ikke den store trang eller lyst til at trøste en pige der tydeligvis ikke var tilfreds med sin tilværelse, eller lignende. Han var nok heller ikke særlig god til det. Men alligevel var han kommet forbi bålet og hen til hende. Det syntes blot forkert at græde uden der lå et lig foran en, eller man var til en eller anden begravelsesceremoni, groft sagt. Der var ingen han savnede eller manglede fra sit forrige liv, i hvert fald ikke længere. Men dette så allermest forkert ud, da hvad han så, var en grædende halvgud. Mange halvguder havde det med at tælle deres forbandelser, eller at klage over fraværende gudelige forældre. Sørgeligt, syntes han nærmest.. hvorfor ikke tælle velsignelserne, og hvorledes deres liv var et almindeligt dødeligt liv, overlegent? Halvguder der græd og havde ondt af sig selv, var næsten lige så grinagtigt som det var sørgeligt. Men der var nu ingen videre grund til at ydmyge eller irritere denne pige. Selvom hans tilstedeværelse sikkert irriterede hende allerede.
Halfdan blev stående hvor han var og blot smilte en anelse skummelt ved hendes ord. Og hans eget blik blev flygtigt vendt imod bålets flammer. Han nikkede skam genkendende til hendes ord. Tja, alle var vel en anelse grimme når de græd. Især hvis de græd igennem. Men stadig med hænderne i lommerne, vendte han sig igen mod hende, tog et skridt imod hende. "Mit navn er Halfdan Miller. Søn af Hefaistos, og vejleder her i Halvblodslejren..." Han kunne vel lige så godt præsentere sig selv. Han var trods alt en nogenlunde betydningsfuld halvgud her i lejren, en vejleder. Og han havde aldrig set hende før, trods at han oftest var meget opmærksom på nye ansigter. "Du er ny, er du ikke?.. Noget jeg kan hjælpe med?" Hans tone var yderst neutral, og der var egentlig ikke nogen medynk at spore i hans stemme. Han snakkede blot til hende som om hun overhoved ikke lige havde grædt eller lignende. Hans blik forblev også fæstnet mod hende, imens hagen var en smule sænket.

Halvgudens tilstedeværelse var ved at irritere hende til bristepunktet. Hun var ligeglad med at han bare stod der, det skulle hun ikke bestemme over, men det at han stod der og observerede hende, irriterede hende. Han stod bare der, med absolut intet formål, og kiggede på hende. Hvis det ikke var fordi, hun sad der med tårer i øjnene, så var der skam intet galt med hans tilstedeværelse. Men hun var noget sit laveste punkt, og hun så ynkelig ud. Hun brød sig ikke om at nogen betragtede hende, når hun sad i sin egne deprimerende tanker. Det havde intet at gøre med, at hun var Afrodites datter og dermed skulle se så perfekt ud, som hun kunne. Xenia var absolut ligeglad med hvordan hun så ud for omverden. For at være helt ærlig ville hun have så lidt opmærksomhed som muligt. Især på et tidspunkt som dette. Men alligevel stod der en fremmed og gav hende al den opmærksomhed, som hun absolut ikke havde brug for.
"Tillykke med det," svarede hun følelsesløst. Hun sænkede sin hånd ned i den lomme, hvor Cameron ikke lå i. Hun trak en pakke cigaretter op fra lommen og plantede hurtigt én mellem hendes læber. Hun fumlede efter en lighter og huskede så sig selv på, at hun havde smidt den væk i vrede på vej hen til lejrbålet. En irriteret stønnen undslap hendes læber. Hun tog cigaretten væk fra munden med den ene hånd, og kørte den anden gennem sit hår i en irriteret gestus. Absolut intet gik efter den måde hun ville have det. Hendes blik faldt på halvguden, som åbenbart hed Halfdan, da han trådte et skridt frem mod hende. Hun kiggede udfordrende på ham for at indikere, at hvis han kom nærmere, så ville hun ikke tage det alt for pænt.
