Swimming lessons? For real? - Dylan

Tid: Eftermiddag
Sted: Stranden
Vejr: Varmt, solrigt og skyfrit
Omgivelser: Strand så langt øjet rækker, græsmarker bagude og, lidt længere bagude, lejren
Påklædning:Tøj med en stor, hvid T-shirt over og et håndklæde om hofterne

Skiftet mellem det bløde græs og det varme sand fik Bailey til at springe brat tilbage fra stranden på ét ben. På en måde burde hun have forudset, hvor varmt sandet ville være efter flere ugers bagende sol og taget et par sandaler på, men hun havde uforudseende forladt sin hytte i bare tæer. Hun undstødte en lavmælt ed på oldgræsk og trådte ud i sandet igen, denne gang mere forsigtigt.
En del af hende havde mest lyst til at vende om og stikke af tilbage til sin hytte. Det var ikke hende der havde bedt om svømmelektioner, og hun ville slet ikke være taget af sted, hvis ikke Chiron havde insisteret efter fadæsen på kanosøen to uger tidligere. Efter at være blevet fisket op af søen og have hostet vandet op, havde Bailey fået besked om, at svømmelektioner ville blive givet hende senere på måneden af et barn fra Poseidon-hytten, da de udgjorde de bedste svømmere. Og nu var Bailey så, ud over at være nervøs for lektionerne, også bange for, at det var Richard der skulle undervise hende. Og for at gøre ondt værre, havde hun ingen badedragt og havde været tvunget til at låne en aldeles latterlig sort, moderigtig badedragt af en fra Afrodite-hytten.
Da hun kom nærmere sig vandet, kunne hun se en skikkelse længere nede. Da det lod til at være den eneste anden person på stranden, måtte hun gå ud fra, at det var hendes lærer. Hun tog en dyb indånding og gik de sidste, tunge skridt ned til vedkommende.
"Undskyld?" sagde hun og til sin glæde lød hun ikke alt for nervøs. "Er det dig, der skal undervise mig i svømning?"

Påklædning
Hvid tank top i stedet

Der var ikke ret meget at sige om sagen end, at Dylan virkelig ikke brød sig om den. Han havde fået tjansen som vikar, da den rigtige svømmelærer havde meldt sig syg. Det kunne godt være, at han elskede at svømme, men det var langt fra det samme at undervise i svømningens kundskaber. Han skulle holde øje med, at ingen druknede, og skulle han være ærlig, så kunne han ikke være mere ligeglad. Han havde ikke tid til at holde øje med ligegyldige halvguder, når han havde en anden halvgudinde, som sikkert vandrede skødeløst rundt og slet ikke passede på sig selv, med hans barn voksende inde i hende. Hvert et minut, hvert et sekund, omhandlede hans tanker hende, om hvad hun lavede, om hun spiste ordentligt, eller om hun passede på sig selv og ikke kom til skade. Efter hun havde fortalt ham de overvældende nyheder om, at han snart blev far, havde hans bekymringer fordoblet, og han fangede tit sig selv i at tænke det værste om, hvad der måske kunne ske hende og deres barn. Det var lige før han nægtede at efterlade hende uden hans opsyn. Man skulle ikke tro det, men det udmattede ham meget. Der var ikke meget tilovers af energi, som han ellers havde brug for, nu hvor han skulle holde øje med åndsvage halvguder, som ikke engang kunne gøre noget så basalt, som at svømme.
Dylan vendte sig om mod en stemme, som han regnede med var rettet mod ham. Hans blik faldt dog, da pigen, som havde spurgt ham om noget, var et godt stykke lavere end ham. Han arme var over kors, og han analyserede hende kort, for at skabe et indblik af hvordan hun ville være som person.
"Ja, det er mig" svarede han kort for hoved, havde hoved hævet højt, for at indikere overlegenhed.

Den første tanke, der faldt Bailey ind, da hun fik kigget nærmere på sin lærer var: *Det er ikke Richard.* Fyren her var tyndere, hans ansigt var mere markeret og han manglede det ar, Richard havde ned over øjet. På en gang gjorde det hende lettet, fordi det udskød den konfrontation, hun ville være nødt til at tage med Richard, lidt endnu, men på den anden side gjorde det hende mere utilpas, fordi hun var komplet ubekendt med denne fyr.
Det næste der slog hende, kom temmelig meget bag på hende: fyren virkede lige så utilfreds med at skulle undervise Bailey, som Bailey var, måske endda mere. Han havde et underligt sammenbidt ansigtsudtryk, som om der var noget der gik ham på.
*Stop det.* snappede hun ad sig selv. Hvorfor skulle hun altid forsøge at analysere folk på den måde? Hun anede jo intet om ham.
Hun forsøgte sig med et smil, selvom det mere endte som en stiv grimasse, og rakte hånden frem.
"Bailey Higgins." sagde hun. "Skal vi se at få det her overstået, så vi kan komme tilbage til vores gøremål i stedet for at spilde tid på at plaske rundt i havet?" Hun vidste ikke helt, hvor den sidste del var kommet fra - det var på en måde bare væltet ud af hende - men hun var i det mindste glad for, at hun havde kunnet holde de fleste af sine tanker indenbords. Ellers ville hun formodentlig ikke have en svømmelærer på nuværende tidspunkt.