"Hør her, siden du er vejleder burde du så ikke have noget bedre at tage dig til?" spurgte hun ham irriteret og vendte blikket tilbage mod flammerne.
"Der er absolut intet du kan hjælpe mig med, ellers tak" tilføjede hun. Irritation pumpede rundt i hendes krop, og det skulle ikke undre hende hvis hun endte med at blive sendt til Hr. D og Chiron efter samtalen fandt en ende.

Det var ikke svært at regne ud at hun var en datter af Afrodite. Men hun virkede dog alligevel lidt anderledes fra mange af de andre han havde set og mødt. Hun var skam køn, som man jo altid regnede med. Men hun virkede nu også usandsynligt.. neutral og tilbageholden i sit udtryk og sin beklædning. Som om at hun intet gjorde for at se kønnere ud, og ikke rigtigt tænkte over den slags. Det kunne jo altid være en rebelsk ting, da han tvivlede på at det ikke var en del af hendes natur at føre sig lidt frem og gå op i sit ydre. En datter af Afrodite der ikke gik op i sin krop og sit ydre, var vel nærmest som en søn af Hefaistos, der ikke gad at smede.. det var jo mere eller mindre uhørt. Men stadig en smule interessant. En interessant anormalitet. At hun heller ikke virkede opsat på at introducere sig selv, var han også lidt ligeglad med. Det måtte hun selv bestemme.
Halfdan blot smilte lidt for sig selv ved hendes kolde ord, og førte kort sin hånd igennem bålets flammer, som han gik rundt om bålet og nærmere hende. Der skulle mere end kolde ord til at skræmme ham væk. Og hendes stilfærdige gråd og generelle utilfredshed var han da en smule ligeglad med. Faktum var jo, at ingen af de to måtte sidde derude så sent, så han tvivlede på at der ville blive et problem alligevel. Halfdan havde trukket begge hænder op ad lommerne, og gned dem nu en smule imod hinanden. Imens han, stadig ligeglad med hendes koldblodige ord, satte sig på en træstub ved siden af hende. Han trak lidt på skuldren med et skummelt smil og afslappet blik imod flammerne. "Well.. du kan ikke lide mig, og jeg er også ved at komme til samme konklusion om dig.. det går jo strygende." Sagde han, nærmest sarkastisk og smilte en smule for sig selv imens han kort skævede imod hende. Hun fumlede lidt med en cigaret, og han fandt det nærmest underholdende. Dog holdte han ikke blikket mod hende, men lænede sig i stedet lidt frem imod bålet. Albuerne hvilede han mod sine knæ, og hænderne var stadig foldet om hinanden. Han vendte blikket mod hende da hun sagde han ikke kunne hjælpe hende med noget. Og i det samme efter de ord havde forladt hendes mund, knipsede han med sine fingre, og en flammer stod fra hans tommelfinger. Han rakte hånden og flammen mod hende, med et hævet øjenbryn og let drilsk blik. "Har du brug for ild?" Måske var der alligevel noget han kunne hjælpe hende med?

Det undrede hende ikke rigtig at han ikke brændte sig på flammerne. Han havde trods alt præsenteret sig som søn af Hefaistos. Nu hvor hun tænkte over det, så var hendes mor og hans far vidst gift. Det var nu meget komisk at tænke over. Alle i lejren var jo relateret til hinanden på en eller anden måde, men det stoppede alligevel ikke nogen i at date hinanden, for hvorfor skulle det?
Xenia respekterede kærlighed, hun var trods alt datter af selve kærligheds gudinden, men noget hun havde svært ved at tolerere, var, at nogle kærestepar var alt for sukkersøde overfor hinanden, når de var sammen med andre. Det irriterede hende. Hun mente at kærlighed skulle foregå mellem to personer, ikke hele lejren. Men hvad de to personer så foretog sig, når de var alene, det skulle ingen dømme dem på. Så længe de ikke slugte hinanden foran hende, så var hun tilfreds. Men hey, guderne var alligevel så fucked up i deres handlinger, så hvorfor skulle deres afkom dømmes for deres. Xenia mente selv at hele lejrens eksistens var godt og grundigt fucked up. Den eksisterede jo kun fordi at de "åh, så mægtige guder" ikke kunne beholde deres bukser på. Det, at der så var blevet lavet en hel lejr ud af det, var ret så mærkeligt at overveje.
Xenia lo, dog uden humor, af hvad han sagde. Det var nu ikke fordi hun ikke kunne lide ham, men hans første indtryk på hende var langt fra positivt.
Hun kiggede hen mod ham da han tilbød hende noget ild, og hendes stolthed kom frem igen. Hun havde absolut ikke tænkt sig at bukke under nu.
"Jeg har ikke brug for din hjælp, Halfdan" svarede hun ham. Det var heller ikke fordi at hun var ved at dø for en cigaret. Hun kunne vente til når hun nåede hen i sin hytte.

Ak ja. Hans far havde fortalt ham en del om hans 'elskede' kone, Afrodite. Kærlighedens gudinde. Nok nærmere gudinden for ukontrollerbare lyster og seksuel længsel. En gudinde der ikke kunne være tro mod sin husbond... ligesom stort set alle andre guderne, nu hvor de jo var her. Han havde ikke den helt store respekt for den fyldige gudinde, men fandt nu alligevel hendes børn en smule fascinerende. Dog var indtrykket af denne pige alligevel noget der lidt afkræftede hans sædvanligt tiltrukne attitude. Hun virkede mere grumset, hårdfør på en måde. Ja, virkede næsten militant og var da yderst fjendtlig i sit udtryk og kropssprog. Indbydende var hun desværre ikke. Men igen... det var en næsten uset ting, og en smule interessant, måtte han indrømme. Og så var det da også en smule morsomt at vende op og ned på en persons forventninger om en ellers fredfyldt og ensom aften, ikke?
Det stadigt lettere hemmelighedsfulde smil forblev på hans læber, som han lukkede hånden og slukkede flammen der rakte sig op fra hans tommelfinger. "Som du vil." Sagde han bare og gned hænderne lidt sammen igen, for derefter at vende sit blik imod flammerne igen. Han lod hende sige hvad hun havde lyst til. Det var jo trods alt ham der havde afbrudt hende. Men Halfdan var nu ikke foruden stolthed selv, så bare så længe der ikke blev til direkte fornærmelser, så ville det være helt fint. Men hendes fjendtlige attitude skulle da ikke stoppe ham fra i det mindste at forsøge at tilfredsstille sin nysgerrighed. Så han hvilede sine albuer mod knæene, og vendte igen blikket mod hende. "Så, du har ikke brug for min hjælp, og du vil ikke fortælle mig dit navn.." Lød det så først fra ham, inden hans blik flygtigt gled imod flammerne, og tilbage i hendes retning. "Men nu hvor vi alligevel sidder her... så kan du da i det mindste fortælle mig, hvorfor du græder?" Spurgte han så endelig, og holdte blikket mod hende. Egentlig ikke i en så provokerende tone, men alligevel ikke skræmt af sig eller lignende. Han var da interesseret, selvom han nemt ville kunne leve uden den viden.

Xenia var skam alt andet end et normalt Afrodite barn. Hun havde absolut ingen problemer med at få beskidte hænder, faktisk kunne hun godt lide det. Hun ærgrede sig over at hendes krop ikke var rigtig bygget til al den hårde kamp, men hun nød at kigge op. Det var fascinerede i hendes øjne. Dog havde hun overrasket hendes halvsøskende, da hun ikke rigtig gad igennem deres såkaldte "make-over". Ja, hun brugte make-up, men ikke nok til at tilfredsstille hendes søskendes standarter åbenbart. Efter hendes mening kunne det ikke være mere ligegyldigt. Xenia mente at piger stadig kunne se fremragende ud, uden al den make-up.
Hun havde kun været i lejren i få dage, men de andre Afrodite unger klagede allerede over hendes rod. Hun sørgede for at holde det på hendes mindre del af hytten, men det var ikke nok for dem. Alt skulle simpelthen være perfekt. Det var lige før de skreg over den mindste smule støv. Xenia var trods alt vokset op med folk, der rendte i hælene på hende, bare for at opfylde hendes behov, men hun kunne faktisk godt lide at tage vare om sig selv. Det var da én positiv ting ved lejren. Der var ikke rigtig nogen der gjorde noget for hende. Hvis hun ville underholdes skulle hun selv gøre noget for det, og i hendes øjne var det perfekt. Dog skulle intet af det foregå i Afrodite hytten, for der stank simpelthen af parfume. Xenia ville gøre absolut alt for ikke at overnatte derinde endnu en aften.
Hun vendte sit blik mod halvguden igen og sukkede kort. Nu hvor han alligevel ikke havde tænkt sig at gå væk kunne hun lige så godt prøve at holde en samtale med ham. Dog løftede hun hånden kort for at tørre hendes øjne, selvom der ingen tårer var. "Det samme som alle nye, vel... Hjemve. Selvom det alligevel ikke var ret meget af et hjem," sagde hun og lo, igen uden humor. Det var ikke fordi hun savnede det helt vildt. Men hun havde altid sagt til sig selv, at når hun endelig flyttede væk fra sin far, så ville alt være perfekt. Men det havde vidst sig at være falsk. Hun havde det ikke bedre. Hun havde det nærmest værre. Alle hendes bofæller havde absolut intet tilfælles med hende. Det var én ting at være alene, men det var endnu værre når man var omringet af mennesker og stadig havde det på samme måde.

Som den ældste søn af Hefaistos, var Halfdan for 3 år siden, blevet givet positionen som Vejleder. Og nok også som følge af en række succesfulde missioner, der tjente ham en smule respekt efter mange års følelse af at være utilstrækkelig. Han havde før siddet i en situation som denne. Hvor en ny beboer af lejren pludselig brød ud i gråd over savnet af en måske død forælder, eller et savnet hjem. En af de knapt så hyggelige og spændende 'opgaver' som Vejleder, var netop at få sine yngre søskende igennem en sådan tid og en sådan frustration. Men sønner og døtre af Hefaistos var ofte generelt nemme at have med at gøre. Deres gener og blodet i deres årer, gav dem ofte en hang til at begrave sig i arbejde og opgaver. Og hvis man kunne give en ung halvgud, med hjemve, et arbejde og en funktion, og derved give vedkommende et formål, så forsvandt den kvælende hjemve oftest hurtigt igen. Han havde dog aldrig skullet forsøge at fortrøste et barn af en anden gud, og det var nu heller ikke derfor han var kommet hen til Xenia, eller grunden til at han havde spurgt hende hvad der var galt. Men det syntes nu alligevel at dette var udviklet sig i en sådan retning.
Men Halfdan forblev dog rolig og sikker i sit eget væsen, blot siddende hvor han var, og ofte med blikket rettet imod pigen ved hans side. Han nikkede langsomt til hendes ord, med et nu meget tilfreds udtryk over ansigtet. Der var intet galt i hans hoved lige nu, han var faktisk i et ganske godt humør. Efter endnu en succesfuld mission. Efter hendes ord strakte han halsen lidt ud og så sig omkring. "Well, lejren er nu heller ikke meget af et hjem.." Sagde han så med et lilel smil og kiggede tilbage mod flammerne, imens han gned sine hænder en smule mod hinanden. "Du skal sove under samme tag med fremmede, der åbenbart er dine søskende. Monstre der vil forsøge at tage en bid af dig i skoven. Og med træning og alt det der, vil du sikkert ende på Infirmeriet et par gange.. Og møde flere irriterende typer som mig selv." Fortsatte han, stadig roligt, og stadig med et lille smil. Som om at hvad han havde sagt, da slet ikke var så slemt igen. Han skævede mod hende med et lille skuldertræk. "Men du skal nok vænne dig til det, med tiden." Afsluttede han så med et lille nik.